En plante med lange, tynde grene der slynger sig langs jorden eller klatrer opad ved hjælp af klatretråde. Den mest almindelige art er den ægte vinranke (Vitis vinifera). Det hebraiske ord gæʹfæn betegner som regel „vinstokken“ eller „vintræet“. (4Mo 6:4; Dom 13:14) En undtagelse er ’den vilde ranke’ der er omtalt i 2 Kongebog 4:39, og som bar vilde græskar. Det græske ord amʹpelos henviser til vin, og ordet ampelonʹ henviser til en vingård.

Den ældste omtale af vindyrkning lyder: „Noa . . . plantede en vingård.“ (1Mo 9:20) Melkizedek, Salems konge, beværtede Abraham med „brød og vin“, hvilket viser at man dyrkede druer i Kana’ans land allerede før år 1933 f.v.t. (1Mo 14:18) Ægyptiske vægmalerier fra det 2. årtusind f.v.t. skildrer druehøst og persetrædning. På den tid havde faraonerne officielle mundskænke. (1Mo 40:9-13, 20-23) Det var et hårdt slag for de ægyptiske vinavlere da Jehova „dræbte deres vinstok med hagl“. — Sl 78:47; 105:33.

De mænd der drog ind for at udspejde det forjættede land, „et land med . . . vinstokke og figentræer og granatæbler“, havde fra Esjkols Regnflodsdal en drueklase med tilbage der var så stor at to af dem måtte bære den på en stang imellem sig. (5Mo 8:8; 4Mo 13:20, 23, 26) Drueklaser fra dette område vejer efter sigende normalt mellem 4,5 og 5,5 kg. Det berettes at én klase har vejet 12 kg, og en anden over 20 kg.

Foruden i Esjkols Regnflodsdal dyrkedes der ifølge Bibelens beretning vindruer i En-Gedi ved Det Døde Hav (Høj 1:14), i Sikem (Dom 9:26, 27) og i Silo (Dom 21:20, 21) samt i Sibma, Hesjbon og El’ale på den anden side af Jordan. — Es 16:7-10; Jer 48:32.

Plantning og pasning. Vingårdene blev ofte anlagt på bjergskråninger. Man indhegnede dem almindeligvis med et stengærde eller en stenmur (4Mo 22:24; Ord 24:30, 31) og byggede et vagtskur eller et tårn i dem (Es 1:8; 5:2) for at beskytte dem mod tyve og dyr som ræve og vildsvin. (Sl 80:8, 13; Høj 2:15) Ifølge Moseloven havde forbipasserende lov til at spise sig mætte i druer, men de måtte ikke tage nogen med sig i en beholder da dette ville være tyveri. — 5Mo 23:24.

For nemheds skyld udhuggede eller gravede man en vinperse og et persekar i nærheden af vingården eftersom størstedelen af druerne som regel blev knust til vinfremstilling. (Es 5:2; Mr 12:1; se VIN OG STÆRKE DRIKKE.) Naturligvis spiste man også en stor mængde friske druer, og nogle blev tørret i solen til rosiner. — 1Sa 25:18; 30:12; 2Sa 16:1; 1Kr 12:40.

I oldtiden anlagde man vingårde på flere forskellige måder. Én måde var at plante vinstokkene systematisk i rækker med 2,5 m’s mellemrum i velbearbejdet jord. Ifølge Moseloven måtte der ikke sås nogen anden sæd i vingården, men det var tilladt at plante træer, for eksempel figentræer, i den. (5Mo 22:9; Lu 13:6, 7) En anden måde var at lade vinstokkene krybe langs jorden ned ad en skråning og blot sørge for at selve drueklaserne blev løftet op ved hjælp af kløftede grene. Oftest voksede de dog op ad træstativer eller stendynger.

Vinstokke skal beskæres for at druehøsten kan blive god. Jesus sagde at „enhver gren . . . som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser [el.: „beskærer“] han, for at den kan bære mere frugt“. (Joh 15:2) Når man beskærer de frugtbærende grene og fjerner de ufrugtbare, kan planten bruge al sin energi på at frembringe frugt af en højere kvalitet. I Bibelens lande begyndte man at beskære i foråret, omkring marts, og i april og maj beskar man om nødvendigt igen. — 2Kr 26:10; Es 18:5; Lu 13:7.

En frugtbar vinstok der passes godt og beskæres rigtigt, kan blive usædvanlig gammel og stor. En vinstok i Jeriko siges for eksempel at have været over 300 år gammel og at have haft en stamme på ca. 45 cm i diameter. Sådanne gamle vinstokke kunne nå en højde af over 9 m og blive til veritable ’vintræer’. Men skønt vinstokken således kan regnes „blandt skovens træer“, er dens træ for blødt til at fremstille redskaber af og for kroget til tømmer. Vinstokkens træ var derfor et passende symbol på Jerusalems troløse indbyggere, der ikke var til nogen anden nytte end at blive kastet i ilden som brændsel, sådan som Jesus sagde at man ville gøre med ufrugtbare vinstokke. — Ez 15:2-7; Joh 15:6.

En god vinhøst var præget af sang og glæde for høstfolkene og persetræderne. (Dom 9:27; Es 16:10; Jer 25:30; se PERSE.) Det var også en glædelig tid for de fattige og de fastboende udlændinge i landet, for de havde lov til at samle det der var levnet i vingårdene efter den almindelige høst. (3Mo 19:10; 5Mo 24:21) Når vinstokkene visnede  eller ikke bar druer, eller når vingårdene lå øde hen og blev fyldt med torne, var det derimod årsag til stor sorg. — Es 24:7; 32:10, 12, 13; Jer 8:13.

Ifølge sabbatslovene skulle ejeren af en vingård hvert syvende år og i jubelåret undlade at dyrke vingården, beskære vinstokkene og høste druerne. (3Mo 25:3-5, 11) I disse år måtte alle — både mennesker (ejeren, trælle, udlændinge, fattige) og dyr — spise det der voksede frem af sig selv. — 2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:1-12.

Brugt billedligt. Kendskabet til vinstokken — dens dyrkning, frugtbarhed og høst — var almindeligt udbredt, og bibelskribenterne har derfor ofte anvendt dette i sammenligninger. Vingårde der gav en rig høst, var et vidnesbyrd om Jehovas velsignelse. (3Mo 26:5; Hag 2:19; Zak 8:12; Mal 3:11; Sl 128:3) Udtrykket ’hver sidder under sin vinstok og sit figentræ’ blev ensbetydende med fred og tryghed. — 1Kg 4:25; 2Kg 18:31; Es 36:16; Mik 4:4; Zak 3:10.

Ufrugtbare vingårde var et vidnesbyrd om Guds mishag. (5Mo 28:39) Israel var som druer i ørkenen, men det blev som et vildtvoksende vintræ (Ho 9:10; 10:1), som en fremmed vinstok der bar vilde druer. (Es 5:4; Jer 2:21) Et almindeligt ordsprog på Jeremias’ og Ezekiels tid hentydede til at man fik ømme tænder af at spise umodne druer fordi de var sure. — Jer 31:29, 30; Ez 18:2.

Nogle har søgt at forbinde „Sodomas vinstok“ med forskellige planter der vokser i Dødehavsområdet, men den sammenhæng dette udtryk forekommer i (5Mo 32:32), viser tydeligt at det er brugt billedligt. Sodoma bruges ofte i Bibelen som et billede på moralsk fordærv og ugudelighed. — Es 1:10; 3:9; Jer 23:14.

Jesus talte ved flere lejligheder om vingårde og druer. (Mt 20:1-16) Blot tre dage før sin død fortalte han lignelsen om de onde vinavlere. — Mr 12:1-9; Lu 20:9-16; se BILLEDE, BILLEDTALE.

Da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid, brugte han vin, „denne frugt af vintræet“, som et symbol på sit blod, „pagtens blod“. Denne sidste aften i sit jordiske liv omtalte han også sig selv som „det sande vintræ“ og sin Fader som „vinavleren“. Han sammenlignede sine disciple med „grenene“ der enten beskæres så de kan bære mere frugt, eller fjernes helt. — Mt 26:27-29; Mr 14:24, 25; Lu 22:18; Joh 15:1-10.

Brugt profetisk. Da Jakob velsignede Juda, lå der en profetisk betydning i ordene: „Idet han binder sit fuldvoksne æsel til vinstokken [laggæʹfæn] og sit hunæsels føl til den udsøgte vinstok [welassoreqahʹ], skal han vaske sin klædning i vin og sin klædedragt i drueblod. Mørkerøde er hans øjne af vin.“ (1Mo 49:8-12) Det hebraiske ord soreqahʹ betegner en vinstok som giver udsøgte, røde druer. (Jf. Es 5:2; Jer 2:21, hvor det beslægtede ord soreqʹ forekommer.) Nogle få dage før indskriften „Jødernes konge“ blev anbragt over Jesu hoved på marterpælen (Mr 15:26), red han, der var af Judas stamme, ind i Jerusalem på et æselføl og fremstillede sig derved for Jerusalem som dens konge. (Mt 21:1-9; Zak 9:9) Jesus bandt ikke æselføllet til en bogstavelig vinstok, men han knyttede sine krav på kongedømmet til en symbolsk eller åndelig vinstok, nemlig Guds rige. — Jf. Mt 21:41-43; Joh 15:1-5.

Foruden denne større opfyldelse fik Jakobs profeti også en bogstavelig opfyldelse da Judas stamme fik sin arvelod i det forjættede land. Denne arvelod omfattede blandt andet bjerglandet med dets frodige dale og ’frugtbare bjergskråninger’ med vingårde anlagt i terrasser. — Es 5:1.

I Åbenbaringens Bog tales der først om indhøstningen af „jordens høst“, hvorefter en engel giver befalingen: „Indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.“ Derpå bliver „jordens vintræ“ indhøstet og kastet i „Guds harmes store vinperse“. Dette vintræ adskiller sig fra „det sande vintræ“, der bærer frugt til Guds ære. „Jordens vintræ“ bærer tydeligvis en dårlig frugt da det tilintetgøres på Guds befaling. — Åb 14:15, 18, 19.