Den egenskab at noget ikke kan ødelægges, fordærves eller forgå.

En direkte omtale af uforgængelighed findes kun i De Kristne Græske Skrifter. Det græske ord for dette begreb er aftharsiʹa, der er dannet af den nægtende forstavelse a og en form af udsagnsordet ftheiʹrō, som betyder „at fordærve“ (2Kor 7:2) eller „at ødelægge“ (1Kor 15:33), altså at gøre ringere eller dårligere; også „at forgå“. (2Pe 2:12) Desuden forekommer tillægsordet aʹfthartos (uforgængelig).

Fordærv og forgængelighed. For at forstå hvad uforgængelighed vil sige, vil det være gavnligt først at analysere brugen af de græske ord for fordærv og forgængelighed.

De forbindes både med materielle og immaterielle ting. Den krone eller sejrskrans de græske idrætsfolk tragtede efter, var forgængelig — den kunne nedbrydes, opløses, gå i forrådnelse. (1Kor 9:25) Selv guld (der er opløseligt i kongevand) og sølv er forgængeligt. (1Pe 1:18; jf. Jak 5:3.) Både kan ’blive slået til vrag’ eller, ordret, „gennemfordærves“ (af den intensive form diaftheiʹrō), det vil sige gå fuldstændig fra hinanden. (Åb 8:9) Det samme græske ord bruges om at ’ødelægge’ jorden. (Åb 11:18) Mennesker af kød og blod er forgængelige (Ro 1:23); som følge af ufuldkommenheden er menneskelegemet udsat for nedbrydende sygdomme og indhentes til sidst af døden, hvorefter det går i forrådnelse og opløses i sine bestanddele. (Apg 13:36) Hvad det immaterielle angår, kan gode vaner fordærves eller ødelægges af dårligt selskab (1Kor 15:33); menneskesindet kan fordærves, blive vendt bort fra det der er oprigtigt, rent og sandt (2Kor 11:3; 1Ti 6:5; 2Ti 3:8), hvilket medfører et moralsk fordærv, en fordærvelse af personligheden. — Ef 4:22; Jud 10.

Selv et fuldkomment menneskelegeme er forgængeligt og kan nedbrydes eller ødelægges. Af den grund kunne apostelen Paulus sige at Jesus efter sin opstandelse „ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse“ (Apg 13:34), det vil sige ikke mere skulle leve i et forgængeligt menneskelegeme. Kun Guds indgriben forhindrede at det kødelige legeme Jesus havde haft i sin jordiske tilværelse, så forrådnelse i graven. (Apg 2:31; 13:35-37) Dette legeme blev imidlertid ikke bevaret til brug for den opstandne Jesus eftersom han, sagt med apostelen Peters ord, „blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (1Pe 3:18) Det ser derfor ud til at Gud mirakuløst skaffede dette legeme af vejen og ikke lod det gennemgå en forrådnelsesproces. — Se LEGEME (Kristi kødelige legeme).

Engles legemer er også forgængelige selv om de er åndeskabninger, for Bibelen viser at de kan tilintetgøres. — Mt 25:41; 2Pe 2:4; jf. Lu 4:33, 34.

Trældom under fordærv. Skønt Adam, selv som fuldkommen, havde et forgængeligt (eller fordærveligt) legeme, var det kun på grund af hans oprør mod Gud at han kom til at ’trælle under fordærv’ og gav denne tilstand i arv til alle sine efterkommere, hele menneskeslægten. (Ro 8:20-22) Denne trældom under fordærv skyldes synden (Ro 5:12) og er årsag til en legemlig ufuldkommenhed der medfører nedbrydning, sygdom, alderdom og død. Af den grund vil den der „sår med henblik på sit kød, . . . høste fordærv af sit kød“ og ikke opnå det evige liv som loves dem der sår med henblik på ånden. — Ga 6:8; jf. 2Pe 2:12, 18, 19.

Kristne opnår uforgængelighed. Som allerede nævnt findes der ingen direkte omtale af uforgængelighed i De Hebraiske Skrifter, men derimod mange udtalelser om menneskesjælens dødelighed. Paulus kunne derfor sige at det var Kristus Jesus der havde „kastet lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. (2Ti 1:10) Gennem Jesus åbenbarede Gud den hellige hemmelighed at det var hans hensigt at skænke salvede  kristne det privilegium at herske sammen med hans søn i himmelen. (Lu 12:32; Joh 14:2, 3; jf. Ef 1:9-11.) Ved at oprejse deres frelser, Jesus Kristus, fra de døde har Gud givet disse kristne et levende håb om „en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv“ som er „bevaret i himlene“ til dem. (1Pe 1:3, 4, 18, 19; jf. 1Kor 9:25.) Endnu mens de er i kødet, bliver de født på ny, det vil sige at de får status som Guds åndelige sønner, født „ved en uforgængelig sæd, gennem den levende og blivende Guds ord“. — 1Pe 1:23; jf. 1Jo 3:1, 9.

Men selv om disse kristne der er kaldet til det himmelske rige, betragtes af Gud som hans åndelige sønner og har fået løfte om en uforgængelig arv, ejer de ikke udødelighed eller uforgængelighed så længe de endnu befinder sig i kødet på jorden. Der siges at de stadig „søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdenhed i en gerning der er god“. (Ro 2:6, 7) Den „uforgængelighed“ de søger, er tydeligvis ikke blot moralsk ufordærvethed, for ved at følge Kristi eksempel og ved at tro på hans genløsningsoffer er de allerede „undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“ (2Pe 1:3, 4); de „elsker vor Herre Jesus Kristus i ufordærvethed“ og ’viser ufordærvethed i deres undervisning’. (Ef 6:24; Tit 2:7, 8) Den uforgængelighed (samt ære og herlighed) de søger ved at holde ud i trofasthed, har at gøre med deres herliggørelse i forbindelse med deres opstandelse som egentlige åndesønner af Gud. Dette fremgår tydeligt af Paulus’ første brev til korintherne.

Opstandelse til udødelighed og uforgængelighed. Kristus Jesus opnåede udødelighed da han blev oprejst fra de døde, og han har siden haft ’et uopløseligt liv’. (1Ti 6:15, 16; He 7:15-17) Som „det nøjagtige udtryk for selve [Guds] væsen“ er den opstandne Jesus også, ligesom sin Fader, uforgængelig. — He 1:3; 1Ti 1:17.

Da Jesu medarvinger bliver forenet med Jesus i en opstandelse der ligner hans, bliver de ikke blot oprejst til evigt liv som åndeskabninger, men til udødelighed og uforgængelighed. Efter at de har levet og tjent trofast og er døde i et forgængeligt menneskelegeme, får de nu et uforgængeligt åndelegeme, som Paulus klart siger i 1 Korinther 15:42-54. Mens „udødelighed“ tydeligvis sigter til at det liv de opnår, er uendeligt og ikke kan bringes til ophør, er „uforgængelighed“ åbenbart forbundet med den organisme eller det legeme Gud giver dem, og indebærer at denne organisme ikke kan fordærves, nedbrydes eller ødelægges. Det ser derfor ud til at Gud skænker dem en selvopretholdende kraft sådan at de ikke længere, ligesom hans øvrige skabninger, kødelige såvel som åndelige, er afhængige af ydre energikilder. Dette er et storslået udtryk for hans tillid til dem. Deres uafhængige og uforgængelige eksistens gør dem dog ikke uafhængige af Gud. Ligesom deres hoved, Kristus Jesus, vil de fortsat være underlagt deres Faders vilje og ledelse. — 1Kor 15:23-28; se SJÆL; UDØDELIGHED.