Kapitel 24

Ved menneskers kraft eller ved Guds ånd?

DEN opgave Jesus Kristus gav sine disciple kunne synes umulig at overkomme. Få som de var, skulle de forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord. (Matt. 24:14; Apg. 1:8) Ikke alene havde dette arbejde et gigantisk omfang, det skulle også udføres under de værst tænkelige vilkår, for som Jesus ganske åbent sagde til sine disciple ville de blive hadet og forfulgt i alle nationer. — Matt. 24:9; Joh. 15:19, 20.

Jehovas vidner har da også oplevet modstand overalt i verden, men på trods af dette har de energisk bestræbt sig for at fuldføre det arbejde Jesus forudsagde skulle gøres. Det er nu en historisk kendsgerning at dette vidnesbyrd er blevet aflagt i et imponerende omfang. Men hvad har gjort det muligt? Er det sket ved menneskers kraft og opfindsomhed — eller ved Guds ånds virke?

Bibelens beretning om den genoprettelse af sand tilbedelse der fandt sted i Jerusalem i det 6. århundrede f.v.t., minder os om at vi ikke må se bort fra Guds egen andel i gennemførelsen af hans vilje. Verdslige kommentatorer vil måske søge andre forklaringer på det der sker. Men Gud pegede selv på hvordan det gik til at hans hensigt blev gennemført, idet han lod sin profet Zakarias erklære: „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zak. 4:6) Jehovas vidner tøver ikke med at sige at det også er på denne måde forkyndelsen af Rigets budskab gennemføres i dag — ikke ved militær styrke, heller ikke ved fremtrædende menneskers personlige magt eller indflydelse, men som en følge af Jehovas ånds virke. Er der vidnesbyrd som støtter os i denne overbevisning?

„Ikke mange vise efter kødet“

I et brev til nogle kristne i det første århundredes Grækenland erkendte Paulus: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det  der ses ned på, det der ikke er noget, for at han kunne gøre det der er noget til intet, så at intet kød skulle rose sig over for Gud.“ — 1 Kor. 1:26-29.

Jesu egne apostle var almindelige arbejdere. Fire af dem levede af at fiske. En af dem havde været skatteopkræver, et arbejde som jøderne foragtede. Disse apostle var hvad det jødiske præsteskab kaldte „ulærde og almindelige mennesker“, som udtryk for at de ikke var udgået fra datidens højere læreanstalter. (Apg. 4:13) Det betyder ikke at der ikke var nogen med en større verdslig eller religiøs uddannelse der blev kristne. Apostelen Paulus havde selv studeret hos den lærde Gamaliel, som var medlem af det jødiske Sanhedrin. (Apg. 22:3) Men som han skrev var der „ikke mange“ af disse.

Det stemmer med at Celsus, en romersk filosof der levede i det andet århundrede e.v.t., „gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet“. (Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche af August Neander) I betragtning af at de sande kristne blev overdænget med hån og udsat for voldsom forfølgelse under det romerske imperium, hvad var det da der gav dem styrke til at blive ved med at forkynde den gode nyhed? Det var, som Jesus havde sagt, Guds ånd. — Apg. 1:8.

I nyere tid er Jehovas vidner på tilsvarende måde blevet hånet fordi de fleste af dem er jævne mennesker, ikke folk med en position som får andre til at se op til dem. En af de allerførste der forkyndte Rigets budskab her i Danmark var skomager. I Schweiz og Frankrig var det en gartner. Mange steder i Afrika er budskabet blevet introduceret af daglejere. I Brasilien var søfolk med til at gøre det. Og en hel del af de polske forkyndere i det nordlige Frankrig var kulminearbejdere.

Alle disse følte sig dybt bevæget af det de havde lært om Guds ord ud fra Vagttårnsselskabets publikationer; de ønskede at vise deres kærlighed til Jehova ved at adlyde ham, og påtog sig derfor den gerning som Guds ord siger at sande kristne skal udføre. Siden da er flere millioner andre, fra alle mulige erhverv, gået med i dette arbejde. De er alle evangelieforkyndere.

Jehovas Vidner er det eneste trossamfund i verden hvor hver enkelt af de tilsluttede personligt forkynder for ikketroende, søger at besvare deres spørgsmål ud fra Bibelen, og tilskynder dem til at tro på Guds ord. Andre trossamfund erkender at dette er noget som alle kristne bør gøre. Nogle har også prøvet at få deres medlemmer til det, men kun Jehovas vidner gør det konsekvent. Hvem er det der har givet dem de råd og den vejledning, de løfter og den forsikring om kærlig hjælp der motiverer dem til at gøre det arbejde som andre holder sig fra? Spørg dem selv. De  vil alle, uanset hvilket land de bor i, svare: „Jehova.“ Hvem tilkommer æren da?

Guds engle skulle virke med

Da Jesus beskrev de begivenheder der ville finde sted ved afslutningen af denne tingenes ordning, nævnte han at hans disciple her på jorden ikke skulle være alene om at indsamle de retfærdselskende mennesker. I Mattæus 24:31 sagde han at han ville „sende sine engle ud med kraftig trompetlyd“ for at indsamle de „udvalgte“, de resterende af de 144.000 som skulle have del i det himmelske rige sammen med ham. De skulle indsamles „fra de fire vinde“, det vil sige fra alle klodens egne. (Se også Lukas 12:32; Andet Timoteusbrev 2:10; Åbenbaringen 14:1-4.) Er det gået sådan?

Ja! I 1914, da de sidste dage for denne verden begyndte, var der kun nogle få tusind bibelstudenter, men deres budskab om Riget nåede på kort tid ud over hele jorden. I Østen, i Europa og i Afrika såvel som i Nord- og Sydamerika og på mange øgrupper rundt om i verdenshavene var der mennesker som greb muligheden for at tjene Guds riges interesser og blev samlet ind i én forenet organisation.

I Vestaustralien, for eksempel, nåede budskabet om Riget frem til Bert Horton. Religion, som han kendte det, var ikke noget for ham; han var mere optaget af politik og fagforeningsarbejde. Men da hans moder gav ham bogen Guds Verdensplan, udgivet af Vagttårnsselskabet, og han begyndte at læse i den sammen med Bibelen, vidste han at han havde fundet sandheden. Spontant fortalte han om det til sine arbejdskammerater, og så snart han fandt frem til nogle bibelstudenter, sluttede han sig med glæde til dem. I 1922 blev han døbt, begyndte i heltidstjenesten, og tilbød at tjene hvor som helst Jehovas organisation ville anvise det.

W. R. Brown boede på den modsatte side af jorden. Efter at have forkyndt på De Vestindiske Øer rejste han i 1923 til Afrika for at udbrede Rigets budskab der. Han rejste ikke ud som en prædikant der skulle missionere på egne vegne. Nej, også han arbejdede som en del af Jehovas organiserede folk. Han havde tilbudt at tjene hvor der var brug for ham, og det var som svar på en opfordring fra Selskabets hovedkontor at han tog imod et distrikt i Vestafrika. De der fik personlig gavn af hans forkyndelse blev også hjulpet til at forstå betydningen af nært samarbejde med Jehovas organisation.

Rigets forkyndelse nåede også ned til Sydamerika. Hermán Seegelken i Mendoza i Argentina havde længe været opmærksom på hykleriet i både den katolske kirke og de protestantiske kirker. I 1929 hørte også han om Rigets budskab, tog ivrigt imod det og begyndte at give andre  del i det, i fuld enighed med Jehovas tjenere i resten af verden. Lignende ting fandt sted jorden over. Mennesker „ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, mennesker som boede langt fra hinanden og som levede på vidt forskellig måde, ikke bare lyttede men tilbød også deres indsats i tjenesten for Gud. De blev knyttet sammen i et forenet samfund for at gøre den gerning der ifølge Jesu profeti skulle udføres i vor tid. (Åb. 5:9, 10) Hvordan kunne det lade sig gøre?

Bibelen siger at Guds engle skulle have en vigtig andel i det. Derfor ville Rigets forkyndelse gjalde over hele jorden, som om usynlige kræfter blæste i en vældig trompet. I 1935 havde klangen allerede lydt i 149 lande — i nord, syd, øst og vest, fra den ene ende af jorden til den anden.

I begyndelsen var det kun ’en lille hjord’ der oprigtigt værdsatte Guds rige og var parat til at tjene dets interesser. Det havde Bibelen også forudsagt. Men nu har denne lille hjord fået følgeskab af en stor og hastigt voksende skare — millioner af mennesker fra alle nationer. Også dét havde Guds ord forudsagt. (Luk. 12:32; Joh. 10:16; Åb. 7:9, 10) Det er ikke folk der blot rent formelt siger at de har samme tro, mens de indbyrdes er splittede af de holdninger og teorier der danner så mange skel i verden. Det er heller ikke sådan at Jehovas vidner blot taler om Guds rige, og så i virkeligheden stoler mest på menneskers styre. Nej, de er villige til endda at ofre livet for at adlyde Gud. Bibelen fortæller klart at sådanne mennesker som ’frygter Gud og giver ham ære’ ville blive indsamlet under englenes ledelse. (Åb. 14:6, 7; Matt. 25:31-46) Og Jehovas vidner er fast overbeviste om at det netop er dette der har fundet sted.

Under deres forkyndelse har de utallige gange set vidnesbyrd om at deres arbejde ledes fra oven. For eksempel var der i Rio de Janeiro i Brasilien en gruppe forkyndere som var ved at foretage de sidste besøg en søndag, da en af dem sagde: „Jeg vil gerne fortsætte lidt endnu. Af en eller anden grund vil jeg gerne hen til det hus dér.“ Den der ledede gruppen syntes at det kunne vente, men forkynderen holdt fast ved sit. Og netop ved den dør traf hun en kvinde som med forgrædte øjne fortalte at hun lige havde bedt Gud om hjælp. Jehovas vidner havde før talt med hende, men da havde hun ikke vist interesse for Bibelens budskab. Efter at hun pludselig havde mistet sin mand, forstod hun imidlertid at hun havde brug for åndelig hjælp. Hun havde endda ledt efter rigssalen, men forgæves. Nu havde hun oprigtigt bedt Gud om vejledning — og hjælpen var kommet til hendes dør. Kort efter blev hun døbt. Hun var overbevist om at Gud havde hørt hendes bøn og havde sat det nødvendige i gang for at besvare den. — Sl. 65:2.

En tysk forkynder som tidligere boede i New York, havde den faste vane at hun bad Gud om ledelse hver gang hun deltog i tjenesten. Der  var en bestemt interesseret dame som hun uge efter uge havde ledt efter på gaden, da hun ikke vidste hvor denne dame boede. En dag i 1987, da søsteren skulle ud i forkyndelsen, bad hun: „Jehova, du ved hvor hun er henne. Hjælp mig med at finde hende.“ Få minutter efter så hun damen, som sad på en restaurant og spiste.

Var det tilfældigt? Ifølge Bibelen er de sande kristne „Guds medarbejdere“, og englene sendes ud „for at tjene dem som skal arve frelse“. (1 Kor. 3:9; Hebr. 1:14) Efter at forkynderen havde fortalt denne dame hvordan hun havde fundet hende, sagde damen ja til allerede samme dag at begynde på en undersøgelse af Bibelen.

Den gode nyhed trænger ind i ’lukket land’

Jehovas vidner har vedholdende anstrengt sig for at nå ud til alle lande med Rigets budskab. Men dette er ikke hele forklaringen på de resultater de har set. Rigets budskab er somme tider blevet udbredt i områder hvor alle deres ihærdige anstrengelser var slået fejl.

Tag for eksempel det tidligere Sovjetunionen. I 1920’erne og 30’erne henvendte man sig flere gange til landets myndigheder og bad indtrængende om tilladelse til at sende bibelske publikationer ind i landet eller til at trykke dem der. Svarene var negative. Der var nogle få Jehovas vidner i Sovjetunionen, men der var brug for langt flere for at gennemføre den forkyndelse der ifølge Guds ord skulle foregå. Hvad kunne der gøres?

Over tusind Jehovas vidner (foruden mange andre) som boede i det der før var det østlige Polen, befandt sig efter den anden verdenskrig i Sovjetunionen. Og i koncentrationslejren Ravensbrück havde hundreder af unge russiske kvinder stiftet bekendtskab med nogle medfanger som var Jehovas vidner. Nogle af disse indviede sig til Jehova dengang, og senere blev de sendt tilbage til forskellige dele af Sovjetunionen. Efterhånden som krigen bevirkede at statsgrænserne blev flyttet, var der også hundreder af andre Jehovas vidner der kom til at befinde sig i Sovjetunionen. Det var ikke hvad sovjetregeringen havde tilsigtet. Og det var heller ikke Jehovas Vidners Styrende Råd der havde fået det til at ske. Resultatet var imidlertid at det gik som Jehovas inspirerede ord havde forudsagt. Vagttaarnet skrev herom i en kommentar: „Det kan saaledes ses, hvorledes Herren i sin Omsorg kan oprejse Vidner i et hvilket som helst Land for der at løfte Sandhedens Banner højt og gøre Jehovas Navn kendt.“ — Den 15. juni 1946.

Ikke så få lande har sagt til Jehovas vidner: ’Her kan I ikke komme ind!’ eller: ’Her må I ikke forkynde!’ Det er sket i mange lande jorden over, og ofte som følge af at præster har lagt pres på myndighederne.  Nogle af disse steder har Jehovas Vidner senere fået juridisk anerkendelse, men allerede inden det er sket er tusinder af mennesker inden for disse landes grænser begyndt at tilbede Jehova, himmelens og jordens Skaber. Hvordan er det gået til?

Bibelen giver os den enkle forklaring at Guds engle er med i det; de har en vigtig andel i at folk fra alle nationer kommer til at høre den stærke appel: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder.“ — Åb. 14:6, 7.

Trods overvældende modstand

I nogle lande har Jehovas vidner mødt, ikke blot forbud mod deres offentlige forkyndelse, men forsøg på at udrydde dem helt og holdent.

Under den første verdenskrig gjorde præster i USA og Canada et fælles forsøg på at standse bibelstudenterne (som Jehovas vidner dengang kaldtes) helt i deres arbejde. Det er en historisk kendsgerning. Trods lovens garantier om retten til at tale og til at udøve sin tro, lykkedes det præsteskabet at presse myndighederne til at forbyde bibelstudenternes publikationer. Mange bibelstudenter blev arresteret og fængslet uden mulighed for kaution; andre blev brutalt pryglet. Vagttårnsselskabets ledere og deres nærmeste medarbejdere fik lange fængselsdomme ved en retssag der senere blev erklæret ugyldig. I sin bog Preachers Present Arms skrev Ray Abrams: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne,“ som præsterne foragteligt kaldte bibelstudenterne. Men efter krigen trådte disse bibelstudenter frem med større styrke end nogen sinde før og forkyndte om Jehovas konge, Jesus Kristus, og hans rige. Hvorfra fik de deres nye kræfter? Bibelen havde forudsagt at det ville ske, og peget på at det ville være en følge af „livsånd fra Gud“. — Åb. 11:7-11.

Da nazisterne havde overtaget magten i Tyskland, blev forfølgelsen af Jehovas vidner intensiveret i de lande der kom under nazistisk kontrol. Arrestationer og brutale overgreb fandt sted. Forbud blev indført. I oktober 1934 sendte Jehovas vidner fra hele Tyskland anbefalede breve til den tyske regering hvori de tydeligt erklærede at de ikke havde nogen politiske hensigter men var fast besluttede på at adlyde Gud som Hersker. Samtidig sendte Jehovas Vidners menigheder i hele verden telegrammer til de tyske myndigheder til støtte for deres brødre i landet.

Samme dag, den 7. oktober 1934, stod Adolf Hitler i dr. Wilhelm Fricks kontor i Berlin og råbte med knyttede hænder: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Det var ingen tom trussel, for der fulgte en bølge  af arrestationer. Ifølge en fortrolig meddelelse til Preussens Hemmelige Statspoliti dateret den 24. juni 1936 blev der oprettet en „særlig Gestapo-kommandogruppe“ som skulle bekæmpe Jehovas Vidner. Efter omfattende forberedelser iværksatte Gestapo et felttog for at pågribe alle der var Jehovas vidner eller bare mistænkt for at være det. Politiets samlede organisation var med til dette, så kriminelle gik uantastet i den tid.

Rapporter viser at i hvert fald 6262 tyske Jehovas vidner blev arresteret. Karl Wittig, som tidligere havde været højtstående embedsmand i Tyskland og selv havde været indsat i adskillige koncentrationslejre, skrev senere: „Ingen anden gruppe af fanger . . . var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.“

Hvad blev resultatet? I en bog der blev udgivet i 1982 skriver dr. Christine King: „Kun mod Vidnerne [i modsætning til andre trossamfund] havde regeringen ikke held med sig.“ Hitler havde svoret at ville udrydde dem, og hundreder blev dræbt. Ikke desto mindre skriver Christine King at deres arbejde, forkyndelsen af Guds rige, fortsatte, og at ’Jehovas Vidners bevægelse stadig var i live i maj 1945, mens nationalsocialismen ikke var’. Hun påpeger også: „Man havde ikke indgået nogen kompromiser.“ (The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity) Hvorfor kunne Hitler og hele hans veludrustede hær, hans toptrænede politikorps og hans mange udryddelseslejre ikke udslette denne forholdsvis lille, ubevæbnede gruppe af mennesker der i verdens øjne blot var ganske jævne? Hvorfor har heller ikke andre lande kunnet standse deres aktivitet? Hvordan kan det være at Jehovas Vidner som gruppe, og ikke bare i nogle få, isolerede tilfælde, stod fast på trods af brutal forfølgelse?

Svaret ligger i det kloge råd som den lovkyndige Gamaliel gav de øvrige medlemmer af det jødiske Sanhedrin da de drøftede en lignende sag, nemlig sagen med Jesu Kristi apostle. Han sagde: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:38, 39.

Det er altså en historisk fastslået kendsgerning at den opgave som Jesus gav sine disciple — en opgave som kunne synes umulig da den skulle udføres trods overvældende modstand — udføres nu. Ikke ved menneskers kraft men ved Guds ånd. Det er som Jesus selv sagde i en bøn til Gud: „Fader, alt er muligt for dig.“ — Mark. 14:36.

[Tekstcitat på side 547]

„’Ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt“

[Tekstcitat på side 548]

Hvad gav dem styrke til at blive ved med at forkynde trods hån og voldsom forfølgelse?

[Tekstcitat på side 549]

Vidnesbyrd om englenes ledelse

[Tekstcitat på side 551]

’Herren kan oprejse Vidner i et hvilket som helst Land’

[Tekstcitat på side 553]

Et forenet folk der har stået fast i troen trods overvældende modstand