Afsindighed i form af sindssyge, voldsomt raseri eller stor tåbelighed. Der anvendes forskellige hebraiske og græske ord i Bibelen til at betegne sådanne sindsforstyrrelser, som kan være midlertidige eller varige. Nogle af ordene synes at være forbundet med eller afledt af de uhyggelige og undertiden voldsomme eller sørgmodige skrig som mennesker der plages af vanvid, udstøder.

Den pralende kong Nebukadnezar af Babylon blev slået med vanvid som en opfyldelse af en profetisk drøm som Daniel havde forklaret for ham. Hans sindssyge varede i syv år, hvor han „spiste planter som okserne“. (Da 4:33) Da han havde mistet forstanden, bildte han sig muligvis ind at han var et dyr, måske en okse. Om denne form for sindssygdom siger et fransk lægeleksikon: „LYKANTROPI . . . af [lyʹkos], lupus, ulv; [anʹthrōpos], homo, menneske. Dette navn blev knyttet til den sygdom hvor mennesker tror de er blevet forvandlet til et dyr og efterligner dette dyrs stemme eller skrig, udseende eller adfærd. De pågældende forestiller sig som regel at de er blevet forvandlet til en ulv, en hund eller en kat; i nogle tilfælde også til en okse, som i  Nebukadnezars tilfælde.“ (Dictionnaire des sciences médicales, par une société de médicins et de chirurgiens, Paris 1818, bd. 29, s. 246) Efter at de syv år var gået, gav Jehova Nebukadnezar forstanden tilbage. — Da 4:34-37.

Vanvid og dæmonbesættelse. Mens det på den ene side ikke er alle vanvittige eller sindssyge der er dæmonbesatte, er det på den anden side at forvente at mennesker som er besat af dæmoner, vil virke sindsforstyrrede. I gerasenernes land mødte Jesus en sindssyg mand der var besat af dæmoner. Han havde sit tilholdssted blandt gravene, og han havde tit været bundet med fodjern og lænker, men „lænkerne rev han over og fodjernene blev sprængt, og ingen kunne magte ham“. Desuden siges der at han „hele tiden, nat og dag, råbte . . . i gravene og i bjergene og slog sig selv med sten“. Efter at Jesus havde uddrevet dæmonerne, genvandt manden „sin forstands fulde brug“. (Mr 5:1-17; Lu 8:26-39) Kristne kan beskytte sig mod dæmonbesættelse der fremkalder vanvid, ved at iføre sig og bære „den fulde rustning fra Gud“. — Ef 6:10-17.

Forstilt vanvid. Mens David blev forfulgt af kong Saul, søgte han ved en lejlighed tilflugt hos Akisj, kongen i Gat. Da filistrene opdagede hvem han var, sagde de til Akisj at David var en sikkerhedsrisiko, hvilket gjorde David bange. Han lod derfor som om han var sindssyg. Han „slog kryds på dørene i porten og lod sit spyt løbe ned i skægget“. Akisj troede at David var vanvittig, og lod ham undslippe med livet i behold, som en harmløs idiot. David blev senere inspireret til at skrive Salme 34, hvori han takker Jehova for at han velsignede denne plan og udfriede ham. — 1Sa 21:10–22:1.

Det vanvid der ytrer sig ved modstand mod Jehova. Profeten Bileam ønskede tåbeligt at profetere mod Israel for den betaling kong Balak af Moab tilbød ham, men Jehova greb ind og gjorde hans bestræbelser til intet. Apostelen Peter skrev om Bileam: „Et umælende lastdyr ytrede sig med et menneskes stemme og hindrede profetens vanvid.“ For Bileams vanvid brugte apostelen det græske ord parafroniʹa, der egentlig betyder „at være ved siden af sit sind“. — 2Pe 2:15, 16; 4Mo 22:26-31.

Profeten Hoseas skrev om de falske profeter i Israel: „Dåragtig er profeten, vanvittig er åndens mand, på grund af din store brøde og dit store fjendskab.“ (Ho 9:7) Jehova lader vanvid komme over sine modstandere og dem der forkaster hans visdom. Han omtaler sig selv som „den der får spåmændene til at handle forrykt“, nemlig ved at lade deres spådomme vise sig falske. (Es 44:24, 25) Job sagde om verdslige dommere at Jehova ’gør dem forrykte’. — Job 12:17.

Mænd der modstod sandheden og forsøgte at fordærve den kristne menighed, blev af Paulus sammenlignet med Jannes og Jambres, der modstod Moses. Han gav denne forsikring: „Dog vil de ikke gå yderligere frem, for deres vanvid vil være meget tydeligt for alle, ligesom vanviddet hos disse to mænd blev det.“ — 2Ti 3:8, 9.

Vanvid som følge af undertrykkelse og forvirring. En af de dystre konsekvenser som israelitterne måtte regne med hvis de var ulydige mod Jehova, var at blive slået med vanvid. Når de blev undertrykt af deres erobrere, ville de reagere vanvittigt eller fornuftstridigt på grund af deres håbløse situation. (5Mo 28:28-34) Kong Salomon skrev direkte at „undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt“. — Præ 7:7.

I en profeti blev kong Nebukadnezar af Babylon sammenlignet med ’et bæger med Jehovas forbitrelses vin’. Nationerne skulle drikke denne vin, og den ville, som Jehova sagde, få dem til at „svaje frem og tilbage og handle forrykt på grund af sværdet som jeg sender iblandt dem“. (Jer 25:15, 16) Senere ville Babylon selv blive grebet af vanvid idet afgudsdyrkerne ville få skrækindjagende syner, og ’på grund af skrækkelige syner ville de handle forrykt’. (Jer 50:35-38) Også Babylon måtte drikke af bægeret med Jehovas forbitrelses vin. — Jer 51:6-8.

Voldsomt raseri. Som begrebet vanvid bruges i Bibelen, kan det også betegne afsindigt raseri. På en sabbat helbredte Jesus en mand hvis højre hånd var vissen. De farisæere og skriftlærde som så det, „blev fyldt af raseri, og de begyndte at tale med hinanden om hvad de skulle gøre ved Jesus“. (Lu 6:6-11) Lukas beskrev deres sindstilstand med det græske ord aʹnoia, der bogstaveligt betyder „uforstand“ (ordet „paranoia“ er beslægtet hermed). Paulus sigtede uden tvivl til et afsindigt raseri dengang han indrømmede at han ’rasede imod de kristne’ under forfølgelsen af dem. — Apg 26:11.

Stilles i modsætning til visdom. I Prædikerens Bog fortæller samleren at han overgav sit hjerte til at „kende visdom og kende galskab“. (Præ 1:17) Han begrænsede sig ikke til at undersøge visdommen, men udforskede også dens modsætning som den lægges for dagen af menneskene. (Præ 7:25) I Prædikeren 2:12 nævner Salomon igen at han bedømte visdom, galskab og tåbelighed, hvorved han kunne fastslå deres værdi i forhold til hinanden. Han anså overdreven sorgløshed for at være galskab idet han erklærede: „Jeg sagde til latter: ’Galskab!’,“ for  sammenlignet med visdom var sorgløsheden uforstandig da den ikke medførte nogen varig glæde. — Præ 2:2.

I sin beskrivelse af tåben sagde Salomon: „De første ord af hans mund er tåbelighed, og de sidste af hans mund er farlig galskab.“ (Præ 10:13) Tåben kan finde på at lave så grove løjer med andre at han sammenlignes med en afsindig der er udrustet med dødbringende våben. — Ord 26:18, 19.

Nogle tror ikke på de dødes opstandelse, men mener at døden er afslutningen på alt. På grund af denne forkerte opfattelse søger de kun at tilfredsstille deres kødelige tilbøjeligheder og viser ingen interesse for at gøre Guds vilje. Salomon lagde også mærke til dem og sagde: „Fordi der er ét og samme endeligt for alle, er menneskesønnernes hjerte også fyldt med ondt; og der er galskab i deres hjerte i hele deres liv, og derefter — bort til de døde!“ — Præ 9:3.

Brugt billedligt. Apostelen Paulus’ myndighed og apostelværdighed blev anfægtet af nogle i Korinth som han sarkastisk kaldte „overmåde store apostle“. (2Kor 11:5) For at bringe Korinthermenigheden til fornuft og for at underbygge sit krav på apostelværdighed ’roste’ Paulus sig af sin herkomst, sine velsignelser og dét han havde oplevet i tjenesten for Jehova. Sådan ville man normalt ikke tale som kristen, men Paulus var nødt til det i dette tilfælde. Han omtalte derfor sig selv som en der havde mistet forstanden, idet han med henvisning til de overmåde store apostle sagde: „Er de Kristi tjenere? Jeg svarer som en vanvittig: jeg er det i endnu højere grad.“ — 2Kor 11:21-27.