En ulykke er en hændelse eller begivenhed der bringer sorg, skade, sygdom el. lign. over den eller dem den rammer. Den kan skyldes tilfældet, naturbegivenheder eller sammentræf af uheldige omstændigheder, eller den kan være forvoldt af mennesker (tilsigtet eller utilsigtet) og undertiden også af Gud.

I langt de fleste tilfælde er ordet „ulykke“ en gengivelse af det hebraiske ord ra‛ og det beslægtede ra‛ahʹ. Disse ord dækker et bredt betydningsområde, men grundbetydningen er „noget som er ondt, dårligt, slet“. (Se ONDT, ONDSKAB.) Lot brugte ordet om den forestående katastrofe over Sodoma. (1Mo 19:19) Jakob talte om den ulykkelige tilstand han ville blive bragt i hvis han mistede Benjamin. (1Mo 44:29) Israelitterne blev advaret om at de ville blive ramt af ulykker hvis de brød pagten med Jehova. (5Mo 31:17-21, 29; 1Kg 9:9) Israels fjender ville også blive ramt af ulykker ved Jehovas hånd. (Jer 48:2, 16; 49:37; 51:2, 60, 64) Bibelen fortæller om enkeltpersoner der kan rammes eller bliver ramt af ulykke, for eksempel Saul, David (1Sa 20:9, 13; 24:9; 2Sa 12:11), Absalom (2Sa 17:14) og Job. (Job 2:11; 42:11) I Salmerne lovprises Jehova som den der beskytter mod og udfrier af ulykke. — Sl 27:5; 34:19; 40:12-14; 41:1; 91:9, 10.

Tolv gange er „ulykke“ oversat fra det hebraiske ord ’ēdh (Job 18:12; 21:17, 30; 30:12; 31:3, 23; Ord 1:26, 27; 6:15; 17:5; 24:22; 27:10), mens det de øvrige steder er gengivet med „undergang“. (5Mo 32:35; Jer 18:17; 48:16; Ez 35:5; Ob 13) Det hebraiske ord ’ēdh er et mere poetisk ord end ra‛ og bruges ifølge Koehler og Baumgartner (Lexicon in Veteris Testamenti Libros, 1958, s. 36) om den endegyldige og ikke tilfældige ulykke.

Om den tilfældige ulykke bruges ordet miqræhʹ, som er afledt af en rod der betyder „hænde“, „møde“. (1Mo 44:29; 5Mo 25:18) Ordet betyder altså egentlig „det der tilfældigvis sker“, uden personens eller andres vilje. Filistrene sendte Jehovas ark tilbage for at få fastslået om de hæmorroider de led af, var en plage fra Jehova eller blot skyldtes „et tilfælde“. (1Sa 6:9) Salomon erkendte at enhver er underlagt „tid og tilfælde“. (Præ 9:11) Ordet „tilfælde“ er her en oversættelse af det hebraiske ord pæʹgha‛, der ligesom det foregående indeholder tanken om det der tilfældigvis rammer en.

Specielle udtryk. Udtrykket „en dødelig ulykke“ er oversat fra det hebraiske ord ’asōnʹ, der ordret betyder „en helbredelse“, men bruges eufemistisk om „en dødelig ulykke“. Jakob var bange for at hans elskede søn Benjamin skulle komme ud for en dødelig ulykke hvis han fik lov til at tage med sine brødre til Ægypten. (1Mo 42:4, fdn., 38) Moseloven skelnede mellem ulykker som havde en dødelig udgang, og ulykker som ikke havde det. (2Mo 21:22-25) Den skelnede også mellem forsætligt og uforsætligt manddrab. For overlagt mord var der ubetinget dødsstraf.  For dem der uforsætligt blev årsag til andres død, fandtes der tilflugtsbyer. (4Mo 35:11-25, 31; se TILFLUGTSBYER.) Loven gjaldt såvel indfødte israelitter som fastboende udlændinge, og der var forskrifter om ofre der skulle bringes for at sone tilfældige eller utilsigtede synder. — 3Mo 4:1-35; 5:14-19; 4Mo 15:22-29.

Udtrykket „styrte i ulykke“ er en oversættelse af det hebraiske udsagnsord ‛akharʹ, hvoraf navnene Akan, Akar og Akor er afledt. (Se Jos 7:1, fdn.; 1Kr 2:7, fdnr.) Den „ulykke“ der er tale om, er udstødelse af samfundet, sådan som Jakob gør opmærksom på i sin klage over sønnerne Simeons og Levis voldsomme fremfærd i Sikem. Denne kunne føre til så alvorlige vanskeligheder for Jakob at landets indbyggere ville vende sig imod ham og tilintetgøre ham. Akan var ved at styrte Israel i ulykke da han forgreb sig på byttet i Jeriko. Følgen blev at han selv og hans hus blev styrtet i ulykke, idet de måtte bøde med livet. — Jos 6:18; 7:25. Se også AKAN, 2; AKOR.