En af de forordninger Jehova Gud gav Israels folk, var at der skulle lægges band på visse ting eller personer eller endog hele byer, hvilket betød at de skulle udelukkes fra almindelig eller profan brug. Dette beskrives på hebraisk med navneordet cheʹræm, der ifølge Koehler og Baumgartner betegner „en ting eller person som er viet (til udslettelse eller hellig brug og derfor udelukket fra profan brug)“, og med den kausative form af udsagnsordet charamʹ, der betyder „at bandlyse (ved at lægge band på . . . udelukke fra samfundslivet, vie til udslettelse)“. (Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 334) De ting eller personer der blev lagt band på, var således „tabu“ for israelitterne. Det beslægtede ord på arabisk indeholder en lignende betydning den dag i dag. De arabiske muslimer betragter Mekkas og Medinas hellige områder som haram; og en sheiks harim (harem) har længe været forbudt område for alle andre end haremets ejer og hans eunukker.

Hellig bandlysning nævnes første gang i forbindelse med lovgivningen. I 2 Mosebog 22:20 læser vi: „Den der bringer slagtofre til andre guder end Jehova alene, skal vies til udslettelse [en form af charamʹ].“ Denne bestemmelse blev uden personsanseelse håndhævet over for israelitterne selv, for eksempel ved afgudsdyrkelsen i Sjittim, hvor omkring 24.000 israelitter mistede livet. (4Mo 25:1-9) Hvis man var i besiddelse af noget som var viet til udslettelse, kunne man selv blive viet til udslettelse. I forbindelse med Kana’ans afgudsbilleder advarede Gud således israelitterne: „Du må ikke bringe en vederstyggelighed [et afgudsbillede] ind i dit hus og derved blive noget som er viet til udslettelse [cheʹræm] som den. Du skal helt og holdent betragte den som ækel og absolut afsky den, for den er noget som er viet til udslettelse.“ — 5Mo 7:25, 26.

Et helligt band medførte ikke altid udslettelse. Genstande, dyr og marker kunne vies til Jehova, hvorved de blev sat til side til hellig brug og kun måtte benyttes af præsteskabet eller i forbindelse med tempeltjenesten. Men mennesker der blev lagt band på, skulle ubetinget lide døden. I øvrigt kunne intet som var viet til Jehova, løskøbes; dette var den væsentligste forskel mellem noget der var viet til ham, og noget der på anden måde  var helliget ham. — 3Mo 27:21, 28, 29; sml. med versene 19, 27, 30, 31; 4Mo 18:14; Jos 6:18, 19, 24; Ez 44:29; Ezr 10:8.

Kana’anæerne. Hellig bandlysning blev især praktiseret i forbindelse med erobringen af Kana’an. Da den kana’anæiske konge af Arad angreb israelitterne i Negeb før de drog ind i landet, accepterede Jehova deres løfte om at vie hans byer til udslettelse. (4Mo 21:1-3) Efter at Sihons og Ogs riger øst for Jordan havde angrebet Israel, blev der også lagt band på dem, med det resultat at alle indbyggerne i deres byer blev udslettet og kun husdyrene og andet bytte blev bevaret. (5Mo 2:31-35; 3:1-7) Senere, på Moabs sletter, umiddelbart før overgangen over Jordan, understregede Jehova igen hvor vigtigt det var at israelitterne holdt sig til den rene tilbedelse og undgik enhver fordærvende indflydelse. Han bestemte at der skulle lægges helligt band på syv nationer i det forjættede land, at deres afgudsdyrkende indbyggere skulle vies til udslettelse, og at israelitterne skulle optræde som hans domsfuldbyrdere. (5Mo 7:1-6, 16, 22-26) Kun fjerntliggende byer som ikke hørte til disse nationer, kunne vælge at slutte fred med israelitterne; men de folkeslag der ifølge Guds bestemmelse var viet til udslettelse, skulle udryddes „for at de ikke skal lære jer at handle efter alle de vederstyggeligheder som de har øvet over for deres guder, så I synder mod Jehova jeres Gud“. (5Mo 20:10-18) Hvis nogen af dem blev skånet, ville det uvægerlig føre til besmittelse med deres falske religion. Deres udryddelse kunne tjene til at bevare israelitterne selv i live; men langt vigtigere var det at det også ville bevare tilbedelsen af universets Suveræn, Jehova Gud, ren og ubesmittet. Det samme band skulle lægges på enhver frafalden blandt israelitterne selv, i deres egne familier og i de israelitiske byer der efterhånden ville blive bygget i det forjættede land. — 5Mo 13:6-17.

Vest for Jordan var Jeriko den første by der blev viet til udslettelse, således at intet fra den blev bevaret bortset fra metalgenstandene, som skulle overlades til helligdommen. På grund af Rahabs tro blev hun og hendes familie undtaget fra bandet. På trods af Josuas kraftige advarsel om at hele den israelitiske nation kunne blive viet til udslettelse hvis bandet ikke blev overholdt, tog Akan noget af det bandlyste og gjorde dermed sig selv „hjemfalden til udslettelse“. Kun hans død hindrede at hele nationen kom under det samme band. — Jos 6:17-19; 7:10-15, 24-26.

Gibeonitterne. Derefter blev mange byer viet til udslettelse. (Jos 8:26, 27; 10:28-42; 11:11, 12) Om disse byer hedder det i beretningen: „Der var ikke en by der sluttede fred med Israels sønner undtagen hivvitterne der boede i Gibeon. Alle de andre tog de i kamp. For det viste sig at Jehova lod deres hjerte forhærdes så de erklærede Israel krig, for at han kunne vie dem til udslettelse, så de ikke fandt nåde, men han kunne tilintetgøre dem, sådan som Jehova havde påbudt Moses.“ — Jos 11:19, 20.

Det fejlslagne assyriske angreb. Assyrerkongen Sankerib pralede af at ingen gud havde kunnet frelse nogen af de nationer som hans forfædre havde viet til udslettelse. (2Kr 32:14) Assyriens falske guder var imidlertid ikke i stand til at lægge et sådant band på Jerusalem, og den sande Gud, Jehova, gjorde Sankeribs trussel til intet. Men Judas land blev, på grund af folkets stivnakkethed og oprørskhed, med tiden viet af Gud selv til udslettelse, og det blev lagt øde af kong Nebukadnezar. (Jer 25:1-11; Es 43:28) Derefter var det Babylons tur til at blive viet til udslettelse i ordets fulde betydning. — Jer 50:21-27; 51:1-3; jf. Åb 18:2-8.

Andre eksempler. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, blev der lagt band på indbyggerne i Jabesj i Gilead fordi de ikke støttede en forenet aktion mod Benjamins stamme som straf for dens onde handlinger. (Dom 21:8-12) Kong Saul undlod at overholde et band der blev lagt på Amalek og dets konge, med den undskyldning at de ting han skånede, skulle ofres til Jehova. Men han fik at vide at det var bedre at adlyde end at bringe slagtoffer, og at hans kongedømme nu ville blive givet til en anden. (1Sa 15:1-23) Kong Akab gjorde sig skyldig i noget lignende med hensyn til aramæerkongen Ben-Hadad II. (1Kg 20:42) Indbyggerne i Se’irs bjergland blev viet til udslettelse af ammonitterne og moabitterne. — 2Kr 20:22, 23.

Helligt band nævnes også i flere profetier. I Malakias 4:5, 6 forudsiges det at „profeten Elias“ vil udføre en gerning „før Jehovas store og frygtindgydende dag“ for at Jehova „ikke skal komme og slå jorden så den bliver viet til udslettelse“. (Jf. Mt 24:21, 22.) Daniel 11:44 fortæller at den symbolske „Nordens konge“ rykker ud i stor forbitrelse „for at tilintetgøre og vie mange til udslettelse“. Jehova har i sin harme viet „alle nationerne“ til udslettelse. (Es 34:2; jf. Åb 19:15-21.) Den sejrende „Zions datter“ siges at vie de fjendtlige folkeslags uærlige vinding og deres forråd til „den retmæssige Herre over hele jorden“. (Mik 4:13) Det forudsiges også at Jerusalem, udfriet fra alle sine fjender, vil blive beboet, og at der „ikke mere [vil] forekomme nogen vielse af den til udslettelse“. — Zak 14:11; jf. Åb 22:3.

 Disse skriftsteder tjener alle til at understrege den guddommelige erklæring i 5 Mosebog 7:9, 10: „Og du ved at Jehova din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der holder fast ved sin pagt og sin loyale hengivenhed i tusind generationer over for dem der elsker ham og holder hans bud, men som direkte gengælder den der hader ham, ved at udrydde ham. Han vil ikke tøve over for den der hader ham; han vil gengælde ham direkte.“ Guds søn, der gav sit liv som en løsesum, erklærede: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ (Joh 3:36) „Gederne“ der i den profetiske lignelse i Mattæus 25:31-46 betegnes som „forbandede“, er tydeligvis sådanne mennesker som Guds vrede forbliver over, og som derfor vies til evig udslettelse.

I Septuaginta er ordet cheʹræm som regel oversat med det græske anaʹthema. — Se også FORBANDELSE; LØFTE.