Kapitel 22

2. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Det der blev udrettet i forkyndelsen af Riget fra 1914 til 1935 beskrives fra side 423 til side 443. Jehovas Vidner peger på 1914 som det år da Jesus Kristus blev indsat som konge i himmelen og fik myndighed over nationerne. Da Jesus var på jorden, forudsagde han at budskabet om Riget skulle forkyndes i hele verden trods hård forfølgelse, og at dette skulle være en del af tegnet på hans nærværelse i Rigets magt. Hvad skete der da i årene efter 1914?

DEN første verdenskrig omsluttede hurtigt hele Europa i 1914. Derefter bredte den sig til lande med sammenlagt omkring 90 procent af jordens befolkning. Hvordan blev Jehovas tjeneres forkyndelse berørt af krigen og dens følger?

De dystre år under den første verdenskrig

I de første krigsår blev der ikke lagt større hindringer i vejen for forkyndelsen, undtagen i Tyskland og Frankrig. Mange steder kunne man frit uddele traktater, og „Skabelsens Fotodrama“ blev fortsat vist efter 1914, om end i mere begrænset målestok. Da krigsfeberen blev mere intens satte præster i Britisk Vestindien rygter i omløb om at E. J. Coward, der repræsenterede Vagttårnsselskabet, var tysk spion, og han blev derfor udvist. I 1917, da man begyndte at sprede bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, greb modstanden om sig.

Folk var ivrige efter at få fat i bogen. Selskabets oprindelige ordre hos trykkerierne måtte mere end tidobles i løbet af blot nogle få måneder. Men kristenhedens præster var rasende over at deres falske dogmer blev afsløret. De brugte krigshysteriet som en anledning til at anklage bibelstudenterne over for myndighederne. Overalt i De Forenede Stater blev mænd og kvinder der spredte bibelstudenternes publikationer overfaldet, og nogle  blev rullet i tjære og fjer. I Canada blev der foretaget husundersøgelser, og de der havde publikationer udgivet af International Bible Students Association blev idømt store bøder eller fængselsstraffe. Men Thomas J. Sullivan, der dengang opholdt sig i Port Arthur, Ontario, fortalte at da han ved en lejlighed blev fængslet for natten, tog betjentene nogle af de forbudte bøger med hjem til sig selv og deres venner — og på den måde blev alle de 5-600 bøger man havde, spredt.

Også Vagttårnsselskabets hovedkontor blev udsat for angreb, og medlemmer af ledelsen blev idømt lange fængselsstraffe. For bibelstudenternes fjender så det ud som om de havde fået dødsstødet. Forkyndelsen som havde vakt stor offentlig opmærksomhed, gik næsten i stå.

Men også i fængslerne fandt bibelstudenterne lejligheder til at tale med andre om Guds hensigter. Da Selskabets ledere og deres nære medarbejdere ankom til fængselet i Atlanta i Georgia, fik de først forbud mod at forkynde. Men de drøftede Bibelen indbyrdes, og andre følte sig tiltrukket af deres væsen og væremåde. Efter nogle måneder satte fængselsinspektøren dem til at give andre fanger religiøs undervisning. Efter en tid kom der omkring 90 til disse timer.

Andre loyale kristne fandt også forskellige måder at forkynde på i krigsårene. Somme tider førte det til at budskabet om Riget blev spredt til lande hvor den gode nyhed endnu ikke var blevet forkyndt. I 1915 var der for eksempel en bibelstudent i New York, en mand der kom fra Colombia, som sendte den spanske udgave af Guds Verdensplan til en mand ved navn Ramón Salgar i Bogotá, Colombia. Efter et halvt års tid kom der svar fra ham. Han havde studeret bogen omhyggeligt, var glad for den og ville gerne have 200 eksemplarer som han kunne sprede til andre. Broder J. L. Mayer fra Brooklyn, New York, sendte mange numre af den spanske udgave af Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad) til Spanien. Og da Alfred Joseph, der dengang befandt sig på Barbados, tog til Sierra Leone i Vestafrika for at arbejde, benyttede han de lejligheder der bød sig til at forkynde om de bibelske sandheder han lige havde lært.

For kolportørerne, der opsøgte folk i hjemmene og på arbejdspladserne, var situationen ofte vanskeligere. Men mange kolportører som tog til El Salvador, Honduras og Guatemala, var i 1916 travlt optaget af at fortælle befolkningen om Bibelens livgivende sandheder. På det tidspunkt sejlede Fanny Mackenzie, en engelsk kolportørsøster, to gange til Østen. Hun gjorde ophold i Kina, Japan og Korea for at sprede bibelsk læsestof, og derefter fulgte hun interessen op ved at skrive breve.

Alligevel var antallet af bibelstudenter i hele verden som ifølge de tilgængelige optegnelser rapporterede forkyndelse af den gode nyhed, faldet med 20 procent i 1918, sammenlignet med rapporten for 1914. Ville bibelstudenterne  holde ud i tjenesten, efter den brutale behandling de havde fået under krigen?

Nyt mod

Den 26. marts 1919 blev Vagttårnsselskabets præsident og hans medarbejdere løsladt efter deres uretfærdige fængselsstraf. Der blev straks lagt planer om at fremme den verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.

Ved et generalstævne i Cedar Point, Ohio, i september samme år holdt J. F. Rutherford, der var Selskabets præsident, et foredrag hvori han understregede at forkyndelsen af Guds messianske riges herlige komme var den mest betydningsfulde gerning Jehovas tjenere kunne være optaget af.

Der var dog ikke så mange som deltog i arbejdet på dette tidspunkt. Nogle af dem der på grund af frygt havde undladt at forkynde i 1918 var blevet aktive igen, og nogle få andre havde sluttet sig til dem, men ifølge de oplysninger man har til rådighed var der i 1919 kun cirka 5700 forkyndere i 43 lande. Jesus havde imidlertid forudsagt at ’den gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Matt. 24:14) Hvordan skulle det gå til? Det vidste bibelstudenterne ikke, og de vidste heller ikke hvor længe forkyndelsen skulle fortsætte. Men de der var loyale tjenere for Gud var villige til, ja, ivrige efter at komme i gang med arbejdet. De havde tillid til at Jehova ville lede udviklingen i overensstemmelse med sin vilje.

Fyldt med nidkærhed for den opgave som Gud i sit ord havde givet dem, gik de i gang. Ifølge de tilgængelige rapporter blev forkyndertallet næsten tredoblet i løbet af tre år, og i 1922 forkyndte de i 15 lande mere end i 1919.

Et spændende emne

Det var et interessevækkende budskab de forkyndte — „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“! Broder Rutherford havde holdt et foredrag over dette emne i 1918. Det var også titlen på en 128-siders brochure der blev udgivet i 1920. Fra 1920 til 1925 blev det samme emne drøftet igen og igen ved offentlige møder på over 30 sprog overalt i verden hvor der fandtes foredragsholdere. Dette foredrag fortalte ikke at alle gode mennesker kommer i himmelen, som det hedder sig inden for kristenheden, men forklarede ud fra Bibelen at lydige mennesker har håb om at opnå evigt liv i et paradis på jorden. (Es. 45:18; Åb. 21:1-5) Det gav også udtryk for den overbevisning at tiden da dette håb ville blive indfriet, var meget nær.

 Foredraget blev averteret ved hjælp af avisannoncer og plakater. Det var et spændende emne. Den 26. februar 1922 var der mindst 70.000 som hørte foredraget 121 steder alene i Tyskland. Det var ikke usædvanligt at det blev holdt for forsamlinger der talte flere tusind. I Cape Town i Sydafrika var der for eksempel 2000 til stede da det blev holdt i Operahuset. I Kristiania i Norge lejede brødrene universitetets aula, og den blev ikke bare fyldt, men der var så mange der ikke kunne få plads at foredraget måtte holdes igen halvanden time senere — også denne gang for en fyldt sal.

I Klagenfurt i Østrig sagde Richard Heide til sin fader: „Jeg vil høre det foredrag uanset hvad folk siger. Jeg vil vide om det er det rene sludder eller om der er noget om det!“ Det han hørte gjorde et dybt indtryk på ham, og det varede ikke længe før han selv, hans søster og hans forældre var i gang med at fortælle andre om det.

Men Bibelens budskab var ikke kun for mennesker der gik til offentlige foredrag. Også andre måtte gøres kendt med det. Ikke blot offentligheden, men også de politiske og religiøse ledere havde behov for at høre det. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Uddeling af magtfulde erklæringer

Det trykte ord blev benyttet til at nå millioner af mennesker der tidligere kun havde hørt rygter om bibelstudenterne og det budskab de forkyndte. Fra 1922 til 1928 blev der aflagt et godt vidnesbyrd ved hjælp af syv magtfulde erklæringer eller resolutioner der blev vedtaget ved bibelstudenternes årlige stævner. Efter disse stævner blev der uddelt mellem 45 og 50 millioner trykte eksemplarer af de fleste af resolutionerne — noget af en bedrift, i betragtning af hvor få forkyndere der fandtes dengang!

Den resolution der blev vedtaget i 1922 hed „Et Opraab til de ledende i Verden“. Den opfordrede lederne til at bevise deres påstand om  at de kunne indføre fred og fremgang på jorden og bringe folkene lykke, eller, når dette viste sig umuligt for dem, erkende at kun Guds rige med Messias som konge kan udrette dette. I Tyskland blev resolutionen sendt anbefalet til den tyske kejser, der var abdiceret og flygtet til udlandet, til præsidenten og til alle medlemmer af rigsdagen; og cirka fire og en halv million eksemplarer blev delt ud til offentligheden. I Sydafrika forkyndte Edwin Scott med resolutionerne i en sæk på ryggen og en kæp i hånden til at holde bidske hunde på afstand med. På den måde besøgte han 64 byer og uddelte personligt 50.000 eksemplarer. Når de hollandske præster i Sydafrika derefter kom rundt til folk for at optage kollekt, holdt mange af deres sognebørn et eksemplar af resolutionen op for deres øjne og sagde: „De skulle læse denne her, så ville De ikke mere gå rundt for at få penge af os.“

Resolutionen i 1924, „Gejstligheden anklages“, afslørede gejstlighedens ubibelske dogmer og skikke samt den rolle præsterne havde spillet under verdenskrigen, og den tilskyndede folk til at studere Bibelen for selv at lære hvilke vidunderlige foranstaltninger Gud har truffet for at velsigne menneskeheden. I Italien skulle trykkerierne dengang sætte deres navn på alt hvad de trykte, og de blev så holdt ansvarlige for indholdet. Den bibelstudent der førte tilsyn med arbejdet i Italien indsendte et eksemplar af resolutionen til myndighederne, der læste den og straks gav tilladelse til trykning og distribuering af den. Trykkerierne gik også med til at udgive den. Brødrene i Italien uddelte 100.000 eksemplarer. De sikrede sig at også paven og de højtstående embedsmænd inden for Vatikanet fik et eksemplar hver.

I Frankrig forårsagede spredningen af resolutionen en voldsom reaktion fra præsteskabet. En præst i Pommern i Tyskland blev så desperat at han anlagde sag imod Selskabet og den der forestod driften af kontoret, men han tabte sagen da retten hørte hele resolutionens indhold. I provinsen Quebec i Canada postede bibelstudenterne resolutionerne tidligt om morgenen, fra klokken 3, for at undgå at blive forstyrret af dem der ikke ønskede at folk skulle have sandheden at vide. Det var spændende tider!

 Taknemmelige for tilfredsstillende svar

Under den første verdenskrig blev mange armeniere skånselsløst drevet bort fra deres hjem og land. Bare tyve år tidligere var hundredtusinder af armeniere blevet dræbt, og andre havde måttet flygte for livet. Nogle få af disse havde læst Vagttårnsselskabets publikationer i deres hjemland, og mange flere fik et vidnesbyrd i de lande de kom til som flygtninge.

På grund af alt det de havde gennemgået spekulerede mange af dem over hvorfor Gud tillod det onde. Hvor længe ville det fortsætte? Hvornår ville det ophøre? Nogle af dem var glade for at høre de tilfredsstillende svar som Bibelen giver. I løbet af kort tid blev der dannet en række grupper af armenske bibelstudenter i forskellige byer i Mellemøsten. Deres nidkærhed for Bibelens sandheder fik betydning for andres liv. I Etiopien, Argentina og De Forenede Stater tog andre armeniere imod den gode nyhed og påtog sig med glæde det ansvar at forkynde for andre. En af disse var Krikor Hatzakortzian, en pioner som ganske alene forkyndte budskabet om Riget i Etiopien i midten af 1930’erne. Engang da modstanderne havde rettet falske anklager imod ham, fik han endda lejlighed til at forkynde for kejser Haile Selassie.

Hjem for at forkynde sandheden

Et brændende ønske om at fortælle andre om Bibelens livgivende sandheder fik mange til at rejse tilbage til deres hjemland for at forkynde.  De reagerede på samme måde som de der var kommet til Jerusalem fra mange lande i år 33, og som blev troende da den hellige ånd fik apostlene og deres medarbejdere til at tale på mange sprog om „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:1-11) Ligesom disse troende i det første århundrede har talrige disciple i vor tid taget sandheden med tilbage til deres hjemland.

Italienere som havde lært sandheden at kende i Amerika, Belgien og Frankrig, flyttede tilbage til Italien og forkyndte ihærdigt budskabet om Riget dér hvor de bosatte sig. Kolportører fra den schweiziske kanton Ticino, hvor flertallet er italiensktalende, flyttede også til Italien for at fortsætte deres arbejde der. Selv om de ikke var så mange, havde de snart ved forenede anstrengelser besøgt næsten alle de større byer og mange af landsbyerne i Italien. De holdt ikke regnskab med hvor mange timer de brugte i arbejdet. De var overbeviste om at de forkyndte sandheder som Gud ønskede at folk skulle underrettes om, og arbejdede ofte fra tidlig morgen til sen aften for at nå at tale med så mange som muligt.

Grækere der var blevet bibelstudenter i det nærliggende Albanien og helt ovre i Amerika tænkte også på deres hjemland. De blev begejstrede da de erfarede at det er ubibelsk at tilbede ikoner (2 Mos. 20:4, 5; 1 Joh. 5:21), at syndere ikke bliver pint i et brændende helvede (Præd. 9:5, 10; Ez. 18:4; Åb. 21:8) og at Guds rige er menneskehedens eneste sande håb (Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10). De var ivrige efter at fortælle deres landsmænd om disse sandheder — personligt eller i breve. Det førte til at der efterhånden opstod grupper af Jehovas vidner i Grækenland og på de græske øer.

Efter den første verdenskrig flyttede tusinder af polakker til Frankrig for at arbejde i kulminerne. De franske menigheder undlod ikke at forkynde for polakkerne fordi de talte et andet sprog. De fandt måder at forkynde for disse minearbejdere og deres familier på, og inden længe var der flere polakker som havde taget imod sandheden end der var franske forkyndere. Da 280 af dem i 1935 blev udvist af myndighederne og måtte rejse tilbage til Polen, blev budskabet om Riget endnu mere udbredt der. I 1935 var der 1090 forkyndere i Polen.

Andre var villige til at forlade deres hjemland for at forkynde i fremmede lande.

Nidkære europæiske forkyndere tjener i andre lande

De baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) fik sandheden om Guds rige at høre som følge af internationalt samarbejde. I 1920’erne og 30’erne aflagde nidkære brødre og søstre fra Danmark, England, Finland og Tyskland et omfattende vidnesbyrd i dette område. Der blev uddelt meget læsestof og tusinder hørte de bibelske foredrag der blev holdt. Fra  Estland udsendtes faste bibelske radioprogrammer på flere sprog som endda blev hørt i det daværende Sovjetunionen.

Fra Tyskland rejste villige arbejdere i 1920’erne og 30’erne ud for at tjene i lande som Belgien, Bulgarien, Frankrig, Holland, Jugoslavien, Luxembourg, Spanien, Tjekkoslovakiet og Østrig. Blandt dem var Willy Unglaube. Efter at have tjent en tid på Betel i Magdeburg i Tyskland rejste han ud som heltidstjener i Frankrig, Algeriet, Spanien, Singapore, Malaysia og Thailand.

Da der i 1930’erne lød en anmodning om hjælp fra Frankrig, viste kolportører fra Storbritannien at de forstod at det forkynderhverv de kristne har fået overdraget, ikke kun indebærer at de skal forkynde i deres hjemland, men også andre steder i verden. (Mark. 13:10) John Cooke var en af de nidkære forkyndere der reagerede på kaldet fra Makedonien. (Jævnfør Apostelgerninger 16:9, 10.) Gennem de næste 60 år tjente han i Frankrig, Spanien, Irland, Portugal, Angola, Moçambique og Sydafrika. Hans broder Eric opsagde sin stilling i Barclay’s Bank og sluttede sig til ham i heltidstjenesten i Frankrig, og derefter tjente han også i Spanien og Irland og blev missionær i Sydrhodesia (nu Zimbabwe) og Sydafrika.

I maj 1926 tog George Wright og Edwin Skinner i England imod en indbydelse til at hjælpe med at udvide Rigets arbejde i Indien. Det distrikt de fik tildelt, var enormt! Det omfattede hele Afghanistan, Burma (nu Myanmar), Ceylon (nu Sri Lanka), Indien og Persien (nu Iran). Da de ankom til Bombay blev de hilst af monsunregnen. Men de gik ikke så forfærdelig meget op i personlig komfort eller bekvemmelighed, og snart var de på vej til de fjerneste afkroge af landet for at finde bibelstudenterne og opmuntre dem. De spredte også store mængder læsestof for at vække folks interesse. De arbejdede ihærdigt og energisk. I løbet af 1928 arrangerede 54 forkyndere i Travancore (Kerala) i det sydlige Indien 550 offentlige møder der blev overværet af omkring 40.000. I 1929 flyttede fire andre pionerer fra Storbritannien til Indien for at give en hånd med, og i 1931 ankom yderligere tre derfra til Bombay. De rejste igen og igen ud til forskellige dele af dette kæmpemæssige land og spredte læsestof, ikke bare på engelsk, men også på indiske sprog.

Hvordan gik det i mellemtiden i Østeuropa?

En åndelig høst

Sandhedens sæd var blevet sået i Østeuropa før den første verdenskrig, og noget af den havde slået rod. I 1908 var Andrásné Benedek, en ydmyg ungarsk kvinde, vendt tilbage til Østrig-Ungarn for at  fortælle andre om det hun havde lært. To år senere vendte også Károly Szabó og József Kiss tilbage til Østrig-Ungarn og forkyndte om Bibelen, især i de områder der senere blev kendt som Rumænien og Tjekkoslovakiet. Trods voldsom modstand fra et rasende præsteskab blev der oprettet flere studiegrupper, og et omfattende vidnesbyrd blev aflagt. Andre der også ønskede at bekende deres tro offentligt sluttede sig til dem, og i 1935 var der 348 forkyndere i Ungarn.

Rumænien blev næsten dobbelt så stort da sejrherrerne efter den første verdenskrig trak de nye grænser op på Europakortet. I 1920 blev det rapporteret at 1700 personer var tilsluttet de omkring 150 grupper af bibelstudenter. Året efter var der næsten 2000 der nød symbolerne ved fejringen af Herrens aftensmåltid og dermed viste at de bekendte sig til Kristi salvede brødre. De næste fire år var der en dramatisk vækst. I 1925 blev mindehøjtiden overværet af 4185, og de fleste af dem nød uden tvivl symbolerne, sådan som det var almindeligt dengang. Deres tro ville imidlertid blive prøvet. Ville de vise sig at være ægte „hvede“ eller blot en efterligning? (Matt. 13:24-30, 36-43) Ville de udføre det forkyndelsesarbejde som Jesus havde pålagt sine disciple? Ville de holde ud i dette arbejde trods hård modstand? Ville de være trofaste selv om andre viste samme ånd som Judas Iskariot?

Rapporten for 1935 viser at ikke alle havde en tro der satte dem i stand til at holde ud. I det år var kun 1188 med til at aflægge et vidnesbyrd i Rumænien, selv om over dobbelt så mange nød symbolerne ved mindehøjtiden. Men de trofaste fortsatte med at være travlt optaget af Herrens tjeneste. De fortalte andre ydmyge mennesker om de bibelske sandheder som havde givet dem selv så stor glæde. De gjorde det først og fremmest ved at sprede publikationer. Mellem 1924 og 1935 spredte de over 800.000 bøger og brochurer, foruden traktater, til interesserede.

Hvordan stod det til i Tjekkoslovakiet, der var blevet en nation i 1918 efter kejserdømmet Østrig-Ungarns fald? Her bidrog en endnu mere intens forkyndelse til den åndelige høst. I begyndelsen var der blevet forkyndt på ungarsk, russisk, rumænsk og tysk. Men i 1922 vendte adskillige bibelstudenter fra Amerika hjem til Tjekkoslovakiet og begyndte at forkynde for de slovakisktalende, og året efter begyndte et ægtepar fra Tyskland at arbejde i det tjekkiske distrikt. Der blev holdt små, regelmæssige stævner som virkede tilskyndende og forenende på brødrene. Efter at menighederne i 1927 var blevet bedre organiseret til hus-til-hus-forkyndelsen, blev væksten mere mærkbar. Det fremskyndede også arbejdet at der i 1932 blev holdt et internationalt stævne i  Prag som blev overværet af cirka 1500 fra Tjekkoslovakiet og dets nabolande. Desuden blev en firetimersudgave af „Skabelsens Fotodrama“ vist for store folkemængder over hele landet. I løbet af bare ti år blev der spredt over 2.700.000 bibelske publikationer til forskellige sproggrupper i landet. Al denne åndelige plantning, dyrkning og vanding bidrog til at 1198 forkyndere af Riget deltog i høsten i 1935.

Jugoslavien (der i begyndelsen kaldtes Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige) blev til da Europakortet ændredes efter den første verdenskrig. Allerede i 1923 blev det rapporteret at en gruppe bibelstudenter forkyndte i Beograd. Senere blev „Skabelsens Fotodrama“ vist for store forsamlinger rundt om i landet. Da Jehovas vidner blev udsat for hård forfølgelse i Tyskland, tog mange tyske pionerer til Jugoslavien. Uden tanke for personlig komfort drog de ud til de mest afsidesliggende egne af dette bjergrige land for at forkynde. Andre pionerer tog til Bulgarien. Der blev også gjort en indsats for at forkynde den gode nyhed i Albanien. Alle disse steder blev sandhedens sæd sået. Noget af den bar frugt. Men først mange år senere var tiden inde til en større høst.

Længere sydpå, på det afrikanske kontinent, blev den gode nyhed også forkyndt af mennesker der havde dyb værdsættelse af den forret at være vidner for den Allerhøjeste.

 Det åndelige lys skinner i Vestafrika

En bibelstudent der var flyttet fra Barbados til Vestafrika for at arbejde for et firma, skrev omkring syv år senere til Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York og fortalte at der var en hel del på stedet som viste interesse for Bibelen. Nogle få måneder senere, den 14. april 1923, ankom W. R. Brown, der havde tjent på Trinidad, til Freetown i Sierra Leone sammen med sin familie. Det var broder Rutherford der havde opfordret ham til at flytte.

Det blev straks planlagt at broder Brown skulle holde et bibelsk foredrag i Wilberforce Memorial Hall den 19. april. Foredraget blev overværet af cirka 500, deriblandt de fleste af præsterne i Freetown. Søndagen efter holdt han et nyt foredrag. Emnet var et som C. T. Russell ofte havde talt over — „Til helvede og tilbage igen. Hvem er der?“ Broder Brown plejede at vise lysbilleder med bibelcitater under sine foredrag. Mens han talte, sagde han om og om igen: „Det er ikke Brown der siger det, men Bibelen.“ Derfor blev han kaldt „Bibel-Brown“. Hans logiske, bibelske redegørelser fik flere fremtrædende medlemmer af andre trossamfund til at melde sig ud og begynde at tjene Jehova.

Brown rejste meget for at få forkyndelsen i gang andre steder. Han holdt utallige bibelske foredrag og spredte store mængder publikationer, og han tilskyndede andre til at gøre det samme. Hans forkyndelse førte ham til Guldkysten (nu Ghana), Liberia, Gambia og Nigeria. Fra Nigeria var der andre som tog Rigets budskab med til Benin (det daværende Dahomey) og Cameroun. Broder Brown vidste at de fleste ikke havde meget tilovers for det de kaldte „den hvide mands religion“, så i Glover Memorial Hall i Lagos talte han om hvordan kristenhedens religion var kommet til kort. Efter mødet modtog de begejstrede tilhørere 3900 bøger som de ville læse og sprede til andre.

Da broder Brown kom til Vestafrika var der kun en håndfuld mennesker som havde hørt budskabet om Riget. Da han rejste derfra 27 år senere, var der over 11.000 aktive vidner for Jehova i det samme område. Religiøse løgne var blevet afsløret; den sande tilbedelse havde slået rod og bredte sig hurtigt.

Langs Afrikas østkyst

Temmelig tidligt i det 20. århundrede blev nogle af C. T. Russells bøger spredt i Sydøstafrika af personer som anerkendte noget af det der  stod i bøgerne, men havde blandet det med deres egne idéer. Resultatet blev at der opstod flere såkaldte Vagttårnsbevægelser der overhovedet ikke havde forbindelse med Jehovas Vidner. Nogle af dem var politisk orienterede og ophidsede til uro blandt de indfødte afrikanere. Disse gruppers dårlige omdømme lagde i mange år hindringer i vejen for Jehovas Vidners arbejde.

Mange afrikanere kunne dog se forskel på sandheden og løgnen. Omrejsende arbejdere tog den gode nyhed om Guds rige med til andre lande og fremholdt den for folk der talte afrikanske sprog. Den engelsktalende del af befolkningen i Sydøstafrika hørte hovedsagelig budskabet gennem kontakter med Sydafrika. I nogle lande kunne europæiske vidner imidlertid ikke forkynde blandt afrikanske sproggrupper på grund af stærk modstand fra myndighederne — modstand som kristenhedens præsteskab stod bag. Sandheden blev forkyndt alligevel, men mange af dem der viste interesse for Bibelens budskab havde brug for mere hjælp for at kunne anvende det de lærte.

Enkelte fordomsfri myndighedspersoner godtog ikke uden videre de voldsomme anklager kristenhedens præsteskab rettede imod Jehovas Vidner. Det gjaldt for eksempel en politimester i Nyasaland (nu Malawi) der forklædte sig og tog til de indfødte Jehovas vidners møder for selv at finde ud af hvad de var for nogle mennesker. Det han så og hørte gjorde et godt indtryk på ham. Da myndighederne gav Selskabet tilladelse til at have en fastboende europæisk repræsentant i landet, blev Bert McLuckie sendt dertil i midten af 1930’erne, og senere kom hans broder Bill. De holdt sig i kontakt med politiet og forskellige embedsmænd sådan at myndighederne hele tiden var klar over hvad Jehovas vidner foretog sig og ikke forvekslede dem med nogen af de bevægelser der med urette brugte navnet Vagttårnet. Sammen med Gresham Kwazizirah, en moden lokal forkynder, arbejdede de samtidig tålmodigt på at hjælpe de hundreder der ønskede at slutte sig til menighederne, til at forstå at kønslig umoralitet, alkoholmisbrug og overtro ikke kan  have nogen plads i et Jehovas vidnes liv. — 1 Kor. 5:9-13; 2 Kor. 7:1; Åb. 22:15.

I 1930 var der kun omkring 100 Jehovas vidner i hele det sydlige Afrika. Deres distrikt omfattede stort set hele Afrika syd for ækvator, samt nogle områder der strakte sig nord for ækvator. Der var brug for ægte pionerer for at dette enorme distrikt kunne blive gennemgået med budskabet om Riget. Frank og Gray Smith var pionerer af den rette støbning.

Fra Cape Town sejlede de 4800 kilometer mod nordøst og kørte derefter fire dage i bil ad dårlige veje for at nå frem til Nairobi, Kenya (i Britisk Østafrika). På mindre end en måned afsatte de 40 kasser bibelsk læsestof. Sørgeligt nok døde Frank af malaria på tilbageturen. Til trods for dette drog Robert Nisbet og David Norman kort efter af sted — med 200 kasser læsestof — for at forkynde for så mange som muligt i Kenya, Uganda, Tanganyika og Zanzibar (de to sidstnævnte områder udgør nu Tanzania). På andre, lignende ekspeditioner blev Rigets budskab spredt til øerne Mauritius og Madagaskar i Det Indiske Ocean og til Sankt Helena i Atlanterhavet. Sandhedens sæd blev sået, men det var ikke alle steder den straks begyndte at spire og gro.

Allerede i 1925 spredtes forkyndelsen af den gode nyhed også fra Sydafrika til Basutoland (nu Lesotho), Bechuanaland (nu Botswana) og Swaziland. Omkring otte år senere, da der igen var pionerer som forkyndte i Swaziland, gav kong Sobhuza II dem en kongelig velkomst. Han samlede sin personlige livvagt på hundrede krigere, lyttede til et grundigt vidnesbyrd og anskaffede sig derefter alle de publikationer fra Selskabet som brødrene havde med.

Lidt efter lidt steg antallet af Jehovas vidner i denne del af verden. Andre sluttede sig til de få der havde påbegyndt arbejdet i Afrika i begyndelsen af det 20. århundrede, og i 1935 var der 1407 på det afrikanske kontinent som rapporterede forkyndelse. En væsentlig del af dem befandt sig i Sydafrika og Nigeria. Andre store grupper af Jehovas vidner var at finde i Nyasaland (nu Malawi), Nordrhodesia (nu Zambia) og Sydrhodesia (nu Zimbabwe).

 I samme periode blev der også gjort en indsats i spansk- og portugisisktalende lande.

Forkyndelse i spansk- og portugisisktalende områder

Endnu mens den første verdenskrig rasede begyndte man at udgive Vagttårnet på spansk. Bladet opgav adressen på et kontor i Los Angeles der var blevet oprettet for at tage sig af de spansktalende områder. Brødre fra dette kontor ydede megen personlig hjælp til interesserede både i De Forenede Stater og i landene længere sydpå.

Juan Muñiz, der var begyndt at tjene Jehova i 1917, blev i 1920 opfordret af broder Rutherford til at flytte fra De Forenede Stater og vende tilbage til sit hjemland, Spanien, for at organisere forkyndelsesarbejdet der. Resultaterne var dog begrænsede, ikke på grund af manglende nidkærhed fra broder Muñiz’ side, men fordi han hele tiden havde politiet i hælene. Efter nogle få år blev han derfor overflyttet til Argentina.

I Brasilien var der allerede nogle få tilbedere af Jehova der forkyndte. Otte ydmyge sømænd havde lært sandheden at kende under en landlov i New York. I begyndelsen af 1920 var de tilbage i Brasilien og havde travlt med at forkyndte Bibelens budskab for andre.

Canadieren George Young, der blev sendt til Brasilien i 1923, gjorde meget for at fremskynde arbejdet. Ved hjælp af tolke holdt han talrige offentlige foredrag hvori han forklarede hvad Bibelen siger om de dødes tilstand, afslørede spiritismen som dæmonisme og viste hvordan Gud vil velsigne alle jordens slægter. Det gjorde hans foredrag særlig overbevisende at han nu og da viste de skriftsteder der blev drøftet, på et stort lærred på tilhørernes eget sprog. Mens han var i Brasilien fik Bellona Ferguson fra São Paulo endelig mulighed for at blive døbt, sammen med fire af sine børn. Det havde hun ventet på i 25 år. Nogle af dem der tog imod sandheden tilbød at hjælpe med at oversætte publikationerne til portugisisk. Snart forelå en række bøger, brochurer og traktater på dette sprog.

Fra Brasilien rejste broder Young i 1924 videre til Argentina, hvor han arrangerede en gratis uddeling af 300.000 publikationer på spansk i 25 af de største byer. Samme år rejste han også til Chile, Peru og Bolivia for at uddele traktater.

Snart var George Young på vej til et nyt distrikt. Denne gang gjaldt det Spanien og Portugal. Efter at den britiske ambassadør havde introduceret ham for lokale myndighedspersoner, arrangerede han at broder Rutherford skulle holde foredrag i Barcelona og Madrid, samt i Lissabon. Efter disse foredrag afleverede over 2350 deres navn og adresse med en anmodning om yderligere oplysninger. Derefter blev foredraget bragt i en af Spaniens store aviser, og i traktatform blev det sendt med posten til folk overalt i landet. Det blev også bragt i portugisiske medier.

 På den måde nåede budskabet langt uden for Spaniens og Portugals grænser. Ved udløbet af 1925 havde den gode nyhed nået Kap Verde, Madeira, Portugisisk Østafrika (nu Moçambique), Portugisisk Vestafrika (nu Angola) og flere øer i Det Indiske Ocean.

Året efter blev den magtfulde resolution „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ trykt i den spanske avis La Libertad. Radioudsendelser og spredning af bøger, brochurer og traktater foruden forevisninger af „Skabelsens Fotodrama“ bidrog til at der blev aflagt et stort vidnesbyrd. I 1932 tog flere engelske pionerer imod indbydelsen til at hjælpe til i dette område, og de gennemarbejdede systematisk store dele af landet med bibelsk læsestof, lige til den spanske borgerkrig tvang dem til at rejse.

I mellemtiden var broder Muñiz ankommet til Argentina, hvor han straks begyndte at forkynde. Han skaffede sig til dagen og vejen ved at reparere ure. Foruden at forkynde i Argentina arbejdede han også en del i Chile, Paraguay og Uruguay. På hans anmodning kom nogle brødre fra Europa for at forkynde for den tysktalende del af befolkningen. Mange år senere fortalte Carlos Ott at de begyndte dagens tjeneste klokken 4 om morgenen med at stikke traktater ind under hver eneste dør i et distrikt. Senere samme dag kom de på besøg for at aflægge et større vidnesbyrd og tilbyde de interesserede mere bibelsk læsestof. De der var i heltidstjenesten spredtes ud over hele landet fra Buenos Aires. Først fulgte de jernbanelinjerne som løb i hundredvis af kilometer ud fra hovedstaden i alle retninger, og derefter brugte de alle mulige andre transportmidler. De havde meget lidt i materiel henseende, og de kom ud for mange vanskeligheder, men de var rige i åndelig forstand.

En af disse nidkære forkyndere i Argentina var grækeren Nicolás Argyrós. I begyndelsen af 1930 havde han fået nogle af Vagttårnsselskabets publikationer, og noget der gjorde særlig indtryk på ham var en brochure der hed Helvede, med undertitler der stillede spørgsmålene „Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud?“ Det forbavsede ham at se at brochuren ikke sagde at syndere ville blive pint i helvedes flammer. Og han blev endnu mere overrasket da det gik op for ham at læren om et brændende helvede er en religiøs løgn som man har opfundet for at skræmme folk, nøjagtig som den havde skræmt ham! Han gik straks i gang med at fortælle andre om sandheden — først grækere og derefter andre, efterhånden som han blev dygtigere til spansk. Hver måned brugte han 2-300 timer på at forkynde den gode nyhed for andre. Til fods og ved hjælp af de transportmidler der var til rådighed, gjorde han Bibelens sandheder kendt i 14 af Argentinas 22 provinser. Han flyttede fra sted til sted og sov hos gæstfri mennesker der tilbød ham en seng, og ofte sov han under åben himmel eller i en stald med et æsel som vækkeur.

 En anden vaskeægte pioner var Richard Traub, der havde lært sandheden at kende i Buenos Aires. Han ville meget gerne forkynde den gode nyhed for folk der boede på den anden side af Andesbjergene, i Chile. I 1930, fem år efter at han var blevet døbt, ankom han til Chile — som den eneste forkynder i et land med 4.000.000 indbyggere. I begyndelsen havde han kun Bibelen at arbejde med, men alligevel begyndte han at gå fra hus til hus. Der var ingen møder han kunne overvære, så når mødetiden nærmede sig om søndagen gik han ud til San Cristóbal-bjerget, satte sig i skyggen af et træ og fordybede sig i personligt studium og bøn. Efter at have lejet en lejlighed begyndte han at invitere folk til møder dér. Den eneste der dukkede op til det første møde var Juan Flores, der spurgte: „Og de andre, hvornår kommer de?“ Broder Traub svarede blot: „De skal nok komme.“ Og det gjorde de. På mindre end et år blev 13 døbt som tjenere for Jehova.

Fire år senere slog to søstre der aldrig før havde truffet hinanden, sig sammen om at forkynde den gode nyhed i Colombia. Efter et resultatrigt år her måtte den ene, Hilma Sjoberg, vende tilbage til De Forenede Stater. Men den anden, Kathe Palm, gik om bord på et skib der skulle til Chile, og under den 17 dage lange sørejse forkyndte hun for både mandskab og passagerer. I de næste ti år forkyndte hun fra Chiles nordligste havneby, Arica, til det allersydligste område, Tierra del Fuego. Hun besøgte kontorhuse og forkyndte for embedsmænd. Med en saddeltaske fuld af publikationer over skuldrene og bærende på nødvendigheder som et tæppe hun kunne rulle sig ind i når hun skulle sove, nåede hun frem til de fjerneste fårefarme og minelejre. Sådan formede livet sig for denne sande pioner. Og der var andre som havde en lignende ånd — enlige såvel som gifte, unge såvel som gamle.

I 1932 gjorde man sig særlige anstrengelser for at forkynde budskabet om Riget i de latinamerikanske lande hvor der ikke tidligere var blevet forkyndt. I det år fik brochuren Riget, Verdens Haab en bemærkelsesværdig udbredelse. Den indeholdt et foredrag der var blevet udsendt over radioen i flere lande. Nu blev der spredt cirka 40.000 eksemplarer af foredraget i trykt form i Chile, 25.000 i Bolivia, 25.000 i Peru, 15.000 i Ecuador, 20.000 i Colombia, 10.000 i Santo Domingo (nu Den Dominikanske Republik) og 10.000 i Puerto Rico. Ja, budskabet om Riget blev forkyndt, og dét med stor intensitet.

 I 1935 var der kun 247 i hele Sydamerika der forkyndte at Guds rige er det eneste der kan bringe menneskeheden sand lykke. Men sikken et vidnesbyrd de aflagde!

Forkyndelse for folk i afsidesliggende egne

Jehovas vidner var på ingen måde af den opfattelse at de havde opfyldt deres forpligtelser over for Gud hvis de blot talte lidt med deres naboer. De bestræbte sig for at nå ud til alle med den gode nyhed.

Folk der boede i områder som forkynderne ikke kunne komme ud til personligt, kunne nås på andre måder. I slutningen af 1920’erne sendte forkynderne i Cape Town, Sydafrika, for eksempel 50.000 brochurer til alle landmænd, fyrpassere, skovfogeder og andre der boede uden for alfarvej. Man anskaffede også en ajourført postadressebog for hele Sydvestafrika (nu kendt som Namibia), og sendte et eksemplar af brochuren Folkets Ven til alle der stod opført i den.

I 1929 fik F. J. Franske ansvaret for Vagttårnsselskabets skonnert „Morton“ og fik sammen med Jimmy James til opgave at kontakte folk på Labrador-halvøen og i alle de små fiskerlandsbyer på Newfoundland. Om vinteren rejste broder Franske ofte langs kysten med hundeslæde. Eskimoerne og newfoundlænderne gav ham skindvarer og fisk i bytte for det bibelske læsestof han havde med. Nogle få år senere forkyndte han for minearbejdere, skovhuggere, pelsjægere, ranchejere og indianere i det barske Cariboo-område i British Columbia. På disse rejser jagede han vildt for at skaffe sig kød, plukkede vilde bær og bagte brød på en stegepande over åben ild. Da han og hans makker på en anden forkyndertur bragte budskabet om Riget ud til alle øer, vige, fyrtårne, skovhuggerlejre og bosættelser langs Canadas vestkyst, sejlede de i en speciel båd der normalt blev brugt til laksefiskeri. Broder Franske var blot én af mange som gjorde sig store anstrengelser for at nå ud til folk der boede på afsidesliggende steder.

 Sidst i 1920’erne begyndte Frank Day at arbejde sig nordpå gennem Alaskas småbyer mens han forkyndte og spredte læsestof. Han solgte briller for at dække sine materielle behov. Til trods for at han humpede rundt på et kunstigt ben gennemarbejdede han området fra Ketchikan til Nome, en strækning på rundt regnet 1900 kilometer. Allerede i 1897 havde en guldgraver skaffet sig nogle eksemplarer af Millenniets Daggry og Vagttårnet mens han var i Californien, og taget dem med sig tilbage til Alaska. Og i 1910 havde kaptajn Beams, skipperen på en hvalfangerbåd, spredt læsestof i de havne i Alaska hvor han havde lagt til. Men budskabet nåede ud til endnu flere da broder Day begyndte at rejse til Alaska hver sommer i over 12 år.

I Norge sejlede to forkyndere i en 40-fods motorbåd ved navn Esther op langs hele kysten til landets nordligste egne. De forkyndte på øerne, for fyrpasserne, i småbyerne langs kysten og på de isolerede steder langt inde i fjeldene. Mange tog godt imod dem, og i løbet af et års tid spredte de mellem 10.000 og 15.000 bøger og brochurer som forklarede hvad Guds hensigt er med menneskeheden.

Øerne hører lovprisningen af Jehova

Det var ikke kun de øer der lå i nærheden af fastlandet som fik vidnesbyrdet at høre. I begyndelsen af 1930’erne brugte Sydney Shepherd to år på at sejle omkring midt ude i Stillehavet for at forkynde på Cookøerne og Tahiti. Længere mod vest besøgte George Winton Ny Hebriderne (nu Vanuatu) med den gode nyhed.

Omtrent samtidig drog også Joseph Dos Santos, en amerikaner af portugisisk afstamning, ud for at forkynde i urørt distrikt. Først forkyndte  han på de yderste øer i Hawaii, og derefter lagde han ud på en forkynderrejse som skulle bringe ham jorden rundt. Men da han kom til Filippinerne fik han et brev hvori broder Rutherford bad ham om at blive dér for at opbygge og organisere forkyndelsesarbejdet. Han blev på Filippinerne i 15 år.

På denne tid begyndte Selskabets afdelingskontor i Australien at koncentrere sig om arbejdet på øerne i den sydlige del af Stillehavet. To pionerer som blev sendt ud derfra, aflagde et grundigt vidnesbyrd på Fiji i 1930-31. Samoa blev nået med budskabet i 1931 og Ny Caledonien i 1932. Et pionerpar fra Australien rejste i 1933 til Kina, hvor de i løbet af de næste få år forkyndte i 13 af de større byer.

Brødrene i Australien indså at de kunne udrette mere hvis de havde en båd. Efter nogen tid indrettede de en 52-fods ketch der fik navnet Lightbearer, og fra begyndelsen af 1935 blev den i adskillige år brugt som base for en gruppe nidkære brødre der forkyndte i Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien), Singapore og Malaya. Båden vakte stor opmærksomhed overalt hvor den kom, og det gav ofte brødrene mulighed for at forkynde og sprede meget læsestof.

På den anden side af jorden besluttede to danske pionersøstre at rejse på en ferietur til Færøerne i 1935. Men de tog ikke bare derop for at beundre naturen. De medbragte flere tusind brochurer og bøger, og de brugte dem godt. På trods af storm og regn og et fjendtligt præsteskab gennemgik de så store dele af øerne som de kunne nå.

Længere mod vest påtog Georg Lindal, en canadier af islandsk afstamning, sig en opgave der kom til at vare meget længere. Efter et forslag fra broder Rutherford flyttede han i 1929 til Island for at tjene som pioner. Han viste stor udholdenhed! I de næste 18 år forkyndte han for det meste helt alene. Han besøgte de store og små byer igen og igen. Han spredte titusinder af publikationer, men ikke en eneste islænding begyndte at tjene Jehova sammen med ham. Bortset fra ét år havde han ingen andre Jehovas vidner at være sammen med på Island før i 1947, da der kom to missionærer dertil fra Gilead.

Når mennesker forbyder det Gud har befalet

Især fra 1920’erne og frem til slutningen af 40’erne var det ikke usædvanligt at forkynderne mødte modstand når de deltog i tjenesten. I mange tilfælde var det de lokale præster der stod bag, og undertiden var det myndighedspersoner.

Engang da nogle østrigske Jehovas vidner skulle forkynde i et landdistrikt nord for Wien, mødte de en flok vrede landsbyboere som den lokale præst havde hidset op imod dem. Der var også nogle politibetjente med  i flokken. Præsterne havde sat sig i hovedet at Jehovas vidner ikke måtte forkynde i deres landsbyer. Men forkynderne, der var fast besluttede på at udføre det hverv Gud havde givet dem, kom blot tilbage en anden dag og gik ind i landsbyerne ad forskellige omveje.

Uanset hvad mennesker måtte true med eller forlange, vidste Jehovas vidner at de over for Gud var forpligtede til at forkynde hans rige. De valgte at adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker. (Apg. 5:29) Når lokale myndighedspersoner forsøgte at nægte Jehovas vidner trosfrihed, tilkaldte forkynderne ganske enkelt forstærkning.

Efter gentagne arrestationer i en del af Bayern i Tyskland i 1929 lejede forkynderne to særtog — ét der skulle køre fra Berlin og ét der skulle køre fra Dresden. I Reichenbach blev de to tog koblet sammen, og klokken 2 om natten kørte toget ind i Regensburgområdet med 1200 passagerer der var ivrige efter at få aflagt et vidnesbyrd. Rejsen var dyr, og alle havde selv betalt billetten. På hver jernbanestation blev der sat nogle af. Flere havde cykler med så de kunne nå ud i landdistrikterne. Hele området blev gennemarbejdet på en enkelt dag. Da de så resultaterne af deres forenede anstrengelser, kunne de ikke lade være med at tænke på det løfte Gud har givet sine tjenere: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Es. 54:17.

Forkynderne i Tyskland var så nidkære at de, så vidt man kan beregne, mellem 1919 og 1933 spredte mindst 125 millioner bøger, brochurer og blade, foruden millioner af traktater. Og på det tidspunkt var der kun omkring 15 millioner husstande i Tyskland. I den periode blev der aflagt et grundigere vidnesbyrd i Tyskland end i noget andet land på jorden. Her fandtes også en af de største koncentrationer af mennesker der gav udtryk for at de tilhørte Kristi salvede disciple. Men i de følgende år blev deres uangribelighed prøvet til det yderste. — Åb. 14:12.

I 1933 blev den officielle modstand mod Jehovas Vidners arbejde i Tyskland stærkt intensiveret. Gestapo foretog den ene razzia efter den anden i forkyndernes hjem og på Selskabets afdelingskontor. Jehovas Vidners arbejde blev forbudt i de fleste tyske stater, og nogle af forkynderne blev arresteret. Mange tons af deres bibler og bibelske læsestof blev brændt offentligt. Den 1. april 1935 blev der vedtaget en landsomfattende lov som forbød Ernste Bibelforscher (de alvorlige bibelstudenter eller Jehovas Vidner), og man prøvede systematisk at fratage dem deres levebrød. Jehovas vidner begyndte at holde alle deres møder i små grupper, at kopiere deres bibelske studiemateriale i former som Gestapo ikke havde så let ved at genkende, og at benytte mindre iøjnefaldende forkyndelsesmetoder.

I Italien havde brødrene på dette tidspunkt allerede i nogen tid, siden 1925, levet under et fascistisk diktatur, og i 1929 var der blevet undertegnet  et konkordat mellem den katolske kirke og den fascistiske stat. Der blev drevet en nådesløs jagt på de sande kristne. Nogle af dem samledes i lader og på hølofter for at undgå at blive arresteret. Der var ikke ret mange Jehovas vidner i Italien dengang, men i 1932 fik de hjælp da 20 forkyndere fra Schweiz krydsede grænsen til Italien og under en lynkampagne uddelte 300.000 eksemplarer af brochuren Riget, Verdens Haab.

Også i Det Fjerne Østen voksede presset. Nogle Jehovas vidner i Japan blev arresteret. Store mængder af deres bibelske publikationer blev ødelagt af embedsmænd i Seoul (i det der nu er Republikken Korea) og Pyongyang (i det der nu er Den Demokratiske Folkerepublik Korea).

Midt under dette tiltagende pres fik Jehovas vidner i 1935 en klar forståelse ud fra Bibelen af hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 er. Denne forståelse åbnede deres øjne for at et presserende og uventet arbejde lå foran dem. (Es. 55:5) Nu mente de ikke længere at alle der ikke tilhørte ’den lille hjord’ af arvinger til det himmelske rige, først engang i fremtiden ville få mulighed for at bringe deres liv i overensstemmelse med Jehovas krav. (Luk. 12:32) De forstod at disse mennesker måtte gøres til disciple nu, for at de kunne overleve og komme ind i Guds nye verden. De vidste ikke hvor længe indsamlingen af denne store skare fra alle nationer skulle fortsætte, men de følte at enden for den onde ordning måtte være meget nær. De vidste heller ikke præcis hvordan arbejdet skulle udføres under den tiltagende og stadig mere grusomme forfølgelse. Men én ting var de helt overbeviste om: „Jehovas hånd er ikke for kort,“ og derfor ville han sørge for at de fik mulighed for at gøre hans vilje. — Es. 59:1.

I 1935 var der relativt få Jehovas vidner — kun 56.153 i hele verden.

I det år forkyndte de i 115 lande; men i næsten halvdelen af disse lande var der færre end ti forkyndere. Kun i to lande var der 10.000 eller flere aktive vidner for Jehova (i De Forenede Stater var der 23.808, og i Tyskland var der cirka 10.000 ud af de 19.268 der havde rapporteret to år tidligere). I hvert af syv andre lande (Australien, Canada, Frankrig, Polen, Rumænien, Storbritannien og Tjekkoslovakiet) var der mellem 1000 og 6000 forkyndere der rapporterede. Oversigten over virksomheden viser at 21 andre lande hver havde mellem 100 og 1000 forkyndere. Men i dette ene år brugte denne nidkære skare forkyndere verden over 8.161.424 timer på at forkynde om Guds rige som menneskenes eneste håb.

De havde også allerede gjort den gode nyhed kendt andre steder, så frem til 1935 var der blevet forkyndt i 149 lande og øområder.

[Tekstcitat på side 424]

Også i fængslerne fandt de lejligheder til at forkynde

[Tekstcitat på side 425]

Ivrige efter at komme i gang med arbejdet!

[Tekstcitat på side 441]

De trodsede storm, regn og et fjendtligt præsteskab

[Tekstcitat på side 442]

Før bibelstudenternes arbejde blev forbudt i Tyskland, blev der aflagt et vidnesbyrd af usædvanlige dimensioner

[Kort på side 428]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Da emigranter fra landene på dette kort lærte at det er Guds hensigt at velsigne menneskeheden, følte de sig tilskyndet til at rejse tilbage til deres hjemland med budskabet

NORD- OG SYDAMERIKA

ØSTRIG

BULGARIEN

CYPERN

TJEKKOSLOVAKIET

DANMARK

FINLAND

TYSKLAND

GRÆKENLAND

UNGARN

ITALIEN

HOLLAND

NORGE

POLEN

PORTUGAL

RUMÆNIEN

SPANIEN

SVERIGE

SCHWEIZ

TYRKIET

JUGOSLAVIEN

[Kort på side 432]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

I 1920’erne og 1930’erne flyttede forkyndere fra Tyskland til mange andre lande for at aflægge et vidnesbyrd

TYSKLAND

SYDAMERIKA

NORDAFRIKA

ASIEN

[Kort/illustrationer på side 423]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KOREA

JAPAN

KINA

STILLEHAVET

[Illustrationer]

Mens verden var optaget af at føre krig, havde R. R. Hollister og Fanny Mackenzie travlt med at bringe et fredens budskab ud til folk i Kina, Japan og Korea

[Kort/illustrationer på side 435]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UGANDA

KENYA

TANZANIA

SYDAFRIKA

[Illustrationer]

Nidkære pionerer som Frank Smith og hans broder Gray (øverst) forkyndte den gode nyhed langs Afrikas østkyst

[Kort/illustration på side 439]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NAMIBIA

[Illustration]

I hele Sydvestafrika (nu Namibia) fik folk denne brochure med posten i 1928

[Kort/illustrationer på side 440]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYA

BORNEO

CELEBES

SUMATRA

JAVA

TIMOR

NY GUINEA

AUSTRALIEN

STILLEHAVET

[Illustrationer]

Nidkære pionerer spredte Rigets budskab i Sydøstasien ved hjælp af båden „Lightbearer“

[Illustrationer på side 426]

I mange lande kom store skarer for at høre foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“

[Illustrationer på side 427]

I Sydafrika uddelte Edwin Scott på egen hånd 50.000 eksemplarer af „Et Opraab til de ledende i Verden“

[Illustration på side 429]

Willy Unglaube fulgte opfordringerne til forkyndere og tjente i Europa, Afrika og Asien

[Illustrationer på side 430]

I 1992 havde Eric Cooke og hans broder John (siddende) begge været i heltidstjenesten i over 60 år. De har haft mange spændende oplevelser i Europa og Afrika

[Illustration på side 431]

Da Edwin Skinner rejste til Indien i 1926 fik han et distrikt der omfattede fem lande. Han blev trofast ved med at forkynde dér i 64 år

[Illustration på side 433]

Alfred og Frieda Tuček tjente som pionerer i det gamle Jugoslavien. Her ses de udrustet med de nødvendige ting til livets ophold og publikationer til brug i forkyndelsen

[Illustrationer på side 434]

I hele Vestafrika afslørede „Bibel-Brown“ ihærdigt falsk tilbedelse

[Illustration på side 436]

George Young var med til at aflægge et omfattende vidnesbyrd om Guds rige i Sydamerika, Spanien og Portugal

[Illustration på side 437]

Juan Muñiz (til venstre), der havde forkyndt i Sydamerika siden 1924, bød N. H. Knorr velkommen da denne over 20 år senere besøgte Argentina for første gang

[Illustration på side 438]

Nicolás Argyrós gjorde Bibelens frigørende sandheder kendt i 14 af Argentinas provinser

[Illustrationer på side 439]

F. J. Franske rejste til lands og til vands for at nå frem til fjerntliggende bosættelser med Bibelens sandheder