Et redskab der bruges til at veje med. I oldtiden kendte man den almindelige stangvægt, der bestod af en horisontal vægtstang som var ophængt på midten og forsynet med en krog eller en vægtskål i hver ende. Det der skulle vejes, blev lagt på den ene vægtskål (eller hængt i krogen, hvis det for eksempel var en pose penge), mens vægtlodderne blev lagt på den anden skål. (Jer 32:10; Es 46:6; 1Mo 23:15, 16; Ez 5:1; se MØNT.) Under en hungersnød blev også fødevarer omhyggeligt afvejet. Rytteren på den sorte hest der beskrives i Åbenbaringen 6:5, havde en vægt i hånden „for at udmåle brød efter vægt, hvilket skulle symbolisere . . . svære tider, hvor levnedsmidlerne blev meget kostbare“. — The Expositor’s Greek Testament, redigeret af W. Nicoll, 1967, bd. V, s. 390.

Jehova krævede ærlighed og nøjagtighed ved vejning (3Mo 19:35, 36); svigefulde vægtskåle var ham en vederstyggelighed. (Ord 11:1; 16:11; Ez 45:10) Vægtene kunne gøres unøjagtige ved at man ikke lavede armene lige lange, eller de kunne gøres mindre følsomme ved at man gjorde armene forholdsvis korte eller gjorde vægtstangen tykkere og tungere. Det skete at israelitterne brugte svigefulde vægtskåle (Ho 12:7; Am 8:5), og de forværrede bedraget ved at bruge unøjagtige lodder, ét sæt til køb og et andet til salg. — Ord 20:23.

Vægtskåle omtales flere steder billedligt. Job taler således om at ’lægge sine genvordigheder på vægtskålene’. (Job 6:2) Menneskenes ringhed understreges med den sammenligning at de er lettere end et pust på vægtskålene (Sl 62:9), og nationerne er som det fine støv på vægtskåle for Jehova, der så at sige kunne veje alle bjergene på dem. (Es 40:12, 15) Vejning på vægtskåle kan også symbolisere en nøjagtig udmåling af dom. — Job 31:6; Da 5:27; se også MÅL OG VÆGT (Vægt).