De almindeligste hebraiske ord for „at lære“ (el. „at belære“) og „at undervise“ er jarahʹ og lamadhʹ. Det hebraiske ord læʹqach, „belæring“, betyder egentlig „det at tage imod“. (5Mo 32:2; jf. Jer 9:20, hvor det tilsvarende udsagnsord forekommer i udtalelsen: „Og måtte jeres øre tage imod hans munds ord.“) I Ordsprogene 16:21 er det gengivet med ’overtalelsesevne’. På græsk er didaʹskō det almindeligste ord for „at lære, oplære, undervise“, med de tilsvarende navneord didaʹskalos, „lærer“, og didaskaliʹa og didachēʹ, der begge betyder „lære, belæring, undervisning“. Udsagnsordet paideuʹō (afledt af pais, „barn“, „dreng“) bruges i betydningen „at belære, lære, oplære, tugte“. Ordet katēcheʹō oversættes med „at undervise mundtligt“; egentlig betyder det „at lade lyde ned“, nemlig „i øret“.

Jehova Gud, Skaberen, er den store Lærer for sine tjenere. (1Kg 8:36; Sl 27:11; 86:11; 119:33, 102; Es 2:2, 3; 30:20; 54:13; Mik 4:2, 3) Skaberværket — et vældigt område til studium  og udforskning — belærer os om at der findes en alvis Gud, og der kan stadig forskes og gøres nye iagttagelser i det. (Job 12:7-9) Desuden har Jehova ved særlige åbenbaringer gjort menneskene bekendt med sit navn, sine hensigter og sine love. (Jf. 2Mo 4:12, 15; 24:12; 34:5-7.) Disse åbenbaringer findes i hans ord, Bibelen, og danner grundlag for undervisning i hans vilje. (Ro 15:4; 2Ti 3:14-17) Guds ånd virker også som lærer. — Joh 14:26.

Undervisning blandt israelitterne. I Israel havde forældrene et gudgivent ansvar for at undervise børnene. (5Mo 4:9; 6:7, 20, 21; 11:19-21; Sl 78:1-4) Folket som helhed blev undervist af profeterne, levitterne (især præsterne) og andre vise mænd. — Jf. 2Kr 35:3; Jer 18:18; se OPLÆRING, OPDRAGELSE.

Profeter. Profeterne belærte folket om Jehovas egenskaber og hensigter, afslørede israelitternes urette handlinger og anviste dem den rette vej. Ofte underviste de mundtligt og skrev senere deres belæring ned. (Jf. 1Sa 12:23-25; Es 7:3, 4; 22:15, 16; Jer 2:2.) Deres undervisningsmetoder omfattede brug af spørgsmål (Jer 18:13, 14; Am 3:3-8; Hag 2:11-14), illustrationer eller lignelser (2Sa 12:1-7; Es 10:15; Jer 18:3-10), gåder (Ez 17:2) og billedhandlinger (1Kg 11:30-32; Jer 13:4-11; 19:1-12; 27:2; 28:10-14; Ez 4:1–5:4).

Præster og levitter. Det var præsternes og levitternes opgave at undervise folket i Guds lov. (3Mo 10:11; 14:57; 2Kr 15:3; 35:3) Dette blev gjort på forskellige måder. Hvert sabbatsår under løvhyttefesten blev Loven i sin helhed oplæst for hele folket — mændene, kvinderne, børnene og de fastboende udlændinge. (5Mo 31:9-13) Somme tider indprentede levitterne tilhørerne de guddommelige love ved at lade dem svare på det de hørte. (Jf. 5Mo 27:14-26.) Foruden at læse Loven op forklarede præsterne og levitterne uden tvivl også dens betydning. (Jf. Ne 8:8.) Og ved at afsige domme belærte de folket om den guddommelige retfærdigheds principper. — 5Mo 17:8-13; 1Kr 26:29; 2Kr 19:8-11.

Skriftlærde. På Jesu tid var de skriftlærde kendt som lovlærere. Men de tog sig ikke af folkets virkelige problemer og behov. Ligesom farisæerne lagde de mere vægt på tekniske bestemmelser og overleveringer end på trofasthed, retfærdighed og barmhjertighed. De gjorde Loven til en byrde for folk. (Mt 23:2-4, 23, 24; Lu 11:45, 46) Deres undervisning var ikke så virkningsfuld som den kunne have været, for de optrådte bedrevidende over for det jævne folk og satte ikke noget eksempel der var værd at efterligne. — Jf. Mt 23:3, 6, 7; Joh 7:48, 49; se SKRIFTLÆRD.

Hvorfor var Jesu undervisning så virkningsfuld?

Jesus Kristus blev anerkendt som „lærer [gr.: didasʹkalos]“ af både troende og vantro (skønt de religiøse ledere sikkert ikke mente det oprigtigt når de tiltalte ham som sådan). (Mt 8:19; 9:11; 12:38; 19:16; 22:16, 24, 36; Joh 3:2) Et andet græsk ord, epistaʹtēs, som også er oversat med „lærer“, og som blev brugt i tiltale over for Jesus, viser at de der tiltalte ham således, anerkendte hans myndighed og gerne ville følge hans anvisninger. (Lu 5:5; 9:33) Ti spedalske som bad Jesus om at have barmhjertighed med dem, tiltalte ham også med dette ord. (Lu 17:13) De betjente der blev sendt ud for at arrestere ham, blev så betaget af hans undervisning at de vendte tilbage uden ham og sagde: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Joh 7:46) Jesus underviste „som en der havde myndighed, og ikke som [de] skriftlærde“. (Mt 7:29) Hans lære stammede fra Gud (Joh 7:16; 8:28), og han fremførte den på en enkel måde, med uigendrivelig logik, tankevækkende spørgsmål, træffende sammenligninger og slående billeder eller lignelser hentet fra forhold som tilhørerne kendte til. (Mt 6:25-30; 7:3-5, 24-27; se BILLEDE, BILLEDTALE.) Han brugte også anskuelsesundervisning, som da han under det sidste påskemåltid vaskede disciplenes fødder for at lære dem at de skulle betjene hinanden. — Joh 13:2-16.

Jesu kundskab var uden lige som følge af det nære forhold han havde haft til sin Gud og Fader før han kom til jorden. Han kendte Gud bedre end noget andet menneske, og det satte ham i stand til at tale om sin Fader med myndighed. Som Jesus selv sagde: „Ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ — Mt 11:27; Joh 1:18.

Jesus havde også et grundigt kendskab til Guds skrevne ord. Da man spurgte ham hvilket bud i Loven der var størst, sammenfattede han uden tøven hele Loven i to bud idet han citerede fra Femte Mosebog (6:5) og Tredje Mosebog (19:18). (Mt 22:36-40) I løbet af sin tjeneste henviste han til eller gav udtryk for tanker der svarer til passager i omkring halvdelen af De Hebraiske Skrifters bøger — Første Mosebog (2:24; Mt 19:5; Mr 10:7, 8), Anden Mosebog (3:6; Mt 22:32; Lu 20:37), Tredje Mosebog (14:2-32; Mt 8:4), Fjerde Mosebog (30:2; Mt 5:33), Femte Mosebog (5:16; Mt 15:4; Mr 7:10), Første Samuelsbog (21:4-6; Mt 12:3, 4),  Første Kongebog (17:9; Lu 4:26), Jobs Bog (42:2; Mt 19:26), Salmerne (8:2; 110:1; Mt 21:16; 22:44), Ordsprogene (24:12; Mt 16:27), Esajas’ Bog (6:9, 10; Mt 13:14, 15; Joh 12:40), Jeremias’ Bog (7:11; Mt 21:13; Mr 11:17; Lu 19:45, 46), Klagesangene (2:1; Mt 5:35), Daniels Bog (9:27; Mt 24:15), Hoseas’ Bog (6:6; Mt 9:13), Jonas’ Bog (1:17; Mt 12:40), Mikas Bog (7:6; Mt 10:21, 35, 36), Zakarias’ Bog (13:7; Mt 26:31) og Malakias’ Bog (3:1; Mt 11:10).

Jesu undervisning støttedes yderligere af det fuldkomne eksempel han satte. (Joh 13:15) Han var ikke som farisæerne og de skriftlærde, om hvem han sagde: „Alt det de siger jer, skal I . . . gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ — Mt 23:3.

Noget andet som gjorde Jesu undervisning virkningsfuld og gav den autoritet, var hans menneskekundskab og hans kærlige interesse for andre. Hans gode dømmekraft skærpedes af hans overnaturlige kendskab til andres omstændigheder og tankegang. (Mt 12:25; Lu 6:8; Joh 1:48; 4:18; 6:61, 64; 13:11) „Han vidste selv hvad der var i mennesket.“ (Joh 2:25) Han følte så meget for sine medmennesker at han ofrede søvn og hvile for at kunne undervise dem. Ved en lejlighed tog han og hans disciple af sted i en båd til et øde sted for at hvile sig lidt. „Men folk så dem tage bort og mange fik det at vide, og til fods strømmede de til fra alle byerne og kom før dem. Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ — Mr 6:31-34.

Jesus var forstående over for sine tilhørere. Da hans disciple ikke forstod en lignelse han havde fortalt, forklarede han den tålmodigt for dem. (Mt 13:10-23) Da han kendte deres begrænsninger, gav han dem ikke for mange oplysninger ad gangen. (Joh 16:4, 12) Når det var nødvendigt, gentog han noget i næsten uændret form. (Mr 9:35; 10:43, 44) Når han besvarede spørgsmål, underbyggede han ofte sine svar med en billedtale eller med anskuelsesundervisning der gjorde et stærkt indtryk på tilhørerne og fik dem til at tænke. — Mt 18:1-5, 21-35; Lu 10:29-37.

Guds ånd underviser. I løbet af de tre og et halvt år Jesus tjente på jorden, oplærte han sine apostle til at videreføre det arbejde han havde påbegyndt. Som ufuldkomne mennesker kunne de umuligt huske alt hvad han havde lært dem. Men han lovede dem: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ (Joh 14:26) Det betød at Guds ånd ville lære dem alt hvad de behøvede at vide for at kunne udføre deres tjeneste. Den ville især give dem forståelse af noget de før havde hørt, men ikke havde forstået. Den ville minde dem om de ting Jesus havde sagt mens han var hos dem, og den ville lære dem hvad hans ord betød, og hvordan de skulle forstås. — Jf. Joh 2:19-22; se SANDHED („Sandhedens ånd“).

Når Jesu disciple blev ført frem for offentlige forsamlinger, konger og andre i høje stillinger, kunne de trygt forlade sig på at Guds ånd ville minde dem om og lære dem hvad de skulle sige, og hjælpe dem til at fremlægge det på den rigtige måde. Derved ville de aflægge et godt vidnesbyrd og bringe deres modstandere til tavshed. (Mt 10:18-20; Mr 13:11; Lu 12:11, 12; 21:13-15) Det var grunden til at Peter og Johannes kunne tale så frimodigt da de blev forhørt af den jødiske højesteret, Sanhedrinet, efter at de havde helbredt en mand der havde været vanfør fra fødselen. Ingen havde ventet en sådan frimodighed af „ulærde og almindelige mennesker“, og Sanhedrinets medlemmer undrede sig. Peters ord og synet af den helbredte mand bragte disse lærde mænd til tavshed; de havde „intet at sige imod dem“. — Apg 4:5-14.

Eftersom hele Guds ord er skrevet under inspiration (2Ti 3:16), er det dér man finder åndens lære. De kristne bør derfor ikke beskæftige sig med en lære som er i modstrid med Guds ord. Som apostelen Johannes skrev: „I trænger ikke til at nogen skal undervise jer; men ligesom salvelsen fra ham underviser jer i alt og er sand og ikke er løgn, ja, således som den har undervist jer, skal I forblive i samhørighed med ham.“ (1Jo 2:27) Johannes’ ord var henvendt til kristne der var salvet med Guds ånd. De havde lært både Jehova Gud og hans søn, Kristus Jesus, at kende. De var fuldt fortrolige med sandheden fra Gud. Derfor trængte de ikke til at blive undervist af nogle som fornægtede Faderen og Sønnen. Sådanne lærere ville blot føre dem bort fra det de vidste var sandheden, sådan som den var blevet fremholdt af Guds ånd og fremstillet i De Hellige Skrifter. (1Jo 2:18-26) Af samme grund skulle de kristne ikke modtage frafaldne lærere i deres hjem, ja end ikke hilse på dem. — 2Jo 9-11.

Undervisning af nye disciple. Efter sin opstandelse pålagde Jesus Kristus sine efterfølgere at gøre disciple, at døbe dem og at lære dem at holde alt det han havde befalet. (Mt 28:19, 20) Dette omfattende undervisningsarbejde tog sin begyndelse på pinsedagen år 33 da omkring 3000 jøder og proselytter anerkendte Jesus som  den lovede Messias og lod sig døbe. Undervisningen af disse nye disciple ophørte ikke med apostelen Peters tale, som havde givet dem tro på Jesus. Der var langt mere de måtte lære. De der var kommet langvejsfra til Jerusalem for at overvære pinsefesten, blev derfor noget længere i byen for at beskæftige sig mere indgående med apostlenes lære. Dag efter dag samledes de på tempelområdet, øjensynlig for at lytte til apostlene. Andre jøder og proselytter fik også den gode nyhed at høre dér, og antallet af troende mænd steg efterhånden til omkring 5000. (Apg 2:14–4:4) Foruden at undervise offentligt i templet forkyndte apostlene også den gode nyhed om Jesus Kristus fra hus til hus. — Apg 5:42; se FORKYNDER, FORKYNDELSE („Fra hus til hus“).

Da de troende senere spredtes på grund af forfølgelse og man også begyndte at forkynde for ikkejøder, blev arbejdet med at gøre disciple udbredt til fjerne egne. (Apg 8:4-12; 11:1-26) Ligesom i Jerusalem brugte man at forkynde for og undervise store forsamlinger for at finde de interesserede, hvorefter man fortsatte med at undervise dem der blev disciple. I Efesus underviste Paulus således i synagogen, og da han mødte modstand, skilte han disciplene ud fra de vantro jøder og holdt foredrag for dem i Tyrannus’ skolesal. (Apg 19:8-10) Han underviste også disciplene i deres hjem, og han ledte efter nye interesserede ved at undervise fra hus til hus. Som han sagde til de ældste fra menigheden i Efesus: „Jeg [holdt mig ikke] tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ — Apg 20:20, 21; jf. Apg 18:6, 7 angående Paulus’ virke i Korinth; se DISCIPEL.

Lærere i den kristne menighed. Som følge af Paulus’ og andres arbejde blev der mange steder oprettet kristne menigheder, som fortsatte med at vokse. Der blev brug for kvalificerede lærere til at hjælpe disse menigheders medlemmer til at ’nå frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til’. (Ef 4:11-13) Sådanne lærere havde et stort ansvar, for deres undervisning havde direkte indflydelse på deres medkristnes liv. Lærergerningen var så vigtig at lærerne nævnes på tredjepladsen, lige efter apostlene og profeterne, i opregningen af lemmerne på menighedslegemet. (1Kor 12:28) Det var ikke en gerning der blev betroet kristne i almindelighed (1Kor 12:29), og den blev ikke givet til kvinder. Paulus skrev: „Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand.“ (1Ti 2:12) Opgaven blev varetaget af tilsynsmænd, ældste, som blev udnævnt til deres stilling ved den hellige ånd. — Apg 20:17, 25-30; 1Ti 3:1, 2; 5:17.

Disse ældste skulle være eksempler der var værd at efterligne, og som holdt sig nøje til Guds inspirerede ord når de underviste. Som dygtige lærere tjente de som et bolværk mod frafaldet fra den sande tro idet de altid var vågne for at korrigere dem der var blevet ofre for falsk lære, og at gribe ind over for dem der fremmede sektvæsen. — 1Ti 4:6, 7, 16; 6:2b-6; 2Ti 2:2, 14-26; 3:14-17; Tit 1:10, 11; 2:1, 6, 7; 3:9-11; jf. Åb 2:14, 15, 20-24.

De ældste (gr.: presbyʹteroi) der sled i det med at undervise deres medkristne, fortjente at man hørte på dem og viste dem respekt (jf. He 13:17), og endda at man ydede dem frivillig materiel hjælp. Det var dét apostelen Paulus mente da han skrev: „Lad enhver som undervises mundtligt i ordet, dele alt godt med den der giver en sådan mundtlig undervisning.“ (Ga 6:6; jf. fdn.) „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning. For skriftstedet siger: ’Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker,’ og: ’Den der arbejder er sin løn værd.’“ — 1Ti 5:17, 18.

Når mænd uselvisk stræbte efter at blive tilsynsmænd som kunne undervise andre i menigheden, var det „en smuk gerning de ønskede sig“. (1Ti 3:1) Det var derfor ikke for at fraråde sådanne mænd at dygtiggøre sig til at undervise at disciplen Jakob skrev: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom.“ (Jak 3:1) Med denne udtalelse betonede Jakob det store ansvar der påhviler lærere i menigheden. Nogle havde åbenbart opkastet sig til lærere uden at være udnævnt eller egnede til at undervise. De mænd Jakob hentydede til, må have lignet dem om hvem Paulus skrev til Timoteus: „Nogle [er] blevet vendt bort til tom tale, idet de ønsker at være lovlærere, skønt de hverken forstår det de siger eller det de fremsætter så stærke påstande om.“ (1Ti 1:6, 7) De tragtede åbenbart efter den anseelse der var forbundet med at undervise medtroende. Men Jakob satte tingene i det rette perspektiv ved at vise at der ville blive stillet større krav til lærerne i menigheden. De havde et større ansvar at aflægge regnskab for end kristne i almindelighed. (Jf. Ro 14:12.) Ligesom andre ville de dog også fejle i ord. — Jak 3:2.

Hvordan alle kristne bør være lærere. Mens det var forholdsvis få der tjente som lærere i menigheden, var det et ønskværdigt mål for  alle kristne at kunne undervise andre i troen, i det mindste i personlige samtaler. Dette blev gjort klart over for de kristne hebræere: „Skønt I burde være lærere i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn.“ Eftersom hebræerne havde været de første til at høre den gode nyhed om Kristus, burde de ikke have været åndelige spædbørn, men forbilleder i kristen modenhed og i evnen til at undervise andre. (He 5:12–6:2) Det var åbenbart undervisning i almindelighed Paulus talte om her, frem for undervisning givet af udnævnte lærere i menigheden. Det var noget af det samme han sigtede til da han talte om jøden der som følge af sin kundskab bliver „opdrager for ufornuftige, lærer for spædbørn“. (Ro 2:17-20) Men også når man underviser på dette plan, må ens levevis være i overensstemmelse med det man lærer andre, hvis undervisningen skal være til ære for Gud. — Ro 2:21-24; se også OFFENTLIG LÆRER.

Kristne kunne også lære af hinanden. Yngre kvinder kunne for eksempel af de ældre kvinder lære ’at elske deres mænd, elske deres børn, at være sunde i sindet, rene, huslige, gode, at underordne sig deres mænd, så Guds ord ikke blev spottet’. En sådan undervisning på det private plan var virkningsfuld når den blev understøttet af et godt eksempel. — Tit 2:3-5; jf. 2Ti 1:5; 3:14, 15.

God og dårlig undervisning. Skønt undervisning ikke er underholdning, kan den godt gives på en måde der virker forfriskende. Jehova befalede Moses at lære Israel en sang hvori han sagde: „Min belæring vil dryppe som regnen, mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs.“ (5Mo 32:2) Til den kristne tilsynsmand Timoteus skrev Paulus at han ’med mildhed skulle belære dem som ikke var gunstigt stemt, idet Gud måske ville give dem sindsændring, så de kunne få nøjagtig kundskab om sandheden’. (2Ti 2:25) Undervisning kan imidlertid også omfatte tugt. Det er ikke altid let at blive tugtet, men hvis man tager imod tugten, vil den skænke „en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. — He 12:7-11.

Ikke al undervisning gives af nogle der har de rette motiver, og undervisningen er heller ikke nødvendigvis til gavn for eleven. Moses blev „oplært i al ægypternes visdom“, men som fyrreårig stillede han sig åbenlyst på hebræernes side og lod alt det bag sig som han kunne have arvet ved Ægyptens kongelige hof. (Apg 7:22) Esajas talte om profeter i Israel der førte falsk lære, og Mika skrev om præster der underviste „for betaling“. (Mik 3:11; Es 9:15) Nogle betragtede tåbeligt støbte billeder som lærere. — Hab 2:18.