At velsigne er at hellige eller at erklære hellig; at udtrykke ønsket om Guds gunst; at vise godhed eller velvilje; at hylde som hellig; at lovprise; at tale godt om; at beskytte eller værne mod ondt; at skænke lykke.

De forskellige former af de hebraiske ord som almindeligvis oversættes med „at velsigne“ eller „velsignelse“, forekommer omkring 400 gange i Bibelen. Det hebraiske udsagnsord for „at velsigne“ er barakhʹ. Nogle få steder gengives det med „lykønske“ (2Sa 8:10; 1Kg 1:47; 1Kr 18:10) og „hilse“ (2Kg 4:29). Det tilsvarende navneord (berakhahʹ) forekommer i stednavnet Berakalavningen. Navnet skyldes at det var her Josafat og hans folk velsignede Jehova. (2Kr 20:26) Et andet udsagnsord af samme form betyder „at knæle“. — 1Mo 24:11; 2Kr 6:13; Sl 95:6.

De jødiske soferim (skriftlærde) ændrede i flere passager „forbande“ til „velsigne“ (1Kg 21:10, 13; Job 1:5, 11; 2:5, 9), ud fra den opfattelse at det var blasfemisk endog at antyde at nogen forbandede Gud. — Se NV, Tillæg 2B, s. 1565.

Det græske udsagnsord eulogeʹō betyder bogstaveligt „at tale godt om“ (sammensat af eu, „god(t)“, og leʹgō, „tale“). Navneordet eulogiʹa, „velsignelse“, bruges i Romerbrevet 16:18 i negativ betydning om „smiger“, hvormed de ufordærvedes hjerte forføres.

I Bibelen anvendes ordene „velsigne“ og „velsignelse“ i fire store sammenhænge: (1) Jehova velsigner mennesker; (2) mennesker velsigner Jehova; (3) mennesker velsigner Kristus; (4) mennesker velsigner andre mennesker.

Hvordan Jehova velsigner mennesker. „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ord 10:22) Jehova velsigner dem han har behag i, ved at beskytte og lede dem, skænke dem fremgang og lykke og dække deres behov.

Jehovas velvilje over for sine jordiske skabninger kom til udtryk dengang han frembragte dem. Guds velsignelse af de dyrearter der blev skabt på den femte dag, var en erklæring om hans hensigt  med dem. (1Mo 1:22) Hvis Adam og Eva var forblevet lydige, ville Guds velsignelse af dem ved slutningen af den sjette dag have gjort det muligt for dem at bevare hans gunst eftersom han dækkede alle deres åndelige og materielle behov. — 1Mo 1:28; 2:9; 5:2.

Efter at Jehova havde fuldført sit jordiske skaberværk på de seks skabelsesdage, var alle betingelser til stede for at hans skabninger kunne have det godt. (1Mo 1:31) Derefter hvilede Gud fra sit værk, eller ophørte med dette arbejde, og han velsignede den syvende dag idet han helligede den. Menneskene fik stillet lykke og endeløse velsignelser i udsigt. — 1Mo 2:3; 2Mo 20:11.

Da Noa og hans familie kom ud af arken, betragtede Jehova dem med velvilje, og han velsignede dem og bekendtgjorde hvad der var hans vilje med dem. Hvis de gjorde Jehovas vilje, ville de nyde hans gunst og beskyttelse. — 1Mo 9:1.

Den velsignelse der blev udtalt over Abraham og hans afkom, har stor betydning for hele menneskeheden. (1Mo 12:3; 18:18; 22:18) Jehova velsignede Abraham og Sara ved mirakuløst at genopvække deres forplantningsevne så de kunne få en søn i deres alderdom (1Mo 17:16; 21:2), og han skænkede Abraham fremgang og brugte ham som et billede på noget større. (Ga 4:21-26) At Abraham blev velsignet med et afkom, får betydning for hele menneskeheden ved at folk af alle nationer vil blive velsignet ved den som Isak var et billede på, Jesus Kristus. — Ga 3:8, 14; Apg 3:25, 26; He 6:13-20.

Jehova velsigner kun mennesker eller folkeslag der er lydige mod ham. (2Mo 23:25) De skarpe modsætninger der stilles op i 5 Mosebog, kapitlerne 27 og 28, viser tydeligt at de ulydige kommer under Jehovas forbandelse, der resulterer i en streng straf, hvorimod de lydige vil erfare hans velsignelse, der fører til åndelig velstand og til at deres materielle behov dækkes. Dette kommer til udtryk i forbindelse med deres hjem, marker, børn, dyr, forråd af fødevarer, rejser, ja i forbindelse med alt hvad de tager sig for. „Velsignelser er for den retfærdiges hoved.“ (Ord 10:6, 7) Når Jehovas tjenere er trofaste og lydige, vil han med glæde ’åbne himmelens sluser for dem og tømme velsignelse i overmål ud over dem’. — Mal 3:10.

Hvordan mennesker velsigner Jehova. Mennesker velsigner først og fremmest Jehova ved at lovprise ham. Man kan dog også velsigne ham ved at udtrykke taknemmelighed, ved at erkende at alle velsignelser kommer fra ham, ved at tale godt om ham ved enhver lejlighed og ved at tilbede og tjene ham. (Sl 26:12) Man velsigner også Jehova når man forkynder den gode nyhed eftersom hans navn og hensigter derved lovprises. — Mt 24:14; He 13:15.

Guds tjenere har velsignet Jehova fordi han har udfriet dem fra undertrykkelse (2Mo 18:9, 10), fordi han har dækket deres behov (5Mo 8:10), fordi han bevæger dem til at støtte tilbedelsen af ham (2Kr 31:8), fordi han holder fast ved sin pagt og viser dem barmhjertighed når de i bøn bekender deres synder (Ne 9:5, 31, 32), fordi han giver visdom og styrke (Da 2:19-23), fordi han beskytter dem og viser sin suverænitet (Da 3:28; 4:34); desuden har de velsignet Jehova på grund af hans værdighed, styrke, herredømme og hæder som hoved over alle (1Kr 29:10-12, 20). Gennem hele Salmernes Bog velsignes Jehova, og alle i himmelen og på jorden opfordres til at prise hans navn på grund af hans mange storslåede egenskaber. En anden grund til at mennesker velsigner Jehova, er den gave han har skænket dem i form af sin søn, Jesus Kristus. — Sl 16:7; 103:1, 20-22; 145:2, 10; Joh 3:16; jf. Apg 2:8-11; Åb 7:11, 12; 14:6, 7.

Hvordan mennesker velsigner Kristus. Jesus bør også velsignes af alle. Elisabet velsignede Jesu moder, Maria, og hendes moderlivs endnu ufødte frugt. (Lu 1:42) Det at Jesus kom ned fra himmelen i Jehovas navn og som hans søn, den tjeneste han udførte, det offer han bragte, hans værdighed som præst og konge og hans ufortjente godhed berettiger fuldt ud til at han hyldes som en der er velsignet. (Joh 12:13; 2Kor 8:9; He 1:2; 7:24-26) Som forudsagt i Salme 118:26 lovpriste folkeskarerne ham som Jehovas velsignede under hans indtog i Jerusalem. (Mt 21:9) Både engle og jordiske skabninger bør velsigne ham. — Åb 5:12, 13.

Hvordan mennesker velsigner andre mennesker. I modsætning til Jehova, der altid opfylder de velsignelser han udtaler, er mennesker ikke altid i stand til at opfylde de velsignelser de udtaler over deres medmennesker. I Bibelen er et menneskes velsignelse ofte lig med en anmodning om Guds velsignelse, skønt den ikke nødvendigvis udtrykkes i en bøn. Selv om ét menneske velsigner et andet, er det altså alligevel Gud der er kilden til velsignelsen. Når et menneske velsigner et andet menneske, er det ofte et udtryk for taknemmelighed eller for værdsættelse af gode egenskaber eller veludført arbejde.

I forbindelse med at kunne udtale en virksom velsignelse, at kunne velsigne med guddommelig bemyndigelse og have magt til at føre velsignelsen igennem formulerede Paulus følgende princip i sin argumentation for at Melkizedeks præstedømme var bedre end Levis: „Nu er det uden diskussion  sådan at det ringere velsignes af den større.“ (He 7:7) Melkizedek var konge og Guds præst, og da han velsignede Abraham, kunne han derfor tale profetisk, med myndighed fra Gud. — 1Mo 14:18-20; He 7:1-4.

Når mennesker har gjort noget der tjener til Jehovas pris, har andre fundet det passende at udtale en velsignelse over dem. Moses velsignede Bezalel og hans medarbejdere da teltboligen stod færdig. (2Mo 39:43) Som Israels åndelige ledere fik præsterne og levitterne ved talrige lejligheder den opgave at velsigne folket. (4Mo 6:23-27; 3Mo 9:22, 23; 5Mo 10:8; 21:5; 1Kr 23:13; 2Kr 30:27) Ypperstepræsten Eli velsignede Samuels forældre fordi de havde skænket deres barn til tempeltjenesten. (1Sa 2:20, 21) David velsignede folket efter at han havde bragt arken til Jerusalem. (2Sa 6:18; 1Kr 16:2) Salomon gjorde viseligt det samme da han indviede templet til Jehova. (1Kg 8:14, 55) Den aldrende Simeon velsignede Jesu forældre. (Lu 2:34) Jesus velsignede de børn der kom til ham. — Mr 10:16.

Anledninger til at velsigne. I en bøn lovpriser og takker man Gud, man velsigner ham; desuden beder man for sine trosfæller og dem der søger Gud, og derved velsigner man dem. Før måltiderne beder man Gud velsigne maden. I en sådan bøn takker og priser man Jehova for at han sørger for en i åndelig og materiel henseende, og man beder ham om at lade maden nære og styrke en så man kan tjene ham. (1Sa 9:13; Mt 14:19; Lu 9:16) I de bønner der bedes før uddelingen af brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid, lovpriser og takker man Gud, og man anmoder ham om at deltagerne må få åndelig gavn af det som brødet og vinen symboliserer, og at de må forblive trofaste og forenede som Kristi legeme. — Mt 26:26; 1Kor 10:16.

I et patriarkalsk samfund velsignede faderen ofte sine sønner kort før sin død. Denne velsignelse var yderst betydningsfuld og meget værdsat. Isak velsignede for eksempel Jakob i den tro at han var den førstefødte, Esau. Isak ønskede Jakob større gunst og fremgang end hans broder, og da han selv var gammel og blind, bad han uden tvivl Jehova om at opfylde velsignelsen. (1Mo 27:1-4, 23-29; 28:1, 6; He 11:20; 12:16, 17) Senere bekræftede og udvidede Isak bevidst velsignelsen. (1Mo 28:1-4) Før Jakob døde, velsignede han først Josefs to sønner og derefter sine egne. (1Mo 48:9, 20; 49:1-28; He 11:21) Tilsvarende velsignede Moses hele Israels folk før sin død. (5Mo 33:1) I alle disse tilfælde viser udfaldet at velsignelserne var profetiske. Undertiden lagde den der udtalte velsignelsen, sin hånd på hovedet af den der blev velsignet. — 1Mo 48:13, 14.

Brugt som hilsen indeholdt en velsignelse ønsket om at det måtte gå den anden godt. Jakob velsignede Farao da han blev fremstillet for ham. (1Mo 47:7; se også 1Sa 13:10; 25:14; 1Kg 1:47; 2Kg 10:15.) Man kunne også udtale velsignelser i forbindelse med afskedshilsener. Rebekka blev for eksempel velsignet af sin familie da hun forlod sit hjem for at gifte sig med Isak. — 1Mo 24:60; se også 1Mo 28:1; 2Sa 19:39; 1Kg 8:66.

Gaver blev overrakt sammen med en velsignelse. (1Mo 33:11; Jos 14:13; 15:18, 19) Forståeligt nok blev gaven i sig selv med tiden kaldt en velsignelse, „en velsignelsesgave“. Gaver kunne blive givet i taknemmelighed eller som et udtryk for gode ønsker for en man holdt af, eller for at opnå en gunstbevisning. — 1Sa 25:27; 30:26.

Velsignelser kunne tage form af komplimenter. Boaz velsignede Rut for hendes loyale hengivenhed. (Rut 3:10) De mænd der stillede sig til rådighed for en tjeneste i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, blev velsignet af folket. (Ne 11:2) Forældre har ret til at blive velsignet af deres børn. — Ord 30:11.

En velsignelse kan bestå af velvillige eller opbyggende ord. Jesus sagde til sine tilhørere at de skulle ’velsigne dem der forbandede dem’. (Lu 6:28) „Bliv ved med at velsigne dem som forfølger; velsign og forband ikke.“ (Ro 12:14) Det vil ikke sige at man skal lovprise modstanderne, men måske kan man vinde deres velvilje ved en god opførsel sammen med venlige, hensynsfulde og sandfærdige ord der vil være til gavn for dem hvis de lytter. (1Kor 4:12; 1Pe 3:9) Når man udtaler en velsignelse over en anden, skal man også tænke på hvordan man gør det. (Ord 27:14) At vende en person bort fra hans onde gerninger er en velsignelse da det vil være til gavn for den pågældende og til pris for Jehova. — Apg 3:26.

At være til velsignelse for andre. En der er lydig mod Gud, kan være til velsignelse for sine medmennesker. De der er sammen med mennesker som Jehova velsigner, får del i velsignelserne. Laban blev velsignet fordi Jakob vogtede hans hjorde. (1Mo 30:27, 30) Potifars hus og marker blev velsignet fordi Josef førte tilsyn med hvad han havde. (1Mo 39:5) Sodoma kunne være blevet skånet hvis blot der havde været ti retfærdige i byen. (1Mo 18:32) En indviet tjener for Gud kan være årsag til at Gud begunstiger dennes ikketroende ægtefælle og deres små børn. (1Kor 7:14) I forbindelse med den største trængsel der vil komme over verden, sagde Jesus at „på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet“, for ellers  „ville intet kød blive frelst“. (Mt 24:21, 22; jf. Es 65:8.) At efterligne dem som Gud velsigner, medfører endnu flere velsignelser. (Ga 3:9; He 13:7; 1Kor 11:1; 2Ts 3:7) „Fårene“ der gør godt mod Kristi brødre, Guds „udvalgte“, vil få Jehovas velsignelse og blive belønnet med evigt liv. — Mt 25:31-34, 40, 46.