Rejsende tilsynsmænd — medarbejdere for sandheden
Rejsende tilsynsmænd — medarbejdere for sandheden
I den kristne menighed i det første århundrede var der rejsende tilsynsmænd som besøgte menighederne for at opbygge dem. De søgte ikke personlig vinding men gav sig selv helhjertet for at hjælpe deres medkristne til stadig at vandre Gud værdigt. — Apostelgerninger 11:23, 24; 14:21, 22; 15:32; 20:2, 31-35; Filipperne 2:20-22, 29; 1 Thessaloniker 2:5-12.
I dag får Jehovas Vidners menigheder også besøg af rejsende tilsynsmænd. Disse mænd har mange års erfaring i Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde og som tilsynsmænd. De har frigjort sig for verdsligt arbejde og fører ikke eget hus, sådan at de helt kan hellige sig heltidstjenesten. Hvis de er gift, deltager hustruen som regel i denne heltidstjeneste sammen med sin mand.
Kredstilsynsmanden har til opgave at sørge for en kreds med 18 til 25 menigheder. Han besøger hver menighed i kredsen en uge cirka to gange om året, og efter to eller tre år flyttes han til en anden kreds. Derved får menighederne gavn af forskellige kredstilsynsmænds evner og erfaringer.
Kredstilsynsmanden vurderer menighedens åndelige tilstand og det arbejde den udfører. Han holder flere foredrag for menigheden og holder desuden et møde med de ældste og menighedstjenerne for at tale med dem om hvordan de kan forbedre deres tjeneste til gavn for menigheden.
I løbet af ugen følges både han og hans hustru, hvis han er gift, med de lokale Vidner i forkyndelsen og hjælper dem med at forbedre deres fremholdelse af budskabet ved dørene. Han og hans hustru besøger også nyinteresserede for at opmuntre dem i troen. Du kan bede om at få et sådant besøg.
Områdetilsynsmanden har de samme åndelige kvalifikationer og en tilsvarende erfaring. Han rejser fra kreds til kreds, hvor han virker en uge ad gangen i forbindelse med de
kredsstævner der afholdes. Han og hans hustru arbejder også sammen med forkynderne i en menighed i hver kreds de besøger. Han overværer de sidste prøver på kredsstævnets program og holder flere foredrag ved stævnet, deriblandt det offentlige foredrag.Når de rejsende tilsynsmænd har afsluttet deres besøg i en menighed eller en kreds, fortsætter de til den næste, hvor de følger det samme program, indtil alle menigheder eller kredse er blevet besøgt. Denne runde tager omkring seks måneder. Derefter begynder de forfra.
I nogle lande har de rejsende tilsynsmænd en bil til rådighed eller de benytter offentlige transportmidler. I andre lande cykler de eller går de. Selskabet dækker deres rejseudgifter og sender dem en lille godtgørelse til personlige fornødenheder. Som regel får den rejsende tilsynsmand og hans hustru kost og logi hos medlemmerne af de menigheder de besøger.
Denne tjeneste kræver selvopofrelse. De rejsende tilsynsmænd og deres hustruer er indstillet på at betjene menighederne uden at ligge dem til byrde. — 1 Thessaloniker 2:9.
• Hvad var formålet med at have rejsende tilsynsmænd i den kristne menighed i det første århundrede?
• Hvordan er de rejsende tilsynsmænd i dag blevet kvalificerede til deres tjeneste?
• Beskriv kreds- og områdetilsynsmændenes tjeneste og den måde de lever på.
[Illustration på side 20]
Områdetilsynsmand taler ved et kredsstævne
[Illustrationer på side 21]
Kredstilsynsmænd underviser i forkyndelsen fra hus til hus, taler med menighedernes ældste, er med til bibelstudier hos nyinteresserede, holder foredrag for menigheder