Den egenskab at vise aktiv interesse for andres velfærd; som en ven at yde velvillige og hjælpsomme handlinger eller tjenester. Det vigtigste ord for „venlighed“ i De Kristne Græske Skrifter er chrēstoʹtēs. Jehova Gud er det bedste eksempel med hensyn til at vise venlighed mod andre, og han gør det på mange forskellige måder. Han viser endog venlighed mod de utaknemmelige og onde og tilskynder dem derved til at ændre sind. (Lu 6:35; Ro 2:4; 11:22; Tit 3:4, 5) Kristne, som er underlagt Kristi skånsomme (ordr.: ’venlige’; gr.: chrēstosʹ) åg (Mt 11:30), tilskyndes til at iføre sig venlighed (Kol 3:12; Ef 4:32) og til at opdyrke åndens frugt, der omfatter venlighed. (Ga 5:22) Derved anbefaler de sig selv som Guds tjenere. (2Kor 6:4-6) „Kærligheden er . . . venlig.“ — 1Kor 13:4.

Et andet ord der oversættes med „venlighed“, er epieikiʹa. Det betyder egentlig „eftergivenhed“, „overbærenhed“, og kan også oversættes med „rimelighed“. Det er en fremtrædende egenskab hos Jesus Kristus. — 2Kor 10:1, fdn.