I sin generelle betydning betegner det hebraiske navneord ger enhver som bor uden for sit fødeland og ikke nyder de fulde borgerlige rettigheder i det land han bor i. Vedkommende kan have religiøs forbindelse med landets indbyggere, men har det ikke nødvendigvis. Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere blev betegnet som fastboende udlændinge før de fik ejendomsret til det forjættede land. — 1Mo 15:13; 17:8; 5Mo 23:7.

Når udtrykket „fastboende udlænding“ i Bibelen bruges om en person af ikkeisraelitisk herkomst i forhold til det israelitiske samfund, betegner det i nogle tilfælde en der var blevet proselyt og altså helt var gået over til at tilbede Jehova. I andre tilfælde betegner det en indvandrer som blot boede blandt israelitterne og overholdt landets grundlæggende love, men som ikke i fuldt omfang havde antaget tilbedelsen af Jehova. Om udtrykket i det enkelte tilfælde betegner det ene eller det andet, fremgår af sammenhængen.

I Septuaginta gengives ger med proselyt (gr.: prosēʹlytos) over 70 gange. Nogle forklarer at den fastboende udlænding ofte knyttede sig til en hebraisk husstand for at nyde dens beskyttelse, og at han stod i et vist afhængighedsforhold til huset uden dog at tjene som træl. Denne slutning drages på grundlag af udtrykket „den fastboende udlænding som er hos dig“, ordret: „din fastboende udlænding“. — 5Mo 5:14; jf. 5Mo 1:16; se også 3Mo 22:10, hvor ordet tōsjavʹ, der er oversat med „indvandrer“, bruges.

Da Lovpagten blev givet på Sinaj Bjerg, inkorporeredes særlige, meget barmhjertige bestemmelser som gjaldt forholdet mellem den fastboende udlænding og den indfødte israelit. Eftersom udlændingen ikke var så gunstigt stillet som den indfødte, påbød Loven, der indeholdt mange bestemmelser til gavn for de svage og udsatte i samfundet, at der skulle vises ham et særligt hensyn, og at han i særlig grad skulle nyde beskyttelse. Jehova henledte gang på gang israelitternes opmærksomhed på at de selv havde erfaret hvordan det var at blive undertrykt i et fremmed land, og at de derfor skulle vise de fastboende udlændinge iblandt dem den gavmildhed og beskyttelse de ikke selv havde været genstand for. (2Mo 22:21; 23:9; 5Mo 10:18) Dybest set skulle den fastboende udlænding, og navnlig proselytten, behandles som en broder. — 3Mo 19:33, 34.

Selv om Lovpagtens bestemmelser tillod mennesker af alle nationaliteter at blive medlemmer af Israels menighed ved at antage den sande tilbedelse af Jehova og lade sig omskære, var der visse undtagelser og begrænsninger. Ægypterne og edomitterne kunne ikke komme ind i menigheden før i tredje generation, det vil sige den tredje generation der boede i Israel. (5Mo 23:7, 8) Uægte sønner og deres efterkommere blev nægtet adgang til menigheden „selv i tiende generation“. (5Mo 23:2) Ammonitterne og moabitterne måtte „selv i tiende generation“ aldrig nogen sinde komme ind i menigheden. Israelitterne måtte ’aldrig, i alle deres levedage, arbejde for deres fred og deres fremgang’. (5Mo 23:3-6) Disse forordninger gjaldt for alle mandlige medlemmer af de nævnte nationer. Desuden kunne en mand hvis kønsdele var blevet lemlæstet, aldrig blive optaget i menigheden. — 5Mo 23:1.

Den fastboende udlænding der havde ladet sig omskære og tilbad Jehova, var bundet af den samme lov som israelitterne; han var forpligtet til at overholde alle Lovpagtens bestemmelser. (3Mo 24:22) Til eksempel kan nævnes: Han skulle overholde sabbatten (2Mo 20:10; 23:12) og fejre påsken (4Mo 9:14; 2Mo 12:48, 49), de usyrede brøds højtid (2Mo 12:19), ugefesten (5Mo 16:10, 11), løvhyttefesten (5Mo 16:13, 14) og forsoningsdagen. (3Mo 16:29, 30) Han kunne bringe ofre (4Mo 15:14) og måtte gøre det på samme måde som det var foreskrevet for den indfødte israelit. (4Mo 15:15, 16) Hans ofre skulle være fejlfri (3Mo 22:18-20), og han skulle bringe dem til mødeteltets indgang, ligesom den indfødte israelit gjorde. (3Mo 17:8, 9) Han måtte ikke på nogen måde give sig af med falsk tilbedelse. (3Mo 20:2; Ez 14:7) Hvis han fangede et stykke vildt, skulle han lade dets blod løbe ud; og spiste han kødet med blodet i, ville han blive udryddet. (3Mo 17:10-14) I tilfælde af samfundsansvar for synder kunne han opnå tilgivelse sammen med det kødelige Israel. (4Mo 15:26, 29) Hvis han var blevet uren ved for eksempel at have rørt ved lig, måtte han gennemgå den foreskrevne renselsesproces. (4Mo 19:10, 11) Når der står at man kunne give et selvdødt dyr til den fastboende udlænding, drejede det sig åbenbart om en fastboende udlænding der ikke tilbad Jehova i fuldt omfang. — 5Mo 14:21.

I retssager garanterede Loven den fastboende udlænding en upartisk behandling selv om modparten var en kødelig israelit. (5Mo 1:16, 17) Det var forbudt at bedrage udlændingen eller at bøje retten for ham. (5Mo 24:14, 17) Over dem der gav den fastboende udlænding en uretfærdig behandling for domstolen, var der udtalt en forbandelse. (5Mo 27:19) De byer som den uforsætlige manddraber kunne søge tilflugt i, var beregnet for både indvandreren, den fastboende udlænding  og den indfødte israelit. — 4Mo 35:15; Jos 20:9.

Da de fastboende udlændinge ikke havde nogen arvelod i landet, ernærede de sig som købmænd eller daglejere, og nogle af dem var trælle. (3Mo 25:44-46) De havde en mulighed for at blive velstående (3Mo 25:47; 5Mo 28:43), men i almindelighed henregnede Loven dem til de fattige og indeholdt bestemmelser som tog sigte på deres beskyttelse og underhold. Den fastboende udlænding kunne få andel i tienden hvert tredje år. (5Mo 14:28, 29; 26:12) På markerne og i vingårdene skulle man lade efterslætten blive tilbage til ham. (3Mo 19:9, 10; 23:22; 5Mo 24:19-21) Han havde lov til at spise af det der voksede af sig selv i sabbatsårene. (3Mo 25:6) Var han daglejer, nød han samme beskyttelse som den indfødte daglejer. Hvis en fattig israelit solgte sig selv til en velstående udlænding som boede i landet, skulle israelitten behandles venligt, som en daglejer, og han kunne når som helst købe sig selv fri eller blive købt fri af en slægtning, og hvis ikke, skulle han senest frigives i det syvende år af sin tjeneste eller i jubelåret. — 3Mo 25:39-54; 2Mo 21:2; 5Mo 15:12.

Gennem hele kongetiden var de fastboende udlændinge stadig gunstigt stillet. Under tempelbyggeriet i Jerusalem blev de benyttet som byggearbejdere. (1Kr 22:2; 2Kr 2:17, 18) Da kong Asa genoprettede den sande tilbedelse i Juda, samledes fastboende udlændinge fra hele det forjættede land i Jerusalem sammen med de indfødte israelitter, og de indgik i fællesskab en særlig pagt om at søge Jehova af hele deres hjerte og sjæl. (2Kr 15:8-14) Efter at have renset templet erklærede kong Ezekias at påsken skulle fejres i Jerusalem i den anden måned. Indbydelsen til højtiden udgik til hele Israel, og mange af de fastboende udlændinge tog imod den. — 2Kr 30:25.

Efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon deltog fastboende udlændinge — bestående af sådanne grupper som netinim-folkene („de givne“), trællene, de professionelle sangere og sangerinder samt sønnerne af Salomons tjenere — igen i den sande tilbedelse ved templet sammen med israelitterne. Til netinim-folkene hørte gibeonitterne, som Josua havde sat til at tjene ved templet for bestandig. (Ezr 7:7, 24; 8:17-20; Jos 9:22-27) Lige til det sidste omtales disse fastboende udlændinge som tro tilbedere af Jehova sammen med den rest af trofaste kødelige israelitter der var vendt hjem fra Babylon. (Ne 11:3, 21) I perioden efter landflygtigheden gentog Jehovas profeter Lovpagtens principper til beskyttelse af den fastboende udlændings rettigheder. — Zak 7:10; Mal 3:5.

Profeten Ezekiel forudsagde at der ville komme en tid hvor den fastboende udlænding ville få en arvelod i landet som en indfødt blandt Israels sønner. (Ez 47:21-23) Efter Jesu Kristi komme blev den gode nyhed om Riget forkyndt for jøder og proselytter, og begge disse grupper kunne på lige fod blive medlemmer af den kristne menighed. Senere (i år 36) blev en uomskåren ikkejøde, Kornelius, og hans husstand antaget af Jehova og modtog åndens gaver. (Apg 10) Fra da af kunne uomskårne hedninger, ikkejøder, der fik tro på Kristus, komme ind i den kristne menighed, „hvor der hverken er græker eller jøde, omskærelse eller ikke-omskærelse, fremmed, skyter, træl, fri, men Kristus er alt og i alle“. (Kol 3:11; Ga 3:28) Åbenbaringen 7:2-8 beskriver det åndelige Israel som bestående af 12 stammer på hver 12.000 personer. Derefter fortælles der i versene 9-17 om en stor skare som ingen er i stand til at tælle, bestående af mennesker af alle nationer, stammer, folk og tungemål, som hylder Kongen, der sidder på tronen, og Lammet, og som nyder Guds gunst og beskyttelse.

Indvandrer. En indvandrer var en der boede i et land eller område der ikke var hans eget. Det hebraiske ord for indvandrer (tōsjavʹ) kommer af verbalroden jasjavʹ, der betyder „at bo“. (1Mo 20:15) Nogle af indvandrerne i Israel blev øjensynlig proselytter; andre var tilfredse med blot at bo blandt israelitterne og at adlyde de grundlæggende love i landet, men begyndte ikke at tilbede Jehova sådan som de omskårne proselytter. Man skelnede mellem indvandrere og „fremmede“ eller „udlændinge“, der som regel kun opholdt sig i landet en kortere tid og blot var genstand for den gæstfrihed man normalt viste gæster i Orienten.

Den uomskårne indvandrer i landet spiste ikke af påskemåltidet eller af noget som helst der var helligt. (2Mo 12:45; 3Mo 22:10) Sammen med den fastboende udlænding og den fattige nød han godt af sabbatsåret og jubelåret idet han kunne spise af den afgrøde jorden gav. (3Mo 25:6, 12) Han og hans efterkommere kunne købes som trælle af israelitterne og gå i arv i slægten for bestandig uden ret til at blive købt fri eller at blive givet fri i jubelåret. (3Mo 25:45, 46) Hvis en israelit derimod solgte sig selv som træl til en indvandrer eller til medlemmer af en indvandrers slægt, bevarede han retten til at blive købt fri når som helst, og han skulle senest frigives i det syvende år af sin trældom eller i jubelåret. — 3Mo 25:47-54; 2Mo 21:2; 5Mo 15:12.

 Det var kun de indfødte israelitter der havde en arvelod i landet, men landets egentlige ejer var Jehova, og han kunne tildele dem landet eller fordrive dem fra det, alt efter sin hensigt. Med hensyn til at sælge jorden sagde han: „Jorden i landet må ikke sælges uigenkaldeligt, for landet er mit. I er nemlig fastboende udlændinge og indvandrere hos mig.“ — 3Mo 25:23; se også FREMMED, UDLÆNDING.