Bibelen beskriver en sand ven som en der viser større troskab end en broder, er kærlig og loyal til hver en tid, kommer sin fælle til hjælp når han er i nød, og giver ham råd i trofasthed. (Ord 18:24; 17:17; 27:6, 9) De der er rige, og de der giver gaver, har imidlertid mange selviske venner som kun er interesserede i hvad de kan få ud af venskabet. (Ord 14:20; 19:4, 6, 7) Jesus Kristus gav det gode råd at når man inviterede til et aftensmåltid, skulle man ikke indbyde venner som kunne gøre gengæld, men i stedet nogle der ikke var i stand til det. (Lu 14:12-14) Jesus satte selv eksemplet i denne henseende ved at yde åndelig hjælp til dem der blev set ned på. Derfor blev han stemplet som „ven med skatteopkrævere og syndere“. (Mt 11:19) Men Jesus påpegede selv at kun de der adlød hans befalinger, var hans sande venner. Han viste sin kærlighed til dem ved at sætte sin sjæl til for dem, og han tilskyndede dem til at elske hinanden på samme måde. — Joh 15:12-14.

I det 1. århundrede var det almindeligt at de kristne omtalte deres trosfæller som „vennerne“. (3Jo 14) Dette udelukkede dog ikke at man kunne have et nærmere forhold til nogle i den kristne menighed end til andre, eventuelt på grund af slægtskab, større tilknytning på grund af omstændighederne, samme baggrund eller interesser, fælles træk i personlighed eller de gode kristne egenskaber man havde iagttaget efter at have været sammen med dem. Disciplene Peter, Jakob og Johannes havde visse egenskaber som fik Jesus til at skænke dem mange privilegier. For eksempel var de vidner til Jesu forklarelse på bjerget. I den forbindelse kan Jesus have tænkt på fremtiden og på de opgaver han ville give disse tre mænd i tjenesten for ham. — Mr 9:1-10; 14:32, 33; Lu 8:51.

Mens de kristne ligesom Jesus viser kærlighed til mennesker i almindelighed, skænker de kun den form for kærlighed der er forbundet med et venskab, til dem der er venner med Gud. At dette er på sin plads, fremgår af det spørgsmål der blev stillet til kong Josafat: „Er det de ugudelige man skal hjælpe, og er det dem der hader Jehova du skal elske?“ (2Kr 19:2) De der ønsker at være venner med verden, gør sig selv til fjender af Gud. — Jak 4:4.

Det inderligste venskab mellem mennesker der er beskrevet i De Hebraiske Skrifter, er venskabet mellem David og Jonatan. Selv om Jonatan var den naturlige arving til sin fader Sauls trone, hadede  han ikke David og betragtede ham ikke som en rival, men erkendte at David ejede Jehovas gunst. „Jonatans sjæl [blev] knyttet til Davids sjæl, og Jonatan elskede ham som sin egen sjæl.“ (1Sa 18:1) Efter at Jonatan var død i kamp, sørgede David dybt over tabet af sin ven. Han sagde: „Jeg lider på grund af dig, min broder Jonatan; du var mig meget kær. Din kærlighed var mig mere underfuld end kvinders kærlighed.“ (2Sa 1:26) Dette venskab var muligt fordi både David og Jonatan betragtede loyalitet mod Jehova Gud som vigtigere end noget andet.

I modsætning hertil var profeten Mika, på grund af det moralske fordærv på hans tid, nødt til at advare: „Tro ikke på en ven. Stol ikke på en fortrolig.“ (Mik 7:5) Jesus sagde også at selv tidligere venner af hans disciple ville vende sig imod dem, forråde dem og bringe død over dem. — Lu 21:16; se KÆRLIGHED.

Guds ven. Blandt de velsignelser der blev skænket Abraham, var den ære og forret at blive kaldt „Jehovas ven [el.: „elsker“, dvs. den som elsker Jehova]“. Dette skyldtes Abrahams usædvanlige tro, der var så stærk og rakte så vidt at han var villig til at bringe sin søn Isak som et offer. — Es 41:8, fdn.; 2Kr 20:7, fdn.; Jak 2:21-23; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Ved at bruge „den uretfærdige rigdom“ på rette måde kan man blive ven med Jehova Gud og hans søn, som kan tage imod en i „de evige boliger“, sådan som Jesus påpegede i sin lignelse om den uretfærdige husholder. (Lu 16:1-13) Jesus kaldte sine disciple for sine venner, og de var derfor også hans Faders venner. (Joh 15:13-15; 14:21) I Salme 15:1-5 nævnes de krav man må opfylde for at kunne gæste Jehovas telt som en af hans venner.

Venskab med verden er derimod fjendskab med Gud. (Jak 4:4; 1Jo 2:15-17) Menneskeheden som et hele er fremmed for Gud og står i et fjendtligt forhold til ham. Det er dog muligt at blive forligt med ham, men kun gennem Jesus Kristus og den forligelsens tjeneste som Gud har betroet sin søns ambassadører at udføre. Til sidst vil Guds venner som de eneste opnå evigt liv. — 2Kor 5:18-20; Åb 21:3, 4; Sl 37:29.

Kongens ven. Det fremgår ikke af den bibelske brug af dette udtryk at der lå andet og mere i det end hvad udtrykket umiddelbart siger, nemlig at en person var en ven af kongen. Det fremgår ikke af Bibelen at det skulle være en officiel titel på et embede med specielle funktioner. Imidlertid er det muligt — at dømme efter skik og brug i andre lande — at udtrykket betegnede en hofembedsmand der var kongens nære ven og fortrolige, og som undertiden udførte dennes fortrolige befalinger. — 1Mo 26:26.

Blandt de embedsmænd ved Salomons hof som omtales i 1 Kongebog 4:1-6, nævnes to sønner af Natan. Om den ene siges der at han var „over præfekterne“, mens den anden, Zabud, kaldes „kongens ven“. I Salomons faders, kong Davids, regeringstid havde arkitten Husjaj et sådant forhold til kong David, for han omtales som „Davids ven“. På Davids anmodning vendte Husjaj tilbage til Jerusalem for at modvirke Akitofels råd da Absalom lagde planer om at tilrane sig tronen. — 2Sa 15:32-37; 16:16-19.

De ægyptiske konger havde flere „venner“ med forskellig rang. Titlen betegnede ikke noget specifikt, men var blot en ærestitel til embedsmænd hvis reelle pligter fremgik af andre titler. Også i forbindelse med det græske rige nævnes ’kongens venner’ ofte. Her rådførte kongen sig med en bestemt gruppe af disse venner før han traf en afgørelse i vigtige anliggender. Det samme embede fandtes i Persien, Arabien og Ætiopien.

Brudgommens ven. I gammel tid optrådte en mand blandt brudgommens nære venner som dennes juridiske repræsentant, der havde hovedansvaret for at træffe de nødvendige forberedelser i forbindelse med ægteskabets indgåelse. Undertiden var det ham der traf aftale med brudens forældre om ægteskabet, overbragte faderen brudekøbesummen og bragte bruden gaver. Han blev betragtet som den der førte bruden og brudgommen sammen. Bryllupsoptoget gik til brudgommens faders hus eller til brudgommens eget hus, hvor bryllupsfesten blev holdt. Her mødtes bruden og brudgommen. Ved bryllupsfesten glædede brudgommens ven sig når han hørte brudgommen tale med bruden, i bevidstheden om at hans opgave nu var lykkeligt afsluttet. — Joh 3:29.

Johannes Døber, som beredte vejen for Messias, førte de første medlemmer af brudeskaren til Jesus Kristus, som den var lovet bort til ægteskab med. (2Kor 11:2; Ef 5:22-27; Åb 21:2, 9) Johannes kunne derfor sige: „I vidner selv om mig at jeg sagde: Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham. Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld.“ Ligesom brudgommens ven havde fuldført sin opgave på dette tidspunkt og ikke længere var en nøglefigur, sådan sagde Johannes om sit forhold til Jesus Kristus: „Han må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ — Joh 3:27-30.

 I Mattæus 9:15 bruges udtrykket „brudgommens venner“. Her sigtes der til andre venner der gik med i bryllupsoptoget og var indbudt til bryllupsfesten.