Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner — Hvad tror de på?

Jehovas Vidner — Hvad tror de på?

Jehovas Vidner — Hvad tror de på?

Hvad ved du om Jehovas Vidner? Nogle har kaldt dem kristne der laver propaganda, en ny kristen kult, en kristen sekt som er påvirket af jødedommen, eller fanatikere der afviser lægebehandling. I virkeligheden er Jehovas Vidner ingen af delene. Hvis folk alligevel har en negativ opfattelse, er det for det meste fordi de har fået forkerte oplysninger.

Jehovas Vidner er, som navnet viser, vidner for Jehova. Jehova er det navn som den almægtige Gud ifølge Bibelen har valgt at kalde sig. * Det er et egennavn og ikke en titel som Gud eller Herren. Man kunne betegne enhver der op gennem historien har vidnet om Guds herlighed, som et vidne for Jehova. — 2 Mosebog 3:13, 15; Esajas 43:10.

Når Bibelen fra og med Abel (Hābīl) nævner en lang række af fortidens trofaste mænd, omtaler den dem derfor som ’en stor sky af vidner’. (Hebræerne 11:4; 12:1) Fremtrædende personer som Noa (Nūh), Abraham (Ibrāhīm), Isak (Ishāq), Jakob (Ya‘qūb), Josef (Yūsuf), Moses (Mūsā) og David (Dāwūd) findes på listen over Guds vidner, vidner for Jehova. Og Jesus Kristus kaldes „det trofaste og sande vidne“. — Åbenbaringen 3:14.

Hvorfor der er brug for vidner

Bibelen siger at mennesket blev skabt fuldkomment og sat i et paradis. Skaberen havde givet mennesket evnen til at leve evigt, til at få børn og til at udvide sit paradisiske hjem så det til sidst fyldte hele jorden. På det tidspunkt kendte mennesket sin Gud, og der var ikke brug for vidner. — 1 Mosebog 1:27, 28.

Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje, men vores første forældre traf en forkert beslutning. De valgte at være uafhængige af ham. Derfor blev jorden befolket med syndige og uretfærdige mennesker. Gud, derimod, er stadig fuldkommen, ren og retfærdig, og han vil kun tillade at synd og ondskab fortsætter i en begrænset tidsperiode. Ifølge Bibelen nærmer vi os afslutningen på denne periode. For at menneskene kan vide dette, har han bevaret sit ord — Toraen (Tawrāt), Salmerne (Zabūr) og Evangeliet (Indjīl) — helt frem til vor tid.

De fleste kender ikke Gud. Derfor har han befalet troende mennesker at de skal vidne om ham. Han siger til disse troende: „I er mine vidner.“ (Esajas 43:10) Om det arbejde de udretter, siger han: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ — Mattæus 24:14.

Aldrig før har så mange mennesker af alle racer, sprog og nationer været i gang med at undersøge Guds ord. De har opdaget at mange religiøse skikke har en hedensk baggrund og er noget Gud hader.

Nogle har tjent penge på religion som du måske ved. Andre har brugt religionen til at fremme politiske mål eller til at blive rige på bekostning af de fattige. Hvordan tror du at sådanne religiøse profitmagere reagerer når nogen fortæller sandheden om Gud? De føler sig selvfølgelig truet. Det er én af grundene til at nogle taler dårligt om Jehovas Vidner.

Jehovas Vidner holder sig nær til Bibelen uanset hvilke konsekvenser det får. De har ikke opfundet en ny religion. De følger blot det der står i Toraen (Tawrāt), Salmerne (Zabūr) og Evangeliet (Indjīl) som danner grundlaget for sand religion. Hvad tror de så på? Læs det følgende og se om du synes det lyder rigtigt.

Ingen treenighed

Bibelen indeholder ikke nogen treenighedslære. Den siger tværtimod at der kun er én sand og evig Gud. For eksempel siges der i Bibelen: „Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4) Han er Skaberen — evig, almægtig og uden lige. Jesus er ikke den almægtige Gud. Jesus levede på jorden som et fuldkomment menneske og gav sit liv for den ufuldkomne menneskehed. I sin godhed accepterede Gud Jesu liv som en løsesum, og gennem Jesus kan de troende opnå frelse. Det er Guds vilje. — Lukas 22:42; Romerne 5:12.

Ingen udødelig sjæl

Hvad sker der med mennesker når de dør? Guds ord siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Mennesket har ingen udødelig sjæl. Folk der mener at de taler med de døde, taler i virkeligheden med dæmoner. Hvis man beder for de døde, hjælper det altså ingen. De eneste der får noget ud af det, er dem der får betaling for at sige bønnerne.

Opstandelsen

Menneskets eneste virkelige håb er opstandelsen hvor de døde kommer frem til et paradis på jorden. De der har tjent Gud, vil blive velsignet for deres trofasthed. De der er døde uden at have lært Gud at kende, vil få mulighed for at lære ham at kende efter deres opstandelse. Der vil altså „finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Kun dem Gud dømmer uværdige, vil ikke få en opstandelse.

Intet brændende helvede

En kærlig Gud ville aldrig skabe et sted hvor de døde lider i al evighed. Gud siger om det at brænde og pine mennesker: „[Det er] noget som jeg ikke har påbudt og som ikke er opkommet i mit hjerte.“ — Jeremias 7:31.

Ingen skæbnetro

Gud forudbestemmer ikke menneskers livsløb. Vores fremtid er ikke bestemt af skæbnen. Vi har selv ansvaret for det vi gør, for de valg vi træffer, for Bibelen siger: ’Hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud.’ — Romerne 14:12.

Ingen præsteklasse

Gud betragter alle der har viet sig til at tjene ham, som lige. De der tjener den eneste sande Gud på rette måde, er brødre og søstre. Gud har ikke udnævnt en præsteklasse til at stå over andre. Jesus sagde: „Enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Lukas 18:14) De der bruger religionen til at hæve sig over andre, vil få en ugunstig dom af Gud. — Mattæus 23:4-12.

Ingen afgudsdyrkelse

„Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) Guds sande tilbedere bruger ikke afgudsbilleder.

Politisk neutralitet

Jesus sagde at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“. (Johannes 17:16) Derfor blander Jehovas Vidner sig ikke i politik, hverken på nationalt eller lokalt plan. Men som lovlydige borgere overholder de landets love. — Romerne 13:1, 5-7.

Høje moralnormer

Jesus fastslog hvordan man kan kende Guds sande tilbedere, da han sagde: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.“ (Johannes 15:12, 13) I et andet af Bibelens kapitler står der: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ (Galaterne 5:22, 23) Mennesker der lever på den måde, vil hverken lyve, stjæle, spille hasard, tage stoffer eller have seksuelle forhold uden for ægteskabet. (Efeserne 4:25-28) De elsker Gud og undgår derfor at gøre noget Gud hader. Jehovas Vidner følger disse principper i deres liv.

Denne verdens ende er nær

Hvad er forskellen på vores tid og andre epoker? Profetiernes opfyldelse viser at vi lever i de sidste dage for denne verden. (Daniel 2:44) I dag er spørgsmålet: Siger Gud at det vi gør, er rigtigt? Gud er én, og der kan kun være én sand religion. Vi er nødt til at undersøge hvad der står i Toraen (Tawrāt), Salmerne (Zabūr) og Evangeliet (Indjīl), for den sande religion skal følge disse bøger.

Det gør Jehovas Vidner. Du må også foretage en sådan undersøgelse, uanset hvilken religion du har. Ingen anden kan gøre det for dig. Som nævnt før siger Bibelen at ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. — Romerne 14:12.

Ingen er født som et Jehovas Vidne; hvert enkelt menneske må selv beslutte om det vil være et vidne for Jehova. Først når man har undersøgt Guds ord grundigt og ved at det er sandheden, kan man indvi sig til den sande Gud, hvis navn er Jehova. Hvis du også vil undersøge Bibelen, er du velkommen til at skrive til en af de nedenstående adresser.

Hvor intet andet er anført, er bibelcitaterne hentet fra Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter.

[Fodnote]

^ par. 3 I den islamiske verden opdeler man Bibelens bøger i Toraen (Tawrāt), Salmerne (Zabūr) og Evangeliet (Indjīl). Mindst 64 vers i Koranen siger at disse bøger er Guds ord og understreger at man skal læse dem og følge deres bud. Nogle hævder at Toraen, Salmerne og Evangeliet er blevet forvansket. De der påstår noget sådant, ignorerer det der står i Koranen og siger i virkeligheden at Gud ikke er i stand til at bevare sit eget ord.