Kapitel 20

Samarbejde under byggerier i hele verden

JEHOVAS VIDNER føler at de tilhører et sandt brodersamfund. Det giver sig udslag på mange måder. De der overværer deres møder, lægger mærke til det. Ved deres stævner viser det sig i større målestok. Det er også tydeligt når de samarbejder om at skaffe egnede lokaler som deres menighedsmøder kan holdes i.

I begyndelsen af 1990’erne var der over 60.000 menigheder af Jehovas Vidner i hele verden. I 1980’erne blev der gennemsnitlig oprettet 1759 nye menigheder om året, og i begyndelsen af 1990’erne steg tallet til over 3000 om året. At skaffe dem alle et egnet sted at holde møder har været en kolossal opgave.

Rigssale

Mange menigheder af Jehovas Vidner holdt i begyndelsen de fleste af deres møder i private hjem, ligesom de kristne i det første århundrede. I Stockholm lejede de få der i begyndelsen holdt regelmæssige møder, et snedkerværksted hvor de samledes efter arbejdstids ophør; og i Spanien måtte en lille gruppe i provinsen La Coruña holde sine første møder i et lille kornmagasin på grund af forfølgelse.

I de lande hvor Jehovas vidner havde frihed til at samles, lejede de enkelte menigheder et mødelokale når de fik behov for mere plads. Men hvis lokalet også blev brugt til andre formål måtte alt udstyr sættes op før hvert møde, og i mange tilfælde lugtede der af tobaksrøg. Når det var muligt lejede brødrene en forretning der stod tom, eller et lokale ovenpå der kun blev benyttet af menigheden. Men høj leje og mangel på egnede lokaler gjorde det efterhånden nødvendigt mange steder at finde andre løsninger. I nogle tilfælde købte brødrene bygninger som de satte i stand.

Før den anden verdenskrig var der nogle få menigheder som byggede  et forsamlingslokale der var specielt udformet til deres møder. Allerede i 1890 byggede en gruppe bibelstudenter i Mount Lookout i West Virginia deres egen mødesal. a Men det var først i 1950’erne at det blev almindeligt at bygge rigssale.

Navnet rigssal blev foreslået i 1935 af J. F. Rutherford, der dengang var præsident for Vagttårnsselskabet. Han fik brødrene til at bygge en mødesal i tilknytning til Selskabets afdelingskontor i Honolulu på Hawaii. Da James Harrub spurgte ham hvad de skulle kalde bygningen, svarede han: „Synes du ikke at vi skal kalde den ’rigssal’, eftersom det er det vi gør — forkynder den gode nyhed om Riget?“ Fra da af hængte man så vidt muligt et skilt op med ordet „Rigssal“ ved de lokaler som Jehovas Vidner brugte fast. Efter at London-tabernaklet var blevet bygget om i 1937-38, blev det derfor kaldt en rigssal. Med tiden blev de enkelte menigheders vigtigste mødelokale verden over kendt som Jehovas Vidners Rigssal.

Mange måder at gøre det på

Om man skal leje et lokale eller bygge en rigssal, er noget den enkelte menighed afgør. Den betaler som regel også selv udgifterne til byggeri og vedligeholdelse. For at spare penge har langt de fleste menigheder bestræbt sig for at udføre så meget som muligt af byggearbejdet selv, uden at benytte kommercielle entreprenører.

Bygningerne kan være opført i mursten, natursten, træ eller andre materialer, afhængigt af omkostninger og hvad der er at få på stedet. I Katima Mulilo i Namibia tækkede man taget med langt græs, og til gulv og vægge brugte man ler fra termitboer (der bliver meget hårdt når det tørrer). Jehovas vidner i Segovia, Colombia, støbte selv betonelementer. I Colfax i Californien blev der brugt utilhugget lava fra Mount Lassen.

Da der i 1972 ofte kom over 200 til møderne i Maseru i Lesotho,  indså menighedens medlemmer at de var nødt til at bygge en egnet rigssal. Alle hjalp til. Selv ældre brødre gik op til 30 kilometer for at være med. Børn trillede vandtønder til byggepladsen. Søstre tilberedte måltider. Det var også dem der gjorde grunden klar før gulvene skulle støbes. De stampede taktfast jorden mens de sang Rigets sange. Til væggene blev der brugt sandsten, som kunne afhentes gratis i bjergene i området. Resultatet blev en rigssal der havde plads til omkring 250.

Af og til har forkyndere fra nabomenigheder hjulpet til med byggearbejdet. I 1985, da Jehovas vidner i den sorte bydel Imbali i Sydafrika byggede en rigssal med plads til 400, kom der forkyndere fra det nærliggende Pietermaritzburg og Durban for at hjælpe til. Kan du forestille dig hvor forbavsede naboerne blev da de i en tid med raceuroligheder i Sydafrika så i snesevis af hvide, farvede og indiske Jehovas vidner strømme ind i bydelen og arbejde skulder ved skulder med deres sorte afrikanske brødre? Som Imbalis borgmester sagde: „Det kan kun gøres med kærlighed.“

Men uanset hvor stor villigheden var, satte de lokale forhold visse grænser for hvad brødrene kunne gøre. Menighedens mænd havde familie at forsørge og kunne som regel kun deltage i et byggeprojekt i weekenden og måske nogle aftener. Mange menigheder havde kun få, om overhovedet nogen, fagfolk i byggebranchen. Alligevel kunne en forholdsvis enkel, lidt åben bygning der var egnet i troperne, opføres på bare nogle få dage eller måske et par uger. Med hjælp fra forkynderne i nabomenighederne kunne mere solide bygninger opføres på fem-seks måneder. I andre tilfælde kunne det tage et år eller to.

Men i 1970’erne steg antallet af Jehovas vidner i hele verden så meget at der gennemsnitlig blev oprettet to-tre menigheder om dagen. I begyndelsen af 1990’erne var der en vækst på op til ni menigheder om dagen. Kunne behovet for nye rigssale på nogen måde dækkes?

Hurtige byggemetoder udvikles

I begyndelsen af 1970’erne kom over 50 forkyndere fra nærliggende menigheder for at hjælpe med at opføre en ny rigssal i Carterville i Missouri til den gruppe der havde holdt møder i Webb City. På én weekend fik de rejst skelettet og gjort en hel del ved taget. Der var stadig meget arbejde tilbage, og det tog flere måneder at fuldføre byggeriet, men en vigtig del af det var blevet gjort på meget kort tid.

I løbet af det næste årti samarbejdede disse brødre om at bygge cirka 60 rigssale, og de lærte lidt efter lidt at overvinde forskellige hindringer og udviklede en effektiv metode. Efterhånden blev de klar over at de måske kunne opføre en hel rigssal på en enkelt weekend hvis fundamentet var lavet i forvejen.

 Flere tilsynsmænd fra menigheder i den midtvestlige del af De Forenede Stater begyndte at arbejde hen imod dette mål. Når menigheder bad om hjælp til rigssalsbyggerier, drøftede en eller flere af disse brødre projektet med dem og skaffede dem detaljerede oplysninger om hvad de selv måtte gøre før byggeriet kunne gennemføres. Der skulle blandt andet indhentes byggetilladelse, fundamentet skulle støbes, der skulle være elektricitet, kloakering og vand, og der måtte træffes pålidelige aftaler om levering af byggematerialer. Derefter kunne der fastsættes en dato for opførelsen af selve rigssalen. Bygningen skulle ikke være et præfabrikeret typehus; den skulle bygges fra grunden det sted hvor den skulle ligge.

Hvem skulle udføre byggearbejdet? Der blev i videst muligt omfang brugt frivillige, ulønnede arbejdere. Ofte var hele familier med. De der organiserede projektet, kontaktede håndværkere blandt Jehovas vidner som havde givet udtryk for at de gerne ville deltage i disse projekter. Mange af dem glædede sig til hvert nyt byggeri. Andre Jehovas vidner hørte om projekterne og ville også gerne være med; i hundredvis strømmede til byggepladserne fra nær og fjern, ivrige efter at give en hånd med hvor som helst de kunne. De fleste af dem var ikke håndværkere, men de levede bestemt op til den beskrivelse Salme 110:3 giver af dem der støtter Jehovas messianske rige: „Dit folk møder villigt frem.“

Torsdag aften før det store slag skulle stå, holdt de der skulle lede projektet et møde for at planlægge de sidste detaljer. Næste aften så byggeholdet en lysbilledserie om hvordan arbejdet skulle foregå. Det blev understreget hvor vigtigt det er at lægge gudfrygtige egenskaber for dagen. Brødrene blev tilskyndet til at samarbejde i kærlighed og være venlige, tålmodige og hensynsfulde. Alle blev opmuntret til at arbejde i et jævnt tempo, uden at jage, og til ikke at tøve med at bruge et par minutter på at fortælle en opbyggende oplevelse. Tidligt næste morgen begyndte byggearbejdet.

På et bestemt tidspunkt lørdag morgen holdt alle inde med det de var i gang med, og lyttede til en drøftelse af dagens tekst. Derefter blev der bedt en bøn, for alle var klar over at projektet kun kunne lykkes med Jehovas velsignelse. — Sl. 127:1.

Da arbejdet begyndte, gik det rask fremad. Efter en time var skelettet til væggene rejst. Straks efter fulgte tagspærene, og isolationsmåtter blev sømmet fast til væggene. Elektrikerne begyndte at trække ledninger. Efter få timer gik man i gang med ydermurene af mursten eller træ. Der blev installeret varme- og klimaanlæg. Skabe blev bygget og sat på plads. Nogle gange regnede det hele weekenden, eller det var isnende koldt eller bagende varmt, men arbejdet fortsatte. Der var ingen konkurrence, ingen rivalisering mellem håndværkerne.

 Ofte var salen færdig før solnedgang den anden dag — pænt indrettet, og måske endda med et haveanlæg omkring. I tilfælde hvor det var mest praktisk, fordelte man arbejdet over tre dage, eller måske to weekender. Når alt var færdigt blev mange af arbejderne tilbage, trætte men glade, for at overvære det første menighedsmøde, et studium af Vagttårnet.

I Guymon i Oklahoma blev nogle af de lokale beboere bekymrede for om arbejdet blev gjort ordentligt. De ringede til kommunens bygningsinspektør. „Jeg sagde til dem at hvis de gerne ville se noget der blev gjort som det skulle, så behøvede de bare at kigge nærmere på den rigssal,“ sagde inspektøren da han senere fortalte Jehovas vidner om hændelsen. „I gør jo det hele korrekt, selv de steder hvor det ikke vil kunne ses bagefter!“

Efterhånden som der blev større behov for rigssale, blev andre oplært af de brødre der havde udviklet mange af byggemetoderne. I andre lande hørte man om hvad der foregik. Kunne de samme metoder mon bruges dér?

Hurtigbyggerierne begynder i andre lande

I Canada kunne opførelsen af rigssale slet ikke dække menighedernes behov. Jehovas vidner i Canada bad dem der stod for hurtigbyggeprojekterne i De Forenede Stater forklare hvordan de gik frem. I begyndelsen tvivlede canadierne på at det kunne lade sig gøre hos dem, men de besluttede at lade det komme an på en prøve. Den første hurtigbyggede rigssal i Canada blev rejst i 1982 i Elmira, Ontario. I 1992 var der 306 hurtigbyggede rigssale i Canada.

Forkynderne i Northampton i England mente også at de kunne klare det. Deres projekt, som blev gennemført i 1983, var det første i Europa. Brødre der havde erfaring i den slags byggeri, rejste fra De Forenede Stater og Canada for at føre tilsyn med projektet og lære de engelske forkyndere hvordan det kunne gøres. Andre var kommet helt fra Japan, Indien, Frankrig og Tyskland. De var der som frivillige, ulønnede arbejdere. Hvordan var alt dette muligt? Byggetilsynsmanden for et hold irske Jehovas vidner der har deltaget i et sådant projekt, siger: „Det lykkedes fordi alle brødrene og søstrene arbejdede sammen under indflydelse af Jehovas ånd.“

Selv når det ser ud til at projekterne ikke kan gennemføres på grund af landets byggevedtægter, har Jehovas vidner i mange tilfælde erfaret at myndighederne gerne samarbejder når de får forelagt detaljerede oplysninger om byggeriet.

Efter et hurtigbyggeprojekt nord for polarcirklen i Norge skrev avisen Finnmarken: „Helt fantastisk. Det er det eneste udtryk vi kan finde  som dækker det Jehovas Vidner gjorde i weekenden.“ Og da Jehovas vidner på Nordøen i New Zealand havde opført en smuk ny rigssal på to og en halv dag, lød overskriften på lokalavisens forside: „Et projekt der ligner et mirakel.“ I selve artiklen stod der: „Det mest ubegribelige ved projektet var måske den gode organisering og fuldkomne ro der prægede byggeriet.“

Det er ikke en uoverstigelig hindring at en byggeplads ligger afsides. I Belize blev der opført en hurtigbygget rigssal på en ø 60 kilometer fra hovedstaden, selv om alle materialer måtte fragtes ud til byggepladsen. Da en rigssal blev opført i Port Hedland i Vestaustralien i løbet af en weekend, måtte så at sige alle materialer og arbejdere hentes 1600 kilometer eller længere borte. Arbejderne betalte selv deres rejse. De fleste af dem kendte ikke forkynderne i Port Hedland-menigheden, og de færreste ville nogen sinde komme til møder dér. Men det hindrede dem ikke i at give udtryk for deres kærlighed ved at hjælpe til.

At der kun er få forkyndere i en menighed er heller ingen hindring for at opføre en hurtigbygget rigssal. I 1985 meldte omkring 800 Jehovas vidner fra Trinidad sig frivilligt til at rejse til Tobago for at hjælpe deres 84 kristne brødre og søstre dér med at bygge en rigssal i Scarborough. De 17 Jehovas vidner (hvoraf de fleste var kvinder og børn) i Goose Bay, Labrador, Canada, måtte så afgjort have hjælp hvis de nogen sinde skulle få deres egen rigssal. I 1985 chartrede forkyndere fra andre dele af landet tre fly som transporterede 450 byggearbejdere til Goose Bay. Efter to dages hårdt arbejde kunne de indvi den færdige rigssal søndag aften.

Dermed være ikke sagt at alle rigssale nu opføres efter hurtigbyggemetoden. Men det gælder flere og flere.

Regionale byggeudvalg

Midt i 1986 var behovet for nye rigssale vokset meget. I løbet af det foregående år var der blevet oprettet 2461 nye menigheder jorden over, og 207 af dem befandt sig i De Forenede Stater. Nogle rigssale blev brugt af tre, fire eller endda fem menigheder. Som forudsagt i Bibelen fremskyndede Jehova indsamlingsarbejdet. — Es. 60:22.

For at sikre den bedst mulige udnyttelse af mandskabet og lade alle der byggede rigssale få gavn af andres erfaringer, begyndte Selskabet at koordinere byggerierne. Som en begyndelse blev der i 1987 oprettet 60 regionale byggeudvalg i De Forenede Stater. De havde alle rigeligt at lave; nogle af dem måtte planlægge projekter et helt år eller endnu længere frem i tiden. De der blev udnævnt til at sidde i disse udvalg var mænd som først og fremmest havde åndelige kvalifikationer, ældste i menighederne som var gode eksempler med hensyn til at lægge Guds ånds frugt  for dagen. (Gal. 5:22, 23) Mange af dem havde også erfaring inden for ejendomshandel, ingeniørarbejde, byggeri, administration, sikkerhed og lignende.

Menighederne blev tilskyndet til at kontakte det regionale byggeudvalg før de valgte en grund til en ny rigssal. I de byer hvor der var mere end én menighed, blev de også opfordret til at rådføre sig med kredstilsynsmanden, bytilsynsmanden og ældste fra nabomenighederne. Menigheder der planlagde at ombygge deres rigssal eller opføre en ny, blev rådet til at tale med brødrene i det regionale byggeudvalg som de hørte ind under, for at drage nytte af deres erfaring og af de retningslinjer Selskabet havde givet. Udvalget ville desuden koordinere indkaldelsen af de nødvendige fagfolk blandt brødre og søstre fra 65 fagområder som havde meldt sig frivilligt til at deltage i sådanne projekter.

Efterhånden som man fik finpudset ordningen kunne man skære ned på antallet af arbejdere ved projekterne. Det var ikke nødvendigt med tusinder af frivillige på byggepladsen; nu var der sjældent mere end 200 på samme tid. Håndværkerne behøvede heller ikke at være der hele weekenden; de kunne nøjes med at komme når der var brug for netop deres arbejdskraft. Det betød at de kunne være mere sammen med deres familie og samarbejde mere med deres menighed. Hvis der var lokale brødre som kunne udføre visse typer arbejde på forholdsvis kort tid, viste det sig ofte at være mest praktisk at det tilrejsende byggehold kun udførte den del af arbejdet som ingen andre kunne påtage sig.

Selv om det hele foregik i et forbløffende tempo, var det ikke dét der talte mest. Det var vigtigere at der blev opført beskedne rigssale af god kvalitet som dækkede de lokale menigheders behov. Alt blev nøje planlagt med henblik på at nå dette mål og samtidig holde udgifterne på et minimum. Der blev også lagt stor vægt på sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til arbejdere, naboer, forbipasserende og dem der senere skulle bruge rigssalen.

I andre lande hørte man om denne måde at bygge rigssale på, og de afdelingskontorer der mente at det ville være en fordel at bruge den i deres land, blev oplyst om de nødvendige detaljer. I 1992 havde blandt andet Argentina, Australien, Canada, Frankrig, Japan, Mexico, Spanien, Storbritannien, Sydafrika og Tyskland oprettet regionale byggeudvalg, udnævnt af Selskabet, som ydede hjælp i forbindelse med opførelse af rigssale. Byggemetoderne blev tilpasset efter de lokale forhold. Når der var brug for hjælp fra et andet afdelingskontor i forbindelse med opførelse af en rigssal, blev det arrangeret gennem Selskabets hovedkontor. I nogle dele af verden blev rigssale opført på få dage; andre steder tog det nogle uger eller måske et par måneder. Med omhyggelig planlægning og  god koordinering blev den tid det normalt tog at bygge en ny rigssal, kraftigt reduceret.

Det er dog ikke kun rigssale Jehovas Vidner har bygget. Når flere menigheder samles til årlige kredsstævner og særlige stævnedage, er der behov for større lokaler.

Behovet for stævnehaller dækkes

I årenes løb har Jehovas Vidner holdt kredsstævner i mange forskellige lokaler. De har for eksempel lejet forsamlingshuse, skoler, teatre, lagerrum, idrætshaller og markedspladser. Nogle få steder har de kunnet leje udmærkede faciliteter til en rimelig pris. Men i de fleste tilfælde har det krævet megen tid og store anstrengelser at gøre lokalet rent og sætte højttaleranlæg, podium og stole op. Det er også forekommet at kontrakten er blevet annulleret i sidste øjeblik. Efterhånden som antallet af menigheder voksede, blev det desuden vanskeligere at finde egnede steder. Hvordan kunne problemet løses?

Nok engang var løsningen at Jehovas Vidner fik deres eget. Det vil sige at de renoverede egnede bygninger eller opførte nye. Den første stævnehal i De Forenede Stater var et teater på Long Island i New York som Jehovas Vidner pudsede op og tog i brug i slutningen af 1965.

Omtrent samtidig tegnede Jehovas Vidner på den caraibiske ø Guadeloupe en stævnehal der skulle dække deres behov. De fandt at det var en fordel hvis de kunne holde kredsstævner mange forskellige steder, men i de fleste af byerne var der ingen lokaler der var store nok. Brødrene byggede derfor en transportabel „stævnehal“ af stålrør og med aluminiumstag. Den kunne rumme 700 mennesker og kunne sættes op på et hvilket som helst nogenlunde fladt område. De måtte udvide salen igen og igen, så den til slut kunne rumme 5000. Tænk hvordan det må have været når 30 tons materialer skulle flyttes, sættes op og demonteres for hvert stævne! Det gjorde man flere gange om året i 13 år, indtil det blev svært at finde et sted at rejse den transportable stævnehal. Derefter måtte man købe en grund og opføre en permanent stævnehal, som nu bruges til både kredsstævner og områdestævner.

Ikke så få steder har man ombygget eksisterende bygninger til stævnehaller. I Hays Bridge, Surrey i England, købte brødrene en 50 år gammel skole og satte den i stand. Den ligger omgivet af 11 hektarer smukt landskab. Tidligere biografer og en lagerbygning er blevet ombygget og brugt i Spanien, en nedlagt tekstilfabrik i Australien, en dansesal i Quebec i Canada, en bowlinghal i Japan, et pakhus i Republikken Korea. Alle disse bygninger blev bygget om til tiltalende stævnehaller der kunne fungere godt som centre for undervisning i Bibelen.

 Andre stævnehaller er blevet opført helt fra grunden. Et fagblad (The Structural Engineer) skrev en artikel om stævnehallen i Hellaby, South Yorkshire i England, fordi den har en speciel facon (den er ottekantet) og fordi en stor del af byggearbejdet er udført af frivillige. Stævnehallen i Saskatoon, Saskatchewan i Canada, har 1200 siddepladser, men når indervæggene skydes på plads kan bygningen bruges som fire rigssale. Stævnehallen på Haiti (præfabrikeret og sendt fra De Forenede Stater) er åben i to af siderne, så de der sidder i den mærker brisen der lindrer heden fra solen. Stævnehallen i Port Moresby, Papua Ny Guinea, er konstrueret sådan at dele af væggene kan åbnes ligesom døre, så programmet kan overværes af flere end selve salen kan rumme.

Beslutningen om at bygge en stævnehal træffes ikke af en lille gruppe tilsynsmænd der forventer at alle andre skal støtte dem. Før der bygges en ny stævnehal sørger Selskabet for at undersøge omhyggeligt hvor stort behovet er og hvor meget den vil blive brugt. Det overvejes ikke kun hvordan de lokale brødre ser på projektet, men også hvor stort det generelle behov er i området. Planerne drøftes med alle de menigheder der vil komme til at bruge stævnehallen, så man kan forvisse sig om at brødrene virkelig ønsker en stævnehal og er i stand til at dække udgifterne.

Når arbejdet går i gang bliver det således støttet helhjertet af Jehovas vidner i området. Alle byggerier finansieres af forkynderne selv. Der gøres rede for de økonomiske behov, men bidragene gives frivilligt og anonymt. Projektet planlægges nøje, og der drages nytte af erfaringer fra rigssalsbyggerier og i mange tilfælde også fra stævnehalsprojekter andre steder. Når det er nødvendigt udføres visse dele af arbejdet af kommercielle entreprenører, men i regelen udføres størstedelen af begejstrede Jehovas vidner. Det kan betyde at omkostningerne halveres.

 Med en arbejdsstyrke bestående af fagfolk og andre der frivilligt bruger deres tid og evner, skrider projektet sædvanligvis hurtigt frem. Nogle projekter tager måske over et år. Men i 1985 byggede cirka 4500 frivillige en stævnehal på 2300 kvadratmeter på Vancouver Island i Canada — på kun ni dage. Bygningen rummer også en rigssal med plads til 200 der bruges af de lokale menigheder. I Ny Caledonien indførte myndighederne udgangsforbud i 1984 på grund af politiske uroligheder. Alligevel arbejdede op til 400 frivillige ad gangen på et stævnehalsprojekt, og det blev fuldført på bare fire måneder. I nærheden af Stockholm blev en smuk, funktionel stævnehal med 900 polstrede egetræsstole opført på syv måneder.

Af og til har det været nødvendigt at gå rettens vej for at opnå tilladelse til at bygge stævnehaller. Det var tilfældet i Canada, nærmere bestemt i Surrey i British Columbia. Da grunden blev købt tillod zoneregulativerne for området at man opførte et sådant tilbedelsessted. Men efter at tegningerne til byggeriet var blevet indsendt i 1974, vedtog Surreys kommunalbestyrelse en vedtægt om at kirker og stævnehaller kun måtte bygges i zone P-3 — en zone der ikke fandtes! Og dog var 79 kirker tidligere blevet bygget i kommunen uden nogen som helst problemer. Sagen kom for retten, og der blev afsagt flere kendelser i Jehovas Vidners favør. Da de hindringer som fordomsfulde myndighedspersoner havde rejst omsider var ryddet af vejen, gik de frivillige arbejdere i gang med en sådan begejstring at stævnehallen stod færdig efter cirka syv måneder. De følte at ’Guds hånd havde været med dem’, sådan at arbejdet blev fuldført, ligesom Nehemias følte da han genopbyggede det gamle Jerusalems mure. — Neh. 2:18.

Da Jehovas Vidner i De Forenede Stater købte Stanley Theater i Jersey City, New Jersey, stod dette teater på statens liste over historiske bygninger. Selv om det var temmelig forfaldent, kunne det tydeligvis blive en fortræffelig stævnehal. Men da Jehovas Vidner ville gå i gang med at restaurere bygningen, kunne de ikke få tilladelse til det af bystyret. Borgmesteren ville ikke have Jehovas Vidner i området; han havde andre planer med ejendommen. Sagen måtte bringes for retten for at hindre embedsmænd i at misbruge deres myndighed. Retten afsagde en kendelse i Jehovas Vidners favør. Kort efter valgte lokalbefolkningen en ny borgmester. Arbejdet i teatret skred hurtigt frem. Resultatet blev en smuk stævnehal med plads til over 4000. Det er et sted som både forretningsfolk og beboere i kvarteret er stolte af.

Gennem de sidste 27 år har Jehovas Vidner i mange dele af verden opført tiltalende og funktionelle stævnehaller der tjener som centre for undervisning i Bibelen. Der findes nu flere og flere stævnehaller i Nord- og  Sydamerika, Europa, Afrika og Østen, samt på mange øer. I nogle lande, for eksempel Nigeria, Italien og Danmark, har Jehovas Vidner bygget store, permanente udendørsanlæg der bruges til områdestævner.

Men stævnehaller og rigssale er ikke det eneste Jehovas Vidner bygger for at fremme forkyndelsen af Guds rige.

Kontorer, trykkerier og betelhjem i hele verden

I 1992 havde Vagttårnsselskabet 99 afdelingskontorer som koordinerede Jehovas Vidners virksomhed i hver sin del af verden. På over halvdelen af disse afdelingskontorer blev der trykt publikationer til fremme af det bibelske undervisningsarbejde. De fleste af dem der arbejder på afdelingskontorerne bor som én stor familie i hjem der kaldes Betel, hvilket betyder „Guds hus“. Eftersom antallet af Jehovas vidner hele tiden stiger og deres virksomhed øges, har det været nødvendigt at udvide afdelingskontorerne og at bygge nye.

Organisationen er vokset så hastigt at udvidelser ofte har været planlagt eller været i fuld gang på mellem 20 og 40 afdelingskontorer samtidig. Det har krævet et enormt internationalt byggeprogram.

På grund af det uhyre omfattende byggearbejde verden over har Vagttårnsselskabet oprettet sin egen arkitekttegnestue på hovedkontoret i New York. Ingeniører med mange års erfaring har forladt deres verdslige arbejde for at hjælpe til på heltid med byggeprojekter som er direkte knyttet til Rigets arbejde. De erfarne fagfolk har desuden oplært andre mænd og kvinder til at arbejde som ingeniører, arkitekter og tekniske tegnere. Når arbejdet koordineres af denne afdeling kan den erfaring man tilegner sig i forbindelse med opførelse af et afdelingskontor i ét land, komme dem til gode der arbejder på projekter i andre lande.

Med tiden betød den store arbejdsmængde at det var en fordel at åbne en regional arkitekttegnestue i Japan som kunne tage sig af projekteringen for Østen. Også i Europa og Australien er der regionale arkitekttegnestuer med medarbejdere fra mange forskellige lande. De regionale tegnestuer arbejder nært sammen med hovedkontoret, og deres tjeneste, samt brugen af computerteknologi, betyder at man kan nøjes med en lille stab af tegnere på den enkelte byggeplads.

Nogle projekter er forholdsvis små. Det gjaldt for eksempel det afdelingskontor der i 1983 blev bygget på Tahiti, og som omfattede kontorer, lagerrum og boliger til otte frivillige arbejdere. Det gjaldt også det fireetages afdelingskontor som blev opført på den caraibiske ø Martinique mellem 1982 og 1984. Storbyboere fra andre lande ville måske ikke opfatte disse bygninger som noget særligt, men de vakte opmærksomhed i området. Avisen France-Antilles erklærede at afdelingskontoret på Martinique  var „et arkitektonisk mesterværk“ der afspejlede „stor kærlighed til veludført arbejde“.

Som en kontrast hvad størrelse angår kan nævnes at de bygninger der blev fuldført i Canada i 1981, omfattede et trykkeri på over 9300 kvadratmeter etageareal og en boligbygning til 250 frivillige arbejdere. Samme år blev Vagttårnsselskabets kompleks i Cesario Lange i Brasilien færdigt. Det består af otte bygninger med et samlet etageareal på næsten 46.000 kvadratmeter. Det krævede 10.000 vognlæs cement, sten og sand, og så mange betonpæle til pilotering at de kunne nå to gange til toppen af Mount Everest! I 1991, da et stort nyt trykkeri blev fuldført på Filippinerne, måtte man også opføre en 11-etages boligblok.

Et stigende antal forkyndere i Nigeria gjorde det nødvendigt at sætte et stort byggeprojekt i gang i Igieduma i 1984. Der skulle bygges et trykkeri, en rummelig kontorbygning, fire sammenhængende boligblokke og andre nødvendige faciliteter. Planen var at bygge trykkeriet af præfabrikerede elementer der skulle sendes fra De Forenede Stater, men brødrene fik pålagt tidsfrister for import som syntes umulige at overholde. Da det alligevel lykkedes, og alt nåede sikkert frem til byggepladsen, tog brødrene ikke æren for det. De takkede Jehova for hans velsignelse.

Hurtig vækst over hele jorden

I nogle lande har forkyndelsen af Riget haft så hurtig vækst at det, selv efter omfattende udvidelser af afdelingskontoret, har været nødvendigt at begynde at bygge igen relativt kort tid efter. Læg mærke til følgende eksempler:

I Peru blev et dejligt, nyt afdelingskontor — med kontorer, 22 værelser og andre nødvendige faciliteter for betelfamilien, samt en rigssal — fuldført i slutningen af 1984. Men i dette sydamerikanske land tog mange flere end forventet imod budskabet om Riget. Fire år senere måtte man fordoble det bebyggede areal, og denne gang opførte man jordskælvssikrede bygninger.

I 1979 blev et nyt, rummeligt afdelingskontor færdigt i Colombia. Det så ud til at det ville være rigelig stort i mange år fremover. Men før der var gået syv år var antallet af Jehovas vidner i Colombia næsten fordoblet, og afdelingskontoret trykte nu bladene La Atalaya og ¡Despertad! ikke bare til Colombia men også til fire nabolande. Det var derfor nødvendigt at begynde at bygge igen i 1987 — denne gang på en grund hvor der var mere plads til udvidelser.

I 1980 brugte Jehovas vidner i Brasilien omkring 14 millioner timer på den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget. I 1989 var tallet steget til næsten 50 millioner. Flere og flere viste at de ønskede at få deres  åndelige behov dækket. Det store afdelingskontor der var blevet indviet i 1981, var ikke længere stort nok. Allerede i september 1988 begyndte man at grave ud til et nyt trykkeri med 80 procent større etageareal end det eksisterende, og eftersom betelfamilien voksede var der selvsagt også behov for flere boliger.

I Selters/Taunus i Tyskland blev Vagttårnsselskabets næststørste trykkerikompleks indviet i 1984. På grund af væksten i Tyskland og mulighederne for at udvide forkyndelsesarbejdet i lande som dette afdelingskontor trykker publikationer til, begyndte man fem år senere at planlægge at udvide trykkeriet med over 85 procent og at opføre andre bygninger som der dermed blev behov for.

Afdelingskontoret i Japan flyttede i 1972 fra Tokyo til nye og større lokaler i Numazu. I 1975 blev der foretaget omfattende udvidelser. I 1978 købte man en ny ejendom i Ebina, og kort efter gik man i gang med at bygge et trykkeri der var over tre gange så stort som det i Numazu. Det stod færdigt i 1982. Alligevel var der ikke plads nok, og i 1989 blev der bygget til. Kunne man ikke have bygget et tilstrækkelig stort afdelingskontor på én gang, så man havde undgået udvidelserne? Nej. Antallet af forkyndere i Japan var blevet fordoblet igen og igen — noget intet menneske kunne have forudset. Tallet steg fra 14.199 i 1972 til 137.941 i 1989, og en stor del af forkynderne var i heltidstjenesten.

Noget lignende er sket i andre dele af verden. Efter at store afdelingskontorer med trykkerier er blevet bygget, er der ofte kun gået ti år — og somme tider ikke engang dét — før det har været nødvendigt at foretage betydelige udvidelser. Det har blandt andet været tilfældet i Mexico, Canada, Sydafrika og Republikken Korea.

Hvem udfører byggearbejdet? Hvordan foregår det?

Mange tusind er ivrige efter at hjælpe

Af de 17.000 Jehovas vidner i Sverige tilbød cirka 5000 deres hjælp da der skulle bygges et nyt afdelingskontor i Arboga. De fleste arbejdede som villige altmuligmænd, men der var også nok af dygtige fagfolk som kunne sørge for at alt blev gjort på den rigtige måde. De havde alle samme motiv til at komme: kærlighed til Jehova.

Da en sagsbehandler fra bygningsinspektoratet her i Danmark hørte at alt arbejdet på det nye afdelingskontor i Holbæk skulle udføres af Jehovas vidner, gav han udtryk for bekymring. Det viste sig imidlertid at al den nødvendige ekspertise fandtes blandt de Jehovas vidner der meldte sig frivilligt. Ville resultatet alligevel have været bedre hvis de havde fået professionelle byggefirmaer til at udføre arbejdet? Da projektet var færdigt, fik fagmændene fra bygningsinspektoratet en rundvisning på området.  De roste det gode håndværksarbejde — noget de sjældent ser hos kommercielle firmaer nu om stunder. Da den venlige, velmenende sagsbehandler blev mindet om sine betænkeligheder, sagde han med et smil: „Dengang kendte jeg jo ikke jeres organisation.“

I Australien ligger byerne meget spredt. De fleste af de 3000 frivillige der mellem 1978 og 1983 deltog i opførelsen af afdelingskontoret i Ingleburn, måtte derfor rejse mindst 1600 kilometer. Men der blev arrangeret busrejser for grupper af frivillige, og menighederne langs ruten viste stor gæstfrihed. De serverede måltider og tog sig af brødrene når de gjorde holdt undervejs. Nogle af brødrene solgte deres hjem, lukkede deres forretning, tog ferie eller bragte andre ofre for at kunne være med. Fagfolk kom i hold for at støbe, montere lofter og sætte hegn op — og nogle kom endda flere gange. Andre skænkede materialer.

De fleste frivillige der har deltaget i disse projekter har været ufaglærte, men efter en kort oplæring har nogle af dem kunnet påtage sig et stort ansvar og udføre et glimrende stykke arbejde. De har lært at køre traktor, at isætte vinduer, at blande beton og at mure. De havde en fordel frem for dem der ikke er Jehovas vidner og som udfører det samme arbejde kommercielt. Hvilken? Fagfolkene var villige til at oplære andre. Ingen var bange for at nogen skulle tage deres job; der var rigeligt at gøre for alle. Og alle havde lyst til at udføre kvalitetsarbejde, for deres arbejde var et udtryk for deres kærlighed til Gud.

På alle byggepladser er der nogle som udgør kernen i „byggefamilien“. Under arbejdet i Selters/Taunus mellem 1979 og 1984 bestod denne kerne som regel af flere hundrede. Tusinder af andre sluttede sig til dem for kortere eller længere tid, især i weekenderne. Alt blev nøje planlagt, sådan at der var rigeligt at gøre for de frivillige hjælpere når de kom.

Så længe vi er ufuldkomne vil der opstå problemer, men de der deltager i disse projekter forsøger at løse dem på grundlag af bibelske principper. De ved at det er vigtigere at gøre tingene på en kristen måde end at være effektiv. På byggepladsen i Ebina i Japan blev der som en påmindelse hængt store skilte op med billeder af arbejdere med hjelm på, og på hver af hjelmene stod det japanske tegn for en af Guds ånds frugter: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) De der besøger en byggeplads kan både se og høre forskellen fra andre byggepladser. En journalist der var blevet vist rundt på byggepladsen i Brasilien, fortalte om det han havde set: „Der er ingen uorden eller mangel på samarbejde her . . . Den kristne atmosfære gør dette her helt anderledes end hvad man almindeligvis oplever i forbindelse med private byggerier i Brasilien.“

 Stadige udvidelser af hovedkontoret

Det er ikke bare Vagttårnsselskabets afdelingskontorer der har måttet udvide; det samme gælder hovedkontoret. Trykkeriet og kontorerne i Brooklyn og andre steder i staten New York er blevet udvidet over ti gange siden den anden verdenskrig. For at skaffe boliger til staben har man måttet bygge eller købe og restaurere en række bygninger, både store og små. I august 1990 og januar 1991 blev det oplyst at der endnu en gang skulle foretages større udvidelser i Brooklyn. De skulle gennemføres endnu før det store uddannelsescenter med plads til 1200 betelmedarbejdere og elever nord for New York, der var blevet påbegyndt i 1989, var fuldført.

Siden 1972 har man bygget uafbrudt ved hovedkontoret i Brooklyn og nært tilknyttede faciliteter i andre dele af staten New York og i New Jersey. Med tiden viste det sig at selv om der var i hundredvis af faste byggearbejdere, kunne de umuligt holde trit med arbejdet. I 1984 begyndte man derfor at gøre brug af midlertidige arbejdere. De daværende 8000 menigheder i De Forenede Stater fik et brev hvori kvalificerede brødre blev indbudt til at komme og hjælpe til i en uge eller mere. (En lignende ordning havde allerede givet gode resultater på nogle af afdelingskontorerne, blandt andet i Australien, hvor alle der kunne hjælpe til i to uger, blev indbudt til at melde sig.) Arbejderne ville få kost og logi, men de måtte selv betale rejsen og de fik ingen løn. Hvem ville komme?

I 1992 var over 24.000 ansøgninger blevet behandlet. Mindst 3900 af dem var fra nogle der kom for anden eller tredje gang, eller endda tiende eller tyvende gang. De fleste var ældste, menighedstjenere eller pionerer — brødre med gode åndelige kvalifikationer. De erklærede sig alle villige til at lave hvad som helst der var behov for, uanset om det var inden for deres fag eller ikke. Arbejdet var ofte hårdt og snavset. Men de betragtede det som en forret at være med til at fremme Rigets interesser på denne måde. Nogle syntes at det hjalp dem til bedre at værdsætte den selvopofrende ånd der kendetegner arbejdet på hovedkontoret. Alle følte sig rigt belønnet ved at overvære betelfamiliens drøftelse af dagsteksten ved morgenbordet og det ugentlige studium af Vagttårnet.

Det Internationale Byggehold

Som følge af det voksende behov for udvidelser blev der i 1985 indført en international ordning for frivillige byggearbejdere. Det var ikke først på dette tidspunkt et internationalt samarbejde på byggefronten blev indledt, men arbejdet blev nu nøje koordineret fra hovedkontoret. Alle der deltager er Jehovas vidner som melder sig frivilligt til at hjælpe til ved byggerier uden for deres eget land. Det drejer sig om fagfolk, som  oftest mænd, hvis koner rejser med for at hjælpe til hvor de kan. De fleste betaler rejsen selv, og ingen får løn for deres arbejde. Nogle af dem rejser ud i kort tid, som regel mellem to uger og tre måneder. Andre arbejder med i et år eller længere, måske helt til projektet er færdigt. Over 3000 Jehovas vidner fra 30 forskellige lande deltog i denne ordning i de fem første år, og flere var ivrige efter at være med når der blev behov for nogle inden for deres fagområde. De betragter det som et privilegium at få lov at bruge deres tid, kræfter og midler til fremme af Rigets interesser på denne måde.

Det Internationale Byggehold får kost og logi. Komforten er det ofte så som så med. De lokale Jehovas vidner sætter stor pris på det arbejde deres besøgende brødre og søstre udfører, og når det er muligt lader de dem bo hos sig, hvor beskedne deres hjem end måtte være. Måltiderne får arbejderne som regel på byggepladsen.

De udenlandske brødre kommer ikke for at udføre hele arbejdet på egen hånd. Deres mål er at samarbejde med det lokale byggehold. Og hundreder, ja endda tusinder, af andre i landet kommer måske for at hjælpe i en weekend, en uge eller længere tid. I Argentina samarbejdede 259 frivillige fra andre lande med flere tusind lokale brødre, hvoraf nogle deltog i arbejdet hver dag, andre var med i nogle få uger, og mange flere hjalp til i weekenderne. I Colombia arbejdede over 830 frivillige fra andre lande med i kortere eller længere tid. Desuden deltog over 200 lokale frivillige i projektet på heltid, og hver weekend hjalp yderligere 250 eller flere til. I alt var over 3600 forskellige med.

 Sprogforskellene kan give problemer, men de hindrer ikke de internationale grupper i at arbejde sammen. Man kommer langt med fingersprog, mimik, en veludviklet humoristisk sans og et ønske om at udføre et stykke arbejde til ære for Jehova.

Nogle af de lande som erfarer en bemærkelsesværdig vækst inden for organisationen — og som derfor har behov for større afdelingskontorer — er lande hvor der er forholdsvis få faglærte byggearbejdere. Men dette er ingen hindring blandt Jehovas vidner, der med glæde vil hjælpe hinanden. De samarbejder som en international familie der ikke er splittet af nationalitet, hudfarve eller sprog.

I Papua Ny Guinea måtte hver af de frivillige arbejdere der kom fra Australien og New Zealand for at hjælpe til, oplære en indfødt broder i sit fag for at opfylde arbejdsministeriets krav. Det betød at mens de lokale forkyndere gav af sig selv, fik de lært et fag der kunne hjælpe dem til at forsørge sig selv og deres familie.

Da der blev brug for et nyt afdelingskontor i El Salvador fik de lokale brødre hjælp af 326 frivillige fra andre lande. Under byggeriet i Ecuador arbejdede 270 forkyndere fra 14 lande sammen med deres ecuadorianske brødre og søstre. Nogle fra Det Internationale Byggehold hjalp til med flere projekter på samme tid. De rejste frem og tilbage mellem byggepladser i Europa og Afrika, alt efter hvor der var brug for deres faglige kunnen.

I 1992 var der blevet sendt internationale byggearbejdere ud til 49 lande for at hjælpe lokale brødre med at opføre afdelingskontorer. I nogle tilfælde har de der har modtaget hjælp gennem denne ordning, selv været i stand til at hjælpe andre. Under opførelsen af afdelingskontoret på Filippinerne var der for eksempel omkring 60 langtidsmedarbejdere og over 230 korttidsmedarbejdere fra Det Internationale Byggehold der hjalp til, og da projektet var fuldført, tilbød nogle filippinere at hjælpe ved byggerier i andre dele af Sydøstasien.

Når Jehovas Vidner bygger, er det på grund af behov der er opstået i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed. Med Jehovas ånds hjælp ønsker de at aflægge det størst mulige vidnesbyrd i den tid der er tilbage før Harmagedon. De er overbeviste om at Guds nye verden er meget nær, og de har tro på at de vil overleve som et organiseret folk og komme ind i denne nye verden under Guds messianske riges styre. De håber også at mange af de tiltalende bygninger som de har opført og indviet til Jehova, vil blive brugt også efter Harmagedon som centre hvorfra kundskaben om den eneste sande Gud kan sprede sig til den fylder hele jorden. — Es. 11:9.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 322]

Forkyndere fra nærliggende menigheder hjalp med arbejdet

[Tekstcitat på side 323]

Byggearbejdet blev udført med frivillig, ulønnet arbejdskraft

[Tekstcitat på side 324]

Der blev lagt vægt på åndelige egenskaber

[Tekstcitat på side 326]

Kvalitetsarbejde, sikkerhed, minimale udgifter, tempo

[Tekstcitat på side 328]

En transportabel stævnehal!

[Tekstcitat på side 331]

Hjælp fra domstolene

[Tekstcitat på side 332]

Store udvidelser i hele verden

[Tekstcitat på side 333]

Byggearbejderne tog ikke selv æren, men takkede Jehova

[Tekstcitat på side 334]

Vækst i et omfang intet menneske kunne have forudset

[Tekstcitat på side 336]

De betragtede det som en forret at hjælpe med byggeriet ved hovedkontoret

[Tekstcitat på side 339]

De arbejder som en international familie der ikke er splittet af nationalitet, hudfarve eller sprog

[Illustration på side 318]

Den første bygning som blev kaldt en rigssal, på Hawaii

[Illustrationer på side 319]

I begyndelsen var mange rigssale lejede bygninger eller blot lokaler over forretninger; nogle få var bygget af Jehovas vidner

 [Illustrationer på side 320, 321]

Samarbejde om hurtigbygning af rigssale

Hvert år oprettes der tusinder af nye menigheder. I de fleste tilfælde bygger Jehovas vidner selv de nye rigssale. Disse billeder er taget under opførelsen af en rigssal i Connecticut, USA, i 1991

Fredag kl. 7.40

Fredag kl. 12.00

 Lørdag kl. 19.41

Søndag kl. 18.10: rigssalen er stort set færdig

De beder Jehova om hans velsignelse, og de tager sig tid til at drøfte vejledning fra hans ord

Alle er ulønnede frivillige som samarbejder med glæde

 [Illustrationer på side 327]

Rigssale i forskellige lande

Jehovas Vidners mødesale er i regelen beskedne. De er rene og komfortable og passer pænt ind i omgivelserne

Filippinerne

Japan

Colombia

Frankrig

Papua Ny Guinea

Norge

Peru

Republikken Korea

Irland

Lesotho

[Illustrationer på side 329]

To af de første stævnehaller

New York

Guadeloupe

 [Illustrationer på side 330]

Jehovas Vidners stævnehaller

Nogle steder har Jehovas Vidner fundet det praktisk at bygge deres egne stævnehaller til brug ved de stævner de holder med jævne mellemrum. En stor del af byggearbejdet udføres af lokale Jehovas vidner. Her er nogle få af de haller der var i brug i begyndelsen af 1990’erne

Italien

Tyskland

Storbritannien

Venezuela

Canada

Japan

[Illustrationer på side 337]

Nyankomne midlertidige byggearbejdere på hovedkontoret i New York

Hver gruppe bliver mindet om at det er vigtigere at være åndeligsindet og udføre kvalitetsarbejde end at arbejde hurtigt

 [Illustrationer på side 338]

Det internationale byggeprogram dækker et presserende behov

Organisationens hurtige vækst har krævet stadige udvidelser af kontorer, trykkerier og betelhjem jorden over

Medlemmer af Det Internationale Byggehold hjælper de lokale Jehovas vidner

Spanien

De byggemetoder der bruges, gør det muligt for mange frivillige med begrænset erfaring at udføre værdifuldt arbejde

Puerto Rico

Fagfolk stiller sig med glæde til rådighed

New Zealand

Grækenland

Brasilien

Brug af holdbare materialer bidrager til at vedligeholdelsesudgifterne begrænses på langt sigt

Storbritannien

Arbejderne ønsker at udføre kvalitetsarbejde som et udtryk for deres kærlighed til Jehova

Canada

Projekterne vækker stor glæde, og mange varige venskaber knyttes

Colombia

Et skilt i Japan der minder arbejderne om at tage hensyn til sikkerheden og lægge Guds ånds frugter for dagen