Officiel bortvisning eller udelukkelse fra et fællesskab. Religiøse samfund har en naturlig ret til at udstøde medlemmer der forsynder sig, ligesom politiske grupper har beføjelse til at ekskludere medlemmer, eller verdslige myndigheder har beføjelse til at straffe lovovertrædere med død eller forvisning. I Guds menighed praktiseres udstødelse for at bevare menighedens lære og moral ren. En sådan forholdsregel er nødvendig for et samfunds fortsatte beståen, og det gælder især den kristne menigheds beståen. Menigheden må forblive ren og bevare Guds gunst for at kunne repræsentere ham og blive brugt af ham. I modsat fald vil Gud forstøde eller udslette hele menigheden. — Åb 2:5; 1Kor 5:5, 6.

Ved Jehovas indgriben. Jehova Gud har flere gange forvist eller udstødt overtrædere. Han dømte Adam til døden og drev ham og hans hustru, Eva, ud af Edens have. (1Mo 3:19, 23, 24) Kain blev forvist og blev en omstrejfer og flygtning på jorden. (1Mo 4:11, 14, 16) De engle der syndede, blev kastet i Tartaros, en tilstand af tæt mørke hvor de bevogtes til dom. (2Pe 2:4) Treogtyve tusind utugtige blev udryddet af Israel på én dag. (1Kor 10:8) Akan blev dræbt på Jehovas befaling fordi han havde stjålet noget der var viet til Jehova. (Jos 7:15, 20, 21, 25) Levitten Kora blev sammen med Datan og Abiram af Rubens stamme udslettet for oprør, og Mirjam blev slået med spedalskhed og kunne have lidt døden i den tilstand hvis ikke Moses var gået i forbøn for hende. Imidlertid blev hun forvist fra Israels lejr og sat i karantæne i syv dage. — 4Mo 16:27, 32, 33, 35; 12:10, 13-15.

Under Moseloven. Alvorlige eller overlagte krænkelser af Guds lov ved Moses kunne straffes med udryddelse, det vil sige døden. (3Mo 7:27; 4Mo 15:30, 31) Frafald, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, mord og indtagelse af blod hørte til de overtrædelser der medførte denne straf. — 5Mo 13:12-18; 3Mo 20:10; 17:14; 4Mo 35:31.

For at der under Moseloven kunne eksekveres dødsstraf, måtte sagen bekræftes af mindst to vidner. (5Mo 19:15) Disse vidner skulle være de første til at stene den skyldige. (5Mo 17:7) Derved kunne de vise at de var nidkære for Guds lov og ivrige efter at holde den israelitiske menighed ren, og det har uden tvivl afskrækket nogle fra at aflægge et falsk, unøjagtigt eller forhastet vidnesbyrd.

I Sanhedrinet og synagogerne. På Jesu tid blev krænkelser af den jødiske lov behandlet i synagogerne. Den øverste domstol var Sanhedrinet. Under det romerske herredømme havde jøderne ikke længere samme uindskrænkede myndighed som de havde haft under den teokratiske regering. Selv når Sanhedrinet dømte en overtræder til døden, kunne jøderne ikke altid fuldbyrde dødsstraffen på grund af de begrænsninger romerne havde pålagt dem. De jødiske synagoger havde tre former for eller grader af udstødelse. Første grad, der kaldtes niddujʹ, strakte sig over forholdsvis kort tid, indledningsvis blot 30 dage. Den dømte blev frataget visse rettigheder. Han kunne gå op til templet, men var dér underlagt visse begrænsninger, og alle undtagen hans egen familie skulle holde sig 4 alen (ca. 2 m) fra ham. Anden grad var cheʹræm, der betyder noget som er viet til Gud eller bandlyst. Det var en alvorligere straf. Overtræderen måtte hverken undervise eller selv lade sig belære i selskab med andre, og han måtte ikke indgå nogen handel ud over at købe det nødvendige til livets opretholdelse. Han var dog ikke helt udelukket af det jødiske samfund, og han havde mulighed for at vende tilbage. Endelig var der sjammatta’ʹ, total afskærelse fra menigheden. Nogle mener at de to sidste former  for ekskommunikation ikke kunne holdes ude fra hinanden.

Den der blev udelukket som ugudelig, fuldstændig afskåret fra menigheden, fortjente i jødernes øjne døden, selv om de måske ikke havde beføjelse til at fuldbyrde nogen dødsstraf. Den form for udstødelse de praktiserede, var imidlertid et meget virksomt våben i det jødiske samfund. Jesus forudsagde at hans disciple ville blive udstødt af synagogerne. (Joh 16:2) Frygten for at blive udstødt eller ’udelukket fra fællesskabet’ afholdt nogle jøder, deriblandt nogle af de ledende, fra at anerkende Jesus. (Joh 9:22, fdn.; 12:42) Et eksempel på en sådan indgriben fra synagogens side ses i tilfældet med den blindfødte som Jesus helbredte, og som talte godt om Jesus. — Joh 9:34.

Under sin jordiske tjeneste gav Jesus vejledning om hvilke skridt man skulle tage hvis der blev begået en alvorlig synd imod én, men synden dog var af en sådan natur at den, hvis sagen blev bilagt, ikke berørte den jødiske menighed. (Mt 18:15-17) Han tilskyndede til at man gjorde et oprigtigt forsøg på at hjælpe overtræderen, men at man samtidig beskyttede menigheden mod hårdnakkede syndere. Den eneste menighed Gud havde på det tidspunkt, var den jødiske. At man skulle ’sige det til menigheden’, betød ikke at hele nationen eller alle jøder i en bestemt by skulle sidde til doms i sagen. Jøderne havde ældste som tog sig af dette. (Mt 5:22) En overtræder der også nægtede at høre på disse ansvarshavende, skulle betragtes som „en fra nationerne og som en skatteopkræver“, det vil sige en som jøderne undgik ethvert samkvem med. — Jf. Apg 10:28.

I den kristne menighed. På grundlag af principperne i De Hebraiske Skrifter giver De Kristne Græske Skrifter både ved befaling og ved præcedens den kristne menighed myndighed til at udstøde. Ved at bruge denne gudgivne myndighed kan menigheden bevare sin renhed og et godt forhold til Gud. Apostelen Paulus gav, med den myndighed han havde fået, befaling til at en utugtig der levede sammen med sin faders hustru i et blodskamsforhold, skulle udstødes. (1Kor 5:5, 11, 13) Han benyttede den samme beføjelse til at udstøde Hymenæus og Alexander. (1Ti 1:19, 20) Diotrefes, derimod, forsøgte åbenbart uberettiget at få andre udstødt af menigheden. — 3Jo 9, 10.

Blandt de overtrædelser der kan føre til udstødelse af den kristne menighed, er utugt, ægteskabsbrud, homoseksuelle handlinger, havesyge, udsugning, tyveri, løgn, drukkenskab, spot, spiritisme, mord, afgudsdyrkelse, frafald og at forårsage splittelse i menigheden. (1Kor 5:9-13; 6:9, 10; Tit 3:10, 11; Åb 21:8) Den der fremmer sektvæsen, bliver barmhjertigt advaret en første og en anden gang før der gribes til udstødelse. I den kristne menighed gælder også det princip der var nedfældet i Moseloven, at enhver anklage skal bekræftes af to eller tre vidner. (1Ti 5:19) De der er fundet skyldige i at øve synd, skal ifølge Bibelen retledes „for alles øjne“, for eksempel i nærværelse af dem der har afgivet vidnesbyrd om deres syndige adfærd, for at alle kan udvikle en sund frygt for at begå den pågældende synd. — 1Ti 5:20; se RETLEDNING.

Den kristne menighed tilskyndes også til at holde op med at pleje selskabeligt samvær med enhver som „vandrer uordentligt“, men som ikke anses for at fortjene fuld udstødelse. Paulus skrev til menigheden i Thessalonika: „Hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ — 2Ts 3:6, 11, 13-15.

Angående en kristen som fornægtede den kristne menighed eller blev udstødt af den, bød Paulus imidlertid at man skulle „holde op med at omgås“ vedkommende; og apostelen Johannes skrev: „Modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham.“ — 1Kor 5:11; 2Jo 9, 10.

De der er blevet udstødt, kan vende tilbage til menigheden hvis de oprigtigt ændrer sind. (2Kor 2:5-8) Dette tjener også til gavn for menigheden da det beskytter den mod at blive overlistet af Satan ved at gå fra den ene yderlighed, at tolerere synd, til den anden yderlighed, at blive hård og utilgivende. — 2Kor 2:10, 11.