(Tyatiʹra).

En by der blev genopbygget i begyndelsen af det 3. århundrede f.v.t. af Seleukos Nikator, en af Alexander den Stores tidligere generaler. Den lå ved en biflod til Gediz (i oldtiden kaldet Hermos) i det vestlige Lilleasien, ca. 60 km fra Det Ægæiske Hav. Den kristne menighed i Tyatira fik et budskab fra Herren Jesus Kristus, dikteret til og nedskrevet af apostelen Johannes. — Åb 1:11.

Tyatira kaldes i dag Akhisar og ligger omkring 250 km sydsydvest for Istanbul og ca. 375 km øst for Athen. (BILLEDE, bd. 2, s. 946) Byen har aldrig været nogen storby eller et center af særlig politisk betydning, men den var en velstående industriby der var kendt for sine mange håndværk, deriblandt vævning, tøjfarvning, metalarbejde, garvning og pottemageri. Farveriet nævnes ofte i inskriptioner. Farverne i Tyatira brugte kraprod til at frembringe deres eftertragtede skarlagenrøde eller purpurrøde farve, der i senere tider er blevet kendt som tyrkiskrødt.

Lydia, der omvendte sig til kristendommen under Paulus’ første besøg i Filippi i Makedonien, var „en purpurhandlerske fra byen Tyatira“. Hun var måske oversøisk agent for en virksomhed i Tyatira, en velhavende forretningskvinde, for hun ejede et hus der var stort nok til at hun kunne huse og beværte Paulus og hans ledsagere under deres ophold i Filippi. — Apg 16:12-15.

Hvornår og af hvem kristendommen blev bragt til Tyatira, vides ikke. Der findes ingen beretning om at Paulus eller andre evangelieforkyndere nogen sinde besøgte denne by, eller at Lydia vendte tilbage dertil. Det er sandsynligt at budskabet nåede til byen i løbet af de to år (ca. 53-55 e.v.t.) Paulus virkede i Efesus, der lå omkring 115 km sydvest for Tyatira, for i den tid ’hørte alle indbyggerne i provinsen Asien Herrens ord, både jøder og grækere’. (Apg 19:10) Det eneste man ved, er at der ca. 40 år senere fandtes en ret livskraftig menighed af kristne i Tyatira. — Åb 1:10, 11.

Kristi budskab til menigheden i Tyatira. Denne menighed, den fjerde af de syv der blev sendt budskaber til, blev rost for sin kærlighed, tro og udholdenhed. Dens tjeneste blev også godkendt; dens ’sidste gerninger var flere end de første’. Men selv om menigheden havde disse rosværdige egenskaber, havde den også tilladt at der udviklede sig en meget dårlig tilstand i den. Herren sagde fordømmende til den: „Du tolererer kvinden Jesabel, som kalder sig profetinde og som lærer og vildleder mine trælle til at begå utugt og spise noget der er ofret til afguder.“ Denne ’kvinde’ blev sandsynligvis kaldt Jesabel fordi hendes onde gerninger mindede om Akabs hustrus, og fordi hun hårdnakket nægtede at ændre sind. Det ser dog ud til at det kun var et mindretal i menigheden der lå under for denne Jesabelindflydelse, for resten af budskabet er henvendt til „de andre af jer som er i Tyatira, alle som ikke har denne lære, dem der ikke har lært ’Satans dybder’, som de siger, at kende“. — Åb 2:18-29.