Der bruges flere forskellige hebraiske og græske ord i Bibelen til at betegne vrede. Det mest almindelige hebraiske ord er ’af, der har grundbetydningen „næse; næsebor“ men ofte bruges billedligt om „vrede“ på grund af den opbragtes voldsomme vejrtrækning eller fnysen. (Jf. Sl 18:7, 8; Ez 38:18.) Beslægtet med ’af er ordet ’anafʹ, der betyder „at vredes; at blive vred“. I De Hebraiske Skrifter forbindes vrede tit med hede og siges derfor at „blusse op“. Andre hebraiske ord gengives med „forbitrelse“, „harme“ og „raseri“. I De Kristne Græske Skrifter er „vrede“ som regel oversat fra orgēʹ og „harme“ fra thymosʹ.

Guds vrede. Vrede kan være berettiget eller uberettiget. Guds vrede er altid berettiget, da den beror på principper som er bestemt af hans ret til udelt hengivenhed og hans konsekvente fastholden ved sandheden, hans kærlighed til retfærdighed og til dem der øver retfærdighed. Guds vrede udspringer ikke af et pludseligt lune, så han senere må fortryde den. Jehova ser alle sider af en sag og kender en situation til bunds. (He 4:13) Han ser på hjertet og bemærker graden af uvidenhed, forsømmelighed eller forsætlighed, og han handler upartisk. — 5Mo 10:17, 18; 1Sa 16:7; Apg 10:34, 35.

Principper som Guds vrede er bestemt af. Guds vrede er aldrig ubehersket, men altid i overensstemmelse med hans kærlighed, visdom og retfærdighed. På grund af sin almagt er han i stand til at lade vreden komme til udtryk i det omfang han ønsker. (1Jo 4:8; Job 12:13; 37:23) Hans vrede er heller aldrig ubegrundet. Den har altid en gyldig grund og udvirker det den skal.  Hans vrede kan kun dæmpes eller formildes ved at hans principper overholdes. I Israel kunne en forsætlig morder for eksempel ikke løskøbes. Kun ved at hans blod blev udgydt kunne landet renses og befries for Guds mishag. (4Mo 35:16-18, 30-33) Men for den uforsætlige manddraber var der en ordning som på grundlag af ofre og ypperstepræstens tjeneste gjorde det muligt at lade retfærdigheden ske fyldest og formilde den af Gud udnævnte blodhævner, hvis hjerte måske var „forbitret“. Det var ordningen med tilflugtsbyer. — 5Mo 19:4-7.

Jehovas vrede kan kun formildes eller bringes til ophør ved at retfærdigheden sker fyldest. Hans harme er rettet imod enhver uretfærdighed. Han tolererer intet som er uretfærdigt, og fritager ingen som fortjener det, for straf. (2Mo 34:7; Hab 1:13) Men på grundlag af det offer som Jesus Kristus bragte, og hvorved han tog de lidelser og den tugt på sig som menneskene rettelig fortjente, kan Guds vrede formildes og afvendes fra dem som udviser tro. (Es 53:5) Ved denne foranstaltning er det muligt for Jehova Gud at vise sin retfærdighed, som der siges: „At han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ (Ro 3:26) På denne måde sker retfærdigheden fyldest, og samtidig har Gud et grundlag hvorpå han kan vise barmhjertighed. Hvis man er ulydig, forbliver Guds vrede over én. (Joh 3:36) Men hvis man viser tro, frelser Jesu Kristi offer én fra Guds vrede. — 1Ts 1:10.

Hvordan vreden vises og årsagerne til den. Gud kan åbenbare sin vrede direkte eller indirekte. Han kan lade den komme til udtryk gennem de naturlove han selv har fastsat, eller gennem nogle af sine skabninger. De der krænker hans morallove, bliver genstand for hans vrede og ’pådrager sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjener’. De overgives til en sindstilstand Gud ikke synes om, til fordærv, sygdom, strid og død. (Ro 1:18, 24, 27-32) Når nogen overtræder verdslige love som er i harmoni med Guds love, og bliver straffet for det af øvrigheden, er dette et indirekte udtryk for Guds vrede mod vedkommende. (Ro 13:1-4) Jesus Kristus er hovedfuldbyrderen af Guds vredesdom; han vil endeligt og fuldstændigt udøse Guds vrede over de ugudelige. — Jer 30:23, 24; Åb 19:7-16, 19-21.

En forkert indstilling til og urette handlinger over for Guds udvalgte vil vække hans vrede. Han lod ti plager komme over ægypterne fordi de ikke ville lade israelitterne tilbede ham. (Sl 78:43-50) Mirjam og Aron fik Guds vrede at føle fordi de ikke viste respekt for Moses’ gudgivne stilling. (4Mo 12:9, 10) Jehova blev vred på de dommere der undertrykte dem som var ringe stillet. (Es 10:1-4) De der hindrer den gode nyhed i at blive forkyndt, vil også blive ramt af Guds vrede. — 1Ts 2:16.

Afgudsdyrkelse vækker Jehovas vrede, især når de der hævder at være hans folk, vender sig til andre guder. (2Mo 32:7-10; 4Mo 25:3, 4; Dom 2:13, 14, 20; 1Kg 11:8, 9) Hans vrede fremkaldes af umoralitet, undertrykkelse af sandheden, manglende sindsændring, havesyge, slethed, misundelse, mord, strid, svig og ondsindethed. Han bliver vred på dem der ikke adlyder den gode nyhed, ringeagter hans ord, gør nar af hans profeter, er sladderagtige, bagtalere, gudshadere, er uforskammede, hovmodige, pralende, opfindsomme med hensyn til at gøre fortræd, er ulydige mod forældre, ikke er ordholdende, er ubarmhjertige, spiritister og løgnere. Alt dette og enhver anden form for uretfærdighed får Guds vrede til at blusse op. — Kol 3:5, 6; 2Ts 1:8; Ro 1:18, 29-31; 2:5, 8; 2Kr 36:15, 16; Åb 22:15.

Vrede ikke en fremherskende egenskab. Jehova Gud er imidlertid „sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2Mo 34:6; 4Mo 14:18) Hvis man frygter ham og øver retfærdighed, vil han vise én barmhjertighed, for den Almægtige tager menneskenes nedarvede ufuldkommenhed i betragtning og viser dem barmhjertighed både af denne grund og på grundlag af Jesu offer. (Sl 103:13, 14; 1Mo 8:21; se også Zef 2:2, 3.) Han betvinger sin vrede for sit navns skyld og for at kunne gennemføre sin hensigt med sit udvalgte folk. (Es 48:9; Joel 2:13, 14) Med tiden vendes hans vrede bort fra dem der virkelig tjener ham, indrømmer deres synder og angrer dem. (Es 12:1; Sl 30:5) Han er ikke en vred Gud, men en lykkelig Gud; han er ikke utilnærmelig, men venlig, fredelig og imødekommende over for dem der henvender sig til ham på rette måde. (1Ti 1:11; Sl 16:11; jf. Åb 4:3.) Dette er en skærende kontrast til de vrede, nådeløse og grusomme egenskaber der tilskrives de hedenske guder, og som deres gudebilleder fremstilles med.

Hvilken plads har vrede i en Guds tjeners liv?

Menneskers vrede kan være berettiget hvis den skyldes krænkelse af rette principper. Det kan være på sin plads at give udtryk for retfærdig harme. Der siges at vi skal „afsky det onde“. (Ro 12:9) Bibelen indeholder talrige eksempler på berettiget vrede. — 2Mo 11:8; 32:19; 4Mo 16:12-15; 1Sa 20:34; Ne 5:6; Est 7:7; se også 2Sa 12:1-6.

 Menneskers vrede er dog langt oftere uberettiget og i mange tilfælde ubehersket. Den har ofte et utilstrækkeligt grundlag og vises uden hensyn til konsekvenserne. Da Jehova skånede Nineve, blev Jonas utilfreds og „blev optændt af vrede“. Jonas manglede barmhjertighed og måtte irettesættes af Jehova. (Jon 4:1-11) Kong Uzzija af Juda blev rasende da Jehovas præster satte ham i rette; og da han ikke erkendte sin formastelighed, blev han straffet. (2Kr 26:16-21) Den stolte Na’aman blev vred og harmfuld og var nær ved at gå glip af en velsignelse fra Jehova. — 2Kg 5:10-14.

Vigtigt at kunne beherske vreden. Uberettiget og ubehersket vrede har forledt mange til større synder og endog til voldshandlinger. „Kain [blev] optændt af stor vrede“ og slog Abel ihjel. (1Mo 4:5, 8) Esau ønskede at dræbe Jakob, der havde fået deres faders velsignelse. (1Mo 27:41-45) I vrede kastede Saul et spyd efter David og Jonatan. (1Sa 18:11; 19:10; 20:30-34) De der hørte Jesus forkynde i synagogen i Nazaret, fyldtes af harme og forsøgte at styrte ham ned fra randen af et bjerg. (Lu 4:28, 29) Vrede religiøse ledere „stormede alle som én ind på [Stefanus]“ og stenede ham til døde. — Apg 7:54-60.

Selv berettiget vrede kan være farlig og gøre skade hvis den ikke beherskes. Simeon og Levi havde god grund til at være vrede på Sikem fordi han havde krænket deres søster Dina, skønt det der skete, til dels var hendes egen skyld. Men den grusomme nedslagtning af sikemitterne var en uforholdsmæssigt streng straf. Deres fader, Jakob, fordømte og forbandede derfor deres ubeherskede vrede. (1Mo 34:1-31; 49:5-7) Man bør beherske sin vrede, selv når man provokeres stærkt. Moses, som var det sagtmodigste menneske på jorden, lod sig provokere af israelitternes klagen og opsætsighed til at handle i ubehersket vrede uden at hellige Jehova, og det måtte han bøde for. — 4Mo 12:3; 20:10-12; Sl 106:32, 33.

Vredesudbrud hører, sammen med skamløshed, afgudsdyrkelse, drikketure og udøvelse af spiritisme, til kødets gerninger, som vil hindre én i at arve Guds rige. (Ga 5:19-21) Vred tale har ingen plads i menigheden. De mænd der repræsenterer menigheden i bøn, må ikke nære følelser af vrede og fjendskab. (1Ti 2:8) De kristne skal være sene til vrede, for „en mands vrede udvirker ikke Guds retfærdighed“. (Jak 1:19, 20) De skal ’give plads for vreden’ og overlade hævnen til Jehova. (Ro 12:19) En mand der er tilbøjelig til vrede, egner sig ikke som tilsynsmand i Guds menighed. — Tit 1:7.

Skønt man nu og da kan blive vred, og til tider med rette, bør man ikke lade det komme så vidt at man synder fordi man gemmer på vreden eller forbliver i en opbragt sindstilstand. Man bør ikke lade solen gå ned mens man stadig er vred, for derved giver man plads for Djævelen, som kan udnytte én. (Ef 4:26, 27) Især hvis det drejer sig om vrede mellem kristne brødre, bør man tage skridt til at genoprette freden eller at få sagen bilagt på den måde Gud har anvist. (3Mo 19:17, 18; Mt 5:23, 24; 18:15; Luk 17:3, 4) Bibelen råder i denne forbindelse til at man passer på hvem man omgås, så man ikke gør sig til ven med nogle som er vredladne eller let bliver forbitrede, og således undgår at lægge en snare for sin sjæl. — Ord 22:24, 25.

Da Jesus Kristus var på jorden, satte han et fuldkomment eksempel. I beretningerne om hans liv fortælles der ikke om et eneste tilfælde hvor han blev grebet af ubehersket vrede, eller hvor Guds fjenders lovløshed, oprørskhed eller chikane bragte ham i den grad ud af fatning at han lod det gå ud over sine disciple eller andre. Ved en lejlighed blev han „dybt bedrøvet“ over farisæernes ufølsomhed og så på dem med vrede, men det næste han gjorde, var at udføre en helbredelse. (Mr 3:5) Da han ved en anden lejlighed drev dem ud der besmittede Guds tempel og overtrådte Moseloven ved at gøre Jehovas hus til et varehus, gjorde han det hverken i uberettiget eller ubehersket vrede. Bibelen viser at han tværtimod var ledet af en fuldt berettiget nidkærhed for Jehovas hus. — Joh 2:13-17.

Undgå de skadelige virkninger. Vrede er ikke alene skadelig for den åndelige sundhed, men også for den fysiske. Vrede kan hæve blodtrykket og forårsage forandringer i arterierne, give åndedrætsbesvær og leverproblemer, forandre galdeudskillelsen og indvirke på bugspytkirtelen. Læger oplyser at vrede og raseri kan bidrage til, forværre eller endog forårsage astma, øjenlidelser, hudsygdomme, nældefeber, mavesår samt tand- og fordøjelsesproblemer. Raseri kan forstyrre tankeprocessen så man ikke tænker logisk eller drager fornuftige slutninger. Efter et raseriudbrud følger ofte en periode med stærk nedtrykthed. Det er derfor klogt, ikke alene af religiøse, men også af fysiske grunde, at beherske sin vrede og jage efter fred og kærlighed. — Ord 14:29, 30; Ro 14:19; Jak 3:17; 1Pe 3:11.

Ifølge Bibelen er vrede og harme kendetegnende for endens tid. Nationerne blev vrede da Jehova tog sin store magt og begyndte at herske som konge og kastede Djævelen, der „har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“, ned til jorden. (Åb 11:17, 18; 12:10-12) Under disse vanskelige forhold gør den  kristne klogt i at beherske sin ånd og undgå vrede med alle dens nedbrydende virkninger. — Ord 14:29; Præ 7:9.