Om den anden skabelsesdag eller -periode siges der i 1 Mosebog 1:6-8: „Og Gud sagde videre: ’Lad der blive et udstrakt rum [hebr.: raqīʹa‛] midt i vandene, og lad det danne skel mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted.’ Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum og at sætte skel mellem vandene der skulle være under det udstrakte rum og vandene der skulle være over det udstrakte rum. Og således blev det. Og Gud kaldte herefter det udstrakte rum Himmel.“ Senere siges det i beretningen at der kom lysgivere på „den udstrakte himmel“, og senere igen at Gud lod flyvende skabninger flyve over jorden, „hen over den udstrakte himmel“. — 1Mo 1:14, 15, 17, 20.

Den græske Septuaginta gengiver det hebraiske ord raqīʹa‛ med stereʹōma (der betyder „noget som er hårdt eller fast“), og den latinske Vulgata bruger ordet firmamenʹtum, der også indeholder tanken om noget der er hårdt og fast. Denne forestilling går igen i flere bibeloversættelser, der gengiver ordet med „firmament“. Den danske oversættelse af 1871 gengiver det hebraiske ord med „udstrakt Befæstning“, og den autoriserede oversættelse (1931 og 1992) siger „hvælving“.

Nogle søger at påvise at de gamle hebræeres verdensbillede indbefattede forestillingen om en kuppel af fast stof der hvælvede sig over jorden, med slusehuller hvorigennem regnen kunne strømme ned, og med stjernerne fastgjort på indersiden. Diagrammer der anskueliggør en sådan opfattelse, forekommer i flere bibelleksika og bibeludgaver. Hertil siger opslagsværket The International Standard Bible Encyclopaedia: „Men denne antagelse bygger i realiteten mere på de forestillinger der var fremherskende i middelalderens Europa, end på faktiske udtalelser i Det Gamle Testamente.“ — Redigeret af J. Orr, 1960, bd. I, s. 314.

Det er rigtigt at verbet raqa‛ʹ, som raqīʹa‛ er afledt af, normalt bruges i betydningen „udhamre“, „udglatte“, hvad enten dette gøres med hånden, med foden eller ved hjælp af et stykke værktøj (jf. 2Mo 39:3; Ez 6:11), men det udelukker ikke at ordet også kan bruges billedligt. I Job 37:18 spørger Elihu således angående Gud: „Kan du sammen med ham udhamre [tarqīʹa‛, en form af raqa‛ʹ] himmelen, så den bliver hård som et støbt metalspejl?“ At der ikke sigtes til bogstaveligt at udhamre en fast himmelhvælving, fremgår af at ordet for ’himmel’ her er det hebraiske ord sjaʹchaq, der også gengives med „fint støv“ og „skyer“. (Es 40:15; Sl 18:11) I betragtning af den tågeagtige beskaffenhed af det der ’udhamres’, er det indlysende at bibelskribenten blot sammenligner himmelen med et metalspejl hvis polerede overflade er skinnende blank. — Jf. Da 12:3.

Det samme gælder det „udstrakte rum“ der blev frembragt på den anden skabelsesdag. Der er ikke tale om at der udhamres en fast substans, men at der skabes et åbent rum eller en adskillelse mellem de vande der dækker jorden, og andre vande der er over jorden. Det der beskrives, er dannelsen af den udstrakte atmosfære der omgiver jorden. Heraf kan man slutte at der engang ikke var nogen klar adskillelse eller noget åbent rum, men at hele kloden var omgivet af vanddampe. Dette stemmer med videnskabens opfattelse af de tidlige stadier af jordens tilblivelse og med den opfattelse at alt vandet på jorden engang var dampformigt på grund af den høje temperatur der var ved jordens overflade.

At de hebraiske bibelskribenter ikke forestillede sig at himmelen oprindelig var lavet af skinnende metal, fremgår også af en advarsel der blev givet gennem Moses til Israel om hvad der ville ske hvis folket ikke adlød Gud: „Din himmel, der er over dit hoved, skal blive som kobber, og jorden, der er under dig, som jern.“ Dette var en symbolsk beskrivelse af hvordan himmelen over Israel og landet selv ville blive berørt af den stærke hede og den strenge tørke som Gud ville sende. — 5Mo 28:23, 24.

Det er også tydeligt at de gamle hebræere ikke gjorde sig hedenske forestillinger om at der var bogstavelige „vinduer“ på himmelhvælvingen som regnen strømmede ned igennem. Elihu beskriver med videnskabelig nøjagtighed hvordan regnskyerne dannes, idet han siger, som bibelskribenten gengiver det i Job 36:27, 28: „For han drager vanddråberne op; de sigtes som regn til hans tåge; skyerne [sjechaqīmʹ] lader dem strømme; de drypper rigeligt over menneskene.“ Udtrykket „himmelens sluser [’arubbothʹ]“ er på  samme måde tydeligvis billedligt. — Jf. 1Mo 7:11; 2Kg 7:1, 2, 19; Mal 3:10; se også Ord 3:20; Es 5:6; 45:8; Jer 10:13.

I sit syn af Jehovas himmelske organisation beskriver Ezekiel „noget der lignede en udstrakt flade [hebr.: raqīʹa‛] med glans som af frygtindgydende is“ over de fire levende skabningers hoveder. Hans beretning er fyldt med billedlige udtryk, og brugen af ordet raqīʹa‛ er derfor også billedlig. — Ez 1:22-26; 10:1.

Selv om dannelsen af det udstrakte rum, atmosfæren, omkring jorden ikke bestod i at noget fast stof, for eksempel metal, blev ’udhamret’, må man ikke se bort fra at den blanding af gasformige stoffer der udgør jordens atmosfære, er lige så konkret som jord og vand og har en vægt (foruden at den indeholder vand og utallige partikler af faste stoffer, som for eksempel støv). Det anslås at den luft der omgiver jorden, vejer over 5.200.000.000.000.000 tons. (The World Book Encyclopedia, 1987, bd. 1, s. 156) Lufttrykket (vægten af luftsøjlen) er ved havoverfladen ca. 1 kg pr. cm². Luften yder også modstand, hvilket betyder at de fleste meteorer der rammer den umådelige kappe af luft der omgiver jorden, brænder op som følge af friktionen. Det betydningsindhold det hebraiske ord raqīʹa‛ har, er derfor helt i overensstemmelse med kendsgerningerne.

I Salme 19:1 siges der at „den udstrakte [himmel] [hebr.: haraqīʹa‛]“ sammen med „himmelen [hasjsjamaʹjim]“ fortæller om Guds herlighed og om hans hænders værk.