Det at udlægge eller forklare betydningen af drømme, profetier eller andet. Tanken udtrykkes med forskellige ord på grundsprogene.

I De Kristne Græske Skrifter anvendes for eksempel ordet diermēneuʹō, en forstærket form af hermēneuʹō. Det bruges mest om at oversætte fra ét sprog til et andet (Apg 9:36; 1Kor 12:30; se OVERSÆTTELSE), men kan også betyde „forklare fuldt ud; fortolke fuldt ud“. Det var det ord Lukas brugte da han beskrev hvordan Jesus på vejen til Emmaus talte med to af sine disciple og ’fortolkede for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham’. De to disciple fortalte senere at Jesus havde ’åbnet Skrifterne helt for dem’. — Lu 24:13-15, 25-32.

Et ord med modsat betydning er dysermēʹneutos, der bruges af Paulus og kun forekommer i Hebræerne 5:11. Det betyder „svært at fortolke“, det vil sige „svært at forklare“. — Se NV, fdn.

Endnu et græsk ord er epiʹlysis, der betyder „fortolkning“. Det kommer af et udsagnsord som bogstaveligt betyder „at løse, befri“, og derfor i overført betydning „at løse, forklare“. Sand profeti udspringer ikke af menneskelige meninger eller fortolkninger, men stammer fra Gud. Peter  skriver derfor: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning [epilyʹseōs] . . . men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2Pe 1:20, 21) Bibelens profetier skyldes altså ikke skarpsindige slutninger som mennesker er kommet til, eller forudsigelser de har fremsat efter at de selv har analyseret forholdene eller tidens tendenser.

Nogle profetiers betydning var indlysende og krævede ingen fortolkning, som for eksempel når en profet blev inspireret til at forudsige at judæerne skulle ’føres i fangenskab af Babylons konge i halvfjerds år’, eller at Babylon skulle blive ’en ødemark’. Selvfølgelig vidste man ikke altid hvornår profetien skulle opfyldes, selv om dette også i nogle tilfælde blev klart angivet. Der var imidlertid mange profetier eller dele af profetier som kun blev forstået delvis da de blev fremsat, og hvis fulde forståelse eller fortolkning måtte vente til Guds tid var inde. Dette gjaldt for eksempel nogle af Daniels profetier og profetierne om Messias og den hellige hemmelighed der angik ham. — Da 12:4, 8-10; 1Pe 1:10-12.

Alle Ægyptens magere og vismænd måtte opgive at tyde de drømme Gud havde givet Farao. „Der var ingen som kunne tyde dem.“ (1Mo 41:1-8) Farao blev derefter gjort opmærksom på at Josef tidligere havde tydet overmundskænkens og overbagerens drømme rigtigt. (1Mo 40:5-22; 41:9-13) Josef havde dog ikke selv taget æren for dette, men havde henvist til Jehova som den der tyder drømme, idet han havde sagt: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?“ (1Mo 40:8) Da han nu blev kaldt til Farao for at tyde kongens drøm, erklærede han derfor: „Det er ikke mig det kommer an på! Gud vil give et svar til Faraos vel.“ (1Mo 41:14-16) Efter at Farao havde hørt tydningen, anerkendte han at Josef var en mand ’i hvem Guds ånd var’, eftersom det var ’Gud der havde ladet ham vide alt dette’. — 1Mo 41:38, 39.

På samme måde blev Daniel brugt af Gud til at tyde Nebukadnezars drømme. Efter at Daniel først havde bedt til Gud om at måtte forstå hemmeligheden og han havde fået svar i et nattesyn, blev han ført ind til kongen for både at hjælpe ham med at genkalde sig drømmen, som han havde glemt, og tyde den for ham. (Da 2:14-26) Daniel mindede først kongen om at det han spurgte om, var noget som ingen af hans vismænd, besværgere, magere eller astrologer kunne klarlægge. „Der er imidlertid en Gud i himmelen som åbenbarer hemmeligheder,“ fortsatte han. „Og hvad mig angår, er det ikke ved nogen visdom der er i mig frem for alle andre levende, at denne hemmelighed er blevet åbenbaret for mig, men det er for at kongen kan blive bekendt med tydningen.“ — Da 2:27-30.

Da alle magerne, besværgerne, kaldæerne og astrologerne ved en anden lejlighed var ude af stand til at tyde kongens drøm om det vældige træ der blev fældet, blev Daniel igen kaldt ind, og igen understregede han at drømmen var af guddommelig oprindelse. I anerkendelse af dette sagde kongen til Daniel: „Jeg ved at hellige guders ånd er i dig,“ og: „Du er i stand til det, for hellige guders ånd er i dig.“ — Da 4:4-18, 24.

Mange år senere blev Daniel, den nu aldrende tjener for Jehova, i selv samme nat som Babylon faldt for mederne og perserne, atter kaldt ind for at tyde et guddommeligt budskab for en konge. Denne gang havde en mystisk hånd under Belsazzars fest skrevet MENE, MENE, TEKEL, PARSIN på paladsvæggen. Alle Babylons vismænd måtte opgive at tyde den kryptiske skrift. Enkedronningen mindede da om at Daniel stadig levede, en mand „i hvem hellige guders ånd er“, og hos hvem der fandtes „lys og indsigt og en visdom som gudernes visdom“. Da Daniel tydede skriften, der i sig selv var en profeti, ophøjede han igen Jehova som den sande profetis Gud. — Da 5:1, 5-28.