Det hebraiske ord ruʹach, der ofte gengives med „ånd“, kan også betegne luft i bevægelse, vind. (Præ 1:6) Andre hebraiske ord og udtryk oversættes med „storm“, „hvirvelstorm“ (Jer 23:19; 25:32; Ho 8:7), „stormvind“ og ’stormvejr’ (Sl 148:8; 2Kg 2:11). I Johannes 3:8 har pneuʹma (der almindeligvis oversættes med „ånd“) betydningen „vind“, men oftest er ordet vind en oversættelse af det græske ord aʹnemos. (Mt 7:25, 27; 11:7; Joh 6:18) „Den tid af dagen da brisen [hebr.: ruʹach] kom“ var åbenbart aftentimerne lige før solnedgang, hvor der ofte kommer en forfriskende, kølig brise i det område hvor Edens have menes at have ligget. — 1Mo 3:8; se ÅND.

Vinden er skabt af Jehova Gud. (Am 4:13) Han befinder sig ikke bogstaveligt i vinden (1Kg 19:11; jf. Job 38:1; 40:6; Sl 104:3), men han har kontrol over den og kan anvende den i overensstemmelse med sin hensigt, som da han fik Vandflodens vande til at synke ved hjælp af vinden. (1Mo 8:1; 2Mo 14:21; 4Mo 11:31; Sl 78:26; 107:25, 29; 135:7; 147:18; Jer 10:13; Jon 1:4) Da Guds søn befandt sig på jorden, havde også han kontrol over vinden og kunne få den til at lægge sig. (Mt 8:23-27; 14:24-32; Mr 4:36-41; 6:48, 51; Lu 8:22-25) Det var øjensynlig kun med Jehovas tilladelse at Satan kunne frembringe eller styre „et vældigt vindstød“ som forårsagede at Jobs børn omkom. — Job 1:11, 12, 18, 19.

Vinde blev som regel benævnt efter den retning de kom fra; ’østenvinden’ blæste således fra øst mod vest. (2Mo 10:13, 19; Sl 78:26; Høj 4:16) Udtrykket „himmelens [eller jordens] fire vinde“ omfatter vinde fra alle fire verdenshjørner, nord, syd, øst og vest. (Jer 49:36; Ez 37:9; Da 8:8; Mt 24:31) I Åbenbaringen 7:1 beskrives „fire engle“ som ’står på jordens fire hjørner og holder jordens fire vinde fast’. Eftersom ’englene’ står på ’hjørnerne’, kan de slippe vindene løs så de fejer diagonalt hen over jorden og ingen del af den skånes mod deres ødelæggende virkning.

Nordenvinden var kølig og bragte kraftige regnskyl. (Job 37:9; Ord 25:23) Søndenvinden blæste fra varme ørkenområder ind over Palæstina og kunne derfor fremkalde en hedebølge. (Lu 12:55) Også storme kunne komme fra syd. (Es 21:1; Zak 9:14) Når østenvinden i den tørre årstid blæste mod Ægypten og Palæstina, passerede den vældige ørkenområder og var derfor varm og tør så den afsved eller udtørrede vegetationen. (1Mo 41:6, 23, 27; Ez 17:7-10; jf. Ho 13:15; Jon 4:8.) I regntiden bar vestenvinden fugtig luft fra Middelhavet ind over Palæstina og bragte regn til landet. (1Kg 18:42-45) Når man så en sky stige op i vest, kunne man forvente regnvejr. (Lu 12:54) Daglige briser fra Middelhavet gjorde den tørre sommervarme mere udholdelig. — Se EURAKVILO; SKY.

Brugt billedligt. Lige så pludseligt som en vind kan rejse sig, kan den lægge sig igen, og den er derfor et passende symbol på menneskelivets forgængelighed, der i Job 7:7 skildres som et pust (ruʹach). Da vinden er uhåndgribelig, kan den bruges som et billede på tom kundskab, nytteløst  arbejde, indholdsløse ord og ubegrundede forhåbninger (Job 15:1, 2; 16:3; Præ 5:16; Ho 12:1) samt på noget der ingenting er. (Es 26:18; 41:29; begge efter DA31, DA92; Jer 5:13, DA31) Eftersom nytteløst arbejde ikke fører til noget, kan det sammenlignes med „jag efter vind“. (Præ 1:14; 2:11) Og en mand der styrter sit hus i ulykke, „får vind i eje“. Han opnår intet der er til gavn eller af varig værdi. — Ord 11:29.

Vinde kan sprede genstande og kaste dem omkring. At være ’spredt for alle vinde’ eller „delt efter himmelens fire vinde“ vil derfor sige at være fuldstændig spredt eller delt. (Jer 49:36; Ez 5:10; 12:14; 17:21; Da 11:4) Ligesom et skib der kastes omkring af vinden, uden fast kurs, kan de der mangler kristen modenhed, „føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse“. — Ef 4:13, 14.