Det græske ord for „udødelighed“, athanasiʹa, er dannet af den nægtende forstavelse a efterfulgt af ordet for „død“, thaʹnatos, og sigter til beskaffenheden af det liv der opnås: det er uendeligt og kan ikke bringes til ophør. (1Kor 15:53, 54, fdn.; 1Ti 6:16, fdn.) Et andet græsk ord, aftharsiʹa, „uforgængelighed“, betegner at noget ikke kan nedbrydes eller fordærves, at det ikke kan forgå. — Ro 2:7; 1Kor 15:42, 50, 53; Ef 6:24; 2Ti 1:10.

Skønt ordene „udødelig“ og „udødelighed“ ikke forekommer i De Hebraiske Skrifter, viser denne del af Bibelen at Jehova Gud som kilden til alt liv ikke er underlagt døden og altså er udødelig. (Sl 36:7, 9; 90:1, 2; Hab 1:12) Den kristne apostel Paulus understreger det samme når han omtaler Gud som „evighedens Konge, den uforgængelige“. — 1Ti 1:17.

Som det fremgår af artiklen SJÆL, viser De Hebraiske Skrifter også tydeligt at mennesket ikke besidder iboende udødelighed. Der siges talrige steder at menneskets sjæl (hebr.: næʹfæsj) dør, styrer mod graven og udslettes. (1Mo 17:14; Jos 10:32; Job 33:22; Sl 22:29; 78:50; Ez 18:4, 20) Det samme fremgår af De Kristne Græske Skrifter, som ligeledes taler om at sjælen (gr.: psychēʹ) dør. (Mt 26:38; Mr 3:4; Apg 3:23; Jak 5:20; Åb 8:9; 16:3) De Kristne Græske Skrifter bestrider eller ændrer altså ikke De Hebraiske Skrifters lære om at mennesket, det vil sige menneskesjælen, er underlagt døden. Imidlertid åbenbarer De Kristne Græske Skrifter at Gud har i sinde at skænke nogle af sine tjenere udødelighed.

Hvordan kan Jesus være „den eneste der har udødelighed“?

Den første der ifølge Bibelen er blevet belønnet med udødelighedens gave, er Jesus Kristus. At han ikke ejede udødelighed før Gud oprejste ham, fremgår af Paulus’ ord i Romerne 6:9: „For vi ved at Kristus, nu da han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham.“ (Jf. Åb 1:17, 18.) Idet Paulus beskriver ham som „Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer“, viser han at Jesus adskiller sig fra alle disse konger og herrer ved at være „den eneste der har udødelighed“. (1Ti 6:15, 16) De øvrige konger og herrer er dødelige, ligesom Israels ypperstepræst var. Men den herliggjorte Jesus, som Gud har udnævnt til ypperstepræst på Melkizedeks måde, har ’et uopløseligt liv’. — He 7:15-17, 23-25.

Ordet „uopløseligt“ er her en gengivelse af det græske ord akataʹlytos, der er sammensat af den nægtende forstavelse a og to andre ord der ordret betegner at noget ’løses ned’ (eller brydes ned), som i Jesu udtalelse om templets sten der skulle rives ned (Mt 24:1, 2), eller i Paulus’ ord om at de kristnes jordiske „telt“ skulle brydes ned, det vil sige at deres jordiske liv i et menneskeligt legeme skulle opløses. (2Kor 5:1) Det udødelige liv Jesus fik ved sin opstandelse, er altså ikke blot evigt, uendeligt, men af en sådan art at det ikke kan nedbrydes eller opløses og ikke kan ødelægges.

Rigets arvinger opnår udødelighed. De salvede kristne der er blevet kaldet til at herske sammen med Kristus i himmelen (1Pe 1:3, 4), har fået løfte om at de vil blive forenet med Kristus i en opstandelse der ligner hans. (Ro 6:5) Ligesom deres Herre og Hoved vil de salvede medlemmer af den kristne menighed der dør trofaste, få en opstandelse til udødeligt, åndeligt liv, hvorved „dette dødelige ifører sig udødelighed“. (1Kor 15:50-54) Som i Jesu tilfælde betyder  det ikke blot at de opnår evigt liv eller frihed fra døden. At de som arvinger sammen med Kristus også får „et uopløseligt livs kraft“, fremgår af at apostelen Paulus forbinder den udødelighed de opnår, med uforgængelighed. (1Kor 15:42-49) „Dem har den anden død ingen myndighed over.“ — Åb 20:6; se UFORGÆNGELIGHED.

At Rigets arvinger således får skænket udødelighed, er så meget mere bemærkelsesværdigt som at Guds engle beskrives som dødelige, til trods for at de ikke har kødelige, men åndelige, legemer. At englene er dødelige, fremgår af den dødsdom der blev fældet over den åndeskabning der blev Guds modstander, Satan, og over de engle der fulgte ham og „ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. (Jud 6; Mt 25:41; Åb 20:10, 14) At de kristne der får den forret at herske sammen med Guds søn i det himmelske rige, får ’et uopløseligt liv’ (He 7:16), er således et storslået udtryk for den tillid Gud nærer til dem. — Se HIMMEL (Vejen til himmelsk liv); LIV I.