Det forhold at nogen eller noget indtager en underordnet stilling; det at en person anerkender og retter sig efter en overordnet myndigheds ledelse. Som eksempler kan nævnes at Jesus Kristus underordner sig sin Fader (1Kor 15:27, 28), at den kristne menighed underordner sig Jesus (Ef 5:24) og Gud (He 12:9; Jak 4:7), at de enkelte kristne underordner sig dem der fører an i menigheden (1Kor 16:15, 16; He 13:17, fdn.; 1Pe 5:5), at kristne kvinder underordner sig menighedens ordning i forbindelse med undervisning (1Ti 2:11), at trælle underordner sig deres herrer (Tit 2:9; 1Pe 2:18), at hustruer underordner sig deres mænd (Ef 5:22; Kol 3:18; Tit 2:5; 1Pe 3:1, 5), at børn underordner sig deres forældre (1Ti 3:4; jf. Lu 2:51; Ef 6:1), og at undersåtter underordner sig regeringen eller de højere myndigheder (Ro 13:1, 5; Tit 3:1; 1Pe 2:13). — Se HOVED, MYNDIGHED SOM; HØJERE MYNDIGHEDER; LYDIGHED.

Når en kristen underordner sig andre mennesker, spiller hans samvittighed og hans forhold til Gud en rolle. Hvis det at han underordner sig, vil føre til at han går på kompromis eller overtræder Guds lov, er det Gud han skal adlyde frem for mennesker. (Apg 5:29) Om Paulus og Barnabas siges der for eksempel at de ’ikke i underkastelse gav efter’ for falske brødre der, i modstrid med Guds åbenbarede hensigt, påstod at man skulle omskæres og holde Moseloven for at opnå frelse. — Ga 2:3-5; jf. Apg 15:1, 24-29.

Ifølge 2 Korinther 9:13 er bidrag til nødlidende trosfæller et bevis på at man underordner sig den gode nyhed, eftersom det er en kristen pligt at hjælpe nødlidende medkristne. — Jak 1:26, 27; 2:14-17.