Kapitel 22

3. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Fra side 444 til side 461 følger en rapport om forkyndelsen i hele verden mellem 1935 og 1945. Året 1935 var særlig betydningsfuldt fordi det var i det år man forstod hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 er. I forbindelse med indsamlingen af denne gruppe begyndte Jehovas vidner at forstå at det arbejde der ifølge Bibelen lå foran dem, var langt større end noget tidligere. Hvordan bar de sig ad med at udføre det under den anden verdenskrig, da de fleste lande nedlagde forbud mod Jehovas Vidners arbejde eller deres bibelske publikationer?

I 1930’erne var det Jehovas Vidners mål at forkynde budskabet om Riget for så mange som muligt. Når de traf nogen som viste ekstra stor interesse, hændte det at de sad oppe det meste af natten for at forklare Bibelens sandheder og besvare spørgsmål. Men i de fleste tilfælde fremholdt forkynderne blot korte præsentationer for at vække den besøgtes interesse, og så lod de publikationerne eller offentlige bibelske foredrag udrette resten. De deltog i et oplysningsarbejde; de såede sandhedens sæd.

Ihærdige forsøg på at nå ud til mange med den gode nyhed

Arbejdet blev udført med en følelse af at tiden var kort. Da Armando Menazzi i Córdoba i Argentina i begyndelsen af 1930’erne havde læst den klare redegørelse for Bibelens sandheder i brochurerne Helvede og Hvor er de døde?, handlede han således hurtigt og beslutsomt. (Sl. 145:20; Præd. 9:5; Apg. 24:15) Ansporet af det han lærte og af den nidkærhed Nicolás Argyrós viste, solgte han sit bilværksted for at bruge al sin tid på at forkynde sandheden som pioner. I begyndelsen af 1940’erne fik han forkynderne i Córdoba til at købe en gammel bus som de installerede senge i og derefter brugte på forkynderture der varede mellem en uge og tre måneder. Forskellige brødre og søstre fra menigheden fik mulighed for at komme med på disse ture, ti eller flere ad gangen. Hver enkelt i gruppen skulle hjælpe med det praktiske — gøre rent, lave mad, eller fiske og gå på jagt for at skaffe mad. Denne ihærdige gruppe forkyndte fra hus til hus,  gennemgik byer og landsbyer og besøgte afsidesliggende gårde i mindst ti argentinske provinser.

Forkynderne i Australien havde samme indstilling. De tæt befolkede byer langs kysten blev godt gennemarbejdet med budskabet, men forkynderne søgte også at nå ud til folk der boede isoleret. Den 31. marts 1936 begav Arthur Willis og Bill Newlands sig således ud på en rejse som skulle blive cirka 19.700 kilometer lang. Deres mål var at forkynde for folk på de spredte fårefarme og kvægstationer i det indre af landet. Der fandtes stort set ingen veje, kun ujævne stier gennem den træløse ørken med trykkende hede og hylende sandstorme. Men de vendte ikke om. Når de traf nogle der viste interesse, spillede de bibelske foredrag på grammofon og spredte læsestof. Somme tider var John E. (Ted) Sewell med på disse ture. Han meldte sig senere til at tjene i Sydøstasien.

Det distrikt som Selskabets afdelingskontor i Australien førte tilsyn med, gik langt videre end til Australiens kyster. Det omfattede Kina samt øgrupper og lande fra Tahiti i øst til Burma (nu Myanmar) i vest, en strækning på 13.700 kilometer. Mellem disse to yderpunkter lå Hongkong, Indokina (nu Cambodja, Laos og Vietnam), Nederlandsk Ostindien (der omfattede øer som Sumatra, Java og Borneo), New Zealand, Siam (nu Thailand) og Malaya. Det skete jævnlig at afdelingstilsynsmanden, skotten Alexander MacGillivray, inviterede en ivrig ung pioner ind på sit kontor, viste ham et kort over afdelingskontorets distrikt og spurgte: ’Kunne du tænke dig at blive missionær?’ Derefter pegede han på et område hvor budskabet sjældent eller aldrig var blevet forkyndt, og spurgte: ’Hvad ville du sige til at påbegynde arbejdet dér?’

I begyndelsen af 1930’erne havde nogle af disse pionerer allerede udført et stort arbejde i Nederlandsk Ostindien (nu  Indonesien) og Singapore. I 1935 sejlede newzealænderen Frank Dewar sammen med en gruppe af disse pionerer med båden Lightbearer til Singapore. Lige før båden fortsatte mod Malayas nordvestkyst, sagde kaptajnen, Eric Ewins: „Nå, Frank, så er vi her. Længere kan vi ikke tage dig med. Du valgte at tage til Siam. Så, af sted med dig!“ Men Frank havde næsten glemt alt om Siam. Han havde nydt at forkynde sammen med gruppen på båden. Nu var han overladt til sig selv.

Mens han gjorde ophold i Kuala Lumpur for at skrabe penge sammen til resten af turen, blev han udsat for en trafikulykke — han blev kørt ned af en lastvogn da han var ude at cykle. Da han var kommet sig tog han toget fra Singapore til Bangkok. Han havde kun 5 dollars på lommen, men gik i gang med at forkynde i tillid til Jehovas evne til at sørge for sine tjenere. Claude Goodman havde forkyndt i Bangkok en kort periode i 1931, men da Frank kom dertil i juli 1936 var der ingen Jehovas vidner til at byde ham velkommen. I de følgende år gav andre dog en hånd med — Willy Unglaube, Hans Thomas og Kurt Gruber fra Tyskland og Ted Sewell fra Australien. De spredte meget læsestof, men det meste af det var på engelsk, kinesisk og japansk.

Da brødrene skrev til Selskabets hovedkontor at de havde brug for publikationer på thai men ingen oversætter havde, svarede broder Rutherford:  „Jeg er ikke i Thailand; det er I. Hav tro på Jehova og arbejd flittigt, og I vil finde en oversætter.“ Og det gjorde de. Chomchai Inthaphan, der var tidligere rektor ved den presbyterianske pigeskole i Chiang Mai, tog imod sandheden, og fra 1941 oversatte hun bibelske publikationer til thai.

En uge efter at Frank Dewar var begyndt at forkynde i Bangkok kom Frank Rice, der havde udført et banebrydende forkyndelsesarbejde på Java (nu en del af Indonesien), på besøg undervejs til sit nye distrikt i det daværende Fransk Indokina. Ligesom han havde gjort i sit tidligere distrikt, forkyndte han for de engelsktalende mens han lærte det lokale sprog. Efter at have gennemgået Saigon (nu Ho Chi-Minh-byen) gav han nogle timer i engelsk for at kunne købe sig en gammel bil som han kunne køre til den nordlige del af landet i. Han gik op i Rigets interesser, ikke i materiel bekvemmelighed. (Hebr. 13:5) Hele vejen nordpå til Hanoi forkyndte han i byer og landsbyer og på isolerede steder.

Iøjnefaldende metoder

I mange lande gjorde forkynderne brug af iøjnefaldende metoder for at vække folks interesse for budskabet om Riget og vise dem at de var nødt til at gøre noget. I Glasgow begyndte Jehovas vidner for eksempel i 1936 at avertere stævneforedrag ved at gå med sandwichplakater og uddele løbesedler på forretningsstrøg. To år senere, i 1938, blev metoden yderligere udviklet da man averterede et stævne i London. Nathan H. Knorr og Albert D. Schroeder, der senere kom til at tjene sammen i Det Styrende Råd, gik i spidsen for et optog af næsten tusind forkyndere som marcherede gennem forretningsdistriktet i Londons centrum. Hver anden bar en plakat der averterede det offentlige foredrag, „Se Kendsgerningerne i Øjnene“, som skulle holdes af J. F. Rutherford i Royal Albert Hall. De øvrige bar skilte med ordlyden „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“. (På det tidspunkt havde de den opfattelse at religion var alle former for tilbedelse der ikke var i harmoni med Guds ord, Bibelen.) Senere på ugen bar de skilte med teksten „Tjen Gud og kongen Kristus“ mellem de andre skilte, for at dæmpe den fjendtlige reaktion hos nogle blandt offentligheden. Det var en overvindelse for mange Jehovas vidner at deltage i plakatarbejdet, men de betragtede det som endnu en måde at tjene Jehova på, endnu en prøve på deres loyalitet mod ham.

Ikke alle satte pris på de iøjnefaldende måder Jehovas vidner forkyndte deres budskab på. Præsteskabet i Australien og New Zealand pressede lederne af radiostationerne til at standse alle udsendelser som var betalt af Jehovas Vidner. I april 1938, da  broder Rutherford var på vej til Australien for at holde et radioforedrag, gav myndighedspersoner efter for pres og aflyste en aftale om at broder Rutherford kunne bruge rådhuset i Sydney og tale i radioen. Brødrene skyndte sig at leje en sportsplads i Sydney, og som følge af den store omtale som modstanden mod broder Rutherfords besøg fik, kom der endnu flere for at høre foredraget. Når brødrene ved andre lejligheder blev nægtet tilladelse til at sende foredrag i radioen, arrangerede de møder hvor broder Rutherfords foredrag blev spillet på grammofon og sørgede for at disse møder blev averteret grundigt.

I Belgien sendte præsterne børn ud for at kaste sten på forkynderne, og selv gik de rundt til folk i landsbyerne for at indsamle de bøger og brochurer forkynderne havde spredt. Men nogle af landsbyboerne syntes godt om det de lærte af Jehovas vidner. De sagde: „Lad os få flere af jeres brochurer. Når præsten kommer kan vi give ham en, så han er tilfreds, og beholde resten så vi selv kan læse dem.“

I årene der fulgte skulle Jehovas vidner imidlertid komme ud for endnu stærkere modstand i deres forkyndelsesarbejde.

Forkyndelse i Europa trods forfølgelse under krigen

Tusinder af Jehovas vidner i Belgien, Frankrig, Holland, Tyskland og Østrig blev fængslet eller sat i nazisternes koncentrationslejre fordi de ikke ville afsværge deres tro og holde op med at forkynde. I fængslerne og lejrene hørte en brutal behandling til dagens orden. De der endnu var frie fortsatte med at forkynde, men med forsigtighed. De nøjedes ofte med at bruge Bibelen, og de tilbød kun læsestof på genbesøg hos interesserede. For at undgå at blive arresteret nøjedes de med at ringe på én dør i en blok og så gå videre til en anden blok, eller de besøgte kun ét hus i en gade og gik derefter videre til et hus i en anden gade. Men de var på ingen måde bange for at aflægge vidnesbyrd.

Den 12. december 1936, blot nogle få måneder efter at Gestapo havde arresteret tusinder af forkyndere og interesserede i et landsomfattende forsøg på at standse deres arbejde, arrangerede forkynderne en særlig kampagne. Med lynets hast lagde de titusinder af eksemplarer af en trykt resolution i folks postkasser og under deres døre overalt i Tyskland. Resolutionen indeholdt en protest mod den grusomme behandling af deres kristne brødre og søstre. Mindre end en time efter at kampagnen var begyndt drev politiet en hektisk jagt på forkynderne, men i hele landet blev kun 10-12 stykker pågrebet.

Myndighederne var rystede over at en sådan kampagne kunne gennemføres efter alt det den nazistiske regering havde  gjort for at standse arbejdet. De begyndte desuden at blive utrygge ved befolkningen. Hvorfor? Jo, når politiet og andre uniformerede tjenestemænd tog rundt til folk og spurgte om de havde modtaget en sådan tryksag, svarede flertallet benægtende. Langt de fleste havde nemlig ikke fået den. Der var kun blevet afleveret resolutioner til to-tre familier i hver boligblok. Men det vidste politifolkene ikke. De gik ud fra at der var blevet lagt en under hver eneste dør.

I de følgende måneder benægtede nazistiske embedsmænd hårdnakket de anklager der blev rejst i resolutionen. Den 20. juni 1937 spredte de forkyndere der stadig var på fri fod, derfor et nyt budskab, et åbent brev der beskrev forfølgelsen i mindste detalje, omtalte myndighedspersoner ved navn og nævnte datoer og steder. Stor var forfærdelsen hos Gestapo over denne afsløring og over at Jehovas vidner var i stand til at foretage en sådan distribuering.

Familien Kusserow fra Bad Lippspringe i Tyskland havde utallige oplevelser der vidnede om den samme beslutsomhed i forkyndelsen. Et eksempel er det der skete efter at Wilhelm Kusserow offentligt var blevet henrettet i Münster af nazisterne fordi han ikke ville fornægte sin tro. Wilhelms moder, Hilda, rejste straks til fængselet og forlangte hans lig udleveret så hun kunne begrave ham. Hun sagde til sin familie: „Vi vil aflægge et stort vidnesbyrd for dem der kendte ham.“ Ved begravelsen bad Wilhelms fader, Franz, en bøn hvori han gav udtryk for tro på Jehovas kærlige foranstaltninger. Wilhelms broder Karl-Heinz sagde nogle trøstende ord fra Bibelen ved graven. De blev straffet for dette, men det vigtigste for dem var at ære Jehova ved at aflægge et vidnesbyrd om hans navn og rige.

Efterhånden som krigen udviklede sig i Holland ændrede forkynderne klogeligt deres mødevaner. De holdt nu møderne for grupper på højst ti i private hjem, og mødestederne blev ofte flyttet. Hver forkynder deltog kun i møder sammen med sin egen gruppe, og ingen røbede adressen, ikke engang til sine nærmeste venner. På det tidspunkt blev store  folkegrupper drevet fra hus og hjem som følge af krigen. Jehovas vidner vidste at disse mennesker havde brug for det trøstende budskab der kun findes i Guds ord, og de forkyndte det frygtløst. Et brev fra afdelingskontoret mindede dem dog om at Jesus gik frem med forsigtighed da han ved forskellige lejligheder mødte modstand. (Matt. 10:16; 22:15-22) Når forkynderne traf en der var fjendtligt indstillet noterede de derfor adressen op, sådan at de næste forkyndere i distriktet kunne tage deres forholdsregler.

I Grækenland led befolkningen meget under den tyske besættelse. Men den yderst brutale behandling Jehovas vidner fik, skyldtes først og fremmest at den græsk-ortodokse kirkes præsteskab havde givet myndighederne et helt fordrejet billede af dem og insisteret på at politi og domstole greb ind over for dem. Mange forkyndere blev kastet i fængsel, forvist fra deres hjemby og sendt til fjerntliggende landsbyer eller holdt i fangenskab under barske forhold på øde øer. Men de blev ved med at forkynde. (Jævnfør Apostelgerninger 8:1, 4.) I mange tilfælde forkyndte de ved at tale med folk i parker og anlæg. De satte sig på bænkene og fortalte folk om Guds rige. Når én viste ægte interesse, lånte de vedkommende en dyrebar bibelsk publikation. Senere fik de den tilbage — de samme brochurer og bøger blev udlånt igen og igen. Mange sandhedselskende mennesker tog med taknemmelighed imod den hjælp Jehovas vidner tilbød dem, og sluttede sig endda til dem i forkyndelsen af den gode nyhed, selv om det betød at også de blev forfulgt.

En faktor der især bidrog til at forkynderne var så modige og udholdende, var at de blev opbygget af åndelig føde. Selv om forsyningerne af publikationer til brug  i forkyndelsen var stærkt reducerede mange steder i Europa under krigen, blev det trosstyrkende læsestof som Selskabet havde udarbejdet til Jehovas vidner i hele verden, ved med at cirkulere mellem forkynderne. August Kraft, Peter Gölles, Ludwig Cyranek, Therese Schreiber og mange andre satte livet på spil ved at mangfoldiggøre og distribuere studiemateriale der blev smuglet ind i Østrig fra Italien, Schweiz og Tjekkoslovakiet. I Holland skaffede en venligsindet fangevogter en bibel til Arthur Winkler. På trods af alle de forholdsregler fjenden traf, fandt de bibelske sandheders forfriskende vand fra Vagttårnet vej til forkynderne, selv til dem der sad i tyske koncentrationslejre, og cirkulerede mellem dem.

Jehovas vidner holdt ikke op med at være vidner selv om de blev kastet i fængsler og koncentrationslejre. Da apostelen Paulus var i fængsel i Rom, skrev han: „Jeg [lider] ondt, er endda i lænker . . . Dog, Guds ord er ikke bundet.“ (2 Tim. 2:9) Det samme viste sig at være tilfældet med Jehovas vidner i Europa under den anden verdenskrig. Fangevogterne lagde mærke til deres opførsel; nogle stillede spørgsmål, og enkelte blev troende, skønt det betød at de selv mistede friheden. Mange af Jehovas vidners medfanger kom fra lande hvor den gode nyhed kun var blevet forkyndt i meget begrænset omfang, som for eksempel Rusland. Efter krigen vendte nogle af disse tilbage til deres hjemland som Jehovas vidner, ivrige efter at sprede budskabet om Riget.

Den brutale forfølgelse og virkningerne af total krig kunne ikke hindre den forudsagte indsamling af mennesker der ønskede at tilbede i Jehovas  store åndelige hus. (Es. 2:2-4) Fra 1938 til 1945 var der i de fleste europæiske lande en betydelig vækst i antallet af dem der deltog i denne offentlige tilbedelse ved at forkynde om Guds rige. I Finland, Frankrig, Schweiz og Storbritannien var der en vækst på rundt regnet 100 procent. I Grækenland blev forkyndertallet næsten syvdoblet. I Holland blev der tolv gange så mange forkyndere. Men ved udløbet af 1945 havde man endnu kun modtaget ufuldstændige rapporter fra Tyskland, Rumænien og en række andre lande.

Landene uden for Europa i krigsårene

Også i Østen skabte krigen store vanskeligheder for Jehovas vidner. I Japan og Korea blev de arresteret, slået og torteret fordi de forkyndte Guds rige og ikke ville tilbede den japanske kejser. Med tiden blev de afskåret fra enhver kontakt med forkynderne i andre lande. Mange af dem havde kun mulighed for at aflægge et vidnesbyrd når de blev forhørt eller ført for retten. Da krigen sluttede, var Jehovas vidners offentlige forkyndelse i disse lande praktisk taget ophørt.

Da krigen nåede til Filippinerne blev Jehovas vidner mishandlet af både japanerne og modstandsbevægelsen fordi de ikke ville støtte nogen af parterne. For ikke at blive pågrebet forlod mange forkyndere deres hjem. Men de forkyndte de steder de kom hen — når de havde noget læsestof lånte de det ud, og senere nøjedes de med at bruge Bibelen. Da fronten begyndte at vige skaffede forkynderne endog adskillige både hvormed de fragtede store grupper af forkyndere til øer hvor der kun var blevet forkyndt ganske lidt, om overhovedet.

I Burma (nu Myanmar) blev Jehovas Vidners publikationer forbudt i maj 1941, men ikke som følge af den japanske besættelse. Forbudet skyldtes pres fra præster i den anglikanske kirke, metodistkirken, den katolske kirke og den amerikanske baptistkirke. To forkyndere der arbejdede på telegrafkontoret så et telegram som advarede dem om hvad der ville komme, og derfor nåede brødrene at rydde Selskabets lager for at forhindre at publikationerne blev beslaglagt. Derefter forsøgte de at sende en god del af dem til Kina.

På det tidspunkt fragtede den amerikanske regering store vognlæs krigsmateriel ad Burmavejen for at støtte den kinesiske nationalistregering. Brødrene prøvede at få plads til nogle publikationer på en af disse lastvogne, men blev afvist. Det lykkedes dem heller ikke at skaffe en lastvogn i Singapore. Mick Engel, som havde ansvaret for Selskabets boglager i Rangoon (nu Yangon), henvendte sig imidlertid til en højtstående amerikansk embedsmand og fik tilladelse til at sende publikationerne med militære lastvogne.

Men da Fred Paton og Hector Oates derefter henvendte sig til den officer der havde overopsyn med kortegen til Kina og bad om plads, fik  denne et voldsomt raserianfald. „Hvad?“ skreg han. „Hvordan kan jeg bruge den dyrebare plads i mine lastvogne til jeres elendige traktater, når jeg ikke engang har plads til hårdt tiltrængt militært og medicinsk udstyr som ligger her og rådner under åben himmel?“ Fred trak vejret dybt, stak hånden ned i mappen og viste ham brevet med tilladelsen, og nævnte derefter at det ville være en alvorlig sag at ignorere direktiver fra embedsmænd i Rangoon. Resultatet blev at officeren ikke alene gik med til at transportere to tons bøger, men også stillede en lille lastvogn med chauffør og forsyninger til brødrenes disposition. De kørte mod nordøst over den farlige bjergvej ind i Kina med deres værdifulde last. Efter at have forkyndt i Pao-shan drog de videre til Chungking (Pahsien). I det år de tilbragte i Kina spredte de tusinder af publikationer der fortalte om Jehovas rige. En af dem de forkyndte personligt for var præsidenten for den kinesiske nationalistregering, Chiang Kai-chek.

I mellemtiden blev bombningen af Burma intensiveret, og alle forkyndere på nær tre forlod landet. De fleste rejste til Indien. Det var naturligvis begrænset hvad de tre tilbageværende kunne udrette, men de fortsatte med at forkynde uformelt, og deres arbejde bar frugt efter krigen.

Også i Nordamerika mødte Jehovas vidner alvorlige hindringer under krigen. Forkyndelsesarbejdet blev vanskeliggjort af udbredte pøbelaktioner og af at lokale love blev anvendt på grundlovsstridig måde. Tusinder blev fængslet fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. Men det fik ikke forkynderne til at sætte tempoet ned i tjenesten fra hus til hus. Fra februar 1940 blev det desuden almindeligt at se dem stå på gaderne i forretningsområderne  og tilbyde bladene. Deres nidkærhed voksede. Selv om forkynderne i De Forenede Stater og Canada gennemgik noget nær den værste forfølgelse der er foregået i denne del af verden, blev deres antal mere end fordoblet mellem 1938 og 1945, og den tid de anvendte i den offentlige forkyndelse tredobledes.

I mange lande under Det Britiske Statssamfund (i Nordamerika, Afrika, Asien og øerne i Det Caraibiske Hav og Stillehavet) blev enten Jehovas Vidner eller deres publikationer underlagt regeringsforbud. Dette skete for eksempel i Australien. Den 17. januar 1941 blev det ifølge en officiel bekendtgørelse fra generalguvernøren forbudt Jehovas vidner at samles for at udøve deres gudsdyrkelse, at sprede deres publikationer, eller i det hele taget være i besiddelse af dem. I henhold til loven var det muligt at få forbudet prøvet i retten, og der blev straks taget skridt til at gøre dette. Men der skulle gå over to år før højesteretsdommer Starke erklærede at de vedtægter forbudet var baseret på var „ubegrundede, vilkårlige og despotiske“ og en enig højesteret ophævede forbudet. Hvad gjorde Jehovas vidner i mellemtiden?

De efterlignede Jesu Kristi apostle, som ’adlød Gud som deres hersker mere end mennesker’. (Apg. 4:19, 20; 5:29) De blev ved med at forkynde. Skønt der blev lagt dem talrige hindringer i vejen, arrangerede de endda et stævne i Hargrave Park i nærheden af Sydney fra 25. til 29. december 1941. Da myndighederne i Vestaustralien nægtede stævnedeltagerne derfra transport med jernbanen, udstyrede en gruppe forkyndere deres biler med trækulsdrevne gasgeneratorer og begav sig ud på en biltur tværs over landet. Rejsen varede 14 dage, hvoraf en uge gik med at krydse den ugæstfri Nullarborslette. De kom godt frem og glædede sig over programmet sammen med de 6000 andre stævnedeltagere. Året efter blev der holdt et andet stævne, men denne gang blev det opdelt i 150 mindre grupper i syv storbyer over hele landet. Talerne rejste fra sted til sted for at holde deres foredrag.

I 1939, da forholdene i Europa forværredes, meldte nogle pionerer sig til at tjene i andre distrikter. (Jævnfør Mattæus 10:23; Apostelgerninger 8:4.) Tre tyske pionerer blev sendt fra Schweiz til Shanghai i Kina. Flere andre blev sendt til Sydamerika. Blandt dem der blev sendt til Brasilien var Otto Estelmann, der havde besøgt og hjulpet menigheder i Tjekkoslovakiet, og Erich Kattner, der havde tjent ved Selskabets kontor i Prag. Det nye distrikt de fik var på ingen måde let at arbejde i. I nogle områder hvor der var store gårde, plejede forkynderne at stå tidligt op og forkynde indtil klokken syv om morgenen, og så gik de ud i forkyndelsen igen sent om aftenen. Broder Kattner fortæller at han ofte sov ude i det fri når han flyttede fra sted til sted. Forkyndertasken tjente som hovedpude. — Jævnfør Mattæus 8:20.

 Både broder Estelmann og broder Kattner var blevet jaget af nazisternes hemmelige politi i Europa. Slap de for forfølgelse ved at flytte til Brasilien? Nej, tværtimod. Efter bare ét år blev de sat i langvarig husarrest og kastet i fængsel på foranledning af myndighedspersoner der åbenbart sympatiserede med nazisterne! Forkynderne mødte også modstand fra det katolske præsteskab, men de holdt ud i deres gudgivne arbejde. De opsøgte stadig byer og landsbyer i Brasilien hvor budskabet om Riget endnu ikke var blevet forkyndt.

Et tilbageblik på situationen i hele verden viser at Jehovas Vidners organisation eller publikationer blev forbudt af myndighederne i de fleste af de lande hvor der var forkyndere under den anden verdenskrig. I 1938 havde de forkyndt i 117 lande, og i over 60 af disse lande blev organisationen eller publikationerne forbudt eller forkynderne udvist i krigsårene (1939-1945). Selv i lande hvor der ikke var noget forbud, blev de udsat for pøbelaktioner og hyppigt arresteret. Men trods alt dette standsede forkyndelsen af den gode nyhed ikke.

Den store skare begynder at vise sig i Latinamerika

Midt under krigen, i februar 1943, blev der lagt planer for det arbejde der skulle udføres efter krigens afslutning. Vagttårnsselskabet oprettede Gileadskolen i staten New York for at oplære missionærer til tjenesten i fremmede lande. Før årets udgang var 12 af disse missionærer allerede begyndt at tjene på Cuba. Det viste sig at være et meget frugtbart distrikt.

Allerede i 1910 var noget af sandhedens sæd blevet sået på Cuba. I 1913 havde C. T. Russell holdt et foredrag dér. I 1932 havde J. F. Rutherford  talt i radioen i Havanna, og foredraget var senere blevet oversat til spansk og genudsendt. Men væksten kom kun langsomt. Der var mange analfabeter i landet dengang, og folk havde store religiøse fordomme. I begyndelsen mødte forkynderne næsten kun interesse blandt den engelsktalende befolkning der var kommet fra Jamaica og andre steder. I 1936 var der kun 40 forkyndere på Cuba. Men plantning og vanding af sandhedens sæd resulterede i at den efterhånden begyndte at bære mere frugt.

De første cubanere blev døbt i 1934, og andre fulgte senere. Fra 1940 blev tjenesten fra hus til hus underbygget af daglige radioudsendelser og frimodige vidnesbyrd som blev aflagt på gaden. Allerede før de første gileadmissionærer kom til Cuba i 1943, havde 950 cubanere taget imod den gode nyhed og var begyndt at forkynde for andre, skønt de ikke alle deltog regelmæssigt. I de første par år efter missionærernes ankomst foregik væksten endnu hurtigere. I 1945 var der 1894 Jehovas vidner på Cuba. De fleste af dem var oplært i en tro der sagde at alle der støttede kirken ville komme i himmelen, men det store flertal af dem der blev Jehovas vidner glædede sig over muligheden for at opnå evigt liv i et genoprettet paradis på jorden. (1 Mos. 1:28; 2:15; Sl. 37:9, 29; Åb. 21:3, 4) Kun 1,4 procent af disse bekendte sig til Kristi salvede brødre.

Også på anden måde fik brødrene i Latinamerika hjælp fra Selskabets hovedkontor. I begyndelsen af 1944 var N. H. Knorr, F. W. Franz, W. E. Van Amburgh og M. G. Henschel på Cuba i ti dage for at styrke brødrene åndeligt. Samtidig blev der holdt et stævne i Havanna, og der blev truffet foranstaltninger til en bedre koordinering af forkyndelsen. I samme forbindelse besøgte broder Knorr og broder Henschel Costa Rica, Guatemala og Mexico for at hjælpe Jehovas vidner i disse lande.

På de rejser som N. H. Knorr og F. W. Franz foretog i 1945 og 1946, havde de lejlighed til at tale og samarbejde med forkyndere i 24 lande fra Mexico til sydspidsen af Sydamerika, foruden i Caraibien. De tilbragte fem måneder i denne del af verden for at give kærlig hjælp og vejledning. Nogle steder traf de kun en håndfuld interesserede. De var med til at organisere de første menigheder i Lima i Peru og i Caracas i Venezuela, sådan at der kunne holdes faste møder og forkyndes regelmæssigt.  De steder hvor der allerede blev holdt menighedsmøder overværede de dem og gav fra tid til anden vejledning i hvordan møderne kunne få større praktisk værdi i forbindelse med forkyndelsesarbejdet.

Der hvor det lod sig gøre blev der arrangeret offentlige bibelske foredrag under disse besøg. Foredragene blev averteret vidt og bredt ved at forkynderne gik med plakater og uddelte løbesedler på gaderne. Følgen var at et stævne som de 394 forkyndere i Brasilien afholdt i São Paulo, blev overværet af 765. I Chile, hvor der var 83 forkyndere, kom der 340 for at høre et foredrag man havde averteret. I Costa Rica kunne de 253 lokale forkyndere glæde sig over at i alt 849 overværede to stævner de afholdt. Det gav brødrene anledning til at nyde et nært og varmt fællesskab.

Men formålet var ikke bare at holde mindeværdige stævner. På disse rejser lagde repræsentanterne fra hovedkontoret særlig vægt på betydningen af at aflægge genbesøg hos interesserede og lede bibelstudier  med dem. Hvis folk skulle blive sande disciple, måtte de undervises regelmæssigt ud fra Guds ord. Resultatet var at antallet af bibelstudier steg hastigt i denne del af verden.

Mens broder Knorr og broder Franz var ude på disse tjenesterejser, ankom flere gileadmissionærer til deres nye distrikter. I slutningen af 1944 var der missionærer i Costa Rica, Mexico og Puerto Rico. I 1945 bidrog missionærer til en bedre organisering af forkyndelsen på Barbados og Jamaica og i Brasilien, Britisk Honduras (nu Belize), Chile, Colombia, El Salvador, Guatemala, Haiti, Nicaragua, Panama og Uruguay. Da de to første missionærer ankom til Den Dominikanske Republik i 1945, var de de eneste forkyndere i landet. Disse første missionærers tjeneste gav hurtigt resultater. Broder Trinidad Paniagua siger om de første missionærer der blev sendt til Guatemala: „Det var lige præcis dét vi havde brug for — nogle der kunne undervise os i Guds ord og lære os hvordan vi skulle udføre arbejdet.“

På denne måde blev grundlaget lagt for fremtidig vækst i denne del af verden. På øerne i Det Caraibiske Hav var der 3394 forkyndere i slutningen af 1945. I Mexico var der 3276, og i Mellemamerika 404. I Sydamerika var der 1042. Det vil sige at der i løbet af syv år — endda syv meget urolige år — havde været en vækst på 386 procent i dette område. Men det var kun begyndelsen. En eksplosiv vækst lå forude. Bibelen havde forudsagt at „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ skulle indsamles som tilbedere af Jehova før den store trængsel kom. — Åb. 7:9, 10, 14.

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939 var der kun 72.475 Jehovas vidner, og de forkyndte i 115 lande (optalt ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). Trods den intense forfølgelse de blev udsat for i hele verden, var deres antal mere end fordoblet ved krigens slutning. Rapporten for 1945 viste at 156.299 forkyndere virkede i de 107 lande som det var muligt at sammentælle rapporter fra. Men på det tidspunkt var Rigets budskab faktisk blevet forkyndt i 163 lande.

Det var et forbløffende vidnesbyrd der blev aflagt mellem 1936 og 1945. I dette urolige årti brugte de nidkære vidner for Jehova i alt 212.069.285 timer på at forkynde for verden at Guds rige er menneskehedens eneste håb. De spredte også 343.054.579 bøger, brochurer og blade for at hjælpe folk til at forstå det bibelske grundlag for deres tro. For at hjælpe dem der viste oprigtig interesse ledede de i 1945 gennemsnitlig 104.814 gratis hjemmebibelstudier.

[Tekstcitat på side 455]

Skønt krigen tvang dem til at flygte, fortsatte de med at forkynde

 [Ramme/illustrationer på side 451-453]

End ikke fængsling kunne få dem til at holde op med at forkynde

Her ses blot nogle få af de mange tusind der på grund af deres tro måtte lide i fængsler og koncentrationslejre under den anden verdenskrig

1. Adrian Thompson, New Zealand. Fængslet i 1941 i Australien. Hans ansøgning om fritagelse fra militærtjeneste blev afvist da Jehovas Vidners organisation blev forbudt i Australien. Efter løsladelsen tjente han som rejsende tilsynsmand og styrkede menighederne i deres offentlige forkyndelse. Han blev missionær og den første rejsende tilsynsmand i Japan efter krigen. Lige til sin død i 1976 forkyndte han flittigt.

2. Alois Moser, Østrig. I syv fængsler og koncentrationslejre. I 1992, da han var 92 år, var han fremdeles en aktiv forkynder.

3. Franz Wohlfahrt, Østrig. Lod sig ikke skræmme af at hans fader og broder blev henrettet. Sad i Rollwald-lejren i Tyskland i fem år. Forkyndte stadig i 1992, i en alder af 70.

4. Thomas Jones, Canada. Fængslet i 1944; sad derefter i to arbejdslejre. Efter 34 års heltidstjeneste blev han i 1977 udnævnt til medlem af afdelingskontorets udvalg, som fører tilsyn med forkyndelsen i hele Canada.

5. Maria Hombach, Tyskland. Arresteret gentagne gange; sad i enecelle i tre og et halvt år. Som kurer satte hun livet på spil for at bringe bibelske publikationer til sine trosfæller. I 1992 tjente hun, 90 år gammel, som et trofast medlem af betelfamilien.

6. Max og Konrad Franke, Tyskland. Fader og søn, begge fængslet gentagne gange og i mange år. (Konrads kone, Gertrud, sad også i fængsel.) Alle forblev loyale og nidkære tjenere for Jehova, og Konrad gik foran da Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde skulle reorganiseres i Tyskland efter krigen.

7. A. Pryce Hughes, England. Blev to gange sendt til Wormwood Scrubs, et fængsel i London; sad også fængslet under den første verdenskrig på grund af sin tro. Var foregangsmand for forkyndelsen i Storbritannien frem til sin død i 1978.

8. Adolphe og Emma Arnold, med datteren Simone, Frankrig. Efter at Adolphe var blevet fængslet, fortsatte Emma og Simone med at forkynde og skaffe publikationer til andre Jehovas vidner. Mens Emma var i fængsel blev hun sat i enecelle fordi hun blev ved med at forkynde for andre fanger. Simone blev sendt på en opdragelsesanstalt. De fortsatte alle tre med at forkynde ihærdigt.

 9. Ernst og Hildegard Seliger, Tyskland. Tilsammen har de siddet over 40 år i fængsler og koncentrationslejre på grund af deres tro. Selv i fængslerne fortalte de andre om Bibelens sandheder. Når de var på fri fod, brugte de al deres tid på at forkynde den gode nyhed. Broder Seliger døde som en trofast tjener for Gud i 1985, søster Seliger i 1992.

10. Carl Johnson, De Forenede Stater. Fængslet sammen med hundreder af andre forkyndere i Ashland, Kentucky, to år efter sin dåb. Har tjent som pioner og kredstilsynsmand; i 1992 førte han stadig an i forkyndelsen som ældste.

11. August Peters, Tyskland. Sad i fængsel i 1936-37 og igen fra 1937 til 1945; var i disse perioder adskilt fra sin kone og deres fire børn. Efter sin løsladelse forkyndte han endnu mere, som heltidstjener. I 1992 tjente han, i en alder af 99, stadig som medlem af betelfamilien. Han havde da set antallet af Jehovas vidner i Tyskland vokse til 163.095.

12. Gertrud Ott, Tyskland. Fængslet i Łódź i Polen, derefter sendt til koncentrationslejrene Auschwitz, Gross-Rosen og Bergen-Belsen i Tyskland. Efter krigen udførte hun en nidkær tjeneste som missionær i Indonesien, Iran og Luxembourg.

13. Katsuo Miura, Japan. Syv år efter at han var blevet arresteret og fængslet i Hiroshima blev store dele af det fængsel han sad i, ødelagt af den atombombe der jævnede byen med jorden. Lægerne fandt imidlertid ingen tegn på at han havde taget skade af strålingen. Han brugte de sidste år af sit liv som pioner.

14. Martin og Gertrud Pötzinger, Tyskland. Nogle få måneder efter at de var blevet gift, blev de arresteret og var adskilt fra hinanden i ni år. Martin blev sendt til Dachau og Mauthausen, Gertrud til Ravensbrück. Trods den brutale behandling de fik, vaklede de aldrig i troen. Efter løsladelsen brugte de alle deres kræfter i tjenesten for Jehova. Han tjente i 29 år som rejsende tilsynsmand i Tyskland, derefter som medlem af Det Styrende Råd frem til sin død i 1988. I 1992 var Gertrud stadig en nidkær forkynder.

15. Jizo og Matsue Ishii, Japan. Efter at have spredt bibelsk læsestof over hele Japan i omkring ti år blev de kastet i fængsel. Jehovas Vidners arbejde i Japan blev standset under krigen, men broder og søster Ishii forkyndte flittigt igen efter krigen. I 1992 havde Matsue Ishii set antallet af forkyndere i Japan stige til over 171.000.

16. Victor Bruch, Luxembourg. Sad i Buchenwald, Lublin, Auschwitz og Ravensbrück. Var i 1992, som 90-årig, stadig aktiv som ældste blandt Jehovas vidner.

17. Karl Schurstein, Tyskland. Rejsende tilsynsmand før Hitler kom til magten. Indespærret i otte år, blev dræbt af SS i Dachau i 1944. Også mens han var i koncentrationslejr fortsatte han med at opbygge andre åndeligt.

 18. Kim Bong-nyu, Korea. Sad fængslet i seks år. Fortæller i en alder af 72 år stadig andre om Guds rige.

19. Pamfil Albu, Rumænien. Efter at være blevet brutalt mishandlet blev han sendt til en arbejdslejr i Jugoslavien, hvor han sad i to og et halvt år. Efter krigen blev han fængslet to gange til og sad inde i endnu tolv år. Han holdt ikke op med at forkynde om Guds hensigt. Før sin død hjalp han tusinder i Rumænien til at tjene sammen med Jehovas Vidners verdensomspændende organisation.

20. Wilhelm Scheider, Polen. I nazistiske koncentrationslejre 1939-45. I kommunistiske fængsler 1950-56, og igen i 1960-64. Til sin død i 1971 viede han alle sine kræfter til forkyndelsen af Guds rige.

21. Harald og Elsa Abt, Polen. Under og efter krigen sad Harald i fængsler og koncentrationslejre i 14 år på grund af sin tro, men også dér fortsatte han med at forkynde. Elsa blev frataget deres lille datter og sad derefter i seks lejre i Polen, Tyskland og Østrig. Til trods for at Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Polen i 40 år efter krigen, fortsatte de alle tre med at tjene Jehova trofast.

22. Ádám Szinger, Ungarn. Blev ved seks retssager idømt 23 års frihedsstraf, hvoraf han afsonede otte og et halvt år i fængsler og arbejdslejre. Han tjente som rejsende tilsynsmand i sammenlagt 30 år. Som 69-årig var han stadig en trofast ældste i menigheden.

23. Joseph Dos Santos, Filippinerne. Havde været heltidsforkynder af budskabet om Riget i 12 år da han blev fængslet i 1942. Reorganiserede Jehovas Vidners arbejde på Filippinerne efter krigen og fortsatte som pioner til sin død i 1983.

24. Rudolph Sunal, De Forenede Stater. Fængslet i Mill Point, West Virginia. Da han var blevet løsladt brugte han al sin tid til at sprede budskabet om Guds rige — som pioner, som medlem af betelfamilien og som kredstilsynsmand. I 1992 var han stadig pioner, i en alder af 78 år.

25. Martin Magyarosi, Rumænien. Efter at have været fængslet fra 1942 til 1944 ledede han forkyndelsen af den gode nyhed i Transsilvanien. Efter løsladelsen foretog han omfattende rejser for at opmuntre sine trosfæller i forkyndelsesarbejdet. Han var selv en frygtløs forkynder. Han blev fængslet igen i 1950 og døde i 1953 i en arbejdslejr som en loyal tjener for Jehova.

26. R. Arthur Winkler, Tyskland og Holland. Først sendt til Esterwegen koncentrationslejr; blev ved med at forkynde i lejren. Senere, i Holland, blev han slået til ukendelighed af Gestapo. Til sidst blev han sendt til Sachsenhausen. Han var en loyal, nidkær forkynder til sin død i 1972.

27. Park Ock-hi, Korea. Tre år i Sodaemun-fængselet i Seoul; udsat for ubeskrivelig tortur. I 1992, 91 år gammel, forkyndte hun stadig flittigt som specialpioner.

[Kort/illustration på side 446]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AUSTRALIEN

NEW ZEALAND

TAHITI

TONGA

FIJI

NY GUINEA

JAVA

BORNEO

SUMATRA

BURMA

HONGKONG

MALAYA

SIAM

INDOKINA

KINA

STILLEHAVET

Landenes navne som de var i 1930’erne

[Illustration]

Alexander MacGillivray var som tilsynsmand for afdelingskontoret i Australien med til at planlægge forkynderture til mange lande og øer

[Kort/illustrationer på side 460]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CUBA

COSTA RICA

MEXICO

PUERTO RICO

TRINIDAD

BELIZE

BRASILIEN

CHILE

COLOMBIA

DOMINIKANSKE REPUBLIK

EL SALVADOR

GUATEMALA

HAITI

JAMAICA

NICARAGUA

PANAMA

URUGUAY

BARBADOS

BOLIVIA

[Illustrationer]

I slutningen af 1945 var gileadmissionærer allerede begyndt at tjene i 18 lande i denne del af verden

Charles and Lorene Eisenhower

Cuba

John and Adda Parker

Guatemala

Emil Van Daalen

Puerto Rico

Olaf Olson

Colombia

Don Burt

Costa Rica

Gladys Wilson

El Salvador

Hazel Burford

Panama

Louise Stubbs

Chile

[Illustration på side 444]

Nogle kolportører spredte mange kartoner publikationer; folk modtog adskillige bibelske prædikener i hver bog

[Illustration på side 445]

Armando Menazzi (foran i midten) og en glad gruppe der rejste med ham på en forkyndertur i deres „rullende pionerhjem“

[Illustration på side 445]

Arthur Willis, Ted Sewell og Bill Newlands — tre brødre der bragte budskabet om Riget til Australiens indre

[Illustration på side 447]

Frank Dewar, her med sin kone og deres to døtre, rejste i 1936 til Thailand, hvor han helt alene tjente som pioner. I 1992 var han stadig specialpioner

[Illustration på side 447]

Chomchai Inthaphan brugte sine evner som oversætter for at nå thailænderne med Bibelens gode nyhed

[Illustration på side 448]

I Tyskland sørgede Jehovas vidner for at dette åbne brev fik stor udbredelse i 1937, selv om myndighederne havde forbudt deres gudsdyrkelse

[Illustration på side 449]

Franz og Hilda Kusserows familie — hver og én et trofast vidne for Jehova, selv om hele familien (undtagen en søn der omkom ved en ulykke) blev sat i koncentrationslejre og fængsler eller sendt til opdragelsesanstalter på grund af deres tro

[Illustrationer på side 450]

Nogle i Østrig og Tyskland der satte livet på spil for at mangfoldiggøre eller sprede dyrebart materiale til bibelstudium, som det der ses i baggrunden

Therese Schreiber

Peter Gölles

Elfriede Löhr

Albert Wandres

August Kraft

Ilse Unterdörfer

[Illustration på side 454]

Forkyndere ved et stævne i Shanghai i Kina i 1936. Ni i denne gruppe blev døbt under dette stævne

[Illustration på side 456]

På trods af at Jehovas Vidners gudsdyrkelse var forbudt i Australien, holdt disse forkyndere i 1941 et stævne i Hargrave Park i nærheden af Sydney

[Illustration på side 458]

Cubanske forkyndere ved et stævne i Cienfuegos i 1939

[Illustration på side 459]

N. H. Knorr (til venstre) taler ved et stævne i São Paulo i 1945, med Erich Kattner som tolk