Den store oversvømmelse hvorved mennesker og dyr blev udslettet i Noas dage, i 2370 f.v.t. Denne den største katastrofe i menneskehedens historie var forårsaget af Jehova fordi ugudelige mennesker havde fyldt jorden med vold. Den retfærdige Noa og hans familie, i alt otte sjæle, overlevede sammen med udvalgte dyr i en vældig kiste eller ark. — 1Mo 6:9–9:19; 1Pe 3:20; se ARK, 1; NOA, 1.

Vandflodens omfang. Det var ikke blot en lokal oversvømmelse der fandt sted. Det græske ord der bruges i Bibelen om Vandfloden, er kataklysmosʹ, der betegner en oversvømmelse. (Lu 17:27, fdn.) Lokale oversvømmelser opstår og forsvinder i løbet af nogle dage; men Vandfloden varede over et år, hvoraf størstedelen var den tid det tog vandet at synke. Det ville også være højst ulogisk at mene at Noa behøvede at bruge måske 50 år på at bygge et fartøj med et bruttorumfang på hen ved 40.000 m³ for at han og hans familie og nogle få dyr kunne overleve blot en lokal oversvømmelse. Hvis det kun var et forholdsvis lille område der var berørt af oversvømmelsen, ville det næppe have været nødvendigt at bringe eksemplarer af „hver levende skabning af al slags kød“ ind i arken „for at bevare afkom i live på hele jordens flade“. (1Mo 6:19; 7:3) Det må derfor have været en global oversvømmelse hvis lige aldrig har været, hverken før eller siden. „Vandene tog så meget overhånd på jorden at alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket. Indtil femten alen [ca. 6,5 m] over dem tog vandene overhånd, så bjergene blev dækket.“ (1Mo 7:19, 20) „Alt køds endeligt står mig klart,“ sagde Jehova. „Jeg vil feje alt eksisterende som jeg har frembragt, bort fra jordens flade.“ Og det gjorde han. „Alt hvad der havde livets  krafts ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde. . . . kun Noa og de der var med ham i arken, blev tilbage.“ — 1Mo 6:13; 7:4, 22, 23.

Tiden for Vandfloden. Vandfloden kom ikke pludseligt, uden varsel. Der gik en del år med at bygge arken, og i den tid advarede Noa også som „en forkynder af retfærdighed“ den daværende ugudelige verden. (2Pe 2:5) Tidsfristen udløb „i det seks hundrede år af Noas liv, i den anden måned, på den syttende dag i måneden“. „Han og hun af al slags kød“ var da bragt ind i arken sammen med Noas familie, foruden tilstrækkeligt med føde til alle, og ’Jehova havde lukket døren’, hvorefter „himmelens sluser åbnedes“. (1Mo 7:11, 16) Vandet fossede ned uafbrudt i „fyrre dage og fyrre nætter“, og „vandene havde overhånd på jorden“ i 150 dage. (1Mo 7:4, 12, 24) Fem måneder efter Vandflodens begyndelse „lagde arken sig til hvile på Ararats bjerge“. (1Mo 8:4) Der gik endnu næsten to og en halv måned før „bjergenes toppe [kom] til syne“ (1Mo 8:5), og tre måneder til før Noa fjernede arkens dække og så at jorden var ved at være tør (1Mo 8:13), og der gik yderligere næsten to måneder før døren blev åbnet og de overlevende igen satte foden på tør grund. — 1Mo 8:14-18.

Noa og hans familie gik ind i arken på den 17. dag i den 2. måned (oktober/november) i Noas 600. leveår. (1Mo 7:11) Et år og 10 dage senere, på den 27. dag i den 2. måned i hans 601. år, gik de ud af arken — efter at have tilbragt 370-371 dage i den. (1Mo 8:13, 14) Af den „logbog“ Noa førte, fremgår det at han regnede med måneder på 30 dage, sådan at et år på 12 måneder svarede til 360 dage. Derved undgik han at regne med de komplicerede brøkdele af dage som præcise månemåneder på godt 29¹/₂ dag ville have medført. At Noa benyttede denne beregningsmetode, ses af at fem måneder sidestilles med 150 dage. — 1Mo 7:11, 24; 8:3, 4.

Hvor vandet kom fra. Det siges at hvis al vanddampen i atmosfæren pludselig fortættedes og faldt ned som regn, ville den gennemsnitlige nedbørsmængde over hele jorden højst blive nogle få centimeter. Hvor kom vandet til den vældige vandflod på Noas tid da fra? Ifølge beretningen i Første Mosebog sagde Gud til Noa: „Jeg bringer vandfloden [el.: „himmeloceanet“; hebr.: hammabbulʹ] med dens vande over jorden.“ (1Mo 6:17, fdn.) I det næste kapitel beskrives hvad der skete: „På denne dag sprængtes alle det vidtstrakte dybs kilder og himmelens sluser åbnedes.“ (1Mo 7:11) Vandfloden var så overvældende at „alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket“. — 1Mo 7:19.

Hvor kom dette ’himmelocean’ fra? Skabelsesberetningen fortæller at Jehova på den anden skabelsesdag frembragte et udstrakt rum omkring jorden, og at dette udstrakte rum (der blev kaldt „Himmel“) dannede et skel mellem vandene under det, det vil sige havene, og vandene over det. (1Mo 1:6-8) De vande der blev udspændt oven over det udstrakte rum, blev åbenbart hængende dér fra den anden skabelsesdag indtil Vandfloden. Det var dét apostelen Peter talte om da han sagde at „der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord“. Det var disse vande der ved Guds ord blev bragt i anvendelse, og ved dem „led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand“. (2Pe 3:5, 6) Der er givet forskellige forklaringer på hvordan vandet blev holdt oppe indtil Vandfloden, og hvad der bevirkede at det faldt ned. Men disse forklaringer er kun spekulative. Bibelen siger slet og ret at Gud frembragte det udstrakte rum med vandet over det, og at han forårsagede Vandfloden. Det kunne han nemt gøre eftersom han er almægtig.

Men hvor er vandet så nu, hvis det virkelig, som beretningen siger, dækkede „alle de høje bjerge“? Det er uden tvivl stadig her på jorden. Man mener at havene engang var mindre og landmasserne større end de er i dag, blandt andet fordi man har opdaget flodlejer som fortsætter langt ud på havbunden. Der er også vidnesbyrd om at mange af bjergene før i tiden var meget lavere end de er nu, og at nogle bjerge endog er blevet presset op fra havbunden. Om den nuværende fordeling af land og hav oplyste National Geographic for januar 1945: „Der er ti gange så meget vand i havene som der er land over havoverfladen. Hvis man jævner alle landmasserne ud, vil vandet dække hele jorden i en højde af 2,4 kilometer.“ (S. 105) Før bjergmasserne blev presset i vejret og havbunden sank, og før der dannedes iskapper ved polerne, kunne Vandflodens vand altså udmærket dække „alle de høje bjerge“, sådan som den inspirerede beretning siger. — 1Mo 7:19.

Virkningen på jordens overflade. Vandfloden medførte store forandringer. For eksempel faldt menneskenes levetid drastisk. Nogle har forsøgt at forklare dette med at vandet over hvælvingen før Vandfloden skærmede jorden mod noget af den kosmiske stråling, og at denne for mennesket genetisk farlige stråling tog til da vandet var borte. Bibelen siger dog ikke noget om dette. Det er imidlertid værd at bemærke at en  eventuel ændring i strålingsstyrken vil have ændret dannelsen af det radioaktive kulstof-14 i en sådan grad at alle kulstof-14-dateringer fra tiden før Vandfloden bliver fejlagtige.

Da „alle det vidtstrakte dybs kilder“ pludselig sprængtes og „himmelens sluser åbnedes“, blev jorden overskyllet af milliarder af tons vand. (1Mo 7:11) Det må have medført kolossale forandringer i jordens overflade. Jorden er omgivet af en forholdsvis tynd skorpe af varierende tykkelse der ligger uden på en temmelig plastisk masse som er tusinder af kilometer i diameter. Vandets vægt har derfor uden tvivl fremkaldt vældige forskydninger i jordskorpen. Nye bjerge er med tiden blevet presset op, gamle bjerge er vokset til nye højder, flade havbækkener er blevet uddybet, og nye kystlinjer er opstået, således at ca. 70 procent af jordens overflade nu er dækket af vand. Disse forskydninger i jordskorpen kan være forklaringen på mange geologiske fænomener, som for eksempel at gamle kystlinjer er blevet presset højt op over havets overflade. Nogle har anslået at vandets tryk alene var på omkring 280 kg pr. cm², nok til at fremkalde en hurtig forstening af dyr og planter. — Se The Biblical Flood and the Ice Epoch af D. Patten, 1966, s. 62.

Hvilke vidnesbyrd er der om at Vandfloden var verdensomspændende?

Andre mulige vidnesbyrd om drastiske forandringer er de rester af mammutter og næsehorn man har fundet forskellige steder på jorden. Nogle af dem er fundet i jorden i Sibirien, andre har været nedfrosset i Sibiriens og Alaskas is. (BILLEDE, bd. 1, s. 328) Nogle er ligefrem blevet fundet med ufordøjet føde i maven eller utyggede planter mellem tænderne, hvilket viser at de døde ganske pludseligt. Ud fra den mængde stødtænder der er kommet i handelen, har man anslået at der er tale om titusinder af sådanne mammutter. Fossile rester af mange andre dyr, såsom løver, tigre, bjørne og elsdyr, er fundet i samme klippelag, hvilket tyder på at de alle er gået til grunde samtidig. Nogle har anført sådanne fund som et afgørende og håndgribeligt bevis på at der er sket en brat klimaforandring og en pludselig ødelæggelse forårsaget af en global oversvømmelse. Andre mener dog at disse dyrs død ikke nødvendigvis forudsætter en jordomspændende katastrofe. Beviset for at Vandfloden har fundet sted, afhænger imidlertid ikke af sådanne fossiler og frosne dyrerester.

Vandflodssagn. En katastrofe som Vandfloden, der skyllede hele den daværende verden væk, ville aldrig blive glemt af de overlevende. De ville fortælle deres børn og børnebørn om den. Sem levede i 500 år efter Vandfloden og kunne berette om begivenheden for mange generationer. Han døde blot ti år før Jakob blev født. Moses bevarede den sande beretning i Første Mosebog. Da menneskene nogen tid efter Vandfloden byggede Babelstårnet i trods mod Gud, forvirrede han deres sprog og spredte dem „over hele jordens flade“. (1Mo 11:9) Det var kun naturligt at disse mennesker tog deres vandflodsberetninger med sig og fortalte dem videre fra fader til søn. Den kendsgerning at der ikke bare findes nogle få, men måske hundreder af forskellige beretninger om denne store vandflod, og at disse beretninger indgår i mange folkeslags overleveringer rundt om i hele verden, er et stærkt bevis for at alle disse folk har haft en fælles oprindelse, og at deres tidligste forfædre oplevede denne vandflod sammen. — OVERSIGT, bd. 1, s. 328.

Disse mange folkesagn om en stor oversvømmelse stemmer på væsentlige punkter overens med den bibelske beretning: (1) der var et tilflugtssted for nogle få overlevende, (2) en hel verden blev udslettet af vand, og (3) menneskeslægten blev bevaret. Ægypterne, grækerne, kineserne, druiderne i England, polynesierne, eskimoerne, grønlænderne, afrikanerne, hinduerne og de amerikanske indianere har alle sammen deres vandflodsberetninger. The International Standard Bible Encyclopedia (bd. 2, s. 319) siger: „Der er fundet vandflodsberetninger hos næsten alle folk og stammer. De forekommer hyppigst på det asiatiske fastland og øerne umiddelbart syd herfor og på det nordamerikanske kontinent, men er i øvrigt blevet fundet på alle kontinenter. Det samlede antal fortællinger man kender, kommer helt op på omkring 270 . . . Beretningernes udbredelse over hele kloden betragtes i almindelighed som et vidnesbyrd om en universel udslettelse af menneskeheden ved en vandflod, og om at menneskeslægten er udgået fra ét sted og endog fra én familie. Skønt sagnene ikke alle behøver at sigte til den samme oversvømmelse, ser det ud til at langt de fleste af dem gør det. Påstanden om at mange af disse vandflodsberetninger er opstået som følge af kontakten med missionærer, holder ikke stik, for de fleste af dem er blevet indsamlet af antropologer som ikke har været interesserede i at bekræfte Bibelen, og desuden er de fyldt med fantasifulde og hedenske elementer som tydeligvis skyldes overlevering gennem lange tider i et hedensk samfund.  Endelig er nogle af de gamle beretninger nedskrevet af folk som var stærke modstandere af den hebraisk-kristne overlevering.“ — Redigeret af G. Bromiley, 1982.

I tidligere tider har visse naturfolk (i Australien, Ægypten, Peru og Mexico, på Fijiøerne og Selskabsøerne og andre steder) muligvis bevaret en rest af disse overleveringer om Vandfloden ved i november måned at fejre en ’forfædrefest’ eller ’fest for de døde’. Disse skikke var en mindelse om den ødelæggelse der blev anrettet af Vandfloden. Ifølge bogen Life and Work at the Great Pyramid blev festen i Mexico holdt den 17. november fordi man „havde en tradition om at verden engang var blevet udslettet på det tidspunkt; og man frygtede for at en lignende katastrofe ellers ville udslette menneskeslægten ved udløbet af en tidsalder“. (Af professor C. Piazzi Smyth, Edinburgh 1867, bd. II, s. 390, 391) Bogen The Worship of the Dead oplyser: „Denne fest [for de døde] holdes . . . på eller omkring selve den dato da Vandfloden ifølge Moses’ beretning fandt sted, nemlig på den syttende dag i den anden måned — den måned der stort set svarer til vor november.“ (Af J. Garnier, London 1904, s. 4) Bibelen fortæller interessant nok at Vandfloden begyndte „i den anden måned, på den syttende dag i måneden“. (1Mo 7:11) Denne „anden måned“ svarer til sidste halvdel af oktober og første halvdel af november ifølge vor kalender.

Bekræftes af Bibelen. Et bedre vidnesbyrd om Vandfloden end de hedenske naturfolks overleveringer er hvad de øvrige bibelskribenter har sagt under inspiration. Uden for Første Mosebog forekommer det hebraiske ord mabbulʹ (vandflod) kun i en salme hvor David beskriver Jehova som siddende „over vandfloden“. (Sl 29:10) Men flere skribenter, deriblandt Esajas, henviser til beretningen i Første Mosebog og bekræfter den. (Es 54:9) Ezekiel omtaler Noa som en historisk person. (Ez 14:14, 18, 20) Peter henviser flere gange til vandflodsberetningen i sine breve. (1Pe 3:20; 2Pe 2:5; 3:5, 6) Paulus taler om den stærke tro Noa lagde for dagen da han byggede arken til redning for sin husstand. (He 11:7) Lukas nævner Noa i fortegnelsen over Messias’ forfædre. — Lu 3:36.

Endnu større betydning har dét Jesus sagde om tiden op til Vandfloden, som refereret af Lukas og Mattæus. Jesu ord bekræfter ikke blot beretningens ægthed, men viser også at det der skete dengang, har billedlig og profetisk betydning. Som svar på disciplenes spørgsmål: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ sagde Jesus blandt andet: „For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mt 24:3, 37-39; Lu 17:26, 27) Bibelen selv indeholder således rigeligt med vidnesbyrd om at beretningen om Vandfloden er ægte og troværdig. Man behøver ikke at støtte sig til menneskers overleveringer, gamle folkesagn eller geologiske og arkæologiske fund.