Kapitel 17

Stævner — et vidnesbyrd om vor enhed

STÆVNER er blevet et fast træk ved Jehovas Vidners organisation i vor tid. Men Jehovas tilbedere har afholdt nationale og internationale sammenkomster længe før det 20. århundrede.

Jehova pålagde alle mænd i det gamle Israel at samles i Jerusalem til tre store højtider hvert år. Nogle af mændene tog hele deres familie med. Moseloven krævede faktisk at alle — både mænd, kvinder og børn — samledes ved bestemte lejligheder. (2 Mos. 23:14-17; 5 Mos. 31:10-13; Luk. 2:41-43) I begyndelsen blev højtiderne kun overværet af dem der boede inden for Israels grænser. Senere, da jøderne var blevet spredt vidt omkring, kom deltagerne fra mange lande. (Apg. 2:1, 5-11) De samledes ikke bare fordi de alle var efterkommere af Israel og Abraham, men fordi de anerkendte Jehova som deres store himmelske Fader. (Es. 63:16) Disse højtider var til stor glæde for deltagerne og hjalp dem desuden til at have Guds ord i tanke og ikke blive så opslugt af dagliglivets gøremål at de glemte det der var vigtigere, nemlig det åndelige.

Ved Jehovas Vidners stævner i vor tid lægges vægten også på det åndelige. For oprigtige iagttagere er disse stævner et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jehovas vidner er forenet af det kristne brodersamfunds stærke bånd.

Bibelstudenternes stævner

Organiseringen af stævner for bibelstudenter fra forskellige byer og lande udviklede sig gradvis. I modsætning til medlemmerne af traditionelle trossamfund lærte bibelstudenterne hurtigt deres trosfæller andre steder at kende — takket være deres stævner (eller konventer, som de dengang blev kaldt). I begyndelsen blev stævnerne holdt i Allegheny, Pennsylvanien, i forbindelse med den årlige fejring af højtiden til minde om Herrens død. I 1891 blev det meddelt at der ville blive holdt „et konvent til studium af Bibelen og fejring af Herrens nadver“. Året efter havde Watch Tower en stor overskrift som lød: „DE TROENDES KONVENT, I ALLEGHENY, PENNSYLVANIEN, . . . FRA 7. TIL 14. APRIL 1892.“

 Offentligheden blev ikke indbudt til disse første stævner, men et stævne i 1892 blev overværet af omkring 400 som havde udtrykt tro på genløsningen og vist oprigtig interesse for Herrens gerning. Programmet omfattede fem dage med intensivt bibelstudium og to dage med råd og vejledning til kolportørerne.

En der havde overværet et af disse stævner for første gang, sagde: „Jeg har været til mange kongresser, men aldrig en som denne, hvor Guds vilje og hensigt er det eneste emne der drøftes fra morgen til aften, i hjemmet, på gaden, ved møderne, ved frokosten, ja, alle vegne.“ En der kom fra Wisconsin skrev om den ånd stævnedeltagerne lagde for dagen: „Den kærlighed og broderlige venlighed der blev vist ved alle lejligheder, gjorde et dybt indtryk på mig.“

I 1893 skete der en forandring i forbindelse med det årlige stævne. Bibelstudenterne benyttede sig af at der var rabat på togbilletter til Chicago i anledning af verdensudstillingen i byen den sommer, og de samledes derfor i Chicago fra 20. til 24. august. Det var deres første stævne uden for Pittsburgh-området. Men da man var opmærksom på at tid og penge skulle udnyttes bedst muligt i Herrens gerning, gik der nogle år før der igen blev holdt generalstævne.

Fra og med 1898 begyndte bibelstudenterne forskellige steder at arrangere mindre, lokale stævner. I 1900 arrangerede Selskabet tre generalstævner, men derudover blev der holdt 13 lokale stævner i De Forenede Stater og Canada. De fleste af dem var endagsstævner der blev holdt i forbindelse med et besøg af en pilgrim. Antallet af stævner steg år for år. I 1909  blev der holdt mindst 45 lokale stævner i Nordamerika, foruden de stævner som broder Russell betjente på særlige rejser til forskellige dele af De Forenede Stater og Canada. En stor del af programmet ved endagsstævnerne tog sigte på at vække offentlighedens interesse. De blev overværet af mellem et hundrede og flere tusind.

Generalstævnerne, der stort set kun blev overværet af bibelstudenterne, lagde derimod vægt på undervisning for dem der var forholdsvis godt forankrede i sandheden. Der blev indsat særtog som kørte stævnedeltagerne fra de større byer til disse stævner. Somme tider var der hele 4000 til stede, deriblandt endda nogle delegerede fra Europa. Det var sammenkomster der styrkede Jehovas tjenere åndeligt og indgød dem større nidkærhed og kærlighed. En broder sagde ved slutningen af et sådant stævne i 1903: „Ikke engang for tusind dollars ville jeg bytte alt det gode væk som jeg har fået ved dette konvent — og jeg er endda en fattig mand.“

Pilgrimsbrødre der tilfældigvis befandt sig i området, holdt foredrag ved stævnerne. Broder Russell bestræbte sig også for at holde foredrag ved lokale stævner, foruden ved store stævner i De Forenede Stater og ofte også i Canada. Det betød at han måtte rejse meget — som regel i weekenderne. Men i 1909 lejede en broder i Chicago nogle togvogne til brug for stævnedeltagere som kunne rejse sammen med broder Russell fra det ene stævne til det andet på en rundrejse. I 1911 og 1913 lejede broderen hele tog som kørte hundreder af brødre og søstre til den vestlige del af De Forenede Stater og Canada på stævnerejser som varede en måned eller mere.

Det var en mindeværdig oplevelse at rejse med de såkaldte konventstog. I 1913 steg Malinda Keefer på et i Chicago. Flere år senere sagde hun: „Det tog ikke lang tid at opdage at vi var én stor familie . . . og toget var vores hjem i en måned.“ Mens toget rullede ud fra stationen sang de der var kommet for at sige farvel: „Gud dig lede, til vi ses igen,“ og vinkede med hatte og lommetørklæder til toget var ude af syne. Søster Keefer tilføjer: „Hvert af de steder vi gjorde ophold på rejsen blev der afholdt stævner — de fleste varede tre dage, og vi blev én dag ved hvert stævne. Broder  Russell holdt to foredrag under disse ophold, ét for vennerne om eftermiddagen, og et andet for offentligheden om aftenen, over emnet ’Hinsides graven’.“

Også i andre lande blev der holdt flere og flere stævner. Mange af dem var små. I Norge kom der kun 15 til det første stævne i 1905, men det var da en begyndelse. Seks år senere, da broder Russell besøgte Norge, gjorde man en særlig indsats for at indbyde offentligheden, og tilhørertallet blev anslået til 1200. I 1909, da han overværede stævner i Skotland, talte han til cirka 2000 i Glasgow og 2500 i Edinburgh over det interessevækkende emne „Røveren i Paradis, den rige mand i dødsriget, og Lazarus i Abrahams skød“.

Efter hvert stævne holdt brødrene i den første tid noget de kaldte „kærlighedsmåltider“ som et udslag af deres nære, kristne fællesskab. Hvad foregik der ved et „kærlighedsmåltid“? Talerne kunne for eksempel stille sig op på række foran podiet og holde tallerkener med brødterninger frem, mens tilhørerne defilerede forbi, tog af brødet og trykkede hver af talerne i hånden, samtidig med at de sang „Velsignet være det bånd der knytter vore hjerter sammen i kristen kærlighed“. Ofte løb glædestårerne dem ned ad kinderne mens de sang. Senere, da de var blevet flere, gav de ikke længere talerne hånden eller spiste brød. De afsluttede med sang og bøn, og viste i mange tilfælde deres værdsættelse gennem et langvarigt bifald.

En verdensomspændende forkyndelseskampagne sættes i gang

Det første store stævne efter den første verdenskrig blev afholdt i Cedar Point, Ohio (ved Eriesøen, cirka 100 kilometer vest for Cleveland), fra 1. til 8. september 1919. Nogle af dem der havde haft fremtrædende stillinger inden for organisationen, havde forladt sandheden efter broder Russells død. Brødrene havde gennemgået hårde prøver. Selskabets præsident og hans medarbejdere var tidligere på året blevet løsladt efter deres uretfærdige fængsling. Stævnedeltagerne var derfor meget forventningsfulde. Den første stævnedag var der ikke særlig mange til stede, men sidst på dagen ankom flere delegerede med særtog. Direktørerne for de hoteller der havde tilbudt at indlogere de delegerede, var fuldstændig lamslåede. R. J. Martin og A. H. Macmillan (to af dem der kort tid forinden var blevet løsladt fra fængselet) tilbød at hjælpe. De arbejdede til over midnat med at tildele værelser, og broder Rutherford og mange af de andre morede sig over at fungere som piccoloer, vise vennerne til deres værelser og bære kufferter op. Der var en smittende begejstring blandt dem alle.

Man regnede med at der ville komme cirka 2500, men stævnet overgik alle forventninger. Allerede den anden dag var salen overfyldt, og ekstra sale blev taget i brug. Da der alligevel ikke var plads nok blev programmet i stedet holdt udendørs, i en dejlig lund. Omkring 6000 bibelstudenter fra De Forenede Stater og Canada var til stede.

 Mindst 1000 interesserede kom til hovedforedraget om søndagen, så foredragsholderen talte til ikke færre end 7000 mennesker under åben himmel og uden mikrofon eller højttaleranlæg. I dette foredrag, „Håb for den nødlidende menneskehed“, gjorde J. F. Rutherford det klart at Guds messianske rige er løsningen på menneskehedens problemer, og han påviste at Folkeforbundet (som præsteskabet allerede havde givet sin støtte skønt det endnu kun var i sin vorden) på ingen måde var et politisk udtryk for Guds rige. En lokal avis, Sandusky Register, bragte et fyldigt resumé af det offentlige foredrag, samt en oversigt over bibelstudenternes virksomhed. Eksemplarer af denne avis blev sendt til andre aviser overalt i De Forenede Stater og Canada. Men det var ikke kun på den måde budskabet blev bedre kendt som følge af dette stævne.

Stævnets store højdepunkt var broder Rutherfords „Tale til medarbejderne“, der senere blev trykt under titlen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“. Dette foredrag var henvendt til bibelstudenterne, som nu fik at vide hvad bogstaverne GA, der stod på programmet og flere andre steder på stævnepladsen, betød. Det blev meddelt at Selskabet havde besluttet at udgive et nyt blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), som en hjælp til at henlede folks opmærksomhed på det messianske rige. Efter at have skitseret det arbejde der skulle udføres, sagde broder Rutherford til tilhørerne: „Lejlighedens Dør aabner sig nu foran dig. Træd hurtigt ind ad den. Husk paa, naar du gaar ud i dette Arbejde, at du ikke løber om som en  almindelig Bladagent, men du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der paa denne ophøjede Maade forkynder Folket den kommende Guldalder, vor Herres og Mesters herlige Rige, som de sande Kristne har haabet paa og bedet om i mange Aarhundreder.“ (Se Åbenbaringen 3:8.) Det var inspirerende at se begejstringen da taleren spurgte hvor mange der ville deltage i arbejdet. De 6000 tilstedeværende rejste sig alle som én. Året efter deltog over 10.000 i forkyndelsen. Stævnet virkede forenende og styrkende på alle der overværede det.

Tre år senere, i 1922, blev der holdt et andet mindeværdigt stævne i Cedar Point. Det varede i ni dage, fra 5. til 13. september. Foruden de delegerede fra De Forenede Stater og Canada kom der nogle fra Europa. Dele af programmet blev fremført på ti sprog. Hver dag var der gennemsnitlig omkring 10.000 til stede, men til foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ kom der så mange interesserede at tallet næsten blev dobbelt så højt.

Bibelstudenterne kom ikke til stævnet med den tanke at de skulle planlægge et arbejde her på jorden som skulle strække sig flere årtier ind i fremtiden. De mente faktisk at det kunne være deres sidste generalstævne før „menigheden blev udfriet . . . til Guds himmelske rige og kunne træde  frem for vor Herres og vor Guds åsyn“. Men hvor kort tiden end måtte være, var de først og fremmest optaget af at gøre Guds vilje. Med det i tanke holdt broder Rutherford fredag den 8. september det uforglemmelige foredrag „Riget“.

Tidligere var store bannere med bogstaverne ADV blevet hængt op forskellige steder på stævneområdet. Under foredraget viste det sig hvad de stod for, da taleren gav denne indtrængende opfordring: „Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ I det samme blev et 11 meter langt banner foldet ud, hvorpå der stod „Forkynd [engelsk: „advertise“, derfor bogstaverne ADV] Kongen og Riget“. Det var et dramatisk øjeblik. Tilhørerne klappede begejstret. Den gamle broder Pfannebecker i stævneorkesteret svingede sin violin over hovedet og sagde højt med sin brede tyske accent: „Ach, ja! Und nu vi gøre det, ikke?“ Og det gjorde de.

Fire dage senere, mens stævnet stadig var i gang, var broder Rutherford selv med til at forkynde Riget fra hus til hus sammen med andre stævnedeltagere. De forkyndte inden for en radius af omkring 70 kilometer fra stævnepladsen. Men det var ikke alt. Forkyndelsen af Riget havde fået en saltvandsindsprøjtning der virkede jorden over. I det år var over 17.000 nidkære forkyndere i 58 lande med til at aflægge et vidnesbyrd. Flere årtier senere sagde George Gangas, der var med til dette stævne og senere blev medlem af Det Styrende Råd, om stævneprogrammet i Cedar Point: „Det kom til at stå uudsletteligt prentet i mit sind og hjerte, og jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.“

Milepæle i den åndelige vækst

Alle de stævner der er blevet holdt, har givet ny styrke og undervisning i Guds ord. Men nogle af dem er i årtier blevet husket som åndelige milepæle.

Syv af disse stævner blev holdt i årene fra 1922 til 1928 i De Forenede Stater, Canada og Storbritannien. En af grundene til at de fik så stor betydning var de syv magtfulde resolutioner der blev vedtaget. (Se rammen på næste side.) Selv om antallet af forkyndere var forholdsvis lille, spredte de ikke mindre end 45 millioner eksemplarer af en af resolutionerne, og 50 millioner af flere andre, på mange sprog jorden over. Nogle af dem blev transmitteret over sammenkoblinger af radiostationer i hele verden. På den måde blev der aflagt et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd.

 Endnu et historisk stævne blev holdt i 1931 i Columbus, Ohio. Efter at have hørt en bibelsk begrundelse antog bibelstudenterne søndag den 26. juli et nyt navn — Jehovas Vidner. Det er et meget velvalgt navn. Det henleder opmærksomheden på Skaberen og viser tydeligt hvilket ansvar der påhviler dem der tilbeder ham. (Es. 43:10-12) At antage dette navn indgød brødrene større nidkærhed end nogen sinde i forkyndelsen af Guds navn og rige. En dansk forkynder skrev samme år: „Hvor er det et prægtigt Navn, Jehovas Vidner; ja, maatte vi alle sammen i Sandhed være det.“

I 1935 blev der holdt et mindeværdigt stævne i Washington, D.C. På stævnets anden dag, fredag den 31. maj, holdt broder Rutherford et foredrag om den store skare der omtales i Åbenbaringen 7:9-17. I over halvtreds år havde bibelstudenterne forgæves søgt at finde ud af hvem denne gruppe var. Nu, da Jehovas tid var inde til det, blev det i lyset af begivenheder der allerede var ved at udspille sig, påpeget at den store skare udgøres af mennesker der har udsigt til at leve evigt her på jorden. Denne forståelse betød at forkyndelsen fik nogle helt nye aspekter, og den gav en bibelsk forklaring på en væsentlig forandring der var ved at ske med hensyn til sammensætningen af Jehovas Vidners organisation i nyere tid.

Stævnet i St. Louis, Missouri, i 1941 huskes af mange der hørte foredraget „Ustraffelighed“, som broder Rutherford holdt den første dag.  Heri redegjorde han for det store stridsspørgsmål som alle fornuftbegavede skabninger må tage stilling til. Siden foredraget „En Hersker for Folket“ var blevet holdt i 1928, havde man gentagne gange behandlet de stridsspørgsmål som Satans oprør rejste. Men nu blev det påpeget at „hvad Stridsspørgsmaalet, som Satan rejste ved sin trodsige Udfordring, først og fremmest gjaldt og stadig gælder, er HERREDØMMET OVER UNIVERSET“. Jehovas vidners forståelse af dette stridsspørgsmål og af hvor vigtigt det er at bevare sin uangribelighed i forholdet til Jehova som universets Suveræn, har været en vigtig drivkraft i deres liv.

Midt under den anden verdenskrig, i 1942, da nogle spekulerede på om forkyndelsesarbejdet måske var ved at være fuldført, holdt Vagttårnsselskabets nyudnævnte præsident, N. H. Knorr, stævneforedraget „Freden — kan den vare ved?“ Den forklaring han gav på det symbolske ’skarlagenrøde vilddyr’ i Åbenbaringen, kapitel 17, åbnede Jehovas vidners øjne for at der ville komme en periode efter den anden verdenskrig hvori de ville få lejlighed til at lede endnu flere mennesker til Guds rige. Dette satte fart i en verdensomspændende forkyndelseskampagne der i årenes løb har nået over 235 lande og endnu ikke er slut.

Endnu en milepæl blev nået den 2. august 1950, under et stævne på Yankee Stadium i New York. Ved den lejlighed modtog en forbløffet og meget glad tilhørerskare Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på engelsk. Resten af Ny Verden-Oversættelsen blev udgivet lidt efter lidt gennem de efterfølgende ti år. I denne gengivelse af De Hellige Skrifter på nutidssprog var Guds navn genindført på sin retmæssige plads i hans ord. Ny Verden-Oversættelsens troskab mod ordlyden på Bibelens grundsprog har gjort den til et værdifuldt hjælpemiddel  for Jehovas vidner, både når de studerer på egen hånd og når de forkynder for andre.

På stævnets næstsidste dag talte F. W. Franz, der dengang var Vagttårnsselskabets vicepræsident, til tilhørerne over emnet „Nye tingenes ordninger“. Jehovas vidner havde i mange år troet at nogle af Jehovas førkristne tjenere ville blive oprejst fra de døde før Harmagedon for at være fyrster i den nye verden, som en opfyldelse af Salme 45:16. Man kan forestille sig hvordan den store tilhørerskare reagerede da taleren spurgte: „Vil det glæde denne internationale kongres at vide at et antal vordende fyrster over den nye jord er til stede her i aften?“ Der lød et langt, stormende bifald blandet med glædesråb. Derefter fremhævede taleren at Bibelens brug af det ord som oversættes med „fyrste“, og den trofasthed som mange af ’de andre får’ i vor tid viser, giver rum for den opfattelse at Jesus Kristus vil vælge nogle af dem der lever nu, til at tjene som fyrster. Han påpegede imidlertid også at de der fik en sådan tjeneste betroet, ikke ville få nogen titel. Han afsluttede sit foredrag med opfordringen: „Støt og roligt rykker vi sammen frem som en ny verdens samfund!“

Der er også blevet holdt mange andre betydningsfulde foredrag ved Jehovas Vidners stævner: I foredraget „Den nye verdens samfund angribes fra det yderste nord“, som blev holdt i 1953, blev der givet en fængslende forklaring af hvad det indebærer at Gog fra Magog går til angreb, som beskrevet i Ezekiel, kapitel 38 og 39. Foredraget „Huset fyldes med herlighed“, der blev holdt samme år, vakte også begejstring blandt tilhørerne. De kunne med egne øjne se konkrete beviser på at Jehovas løfte i Haggaj 2:7 blev opfyldt, idet skattene fra alle nationer blev bragt ind i Jehovas hus.

 Det mest storslåede stævne i nyere tid er dog det der blev holdt i New York i 1958, da over en kvart million mennesker fyldte de største stadioner som var til rådighed, for at høre foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ Der var delegerede fra 123 lande, og deres rapporter til forsamlingen var med til at styrke enheden i det internationale brodersamfund. For at hjælpe de tilstedeværende til at vokse åndeligt og til at kunne undervise andre, blev der udgivet publikationer på 54 sprog under dette særlige stævne.

En række foredrag i 1962 om at underordne sig de højere myndigheder korrigerede Jehovas vidners forståelse af ordene i Romerbrevet 13:1-7. I 1964 gav foredragene „Gået over fra døden til livet“ og „Frem af gravene til en opstandelse“ dem større værdsættelse af Jehovas store barmhjertighed som den kommer til udtryk i forbindelse med opstandelsen. Og mange, mange andre højdepunkter fra stævnerne kunne nævnes.

Hvert år kommer der titusinder, ja hundredtusinder af nye til stævnerne. Indholdet af foredragene er ikke altid nyt for organisationen som helhed, men i mange tilfælde hjælper det de nye til at forstå hvad Guds vilje er. De bliver måske klar over at de har mulighed for at yde ham en større tjeneste, hvilket kan forandre hele deres liv.

Ved mange stævner er der blevet lagt vægt på bestemte bøger i Bibelen. I 1958 og igen i 1977 blev der for eksempel udgivet indbundne bøger (på engelsk) med behandlinger af Daniels profetier om Guds hensigt vedrørende en verdensregering med Kristus som konge. I 1971 var det Ezekiels Bog og dens erklæring fra Gud: „Nationerne skal vide at jeg er Jehova,“ der blev drøftet. (Ez. 36:23) I 1972 blev de profetier som Zakarias og Haggaj nedskrev, behandlet detaljeret. I 1963, 1969 og 1988 var der udførlige drøftelser af de spændende profetier i Åbenbaringens Bog, som levende beskriver Babylon den Stores fald og Guds herlige nye himle og nye jord.

Stævnerne har kastet lys over forskellige temaer — „Teokratiets vækst“, „Ren tilbedelse“, „Enig gudsdyrkelse“, „Modige forkyndere“, „Åndens frugter“, „Gør disciple!“, „En god nyhed for alle nationerne“, „Guds navn“, „Guds suverænitet“, „Hellig tjeneste“,  „Den sejrende tro“, „Loyalitet mod Guds rige“, „Bevar din uangribelighed“, „Stol på Jehova“, „Gudhengivenhed“, „Lysbærere“ og mange andre. Alle disse stævner har bidraget til den åndelige vækst inden for organisationen.

Forkyndelsen fremmes

Både store og små stævner har opmuntret til forkyndelse af den gode nyhed. I foredrag og demonstrationer er der blevet givet praktisk vejledning. Der er altid blevet fortalt oplevelser som forkynderne har haft i tjenesten, og erfaringer fra nogle der for nylig er blevet hjulpet til at lære Bibelens sandheder at kende. I mange år blev der også sat tid af til forkyndelse under stævnet. Det betød at der blev aflagt et godt vidnesbyrd i stævnebyen, og desuden var det til stor opmuntring for forkynderne selv.

Ved et stævne i Winnipeg, Manitoba, Canada, i januar 1922, var forkyndelsen en del af programmet. Der var også sat tid af til forkyndelse under generalstævnet i Cedar Point, Ohio, senere samme år. Siden blev det en fast praksis at afsætte en hel eller en halv dag, eller flere halve dage, til en samlet indsats i forkyndelsen i og omkring stævnebyen. I storbyområder gav dette folk der sjældent fik besøg af Jehovas vidner, lejlighed til at høre den gode nyhed om at Gud har i sinde at skænke retfærdselskende mennesker evigt liv.

I Danmark blev den første af disse „arbejdsdage“ ved stævnerne afholdt i 1925, da 4-500 brødre og søstre fra hele landet samledes på Nørrevold i København. Mange af de 275 der var med i forkyndelsen under dette stævne, deltog for første gang. Nogle var nervøse. Men efter at de havde fået smag for det forkyndte de begejstret, også da de senere var kommet tilbage til deres hjemegn. Efter dette stævne og frem til den anden verdenskrigs slutning blev der afholdt mange endags „arbejdskonventer“ i Danmark, som brødre og søstre fra de  omkringliggende byer blev indbudt til. Det var tydeligt at nidkærheden voksede når de deltog i tjenesten sammen og derefter mødtes for at høre foredrag. Lignende stævner blev holdt i Storbritannien og De Forenede Stater, men der varede de to dage.

Ved større stævner blev der ofte udført en omfattende forkyndelse. Fra og med 1936 blev det offentlige foredrag ved stævnerne averteret af parader af forkyndere der bar plakater og uddelte løbesedler. (Plakaterne blev kaldt „sandwichplakater“, fordi man havde en foran og en bagpå.) Ved nogle stævner var over tusind med i disse parader. Andre deltog i den almindelige forkyndelse fra hus til hus, og indbød alle til at komme og høre programmet. Det var meget opmuntrende for de enkelte forkyndere at samarbejde med andre og se hundreder, måske endda tusinder, af andre forkyndere gå ud i tjenesten sammen med dem. Samtidig fik folk inden for et betydeligt område at vide at Jehovas vidner var i byen; de fik lejlighed til selv at høre hvad Jehovas vidner lærer, og med egne øjne at se hvordan de opfører sig.

Stævneforedragene blev ofte hørt af langt flere end de tilstedeværende. Foredraget „Frihed for Folket“, som broder Rutherford i 1927 holdt ved et stævne i Toronto, Canada, blev via en epokegørende sammenkobling af 53 radiostationer hørt af en enorm lytterskare i store dele af verden. Året efter blev foredraget „En Hersker for Folket“, som blev holdt i Detroit, Michigan, udsendt af dobbelt så mange radiostationer, og kortbølgesendere gjorde det muligt at høre foredraget så langt borte som i Australien, New Zealand og Sydafrika.

I 1931 nægtede nogle store radioselskaber at udsende et stævneforedrag som broder Rutherford skulle holde. Vagttårnsselskabet dannede derfor i samarbejde med det amerikanske telefon- og telegrafselskab sit eget net af radiostationer for at udsende foredraget „Riget, Verdens Haab“. Hele 163  stationer var koblet sammen ved hjælp af det største net af telefonledninger der nogen sinde havde været anvendt til radiotransmission. Desuden udsendte over 300 andre radiostationer i mange dele af verden foredraget ved hjælp af grammofonplader.

Under stævnet i Washington, D.C., i 1935 holdt broder Rutherford et foredrag over emnet „Regering“, hvori han på kraftfuld måde gjorde opmærksom på at Jehovas rige ved Kristus snart vil træde i stedet for alle jordiske regeringer. Over 20.000 hørte foredraget i Washington Auditorium, men det blev også udsendt over hele jorden via radio og telefon, helt til Mellem- og Sydamerika, Europa, Sydafrika, Stillehavsøerne og Østen. Flere millioner fik på denne måde mulighed for at høre foredraget. To førende Washingtonaviser brød deres løfte om at trykke foredraget, men brødrene spillede i stedet grammofonoptagelser af foredraget fra højttalerbiler tre steder i byen og 40 steder i omegnen, så yderligere cirka 120.000 hørte det.

I 1938 blev det ligefremme foredrag „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ holdt i Royal Albert Hall i London og sendt til omkring 50 andre stævnebyer jorden over, med et samlet tilhørertal på cirka 200.000. Desuden hørte mange foredraget i radioen.

Selv om Jehovas vidner var forholdsvis få, spillede deres stævner således en vigtig rolle i den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget.

Stævner i Europa efter krigen

Visse stævner huskes af de tilstedeværende som noget ganske særligt. Det gælder for eksempel dem der blev holdt i Europa lige efter den anden verdenskrig.

Et af disse stævner foregik i Amsterdam den 5. august 1945, mindre end fire måneder efter at Jehovas vidner var blevet løsladt fra de tyske koncentrationslejre. Man ventede cirka 2500 stævnedeltagere, og 2000 af dem ville have brug for logi. For at skaffe de tilrejsende et sted at overnatte lagde de lokale Jehovas vidner halm ud på gulvene i deres hjem. Stævnedeltagerne kom fra alle retninger og med alle mulige transportmidler — skibe, lastbiler og cykler — og enkelte rejste på tommelfingeren.

De der var med til dette stævne lo og græd, sang og takkede Jehova for hans godhed. Som en af deltagerne sagde: „De følte den ubeskrivelige glæde ved at tilhøre en teokratisk organisation som netop var blevet løst af lænkerne!“ Før krigen havde der været færre end 500 Jehovas vidner i Holland. I alt 426 var blevet arresteret og fængslet, og af disse var 117 døde som en direkte følge af forfølgelsen. Hvor var glæden stor når stævnedeltagere mødte nogle af deres kære som de troede var døde! Andre græd fordi de måtte lede forgæves. Den aften lyttede 4000 opmærksomt til det  offentlige foredrag der forklarede hvorfor Jehovas vidner havde været udsat for en så voldsom forfølgelse. På trods af alt det de havde lidt, var de ved at blive organiseret til at fortsætte med deres gudgivne arbejde.

Året efter, i 1946, arrangerede brødrene i Tyskland et stævne i Nürnberg. De fik lov til at benytte Zeppelinwiese, Hitlers tidligere paradeplads. På stævnets anden dag holdt Erich Frost, der selv havde været udsat for Gestapos brutale behandling og i flere år havde siddet i en af nazisternes koncentrationslejre, foredraget „Kristne i smeltedigelen“. Foruden de 6000 Jehovas vidner kom der 3000 interesserede fra Nürnberg til dette foredrag.

Det viste sig at den sidste stævnedag faldt sammen med dagen for domsafsigelsen i Nürnbergprocessen mod krigsforbryderne. De militære myndigheder erklærede at der skulle være udgangsforbud den dag, men efter langvarige forhandlinger erkendte de at det ville være upassende at hindre Jehovas vidner i at afslutte deres stævne i fred, i betragtning af det standpunkt de havde indtaget trods nazisternes modstand. Brødrene kunne derfor samles den sidste stævnedag og høre det ansporende foredrag „Frygtløs imod Verdenssammensværgelsen“.

De kunne se Jehovas hånd i det der fandt sted. På samme dag som dommen blev afsagt over repræsentanterne for det styre der havde forsøgt at udslette dem, mødtes Jehovas vidner for at tilbede Jehova på den selv samme plads hvor Hitler havde holdt nogle af sine mest pompøse demonstrationer af nazisternes magt. Stævnets ordstyrer sagde: „At opleve denne dag, som kun er en forsmag på Guds folks sejr over deres fjender i Harmagedonslaget, har været ni år i koncentrationslejr værd.“

 Andre mindeværdige stævner

Efterhånden som Jehovas vidners virksomhed er taget til, er der blevet holdt stævner jorden over. De har alle haft særlige træk som deltagerne husker.

I 1952 blev der afholdt et stævne i Kitwe i Nordrhodesia (nu Zambia), midt i kobberbæltet, samtidig med at Vagttårnsselskabets præsident kom på besøg. Stævneområdet var et stort areal i udkanten af en af minelejrene, på et sted der nu kaldes Chamboli. Toppen af et forladt termitbo blev planeret, og ovenpå blev der bygget en platform med stråtag. Andre stråtækte hytter i to etager blev brugt til overnatning. De strakte sig 180 meter ud fra selve stævnepladsen, som eger i et hjul. Mænd og drenge sov i nogle af dem; kvinder og piger sov i andre. Nogle af de delegerede havde cyklet i to uger for at komme til stævnet. Andre havde gået i dagevis og kørt det sidste stykke med en primitiv bus.

Under programmet lyttede alle meget opmærksomt, selv om de sad på hårde bambusbænke under åben himmel. De var kommet for at lytte, og de ville ikke gå glip af et eneste ord. Når de 20.000 stævnedeltagere sang, var det så smukt at de delegerede fik tårer i øjnene. Der var ingen musikledsagelse, men stemmernes harmoni var fuldendt. Og det var ikke bare sangen der vidnede om enheden blandt disse forkyndere — den kom til udtryk på alle måder, selv om de kom fra mange forskellige stammer og havde forskellig baggrund.

Kan du forestille dig hvordan Jehovas vidner i Portugal var til mode da de, efter at have kæmpet for trosfrihed i næsten 50 år, opnåede juridisk anerkendelse den 18. december 1974? På det tidspunkt var de kun omkring 14.000. Få dage senere var 7586 af dem samlet i en stopfyldt idrætshal i Porto. Dagen efter blev et fodboldstadion i Lissabon fyldt til bristepunktet af 39.284 tilhørere. Broder Knorr og broder Franz var sammen med dem ved denne glædelige lejlighed, som mange af dem aldrig vil glemme.

Internationale stævner

I over halvtreds år har Jehovas vidner i mange lande holdt store stævner samtidig i flere byer. Under disse stævner, hvor de alle har kunnet høre de vigtigste foredrag transmitteret fra stævnet i en hovedby, har de især mærket at de tilhører et internationalt brodersamfund.

 Det var imidlertid først i 1946 at delegerede fra mange dele af jorden samledes til et stort, internationalt stævne i én by. Det skete i Cleveland, Ohio. Selv om det var vanskeligt at rejse i efterkrigstiden kom der 80.000 stævnedeltagere, deriblandt 302 delegerede fra 32 lande uden for De Forenede Stater. Programmet blev fremført på 20 sprog. Der blev givet megen praktisk vejledning med henblik på øget forkyndelse. Et af højdepunkterne ved stævnet var broder Knorrs foredrag om problemerne i forbindelse med genopbygning og udvidelse. Tilhørerne klappede begejstret da de hørte at man planlagde at udvide Selskabets trykkeri og kontor i  Brooklyn, at udvide radiostationerne, at oprette afdelingskontorer i flere større lande og at udsende flere missionærer. Umiddelbart efter stævnet blev alle detaljerne fastlagt, sådan at broder Knorr og broder Henschel kunne rejse jorden rundt for at føre planerne ud i livet.

I årene der fulgte blev der holdt flere historiske stævner på Yankee Stadium i New York. Ved det første, fra 30. juli til 6. august 1950, var der delegerede fra 67 lande. Programmet omfattede korte rapporter fra landstjenere, missionærer og andre, som gav stævnedeltagerne et spændende indblik i det store forkyndelsesarbejde der blev udført i alle de lande de var  kommet fra. På den sidste stævnedag hørte 123.707 foredraget „Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden?“ Stævnets tema var „Teokratiets vækst“. Opmærksomheden blev henledt på den store vækst i antallet af Jehovas vidner. Men som ordstyreren, Grant Suiter, understregede, var formålet ikke at hylde nogle fremragende dygtige mennesker i den synlige organisation. Han sagde: „Den nye styrke i talmæssig henseende giver vi Jehova æren for. Det er sådan det bør være, og vi vil ikke have det på nogen anden måde.“

I 1953 blev der holdt et andet stævne på Yankee Stadium i New York. Denne gang var det højeste antal tilstedeværende 165.829. Ligesom ved det første stævne dér var programmet fyldt med drøftelser af spændende bibelprofetier, praktisk vejledning om forkyndelsen af den gode nyhed, og rapporter fra mange lande. Selv om programmet begyndte omkring klokken 9.30, varede det i regelen helt til klokken 21.00 eller 21.30. Stævnet var et åndeligt festmåltid som strakte sig over otte hele dage.

Det største stævne nogen sinde blev som tidligere nævnt holdt i New York i 1958. Da var det ikke nok at benytte Yankee Stadium. Det nærliggende Polo Grounds og områder udenfor måtte tages i brug for at få plads til de store tilhørerskarer. På stævnets sidste dag, da hver eneste siddeplads var optaget, blev der givet særlig tilladelse til at stævnedeltagerne kunne benytte græsplænen på Yankee Stadium. Det var betagende at se tusinder strømme ind, tage skoene af og sætte sig på græsset! Optællingen viste at 253.922 hørte det offentlige foredrag. Endnu et vidnesbyrd om at Jehova velsigner sine tjeneres arbejde var at 7136 symboliserede deres indvielse ved at lade sig døbe ved dette stævne — det var over dobbelt så mange som ifølge den bibelske beretning blev døbt på pinsedagen i år 33. — Apg. 2:41.

Hele arrangementet i forbindelse med disse stævner  vidnede om langt mere end effektiv organisering. Det var en tilkendegivelse af at Guds ånd var i virksomhed blandt hans folk. Overalt kunne man se broderkærligheden, som er baseret på kærlighed til Gud, komme til udtryk. Der var ingen højtlønnede ledere. Alle afdelinger var bemandet af ulønnede frivillige. Kristne brødre og søstre, deriblandt mange familier, passede forfriskningsboderne. De tilberedte også varme måltider, og i kæmpestore telte uden for stadion betjente de op til tusind stævnedeltagere i minuttet. Titusinder — der alle var glade for at gøre en indsats — virkede som holdledere og tog sig af alt det nødvendige i forbindelse med opbygning, madlavning, servering, rengøring og meget andet.

Andre frivillige brugte hundredtusinder af timer på at finde logi til de tilrejsende. Nogle år blev der anlagt campingpladser så store som byer, hvor nogle af stævnedeltagerne kunne bo i telte eller campingvogne. I 1953 høstede Jehovas vidner gratis 16 hektarer korn for en landmand i New Jersey der havde lejet dem jorden, så de kunne bruge den som campingplads. Der blev sørget for toiletter, brusebade, vaskerier, lys, cafeteria og købmandsbutikker til de over 45.000 der skulle bo der. Da de flyttede ind, voksede en by frem fra den ene dag til den anden. Mange tusind flere blev indlogeret på hoteller og i private hjem i og omkring New York. Det var et gigantisk foretagende. Med Jehovas velsignelse lykkedes det.

Stævner „på turné“

Medlemmerne af dette internationale brodersamfund er dybt interesserede i deres trosfæller i andre lande. Derfor har de ofte benyttet lejligheden til at overvære stævner uden for deres hjemlande.

Da det første af stævnerne med temaet „Ren tilbedelse“ i 1951 blev holdt på Wembley Stadium i London, var der Jehovas vidner fra 40 nationer til stede. Programmet lagde vægt på den praktiske side af den rene tilbedelse, og på at man bør gøre tjenesten til sin livsgerning. Mange af stævnedeltagerne rejste fra England til det europæiske fastland, hvor der i løbet af de følgende to måneder skulle holdes ni stævner til. Det største af dem blev holdt i Frankfurt am Main, hvor 47.432 fra 24 lande var til stede. Brødrenes hengivenhed kom tydeligt til udtryk ved programmets slutning, da orkesteret begyndte at spille og de tyske brødre spontant begyndte at synge en afskedssang hvori de overlod deres udenlandske trosfæller i Guds varetægt. Der blev viftet med lommetørklæder, og mange hundrede strømmede ud på grønsværen for at vise deres taknemmelighed for dette storslåede teokratiske stævne.

I 1955 var der endnu flere Jehovas vidner som besøgte deres kristne brødre og søstre i andre lande i forbindelse med stævner. Med to chartrede skibe (der hver kunne rumme 700 passagerer) og 42 chartrede fly rejste de delegerede fra De Forenede Stater og Canada til Europa. Den europæiske  udgave af avisen The Stars and Stripes, der udkom i Tyskland, beskrev tilstrømningen af Jehovas vidner som „det sandsynligvis største antal amerikanere der i samlet trop er rejst gennem Europa siden de allieredes invasion under den anden verdenskrig“. Andre stævnedeltagere kom fra Mellem- og Sydamerika, Asien, Afrika og Australien. Skønt kristenhedens præsteskab forsøgte at hindre Jehovas vidner i at afvikle stævnerne i Rom og Nürnberg, blev disse to stævner og seks andre holdt i Europa den sommer. Antallet af tilstedeværende varierede fra 4351 i Rom til 107.423 i Nürnberg. På Waldbühne i det daværende Vestberlin, som brødrene fra østzonen kunne rejse til uden helt så stor risiko, samledes 17.729. Mange af dem havde siddet i fængsel på grund af deres tro eller havde slægtninge der sad i fængsel, men de var fortsat faste i troen. Stævnets tema kunne ikke være mere passende — „Det Triumferende Rige“!

Selv om der allerede var blevet holdt mange internationale stævner, var det der fandt sted i 1963 noget nyt. Det var et stævne som blev holdt jorden rundt. Det begyndte i Milwaukee, Wisconsin, i De Forenede Stater og fortsatte derfra til New York; derefter til fire storbyer i Europa, gennem Mellemøsten til Indien, Burma (nu Myanmar), Thailand, Hongkong, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Australien, Taiwan, Japan, New Zealand, Fiji, Republikken Korea og Hawaii, og endelig tilbage til Nordamerikas fastland. I alt blev det overværet af over 580.000 fra 161 lande. Der var 583 fra cirka 20 lande som rejste med og overværede stævnet i det ene land efter det andet, jorden rundt. På særlige sightseeingture fik de lejlighed til at se steder af religiøs interesse, og de fulgtes også med deres lokale brødre og søstre i forkyndelsen fra hus til hus. Disse rejsende dækkede selv deres udgifter.

Latinamerika havde været godt repræsenteret ved de fleste af de internationale stævner, og i 1966-67 blev det så latinamerikanernes tur til at være værter for stævnerne. De tilstedeværende vil aldrig glemme skuespillet der levendegjorde Bibelens beretning om Jeremias og hjalp alle til at forstå hvilken betydning den har for os i dag. a Den kristne kærlighed blev styrket da de besøgende med egne øjne så på hvilken baggrund der udføres et omfattende bibelsk undervisningsarbejde i Latinamerika. Det gjorde et dybt indtryk på dem at se deres trosfællers stærke tro. Mange af dem havde overvundet tilsyneladende uoverstigelige hindringer — modstand fra familien, oversvømmelser, tab af ejendele — for at kunne være til stede. Det var til stor opmuntring for dem at høre erfaringer fra deres trosfæller. For eksempel blev en skrøbelig specialpionersøster fra Uruguay interviewet — og mange af de 80 hun havde hjulpet frem til dåb, var med hende på podiet. (I 1992 havde hun hjulpet 105 frem til dåb. Hun var stadig skrøbelig  og stadig specialpioner!) Det glædede også stævnedeltagerne at hilse på missionærer fra de første gileadklasser der stadig holdt ud i deres distrikter. Disse stævner fremmede forkyndelsen i Latinamerika. I mange af disse lande er der nu 10, 15 eller endda 20 gange så mange lovprisere af Jehova som dengang.

Nogle få år senere, i 1970-71, havde Jehovas vidner fra andre lande mulighed for at være sammen med deres brødre ved internationale stævner i Afrika. Det største af dem blev holdt i Lagos, Nigeria, hvor alle stævnefaciliteter måtte bygges op fra grunden. For at beskytte de delegerede mod den varme sol blev der opført en bambusby — med siddepladser, sovesale, cafeteria og andre afdelinger. Der blev brugt 100.000 bambusstænger og 36.000 store, vævede sivmåtter, fremstillet af brødrene og søstrene. Programmet blev fremført på 17 sprog samtidig. Det højeste antal tilstedeværende var 121.128, og 3775 nye blev døbt. Adskillige  stammegrupper var repræsenteret, og mange af stævnedeltagerne havde tidligere været i krig med hinanden. Det var skønt at se dem forenede i det ægte, kristne brodersamfund!

Efter stævnet kørte nogle af de udenlandske delegerede med bus til ibo-området for at se de steder der havde lidt mest under borgerkrigen, kort tid forinden. Det skabte stor sensation i by efter by da de besøgende blev budt velkommen og omfavnet af de lokale Jehovas vidner. Folk skyndte sig ud på gaderne for at se det. En sådan kærlighed og enhed mellem sorte og hvide havde de aldrig før oplevet.

I nogle lande er der så mange Jehovas vidner at de ikke kan samles på ét sted. Men fra tid til anden er der blevet holdt flere store stævner samtidig, fulgt af andre, uge efter uge. I 1969 blev den enhedsfølelse som sådanne stævner fremkalder, forstærket af at nogle af hovedtalerne rejste frem og tilbage med fly mellem stævnerne, så de kunne holde foredrag ved dem alle. I 1983 og 1988 følte stævnedeltagerne en lignende enhed da et antal stævner på samme sprog blev sammenkoblet, idet nogle af hovedforedragene som blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd blev overført via telefonnettet, endda til andre lande. Det egentlige grundlag for enheden blandt Jehovas vidner er imidlertid at de alle tilbeder Jehova som den eneste sande Gud, holder fast ved Bibelen som deres rettesnor, nyder godt af det samme åndelige undervisningsprogram, ser hen til Jesus Kristus som deres leder, søger at lægge Guds ånds frugt for dagen i deres liv, sætter deres lid til Guds rige og er med til at forkynde den gode nyhed om dette rige for andre.

Flere internationale stævner til Jehovas pris

Jehovas vidner er nu så mange at deres antal overstiger befolkningstallet i en række lande. For at deres stævner kan være til størst mulig gavn for dem, må de planlægges omhyggeligt. Som regel kan man dog sikre at der er plads til alle ved blot at henstille til forkynderne om at overvære et bestemt stævne. Når der planlægges internationale stævner, må Det Styrende Råd i mange tilfælde ikke bare tage i betragtning hvor mange Jehovas vidner fra andre lande der har lyst til og mulighed for at komme, men også hvor store stævnefaciliteterne er, hvor mange lokale forkyndere der kommer og hvilke logimuligheder der er; derefter kan man tildele hvert enkelt land et antal pladser. Sådan foregik det da de tre stævner med temaet „Gudhengivenhed“ blev holdt i Polen i 1989.

Man regnede med at der ville komme omkring 90.000 Jehovas vidner fra Polen foruden i tusindvis af nyinteresserede. Der blev også indbudt mange fra Storbritannien, Canada og De Forenede Stater, foruden store grupper fra Italien, Frankrig og Japan, og andre fra Skandinavien og Grækenland. Mindst 37 lande var repræsenteret. Nogle af programpunkterne  måtte tolkes fra polsk eller engelsk til hele 16 andre sprog. I alt var der 166.518 til stede.

Store grupper af Jehovas vidner var kommet fra det daværende Sovjetunionen og fra Tjekkoslovakiet til disse stævner; betydelige grupper kom også fra andre østeuropæiske lande. Der var ikke plads til alle på hoteller og skoler. De polske brødre åbnede derfor gæstfrit deres hjerter og hjem, og delte med glæde det de havde med gæsterne. En menighed med 146 forkyndere skaffede sovepladser til over 1200 delegerede. For nogle af dem der overværede disse stævner var det første gang de var sammen med en stor gruppe af Jehovas tjenere; tidligere havde de højst været sammen med 15-20 andre på én gang. Det var med dyb taknemmelighed de så ud over de titusinder der sad på stadionerne, bad sammen med dem og forenede deres stemmer i lovsange til Jehova. Når de var sammen i pauserne omfavnede de hinanden, selv om sprogforskelle i mange tilfælde hindrede dem i at fortælle om deres følelser.

Da stævnet sluttede takkede de af hjertet Jehova, der havde gjort alt dette muligt. Efter ordstyrerens afsluttende bemærkninger i Warszawa klappede tilhørerne i mindst ti minutter. Efter den sidste sang og bøn fortsatte bifaldet, og stævnedeltagerne var længe om at forlade deres pladser. De havde ventet i mange år på dette stævne, og de ønskede ikke at det skulle slutte.

 Året efter, i 1990, mindre end fem måneder efter at det 40 år lange forbud mod Jehovas Vidner i det daværende Østtyskland var blevet hævet, blev der holdt et andet betagende, internationalt stævne, denne gang i Berlin. Blandt de 44.532 tilstedeværende var der delegerede fra 65 forskellige lande. Fra nogle af landene var der kun kommet nogle få; fra Polen var der omkring 4500. De der aldrig før havde haft frihed til at overvære et sådant stævne var dybt bevægede over at være til stede. Når hele forsamlingen sang lovsange til Jehova, kunne de ikke holde glædestårerne tilbage.

Da et lignende stævne senere samme år blev holdt i São Paulo i Brasilien var det nødvendigt med to store stadioner for at få plads til den internationale forsamling på 134.406. Derefter blev der holdt et stævne i  Argentina, hvor der også var behov for to stadioner til den internationale forsamling. I begyndelsen af 1991 blev der holdt internationale stævner på Filippinerne, på Taiwan og i Thailand. Samme år blev stævner i Østeuropa — Ungarn, Tjekkoslovakiet og det nuværende Kroatien — overværet af store tilhørerskarer fra mange lande. Og i 1992 betragtede delegerede fra 28 lande det som et særligt privilegium at være blandt de 46.214 der i Sankt Petersborg overværede det første rigtige, internationale stævne Jehovas Vidner har holdt i Rusland.

Lejligheder til at styrkes åndeligt

Ikke alle de stævner Jehovas Vidner afholder, er internationale. Det Styrende Råd arrangerer imidlertid større stævner en gang om året, og det samme program fremføres verden over på mange sprog. Disse stævner kan være temmelig store, så forkynderne får lejlighed til at nyde fællesskabet med trosfæller fra mange steder, eller de kan være mindre og blive holdt i mange byer, så det bliver lettere for nye at komme og så offentligheden i hundreder af småbyer får mulighed for at se et stort udsnit af Jehovas vidner på nært hold.

Desuden samles hver kreds (der kan bestå af cirka 20 menigheder) en gang om året til et todages program med åndelig vejledning og opmuntring. b Siden september 1987 er der én gang årligt blevet holdt en særlig stævnedag med et opbyggende program for hver kreds. Hvor det er muligt, sendes et medlem af staben ved Selskabets hovedkontor eller det lokale afdelingskontor ud for at deltage i programmet. Jehovas vidner sætter stor pris på disse stævner. I mange lande er det hverken besværligt eller tidskrævende at komme til stævner. Men nogle steder kan det være det. En rejsende tilsynsmand husker et ældre par som gik 76 kilometer med kufferter og tæpper for at overvære et kredsstævne i Zimbabwe.

Offentlig forkyndelse er ikke længere en fast del af disse stævner, men det skyldes ikke at Jehovas vidner på nogen måde betragter forkyndelsen som mindre vigtig end før. I de fleste tilfælde får folk der bor i nærheden af stævnepladser eller stævnehaller, nu regelmæssigt besøg af de lokale Jehovas vidner — nogle endda med få ugers mellemrum. Stævnedeltagerne er opmærksomme på lejligheder til at forkynde uformelt, og ved deres kristne opførsel aflægger de et magtfuldt vidnesbyrd på en anden måde.

Vidnesbyrd om sand enhed

Ved Jehovas Vidners stævner er det let for udenforstående at se enheden. Det er tydeligt at der ikke gøres forskel på nogen og at selv de der træffer hinanden for første gang, holder af hinanden. Da det internationale  stævne „Den guddommelige Vilje“ blev holdt i New York i 1958, skrev newyorkerbladet Amsterdam News den 2. august: „Overalt færdedes sorte, hvide og orientalere, folk fra alle samfundslag og alle dele af verden, glade og utvungent mellem hinanden. . . . De gudhengivne vidner fra 120 lande har på fredelig vis levet og tilbedt Gud sammen og dermed vist amerikanerne hvor let det kan gøres. . . . Stævnet er et strålende eksempel på hvordan mennesker kan arbejde og leve sammen.“

I 1985 holdt Jehovas Vidner stævner samtidig i Durban og Johannesburg i Sydafrika. Stævnedeltagerne omfattede alle de store race- og sproggrupper i Sydafrika, foruden repræsentanter fra 23 andre lande. Det var tydeligt at se at der var et nært fællesskab mellem de 77.830 tilstedeværende. „Det er smukt,“ sagde en ung indisk kvinde. „At se farvede, indere, hvide og sorte færdes mellem hinanden har givet mig et helt nyt syn på tilværelsen.“

Denne følelse af at tilhøre et brodersamfund giver sig ikke bare udslag i smil, håndtryk og tiltaleformen „broder“ og „søster“. Som et eksempel kan nævnes noget der skete i forbindelse med stævnet „En evigvarende god nyhed“, som blev holdt verden over i 1963. Under planlægningen af stævnet blev Jehovas vidner underrettet om at hvis de ønskede at yde andre økonomisk hjælp til at overvære et stævne, ville Selskabet med glæde sørge for at midlerne kom brødre i alle dele af verden til gode. Der var ikke tale om tiggeri, og ingen af pengene gik til administration. Alt hvad der kom ind gik direkte til det nævnte formål. På den måde blev 8179 hjulpet til at komme til stævne. Stævnedeltagere fra alle lande i Mellem- og Sydamerika fik hjælp, og det samme gjaldt tusinder fra Afrika og mange fra Mellemøsten og Det Fjerne Østen. En stor del af dem der modtog hjælp, var brødre og søstre som havde været i heltidstjenesten i mange år.

I slutningen af 1978 skulle der holdes et stævne i Auckland i New Zealand. Forkynderne på Cookøerne havde hørt om det og ville meget gerne med. Men økonomien på øerne var sådan at det ville have kostet den enkelte en mindre formue at rejse til New Zealand. Kærlige brødre og søstre i New Zealand købte imidlertid billetter til cirka 60 af øboerne. Hvor var de glade for at være med til det åndelige festmåltid sammen med maorier, samoanere, niueanere og hvide, der alle var deres brødre!

Kendetegnende for den ånd der råder blandt Jehovas vidner, er noget som skete ved afslutningen af områdestævnet „Guds retfærdighed“ i Montreal i Canada i 1988. I fire dage havde arabiske, engelske, franske, græske, italienske, portugisiske og spanske delegerede hørt det samme program på hver sit sprog. Men efter det sidste foredrag samledes alle de 45.000 deltagere på det olympiske stadion som et betagende vidnesbyrd om deres broderskab og enhed, idet de på hver sit sprog sammen sang: „’Pris frelsens Gud, I folk på jord!’ . . . Så syng med os en lovsang til Jehova.“

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 255]

’Kærligheden og den broderlige venlighed gjorde et dybt indtryk på mig’

[Tekstcitat på side 256]

Konventstog — klar til afgang!

[Tekstcitat på side 275]

Ingen højtlønnede ledere, men ulønnede frivillige

[Tekstcitat på side 278]

Enhed mellem sorte og hvide

[Ramme/illustration på side 261]

Syv vigtige stævneresolutioner

I 1922 blev resolutionen „Et Opraab til de ledende i Verden“ vedtaget. De ledende blev opfordret til at bevise at menneskene har den visdom det kræver at herske over jorden, eller indrømme at kun Jehova gennem Jesus Kristus kan give os fred, liv, frihed og evig lykke.

I 1923 lød der „En Advarsel til alle Kristne“ om at flygte fra organisationer der med urette hævdede at repræsentere Gud og Kristus.

I 1924 afslørede resolutionen „Gejstligheden anklages“ kristenhedens præster og deres ubibelske lære og skikke.

I 1925 viste resolutionen „Et Haabets Budskab“ hvorfor de der hævder at være lyskilder i verdens mørke ikke har kunnet dække menneskenes største behov, og at kun Guds rige kan gøre dette.

I 1926 gjorde „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ opmærksom på at Jehova er den eneste sande Gud, og at Jesus Kristus nu hersker som jordens retmæssige konge. Resolutionen opfordrede herskerne til at gøre deres indflydelse gældende for at vende folks hjerte til den sande Gud, så de ikke rammes af ulykke.

I 1927 afslørede en resolution „Til Folkene i Kristenheden“ den sammenslutning af storfinans, politik og religion der undertrykker menneskeheden. Resolutionen opfordrede indtrængende folk til at forlade kristenheden og sætte deres lid til Jehova og hans rige ved Kristus.

I 1928 viste resolutionen „Erklæring imod Satan og for Jehova“ at Jehovas salvede konge, Jesus Kristus, snart vil binde Satan og tilintetgøre hans onde organisation, og den tilskyndede alle der elsker retfærdighed til at stille sig på Jehovas side.

[Illustration]

PROCLAMATION

A CHALLENGE TO WORLD LEADERS

RESOLUTION

ECCLESIASTICS INDICTED

CIVILIZATION DOOMED

INDICTMENT

[Illustration på side 256]

Deltagere i bibelstudenternes stævne i Winnipeg, Manitoba, Canada, i 1917

[Illustrationer på side 258]

J. F. Rutherford taler i Cedar Point, Ohio, i 1919. Han opfordrede alle til at forkynde Guds rige ved hjælp af „Den gyldne Tidsalder“

[Illustration på side 259]

Stævne i Cedar Point i 1922. Her lød opfordringen: „Forkynd Kongen og Riget“

[Illustration på side 260]

George Gangas var i Cedar Point i 1922. I de godt 70 år der er gået siden da, har han nidkært forkyndt Guds rige

[Illustration på side 262, 263]

De der overværede stævnet i Columbus, Ohio, i 1931, antog med begejstring navnet Jehovas Vidner

[Illustration på side 264]

„Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter“ (på engelsk) frigives af N. H. Knorr i 1950

[Illustration på side 264]

Foredragene af F. W. Franz om opfyldelsen af Bibelens profetier var et højdepunkt ved stævnet i New York i 1958

[Illustrationer på side 265]

I mange år var forkyndelsen en fremtrædende del af alle stævnerne.

Los Angeles, USA, 1939 (nederst); Stockholm, Sverige, 1963 (indsat)

[Illustrationer på side 266]

Da J. F. Rutherford i 1935 talte i Washington, D.C., blev foredraget transmitteret til seks kontinenter ved hjælp af radio og telefonnet

[Illustrationer på side 268]

I 1946 holdt Erich Frost i Nürnberg et opildnende foredrag med titlen „Kristne i smeltedigelen“

[Illustration på side 269]

Friluftsstævne i Kitwe i Nordrhodesia, under et besøg af N. H. Knorr i 1952

[Illustrationer på side 270, 271]

En skare på 253.922, der i 1958 fyldte to store stadioner i New York, hørte foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“

Polo Grounds

Yankee Stadium

 [Illustrationer på side 272, 273]

Træk ved nogle af de store stævner

Hundreder af glade stævnedeltagere kom med skib, tusinder med fly, titusinder med bil og bus

Det krævede god organisering og masser af frivillige at finde logi til alle

Under disse otte dage lange stævner blev der serveret titusinder af varme måltider til de delegerede

 I 1953 boede over 45.000 stævnedeltagere på en stor campingplads

I 1958 blev der døbt 7136 i New York — det højeste antal der er blevet døbt på én gang siden pinsedagen i år 33

I New York var der i 1953 sat skilte op med hilsener fra mange lande, og programmet blev holdt på 21 sprog

[Illustration på side 274]

Grant Suiter, ordstyrer ved stævnet på Yankee Stadium i 1950

[Illustration på side 274]

John Groh (siddende) drøfter organiseringen af stævnet med George Couch i 1958

[Illustrationer på side 277]

I 1963 blev der holdt et stævne jorden rundt med delegerede fra omkring 20 lande som rejste med fra sted til sted

Kyoto i Japan (nederst til venstre) var en af de 27 stævnebyer. Stævnedeltagere i Republikken Korea stifter nye bekendtskaber (i midten). En maorihilsen i New Zealand (nederst til højre)

[Illustrationer på side 279]

I en bambusby opført til lejligheden blev der holdt stævne for 17 sproggrupper samtidig (Lagos, Nigeria, 1970)

[Illustrationer på side 280]

I 1989 blev der holdt tre store stævner i Polen med delegerede fra 37 lande

T. Jaracz (til højre) talte til stævnedeltagerne i Poznań

Flere tusind blev døbt i Chorzów nær Katowice

Stævnedeltagerne klappede i mindst 10 minutter i Warszawa

Delegerede fra det daværende USSR (nedenfor)

Dele af programmet i Chorzów blev oversat til 15 sprog