Kapitel 23

Missionærernes andel i den globale vækst

MISSIONÆRERNE har, med deres nidkære indsats og deres villighed til at tjene hvor som helst, været en vigtig faktor i den globale forkyndelse af Guds rige.

Længe før Watch Tower Bible and Tract Society indledte en egentlig missionæruddannelse, blev missionærer sendt ud til andre lande. Selskabets første præsident, C. T. Russell, forstod behovet for at nogle der var kvalificerede til det blev sendt ud for at åbne forkyndelsen og gå foran i arbejdet i fremmede lande. Derfor udsendte han sådanne mænd — Adolf Weber til Europa, E. J. Coward til De Vestindiske Øer, Robert Hollister til Østen og Joseph Booth til det sydlige Afrika. Det viste sig desværre at Joseph Booth var mest interesseret i sine egne forehavender, så i 1910 blev William Johnston sendt fra Skotland til Nyasaland (det nuværende Malawi), hvor Booth havde haft en særlig uheldig indflydelse. Broder Johnston fik derefter til opgave at oprette et afdelingskontor for Watch Tower Society i Durban i Sydafrika, og senere tjente han som afdelingstilsynsmand i Australien.

Efter den første verdenskrig udsendte J. F. Rutherford flere missionærer. For eksempel blev Thomas Walder og George Phillips sendt fra England til Sydafrika, W. R. Brown blev flyttet fra sit distrikt på Trinidad til Vestafrika, George Young fra Canada kom til Sydamerika og til Europa, Juan Muñiz kom først til Spanien og derefter til Argentina, og George Wright og Edwin Skinner blev sendt til Indien, efterfulgt af Claude Goodman, Ron Tippin og endnu flere. Det var vaskeægte pionerer, der nåede ud til egne hvor der så godt som ikke havde været forkyndt før. Her lagde de en solid grundvold for den store vækst der senere skulle komme.

Også andre besad en sand missionærånd der bevægede dem til at flytte udenlands som forkyndere. Blandt dem var Kate Goas og hendes datter Marion, som viede mange år af deres liv til nidkær tjeneste i Colombia og Venezuela. Joseph Dos Santos var også blandt dem; han rejste fra Hawaii på en forkyndertur der førte til 15 års tjeneste på Filippinerne. Der var også Frank Rice, som tog af sted fra Australien på et fragtskib for at indlede forkyndelsen på øen Java (nu i Indonesien).

 Men i 1942 begyndte nogle nye planer at tage form. Der skulle oprettes en skole som var skræddersyet til at oplære mænd såvel som kvinder der var parate til at påtage sig gerningen som missionærer hvor som helst i verden der var brug for dem.

Gileadskolen

Midt under verdenskrigen kan det, set ud fra et menneskeligt synspunkt, have virket malplaceret at forberede sig på en udvidelse af forkyndelsesarbejdet til fjerne lande. Men i september 1942 besluttede bestyrelserne for de to vigtigste selskaber benyttet af Jehovas Vidner, i tillid til Jehova at godkende et forslag fra N. H. Knorr om at oprette en skole til uddannelse af missionærer og andre til særlig tjeneste. Den skulle kaldes Watchtower Bible College of Gilead. Senere blev navnet ændret til Watchtower Bible School of Gilead — Vagttårnets Bibelskole Gilead. Det skulle ikke koste noget at gå på denne skole, og eleverne skulle have kost og logi betalt af Selskabet så længe de gik der.

Albert D. Schroeder var blandt dem der blev bedt om at medvirke til at udarbejde en undervisningsplan. Han havde allerede stor erfaring fra sit arbejde i tjenesteafdelingen på Selskabets hovedkontor i Brooklyn og som afdelingstilsynsmand i England. Hans positive, selvopofrende indstilling og den kærlige interesse han viste eleverne, gjorde ham meget afholdt blandt dem han underviste i de 17 år han virkede som registrator og lærer ved skolen. I 1974 blev han medlem af Det Styrende Råd, og året efter blev han tilknyttet Undervisningsudvalget.

 Broder Schroeder og de andre lærere (Maxwell Friend, Eduardo Keller og Victor Blackwell) sammensatte et femmåneders kursus, hvor selve Bibelen var den vigtigste lærebog. Der blev også undervist i teokratisk organisation, bibelske lærepunkter, offentlig tale, tjeneste på arbejdsmarken, tjeneste som missionær, religionshistorie, Guds lov, samarbejde med offentlige myndigheder, international lov, hvordan man fører optegnelser, samt i forskellige sprog. I årenes løb er skemaet blevet justeret, men hovedvægten har altid været lagt på studiet af Bibelen og betydningen af evangeliseringsarbejdet. Målet med undervisningen er at styrke elevernes tro og hjælpe dem med at tillægge sig de åndelige egenskaber der er nødvendige hvis man skal kunne klare den udfordring det er at være missionær. Der lægges vægt på betydningen af fuld tillid til Jehova og loyalitet mod ham. (Sl. 146:1-6; Ordsp. 3:5, 6; Ef. 4:24) Eleverne får ikke nogen patentløsning på alle spørgsmål, men de bliver trænet i at undersøge tingene, og hjulpet til at forstå hvorfor Jehovas Vidner tror hvad de tror og gør tingene på bestemte måder. De lærer at gå ud fra nogle principper. På den måde lægges en grundvold der kan føre til vækst.

Indbydelserne til eleverne i den første klasse blev sendt ud den 14. december 1942. Lidt senere på vinteren ankom de 100 elever for at skrive sig ind på skolen, hvis bygninger lå i South Lansing i staten New York. De var ivrige, lærvillige — og noget nervøse. Selv om de gik op i deres studier i forbindelse med skolen, var det umuligt for dem ikke at spørge sig selv hvor i den store verden de ville blive sendt hen efter skoleafslutningen.

På åbningsdagen, den 1. februar 1943, holdt broder Knorr en tale for klassen. Han sagde: „I skal her forberedes yderligere til en gerning som svarer til det arbejde vi kender fra apostelen Paulus, Markus, Timoteus og andre som rejste ud til alle dele af Romerriget for at forkynde om Guds rige. De måtte være rustede med Guds ord. De måtte have et klart kendskab til hans hensigter. Mange steder måtte de helt alene holde stand over for denne verdens mægtige. Jeres lod vil måske blive den samme; og Gud vil give jer styrke til det.

Der er mange steder hvor vidnesbyrdet om Riget ikke er blevet aflagt i særlig stort omfang. Disse steder bor folkene i mørke, holdt fangne af religionen. I nogle af disse lande hvor der kun er få forkyndere, ser man at de retsindige er villige til at lytte og gerne slutter sig til Herrens organisation hvis de får den rette undervisning. Der må være hundreder, ja tusinder, flere som man kunne nå ud til hvis der var flere arbejdere på arbejdsmarken. Og det vil der, med Guds hjælp, komme.

Det er IKKE denne skoles formål at gøre jer til ordinerede Guds tjenere. Det er I allerede, og I har virket i denne tjeneste i mange år. . . . Undervisningsplanen ved denne skole har det ene formål at gøre jer dygtigere til at virke som forkyndere i de distrikter I skal ud til. . . .

 Jeres vigtigste opgave er at forkynde evangeliet om Riget fra hus til hus sådan som Jesus og apostlene gjorde. Når I har fundet et lyttende øre, aftal da et genbesøg, påbegynd et bibelstudium, og dan en menighed af alle der findes af sådanne i byen eller landsbyen. I vil ikke blot få den glæde at oprette en menighed; I skal også hjælpe dem til at forstå ordet, styrke dem, fra tid til anden tale til dem, hjælpe dem med deres tjenestemøder og med det organisatoriske. Når de kan stå på egne ben og selv kan overtage ansvaret for distriktet, kan I rejse videre til en anden by for at forkynde Riget. Indimellem kan det blive nødvendigt at I vender tilbage for at opbygge dem i den allerhelligste tro og præcisere troen for dem; I får altså den opgave at drage omsorg for Herrens ’andre får’ uden at svigte dem. (Johannes 10:16) Jeres sande gerning bliver at hjælpe retsindige mennesker. I må være initiativrige, men se hen til Gud efter vejledning.“ a

Fem måneder efter var eleverne i den første klasse færdige med denne specialundervisning. Deres afrejse blev fastlagt, deres rejsepapirer blev skaffet, og så begyndte de at tage af sted til ni latinamerikanske lande. Tre måneder efter skoleafslutningen var de første gileaduddannede missionærer som skulle rejse ud fra USA, på vej til Cuba. I 1992 var over 6500 elever fra mere end 110 lande blevet uddannet, og de havde tjent i mere end 200 lande og øgrupper.

Broder Knorr viste lige til sin død, 34 år efter indvielsen af Gileadskolen, stor personlig interesse for missionærernes arbejde. Om overhovedet muligt besøgte han hver ny skoleklasse flere gange, holdt foredrag for den og tog andre brødre med fra hovedkontoret for at de kunne tale til klassen. Når eleverne havde påbegyndt deres tjeneste i udlandet aflagde han personligt besøg hos grupper af missionærer, hjalp dem med at løse eventuelle problemer og gav dem fornøden opmuntring. Efterhånden som der kom flere og flere missionærgrupper, sørgede han for at også andre kvalificerede brødre aflagde sådanne besøg, så der hele tiden blev vist alle missionærerne opmærksomhed, uanset hvor de tjente.

 Ikke som andre missionærer

Kristenhedens missionærer har oprettet hospitaler, flygtningecentre og børnehjem for at tage sig af folks fysiske behov. Med rollen som de fattiges forsvarere som påskud har nogle af dem også ophidset befolkninger til oprør og deltaget i partisankrig. Men ikke missionærerne fra Gileadskolen — de har undervist i Bibelens ord. I stedet for at bygge kirker og forvente at folk kommer til dem, går de selv fra hus til hus for at finde mennesker der hungrer og tørster efter retfærdighed og undervise dem.

Jehovas Vidners missionærer holder sig omhyggeligt til Guds ord og viser folk hvorfor Guds rige er den sande og varige løsning på menneskehedens problemer. (Matt. 24:14; Luk. 4:43) Hvor meget dette adskiller sig fra hvad kristenhedens missionærer plejer at gøre, fandt Peter Vanderhaegen ud af da han i 1951 var på vej til sit tildelte distrikt i Indonesien. Han sejlede med et fragtskib, og den eneste anden passager var en baptistmissionær. Broder Vanderhaegen prøvede at få en samtale i gang om den gode nyhed om Guds rige, men den anden gjorde det klart at hans altopslugende interesse var at støtte Chiang Kai-chek på Taiwan i hans bestræbelser for at genvinde magten i Fastlandskina.

Mange andre er dog kommet til at forstå værdien af det budskab Guds ord har til os. I Barranquilla i Colombia forkyndte Olaf Olson for Antonio Carvajalino, som havde været stærkt engageret i en bestemt politisk bevægelse. Broder Olson gav ham ikke ret i hans synspunkter i den retning, og anbefalede heller ikke nogen anden politisk ideologi. I stedet tilbød han at studere Bibelen gratis med Antonio og hans søstre. Inden længe indså Antonio at Guds rige er det eneste håb for de fattige i Colombia såvel som resten af verden. (Sl. 72:1-4, 12-14; Dan. 2:44) Han og hans søstre blev nidkære tjenere for Gud.

Noget der indtraf i Rhodesia (det nuværende Zimbabwe) viser på en anden måde at Jehovas Vidners missionærer ikke følger mønsteret fra kristenhedens kirker. Donald Morrison besøgte en missionær fra en af disse kirker i dennes hjem, og vedkommende klagede over at Jehovas Vidner ikke overholdt de aftalte grænser. Hvilke grænser? Jo, det viste sig at kristenhedens  kirker havde delt landet op imellem sig, sådan at de hver især kunne virke uden indblanding fra de andre. Men Jehovas Vidner kan ikke gå med til en sådan ordning. Jesus sagde at budskabet om Riget skulle forkyndes på hele den beboede jord. Det var ikke dette kristenheden var optaget af, men de gileaduddannede missionærer var besluttede på, i lydighed mod Kristus, at aflægge et grundigt og omfattende vidnesbyrd.

Disse missionærer rejste ikke ud for at blive betjent, men for selv at tjene. At de virkelig bestræbte sig for at tjene kom til udtryk på mange måder. Ganske vist er det ikke forkert at tage imod en materiel gave der tilbydes frit, som værdsættelse af åndelig hjælp, og uden at man selv har bedt om den, men missionærerne John Errichetti og Hermon Woodard forstod at de lettere ville kunne få folk i deres distrikt, Alaska, i tale hvis de også brugte lidt tid på at arbejde med deres hænder for at skaffe til dagen og vejen, som apostelen Paulus havde gjort. (1 Kor. 9:11, 12; 2 Thess. 3:7, 8) Deres vigtigste beskæftigelse var at forkynde den gode nyhed. Men når de modtog gæstfrihed, hjalp de også til med et eller andet job — for eksempel at tjære et tag for en mand som havde brug for hjælp. Og når de var ude med en båd der sejlede fra sted til sted, gav de en hånd med når der skulle lastes eller losses. Snart blev det kendt at disse missionærer på ingen måde var som kristenhedens præster.

Nogle steder var det nødvendigt for Jehovas Vidners missionærer at tage verdsligt arbejde for en tid, så de kunne blive etableret i landet og  udføre deres tjeneste der. Da Jesse Cantwell, for eksempel, rejste til Colombia, gav han timer i engelsk på det medicinske fakultet ved et universitet, indtil den politiske situation havde ændret sig og de religiøse begrænsninger var ophævet. Så kunne han begynde at gøre fuld brug af sin erfaring som forkynder, idet han blev rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner.

Mange steder måtte missionærerne begynde med et turistvisum som kun gav dem opholdstilladelse i én eller nogle få måneder. Så måtte de ud af landet, og ind igen. Men de var udholdende og foretog rejserne igen og igen, indtil de endelig kunne få de nødvendige tilladelser. Det der lå dem på sinde var at hjælpe mennesker i det land hvor de havde fået tildelt et distrikt.

Disse missionærer anså ikke sig selv for at være mere værd end de lokale beboere. John Cutforth, der oprindelig var skolelærer i Canada, besøgte menigheder såvel som isolerede forkyndere i Papua Ny Guinea. Han satte sig på jorden sammen med dem, spiste sammen med dem, og når de indbød ham til at sove på en måtte i deres hjem, sagde han ja tak. Han færdedes med dem når de sammen deltog i forkyndelsesarbejdet. Men for iagttagere som ikke var Jehovas vidner var dette forbløffende, for  kristenhedens missionærer fra europæiske missionsselskaber havde ry for at føle sig højt hævet over de lokale; de var kun sammen med deres sognebørn i kort tid ved nogle af deres møder, og de spiste aldrig sammen med dem.

De mennesker som disse forkyndere tjente iblandt, mærkede den kærlige omsorg hos missionærerne og den organisation der havde sendt dem ud. Som svar på et brev fra en ydmyg afrikaner ved navn João Mancoca, som var indsat i en straffekoloni i Portugisisk Vestafrika (nu Angola), blev en missionær fra Vagttårnsselskabet sendt ud for at give åndelig hjælp. Da Mancoca senere mindedes besøget, sagde han: „Nu tvivlede jeg ikke på at dette var det samfund som Gud stod bag. Jeg havde aldrig forestillet mig at nogen religiøs organisation ville gøre sådan noget: hente en missionær fra det fjerne og få ham til at besøge en ubetydelig person bare på grund af et brev.“

Fremmede skikke og levevilkår

Ofte var levevilkårene i de lande missionærerne blev sendt ud til, ikke så gode som i de lande de kom fra. Da Robert Kirk i begyndelsen af 1947 ankom til Burma (nu Myanmar), led landet stadig under krigens efterveer, og kun de færreste boliger havde elektrisk lys. I mange lande opdagede missionærerne at tøjvask ikke foregik ved hjælp af elektrisk vaskemaskine, men stykke for stykke på et vaskebræt eller på stenene i en flod. Det væsentlige for dem var imidlertid den bibelundervisning de var kommet for at give, så de tilpassede sig de lokale forhold og gik op i deres forkyndelse.

I mange tilfælde var ingen mødt op for at tage imod missionærerne når de ankom til deres nye land. Det var overladt til dem selv at finde et sted at bo. Da Charles Eisenhower og 11 andre i 1943 ankom til Cuba, sov de på gulvet den første nat. Dagen efter købte de nogle senge, og lavede skabe og kommoder af æblekasser. I tillid til at Jehova ville velsigne deres bestræbelser, lykkedes det for missionærgrupperne at betale deres husleje, mad og andre fornødenheder ved hjælp af bidrag for læsestof som de spredte, sammen med den beskedne godtgørelse som specialpionerer fik fra Vagttårnsselskabet.

Når der skulle laves mad, var det til tider nødvendigt at tænke i nye baner. Når man ikke har køleskab, må man en tur på markedet hver dag. Mange steder blev maden varmet på en brændeovn eller over trækulsild i stedet for gasapparat eller kogeplade. George og Willa Mae Watkins blev  sendt til Liberia, hvor de fandt ud af at deres komfur bestod af tre sten under en jernkedel.

Og hvad med vand? Ruth McKay så sig om i sit nye hjem i Indien og sagde: ’Det ligner ikke noget andet hjem jeg har set. Der er ikke nogen vask i køkkenet, kun en hane der stikker ud af muren i et hjørne, og en lille cementkant der skal forhindre vandet i at løbe ud over hele gulvet. Der er ikke vand døgnet rundt, så man skal tappe af, sådan at man har vand når der bliver lukket.’

Nogle af missionærerne blev plaget af sygdom de første måneder efter deres ankomst, fordi de ikke var vant til forholdene. Russell Yeatts fik det ene anfald af dysenteri efter det andet da han var kommet til Curaçao i 1946. Men en lokal broder som ledede en bøn efter missionærernes ankomst, havde været så inderlig i sin tak til Jehova for at de var kommet, at de ikke kunne få sig selv til at tage af sted igen. Brian og Elke Wise ankom til Øvre Volta (nu Burkina Faso) og opdagede at klimaforholdene var barske og gik ud over helbredet. De måtte vænne sig til en dagtemperatur på 43 grader. Det første års tid var Elke syg i flere uger ad gangen på grund af varme og malaria. Året efter måtte Brian holde sengen i fem måneder på grund af en alvorlig hepatitis. Men inden længe havde de så mange gode bibelstudier som de kunne overkomme — og flere til. Kærlighed til disse mennesker hjalp dem til at holde ud. Endnu en hjælp var at de betragtede det som en forret at arbejde i det tildelte distrikt, og som en god oplæring til de opgaver Jehova måtte vælge at give dem senere.

Efter nogle år blev nye missionærer budt velkommen til deres distrikt af missionærer som havde været der før dem, eller af lokale forkyndere. Nogle blev sendt til lande hvor der var store, forholdsvis moderne byer. Fra og med 1946 søgte Vagttårnsselskabet desuden at sørge for at hver missionærgruppe fik en passende bolig, de nødvendige møbler, og penge til at købe mad, så de ikke behøvede at bekymre sig om dette men kunne koncentrere sig mere om forkyndelsen.

Dét at komme omkring var mange steder en prøve på ens udholdenhed. I Papua Ny Guinea har mere end én missionærsøster efter et regnvejr måttet vandre med sin bagage i en rygsæk gennem skovområder ad smattede stier hvor mudderet var så dybt at det trak skoene af fødderne. I Sydamerika har ikke så få missionærer været på hårrejsende busture ad smalle bjergveje i Andesbjergene. Man glemmer det ikke så let når man har  oplevet at ens bus skal passere en stor modgående vogn helt ude langs kanten til en afgrund hvor der ikke er autoværn, og man mærker bussen begynde at krænge ud over kanten.

Politiske omvæltninger har nogle steder været nærmest hverdagskost; men Jehovas Vidners missionærer har husket at Jesus bød sine disciple ikke at være „en del af verden“, så de har holdt sig neutrale i den slags konflikter. (Joh. 15:19) De har lært at beherske enhver nysgerrighed der kunne bringe dem i unødig fare. Ofte har det været bedst simpelt hen at holde sig borte fra gaderne indtil en spændt situation var drevet over. Midt i den vietnamesiske by Saigon (nu Ho Chi-Minh-byen) boede der ni missionærer dengang byen blev inddraget i krig. De kunne se bomberne falde, ildebrandene brede sig i byen og tusinder af mennesker flygte for livet. Men de forstod at det var Jehova der havde sendt dem ud for at tilbyde livgivende kundskab til sandhedshungrende mennesker, og de satte deres lid til hans beskyttelse.

Selv under forholdsvis fredelige forhold kunne det være svært at arbejde som missionær i visse kvarterer i byerne i Asien. Alene synet af en fremmed i de smalle stræder i fattigkvarteret i Lahore, Pakistan, var nok til at tiltrække en sværm af pjaltede og uvaskede børn i alle aldre. Under råben og masen fulgte de missionærerne fra hus til hus og myldrede ofte ind i et hjem lige i hælene på dem. Snart havde hele gaden hørt hvad bladene kostede og fået at vide at missionærerne ville ’gøre folk til kristne’. Når det kom så vidt var det som regel nødvendigt at forlade kvarteret. Tilbagetrækningen kunne da ske under hujen og klapsalver, og til tider under en byge af sten.

De lokale skikke krævede mange tilpasninger af missionærerne. I Japan lærte de at efterlade deres sko uden for døren når de gik ind i et hus; og de måtte — om muligt — vænne sig til at sidde på gulvet ved et lavt bord når de holdt bibelstudier. Nogle steder i Afrika måtte de huske at det var en fornærmelse hvis man rakte en anden noget med sin venstre hånd. I Afrika var det også tegn på dårlig opførsel hvis man straks fortalte hvorfor man var kommet — man måtte først føre en lettere samtale hvor man spurgte til hinandens helbred, fortalte hvor man kom fra, hvor mange børn man havde og så videre. I Brasilien skulle missionærerne ikke banke på døren, men klappe i hænderne uden for huset for at tilkalde beboeren.

I Libanon var der et helt andet område hvor skik og brug blev en udfordring for missionærerne. De lokale brødre tog som regel ikke deres kone eller deres døtre med til møderne. De kvinder som kom til møderne, satte sig altid bagerst, aldrig sammen med mændene. Missionærerne, som jo ikke kendte denne skik, vakte stort postyr ved deres første møde; et ægtepar satte sig forrest, og de ugifte missionærsøstre satte sig hvor som helst der var en tom stol. Efter mødet måtte nogle kristne principper gennemgås, og så var luften renset. (Se Femte Mosebog 31:12; Galaterbrevet 3:28.)  Adskillelsen ophørte. Flere hustruer og døtre begyndte at komme til møderne og at følges med missionærsøstrene fra hus til hus.

Et nyt sprog — en opgave i sig selv

Den lille gruppe missionærer der ankom til Martinique i 1949 kunne meget lidt fransk, men de vidste at folk havde brug for at høre Rigets budskab. Med ægte tro drog de ud fra dør til dør, og prøvede at læse nogle få vers fra Bibelen eller et uddrag fra en publikation som de tilbød. Og med tålmodighed blev deres fransk efterhånden bedre.

Missionærerne var ganske vist kommet for at hjælpe de lokale forkyndere og andre interesserede, men mange gange var det dem selv der først havde brug for hjælp — med sproget. De der blev sendt til Togo opdagede at ewe, det vigtigste af de lokale sprog, har en grammatik der er helt anderledes end de europæiske sprogs, og at den tonehøjde man siger et ord i kan forandre ordets betydning. Det lille ord to kan for eksempel betyde øre, bjerg, svigerfar eller stamme når det udtales i højt toneleje, men når det siges i lavt toneleje betyder det bøffel. Missionærer som kom til Vietnam blev præsenteret for et sprog der benytter sig af seks forskellige toner, som giver ordene hver sin betydning.

Edna Waterfall, som blev sendt til Peru, glemmer ikke det første hus hvor hun prøvede at forkynde på spansk. Med kold sved på panden kæmpede hun sig gennem en præsentation hun havde lært udenad, tilbød en bog og aftalte et bibelstudium med en ældre dame. Så sagde damen på perfekt engelsk: „Det er udmærket alt sammen. Jeg vil gerne studere sammen med Dem, og lad os gøre det på spansk; det vil hjælpe Dem til at lære sproget.“ Edna udbrød chokeret: „Kan De engelsk? Og så lod De mig sige alt det på mit kluntede spansk?“ „De havde godt af det,“ svarede damen. Og det havde hun selvfølgelig. Edna forstod snart at når man skal lære et nyt sprog, er det vigtigt at komme i gang med at tale det.

Når George Fredianelli i Italien prøvede at tale landets sprog, opdagede han at de udtryk han mente var italienske slet ikke blev forstået (det var engelske ord  som han tillempede lidt til italiensk). For at bøde på det besluttede han at udarbejde sine foredrag omhyggeligt som et fuldt manuskript og læse dem højt. Men mange af tilhørerne faldt i søvn. Så kasserede han manuskriptet, talte frit fra leveren og sagde at tilhørerne måtte hjælpe ham hvis han gik i stå. Det holdt dem vågne, og det hjalp ham til at lære.

For at de vordende missionærer kunne komme godt i gang med at lære deres nye sprog, indbefattede gileadkurset i begyndelsen undervisning i sprog som spansk, fransk, italiensk, portugisisk, japansk, arabisk og urdu. Der er i årenes løb blevet undervist i godt 30 sprog. Men en given klasses elever blev jo ikke alle sendt til lande hvor det samme sprog blev talt, så senere blev disse sprogkurser erstattet af en periode med intensivt sprogstudium og vejledning når de var ankommet til deres nye distrikt. Den første måned kunne den nyankomne helt hellige sig sprogstudiet 11 timer om dagen; den næste måned blev den ene halvdel af tiden brugt til at læse sprog derhjemme og den anden halvdel til at bruge det i forkyndelsen.

Man lagde mærke til at netop brugen af sproget i tjenesten på arbejdsmarken var en nøgle til at lære det bedre. Derfor blev studieplanen ændret: De tre første måneder hvor en missionær var i et distrikt med et sprog han eller hun ikke kendte, skulle vedkommende tilbringe fire timer om dagen sammen med en egnet lærer, og lige fra begyndelsen skulle missionæren bruge det lærte ved at gå ud og forkynde for de lokale om Guds rige.

I mange missionærgrupper arbejdede man sammen som et hold for at lære sproget bedre. Man gennemgik for eksempel nogle få, eller helt op til  20, nye ord hver dag ved morgenbordet, og prøvede så at bruge ordene i forkyndelsen.

At lære de lokale beboeres sprog er en nøgle til at vinde deres fortrolighed. Nogle steder er der en vis mistro over for udlændinge. Hugh og Carol Cormican har, hver for sig og efter at de blev gift, tjent i fem afrikanske lande. De kender udmærket den mistillid der ofte er mellem afrikanere og europæere. Men de siger: „Når man taler det lokale sprog, forsvinder den følelse hurtigt. Og nogle som ikke har lyst til at høre sandheden forkyndt af deres egne landsmænd, vil gerne høre på os, tage imod læsestof og studere med os, fordi vi har gjort os den ulejlighed at tale med dem på deres eget sprog.“ For at kunne gøre dét har broder Cormican været nødt til at lære fem sprog foruden engelsk, og søster Cormican har lært seks.

Det er selvfølgelig ikke helt problemfrit at lære et nyt sprog. I Puerto Rico tilbød en broder at spille en bibelsk prædiken for folk på sin grammofon, men når de sagde „¡Como no!“ pakkede han sammen og gik videre. For ham lød det som om de havde sagt „nej tak“, og det varede et stykke tid før han fandt ud af at udtrykket betød „hvorfor ikke?“ Omvendt har missionærer til tider ikke opfattet det når den besøgte har sagt „ingen interesse“, og er derfor ganske roligt fortsat. Nogle få venlige mennesker har endda haft gavn af et sådant besøg.

Der har været utallige morsomme episoder. Leslie Franks lærte i Singapore at han ikke skulle tale om en kokosnød (kelapa) når han mente et hoved (kepala), eller om græs (rumput) når han mente hår (rambut). En missionær på Samoa udtalte et ord forkert og spurgte derfor en indfødt: „Hvordan går det med dit skæg?“ — selv om manden ikke havde noget skæg. Han ville blot have spurgt høfligt hvordan det gik med mandens kone. I Ecuador blev en bus sat i gang med et kraftigt ryk, så Zola Hoffman, der stod op i bussen, mistede balancen og landede i skødet på en mand. Hun blev flov og ville gerne sige undskyld, men kom til at sige „Con su permiso“ — „Tillader De?“ Manden svarede godmodigt: „Ja værsgo, frue, bliv bare siddende,“ og alle i bussen brød ud i latter.

Ikke desto mindre kom der gode resultater i forkyndelsen på grund af missionærernes bestræbelser. Lois Dyer, som ankom til Japan i 1950, husker et råd fra broder Knorr: „Gør dit bedste; selv om du gør noget forkert, så gør i det mindste noget!“ Det gjorde hun, og det samme gjorde mange andre. I de følgende 42 år har de missionærer som kom til Japan set forkyndertallet i landet vokse fra en håndfuld til over 170.000, og væksten fortsætter. En rig velsignelse for at have sat sin lid til Jehova — og været villig til at gøre sit bedste!

Arbejdet indledes eller videreføres

Der er i snesevis af lande og øgrupper hvor missionærer fra Gileadskolen enten har påbegyndt forkyndelsen helt fra bunden, eller givet den et  tiltrængt skub fremad efter at andre havde gjort et begrænset stykke arbejde. De har øjensynlig været de første Jehovas vidner der forkyndte den gode nyhed i Somalia, i Sudan, i Laos og på talrige øer kloden rundt.

Der havde i et vist omfang været forkyndt i lande som Bolivia, Den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Honduras, Nicaragua, Etiopien, Gambia, Liberia, Cambodja, Hongkong, Japan og Vietnam. Men da de første missionæruddannede elever fra Gilead ankom, var der endnu ingen Jehovas vidner som rapporterede forkyndelse disse steder. Hvor det var muligt tog missionærerne fat på en systematisk gennemgang af hele landet, idet de først koncentrerede sig om de større byer. De nøjedes ikke med at afsætte læsestof for derefter at rejse videre, som kolportørerne før i tiden havde gjort. De kom tålmodigt på genbesøg hos de interesserede, holdt bibelstudier med dem, og oplærte dem i tjenesten på arbejdsmarken.

Andre lande havde kun en halv snes forkyndere (og i mange tilfælde endnu færre) da missionærerne fra Gilead kom. Blandt disse lande var Colombia, Guatemala, Haiti, Puerto Rico, Venezuela, Burundi, Elfenbenskysten, Kenya, Mauritius, Senegal, Sydvestafrika (nu Namibia), Ceylon (nu Sri Lanka), Kina og Singapore, foruden en hel del øgrupper. Missionærerne satte et nidkært eksempel i tjenesten, hjalp de lokale forkyndere til at blive dygtigere, organiserede menigheder og oplærte brødre til at kunne gå foran. I mange tilfælde tog de arbejdet op i egne hvor der aldrig havde været forkyndt før.

I kraft af denne hjælp begyndte antallet af Jehovas vidner at vokse. I de fleste af disse lande er der nu tusinder af aktive vidner for Jehova. I nogle af landene er der titusinder, og nogle steder endda over hundrede tusind lovprisere af Jehova.

Nogle var ivrige efter at lytte

Nogle steder fandt missionærerne at mange var mere end villige til at lære. Da Ted og Doris Klein fra den første gileadklasse i 1947 ankom til Virgin Islands (de tidligere Dansk-Vestindiske Øer), var der så mange som ville studere Bibelen at deres tjeneste mange gange varede til midnat. Da broder Klein første gang holdt et offentligt foredrag på torvet i Charlotte Amalie, var der tusind forsamlet.

Joseph McGrath og Cyril Charles blev i 1949 sendt til amis-stammens område på Taiwan. Der kom de til at bo i huse med græstag og lergulv. Men de var kommet der for at hjælpe. Nogle af amis-folkene havde fået visse publikationer fra Vagttårnsselskabet, var blevet begejstrede for det de læste, og havde fortalt andre om den gode nyhed. Nu var missionærerne kommet for at hjælpe dem til at vokse åndeligt. De fik at vide at der var 600 som  var interesserede i sandheden, men der kom 1600 til de møder de holdt når de rejste fra landsby til landsby. Disse ydmyge mennesker var lærvillige, men der var meget de ikke havde nøjagtig kundskab om. Tålmodigt begyndte brødrene at undervise dem i det ene emne efter det andet. Ofte holdt de spørgsmål-og-svar-drøftelser på otte timer eller mere i hver landsby. Der blev også sørget for oplæring af de 140 som erklærede at de gerne ville forkynde fra hus til hus. Hvilken glæde for missionærerne! Og dog var der endnu meget at gøre hvis der skulle sikres en solid åndelig vækst.

Omkring 12 år senere fik Harvey og Kathleen Logan, der var gileaduddannede og havde tjent i Japan, til opgave at hjælpe amis-brødrene yderligere. Broder Logan tilbragte en hel del tid med at hjælpe dem til at forstå Bibelens grundlæggende lærepunkter og principper foruden organisatoriske forhold. Søster Logan arbejdede sammen med amis-søstrene i forkyndelsen hver dag, og bagefter prøvede hun at studere nogle bibelske grundprincipper med dem. I 1963 arrangerede Watch Tower Society at et rejseselskab med forkyndere fra 28 lande kunne mødes med de lokale forkyndere i landsbyen Shou Feng i forbindelse med en stævnerejse jorden rundt. Alt dette medvirkede til at der blev lagt et godt grundlag for yderligere vækst.

I 1948 ankom to missionærer, Harry Arnott og Ian Fergusson, til Nordrhodesia (nu Zambia). Der var allerede 252 menigheder af afrikanske Jehovas vidner da de kom, men nu begyndte man også at henvende sig til de europæere som var flyttet dertil i forbindelse med kobberminedriften i landet. Det gav særdeles gode resultater. Der blev afsat meget læsestof, og  der skete hurtigt fremskridt hos dem man studerede Bibelen med. Antallet af aktive forkyndere steg med 61 procent det år.

Mange steder var det ikke usædvanligt at folk som ønskede at studere Bibelen måtte skrives på venteliste. Til tider var der slægtninge, naboer eller andre bekendte med ved studierne, og nogle gange kom folk regelmæssigt i rigssalen endnu før der blev studeret med dem personligt.

Men der er andre lande hvor høsten har været meget lille til trods for at missionærerne har gjort en ihærdig indsats. Allerede i 1953 blev missionærer sendt til Østpakistan (nu Bangladesh), hvor befolkningen, som i dag er på over 115.000.000, hovedsagelig er muslimer og hinduer. Til trods for at der blev gjort meget for at hjælpe disse mennesker, var der i 1992 alligevel kun 42 tilbedere af Jehova i dette land. Men for de missionærer der arbejder i sådanne områder er hver eneste som tager den sande tilbedelse op, særlig dyrebar — netop fordi sådanne mennesker er så sjældne.

Kærlig hjælp til medforkyndere

Missionærernes egentlige arbejde er evangeliseringen, dét at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Men samtidig med at de personlig har udført denne tjeneste, har de i høj grad kunnet hjælpe lokale forkyndere. Missionærerne har indbudt dem til at følges med dem i tjenesten og givet forslag til hvordan svære situationer kunne klares. Ved at betragte missionærerne har de stedlige forkyndere ofte lært hvordan de selv kunne udføre deres tjeneste på en bedre måde, og hvordan de kunne blive dygtigere til at undervise. Omvendt har missionærerne fået hjælp af deres lokale medtjenere til at tilpasse sig skikkene på stedet.

Da John Cooke i 1948 ankom til Portugal, gik han i gang med at organisere et systematisk hus-til-hus-arbejde. Mange af de lokale forkyndere var villige nok, men de manglede oplæring. Senere sagde han: „Jeg glemmer aldrig en af de første gange jeg var ude i tjenesten sammen med søstrene i Almada. Der var seks søstre der tog besøgene sammen! Forestil jer synet af seks kvinder der stod grupperet om en dør mens en af dem holdt en prædiken! Men lidt efter lidt begyndte tingene at tage form og at fungere.“

På Leewardøerne hjalp missionærerne ved deres gåpåmod deres medforkyndere til at være frimodige, så de ikke lod sig skræmme da modstandere prøvede at standse arbejdet. En missionærs tro hjalp brødre i Spanien til at komme i gang i tjenesten fra hus til hus, endnu mens det katolsk-fascistiske diktatur rådede. Missionærer der kom til Japan efter den anden verdenskrig satte et godt eksempel med hensyn til takt — de gav sig ikke til at rippe op i hvor meget landets religion var kommet til kort, efter at Japans kejser havde erkendt at han ikke var guddommelig, men fremlagde i stedet nogle klare vidnesbyrd til støtte for troen på Skaberen.

 Når lokale forkyndere iagttog missionærerne, gjorde det i mange tilfælde et dybere indtryk end disse forstod til at begynde med. På Trinidad viste forskellige episoder hvor beskedne missionærerne var, at de var parate til at affinde sig med vanskelige forhold, at de gerne ville arbejde ihærdigt i Jehovas tjeneste trods stærk varme — og dette omtales endnu mange år efter. I Korea blev forkynderne dybt imponerede af den selvopofrelse de fandt hos missionærerne — hvoraf nogle blev i landet i ti år uden at besøge deres familie, fordi myndighederne (undtagen i nogle få „humanitære“ tilfælde) ikke ville give dem tilladelse til at vende tilbage til Korea hvis de rejste ud.

Under og efter opholdet på Gileadskolen fik de fleste elever lejlighed til på nærmeste hold at betragte hvordan hovedkontoret for Jehovas synlige organisation fungerer. I mange tilfælde havde de gode muligheder for at være sammen med brødre fra Det Styrende Råd. Når de så kom ud i deres missionærdistrikt, kunne de som øjenvidner fortælle lokale forkyndere og nyinteresserede hvordan organisationen fungerer, og give andre del i den taknemmelighed de selv havde. Den dybe værdsættelse af organisationens teokratiske virkemåde som de kunne bibringe andre, var ofte stærkt medvirkende til den vækst der skete.

Mange af de steder hvor missionærerne blev sendt hen, blev der endnu ikke holdt nogen menighedsmøder. De måtte så arrangere det nødvendige, lede møderne, og selv tage sig af de fleste af programpunkterne, indtil andre var kvalificerede til dette. De var konstant i gang med at oplære brødre, så disse en dag ville være egnede til at overtage ansvaret. (2 Tim. 2:2) Missionærhjemmet var som regel det første sted der blev holdt møder. Rigssalene kom senere.

De steder hvor der allerede var en menighed, var missionærerne med til at gøre møderne mere interessante og lærerige. Deres velforberedte kommentarer blev påskønnet, og snart dannede de skole. På grund af det de havde lært på Gilead var brødrene gode eksempler som offentlige talere og som lærere, og de var kun glade for at undervise de lokale brødre, så de kunne gøre dem kunsten efter. I lande hvor folk pr. tradition tager tingene let og ikke går så højt op i punktlighed, hjalp missionærerne deres lokale venner til at forstå værdien af at et møde begynder præcist, og opfordrede alle til at komme til tiden.

Nogle steder røbede forholdene at der var behov for hjælp til at forstå hvor vigtigt det er at man holder  sig til Jehovas retfærdige normer. I Botswana viste det sig for eksempel at søstrene stadig gav deres spædbørn nogle snore eller perlekæder på for at beskytte dem mod ondt; de forstod ikke rigtig at den skik stammede fra overtro og trolddomskunst. I Portugal fandt missionærerne en situation der var årsag til splid. Men med tålmodighed, kærlig hjælp, og fasthed når det var nødvendigt, lykkedes det at højne det åndelige niveau.

Missionærer der fik tilsynsopgaver i Finland brugte en del tid og kræfter på at oplære lokale brødre til at overveje problemer i lyset af Bibelens principper, så de lærte at nå frem til en slutning der stemte med Guds måde at se det på. I Argentina fik de lokale brødre hjælp til at forstå betydningen af planlægning og til at lære hvordan man fører optegnelser og holder kontormæssig orden. I Tyskland var der loyale brødre som, efter at have kæmpet for at overleve i koncentrationslejrene, var blevet lidt strikse i deres syn på visse ting. De fik hjælp til i højere grad at efterligne Jesu Kristi mildhed i deres gerning som hyrder for Guds hjord. — Matt. 11:28-30; Apg. 20:28.

Nogle af missionærerne fik undertiden til opgave at tale med myndighedspersoner for at besvare spørgsmål eller for at søge om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidners arbejde. Broder Joly, der sammen med sin hustru blev sendt til Cameroun, gjorde for eksempel, i en periode på næsten fire år, mange forsøg på at sikre juridisk anerkendelse af arbejdet. Han henvendte sig til franske og afrikanske embedsmænd den ene gang efter den anden. Endelig, efter et regeringsskifte, opnåede man denne anerkendelse. Men da havde Jehovas Vidner også virket i Cameroun i 27 år, og der var over 6000 af dem.

Rejsetjenestens udfordringer

Der var også nogle af missionærerne der fik tildelt en opgave som rejsende tilsynsmænd. Det var der et særligt behov for i Australien, hvor brødrene under den anden verdenskrig til en vis grad var begyndt at gå op i verdslige gøremål i stedet for Rigets interesser. Denne situation blev efterhånden bragt i orden, og under et besøg af broder Knorr i 1947 blev det fremhævet hvor vigtigt det er at lade Rigets forkyndelse komme i første række. Derefter var den begejstring, det gode eksempel og de gode undervisningsmetoder man fandt hos kreds- og områdetilsynsmænd som var udgået fra Gilead, med til at fremelske ægte åndelighed blandt landets forkyndere.

Rejsetjenesten har ofte krævet at man var villig til at udsætte sig for både farer og anstrengelser. Wallace Liverance skulle besøge en familie af forkyndere der boede isoleret i Volcán i Bolivia, og fandt ud af at det kun var muligt ved at han gik 90 kilometer over et goldt, stenet terræn i brændende sol i 3400 meters højde, bærende på sovepose, mad, vand og bøger. For at betjene menighederne i Filippinerne måtte Neal Callaway i mange  tilfælde køre i en overfyldt bus, hvor han ikke bare skulle dele pladsen med de mange andre passagerer men også med deres varer og deres husdyr. Richard Cotterill begyndte som rejsende tilsynsmand i Indien på et tidspunkt hvor tusinder af mennesker blev dræbt på grund af religiøst had. Da han engang skulle besøge brødrene i et uroligt område, prøvede funktionæren ved jernbanens billetsalg at tale ham fra det. Rejsen blev et mareridt for de fleste af passagererne, men broder Cotterill nærede dyb kærlighed til sine brødre, uanset hvor de boede eller hvilket sprog de talte. Han satte sin lid til Jehova og tænkte som så: „Hvis det er Jehovas vilje, så vil jeg også prøve at komme dertil.“ — Jak. 4:15.

Andre opmuntres til heltidstjeneste

Missionærernes nidkære ånd har ført til at mange som de har oplært, har fulgt deres eksempel ved at gå ud i heltidstjenesten. I Japan, hvor 168 missionærer har tjent, var der 75.956 pionerer i 1992; over 40 procent af forkynderne i Japan var i en gren af heltidstjenesten. I Republikken Korea er forholdstallet tilsvarende.

Fra de lande hvor der er temmelig mange Jehovas vidner i forhold til befolkningstallet, er mange heltidsforkyndere blevet indbudt til undervisning på Gileadskolen og derefter blevet sendt ud til andre lande. Der er kommet et stort antal missionærer fra De Forenede Stater og Canada; omkring 400 er kommet fra Storbritannien, over 240 fra Tyskland, godt 150 fra Australien, og flere end 100 fra Sverige. Dertil kommer mange fra Danmark,  Finland, Hawaii, Holland, New Zealand og andre lande. Nogle af de lande der selv har fået hjælp af missionærer, er senere blevet „leverandører“ af missionærer til andre lande.

Den voksende organisations behov dækkes

Efterhånden som organisationen er vokset har missionærerne påtaget sig større ansvar. En hel del af dem har tjent som ældste eller menighedstjenere i de menigheder de har hjulpet frem. I mange lande har de været de første kreds- og områdetilsynsmænd. Og i takt med at væksten har gjort det formålstjenligt at oprette nye afdelingskontorer, har mange missionærer fået betroede opgaver på disse afdelingskontorer. Nogle som har fået godt kendskab til et lokalt sprog, er blevet bedt om at medvirke til oversættelse og korrekturlæsning af bibelske publikationer.

Men især har de følt sig belønnet når nogle som de har studeret Guds ord med, eller nogle hvis åndelige vækst de har bidraget til, har kvalificeret sig til sådanne hverv. Et missionærpar i Peru oplevede for eksempel den glæde at nogle som de havde studeret med blev specialpionerer og var med til at styrke nye menigheder og forkynde i helt nyt distrikt. En missionær studerede med en familie på Sri Lanka, og et af familiens medlemmer er nu med i det lokale afdelingskontors udvalg. Mange andre missionærer har haft lignende glæder.

Men der har også været modstand.

Stillet over for modstand

Jesus sagde til sine disciple at de ville blive forfulgt, ligesom han selv var blevet det. (Joh. 15:20) Når der udbryder intens forfølgelse i et land i dag, vil det næsten altid betyde at missionærerne bliver udvist, da de som regel kommer fra et andet land.

I 1967 blev Sona Haidostian og hendes forældre arresteret i Aleppo i Syrien. De blev holdt fængslede i fem måneder og derefter udvist af landet uden at måtte tage deres ejendele med. Margarita Königer fra Tyskland fik til opgave at tjene på Madagaskar; men på grund af udvisning det ene sted efter det andet kom hun siden til at tjene i Kenya, Dahomey (Benin) og Øvre Volta (Burkina Faso). Domenick Piccone og hans hustru, Elsa, blev på grund af deres forkyndelse udvist af Spanien i 1957, af Portugal i 1962 og af Marokko i 1969. Men hvert af stederne søgte de at komme udvisningen i forkøbet ved at udrette en hel del godt. De fik også aflagt vidnesbyrd over for myndighedspersoner. I Marokko havde de for eksempel lejlighed til at forkynde for ledende folk i Sécurité Nationale (sikkerhedspolitiet), for en højesteretsdommer, for politidirektøren i Tanger og for de amerikanske konsuler i Tanger og Rabat.

Man har ikke kunnet standse Jehovas Vidners arbejde ved at udvise missionærerne, sådan som nogle myndighedspersoner har regnet med. Når  sandheden er blevet sået, vil den ofte blive ved med at gro. Fire missionærer tjente for eksempel blot nogle få måneder i Burundi, indtil myndighederne i 1964 tvang dem ud af landet. Men en af dem fortsatte med at skrive til en interesseret, som skrev tilbage at han nu studerede Bibelen med 26 mennesker. En forkynder fra Tanzania som kort forinden var flyttet til Burundi, blev også flittigt ved med at forkynde. Lidt efter lidt voksede det, så der efterhånden var hundreder der gav andre del i Rigets budskab.

Nogle steder greb myndighederne til brutal magtanvendelse inden de udviste missionærerne — i et forsøg på at få alle til at bøje sig for deres krav. I 1963 blev 400 mænd, kvinder og børn som overværede et kristent stævne i Gbarnga i Liberia omringet af soldater. De blev drevet sammen og tvunget hen til kasernens område, hvor de blev truet og pryglet idet man forlangte at alle, uanset nationalitet eller religiøs overbevisning, skulle hilse Liberias flag. Milton Henschel fra De Forenede Stater var med i denne gruppe. Der var også nogle missionærer, deriblandt John Charuk fra Canada. En af dem der var udgået fra Gilead gik desværre på kompromis, hvad han også ved en tidligere lejlighed havde gjort (uden at fortælle det). Uden tvivl medvirkede dette til at nogle af de øvrige ved stævnet også gik på kompromis. Det kom til at stå klart hvem der frygtede Gud og hvem der var faldet i menneskefrygtens snare. (Ordsp. 29:25) Efter dette gav regeringen alle de udenlandske missionærer blandt Jehovas vidner ordre til at forlade landet; dog udstedte præsidenten senere på året et dekret om at de gerne måtte vende tilbage.

Når myndigheder er skredet ind over for missionærerne, har det meget ofte været efter pres fra gejstlige, et pres der somme tider har været øvet i det skjulte. Til andre tider har det været klart for enhver hvem der piskede modstanden op. George Koivisto glemmer aldrig den første formiddag han var ude at forkynde i Medellín i Colombia. Han blev pludselig mødt af en skrigende hob af skolebørn der kastede sten og lerklumper efter ham. Den dame han var ved at besøge, og som aldrig havde set ham før, tog ham hurtigt med indenfor, lukkede sine skodder, og undskyldte mange gange for den måde som hoben udenfor opførte sig på. Da politiet ankom sagde nogle at det var skolelærerens skyld fordi han havde lukket eleverne ud. Men så råbte en anden: „Nej! Det var præsten! Han sagde over højttaleranlægget  at alle børnene skulle lukkes ud så de kunne ’kaste sten efter de der protestantes’.“

Der var brug for gudfrygtigt mod, og for kærlighed til „fårene“. Elfriede Löhr og Ilse Unterdörfer fik til opgave at forkynde i Gasteinerdalen i Østrig. På kort tid fik de afsat meget bibelsk læsestof til folk som hungrede efter åndelig føde. Men så kom reaktionen fra præsterne. De fik skolebørnene til at råbe efter missionærerne på gaden og løbe foran dem for at sige til folk at de ikke måtte lytte til dem. Det gjorde folk bange. Men med kærlighed og udholdenhed lykkedes det at oprette nogle få gode studier. Da et offentligt bibelsk foredrag skulle afholdes, stillede præsten sig udfordrende lige uden for mødestedet. Men da missionærerne gik ud på gaden for at byde folk velkommen, forsvandt præsten. Han gik hen for at hente en betjent, og vendte tilbage i håb om at kunne afbryde mødet. Men hans forsøg mislykkedes. Efter et stykke tid var der en dejlig menighed.

I byerne omkring Ibarra i Ecuador stod Unn Raunholm og Julia Parsons den ene gang efter den anden over for pøbelsværme som var ophidset af præster. Fordi præsterne lavede optøjer hver eneste gang missionærerne var i byen San Antonio, besluttede søstrene sig til at koncentrere sig om en anden by, Atuntaqui. Men en dag sagde den lokale politichef ophidset til søster Raunholm at de måtte skynde sig ud af byen. „Præsten er ved at organisere en demonstration imod jer, og jeg har ikke folk nok til at beskytte jer!“ erklærede han. Søsteren husker det levende: „Mængden var allerede på vej mod os! Forrest blev der viftet med Vatikanets hvide og gule flag, mens præsten råbte slagord som: ’Den katolske kirke længe leve!’ ’Ned med protestanterne!’ ’Jomfruens jomfruelighed længe leve!’ ’Skriftemålet længe leve!’ Hver gang præsten havde råbt et slagord, gentog mængden det som et ekko.“ I samme øjeblik var der et par mænd som indbød søstrene til at søge tilflugt i det lokale fagforeningshus. Der fik missionærerne travlt med at forkynde for de nysgerrige som var kommet for at se hvad der foregik. De afsatte alt hvad de havde af læsestof.

Undervisning til at dække særlige behov

I de år der er gået siden de første missionærer blev sendt ud fra Gileadskolen, har Jehovas Vidners organisation oplevet en forbløffende vækst.  I 1943, da skolen blev åbnet, var der kun 129.070 forkyndere i 54 lande (men i 103 lande ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). I 1992 var der 4.472.787 i 229 lande og øgrupper i verden. Mens denne vækst har fundet sted, har organisationens behov også ændret sig. Afdelingskontorer som engang tog sig af knap hundrede forkyndere i nogle få menigheder, skal nu føre tilsyn med titusinder af forkynderes virksomhed, og mange af disse steder har man måttet begynde at trykke publikationer lokalt for at kunne forsyne alle dem der er med i evangeliseringsarbejdet.

For at dække nye behov blev der, 18 år efter Gileadskolens oprettelse, indledt et timåneders kursus på Selskabets hovedkontor, hvor det især var brødre som havde et stort ansvar på afdelingskontorerne der blev undervist. Nogle af dem havde før været på Gileads femmåneders missionærskole, andre havde ikke. Men de havde alle gavn af den specialiserede undervisning de nu fik med henblik på deres arbejdsopgaver. Det virkede forenende på dem at drøfte hvordan forskellige situationer kunne klares og organisationsmæssige behov kunne dækkes i overensstemmelse med Bibelens principper. Deres kursus omfattede også en vers-til-vers-analyse af hele Bibelen. Der blev givet en gennemgang af religionens historie, og oplæring i alt hvad det indebærer at drive et afdelingskontor, et betelhjem og et trykkeri, foruden vejledning om tilsyn med forkyndelsesarbejdet, organisering af nye menigheder og åbning af nye distrikter. Disse kurser (hvoraf det sidste blev skåret ned til otte måneder) blev gennemført på hovedkontoret i Brooklyn i New York fra 1961 til 1965. Mange af eleverne blev sendt tilbage til det land hvor de indtil da havde tjent; andre fik opgaver i andre lande, hvor de kunne yde et værdifuldt bidrag til arbejdet.

Fra den 1. februar 1976 blev der indført en ny ordning på Selskabets afdelingskontorer, for at man kunne være klar til den endnu større vækst man ifølge Bibelens profetier forventede. (Es. 60:8, 22) I stedet for at der på hvert afdelingskontor var én afdelingstilsynsmand der sammen med sin assistent førte tilsyn med arbejdet, udnævnte Det Styrende Råd nu tre eller flere kvalificerede brødre som tilsammen skulle udgøre afdelingskontorets udvalg. På større afdelingskontorer kunne udvalget have op til 7 medlemmer. For at oplære alle disse brødre blev der arrangeret et særligt femugers gileadkursus i Brooklyn, New York. I fjorten klasser modtog udvalgsmedlemmer fra hele verden specialiseret undervisning på hovedkontoret fra slutningen af 1977 til 1980. Det gav en værdifuld lejlighed til at finpudse organisationens virke og gøre funktionerne ensartede.

Gileadskolen underviste fortsat elever der havde års erfaring som heltidsforkyndere og var villige til at rejse ud til andre lande — men der var stadig behov for flere. For at fremskynde oplæringen blev der, som en udvidelse af Gileadskolen, oprettet skoler i andre lande, sådan at ikke alle elever behøvede at lære engelsk for at kunne deltage i undervisningen.  I 1980-81 blev der på Den Kulturelle Skole Gilead i Mexico givet oplæring til spansktalende elever, som kunne være med til at dække et akut behov for dygtige forkyndere i Mellem- og Sydamerika. I 1981-82, 1984 og igen i 1992 blev der gennemført en afdeling af Gileadskolen i Tyskland. Derfra er missionærer blevet sendt til Afrika, Østeuropa, Sydamerika og forskellige øgrupper. I 1983 blev der også afholdt nogle klasser i Indien.

Efterhånden som nidkære lokale forkyndere har sluttet sig til missionærerne og gjort vidnesbyrdet om Riget stadig større, er antallet af Jehovas vidner steget hastigt, hvilket har ført til at flere og flere menigheder er blevet oprettet. Fra 1980 til 1987 steg antallet af menigheder i verden med 27 procent til i alt 54.911. Nogle steder var der mange som overværede møderne og deltog i tjenesten på arbejdsmarken, mens de fleste af brødrene var forholdsvis nye. Der var et stort behov for erfarne kristne mænd der kunne tjene som åndelige hyrder og lærere og samtidig gå foran i evangeliseringsarbejdet. For delvis at kunne dække dette behov oprettede Det Styrende Råd i 1987 Skolen for Udnævnte Tjenere som et led i den bibelundervisning der bliver givet på Gileadskolen. På et otteugers kursus bliver der gennemført et intensivt studium af Bibelen, og der ofres personlig opmærksomhed på den enkelte elevs åndelige udvikling. Der drøftes organisationsmæssige forhold, behandling af udvalgssager samt hvilke opgaver de ældste og menighedstjenerne har, og der gives specialundervisning i offentlig tale. Der er ikke sket nogen afbrydelse i den egentlige missionæruddannelse; denne skole har benyttet andre lokaler, og den er blevet afholdt i forskellige lande. Dens elever udfylder nu vigtige opgaver i mange lande.

 Således har den stadig mere omfattende undervisning der gives på Vagttårnets Bibelskole Gilead formået at holde trit med det behov der til enhver tid har været i en international organisation i hastig fremgang.

„Her er jeg! Send mig“

Den ånd missionærerne har vist, er den samme som profeten Esajas viste. Da Jehova tilbød ham en særlig tjeneste, svarede han: „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Den samme villige ånd har fået tusinder af unge mænd og kvinder til at sige farvel til deres hjemegn og deres slægtninge for at tjene til fremme af Guds vilje hvor som helst der måtte være et behov.

Familiemæssige forhold har forandret mange missionærers situation. Mange par som har fået børn efter at de blev missionærer, har været i stand til at blive i det land de blev udsendt til; de har fået et verdsligt arbejde og tjener nu sammen med deres lokale menighed. Nogle er efter mange års tjeneste vendt tilbage til deres hjemland for at tage sig af aldrende forældre eller af andre grunde. Men de har regnet det for et privilegium at være med i missionærtjenesten i den tid det har været muligt for dem.

Andre har kunnet gøre missionærtjenesten til deres livsgerning. For at kunne gøre det har de alle måttet tage nogle svære udfordringer op. Olaf Olson, der har en mangeårig tjeneste som missionær i Colombia bag sig, siger: „Det første år var det sværeste.“ Det skyldtes især at han ikke udtrykte sig så godt på det nye sprog. Han tilføjer: „Hvis jeg var blevet ved med at tænke på det land jeg havde forladt, ville jeg aldrig have været lykkelig. Men jeg satte mig for at jeg både i ånden og i legemet ville slå mig ned i Colombia, gøre mig til venner med mine brødre og søstre i sandheden dér, og fylde mit liv med tjenesten — og sådan blev det snart til mit hjem.“

At de holdt ud på deres post skyldtes ikke altid at de fandt de fysiske omgivelser ideelle. Norman Barber, der tjente i Burma (nu Myanmar) og Indien fra 1947 til sin død i 1986, udtrykte det sådan: „Hvis man har sin glæde i at blive brugt af Jehova, så er det ene sted lige så godt som det andet. . . . Det tropiske klima er, oprigtig talt, ikke hvad jeg personligt forstår ved det ideelle klima. Og den måde folk lever på i troperne er heller ikke sådan som jeg personligt ville vælge at leve. Men der er vigtigere ting at tage i betragtning end den slags bagateller. At kunne yde hjælp til mennesker der er åndeligt forarmede er en forret som det ikke er menneskeligt muligt at give ord for.“

Der er mange der ser på det som han, og denne selvopofrende ånd har ydet et stort bidrag til opfyldelsen af Jesu profeti om at den gode nyhed om Riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord, til et vidnesbyrd for alle nationerne, før enden kommer. — Matt. 24:14.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 523]

Der lægges vægt på betydningen af fuld tillid til Jehova og loyalitet mod ham

[Tekstcitat på side 534]

Humoristisk sans var en hjælp!

[Tekstcitat på side 539]

Tålmodighed, kærlig hjælp, og fasthed når det var nødvendigt

[Tekstcitat på side 546]

’At yde hjælp til mennesker der er åndeligt forarmede er en forret som man ikke kan give ord for’

[Ramme på side 533]

Gileadskolens klasser

1943-60: I South Lansing, staten New York. Der afholdtes 35 klasser med 3639 elever fra 95 lande; de fleste blev sendt ud som missionærer. Kreds- og områdetilsynsmænd som tjente i USA var med i klasserne.

1961-65: I Brooklyn, New York. Der afholdtes 5 klasser, med 514 elever som blev sendt til lande hvor Vagttårnsselskabet havde afdelingskontorer; de fleste som udgik fra disse klasser fik administrative opgaver. Fire af klasserne fik et 10-måneders kursus; den sidste et 8-måneders kursus.

1965-88: I Brooklyn, New York. Der afholdtes 45 klasser, hver med et 20-ugers kursus; her fik yderligere 2198 elever oplæring, og de fleste blev sendt ud som missionærer.

1977-80: I Brooklyn, New York. Femugers gileadkursus for medlemmer af afdelingskontorernes udvalg. Fjorten klasser afholdt.

1980-81: Den Kulturelle Skole Gilead i Mexico: 10-ugers kursus; tre klasser; 72 spansktalende elever uddannet til tjeneste i Latinamerika.

1981-82, 1984, 1992: En afdeling af Gileadskolen i Tyskland: 10-ugers kursus; fire klasser; 98 tysktalende elever fra lande i Europa.

1983: Klasser afholdt i Indien: 10-ugers kursus på engelsk; 3 grupper; 70 elever.

1987- : Skolen for Udnævnte Tjenere: Et 8-ugers kursus afholdt i nogle centralt beliggende byer i verden. I 1992 var elever fra denne skole allerede blevet udsendt til over 35 lande som ikke var deres hjemland.

1988- : I Wallkill, New York. Gileadskolen afholder 20-ugers kurser hvor missionærer bliver uddannet. Det er planen at skolen skal flyttes til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, når dette er bygget færdigt.

[Ramme på side 538]

Internationale klasser

De elever der er blevet uddannet på Gilead, repræsenterer mange forskellige nationaliteter og er kommet til skolen fra over 110 lande.

Den første internationale gruppe var den sjette klasse, i 1945-46.

Skolens ledelse ansøgte myndighederne i USA om tilladelse til at elever fra andre lande kunne få indrejsevisum med status som studerende der ikke var indvandrere. Som svar gav det amerikanske undervisningsministerium Gileadskolen anerkendelse som læreanstalt på linje med fagskoler og andre undervisningsinstitutioner. Derfor har amerikanske konsuler i hele verden siden 1953 haft Vagttårnets Bibelskole Gilead med på deres liste over anerkendte læreanstalter. Siden den 30. april 1954 har skolen været optaget i publikationen „Educational Institutions Approved by the Attorney General“.

[Illustrationer på side 522]

Eleverne i Gileadskolens første klasse

[Illustration på side 524]

Albert Schroeder gennemgår tabernaklets forskellige dele med gileadelever

[Illustration på side 525]

Maxwell Friend holder forelæsning i Gileadskolens amfiteater

[Illustrationer på side 526]

Afslutningshøjtidelighederne er åndelige højdepunkter

. . . nogle er foregået ved store stævner (New York, 1950)

. . . andre på skolens område (hvor N. H. Knorr her holder foredrag foran skolens bibliotek i 1956)

[Illustrationer på side 527]

Gileadskolens område i South Lansing, New York, som det så ud i 1950’erne

[Illustration på side 528]

Hermon Woodard (til venstre) og John Errichetti (til højre) i deres distrikt i Alaska

[Illustration på side 529]

John Cutforth brugte visuelle hjælpemidler i sin undervisning i Papua Ny Guinea

 [Illustrationer på side 530]

Missionærer i Irland i 1950, sammen med en områdetilsynsmand

Nyuddannede missionærer på vej til deres distrikt i Østen i 1947

Missionærer med nogle af deres medforkyndere i Japan i 1969

Missionærer i Brasilien i 1956

. . . i Uruguay i 1954

. . . i Italien i 1950

De fire første gileaduddannede missionærer der blev sendt til Jamaica

Det første missionærhjem i Salisbury (nu Harare, Zimbabwe) i 1950

Malcolm Vigo (Gilead, 1956-57) og hans hustru, Linda Louise; de har tjent sammen i Malawi, Kenya og Nigeria

Robert Tracy (til venstre) og Jesse Cantwell (til højre) og deres hustruer — missionærer i rejsetjenesten i Colombia i 1960

[Illustration på side 532]

Sprogundervisning i missionærhjem i Elfenbenskysten

[Illustration på side 535]

Ted og Doris Klein, som fandt mange der var ivrige efter at høre om Bibelens sandheder på de amerikanske Virgin Islands i 1947

[Illustration på side 536]

Harvey Logan (forrest i midten) sammen med forkyndere fra amis-stammen, foran en rigssal i 1960’erne

[Illustration på side 540]

Victor White, gileaduddannet områdetilsynsmand, taler på Filippinerne i 1949

[Illustration på side 542]

Margarita Königer leder et bibelstudium i Burkina Faso

[Illustration på side 543]

Unn Raunholm, missionær siden 1958. I Ecuador stod hun ofte over for en pøbel ophidset af præster

[Illustrationer på side 545]

Skolen for Udnævnte Tjenere

Første klasse, Coraopolis, Pennsylvanien, 1987

Tredje klasse i England, Manchester, 1991