Kapitel 21

Hvordan bliver det hele finansieret?

DET siger sig selv at det arbejde Jehovas Vidner udfører, kræver penge. Man må have penge for at bygge rigssale, stævnehaller, afdelingskontorer, trykkerier og betelhjem, og det koster penge at vedligeholde alle disse bygninger. Der er også udgifter forbundet med at trykke og udgive bibelske publikationer. Hvordan bliver det hele finansieret?

Personer der er imod Jehovas Vidners arbejde har fremsat ubegrundede spekulationer hvad dette angår. Men undersøger man de faktiske forhold, bekræfter de det svar Jehovas Vidner selv giver. Hvad går det ud på? At størstedelen af arbejdet udføres af frivillige som hverken forventer eller ønsker at tjene noget på deres arbejde, og at organisationens udgifter dækkes ved frivillige bidrag.

„Fri adgang. Ingen kollekt“

Allerede i det andet nummer af Watch Tower, i august 1879, skrev broder Russell: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ I overensstemmelse med dette anmodes der aldrig om penge i Jehovas Vidners publikationer.

Det samme gælder ved deres møder. I menighederne og ved stævnerne fremsættes der aldrig følelsesladede opfordringer til at give bidrag. Der optages ingen kollekt, der omdeles ingen konvolutter som man skal lægge penge i, og der sendes ingen tiggerbreve til menighedens medlemmer. Menighederne arrangerer heller aldrig bankospil eller lotterier for at rejse penge. Allerede i 1894, da Vagttårnsselskabet sendte rejsende foredragsholdere ud, offentliggjorde man denne oplysning: „Lad det være klart helt fra begyndelsen at dette selskab hverken tillader eller godkender optagelse af kollekt eller andre former for indsamling af penge.“

Allerede fra et meget tidligt tidspunkt af Jehovas Vidners historie i nyere tid har der derfor stået følgende på løbesedler og andre trykte indbydelser til Jehovas Vidners møder: „Fri adgang. Ingen kollekt.“

I foråret 1914 begyndte bibelstudenterne at leje teatre og andre sale og indbyde offentligheden til at komme og se „Skabelsens Fotodrama“. Det  var en forestilling i fire dele, otte timer i alt, der bestod af lysbilleder og film synkroniseret med lyd. Bare i løbet af det første år blev denne forestilling set af millioner af mennesker i Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand. Nogle af dem der ejede teatrene tog betaling for reserverede siddepladser, men bibelstudenterne krævede aldrig entré. Og der blev ikke optaget kollekt.

Senere drev Vagttårnsselskabet radiostationen WBBR i New York gennem mere end 30 år. Jehovas Vidner udsendte også bibelske undervisningsprogrammer over hundreder af andre radiostationer. Men de tiggede aldrig om penge i disse programmer.

Hvordan får de da de bidrag ind som finansierer deres arbejde?

Frivillige bidrag

Mønsteret er fastlagt i Bibelen. Under Moseloven gav israelitterne visse bidrag frivilligt, mens andre blev krævet af dem. Det var for eksempel et krav at de skulle give tiende. (2 Mos. 25:2; 30:11-16; 4 Mos. 15:17-21; 18:25-32) Men Bibelen viser også at Kristus opfyldte Loven og at Gud bragte den til ophør; de kristne er derfor ikke bundet af Lovens bestemmelser. De giver ikke tiende, og de er heller ikke forpligtede til at give bidrag af en bestemt størrelse eller på et bestemt tidspunkt. — Matt. 5:17; Rom. 7:6; Kol. 2:13, 14.

De kristne bliver i stedet tilskyndet til at opdyrke en gavmild indstilling og dermed følge det gode eksempel som Jehova og hans søn, Jesus Kristus, har sat. (2 Kor. 8:7, 9; 9:8-15; 1 Joh. 3:16-18) Angående det at give skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Korinth: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ Paulus forklarede at ’deres kærligheds ægthed’ blev sat på prøve når de hørte om et særligt behov. Han sagde også: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ — 2 Kor. 8:8, 12; 9:7.

I lyset af dette er det interessant at læse Tertullians kommentar angående de møder som på hans tid (ca. 155 til efter 220 e.v.t.) blev holdt af dem der bestræbte sig for at leve som kristne. Han skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil,  og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ (Forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, XXXIX, 5) Men i århundrederne siden da har kristenhedens kirkesamfund engageret sig i alle tænkelige foretagender for at finansiere deres virksomhed.

Charles Taze Russell ville ikke efterligne kirkerne. Han skrev: „Efter vor opfattelse er penge som er samlet ind ved forskellige former for tiggeri i Herrens navn frastødende og uantagelige for ham, og de resulterer hverken i hans velsignelse over giverne eller over det arbejde der udføres.“

I stedet for at forsøge at indsmigre sig hos de rige, sagde broder Russell klart og tydeligt, og i overensstemmelse med Bibelen, at de fleste af Herrens folk ville være fattige på denne verdens goder, men rige i troen. (Matt. 19:23, 24; 1 Kor. 1:26-29; Jak. 2:5) I stedet for at lægge vægt på behovet for penge til udbredelsen af sandheden fra Bibelen, betonede han betydningen af at opdyrke kærlighedens ånd, ønsket om at give, og ønsket om at hjælpe andre, især ved at forkynde sandheden for dem. Til dem der havde evne for at tjene penge og som mente at de kunne give mere økonomisk hvis de først og fremmest brugte deres tid på forretninger, sagde han at det var bedre at de begrænsede forretningerne og i stedet gav af sig selv og deres tid for at udbrede sandheden. Denne holdning har Jehovas Vidners Styrende Råd stadig. a

Hvor meget giver den enkelte så i bidrag? Det er en personlig afgørelse. Men med hensyn til det at give, bør man mærke sig at Jehovas vidner ikke blot tænker på det materielle. Ved deres områdestævner i 1985-86 drøftede de emnet „Vi ærer Jehova med vor velstand“. (Ordsp. 3:9) Det blev her understreget at vor velstand ikke blot omfatter materielle ejendele men også fysiske, mentale og åndelige aktiver.

I 1904 påpegede broder Russell at et menneske der fuldt ud har indviet sig til Gud „allerede [har] givet alt, hvad han har, til Herren“. Han bør derfor „anse sig selv som ansat af Herren som Husholder over sin egen Tid, sin Indflydelse, sine Penge o. s. v., og . . . enhver maa søge at anvende disse Talenter, saa godt han formaar, til Mesterens Ære“. Han tilføjede at ledet af visdommen ovenfra „opdager han, at efterhaanden som hans Kærlighed og Nidkærhed over for Herren Dag for Dag tager til, ved at han stadig lærer Sandheden bedre at kende og bliver mere fyldt med dens Aand, vil han give mere og mere af sin Tid i Sandhedens Tjeneste, mere og mere af sin Indflydelse og mere og mere af de Midler, der staar til hans Raadighed.“ — Studier i Skriften, „Den nye Skabning“, s. 385.

I disse første år havde Vagttårnsselskabet en fond der blev kaldt „Tower Tract Fund“. Hvad var det? Følgende interessante oplysninger stod på bagsiden af noget brevpapir som broder Russell af og til brugte:  „Denne fond består af frivillige gaver fra dem der er blevet bespist med og styrket af den ’mad i rette tid’ der nu fremsættes for de indviede hellige verden over i de ovennævnte publikationer [tilvejebragt af Vagttårnsselskabet], som Guds redskaber.

Denne fond benyttes til stadighed i forbindelse med den gratis udsendelse af tusinder af numre af ZIONS VAGT-TAARN og traktatserien DEN GAMLE THEOLOGIE, som egner sig bedst for nye læsere. Den bidrager også til udbredelsen af hæftede udgaver af DAGGRY-serien ved at hjælpe dem der ønsker at sprede dem — kolportører og andre. Den udgør desuden en ’fattigfond’ som gør det muligt for dem af Herrens børn der på grund af alderdom, sygdom eller andre årsager ikke kan abonnere på VAGT-TAARNET, at få bladet tilsendt gratis, på betingelse af at de i begyndelsen af hvert år sender et brev eller et kort for at udtrykke deres ønske og manglende evne.

Ingen anmodes nogen sinde om at bidrage til denne fond: alle bidrag må være frivillige. Vi minder vore læsere om apostelens ord (1 Kor. 16:1, 2) og støtter dem ved at sige at de der kan give og som gør det for at sandheden kan blive gjort kendt, vil blive belønnet med åndelige velsignelser.“

Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige understøttes fortsat af frivillige bidrag. Foruden Jehovas vidner selv betragter mange interesserede det som et privilegium at støtte dette kristne arbejde med frivillige bidrag.

Finansiering af mødelokaler

I alle Jehovas Vidners menigheder er der bidragsbøsser som man kan lægge penge i — når man ønsker det og har mulighed for det. Det foregår anonymt; som regel er det kun giveren selv der ved hvad han har bidraget med. Det er en sag mellem den enkelte og Gud.

Der er ingen lønninger som skal betales, men det koster naturligvis at have et mødelokale. Menighedens medlemmer underrettes om behovet. For over 70 år siden skrev The Watch Tower dog at man aldrig burde tigge eller presse for at få bidrag — man skulle blot på en klar og enkel måde fremlægge de faktiske forhold. I overensstemmelse med dette synspunkt er det ikke ofte at økonomiske spørgsmål drøftes ved møderne.

Det hænder imidlertid at der opstår særlige behov. Det kan være at en menighed planlægger at sætte sin rigssal i stand, udvide den eller måske bygge en ny. For at finde ud af hvilke midler der er til rådighed vil de ældste måske bede menighedens forkyndere om at skrive på små sedler hvad de hver især regner med at kunne give eller eventuelt stille til rådighed i nogle år. De ældste kan desuden bede enkeltpersoner eller familier skrive hvad de mener at de med Jehovas velsignelse vil kunne give hver uge eller  hver måned. Ingen skriver navn på sedlerne. Der er ikke tale om nogen forpligtelse — blot et skøn der giver de ældste et grundlag for at lægge realistiske planer. — Luk. 14:28-30.

I Tarma i Liberia skaffede menigheden de nødvendige midler på en lidt anden måde. Nogle i menigheden dyrkede ris for en forkynder på hans mark, mens han selv i et helt år fældede træer og håndsavede dem til planker, som derefter blev solgt. Pengene gik til byggeprojektet. En menighed i Paramaribo i Surinam måtte købe materialer til en rigssal, men skulle ikke bruge penge til en grund, for en søster forærede menigheden sin grund så rigssalen kunne bygges dér. Hun bad kun om at hendes hus blev flyttet ned i den anden ende af grunden. De ekstremt høje priser på fast ejendom i Tokyo i Japan gjorde det vanskeligt for menighederne at finde grunde at bygge rigssale på. Flere familier tilbød derfor menighederne at de kunne bruge de grunde deres huse lå på. De bad kun om at måtte få en lejlighed oven på de nye rigssale som blev bygget dér hvor deres huse havde ligget.

Efterhånden som menighederne voksede og blev delt, prøvede nabomenigheder ofte at hjælpe hinanden med at skaffe egnede rigssale. Men på trods af denne gavmilde ånd var der behov for noget mere. Grundpriser og byggeomkostninger steg voldsomt, og i mange tilfælde var det umuligt for de enkelte menigheder at rejse penge nok. Hvad kunne der gøres?

Ved områdestævnerne „Enhed under Guds rige“ i 1983 præsenterede Det Styrende Råd en ordning der havde at gøre med princippet i Andet Korintherbrev 8:14, 15, hvor de der har overflod opfordres til at afhjælpe andres mangel, så der „kan finde en udligning sted“. På den måde vil de der har lidt, ikke have så lidt at de hindres i deres bestræbelser for at tjene Jehova.

Hver menighed blev opfordret til at opsætte en bidragsbøsse mærket „Bidrag til Selskabets Rigssalskonto“. De penge der kom ind på denne måde, ville udelukkende blive brugt til hjælp for menigheder som havde et stort behov for en rigssal, men ikke havde mulighed for at opfylde pengeinstitutternes lånebetingelser. Efter en grundig undersøgelse af hvor behovet var størst, begyndte Selskabet at stille penge fra denne konto til rådighed for menigheder der havde behov for at bygge eller købe nye rigssale. Efterhånden som der kom flere bidrag ind og lånene blev tilbagebetalt (i de lande hvor det var muligt), kunne man hjælpe endnu flere menigheder. (I Danmark er Selskabets Rigssalskonto et supplement til de regionale rigssalsforeningers finansiering.)

Denne ordning trådte først i kraft i De Forenede Stater og Canada, men siden er den blevet indført i over 30 lande i Europa, Afrika, Latinamerika  og Det Fjerne Østen. I otte af disse lande var der i 1992 allerede skaffet midler til 2737 rigssale som bruges af 3840 menigheder.

I lande hvor denne ordning ikke er indført, men hvor der har været et presserende behov for rigssale som de lokale brødre ikke har kunnet finansiere, har Det Styrende Råd sørget for hjælp på anden måde. Der har således fundet en udligning sted, sådan at de der kun har lidt, ikke har for lidt.

Udvidelserne ved hovedkontoret

Driften af hovedkontoret har også kostet penge. Efter den første verdenskrig, da Vagttårnsselskabet fandt at det var en fordel at trykke og indbinde bøgerne selv, blev det nødvendige udstyr købt i private brødres navn. I stedet for at betale et kommercielt firma for at fremstille bøgerne med fortjeneste, brugte Selskabet det beløb man dermed sparede hver måned, til at reducere gælden på udstyret. Dette førte med tiden til at prisen på en stor del af publikationerne til offentligheden blev sat ned til omtrent det halve. Hensigten med det hele var at fremme forkyndelsen af den gode nyhed, ikke at berige Vagttårnsselskabet.

Efter nogle få år stod det klart at der var behov for større faciliteter ved hovedkontoret for at man kunne varetage den verdensomspændende forkyndelse af Riget. I takt med at organisationen er vokset og forkyndelsen er blevet intensiveret, har man måttet udvide igen og igen. I stedet for at låne penge i bankerne til udvidelser af og udstyr til kontorer, trykkerier og lignende i og omkring New York, har Selskabet forklaret brødrene om behovet. Det er ikke sket ofte — kun 12 gange gennem en periode på 65 år.

Selskabet har aldrig tigget om penge. De der har haft lyst til at give bidrag, er blevet tilskyndet til at gøre det. De der har valgt at låne Selskabet penge, er blevet forsikret om at lånet ville blive betalt tilbage mod kvittering når de bad om det, hvis der skulle opstå uventede eller uopsættelige behov. Selskabet har bestræbt sig for at handle på en måde som ikke skabte vanskeligheder for enkeltpersoner eller menigheder der har været så venlige at stille midler til disposition. Den støtte Jehovas vidner har givet gennem deres bidrag, har altid sat Selskabet i stand til at tilbagebetale alle lån. De bidrag der sendes til Selskabet, tages ikke for givet. I det omfang det er muligt, anerkendes modtagelsen gennem takkebreve og andre udtryk for værdsættelse.

Det er ikke gaver fra en gruppe velstående givere der holder organisationens arbejde i gang. De fleste bidrag kommer fra enkeltpersoner der kun har beskedne midler — mange af dem har endda meget lidt jordisk gods. Blandt dem der giver bidrag, er små børn der gerne vil være med til at støtte Rigets arbejde på denne måde. Det der ansporer alle disse til at give, er dyb værdsættelse af Jehovas godhed og et ønske om at hjælpe andre til at høre om hans gavmilde foranstaltninger. — Jævnfør Markus 12:42-44.

 Hvordan udvidelser af afdelingskontorerne finansieres

Efterhånden som forkyndelsen har antaget større proportioner forskellige steder i verden, har det været nødvendigt at udvide organisationens afdelingskontorer. Det foregår under ledelse af Det Styrende Råd.

Efter at Det Styrende Råd havde gennemgået anbefalinger fra afdelingskontoret i Tyskland, gav det i 1978 kontoret besked om at finde en passende grund og bygge et helt nyt afdelingskontor. Ville de tyske forkyndere kunne dække omkostningerne? Muligheden blev fremlagt for dem. Da projektet var blevet fuldført i 1984 i Selters på vestsiden af Taunusbjergene, skrev afdelingskontoret: „Titusinder af Jehovas vidner — rige og fattige, unge og gamle — bidrog med millioner af D-mark for at hjælpe med at betale de nye bygninger. Takket være deres gavmildhed kunne hele projektet fuldføres uden at man behøvede at låne penge af verdslige instanser eller at sætte sig i gæld.“ Desuden havde omkring hver syvende forkynder i Forbundsrepublikken Tyskland været med til selve byggearbejdet i Selters.

I andre lande har landets økonomi eller de økonomiske forhold blandt Jehovas vidner gjort det meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at bygge et afdelingskontor der kan føre tilsyn med arbejdet eller et trykkeri der kan fremstille bibelsk læsestof på landets sprog. Forkynderne i landet har fået mulighed for at yde hvad de kan. (2 Kor. 8:11, 12) Men at Jehovas vidner i et land mangler midler, får ikke lov at hindre udbredelsen af budskabet om Riget hvis der findes tilstrækkelige midler andre steder.

De lokale forkyndere gør naturligvis hvad de kan, men i store dele af verden kommer en betydelig del af de fornødne midler til opførelse af afdelingskontorer ind ved bidrag fra Jehovas vidner i andre lande. Det gjaldt i forbindelse med de store bygningskomplekser der blev fuldført i Sydafrika i 1987, i Nigeria i 1990 og på Filippinerne i 1991; og det gjaldt i Zambia, hvor et nyt trykkeri var under opførelse i 1992. Det har også været tilfældet i forbindelse med mange mindre byggeprojekter, deriblandt det der blev fuldført i Indien i 1985, i Chile i 1986, i Costa Rica, Ecuador, Guyana, Haiti og Papua Ny Guinea i 1987, i Ghana i 1988 og i Honduras i 1989.

I nogle lande er brødrene imidlertid blevet overraskede over at se hvad de har kunnet udrette lokalt når Jehova har velsignet deres forenede anstrengelser. I begyndelsen af 1980’erne planlagde afdelingskontoret i Spanien for eksempel en større udvidelse. Afdelingskontoret bad Det Styrende Råd om at sørge for finansieringen, men da der på det tidspunkt var store udgifter på andre områder, kunne denne anmodning ikke imødekommes. Spørgsmålet var om de spanske forkyndere, med deres forholdsvis lave indkomster, kunne skaffe de nødvendige midler hvis man forelagde dem denne mulighed.

 Forkynderne fik at vide hvordan landet lå. De gav med glæde deres ringe, armbånd og andre smykker som bidrag, så de kunne sælges. Da en ældre søster blev spurgt om hun var sikker på at hun ville give sit tunge guldarmbånd væk, svarede hun: „Broder, det vil gøre langt mere gavn som bidrag til et nyt Betel end det vil om mit håndled!“ En anden ældre søster kom med en stak mugne pengesedler som hun i årenes løb havde gemt under gulvet i sit hus. Nogle ægtepar bidrog med penge de havde lagt til side til en rejse. Børn sendte deres sparepenge. En dreng der sparede sammen til en guitar, gav pengene til byggeprojektet i stedet. De spanske forkyndere tilvejebragte gavmildt og villigt alt hvad der var behov for i materiel retning, ligesom israelitterne gjorde da tabernaklet skulle bygges i ørkenen. (2 Mos. 35:4-9, 21, 22) Derefter gav de af sig selv. Nogle brugte al deres tid, andre kom i ferier og weekender for at deltage i arbejdet. De kom fra hele Spanien — i tusindvis. Andre Jehovas vidner kom fra Tyskland, Sverige, Storbritannien, Grækenland og De Forenede Stater, for blot at nævne nogle få lande. Sammen med de lokale brødre fuldførte de det der i første omgang havde forekommet dem at være en umulig opgave.

Er der nogen fortjeneste på publikationerne?

I 1992 blev der fremstillet bibelske publikationer på hovedkontoret og 32 afdelingskontorer. Langt de fleste af dem skulle benyttes af Jehovas vidner i deres forkyndelse. Men tanken var ikke at opnå økonomisk fortjeneste. Beslutningerne om hvilke sprog publikationerne skulle trykkes på og hvilke lande de skulle sendes til, blev ikke taget ud fra økonomiske hensyn, men  udelukkende med tanke på at fuldføre den opgave Jesus Kristus gav sine disciple.

I det allerførste nummer af Watch Tower, nummeret for juli 1879, var der en notits om at de der ikke havde råd til at betale for et abonnement (som dengang kostede 50 cent for et år), kunne få det gratis ved at skrive og bede om det. Det altoverskyggende formål var at hjælpe folk til at lære Jehovas storslåede hensigt at kende.

Derfor er der siden 1879 blevet uddelt kolossale mængder bibelsk læsestof gratis til offentligheden. I 1881 og årene derefter blev rundt regnet 1.200.000 eksemplarer af Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk) uddelt gratis. Mange af disse forelå i form af 162-siders bøger; andre var i avisformat. I årene som fulgte blev der udgivet i snesevis af traktater i forskellige størrelser. Langt de fleste af dem (bogstavelig talt flere hundrede millioner eksemplarer) blev uddelt vederlagsfrit. Og der blev udgivet stadig flere traktater og andre publikationer. I 1915 viste rapporten at der alene i dét år var blevet uddelt 50 millioner gratis traktater på cirka 30 sprog. Hvorfra kom pengene til alt dette? De kom i det store og hele fra frivillige bidrag til Selskabets traktatfond.

Der fandtes også publikationer som blev tilbudt mod et bidrag i de første årtier af Selskabets historie, men det foreslåede bidrag blev holdt så lavt som muligt. Disse publikationer omfattede indbundne bøger på mellem 350 og 744 sider. Når Selskabets kolportører (som heltidstjenerne dengang blev kaldt) tilbød disse til offentligheden, nævnte de den sum der var foreslået som bidrag. Deres mål var imidlertid ikke at tjene penge, men at gøre folk opmærksomme på vigtige bibelske sandheder. De ønskede at folk skulle læse publikationerne og få gavn af dem.

Kolportørerne var mere end villige til at forære publikationerne bort (og selv betale et bidrag for dem) hvis den besøgte ingen penge havde. Men det viste sig at mange var mere indstillede på at læse en publikation hvis de havde betalt lidt for den, og bidraget kunne naturligvis bruges til at trykke flere publikationer for. Selskabets vejledning i Bulletin for 1. oktober 1920 understregede imidlertid at bibelstudenterne ikke var ude efter økonomisk vinding. Der stod: „Ti dage efter at du har afsat bogen [på 128 sider], bør du besøge de pågældende igen og høre om de har læst den. Hvis de ikke har læst den, så bed dem om at tilbagelevere den, og giv dem deres penge igen. Sig til dem at du ikke er bogsælger, men at du ønsker at bringe dette trøstens og glædens budskab ud til alle, og nævn at hvis de ikke er tilstrækkelig interesserede i noget der har så stor betydning for dem . . ., vil du gerne levere bogen til nogle der måske vil være det.“ Jehovas vidner benytter ikke længere denne fremgangsmåde, for de har erfaret at andre i familien af og til begynder at læse i publikationerne og høster gavn  af dem. Men det man gjorde dengang, understreger hvad formålet er med Jehovas vidners forkyndelse.

I mange år omtalte Jehovas vidner deres spredning af publikationer som „salg“. Denne benævnelse skabte dog en del forvirring, så fra 1929 gik de lidt efter lidt bort fra den. Benævnelsen var desuden misvisende, for deres arbejde var ikke kommercielt. Det var ikke deres mål at tjene penge. Det eneste de ønskede, var at forkynde den gode nyhed om Guds rige. På grund af dette afsagde De Forenede Staters højesteret i 1943 den kendelse at Jehovas vidner ikke behøvede at løse vandrebrev før de afsatte deres publikationer. Det ræsonnement som De Forenede Staters højesteret fulgte i denne afgørelse blev billiget af canadiske dommere, der senere henviste til det. b

I mange lande har Jehovas vidner generelt tilbudt deres publikationer mod et bidrag. Det foreslåede bidrag har været så lavt, sammenlignet med priserne på andre bøger og tidsskrifter, at mange har ønsket at give mere. Men organisationen har gjort sig store anstrengelser for at holde det foreslåede bidrag så lavt at de mange millioner der har meget lidt i materiel henseende, men som er taknemmelige for at få en bibel eller bibelsk læsestof, kan få råd til at anskaffe sig det. Hensigten med at foreslå et bidrag har imidlertid ikke været at berige Jehovas Vidners organisation.

I lande hvor det ifølge loven betragtes som salg at afsætte bibelsk læsestof og foreslå den besøgte at give et bidrag for det, vil Jehovas vidner med glæde forære læsestof til enhver der viser oprigtig interesse og lover at læse det. De der ønsker at give et bidrag til fremme af det bibelske undervisningsarbejde, kan give det beløb de ønsker. Sådan foregår det for eksempel i Japan. I Schweiz var det indtil for nylig sådan at forkynderne tog imod bidrag for bøger og blade, men kun op til en fastsat pris; hvis de besøgte betalte mere gav forkynderne dem penge tilbage eller gav dem noget mere læsestof. Forkynderne ønskede ikke at indsamle penge, men at gøre den gode nyhed om Guds rige kendt.

I 1990 foretog Jehovas Vidner visse forandringer for at undgå enhver misforståelse. Økonomiske skandaler i nogle af kristenhedens trossamfund var blevet meget omtalt i medierne, og myndighederne viste en øget tendens til at klassificere religiøs virksomhed som forretning. Det Styrende Råd besluttede derfor at Jehovas vidner i De Forenede Stater skulle sprede alle publikationer — bibler, traktater, brochurer, blade og indbundne bøger der forklarer Bibelen — til folk uden at foreslå dem at give et bidrag, og udelukkende på betingelse af at de ville læse dem. Jehovas Vidners virksomhed er på ingen måde kommerciel, og denne ordning fik  dem til at skille sig endnu mere ud fra de religiøse grupper der har gjort religion til et forretningsforetagende. De fleste mennesker er naturligvis klar over at det koster penge at trykke bøger og blade, og de der påskønner den tjeneste Jehovas vidner udfører, ønsker måske at give et bidrag til arbejdet. Forkynderne fortæller dem så at Jehovas Vidners verdensomspændende bibelske undervisningsarbejde støttes af frivillige bidrag. Gaver modtages med glæde, men man anmoder ikke om dem.

De der deltager i forkyndelsen, gør det ikke for økonomisk vindings skyld. De giver af deres tid, og de dækker selv deres transportudgifter. Når nogen viser interesse tilbyder de at komme på besøg hver uge, fuldstændig gratis, for at give vedkommende personlig undervisning i Bibelen. Kun kærlighed til Gud og næsten kan få nogen til at udføre en sådan gerning, ofte på trods af ligegyldighed eller direkte modstand.

De midler der modtages på Jehovas Vidners hovedkontor eller på afdelingskontorerne beriger ikke organisationen eller enkeltpersoner, men bruges til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed. I 1923 skrev Vagttaarnet at den økonomiske situation i Europa betød at de bøger som blev trykt for Selskabet dér, hovedsagelig måtte betales af det amerikanske hovedkontor, og ofte blev solgt for mindre end fremstillingsprisen. Jehovas Vidner har nu trykkerier i mange lande, men nogle af de lande publikationerne sendes til, er ikke i stand til at sende penge ud af landet til dækning af omkostningerne. De frivillige bidrag der gives af gavmilde Jehovas vidner i de lande hvor midlerne er til rådighed, er med til at afhjælpe mangelen i de lande hvor forkynderne er dårligere stillet.

Vagttårnsselskabet har altid lagt vægt på at bruge alle de til rådighed stående ressourcer til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed. I 1915 sagde Charles Taze Russell, der dengang var Selskabets præsident: „Vort Selskab har ikke søgt at samle sig værdier på jorden, men har i stedet brugt af sine midler. Hvad Guds forsyn end har sendt til os uden at vi har bedt om det, har vi søgt at bruge så forstandigt som muligt i overensstemmelse med Herrens ord og ånd. Vi oplyste for længe siden at hvis midlerne slap op ville Selskabet indstille sin virksomhed, og hvis midlerne øgedes, ville Selskabet øge sin virksomhed tilsvarende.“ Det er netop hvad Selskabet til stadighed har gjort.

Frem til denne dag har organisationen brugt de midler der har været til disposition, til udsendelse af rejsende tilsynsmænd der styrker menighederne og opmuntrer dem i den offentlige forkyndelse. Der udsendes hele tiden missionærer og brødre som har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, til lande hvor der er et særligt behov. Selskabet bruger også de disponible midler til at sende specialpionerer til områder hvor budskabet om Riget kun er blevet forkyndt i begrænset omfang, eller måske slet ikke. Som det fremgår af Jehovas Vidners Årbog for 1993, brugte  Vagttårnsselskabet i det foregående tjenesteår 45.218.257,56 dollars til disse formål.

De tjener ikke for personlig vindings skyld

Hverken medlemmerne af Det Styrende Råd, repræsentanterne for de forskellige selskaber eller andre fremtrædende personer som er knyttet til organisationen, har nogen økonomisk fortjeneste af det arbejde Jehovas vidner udfører.

Om C. T. Russell, der tjente som Vagttårnsselskabets præsident i over 30 år, skrev en af hans medarbejdere: „For at faa Klarhed over, om han handlede i nøje Overensstemmelse med Skriften, og ogsaa for derved at lægge sin egen Oprigtighed for Dagen, besluttede han at søge Herrens Billigelse paa følgende Maade: 1) ved at vie sit Liv til Sagen, 2) ved at bruge sin Formue til Arbejdets Fremme, 3) ved at forbyde, at der ved noget Møde optoges Kollekt, 4) ved — efter at hans egen Formue var opbrugt — kun at fortsætte Arbejdet med de Bidrag, der fuldstændig frivilligt og uopfordret indsendtes dertil.“

Broder Russell betragtede ikke sin religiøse virksomhed som et middel til at samle sig materiel velstand, men brugte alle sine midler i Herrens gerning. Efter hans død skrev Vagt-Taarnet: „Han gav sin private Formue helt hen til den Sag, han havde viet sit Liv. Han modtog en nominel Sum paa elleve Dollars om Maaneden til personlige Udgifter. Han døde uden at efterlade sig nogen Formue.“

Om dem der skulle føre Selskabets arbejde videre skrev broder Russell i sit testamente: „Med Hensyn til Løn tror jeg, det er klogest at fastholde Selskabets hidtidige Princip, nemlig, at der ikke ydes nogen Løn, at blot de nødvendige Udgifter dækkes for dem, der paa den ene eller paa den anden Maade arbejder i Selskabets Tjeneste.“ De der tjente på Selskabets betelhjem, kontorer og trykkerier, samt dets rejsende repræsentanter, skulle blot have kost, logi og en beskeden godtgørelse — nok til at dække de grundlæggende behov, men ’der maatte ikke gives dem Lejlighed til at kunne lægge Penge op’. Dette princip gælder også i dag.

De der udfører en særlig heltidstjeneste på Jehovas Vidners hovedkontor, har aflagt et fattigdomsløfte, ligesom samtlige medlemmer af Det Styrende Råd og alle andre medlemmer af betelfamilien i De Forenede Stater. Det vil ikke sige at de lever et glædesløst liv uden nogen som helst komfort. Men det betyder at alle uden forskel i denne tjeneste modtager det samme i form af kost, logi og en beskeden godtgørelse til dækning af deres personlige udgifter.

På denne måde udfører organisationen sit arbejde i fuld tillid til Guds hjælp. Som et åndeligt brodersamfund der omfatter hele verden bruger Jehovas vidner med glæde og uden tvang deres midler til at udføre det arbejde som Jehova, deres store himmelske Fader, har pålagt dem.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 340]

’Dette selskab hverken tillader eller godkender indsamling af penge’

[Tekstcitat på side 342]

Hovedvægten lægges på betydningen af at fortælle andre om sandheden

[Tekstcitat på side 343]

En ærlig redegørelse for hvordan det forholder sig

[Tekstcitat på side 344]

Menighederne hjælper hinanden til at få egnede rigssale

[Tekstcitat på side 345]

De fleste bidrag kommer fra folk med beskedne midler

[Tekstcitat på side 348]

Store mængder læsestof foræres bort — hvem betaler for det?

[Tekstcitat på side 349]

De vil med glæde forære læsestof til enhver der viser oprigtig interesse og lover at læse det

[Tekstcitat på side 350]

Hvad sker der med de penge der gives som bidrag?

[Tekstcitat på side 351]

„Han gav sin private Formue helt hen til den Sag, han havde viet sit Liv“

[Ramme på side 341]

Gud tigger ikke

„Han der sagde: ’Dersom jeg hungrede, ville jeg ikke sige dig det; thi jorderige hører mig til og dets fylde . . . Jeg vil ikke tage en okse af dit hus, ej heller bukke af dine stalde. Thi alle dyrene i skoven hører mig til, dyrene på bjergene i tusindtal’ (Sl. 50:12, 9, 10), han er i stand til at udføre sit store arbejde uden at bede om penge fra verden eller fra sine børn. Han vil heller ikke tvinge sine børn til at ofre noget i tjenesten for ham, ej heller vil han tage mod noget fra dem som ikke gives frivilligt og med glæde.“ — „Zion’s Watch Tower“, september 1886, s. 6.

[Ramme på side 347]

Bidragene har ikke altid været i form af penge

Jehovas vidner i den nordlige del af staten Queensland i Australien skaffede fire store vognlæs tømmer som de sendte til Vagttårnets byggeplads i Sydney. Tømmeret havde en anslået værdi af 4-500.000 kroner.

Under udvidelsen af Vagttårnets trykkeri i Elandsfontein i Sydafrika ringede en indisk broder og spurgte om nogen kunne komme og hente en gave på 500 sække cement (a 50 kilo) — og dét på et tidspunkt da der var mangel på cement i landet. Andre stillede deres lastvogne til rådighed for Selskabet. En afrikansk søster betalte et firma for at levere 15 kubikmeter sand.

Da der blev opført et nyt afdelingskontor i Emmen i Holland, blev store mængder værktøj og arbejdstøj givet som gave. En søster der var alvorligt syg, strikkede et par uldne vinterstrømper til hver af arbejderne.

Da der skulle bygges et nyt afdelingskontor med plads til et trykkeri i Lusaka i Zambia, blev byggematerialerne købt for midler fra Jehovas vidner i andre lande. Materialer og udstyr der ikke kunne skaffes i Zambia, blev skænket af andre lande og kørt til Zambia i lastbiler.

Et Jehovas vidne i Ecuador skænkede i 1977 en grund på 34 hektarer som man byggede en stævnehal og et nyt afdelingskontor på.

Jehovas vidner i Panama åbnede deres hjem for frivillige byggearbejdere; nogle der havde busser sørgede for transport; andre var med til at tilberede de 30.000 måltider der blev serveret på byggepladsen.

Under opførelsen af afdelingskontoret i Arboga i Sverige sendte en menighed 4500 hjemmebagte boller. Andre sendte honning, frugt og syltetøj. En landmand der ikke var et af Jehovas vidner men boede lige ved byggepladsen, gav to tons gulerødder.