Kapitel 22

1. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Dette kapitel, der er inddelt i fem afsnit, viser hvordan Jehovas Vidners virksomhed er nået ud over hele jorden. Første afsnit, der omfatter perioden fra 1870’erne og frem til 1914, findes fra side 404 til side 422. Menneskeheden er aldrig kommet sig efter de omvæltninger den første verdenskrig forårsagede. Bibelstudenterne havde i lang tid peget på at hedningernes tider ville udløbe i det år.

FØR Jesus Kristus steg op til himmelen sagde han til sine apostle: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Han havde også forudsagt at ’denne gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Matt. 24:14) Dette arbejde blev ikke fuldført i det første århundrede. En væsentlig del af det er blevet udført i nyere tid. Og beretningen om det der er blevet udrettet fra 1870’erne og til nu, er virkelig spændende læsning.

Selv om Charles Taze Russell blev kendt vidt og bredt for sine bibelske foredrag, der blev averteret i aviserne, var det ikke først og fremmest store tilhørerskarer han var interesseret i, men enkeltpersoner — mennesker. Kort efter at han i 1879 var begyndt at udgive Watch Tower, begav han sig derfor ud på omfattende rejser for at besøge små grupper af bladets læsere og drøfte Bibelen med dem.

C. T. Russell opfordrede dem der fik tro på Guds ords dyrebare løfter til at fortælle andre om dem, og de der værdsatte det de lærte forkyndte nidkært. Som en hjælp til at forkynde fik de nogle tryksager. I begyndelsen af 1881 blev der udgivet en række traktater. Stof fra disse traktater blev derefter samarbejdet med andre oplysninger og udgivet i brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk), som blev trykt i 1,2 millioner eksemplarer og uddelt til offentligheden. Men hvordan kunne den lille gruppe bibelstudenter (som måske kun talte 100 på det tidspunkt) uddele alle de brochurer?

 Kirkegængere kontaktes

Nogle blev givet til slægtninge og venner. En hel del aviser gik med til at sende et eksemplar til hver af deres abonnenter. (Der blev lagt særlig vægt på at få en sådan ordning med ugentlige og månedlige aviser, sådan at så mange som muligt i landdistrikterne kunne få brochuren.) Men en stor del af uddelingen fandt sted flere søndage i træk foran kirker i De Forenede Stater og Storbritannien. Bibelstudenterne var for få til at de kunne udføre hele arbejdet alene, så de betalte andre for at hjælpe til.

Broder Russell sendte to af sine medarbejdere, J. C. Sunderlin og J. J. Bender, til Storbritannien for at føre tilsyn med uddelingen af 300.000 eksemplarer dér. Broder Sunderlin tog til London, mens broder Bender rejste mod nord til Skotland og derefter arbejdede sig sydpå. Der blev gjort en særlig indsats i storbyerne. Gennem avisannoncer kontaktede man mænd der kunne være med i arbejdet og aftalte med dem at de skulle skaffe så mange hjælpere at de kunne uddele de brochurer de fik. Alene i London blev der rekrutteret næsten 500 personer. Arbejdet blev udført hurtigt, to søndage i træk.

Samme år blev det ordnet sådan at bibelstudenter der kunne bruge halvdelen af deres tid eller mere i Herrens gerning, kunne blive kolportører  og uddele publikationer til brug ved bibelstudium. Disse forløbere for det vi i dag kalder pionerer, gjorde en stor indsats for at forkynde den gode nyhed.

I løbet af de følgende ti år udarbejdede broder Russell mange forskellige traktater som gjorde det lettere for bibelstudenterne at forkynde de bibelske sandheder de havde fået klarhed over. Han skrev også flere bind af Millenniets Daggry (senere kendt som Studier i Skriften). Derefter begyndte han selv at rejse til andre lande for at fremme forkyndelsesarbejdet.

Russell rejser udenlands

I 1891 besøgte han Canada, hvor interessen siden 1880 var blevet så stor at der nu kunne holdes et stævne i Toronto som blev overværet af 700. Samme år rejste han også til Europa for at se hvad der kunne gøres for at fremme forkyndelsen af sandheden der. På denne rejse besøgte han Irland, Skotland, England, mange af landene på det europæiske fastland, Rusland (det område der nu kaldes Moldova) og Mellemøsten.

Hvilken konklusion kom han til efter denne rejse? „Vi fandt ingen muligheder for sandheden i Rusland, . . . intet der kunne opmuntre os til at håbe på en høst i Italien, Tyrkiet, Østrig eller Tyskland,“ skrev han. „Men Norge, Sverige, Danmark, Schweiz og især England, Irland og Skotland er modne marker der venter på at blive høstet. Det er som om disse marker råber: Kom over og hjælp os!“ På det tidspunkt forbød den katolske kirke stadig folk at læse i Bibelen, mange protestanter svigtede deres kirke og ikke så få forkastede Bibelen fordi de var skuffede over kirkerne.

Efter broder Russells rejse i 1891 satte man i højere grad ind på at oversætte publikationer til europæiske sprog, som en hjælp til dem der hungrede efter åndelig føde. Man begyndte også at få publikationer trykt i London og oprettede en ekspedition der, så det blev lettere for forkynderne i Storbritannien at skaffe sig bøger og brochurer. Den britiske arbejdsmark viste sig ganske rigtigt at være moden til høst. I 1900 var der allerede ni menigheder og i alt 138 bibelstudenter, deriblandt nogle nidkære kolportører. Da broder Russell vendte tilbage til Storbritannien i 1903, kom der omkring 1000 i Glasgow for at høre ham holde foredraget „Forhåbninger og muligheder knyttet til tusindårsriget“; i London kom der 800 og i andre byer mellem 500 og 600.

Som en bekræftelse af broder Russells iagttagelser gik der imidlertid 17 år efter hans besøg i Italien før den første menighed af bibelstudenter blev dannet der, i byen Pinerolo. Og hvordan gik det i Tyrkiet? I slutningen af 1880’erne havde Basil Stephanoff forkyndt i Makedonien, der dengang hørte til Tyrkiet. Nogle havde vist interesse, men andre havde udgivet sig for at være brødre og havde rettet falske anklager mod ham, så han blev fængslet. Det var først i 1909 at der blev dannet en gruppe i Smyrna (nu  Izmir) som satte pris på at studere Vagttårnsselskabets publikationer, ifølge et brev fra en græker i denne by. Hvad Østrig angår vendte broder Russell selv tilbage dertil i 1911 for at holde foredrag i Wien, men mødet blev afbrudt af en vred folkemængde. Også i Tyskland lod den positive reaktion vente på sig. Men i Skandinavien var der flere som erkendte deres åndelige behov.

Skandinaver forkynder for hinanden

I 1883 blev et prøvenummer af Watch Tower oversat til svensk og uddelt blandt de mange svenskere i Amerika. Mange eksemplarer blev sendt med posten til venner og slægtninge i Sverige. Der var endnu ikke udkommet nogen publikationer på norsk, men i 1892, året efter broder Russells Europarejse, drog Knud Pederson Hammer, en nordmand der havde lært sandheden at kende i Amerika, hjem til Norge for at forkynde for sin familie.

I 1894, da der var begyndt at udkomme publikationer på dansk-norsk, blev en 25-årig danskamerikaner ved navn Sophus Winter sendt til Danmark med en forsyning. Det følgende forår havde han spredt 500 bind af Millenniets Daggry. Inden længe begyndte nogle af dem der havde læst disse bøger, at deltage i arbejdet sammen med ham. Selv mistede han  desværre senere værdsættelsen af det dyrebare privilegium han havde fået, men andre fortsatte med at lade lyset skinne.

Før Sophus Winter holdt op i tjenesten arbejdede han lidt som kolportør i Sverige. Kort efter kom August Lundborg, en ung kaptajn i Frelsens Hær, på besøg hos en ven på øen Sturkö, hvor han fik øje på to bind af Millenniets Daggry. Han lånte dem, læste dem med begejstring, forlod Frelsens Hær og begyndte at fortælle andre om det han havde lært. En anden ung mand, P. J. Johansson, fik øjnene op for sandheden ved at læse en traktat som han fandt på en bænk i en park.

Efterhånden som flere sluttede sig til den svenske gruppe, tog nogle af dem over grænsen til Norge for at sprede bibelsk læsestof. Allerede før den tid havde mange nordmænd fået publikationer med posten fra slægtninge i Amerika. Det var for eksempel på denne måde Rasmus Blindheim kom i gang i tjenesten for Jehova. En anden nordmand der lærte sandheden at kende i disse første år, var Theodor Simonsen, en prædikant i Frimissionen. Da han begyndte at gendrive helvedeslæren i sine foredrag i Frimissionen, blev tilhørerne begejstrede over denne herlige nyhed; men da det gik op for dem at han havde læst Millenniets Daggry, blev han smidt ud af kirken. Ikke desto mindre fortsatte han med at tale om de gode ting han havde lært. En anden ung mand der modtog læsestof, var Andreas Øiseth. Så snart han var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, forlod han familiens gård og begyndte som kolportør. Systematisk arbejdede han sig nordpå, og derefter sydpå ved at følge fjordene uden at springe en eneste by eller landsby over. Om vinteren transporterede han alt det han skulle bruge — mad, tøj og publikationer — på en sparkstøtting, og gæstfri mennesker gav ham husly undervejs. På en rejse der varede otte år gennemarbejdede han så at sige hele landet med den gode nyhed.

I 1906 rejste August Lundborgs kone, Ebba, fra Sverige til Finland som kolportør. Omtrent samtidig kom nogle finner tilbage til Finland fra De Forenede Stater med nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og begyndte at fortælle om det de havde lært. Få år senere modtog Emil Österman, der ledte efter noget bedre end det kirkerne kunne tilbyde, bogen Guds Verdensplan. Han viste den til sin ven Kaarlo Harteva, der også søgte efter sandheden. De forstod hvilken skat de havde fundet. Harteva oversatte bogen til finsk, og Österman finansierede trykningen af den. Sammen  begyndte de at sprede bogen, og de viste sig som sande evangelister. De talte med folk på offentlige steder, aflagde besøg fra hus til hus og holdt foredrag i store, stopfyldte sale. Under et foredrag i Helsinki afslørede broder Harteva kristenhedens falske dogmer og opfordrede tilhørerne til at forsvare deres tro på sjælens udødelighed ud fra Bibelen, hvis de kunne. Alles øjne var rettet mod de præster der var til stede, men ingen sagde noget, ingen kunne tilbagevise den klare udtalelse i Ezekiel 18:4. Nogle af tilhørerne sagde at de næsten ikke kunne sove om natten efter det de havde hørt.

En ydmyg gartner forkynder i Europa

I mellemtiden var Adolf Weber, tilskyndet af en ældre ven der tilhørte anabaptisterne (gendøberne), rejst fra Schweiz til De Forenede Stater i sin søgen efter en klarere forståelse af Bibelen. Her blev han gartner for broder Russell ved at svare på en annonce. Gennem bogen Guds Verdensplan (som da forelå på tysk) og møder ledet af broder Russell fik Adolf den bibelkundskab han havde søgt efter, og i 1890 blev han døbt. Hans ’hjertes øjne blev oplyst’ sådan at han virkelig værdsatte den herlige mulighed han havde fået i hænde. (Ef. 1:18) Efter at han en tid havde forkyndt flittigt i De Forenede Stater, rejste han tilbage til sit hjemland for at arbejde i „Herrens vingård“ der. I midten af 1890’erne var han således tilbage i Schweiz for at fortælle de retsindige om Bibelens sandheder.

Adolf tjente til dagen og vejen som gartner og skovarbejder, men det var forkyndelsen der interesserede ham mest. Han forkyndte for arbejdskammerater og for folk i de nærliggende byer og landsbyer. Han kunne flere sprog og begyndte at oversætte Selskabets publikationer til fransk. Når vinteren kom fyldte han sin rygsæk med bibelsk læsestof og tog til Frankrig — til fods. Andre gange tog han mod nordvest til Belgien eller mod syd til Italien.

For at få kontakt med mennesker som han ikke kunne tale personligt med, indrykkede han annoncer i aviser og blade, så folk blev klar over hvordan de kunne skaffe sig hjælpemidler til bibelstudium. Elie Thérond i Midtfrankrig svarede på en af annoncerne, forstod at det han læste var sandheden, og begyndte inden længe selv at gøre budskabet kendt. I Belgien så Jean-Baptiste Tilmant  senior en af annoncerne i 1901 og købte to bind af Millenniets Daggry. Hans begejstring kendte ingen grænser da han så Bibelens sandheder fremlagt så klart og tydeligt! Det kunne han umuligt tie stille med over for sine venner! Året efter samledes en studiekreds regelmæssigt i hans hjem. Snart bar denne lille gruppes virksomhed frugt, selv i Nordfrankrig. Broder Weber holdt sig i kontakt med den. Han besøgte af og til de forskellige grupper der var blevet dannet, for at opbygge dem åndeligt og lære dem hvordan de skulle forkynde den gode nyhed for andre.

Den gode nyhed når til Tyskland

Kort efter at nogle af publikationerne var udkommet på tysk, midt i 1880’erne, begyndte tysk-amerikanere der syntes godt om dem at sende eksemplarer til deres slægtninge derhjemme. En sygeplejerske der arbejdede på et hospital i Hamburg spredte nogle bind af Millenniets Daggry til sine kolleger. I 1896 indrykkede Adolf Weber i Schweiz nogle annoncer i tysksprogede aviser og sendte traktater til Tyskland. Året efter blev der oprettet en ekspedition i Tyskland for at gøre det lettere at sprede den tyske udgave af Vagttårnet, men resultaterne lod vente på sig. I 1902 flyttede Margarethe Demut, der havde lært sandheden at kende i Schweiz, imidlertid til Tailfingen, øst for Schwartzwald. Hendes ihærdige forkyndelse var med til at lægge grundvolden til en af de første grupper af bibelstudenter i Tyskland. Samuel Lauper, der kom fra Schweiz, flyttede til Bergisches Land nordøst for Köln for at forkynde den gode nyhed i området. I 1904 blev der holdt møder dér i Wermelskirchen. Blandt dem der kom var en 80-årig mand, Gottlieb Paas, der havde søgt efter sandheden. På sit dødsleje, ikke længe efter at møderne var blevet organiseret, holdt han Vagttårnet frem og sagde: „Det her er sandheden; hold fast ved den.“

Lidt efter lidt begyndte flere at vise interesse for de bibelske sandheder. Selv om det var dyrt, fik man lagt gratis prøvenumre af Vagttårnet ind i aviser i Tyskland. Ifølge en rapport fra 1905 blev der uddelt over 1.500.000 blade på denne måde. Det var flot klaret af den lille gruppe bibelstudenter.

Bibelstudenterne mente ikke at de havde gjort deres pligt ved blot at tale med dem der boede i nærheden. Allerede i 1907 rejste broder Erler fra Tyskland til Böhmen i det daværende Østrig-Ungarn (senere en del af Tjekkoslovakiet). Han spredte læsestof der advarede om Harmagedon og fortalte om de velsignelser som menneskene derefter ville få del i. Inden 1912 havde en anden bibelstudent spredt bibelske publikationer i Memelområdet, i det nuværende Litauen. Mange tog med begejstring imod budskabet, og der blev hurtigt dannet flere forholdsvis store grupper af bibelstudenter her. Men da de fik at vide at sande kristne også skal være vidner, begyndte antallet at dale. Nogle få viste sig dog som sande disciple af Kristus, „det trofaste og sande vidne“. — Åb. 3:14.

 Da Nikolaus von Tornow, en tysk baron med store ejendomme i Rusland, var i Schweiz omkring 1907, fik han en af Vagttårnsselskabets traktater. To år senere dukkede han op i menigheden i Berlin, klædt i sit bedste tøj og ledsaget af sin private tjener. Han havde svært ved at forstå at Gud ville betro dyrebare sandheder til almindelige, jævne mennesker, men ordene i Første Korintherbrev 1:26-29 hjalp ham: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst . . ., så at intet kød skulle rose sig over for Gud.“ Da von Tornow var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, solgte han sine ejendomme i Rusland og brugte sine kræfter og midler på at fremme den rene tilbedelse.

I 1911, da broder og søster Herkendell fra Tyskland blev gift, bad bruden sin fader om at hun som medgift måtte få penge til en usædvanlig bryllupsrejse. Hun og hendes mand havde planlagt en anstrengende rejse der ville tage mange måneder: de ville til Rusland for at forkynde for den tysktalende befolkning der. Ja, mennesker af alle slags gjorde brug af mange forskellige metoder for at fortælle andre hvad de havde lært om Guds kærlige hensigt.

Vækst i Storbritannien

Efter den intensive uddeling af publikationer i Storbritannien i 1881 var der nogle kirkegængere som forstod at de måtte handle i overensstemmelse med det de havde lært. Tom Hart fra Islington i London var en af dem der mærkede sig den bibelske opfordring som Vagttårnet bragte: „Gå ud fra hende, mit folk“ — det vil sige, gå ud af kristenhedens babyloniske kirkesamfund og følg Bibelens lære. (Åb. 18:4) Han meldte sig ud af kirken i 1884, og flere andre fulgte hans eksempel.

Mange af dem der kom i studiekredsene blev med tiden dygtige forkyndere. Nogle tilbød bibelsk læsestof i Londons parker og andre steder hvor folk slappede af. Andre koncentrerede sig om forretningsdistrikter. Men det mest almindelige var at besøge folk fra hus til hus.

Sarah Ferrie, der abonnerede på Vagttårnet, skrev til broder Russell at hun og et par af hendes venner i Glasgow gerne ville være med til at uddele traktater. Hun fik sig en overraskelse da en lastvogn kørte op foran hendes dør med 30.000 traktater der alle skulle uddeles gratis! Men hun og hendes venner gik i gang. Minnie Greenlees og hendes tre små sønner kørte ud i jumbe for at sprede bibelske tryksager i de skotske landdistrikter. Senere cyklede Alfred Greenlees og Alexander MacGillivray rundt i store dele af Skotland og uddelte traktater. Nu udførte de indviede frivillige selv arbejdet med at sprede publikationerne, i stedet for at betale andre for at gøre det.

 Deres hjerte tilskyndede dem

I en af sine lignelser sagde Jesus at de der ’hørte Guds ord med et smukt og godt hjerte’ ville bære frugt. Oprigtig værdsættelse af Guds kærlige foranstaltninger ville tilskynde dem til at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. (Luk. 8:8, 11, 15) Uanset hvilke forhold de levede under, ville de finde en eller anden måde at forkynde på.

For eksempel gav en italiensk sømand et afsnit af brochuren Food for Thinking Christians til en argentinsk rejsende. Mens denne rejsende lå i havn i Peru skrev han efter mere læsestof, og i 1885 skrev han igen, denne gang fra Argentina, til redaktøren af Vagttårnet for at bestille publikationer. Samme år tog en mand i den britiske flåde Vagttårnet med sig da han blev sendt til Singapore med sin enhed. Han frydede sig over det han læste i bladet og brugte det ofte i Singapore for at fortælle hvad Bibelen siger om spørgsmål som folk diskuterede. I 1910 lagde et skib til i Colombos havn på Ceylon (nu Sri Lanka). To kristne kvinder der var om bord, greb lejligheden til at forkynde for havnens mønstringsbestyrer, hr. Van Twest. De talte indtrængende med ham om alt det de havde lært ved at læse bogen Guds Verdensplan. Dette resulterede i at hr. Van Twest blev bibelstudent, og at forkyndelsen af den gode nyhed kom i gang på Sri Lanka.

Også de der ikke havde mulighed for at rejse andre steder hen, prøvede på forskellig vis at fortælle folk i andre lande om Bibelens sandheder. Som det fremgår af et brev der blev offentliggjort i 1905, havde én i De Forenede Stater sendt Guds Verdensplan til en mand på Sankt Thomas, dengang  en af de dansk-vestindiske øer. Da han havde læst den, faldt han på knæ og gav udtryk for sit oprigtige ønske om at blive brugt af Gud og gøre hans vilje. I 1911 omtalte Bellona Ferguson i Brasilien sig selv som „et reelt, levende bevis for at ingen er for langt borte“ til at sandhedens vand kan nå frem til dem. Hun havde øjensynlig modtaget Selskabets publikationer med posten siden 1899. Nogen tid før den første verdenskrig brød ud fandt en tysk immigrant i Paraguay en af Selskabets traktater i sin postkasse. Han bestilte mere læsestof og brød snart alle bånd til kristenhedens kirker. Han og hans svoger besluttede at døbe hinanden, eftersom der ikke var andre i landet der kunne gøre det. Ja, selv i jordens fjerneste egne blev der aflagt et vidnesbyrd, og det bar frugt.

Andre bibelstudenter følte at de måtte rejse tilbage til det sted hvor de selv eller deres forældre var født, for at fortælle venner og slægtninge om Jehovas vidunderlige hensigt og om hvordan de kunne få del i den. I 1895 rejste broder Oleszynski tilbage til Polen med den gode nyhed om „genløsningen, genoprettelsen og kaldet herovenfra“, men desværre holdt han ikke ud i tjenesten. I 1898 rejste en ungarsk professor emeritus fra Canada tilbage til sit hjemland for at sprede Bibelens vigtige budskab. I 1905 vendte en mand der var blevet bibelstudent i Amerika, tilbage til Grækenland for at forkynde. Og i 1913 tog en ung mand sandhedens sæd med sig fra New York til sin families hjemby, Ramallah, i nærheden af Jerusalem.

Arbejdet begynder i Caraibien

Mens antallet af forkyndere voksede i De Forenede Stater, Canada og Europa, begyndte Bibelens sandheder også at slå rod i Panama, Costa Rica, Nederlandsk Guayana (nu Surinam) og Britisk Guiana (nu Guyana). Joseph Brathwaite, der befandt sig i Britisk Guiana da han blev hjulpet til at forstå Guds hensigt, flyttede i 1905 til Barbados for at bruge al sin tid på at forkynde for befolkningen der. Louis Facey og H. P. Clarke, der kom fra Jamaica, hørte den gode nyhed mens de arbejdede i Costa Rica, og i 1897 vendte de tilbage til Jamaica for at fortælle deres eget folk om den tro de havde fundet. De der tog imod sandheden der, blev ihærdige forkyndere. Alene i 1906 spredte gruppen på Jamaica cirka 1.200.000 traktater og andre publikationer. En mand fra Grenada lærte sandheden at kende mens han arbejdede i Panama og tog derefter Bibelens budskab om håb med til sin fødeø.

 Revolutionen i Mexico i 1910-11 var endnu en faktor som bidrog til at sandhedshungrende mennesker fik budskabet om Guds rige at høre. Mange flygtede mod nord til De Forenede Stater. Nogle af dem fik kontakt med bibelstudenterne, hørte at det er Jehovas hensigt at indføre varig fred blandt menneskene, og sendte publikationer hjem til Mexico. Men det var nu ikke første gang budskabet nåede frem til Mexico. Allerede i 1893 gengav Watch Tower et brev fra F. de P. Stephenson fra Mexico, der havde læst nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og gerne ville have flere som han kunne give til sine venner i Mexico og Europa.

For at forkyndelsen kunne komme i gang i flere af de caraibiske lande og for at organisere regelmæssige studiemøder i området, sendte broder Russell i 1911 E. J. Coward til Panama og derefter ud til øerne. Broder Coward var en levende og farverig foredragsholder, og folk strømmede ofte til i hundredvis for at høre ham modbevise helvedeslæren og læren om sjælens udødelighed, og fortælle om jordens herlige fremtid. Han flyttede fra by til by og fra ø til ø — Sankt Lucia, Dominica, Sankt Kitts, Barbados, Grenada og Trinidad — for at kontakte så mange mennesker som muligt. Han holdt også foredrag i Britisk Guiana. Mens han opholdt sig i Panama traf han W. R. Brown, en ihærdig ung broder fra Jamaica, som derefter arbejdede sammen med broder Coward på flere af de caraibiske øer. Senere var broder Brown med til at indlede forkyndelsesarbejdet andre steder.

I 1913 holdt broder Russell selv foredrag i Panama, på Cuba og på Jamaica. I Kingston på Jamaica holdt han et offentligt foredrag for to fyldte sale, og 2000 måtte afvises fordi der ikke var plads. Pressen lagde mærke til at foredragsholderen ikke sagde noget om penge og at der ikke blev optaget kollekt.

Sandhedens lys når til Afrika

Sandhedens lys trængte også igennem til Afrika i denne periode. Et brev der blev sendt fra Liberia i 1884 viser at en bibellæser dér havde fået fat i et eksemplar af Food for Thinking Christians og gerne ville have flere for at dele dem ud til andre. Nogle få år senere blev det berettet at en præst i Liberia var fratrådt sit embede for at være fri til at undervise andre i de bibelske sandheder han lærte ved hjælp af Vagttårnet, og at en gruppe bibelstudenter holdt regelmæssige møder i landet.

 Da en præst i den nederlandsk-reformerte kirke i 1902 blev sendt fra Holland til Sydafrika, tog han nogle af C. T. Russells publikationer med sig. Han fik ikke selv varig gavn af dem, men det gjorde to andre, nemlig Frans Ebersohn og Stoffel Fourie, der så dem i hans bibliotek. Nogle få år senere fik de forstærkninger da to ihærdige bibelstudenter emigrerede fra Skotland til Durban i Sydafrika.

Blandt dem der læste nogle af broder Russells publikationer og derefter underviste andre, var der desværre nogle få, som for eksempel Joseph Booth og Elliott Kamwana, der blandede deres egne idéer ind i den gode nyhed og agiterede for sociale omvæltninger. I Sydafrika og Nyasaland (senere Malawi) gjorde dette det vanskeligt for folk at finde ud af hvem der var de sande bibelstudenter. Alligevel lyttede mange med værdsættelse til det budskab der pegede på Guds rige som løsningen på menneskehedens problemer.

En omfattende forkyndelse i Afrika hørte imidlertid stadig fremtiden til.

Til Østen og Stillehavsøerne

Kort efter at de bibelske publikationer der blev udarbejdet af C. T. Russell var begyndt at blive distribueret i Storbritannien, kom de også til Østen. I 1883 modtog frøken C. B. Downing, en presbyteriansk missionær i Chefoo (Yantai), Kina, et nummer af Vagttårnet. Hun syntes godt om det hun læste om genoprettelsen og viste bladet til andre missionærer, deriblandt Horace Randle, der sad i baptisternes missionsråd. Senere blev hans interesse skærpet da han i Londonavisen Times så en annonce for Millenniets Daggry, og yderligere da han fik tilsendt to eksemplarer af bogen — ét fra frøken Downing og ét fra sin moder i England. Umiddelbart blev han chokeret over det han læste. Men da han først var blevet overbevist om at treenighedslæren ikke er bibelsk, meldte han sig ud af baptistkirken og gik i gang med at fortælle andre missionærer om det han havde lært. I 1900 rapporterede han at han havde sendt 2324 breve og cirka 5000 traktater til missionærer i Kina, Japan, Korea og Siam (Thailand). På det tidspunkt var det hovedsagelig kristenhedens missionærer der blev forkyndt for i Østen.

 Omtrent samtidig blev sandhedens sæd også sået i Australien og New Zealand. Det første „sædekorn“ kan være kommet til Australien i 1884 eller kort tid derefter, sammen med en mand der havde talt med en bibelstudent i en park i England. Andre „sædekorn“ kom med posten fra venner og slægtninge i andre lande.

Få år efter at Det Australske Statsforbund var blevet dannet i 1901, var der i hundredvis af australiere der abonnerede på Vagttårnet. Nogle af dem betragtede det som en forret at fortælle andre om sandheden, og som følge af deres arbejde blev der sendt tusinder af traktater til folk der stod på valglisterne. Der blev også uddelt traktater på gaderne, og hele bundter blev kastet ud fra togvinduer til arbejdere og folk der boede isoleret langs jernbanerne. Folk blev gjort opmærksomme på at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Arthur Williams senior fortalte om dette til alle de kunder der kom ind i hans butik i Vestaustralien, og han inviterede de interesserede hjem til sig for at fortsætte samtalerne.

Man ved ikke hvem der som den første bragte den gode nyhed til New Zealand, men i 1898 havde Andrew Anderson, som boede der, læst så meget i Vagttårnsselskabets publikationer at han begyndte at forkynde sandheden som kolportør. I 1904 fik han hjælp af andre kolportører der kom fra De Forenede Stater og fra Selskabets afdelingskontor i Australien, som var blevet oprettet samme år. Fru Thomas Barry i Christchurch modtog seks bind af Studier i Skriften af en af kolportørerne. Hendes søn Bill læste dem i 1909 under en seksugers skibsrejse til England og forstod at de indeholdt sandheden. Mange år senere blev hans søn Lloyd medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

En af de nidkære men måske ikke overdrevent taktfulde medarbejdere på den tid var Ed Nelson, der gennem 50 år brugte al sin tid på at forkynde Rigets budskab i hele New Zealand, fra nord til syd. Efter nogle år fik han selskab af Frank Grove, der kompenserede for sit dårlige syn ved at opøve sin hukommelse, og som også var pioner i over 50 år, lige til sin død.

Jorden rundt for at fremme forkyndelsen af den gode nyhed

I 1911-12 blev der gjort en særlig indsats for at hjælpe folk i Østen. International Bible Students Association udvalgte en komité på syv medlemmer der under C. T. Russells ledelse skulle rejse jorden rundt og skaffe sig førstehåndskendskab til forholdene. Overalt hvor de kom frem forkyndte de at det messianske rige ifølge Guds hensigt vil bringe menneskeheden velsignelser. Somme tider havde de kun få tilhørere, men på Filippinerne og i Indien var der tusinder som lyttede til dem. De gik ikke ind for den kampagne kristenheden dengang førte for at samle midler ind til en omvendelse af hele verden. De lagde mærke til at kristenhedens missionærer lagde størst vægt på at fremme verdslig undervisning og uddannelse.  Men broder Russell var overbevist om at det folk havde behov for, var „evangeliet om Guds kærlige foranstaltning i form af det kommende messianske rige“. Bibelstudenterne regnede ikke med at de kunne omvende hele verden. De forstod ud fra Bibelen at der skulle aflægges et vidnesbyrd „for at udtage nogle faa udvalgte fra alle Folkeslag, Tungemaal og Slægter til at blive Medlemmer af Hans Brudeklasse — til at sidde med Ham paa Hans Trone i Løbet af de tusinde Aar og medvirke i Arbejdet paa at opløfte Slægten som et Hele“. a — Åb. 5:9, 10; 14:1-5.

Efter at have besøgt Japan, Kina, Filippinerne og andre lande tilbagelagde komitéen yderligere 6400 kilometer i Indien. Nogle indere havde læst Selskabets publikationer og havde allerede i 1887 skrevet for at fortælle hvor godt de syntes om dem. En ung mand der under et studieophold i Amerika havde truffet broder Russell og lært sandheden at kende, havde desuden forkyndt blandt de tamiltalende siden 1905. Denne unge mand var med til at oprette cirka 40 bibelstudiekredse i det sydlige Indien. Men efter at have forkyndt for andre blev han selv forkastet fordi han svigtede de kristne normer. — Jævnfør Første Korintherbrev 9:26, 27.

 Omkring ved samme tid havde A. J. Joseph fra Travancore (Kerala) skrevet og stillet et spørgsmål til en fremtrædende adventist, og denne havde som svar på spørgsmålet sendt ham et bind af Studier i Skriften. Her fandt han tilfredsstillende bibelske svar på sine spørgsmål om treenigheden. Snart gik han og medlemmer af hans familie omkring på rismarkerne og i kokosplantagerne i det sydlige Indien og fortalte om deres nyfundne tro. Efter at broder Russell havde været på besøg i 1912 begyndte broder Joseph i heltidstjenesten. Han rejste omkring til fods, med tog, oksekærrer og pramme for at sprede bibelsk læsestof. Når han holdt offentlige foredrag blev han ofte afbrudt af præsterne og deres tilhængere. I Kundara fik en „kristen“ præst sine tilhængere til at afbryde et møde og smide komøg efter broder Joseph. En indflydelsesrig hinduisk herre kom for at se hvorfor der var så meget larm. Han spurgte præsten: ’Følger De Kristi eksempel, som de kristne bør? Efterligner De ikke snarere farisæerne på Jesu tid?’ Det fik præsten til at trække sig tilbage.

Før komitéens fire måneder lange jordomrejse var tilendebragt havde broder Russell indsat R. R. Hollister som Selskabets repræsentant i Østen, så han kunne sørge for at budskabet om det messianske rige blev forkyndt i området. Der blev udarbejdet særlige traktater på ti sprog, og millioner af dem blev spredt i Indien, Kina, Japan og Korea. Derefter blev der oversat bøger til fire af disse sprog for at de der havde vist interesse kunne få mere åndelig føde. Arbejdsmarken var enorm, og der var stadig meget at gøre. Alligevel var det forbløffende hvor meget der indtil da var blevet udrettet.

Et imponerende vidnesbyrd

Før den første verdenskrig brød ud, var der blevet aflagt et omfattende vidnesbyrd i hele verden. På sine foredragsrejser havde broder Russell besøgt hundreder af byer i De Forenede Stater og Canada, han havde gentagne gange været i Europa, og han havde holdt foredrag i Panama, på Jamaica og på Cuba, samt i de større byer i Østen. Titusinder havde hørt hans fængslende bibelske foredrag og havde været vidner til at han offentligt og ud fra Bibelen besvarede spørgsmål fra både venner og fjender. På denne måde blev der skabt stor interesse, og tusinder af aviser i De Forenede Stater, Europa, Sydafrika og Australien bragte jævnlig broder Russells prædikener. Bibelstudenterne havde spredt  millioner af bøger foruden flere hundrede millioner traktater og andre publikationer på 35 sprog.

Selv om broder Russell spillede en fremtrædende rolle, var det dog ikke kun ham der forkyndte. Også andre, som var spredt rundt om på jorden, talte i forening som vidner for Jehova og hans søn, Jesus Kristus. Ikke alle der deltog i arbejdet holdt offentlige foredrag. De kom fra alle samfundslag, og de benyttede sig af alle egnede midler der var til deres rådighed, for at forkynde den gode nyhed.

I januar 1914, mindre end et år før hedningernes tider udløb, begyndte man at aflægge endnu et omfattende vidnesbyrd. Det var ved hjælp af „Skabelsens Fotodrama“, der på en ny måde, med smukke håndmalede farvelysbilleder og levende billeder, synkroniseret med lyd, fortalte om Guds hensigt med jorden. Aviserne i De Forenede Stater skrev at der hver uge var hundredtusinder i hele landet der så fotodramaet. Efter det første år havde næsten otte millioner amerikanere og canadiere set det. I London kom der flere end der var plads til i Opera House og Royal Albert Hall for at se forestillingen, der bestod af fire dele og i alt varede otte timer. I løbet af et halvt år havde over 1.226.000 set den i 98 britiske byer. Den blev også vist for fulde huse i Tyskland og Schweiz, og i Skandinavien og på Stillehavsøerne strømmede folk ligeledes til for at se den.

Det var virkelig et bemærkelsesværdigt og intensivt vidnesbyrd der blev aflagt overalt på jorden i de første årtier af Jehovas Vidners historie i nyere tid! Men det var kun begyndelsen.

I begyndelsen af 1880’erne var kun nogle få hundrede med til at udbrede Bibelens sandheder. Ifølge de foreliggende rapporter var der i 1914 omkring 5100 som deltog i arbejdet. Andre kan have uddelt traktater nu og da. Men det var relativt få der deltog i arbejdet.

Allerede inden udgangen af 1914 havde denne lille gruppe forkyndere på forskellig vis spredt budskabet om Guds rige til 68 lande, og i 30 af disse lande foregik deres forkyndelses- og undervisningsarbejde på forholdsvis regelmæssig basis.

Før hedningetiderne udløb var millioner af bøger og flere hundrede millioner traktater blevet spredt. I 1913 bragte hele 2000 aviser desuden jævnlig C. T. Russells prædikener, og i 1914 så over 9.000.000 mennesker på tre kontinenter „Skabelsens Fotodrama“.

Der var blevet aflagt et imponerende vidnesbyrd! Men der skulle ske meget mere endnu.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 405]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

C. T. Russell holdt bibelske foredrag i over 300 byer (i de områder der er markeret med prikker) i Nordamerika og Caraibien — mange steder mellem 10 og 15 gange

[Kort på side 407]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Russells rejser til Europa, i de fleste tilfælde via England

1891

1903

1908

1909

1910 (to gange)

1911 (to gange)

1912 (to gange)

1913

1914

[Kort/illustration på side 408]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NORGE

Polarcirklen

[Illustration]

Da Andreas Øiseth var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, spredte han flittigt bibelsk læsestof i så godt som alle egne af Norge

[Kort/illustration på side 409]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BELGIEN

TYSKLAND

SCHWEIZ

ITALIEN

FRANKRIG

[Illustration]

Adolf Weber, en ydmyg gartner, bragte den gode nyhed fra Schweiz til andre lande i Europa

[Kort/illustration på side 413]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BRASILIEN

[Illustration]

Bellona Ferguson i Brasilien — ’ingen er for langt borte til at blive nået’

 [Kort på side 415]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ALASKA

CANADA

GRØNLAND

ST. PIERRE & MIQUELON

DE FORENEDE STATER

BERMUDA

BAHAMAØERNE

TURKS- & CAICOSØERNE

CUBA

MEXICO

BELIZE

JAMAICA

HAITI

DOMINIKANSKE REPUBLIK

PUERTO RICO

CAYMANØERNE

GUATEMALA

EL SALVADOR

HONDURAS

NICARAGUA

COSTA RICA

PANAMA

VENEZUELA

GUYANA

SURINAM

FRANSK GUYANA

COLOMBIA

ECUADOR

PERU

BRASILIEN

BOLIVIA

PARAGUAY

CHILE

ARGENTINA

URUGUAY

FALKLANDSØERNE

VIRGIN ISLANDS (USA)

VIRGIN ISLANDS (ENGL.)

ANGUILLA

ST. MARTIN

SABA

ST. EUSTATIUS

ST. KITTS

NEVIS

ANTIGUA

MONTSERRAT

GUADELOUPE

DOMINICA

MARTINIQUE

ST. LUCIA

ST. VINCENT

BARBADOS

GRENADA

TRINIDAD

ARUBA

BONAIRE

CURAÇAO

ATLANTERHAVET

CARAIBISKE HAV

STILLEHAVET

 [Kort på side 416, 417]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GRØNLAND

SVERIGE

ISLAND

NORGE

FÆRØERNE

FINLAND

RUSLAND

ESTLAND

LETLAND

LITAUEN

HVIDERUSLAND

UKRAINE

MOLDOVA

GEORGIEN

ARMENIEN

ASERBAJDSJAN

TURKMENISTAN

USBEKISTAN

KASAKHSTAN

TADSJIKISTAN

KIRGISISTAN

POLEN

TYSKLAND

HOLLAND

DANMARK

STORBRITANNIEN

IRLAND

BELGIEN

LUXEMBOURG

LIECHTENSTEIN

SCHWEIZ

TJEKKOSLOVAKIET

ØSTRIG

UNGARN

RUMÆNIEN

JUGOSLAVIEN

SLOVENIEN

KROATIEN

BOSNIEN-HERCEGOVINA

BULGARIEN

ALBANIEN

ITALIEN

GIBRALTAR

SPANIEN

PORTUGAL

MADEIRA

MAROKKO

VESTSAHARA

SENEGAL

ALGERIET

LIBYEN

EGYPTEN

LIBANON

ISRAEL

CYPERN

SYRIEN

TYRKIET

IRAK

IRAN

BAHRAIN

KUWAIT

JORDAN

SAUDI-ARABIEN

QATAR

FORENEDE ARABISKE EMIRATER

OMAN

YEMEN

DJIBOUTI

SOMALIA

ETIOPIEN

SUDAN

TCHAD

NIGER

MALI

MAURITANIEN

GAMBIA

GUINEA-BISSAU

SIERRA LEONE

LIBERIA

ELFENBENSKYSTEN

GHANA

TOGO

BENIN

ÆKVATORIALGUINEA

ST. HELENA

GUINEA

BURKINA FASO

NIGERIA

CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

CAMEROUN

SÃO TOMÉ

CONGO

GABON

ZAIRE

ANGOLA

ZAMBIA

NAMIBIA

BOTSWANA

SYDAFRIKA

LESOTHO

SWAZILAND

MOÇAMBIQUE

MADAGASKAR

RÉUNION

MAURITIUS

RODRIGUES

ZIMBABWE

MAYOTTE

COMORERNE

SEYCHELLERNE

MALAWI

TANZANIA

BURUNDI

RWANDA

UGANDA

FRANKRIG

PAKISTAN

AFGHANISTAN

NEPAL

BHUTAN

MYANMAR

BANGLADESH

INDIEN

SRI LANKA

GRÆKENLAND

MALTA

TUNESIEN

KENYA

ATLANTERHAVET

INDISKE OCEAN

 ALASKA

MONGOLIET

DEMOKRATISKE FOLKEREPUBLIK KOREA

JAPAN

REPUBLIKKEN KOREA

KINA

MACAO

TAIWAN

HONGKONG

LAOS

THAILAND

VIETNAM

CAMBODJA

FILIPPINERNE

BRUNEI

MALAYSIA

SINGAPORE

INDONESIEN

SAIPAN

ROTA

GUAM

YAP

BELAU

CHUUK

POHNPEI

KOSRAE

MARSHALLØERNE

NAURU

PAPUA NY GUINEA

AUSTRALIA

NEW ZEALAND

NORFOLK

NY CALEDONIEN

WALLIS & FUTUNA ØERNE

VANUATU

TUVALU

FIJI

KIRIBATI

TOKELAU

HAWAII

VEST-SAMOA

AMERIKANSK SAMOA

NIUE

TONGA

COOKØERNE

TAHITI

SALOMONØERNE

STILLEHAVET

[Illustration på side 421]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

[Illustration]

A. J. Joseph fra Indien med sin datter Gracie, der senere tjente som gileaduddannet missionær

[Illustration på side 411]

Hermann Herkendell og hans kone tog på en flere måneder lang bryllupsrejse i Rusland for at forkynde for den tysktalende befolkning der

[Illustrationer på side 412]

Kolportørerne i England og Skotland bestræbte sig for at give alle mulighed for at høre budskabet; deres børn var også med til at uddele traktater

[Illustration på side 414]

E. J. Coward forkyndte ihærdigt Bibelens sandheder i Caraibien

[Illustration på side 418]

Frank Grove (til venstre) og Ed Nelson (her sammen med deres koner) brugte hver især over 50 år i heltidstjenesten for at forkynde Rigets budskab overalt i New Zealand

[Illustrationer på side 420]

I 1911-12 foretog C. T. Russell og seks af hans medarbejdere en jordomrejse for at fremme forkyndelsen af den gode nyhed