Kapitel 16

Møder — tilbedelse, undervisning og opmuntring

MENIGHEDENS møder spiller en vigtig rolle i Jehovas vidners liv. Selv når det er forbundet med store vanskeligheder forsøger de at overvære alle møderne, i overensstemmelse med den bibelske formaning: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Hvor det er muligt holder hver menighed møder tre gange om ugen i 4 timer og 45 minutter i alt. Mødernes art og hyppighed har dog varieret op gennem tiden, alt efter hvad der har været behov for.

I det første århundrede var manifestationer af åndens mirakuløse gaver et fremtrædende træk ved kristne møder. Hvorfor? Fordi Gud ved hjælp af disse gaver vidnede om at han ikke længere gjorde brug af den jødiske religiøse ordning, men at hans ånd nu hvilede over den nydannede kristne menighed. (Apg. 2:1-21; Hebr. 2:2-4) Når de første kristne holdt møder bad de til Gud og sang lovsange, og de lagde vægt på at profetere (det vil sige at bekendtgøre åbenbaringer af Guds vilje og hensigt) og at give undervisning der kunne opbygge de tilstedeværende. De levede i en tid hvor der skete en bemærkelsesværdig udvikling i forbindelse med Guds hensigt. Det var nødvendigt at de forstod denne udvikling og vidste hvordan de skulle gå frem i overensstemmelse med den. Nogle af dem optrådte imidlertid på en uligevægtig måde ved møderne, og som Bibelen viser var der behov for en vis vejledning for at alt det der foregik kunne være til gavn for mødedeltagerne. — 1 Kor. 14:1-40.

Kunne man genfinde de træk der kendetegnede de første kristnes møder, i de møder bibelstudenterne holdt fra 1870’erne og fremefter?

Bibelstudenternes åndelige behov dækkes

I 1870 dannede Charles Taze Russell og en lille gruppe af hans venner i og omkring Allegheny i Pennsylvanien en bibelkreds. Deres møder førte til at de voksede i kærlighed til Gud og hans ord og gradvis fik større  viden om hvad Bibelen lærer. Der var ingen mirakuløs tungetale ved disse møder. Hvorfor ikke? Sådanne mirakuløse gaver havde tjent deres hensigt i det første århundrede, og som Bibelen havde forudsagt var de ophørt. „Det næste fremadskridende Trin,“ forklarede broder Russell, „var Aabenbarelse af Aandens Frugter, som Paulus saa klart paapeger.“ (1 Kor. 13:4-10) Ligesom i det første århundrede var der desuden et presserende forkyndelsesarbejde der skulle udføres, og de havde brug for opmuntring til denne gerning. (Hebr. 10:24, 25) Inden længe holdt de to faste møder hver uge.

Broder Russell var klar over at det var vigtigt for Jehovas tjenere at være et forenet folk, uanset hvor på jorden de befandt sig. I 1879, kort efter at Watch Tower var begyndt at udkomme, blev bladets læsere derfor opfordret til at anmode broder Russell eller en af hans medarbejdere om at besøge dem. Sådanne besøg skulle ikke koste læserne noget. Efter at der var kommet en række forespørgsler tog broder Russell ud på en månedlang rejse der førte ham helt til Lynn i Massachusetts, og alle vegne holdt han møder i fire til seks timer om dagen. Emnet der blev drøftet var „De ting som hører Guds rige til“.

I begyndelsen af 1881 gav broder Russell dem af Watch Towers læsere der endnu ikke holdt regelmæssige møder i deres område, denne opfordring: „Hold møder i jeres eget hjem sammen med familien eller nogle interesserede. Læs, studér, lovpris og tilbed sammen, og hvor to eller tre er forsamlede i Herrens navn, vil Han — jeres Lærer — være midt iblandt jer. Sådan formede nogle af menighedens møder sig på apostlenes tid. (Se Filemon 2.)“

Mødernes program blev lidt efter lidt udbygget. Der blev givet forskellige forslag, men det var op til den enkelte gruppe at afgøre hvad der passede bedst for den. Det hændte at én holdt et foredrag, men der blev lagt større vægt på at alle frit kunne tage ordet ved møderne. I begyndelsen brugte nogle klasser af bibelstudenter stort set ikke Selskabets publikationer ved deres møder, men de rejsende tilsynsmænd, pilgrimmene, hjalp dem til at indse værdien af at gøre det.

Efter at nogle af bindene i serien Millenniets Daggry var blevet udgivet, begyndte man at studere dem. I 1895 blev studiegrupperne kendt som „daggry-kredse“. a I Norge var der nogle der senere omtalte dem som „oplæsnings- og samtalemøder“, og forklarede: „Uddrag af broder Russells bøger blev læst højt, og når nogle ville kommentere eller spørge om noget, rakte de hånden op.“ Broder Russell anbefalede at de der deltog i  disse studiemøder gjorde brug af forskellige bibeloversættelser, marginalhenvisninger i Bibelen, og bibelordbøger. Det var ofte forholdsvis små grupper der samledes til studiet i et privat hjem på en aften der passede gruppen. Disse møder var forløberne for vor tids menighedsbogstudium.

Broder Russell forstod at det ikke var nok at studere lærespørgsmål. Det var også vigtigt at de der var til stede gav udtryk for deres hengivenhed, så deres hjerte blev ansporet af værdsættelse af Guds kærlighed og af et ønske om at ære og tjene ham. Klasserne blev opfordret til at arrangere et særligt, ugentligt møde med tanke på dette. De blev af og til omtalt som „hjemme-møder“ fordi de blev holdt i private hjem. Programmet omfattede bønner, lovsange og vidnesbyrd aflagt af de tilstedeværende. b Vidnesbyrdene kunne være opmuntrende oplevelser, eller erfaringer om brødrenes prøvelser og vanskeligheder og den usikkerhed de kunne føle i den periode. Nogle steder kom man helt bort fra det der var formålet med møderne, fordi nogle af deltagerne lagde alt for stor vægt på at fremhæve sig selv. The Watch Tower indeholdt venlige forslag til forbedringer.

Edith Brenisen, der var gift med en af de første pilgrimme i De Forenede Stater, fortalte om disse møder: „Det var en aften til eftertanke over Jehovas kærlige omsorg og til nært samvær med brødre og søstre. Når vi lyttede til nogle af deres erfaringer, lærte vi dem bedre at kende. Når vi betragtede deres trofasthed og så hvordan de løste deres problemer, hjalp det os ofte til at overvinde nogle af vore egne vanskeligheder.“ Med tiden viste det sig dog at mødedeltagerne havde større gavn af møder der satte hver enkelt i stand til at være med i forkyndelsen.

Den måde søndagsmødet blev ledet på nogle steder, vakte bekymring hos brødrene. Nogle klasser gik i gang med at drøfte Bibelen vers for vers, men somme tider var de så uenige om versenes betydning at møderne blev alt andet end opbyggende. For at rette op på dette udarbejdede nogle i Los Angeles-menigheden i Californien oplæg til studium af bibelske emner, med spørgsmål og henvisninger som alle i klassen kunne undersøge før de kom til mødet. I 1902 udsendte Selskabet en bibel med „Berean Bible Study Helps“ (Hjælp til Berøastudium af Bibelen), som omfattede et emneregister. c For at forenkle tingene yderligere indeholdt Watch Tower fra og med 1. marts 1905 en disposition til menighedsstudium med spørgsmål og henvisninger til Bibelen og Selskabets publikationer. Denne  ordning fortsatte frem til 1914, da der blev udgivet spørgsmål til Studier i Skriften som grundlag for Berøastudierne.

Alle klasserne havde adgang til det samme stof, men antallet af ugentlige møder varierede fra et til fire eller flere, alt efter hvad der blev arrangeret lokalt. Fra 1914 blev der i Colombo på Ceylon (nu Sri Lanka) endda holdt møder hver eneste dag i ugen.

 Bibelstudenterne blev tilskyndet til at lære at forske og granske, til at ’forvisse sig om alt’ og udtrykke deres tanker med egne ord. (1 Thess. 5:21) Broder Russell opfordrede dem til at drøfte studiematerialet frit og grundigt. Han kom også med nogle advarende ord: „Glem aldrig at Bibelen er vor målestok, og at vore hjælpemidler, skønt gudgivne, dog kun er ’hjælpemidler’ og ikke erstatninger for Bibelen.“

 Højtiden til minde om Herrens død

Fra omkring 1876 begyndte bibelstudenterne hvert år at samles for at fejre højtiden til minde om Herrens død. d I begyndelsen mødtes gruppen fra Pittsburgh og omegn i en af vennernes hjem. I 1883 kom der hen ved hundrede til deres møder, og de måtte derfor samles i et lejet lokale. I 1905 lejede de den store Carnegie Hall for at få plads til alle dem der forventedes at overvære mindehøjtiden i Pittsburgh.

Bibelstudenterne forstod at denne højtid skulle fejres én gang om året, ikke hver uge. De fejrede den på den dato der svarede til Jesu dødsdag, den 14. nisan ifølge den jødiske kalender. I årenes løb har man lært at beregne datoen mere nøjagtigt, e men det der blev tillagt størst vægt, var selve begivenhedens betydning.

Højtiden fejredes mange steder af større eller mindre grupper, men alle var velkomne til at fejre den sammen med brødrene i Pittsburgh. Fra 1886 til 1893 blev læserne af Watch Tower specielt indbudt til at komme til Pittsburgh hvis de kunne, og de kom fra mange forskellige steder i De Forenede Stater og Canada. Det betød ikke alene at de kunne fejre mindehøjtiden sammen, men også at den åndelige enheds bånd blev styrket. Efterhånden som der blev flere klasser, både i De Forenede Stater og i andre dele af verden, var det dog ikke længere praktisk muligt at samles på ét sted. Det ville være til større gavn for brødrene at samles med deres trosfæller i det område hvor de boede.

Som Watch Tower påpegede var der mange som gav udtryk for tro på genløsningen, og ingen af dem blev nægtet adgang til den årlige fejring af mindehøjtiden.  Men højtiden havde en særlig betydning for dem der tilhørte Kristi „lille hjord“, dem der havde håb om at arve det himmelske rige sammen med Kristus. Det var henvendt til dem han aftenen før sin død, da han indstiftede mindehøjtiden, sagde: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Luk. 12:32; 22:19, 20, 28-30.

De vordende medlemmer af ’den store skare’ af andre får begyndte navnlig at vise sig fra 1930’erne. (Åb. 7:9, 10; Joh. 10:16) I Vagttaarnet for 15. marts 1938 blev disse, der dengang blev kaldt jonadab’er eller jonadabvenner, for første gang specielt indbudt til at overvære mindehøjtiden. Der stod: „Den 15. April efter Kl. 18.00 bør enhver Kreds af de salvede samles og fejre Mindehøjtiden, og deres Medarbejdere, Jonadabvennerne, bør ogsaa komme til Stede.“ De kom til stede, ikke som deltagere, men som iagttagere. Da de begyndte at overvære mindehøjtiden hvert år, kunne det mærkes på antallet af tilstedeværende. I 1938 var det samlede antal 73.420, mens 39.225 nød symbolerne, brødet og vinen. I de følgende år begyndte også mange nyinteresserede og andre der endnu ikke var blevet aktive vidner for Jehova, at overvære mindehøjtiden som iagttagere. I 1992, da et højdepunkt på 4.472.787 deltog i forkyndelsen, blev mindehøjtiden overværet af 11.431.171, og kun 8683 af disse nød symbolerne. I nogle lande har antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden været fem-seks gange højere end forkyndertallet.

Jehovas vidners store værdsættelse af betydningen af Kristi død får dem til at fejre denne højtid, selv under meget vanskelige forhold. I 1970’erne var der ofte udgangsforbud i Rhodesia (nu Zimbabwe) på grund af krigshandlingerne, og det var umuligt at gå ud om aftenen. Nogle steder samledes alle brødrene derfor i en forkynders hjem i løbet af dagen og fejrede så mindehøjtiden om aftenen. De kunne naturligvis ikke tage hjem efter mødet, så de måtte overnatte på stedet. Resten af aftenen brugte de til at synge Rigets sange og fortælle oplevelser, hvilket var til stor opmuntring for alle.

Mindehøjtiden blev også fejret i koncentrationslejre under den anden verdenskrig, selv om det kunne have medført strenge straffe hvis vagterne havde opdaget det. Da Harold King sad i enecelle i Kommunistkina fra 1958 til 1963 på grund af sin kristne tro, fejrede han mindehøjtiden så godt som det lod sig gøre efter omstændighederne. Han sagde senere: „Fra mit fængselsvindue iagttog jeg ved forårets begyndelse månen indtil det var fuldmåne, og derefter udregnede jeg så nøjagtigt som muligt datoen for mindehøjtiden.“ Han lavede lidt vin af solbær, og i stedet for brød brugte han ris, der er usyrede. „Jeg sang og bad og  holdt et foredrag,“ fortæller han, „nøjagtig som man ville gøre i menighederne; så jeg følte mig hvert år forenet med mine brødre i hele verden ved denne betydningsfulde lejlighed.“

De unges plads

I begyndelsen blev bibelstudenternes publikationer og møder ikke tilrettelagt specielt med henblik på børn og unge. De kunne overvære møderne, og nogle af dem gjorde det og fulgte opmærksomt med. Men der blev ikke gjort noget særligt for at engagere dem i det der foregik. Hvorfor ikke?

Brødrene havde dengang den forståelse at der kun var meget kort tid tilbage før alle medlemmer af Kristi brud ville blive forenet med ham i himmelsk herlighed. Watch Tower forklarede i 1883: „Vi der oplæres til ’kaldet herovenfra’ kan ikke vige uden om den særlige gerning i denne tid — den gerning at berede ’bruden, Lammets hustru’. Bruden skal gøre sig rede; og netop nu, da sidste hånd lægges på værket i forbindelse med forberedelserne til brylluppet, er hvert eneste medlems tjeneste påkrævet i dette arbejde, der er vigtigere end alt andet.“

Forældre blev indtrængende opfordret til at bære deres gudgivne ansvar og oplære deres børn åndeligt. Der blev ikke opmuntret til at man oprettede særlige søndagsskoler for børn og unge. Det var tydeligt at kristenhedens søndagsskoler havde gjort stor skade. Forældre som sendte deres børn i sådanne skoler, havde ofte den opfattelse at det fritog dem for ansvaret for at oplære deres børn i religiøs henseende. Og hvad børnene angik, blev de ikke motiveret til at ære deres forældre og adlyde dem sådan  som de burde, da det jo ikke i første række var forældrene der fortalte dem om Gud.

Fra 1892 til 1927 indeholdt Watch Tower dog kommentarer til skriftsteder fra „International Sunday School Lessons“ (Internationale søndagsskolelektier), der dengang blev brugt i mange protestantiske trossamfund. Disse skriftsteder blev i mange år udvalgt af F. N. Peloubet, en kongregationalistisk præst, og hans medarbejdere. Watch Tower drøftede skriftstederne på baggrund af bibelstudenternes fremskredne forståelse af Bibelen, uafhængigt af kristenhedens trosbekendelser. Man håbede at Watch Tower i kraft af dette ville finde vej ind i nogle af trossamfundene, at sandheden på denne måde kunne blive fremlagt, og at nogle af trossamfundenes medlemmer ville tage imod den. Forskellen var naturligvis åbenbar, og mange protestantiske præster var forbitrede.

Året 1918 kom, og den salvede rest befandt sig stadig på jorden. Der var også mange flere børn til stede ved deres møder. De fik tit lov at lege mens deres forældre studerede. Men også børn og unge måtte lære at ’søge Retfærdighed, søge Sagtmodighed’ for at blive „skjulte paa Herrens Vredes Dag“. (Zef. 2:3, GD) I 1918 tilskyndede Selskabet derfor menighederne til at oprette en særlig skole for børn og unge mellem 8 og 15 år. Nogle steder var der endda børnehaver for dem der var for små til at komme i skolen. Samtidig blev forældrenes ansvar over for deres børn igen understreget.

Dette førte en anden udvikling med sig. The Golden Age havde i 1920 en spalte med overskriften „Bibelstudium for børn og unge“, med spørgsmål fulgt af henvisninger til skriftsteder hvori svarene kunne findes. Samme år udkom The Golden Age ABC (Den gyldne Tidsalders ABC, ikke oversat til dansk), en illustreret brochure som forældre kunne bruge når de skulle lære deres børn grundlæggende bibelske sandheder og kristne egenskaber. I 1924 kom en bog med titlen The Way to Paradise (Vejen til Paradis, ikke oversat til dansk), der var skrevet af W. E. Van Amburgh. Den var beregnet på „lidt viderekomne bibelstudenter“ og blev i en periode brugt ved møder for børn og unge. I Amerika havde „juniorvidner“ deres egne samlinger til forkyndelsen. I Schweiz dannede en gruppe unge foreningen „Jehovas ungdom“ for alle mellem 13 og 25 år. De havde deres eget sekretariat i Bern, og samme sted blev et særligt blad, der også hed „Jehovas ungdom“, redigeret og trykt på Selskabets trykkemaskiner. De unge holdt deres egne møder og opførte endda bibelske skuespil. Engang opførte de et skuespil for 1500 tilskuere i Volkshaus i Zürich.

Men på denne måde var der ved at opstå en organisation inden for Jehovas tjeneres organisation. Det ville ikke bidrage til enheden, så i 1936  blev det standset. I april 1938, da Selskabets præsident, J. F. Rutherford, var på besøg i Australien, erfarede han at børnene blev undervist for sig, adskilt fra de voksnes stævne. Han sørgede straks for at alle børnene blev hentet ind til selve stævnet, hvad der var til stor gavn for dem.

Samme år behandlede Vagttaarnet spørgsmålet om særlige skoler for børn og unge i menigheden. Det blev igen betonet at ansvaret for at undervise børnene påhviler forældrene. (Ef. 6:4; jævnfør Femte Mosebog 4:9, 10; Jeremias 35:6-10.) Bladet viste også at Bibelen ikke indeholder nogen eksempler på at unge er blevet undervist for sig. De skulle være til stede sammen med deres forældre og høre Guds ord. (5 Mos. 31:12, 13; Jos. 8:34, 35) Når de havde brug for at få noget af stoffet forklaret, kunne forældrene tage sig af det derhjemme. Artiklerne påpegede desuden at ordningen med adskilte møder i virkeligheden afledte opmærksomheden fra forkyndelsen af den gode nyhed fra hus til hus. Hvordan det? Jo, de der skulle undervise de unge brugte tiden til at forberede sig til disse møder og til at lede dem, i stedet for at deltage i forkyndelsen. Alle særlige møder og skoler for børn og unge ophørte derfor.

Den dag i dag er det stadig skik og brug blandt Jehovas vidner at hele familien overværer menighedens møder sammen. Forældrene hjælper børnene til at forberede sig, så de kan deltage på passende måder. Der er desuden blevet udgivet en lang række publikationer som forældre kan benytte når de underviser børnene derhjemme. Blandt dem kan nævnes bøgerne Børn (engelsk 1941; dansk 1942); Vi lytter til den store Lærer (engelsk 1971; dansk 1972); Hvordan du får det bedste ud af din ungdom (engelsk 1976; dansk 1977); Min bibelhistoriebog (engelsk 1978; dansk 1979) og Unge spørger — Svar der duer (1989).

Alle udrustes til at være aktive forkyndere

Lige siden de første numre af Vagttårnet udkom på engelsk, er bladets læsere regelmæssigt blevet mindet om at alle sande kristne har den forret og det ansvar at forkynde den gode nyhed om Guds hensigt. Menighedens møder har beredt deres sind og hjerte til denne gerning ved at styrke deres kærlighed til Jehova og øge deres kundskab om hans hensigt. Især efter stævnet i 1922 i Cedar Point, Ohio, begyndte man at lægge større vægt på det der blev udrettet i forkyndelsen, og på at hjælpe forkynderne til at udføre en mere virkningsfuld tjeneste.

I Bulletin, f en folder med oplysninger om forkyndelsen, blev der bragt et kort vidnesbyrd som forkynderne skulle lære udenad og bruge  fra hus til hus. For at anspore menighedens medlemmer til at gøre en forenet indsats for at forkynde Riget, blev halvdelen af bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdsmødet den første onsdag i hver måned i det meste af 1923 sat til side til erfaringer fra forkyndelsen.

I 1926, om ikke før, begyndte de månedlige møder om forkyndelsen at blive kaldt arbejdsmøder. De blev som oftest kun overværet af dem der deltog i denne tjeneste. Ved disse møder drøftede man hvilke metoder man kunne bruge i forkyndelsen, og man planlagde virksomheden. I 1928 tilskyndede Selskabet menighederne til at holde sådanne møder hver uge. Fire år senere begyndte menighederne at erstatte vidnesbyrdsmødet (der også blev kaldt deklarationsmødet) med det der efterhånden blev kendt som tjenestemødet, og Selskabet opfordrede alle til at overvære det. I over 60 år er dette møde blevet holdt en gang om ugen i menighederne. Gennem foredrag, menighedsdrøftelser, demonstrationer og interview ydes der specifik hjælp i forbindelse med alle sider af den kristne tjeneste.

Denne form for møder er ikke noget der er opstået i det 20. århundrede. Jesus gav sine disciple detaljerede anvisninger før han sendte dem ud at forkynde. (Matt. 10:5–11:1; Luk. 10:1-16) Senere opbyggede de hinanden ved at samles for at fortælle hvad de havde oplevet i tjenesten. — Apg. 4:21-31; 15:3.

Oplæringen af dem der skulle holde offentlige foredrag foregik i begyndelsen ikke ved menighedens faste møder, men senest i 1916 blev det foreslået at de der følte at de havde et vist talent som foredragsholdere kunne holde møder for sig selv, måske med en ældste til at høre på dem og vejlede dem om hvordan de kunne forbedre indholdet og fremførelsen af deres foredrag. Disse møder, som kun blev overværet af menighedens mandlige medlemmer, blev senere kaldt Profetskoler. Grant Suiter fortalte om denne tid: „Den konstruktive kritik som jeg fik på skolen var . . . ingenting i sammenligning med hvad min fader sagde til mig efter at han havde overværet et møde hvor jeg prøvede at holde en tale.“ For at hjælpe dem der forsøgte at gøre fremskridt udarbejdede og trykte brødrene på eget initiativ en lærebog med vejledning i talekunst, foruden dispositioner til en række foredrag. Med tiden ophørte disse Profetskoler dog. For at dække det særlige behov der fandtes dengang, blev opmærksomheden koncentreret om at udruste alle menighedens medlemmer til at være flittige i forkyndelsen fra hus til hus.

 Var det muligt at dygtiggøre hvert eneste medlem af denne voksende internationale organisation til ikke blot at aflægge et kort vidnesbyrd og tilbyde bibelsk læsestof, men også tale godt for sig og undervise ud fra Guds ord? Det var formålet med en særlig skole der blev oprettet i Jehovas Vidners menigheder fra 1943. Den havde allerede været i gang på Jehovas Vidners hovedkontor siden februar 1942. Hver uge blev der holdt en forelæsning, og eleverne fremførte foredrag og fik vejledning bagefter. I begyndelsen var det kun mænd som havde opgaver på skolen, selv om hele menigheden blev tilskyndet til at overvære den, forberede sig på lektionerne og deltage i repetitionerne. I 1959 fik søstrene også det privilegium at melde sig til skolen og lære at drøfte bibelske emner med andre.

Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika skrev om resultaterne af denne skole: „Takket være denne glimrende ordning blev mange brødre der aldrig havde troet at de skulle komme til at holde offentlige foredrag, i løbet af kort tid meget dygtige på podiet og mere effektive i forkyndelsen. Denne nye foranstaltning fra Jehovas side blev hilst velkommen af brødrene i hele Sydafrika, og de gennemførte den med stor begejstring, på trods af at nogle havde store sprogvanskeligheder og en utilstrækkelig skolegang.“

Den teokratiske skole er stadig et vigtigt møde i Jehovas Vidners menigheder. Næsten alle som er i stand til det, er tilmeldt skolen. Unge og gamle, nye forkyndere og erfarne forkyndere deltager. Det er et vedvarende undervisningsprogram.

Offentligheden indbydes til at se og høre

Jehovas Vidner er på ingen måde en hemmelig forening. Deres bibelsk begrundede tro forklares udførligt i publikationer som alle kan skaffe sig. Desuden gør de sig store anstrengelser for at indbyde andre til at overvære deres møder, så de selv kan se og høre hvad der foregår.

Jesus Kristus underviste sine disciple personligt, men han talte også offentligt — ved søbredden, på en bjergskråning, i synagoger, på tempelområdet i Jerusalem — hvor som helst folkemængderne kunne høre ham. (Matt. 5:1, 2; 13:1-9; Joh. 18:20) Bibelstudenterne fulgte hans eksempel. Allerede i 1870’erne begyndte de at arrangere møder hvor deres  venner og naboer og andre interesserede kunne høre foredrag om Guds hensigt med menneskeheden.

De bestræbte sig for at holde disse foredrag på steder hvor det ville være let for offentligheden at komme. Dette arbejde blev kaldt „klasseudvidelsesarbejde“. I 1911 blev de menigheder der havde nok kvalificerede talere, tilskyndet til at lade nogle af dem tage til andre byer og landsbyer for at holde møder i offentlige lokaler. Hvor det kunne lade sig gøre, arrangerede de en serie på seks foredrag. Efter det sidste spurgte taleren hvor mange af tilhørerne der var så interesserede i bibelstudium at de kunne tænke sig at samles regelmæssigt. Det første år blev der holdt over 3000 af disse foredrag.

Fra og med 1914 viste man også „Skabelsens Fotodrama“ for offentligheden. Der var fri adgang til disse forestillinger. Siden har man vist andre film og lysbilledserier. Fra 1920’erne gjorde Vagttårnsselskabet udstrakt brug af radioen, sådan at folk kunne høre bibelske foredrag i deres eget hjem. I 1930’erne blev foredrag af J. F. Rutherford indspillet på grammofonplader og afspillet ved tusinder af offentlige møder.

I 1945 havde mange brødre lært at holde offentlige foredrag på den teokratiske skole. I januar det år blev der iværksat en veltilrettelagt kampagne med offentlige møder. Selskabet udarbejdede dispositioner til en serie på otte aktuelle foredrag. De blev averteret ved hjælp af løbesedler og undertiden plakater. Brødrene brugte ikke kun menighedens normale mødesteder, men gjorde en særlig indsats for at holde disse offentlige møder i områder hvor der ingen menighed var. Alle i menighederne kunne hjælpe til — ved at avertere møderne, ved at støtte dem personligt og ved at byde nye velkomne og besvare deres spørgsmål. I løbet af det første år med denne særlige virksomhed blev der afholdt 18.646 offentlige møder i De Forenede Stater, og de blev overværet af i alt 917.352. Året efter steg antallet af offentlige møder til 28.703 i Amerika. Og i Canada, hvor der i 1945 blev holdt 2552 offentlige møder, var der 4645 året efter.

I de allerfleste af Jehovas Vidners menigheder er offentlige møder nu en fast del af ugens program. De former sig sådan at der holdes et foredrag hvorunder alle opfordres til at følge med i deres egne bibler når foredragets nøgleskriftsteder læses og drøftes. Både menighedens medlemmer og de nyinteresserede modtager megen åndelig vejledning ved disse møder.

 De der overværer Jehovas Vidners møder for første gang, bliver ofte positivt overraskede. En fremtrædende politiker i Zimbabwe tog hen til en rigssal for at finde ud af hvad der foregik. Han havde et voldsomt temperament, og han mødte med overlæg ubarberet og ufriseret op. Han regnede ikke med at Jehovas vidner ville lukke ham ind. I stedet viste de oprigtig interesse for ham og opfordrede ham til at tage imod et hjemmebibelstudium. Nu er han en ydmyg og fredsommelig kristen forkynder.

Der findes millioner af mennesker som efter at have overværet et af Jehovas Vidners møder har følt sig bevægede til at sige: „Gud er virkelig iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:25.

Velegnede mødesteder

På Jesu apostles tid holdt de kristne ofte deres møder i private hjem. Nogle steder kunne de tale i jødernes synagoger. I to år holdt apostelen Paulus foredrag i en skolesal i Efesus. (Apg. 19:8-10; 1 Kor. 16:19; Filem. 1, 2) Bibelstudenterne fulgte det samme mønster i sidste halvdel af 1800-tallet: de mødtes i private hjem, talte af og til i lokaler der tilhørte forskellige kirkesamfund, og brugte andre lokaler som de kunne leje. Nogle få gange købte de bygninger der tidligere var blevet benyttet af andre religiøse grupper, og brugte dem fast. Det var tilfældet med Brooklyn-tabernaklet og London-tabernaklet.

Men de var ikke interesserede i, og havde heller ikke brug for, overdrevent udsmykkede mødesale. Nogle få menigheder købte velegnede bygninger og renoverede dem, andre byggede nye mødelokaler. Efter 1935 begyndte man efterhånden at kalde mødelokalerne rigssale. Det er som regel pæne og tiltalende bygninger, men de er ikke overdådige på nogen måde. Arkitekturen varierer fra sted til sted, men der tages først og fremmest hensyn til at bygningen skal være funktionel.

Et ensartet undervisningsprogram

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet varierede den åndelige vækst og virksomhed betragteligt fra den ene menighed til den anden. Det bibelstudenterne havde tilfælles, var visse grundlæggende trosopfattelser der skilte dem ud fra kristenheden. Men skønt nogle af brødrene havde dyb værdsættelse af de midler Jehova benyttede for at give sit folk åndelig føde, var der andre som let lod sig påvirke af enkeltpersoner der havde stærke personlige meninger.

Før sin død bad Jesus om at hans disciple ’alle måtte være ét’ — i samhørighed med Gud og Kristus og med hinanden. (Joh. 17:20, 21) Der var ikke tale om en enhed der blev gennemtvunget med magt. Den skulle være et resultat af et ensartet undervisningsprogram som modtagelige  hjerter reagerede på. Som det for længe siden var blevet forudsagt: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Es. 54:13) For at få størst mulig glæde af denne fred måtte alle have mulighed for at nyde gavn af den fremadskridende undervisning som Jehova sørgede for gennem sin synlige meddelelseskanal.

Bibelstudenterne havde i mange år brugt de syv bind af Studier i Skriften sammen med Bibelen som grundlag for deres drøftelser. De indeholdt åndelig „mad i rette tid“. (Matt. 24:45) Efterhånden som man granskede Skrifterne under Guds ånds ledelse, viste det sig imidlertid at der var mere at lære og at Jehovas tjenere stadig havde behov for en omfattende åndelig renselse. (Mal. 3:1-3; Es. 6:1-8) Efter at Riget var blevet oprettet i 1914, blev mange profetier desuden opfyldt i hurtig rækkefølge, og de pegede frem til et presserende arbejde som alle sande kristne skulle deltage i. Disse betimelige bibelske oplysninger blev regelmæssigt bragt gennem Vagt-Taarnet.

Nogle af Selskabets rejsende repræsentanter lagde mærke til at ikke alle fik gavn af disse artikler, og de anbefalede derfor hovedkontoret at der blev holdt et fast, ugentligt møde hvor man studerede Vagt-Taarnet i alle menighederne. Denne anbefaling blev givet videre til menighederne, og fra juli 1922 blev „Spørgsmaal til Berøa-Studier“ over hovedartiklerne et fast træk i bladet. De fleste menigheder holdt et vagttårnsstudium en eller flere gange om ugen, men det var forskelligt hvor meget man egentlig studerede det der stod i bladet. Nogle steder havde studielederen så meget at sige at studiet varede i over to timer.

I løbet af 1930’erne blev de demokratiske metoder erstattet med teokratiske. Det fik stor indflydelse på hvordan man betragtede studiet af Vagttaarnet. g Der blev lagt større vægt på forståelsen af det studiemateriale Selskabet havde tilvejebragt. De der havde brugt møderne som en lejlighed til at udtrykke deres personlige meninger og som ikke ville påtage sig det ansvar at deltage i forkyndelsen, trak sig lidt efter lidt tilbage. Med tålmodig hjælp lærte brødrene at begrænse studiet til en time. Som følge deraf begyndte flere at komme, og møderne blev livligere. Menighederne blev også kendetegnet af en ægte enhedens ånd, baseret på et ensartet undervisningsprogram med Guds ord som normen for hvad der var sandhed.

I 1938 udkom Vagttaarnet på cirka 20 sprog. Alle artiklerne kom først på engelsk. Bladet kunne som regel først fås på andre sprog flere måneder  eller et helt år senere, på grund af den tid det tog at oversætte og trykke det. Men efter at nye trykkemetoder blev taget i brug i 1980’erne, begyndte bladet at udkomme samtidig på mange sprog. I 1992 kunne menighederne studere det samme stof samtidig på 66 sprog. Det vil sige at det store flertal af Jehovas vidner jorden over får den samme åndelige føde uge efter uge. I hele Nord- og Sydamerika, det meste af Europa, en række lande i Østen og mange steder i Afrika samt på et stort antal øer i hele verden nyder Jehovas tjenere den samme åndelige føde på samme tid. På den måde bliver de „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Kor. 1:10.

Jehovas vidner tager deres møder alvorligt. Det fremgår af hvor mange der overværer dem. I Italien, hvor der i 1989 var cirka 172.000 aktive forkyndere, blev de ugentlige møder i rigssalene overværet af 220.458. Som en kontrast til dette oplyser et katolsk nyhedsbureau at 80 procent af alle italienere bekender sig til katolicismen, men at kun 30 procent går nogenlunde regelmæssigt i kirke. Forholdet er omtrent det samme i Brasilien. Her i Danmark var 89,7 procent af befolkningen medlem af folkekirken i 1989, men kun 2 procent gik i kirke en gang om ugen! Jehovas Vidner her i landet havde på det tidspunkt en ugentlig mødedeltagelse på 94,7 procent. En undersøgelse foretaget af Allensbach meningsmålingsinstitut i 1989 viste at 5 procent af lutheranerne og 25 procent af katolikkerne i Tyskland gik regelmæssigt i kirke. Men i Jehovas Vidners rigssale kom der flere til de ugentlige møder end der var forkyndere i menighederne.

Mange gør sig store anstrengelser for at komme til møderne. I 1980’erne var der en 70-årig kvinde i Kenya som måtte gå 10 kilometer og vade over en flod for at komme til møderne hver uge. For at overvære møderne på sit eget sprog måtte en koreansk forkynder i De Forenede Stater rejse tre timer hver vej med bus, tog og skib og desuden gå et stykke. En familie i Surinam der havde en beskeden indtægt, brugte hver uge en hel dagløn på busbilletter for at komme til møderne. En familie i Argentina rejste 50 kilometer og brugte en fjerdedel af familiens indtægt på at komme regelmæssigt til møderne og studere Bibelen. Når nogle er forhindrede i at komme til møderne på grund af sygdom, bliver det tit ordnet sådan at de kan få programmet på bånd eller høre det over telefonnettet.

Ja, Jehovas vidner tager Bibelens formaning om ikke at forsømme at komme sammen og opmuntre hinanden åndeligt, alvorligt. (Hebr. 10:24, 25) Og de samles ikke blot til møderne i deres lokale menigheder, men også til stævner. At overvære stævner er et af årets højdepunkter for Jehovas vidner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 237]

Møder der krævede deltagelse af de tilstedeværende

[Tekstcitat på side 238]

Ikke bare en filosofi, men udtalelser der appellerede til hjertet

[Tekstcitat på side 246]

Alle i familien opfordres til at overvære møderne sammen

[Tekstcitat på side 252]

Der gives ensartet åndelig føde

[Tekstcitat på side 253]

Jehovas vidner tager deres møder alvorligt

[Ramme/illustrationer på side 240, 241]

Jehova lovprises i sang

Både fortidens israelitter og Jesus sang i forbindelse med deres tilbedelse, og det samme gør Jehovas vidner i vor tid. (Neh. 12:46; Mark. 14:26) Sangene udtrykker pris til Jehova og værdsættelse af hans gerninger, ligesom de bidrager til at bibelske sandheder indprentes i sind og hjerte.

Jehovas vidner har brugt mange forskellige sangbøger gennem årene. Teksten er blevet revideret i overensstemmelse med den fremadskridende forståelse af Guds ord.

1879: „Songs of the Bride“

(144 sange der udtrykte Kristi bruds ønsker og forhåbninger)

1890: „Poems and Hymns of Millennial Dawn“

(151 digte og 333 sange, udgivet uden noder. De fleste var skrevet af kendte forfattere)

1896: „Watch Tower“ for 1. februar indeholdt „Zion’s Glad Songs of the Morning“

(Tekst og noder til 11 sange; teksten var skrevet af bibelstudenter)

1900: „Zion’s Glad Songs“

(82 sange, hvoraf mange var skrevet af én bibelstudent; et supplement til tidligere samlinger)

1905: „Daggry Sange“

(De 333 sange der blev udgivet i 1890, men med noder til)

1925: „Kingdom Hymns“

(80 sange med noder, især beregnet for børn)

1928: „Lovsange til Jehova“

(337 sange, hvoraf nogle var nye og skrevet af bibelstudenterne, og andre var gamle. I teksterne var der lagt særlig vægt på at undgå synspunkter der kendetegnede falsk religion og tilbedelse af skabningen)

1944: „Sangbog for Rigets Forkyndere“

(62 sange der var tilpasset forkyndernes behov i den periode. Forfatternes og komponisternes navne blev ikke nævnt)

1950: „Sange til Jehovas Pris“

(91 sange. Denne sangbog havde mere aktuelle temaer og et mere moderne sprog. Den blev oversat til 18 sprog)

1966: „Syng og spil i jeres hjerte for Jehova“

(119 sange der tog enhver side af den kristnes liv og tilbedelse op. Melodier som man vidste stammede fra verdslige kilder eller fra falsk religion blev skiftet ud med andre. Alle sangene blev indspillet med orkester, og disse indspilninger blev i stor udstrækning brugt som akkompagnement til sangen ved menighedsmøderne. Nogle af dem blev også indspillet med sang. Fra 1980 blev der fremstillet indspilninger af orkesterarrangementer af „Rigets sange“ som forkynderne kunne høre hjemme)

1984: „Syng Jehovas pris“

(225 Rigets sange med tekster og melodier forfattet af indviede tjenere for Jehova fra alle dele af verden. Der blev fremstillet grammofonplader og kassettebånd med akkompagnement til sangen)

I den første tid plejede bibelstudenterne at synge lovsange under møderne i hjemmene. Sang blev også et fast træk ved stævnerne. Nogle sang en af sangene før morgenmaden, i forbindelse med dagsteksten, sådan som det gennem mange år var skik i Bibelhuset. Omkring 1938 holdt man op med at synge i de fleste menigheder, men i 1944 blev skikken genoptaget, og sangen er stadig et fremtrædende træk ved Jehovas Vidners menighedsmøder og stævner.

[Illustration]

Karl Klein leder et stævneorkester i 1947

[Grafisk fremstilling på side 242]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Højtiden til minde om Kristi død

Aktive forkyndere

Antal til stede

11.000.000

10.000.000

9.000.000

8.000.000

7.000.000

6.000.000

5.000.000

4.000.000

3.000.000

2.000.000

1.000.000

1935 1945 1955 1965 1975 1985 1992

 [Illustrationer på side 239]

De første menigheder

I 1916 var der cirka 1200 grupper af bibelstudenter i hele verden

Durban, Sydafrika, 1915 (øverst til højre); Britisk Guiana (Guyana), 1915 (i midten til højre); Trondheim, Norge, 1915 (nederst til højre); Hamilton, Ontario, Canada, 1912 (nederst); Ceylon (Sri Lanka), 1915 (nederst til venstre); Indien, 1915 (øverst til venstre)

[Illustration på side 243]

Selv om Harold King sad i enecelle i et kinesisk fængsel, undlod han ikke at fejre mindehøjtiden

[Illustrationer på side 244]

Bibeltime for børn og unge i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne

I midten af 1930’erne udgav unge Jehovas vidner i Schweiz dette blad (nedenfor) og opførte bibelske skuespil (som vist nedenfor i midten) for store forsamlinger

[Illustration på side 247]

„Bulletin“ (1919-35), „Rigsbefalinger“ (1935-36), „Budbringer“ (1936-56) og nu „Rigets Tjeneste“, der udkommer på 100 sprog, har givet Jehovas vidner vejledning i at udføre en forenet forkyndelse

[Illustration på side 248]

Demonstrationer på tjenestemøderne hjælper Jehovas vidner til at blive dygtigere forkyndere (Sverige)

[Illustration på side 249]

En ung forkynder i Kenya får større erfaring ved at holde et foredrag for sin fader på den teokratiske skole

 [Illustration på side 250]

I 1992 blev det bibelske studiemateriale som benyttes i Jehovas Vidners menigheder, udgivet samtidig på 66 sprog, og flere sprog kommer stadig til