Kapitel 19

Voksende indbyrdes kærlighed

JESU KRISTI apostle pegede i breve til deres trosfæller på hvor vigtigt det er at den enkelte ikke bare vokser i nøjagtig kundskab men også i kærlighed. Grundlaget for dette var den kærlighed Gud selv havde vist, og Kristi selvopofrende kærlighed. Det var jo i Kristi fodspor de bestræbte sig for at vandre. (Joh. 13:34, 35; Ef. 4:15, 16; 5:1, 2; Fil. 1:9; 1 Joh. 4:7-10) De udgjorde et brodersamfund, og når de hjalp hinanden blev kærlighedens bånd styrket.

Da brødrene i Judæa fik økonomiske vanskeligheder på grund af hungersnød, sendte de kristne i Syrien og Grækenland materielle bidrag for at hjælpe dem. (Apg. 11:27-30; Rom. 15:26) Når nogle blev forfulgt, havde andre kristne inderligt ondt af dem og prøvede at hjælpe dem. — 1 Kor. 12:26; Hebr. 13:3.

Alle mennesker er naturligvis i stand til at vise kærlighed, og det er ikke kun kristne der hjælper deres medmennesker. Men i den romerske verden lagde man mærke til at de kristnes kærlighed var anderledes. Tertullian, der havde været jurist i Rom, citerede hvad folk sagde om de kristne: „’Se,’ siger de, ’hvordan de elsker hinanden . . . og hvordan de er rede til at dø for hinanden.’“ (Forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, XXXIX, 7) John Hurst skriver i sin bog History of the Christian Church (bind I, side 146) at når der var pest i oldtidens Karthago og Alexandria, jog folk de syge bort og rev alle værdier af de døende. De kristne i disse områder delte derimod det de havde med andre, fortæller han. De plejede de syge og begravede de døde.

Viser Jehovas vidner i vor tid en sådan omsorg for andres ve og vel? Er der i så fald tale om enkeltstående tilfælde, eller er det noget organisationen som helhed tilskynder til og støtter?

Kærlig hjælp i de lokale menigheder

Jehovas vidner betragter det som en del af deres gudsdyrkelse at tage sig af menighedens faderløse og enker, og af andre troende der befinder sig i vanskelige situationer. (Jak. 1:27; 2:15-17; 1 Joh. 3:17, 18) De verdslige myndigheder sørger i regelen for at der findes sygehuse, ældreboliger og bistandsordninger for arbejdsløse, og Jehovas vidner støtter  dette ved at betale deres skat samvittighedsfuldt. Men da de ved at kun Guds rige kan bringe en varig løsning på menneskenes problemer, bruger de først og fremmest deres ressourcer på at fortælle andre om Riget. Det er en vigtig tjeneste som ingen jordisk regering yder.

I Jehovas Vidners over 69.000 menigheder i hele verden dækkes de særlige behov der opstår på grund af alderdom og sygdom, normalt på personlig basis. Som det fremgår af Første Timoteusbrev 5:4, 8 er det i første række den enkelte kristnes pligt at tage sig af sin husstand. Børn, børnebørn og andre nære slægtninge viser kristen kærlighed ved at hjælpe gamle og syge efter behov. Jehovas Vidners menigheder undergraver ikke denne ansvarsfølelse ved at overtage pligter som påhviler den nærmeste familie. Men hvis en der er gammel og syg ingen nære pårørende har, eller hvis de pårørende ikke kan bære byrden på egen hånd, vil andre i menigheden kærligt træde til. Når det er nødvendigt, kan menigheden som et hele sørge for at en broder eller søster der har tjent trofast i mange år, får den nødvendige hjælp. — 1 Tim. 5:3-10.

Det overlades ikke til tilfældighederne om der ydes hjælp. På Rigets Tjenesteskole, som de ældste har gennemgået med jævne mellemrum siden 1959, er det ofte blevet understreget hvilke forpligtelser de som hyrder for hjorden har på dette område. (Hebr. 13:1, 16) Ikke sådan at forstå at de ikke var opmærksomme på dette behov før 1959. Som eksempel kan nævnes at menigheden i Oldham i Lancashire, England, i 1911 sørgede for materiel hjælp til dem i menigheden der havde økonomiske problemer. Men efterhånden som den verdensomspændende organisation er vokset, er der også flere der har alvorlige problemer, og Jehovas vidner er blevet stadig mere opmærksomme på hvad de ifølge Bibelen bør gøre i sådanne situationer. Især i de senere år er den enkelte kristnes ansvar over for dem der har særlige behov — de ældre, de syge, eneforsørgerne og dem der har økonomiske vanskeligheder — blevet drøftet af alle menighederne ved deres møder. a

Jehovas vidners omsorg for andre strækker sig langt videre end til blot at sige: „Hold jer varme og mætte.“ De viser kærlig, personlig interesse. (Jak. 2:15, 16) Lad os se på nogle eksempler.

Da en ung svensk kvinde, et af Jehovas vidner, i 1986 fik meningitis under et besøg i Grækenland, erfarede hun hvad det vil sige at have kristne brødre og søstre i mange lande. Hendes fader i Sverige blev underrettet. Han satte sig straks i forbindelse med en ældste i den lokale menighed af Jehovas Vidner i Sverige, og fik gennem ham kontakt med en forkynder i Grækenland. Lige til søsteren tre uger senere var i stand til at rejse tilbage til Sverige, havde hun altid nogle af sine nye venner ved sin side.

 Da en ældre forkynder, en enkemand i Wallaceburg i Ontario, Canada, havde brug for hjælp, optog nogle af hans trosfæller ham i deres familie, og viste dermed værdsættelse af den åndelige hjælp han tidligere havde ydet dem. Da de få år senere flyttede til Barry’s Bay, flyttede han med. Han boede hos dem og fik kærlig pleje gennem 19 år, frem til sin død i 1990.

Et ægtepar i New York som er Jehovas vidner, tog sig af en ældre mand der overværede møderne i deres rigssal. Det fortsatte de med i cirka 15 år, lige til han døde i 1986. Efter at han havde fået et slagtilfælde sørgede de for at købe ind, gøre rent, lave mad og vaske tøj for ham. De behandlede ham som havde han været deres fader.

Også andre former for behov vises opmærksomhed. Et ægtepar i De Forenede Stater havde solgt deres hus og var flyttet til Montana for at hjælpe en menighed dér. Med tiden opstod der imidlertid alvorlige helbredsproblemer, broderen blev fyret fra sit arbejde, og det kneb med økonomien. Hvordan skulle de klare sig? Broderen bad Jehova om hjælp. Lige da han var færdig med sin bøn, bankede en trosfælle på døren. De gik sammen ud for at få en kop kaffe. Da broderen kom hjem, fandt han køkkenbordet fuldt af købmandsvarer. Sammen med varerne lå en konvolut med nogle penge og en seddel hvorpå der stod: „Fra jeres brødre og  søstre, der elsker jer meget højt.“ Medlemmerne af deres menighed havde lagt mærke til at de havde et behov, og de havde alle været med til at dække det. Parret var dybt bevæget over dette udtryk for kærlighed og kunne ikke holde tårerne tilbage. De takkede Jehova, som ved sit eksempel ansporer sine tjenere til at vise kærlighed.

Det er kendt vidt og bredt at Jehovas vidner viser gavmildhed og omsorg når nogle iblandt dem er i nød, og bedragere har undertiden udnyttet dette. Jehovas vidner har derfor måttet lære at være forsigtige, uden dog at undertrykke deres ønske om at hjælpe de nødlidende.

Hjælp i krigstid

Mange steder i verden befinder folk sig i den yderste nød på grund af krig. Forskellige hjælpeorganisationer søger at komme dem til undsætning, men dette apparat arbejder ofte langsomt. Jehovas vidner mener ikke at det arbejde sådanne organisationer udfører, fritager dem for ansvaret over for deres kristne brødre i disse områder. Når de ved at deres brødre er i nød, ’lukker de ikke deres inderlige medfølelses dør for dem’, men gør straks alt hvad de kan for at hjælpe. — 1 Joh. 3:17, 18.

Under den anden verdenskrig var der mangel på de mest nødvendige ting i mange lande. De Jehovas vidner der boede på landet og stadig havde mad, delte imidlertid med mindre heldigt stillede brødre i byerne. I Holland var dette forbundet med stor risiko på grund af nazisternes strenge restriktioner. På en sådan fødevareekspedition ledede Gerrit Böhmermann en gruppe brødre på budcykler med lasten tildækket af presenninger. Pludselig kom de til et kontrolsted i byen Alkmaar. „Der var ikke andet at gøre end helt at forlade sig på Jehova,“ siger Gerrit. Uden at sætte farten ned råbte han højt til officeren: „Wo ist Amsterdam?“ (Hvor går vejen til Amsterdam?) Officeren trådte til side, pegede fremad og råbte: „Geradeaus!“ (Ligeud!) „Danke schön!“ (Tak!) svarede Gerrit, mens hele rækken af budcykler kørte igennem i fuld fart for øjnene af en måbende menneskemængde. Ved en anden lejlighed lykkedes det brødrene at få en hel bådladning kartofler frem til deres trosfæller i Amsterdam.

Selv i koncentrationslejrene viste Jehovas vidner denne indstilling. En 17-årig dreng der sad i en lejr i nærheden af Amersfoort i Holland blev så afmagret at han til sidst var skind og ben. Men han glemte aldrig at da fangerne ved en lejlighed var blevet tvunget til at eksercere i silende regn helt til midnat uden at få mad, lykkedes det en broder fra en anden del af lejren at finde ham og stikke et stykke brød i hånden på ham. Og en broder i koncentrationslejren Mauthausen i Østrig der i forbindelse med sit arbejde kom rundt i lejrens forskellige afdelinger, satte ofte livet på spil ved at tage mad med fra brødre der havde lagt det til side af deres sparsomme rationer, til andre brødre der havde det endnu hårdere.

 De Jehovas vidner der kom ud af fængsler og koncentrationslejre efter krigen, ejede intet andet end fangedragten. Også mange af dem der ikke havde været i fængsel, havde mistet alt hvad de ejede. I store dele af Europa var der mangel på mad, tøj og brændsel. Jehovas vidner i disse lande arrangerede hurtigt menighedsmøder og begyndte at hjælpe andre åndeligt ved at fortælle dem den gode nyhed om Guds rige. Selv havde de brug for hjælp på andre områder. Mange af dem var så svækkede af sult at de ofte besvimede under møderne.

Det var en situation som Jehovas Vidner aldrig før havde været ude for i stor målestok. Men i samme måned som krigen officielt sluttede i Stillehavsområdet, holdt de et særligt stævne i Cleveland i Ohio hvor de drøftede hvordan de kunne hjælpe deres kristne brødre i de krigshærgede lande, og hvordan arbejdet skulle tilrettelægges. F. W. Franz holdt et opmuntrende foredrag med titlen „Hans uudsigelige Gave“, hvori han fremholdt den bibelske vejledning der var behov for på det tidspunkt. b

Nogle få uger senere, så snart det blev tilladt at rejse i området, drog Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr, og M. G. Henschel til Europa for med egne øjne at se hvordan forholdene var. Allerede før de tog af sted var hjælpearbejdet ved at blive sat i gang.

Den første nødhjælp blev sendt fra Schweiz og Sverige. Mere fulgte fra Canada, De Forenede Stater og andre lande. Selv om der på det tidspunkt kun var 85.000 Jehovas vidner i de lande der var i stand til at yde hjælp, påtog de sig at sende tøj og mad til deres trosfæller i Belgien, Bulgarien, Danmark, England, Filippinerne, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Norge, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Det var ikke noget der kunne klares i en håndevending. Forsendelserne af nødhjælp fortsatte i to og et halvt år. Mellem januar 1946 og august 1948 sendte brødrene 479.114 kilo tøj, 124.110 par sko og 326.081 kilo madvarer som gaver til deres trosfæller. Intet af det der blev samlet ind, blev brugt til dækning af administrationsudgifter. Sorteringen og pakningen blev udført af ulønnede frivillige. Alle de penge der kom ind, nåede frem til dem der havde behov for hjælp.

Det er naturligvis ikke kun i 1940’erne at det har været nødvendigt at hjælpe flygtninge og andre der lider nød på grund af krige. Der er blevet udkæmpet i hundredvis af krige siden 1945. Og Jehovas vidner har fortsat vist den samme kærlige omsorg. De gjorde det under og efter Biafra-krigen i Nigeria, fra 1967 til 1970. Og de gjorde det i Moçambique i 1980’erne.

 I Liberia indtraf der hungersnød som følge af den krig der brød ud i 1989. Mange måtte flygte, og efterhånden samlede der sig i hundredvis af flygtninge på Vagttårnets kontor i Monrovia. Kontorets beholdning af mad og brøndvand blev delt med naboerne, også dem der ikke var Jehovas vidner. Så snart omstændighederne tillod det kom der hjælpeforsyninger fra Jehovas vidner i Sierra Leone og Elfenbenskysten i Vestafrika, fra Holland og Italien i Europa, og fra De Forenede Stater.

I 1990, da dele af Beirut i Libanon lignede et jordskælvsområde på grund af krigen, organiserede ældste blandt Jehovas vidner en nødhjælpskomité der skulle sørge for at brødrene fik den nødvendige hjælp. Det var helt unødvendigt at bede om frivillige; hver eneste dag meldte mange sig for at hjælpe.

I 1990, midt i en periode med store politiske og økonomiske omvæltninger i Europa, sendte Jehovas vidner i Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østrig over 70 tons fødevarer til deres kristne brødre i Rumænien.

Dette blev fulgt op af flere hjælpeekspeditioner til Østeuropa. Det Styrende Råd bad Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Danmark om at sørge for hjælp til nødlidende Jehovas vidner i Ukraine. Menighederne blev underrettet og var ivrige efter at bidrage. Den 18. december 1991 ankom fem lastbiler og to varebiler kørt af frivillige brødre, til Lviv med 22 tons fødevarer — et udtryk for kærlig omsorg for deres kristne brødre. I 1992 kom der også nødhjælp fra Jehovas vidner i Østrig — over 100 tons mad og tøj. Flere forsyninger blev sendt fra Jehovas vidner i Holland — først 26 tons mad, derefter en kortege på 11 lastbiler med tøj, og derpå mere mad for at dække det vedvarende behov. De der modtog disse gaver takkede Gud og bad ham om hjælp til at anvende dem på en forstandig måde. De bad en fælles bøn før de læssede varerne af lastbilerne og igen da de var færdige. Andre store forsyninger af nødhjælp blev sendt fra Jehovas vidner i Sverige, Finland, Schweiz og Italien. Mens alt dette foregik blev der behov for hjælp i republikkerne i det tidligere Jugoslavien på grund af voldsomme uroligheder, og så sendte man mad, tøj og medicin dertil. Desuden åbnede Jehovas vidner i byerne i disse republikker deres hjem for dem der ikke længere havde noget sted at bo.

Nogle af dem der er i stor nød befinder sig i isolerede områder, og kun få har kendskab til situationen. Det var tilfældet med 35 familier af Jehovas vidner i Guatemala. Deres landsbyer var blevet  invaderet af stridende grupper. I 1989, da de omsider kunne vende tilbage, havde de brug for hjælp til at genopbygge deres huse. Som et supplement til den hjælp myndighederne ydede dem der vendte tilbage til deres hjembyer, nedsatte Vagttårnsselskabets afdelingskontor en nødhjælpskomité for at hjælpe disse familier, og cirka 500 brødre fra 50 menigheder meldte sig frivilligt til at give en hånd med ved genopbygningen.

Mennesker kan også komme i stor nød på grund af andre forhold som de ikke selv er herre over. Der indtræffer hyppigt jordskælv, orkaner og oversvømmelser. Det siges at verden gennemsnitlig rammes af over 25 større naturkatastrofer om året.

Når naturkræfterne raser

Når der indtræffer naturkatastrofer som berører Jehovas vidner, bliver der straks taget skridt til at yde dem den nødvendige hjælp. De lokale ældste har lært at de i sådanne situationer skal gøre alt hvad der står i deres magt for at komme i kontakt med hver enkelt i menigheden. Det af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer der fører tilsyn med Rigets arbejde i det pågældende område, undersøger straks situationen, og rapporterer derefter til hovedkontoret. Hvis der er behov for mere hjælp end man er i stand til at yde lokalt, træffes der omhyggeligt koordinerede foranstaltninger, somme tider endda i international målestok. Hensigten er ikke at hæve de berørtes levestandard, men at hjælpe dem til at få de livsfornødenheder som de tidligere har været vant til.

At en naturkatastrofe omtales i fjernsynet er nok til at få mange Jehovas vidner til at ringe til de ansvarlige ældste i området og tilbyde praktisk hjælp, penge eller materialer. Andre sender penge til afdelingskontoret eller hovedkontoret og beder om at de anvendes til nødhjælp. De ved at der er brug for hjælp, og de vil gerne bidrage. Når der opstår større behov hænder det at Vagttårnsselskabet underretter brødrene i et begrænset område, sådan at de kan yde hjælp. Der nedsættes så en nødhjælpskomité som koordinerer hjælpen i katastrofeområdet.

Da størstedelen af Managua i Nicaragua blev lagt i ruiner af et kraftigt jordskælv i december 1972, gik der kun nogle få timer før tilsynsmænd fra Jehovas Vidners menigheder i området samledes for at koordinere hjælpearbejdet. Det blev straks undersøgt hvordan det stod til med hvert enkelt Jehovas vidne i byen. Samme dag begyndte nødhjælpen at  strømme ind fra de nærliggende menigheder, og derefter fra Costa Rica, Honduras og El Salvador. I udkanten af Managua blev der oprettet 14 centre hvorfra nødhjælpen blev fordelt. Penge og forsyninger fra Jehovas vidner i mange dele af verden blev sendt til Nicaragua via Vagttårnsselskabets internationale hovedkontor. Mad og andre ting (deriblandt stearinlys, tændstikker og sæbe) blev fordelt efter de enkelte familiers størrelse, og hver familie fik nok til syv dage. Da hjælpearbejdet var på sit højeste, blev der skaffet mad til cirka 5000 — Jehovas vidner og deres familier og de slægtninge de boede hos. Hjælpearbejdet fortsatte i ti måneder. Da repræsentanter for myndighederne og Røde Kors så hvad der foregik, stillede de også mad, telte og andre ting til rådighed.

I 1986, da 10.000 måtte evakueres fra den japanske ø Izu-Oshima på grund af vulkanudbrud, blev flygtningebådene mødt af Jehovas vidner der ledte efter deres åndelige brødre. En af de evakuerede sagde: „Da vi forlod Oshima vidste vi ikke hvad der skulle blive af os.“ Det var gået så hurtigt med at komme af sted. „Men da vi gik fra borde fik vi øje på et skilt hvor der stod ’Jehovas Vidner’. . . . Min kone næsten græd af lettelse over at vore brødre var kommet for at møde os dér på anløbspladsen.“ Efter at have set hvordan der blev sørget for de evakuerede Jehovas vidner, ikke blot ved ankomsten men også i tiden derefter, sagde selv mennesker der tidligere ikke ville have noget med dem at gøre: „I gjorde ret i at holde fast ved den tro.“

 Jehovas vidner gør alt hvad de kan for at skaffe hjælp til et katastrofeområde så hurtigt som muligt. Da Peru i 1970 blev ramt af et af de værste jordskælv i landets historie, blev der straks sendt penge til nødhjælp fra hovedkontoret i New York, og 15 tons tøj fulgte. Men allerede før denne forsendelse nåede frem, var Jehovas vidner kørt ind i det område hvor byer og landsbyer var blevet lagt øde. De kom i en karavane af biler med nødforsyninger, blot få timer efter at vejene var blevet åbnet. I dagene og ugerne der fulgte fortsatte de med at yde den nødvendige bistand, både materielt og åndeligt, til de forskellige grupper højt oppe i Andesbjergene. Og da dele af Italien om aftenen den 23. november 1980 blev rystet af et kraftigt jordskælv, ankom den første vognladning forsyninger fra Jehovas vidner til kriseområdet allerede dagen efter. De oprettede straks deres eget køkken, hvor søstrene hver dag lavede mad der blev delt ud. På en af de caraibiske øer bemærkede en der iagttog et hjælpearbejde dér: „Jehovas Vidner arbejdede hurtigere end regeringen.“ Det er måske tilfældet nu og da, men Jehovas vidner værdsætter i høj grad det myndighederne gør for at hjælpe dem til at nå frem til et katastrofeområde så hurtigt som muligt.

Da der i en periode i 1990 var hungersnød i Angola, blev det kendt at Jehovas vidner i landet manglede mad og tøj. Det kunne imidlertid vise sig vanskeligt at finde frem til dem, for Jehovas Vidner havde i mange år været forbudt i det pågældende land. Deres kristne brødre i Sydafrika læssede ikke desto mindre 25 tons nødforsyninger på en lastbil. På vejen besøgte de Angolas konsulat og fik tilladelse til at krydse grænsen. For at nå frem til brødrene måtte de passere 30 militære vejspærringer, og et sted hvor en bro var blevet sprængt i luften, måtte de bruge en interimistisk bro for at komme over en oversvømmet flod. På trods af alt dette nåede alle forsyningerne frem.

Når der indtræffer katastrofer nøjes man ikke med at sende nødhjælp til området. Da en forstad til Mexico City i 1984 blev ødelagt af eksplosioner og brand, ankom Jehovas vidner hurtigt for at yde hjælp. Men man var ikke klar over hvor forkynderne i området befandt sig, så de ældste organiserede en systematisk eftersøgning for at finde hver enkelt. Nogle var taget andre steder hen. De ældste gav ikke op før de havde fundet dem alle. Der blev ydet hjælp efter behov. En søster som havde mistet sin mand og en søn fik hjælp til at ordne begravelsen, og derefter blev hun og hendes øvrige børn hjulpet både materielt og åndeligt.

I mange tilfælde er der behov for langt mere end medicin, nogle få måltider og lidt tøj. Under en storm på Guadeloupe i 1989 fik 117 Jehovas vidner deres hjem ødelagt, og yderligere 300 fik deres hjem stærkt beskadiget. Jehovas vidner på Martinique kom dem hurtigt til hjælp, og fra  Frankrig blev der sendt over 100 tons byggematerialer som gave. Da en søster på Sankt Croix fortalte sine arbejdskammerater at hendes trosfæller ville komme fra Puerto Rico for at hjælpe hende fordi hun havde mistet sit hjem, sagde de: „De hjælper ikke dig. Du er sort og ikke spansk sådan som dem.“ Hendes arbejdskammerater var målløse da hun inden længe havde et helt nyt hus! Efter et jordskælv i Costa Rica i 1991 samarbejdede lokale Jehovas vidner og frivillige fra andre lande om at hjælpe deres nødstedte trosfæller i katastrofeområdet. Uden at kræve noget til gengæld genopbyggede de 31 huse og fem rigssale, og andre blev repareret. Iagttagere sagde: ’Andre grupper taler om kærlighed; I viser kærlighed.’

Udenforstående er ofte blevet forundrede over den effektive måde Jehovas vidner udfører deres hjælpearbejde på. I Californien brast en dæmning ved floden Yuba i 1986, og titusinder af mennesker måtte forlade deres hjem. Kristne ældste i området satte sig i forbindelse med hovedkontoret i New York, og der blev nedsat en nødhjælpskomité. Så snart vandet begyndte at trække sig tilbage, stod i hundredvis af frivillige klar til at hjælpe. Før de verdslige hjælpeorganisationer var kommet i gang, var flere af Jehovas vidners huse allerede ved at blive repareret. Hvordan kunne de gå i gang så hurtigt?

En vigtig faktor var at Jehovas vidner var villige til at komme med det samme og uden at få løn for det, og at de desuden skænkede de nødvendige materialer som en gave. En anden faktor var at de havde erfaring i at organisere og samarbejde, fordi de regelmæssigt holder stævner og bygger nye rigssale. En tredje vigtig faktor var at de havde tænkt  meget over hvad der ligger i Bibelens ord: „Hav inderlig kærlighed til hinanden.“ — 1 Pet. 4:8.

De bidrag der ydes i sådanne situationer, kommer i mange tilfælde fra nogle der ikke selv ejer ret meget. Som der ofte står i brevene der følger med: ’Det er kun et lille bidrag, men vi føler med vore kære søstre og brødre.’ ’Jeg ville ønske at beløbet var større. Det Jehova har ladet mig få, vil jeg gerne dele med andre.’ Ligesom de kristne i Makedonien i det første århundrede beder de indtrængende om det privilegium at være med til at yde hjælp til dem der er i nød. (2 Kor. 8:1-4) Da over 200.000 koreanere i 1984 blev hjemløse på grund af en oversvømmelse, viste Jehovas vidner i Republikken Korea så stor gavmildhed at afdelingskontoret blev nødt til at give besked om at der ikke var behov for yderligere hjælp.

Udenforstående kan let se at Jehovas vidner ikke bare er motiveret af ansvarsfølelse eller almindelig medmenneskelighed. De nærer virkelig kærlighed til deres kristne brødre og søstre.

Foruden at dække de fysiske behov hos deres brødre i katastrofeområder, er Jehovas vidner også opmærksomme på deres åndelige behov. De sørger for at menighedens møder kan komme i gang igen så hurtigt som muligt. I 1986 krævede dette at der i udkanten af byen Kalamata i Grækenland blev rejst et stort telt der kunne bruges som rigssal, og mindre telte forskellige andre steder hvori der kunne holdes menighedsbogstudier. I 1985, efter den altødelæggende mudderbølge i Armero i Colombia, brugte man ligeledes de midler der var tilovers efter at de overlevendes fysiske behov var dækket, til at bygge nye rigssale til tre menigheder i området.

Og selv under genopbygningsarbejde af den art fortsætter Jehovas vidner med at trøste andre ved hjælp af Guds ord, som giver dem tilfredsstillende svar på deres spørgsmål om hvad meningen er med livet, hvorfor vi rammes af katastrofer og død, og hvilket håb vi kan have for fremtiden.

Formålet med den nødhjælp Jehovas vidner yder er ikke at dække de fysiske behov hos alle og enhver i katastrofeområdet. I overensstemmelse  med ordene i Galaterbrevet 6:10 ønsker de først og fremmest at hjælpe ’dem der er beslægtede med dem i troen’. De vil dog med glæde hjælpe andre i det omfang de er i stand til det. Det gjorde de for eksempel da de skaffede mad til ofre for et jordskælv i Italien. Når de har ydet hjælp efter oversvømmelser og orkaner i De Forenede Stater, har de også rengjort og repareret huse for deres trosfællers nødstedte naboer. Når de bliver spurgt om hvorfor de hjælper fremmede mennesker, svarer de blot at de elsker deres næste. (Matt. 22:39) Efter at en orkan i 1992 havde hærget det sydlige Florida, blev Jehovas Vidners velorganiserede hjælpearbejde så kendt at nogle firmaer og enkeltpersoner som ønskede at skænke store bidrag i form af nødhjælp, gav den til Jehovas Vidner. De var klar over at deres gave så ikke ville blive opmagasineret eller solgt med fortjeneste, men brugt til gavn for de nødlidende, Jehovas vidner såvel som andre. Under en katastrofe i Davao del Norte på Filippinerne blev Jehovas vidners villighed til at hjælpe anderledestroende påskønnet af myndighederne i en sådan grad at de vedtog en erklæring om det.

Men ikke alle sætter pris på de sande kristne. De bliver ofte udsat for voldsom forfølgelse. Også i sådanne situationer ydes der kærlig støtte til kristne der lider ondt.

Under hård forfølgelse

Apostelen Paulus sammenlignede den kristne menighed med menneskelegemet og sagde: „Lemmerne har den samme omsorg for hinanden. Og hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ (1 Kor. 12:25, 26) Det er sådan Jehovas vidner reagerer når de hører at deres kristne brødre bliver forfulgt.

I nazitidens Tyskland fór myndighederne hårdt frem mod Jehovas vidner. Der var på det tidspunkt kun omkring 20.000 forkyndere i Tyskland, en forholdsvis lille gruppe som Hitler afskyede. Der var behov for forenet handling. Den 7. oktober 1934 mødtes hver eneste menighed af Jehovas Vidner i hele Tyskland i al hemmelighed, bad sammen og sendte et brev til regeringen hvori de gav udtryk for deres faste beslutning om fortsat at tjene Jehova. Derefter gik mange af dem frygtløst ud for at fortælle deres naboer om Jehovas navn og rige. Samme dag mødtes Jehovas vidner i resten af verden også i deres menigheder, og efter en fælles bøn sendte de telegrammer til Hitlers regering hvori de gav udtryk for at de støttede deres kristne brødre.

I 1948, efter at det var blevet afsløret at Jehovas vidner i Grækenland havde været udsat for forfølgelse anstiftet af præsteskabet, modtog den græske præsident og en række ministre i regeringen tusinder af breve fra Jehovas vidner. De kom fra Filippinerne, Australien, Nord- og Sydamerika og andre steder.

 Da bladet Vågn op! i 1961 afslørede at Jehovas vidner i Spanien var blevet udsat for torturmetoder der ledte tanken hen på inkvisitionen, blev de spanske myndigheder oversvømmet af protestbreve. Myndighederne var rystede da det gik op for dem at folk rundt omkring i verden vidste nøjagtig hvad der foregik, og som følge af det begyndte enkelte politifolk at optræde mere behersket over for Jehovas vidner, selv om forfølgelsen fortsatte. Også myndighederne i flere afrikanske lande har fået breve fra Jehovas vidner mange steder i verden som havde hørt at deres kristne brødre og søstre blev grusomt behandlet.

Hvis myndighederne ignorerer protesterne betyder det ikke at de forfulgte Jehovas vidner bliver glemt. I enkelte lande er myndighederne gentagne gange blevet oversvømmet af appel- og protestskrivelser fordi religionsforfølgelsen er fortsat gennem mange år. Det gjaldt for eksempel i Argentina. Engang i 1959 tog en sekretær i udenrigs- og kirkeministeriet en af vore brødre med ind i et lokale hvor der stod flere bogreoler fyldt med breve fra hele verden. Sekretæren var forbløffet over at nogen så langt borte som på Fiji ville skrive og anmode om trosfrihed i Argentina.

I nogle tilfælde har Jehovas vidner fået større frihed når herskerne er blevet klar over at folk i hele verden vidste hvad de foretog sig og at mange interesserede sig for det. Sådan gik det i Liberia i 1963. Efter at deltagerne i et stævne i Gbarnga var blevet oprørende behandlet af regeringssoldater, var Liberias præsident ved at drukne i protestbreve fra hele verden, og USA’s udenrigsministerium greb ind fordi en amerikansk borger var involveret. Til sidst sendte præsident Tubman et telegram til Vagttårnsselskabets hovedkontor hvori han skrev at han var villig til at modtage en delegation af Jehovas vidner for at drøfte sagen. To af delegationens medlemmer — Milton Henschel og John Charuk — havde selv deltaget i stævnet i Gbarnga. Præsident Tubman erkendte at det der havde fundet sted var „en skændsel“ og sagde: „Jeg beklager det der er sket.“

Efter denne samtale udsendte myndighederne en erklæring til „alle indbyggere i hele landet“. Heri stod der blandt andet: „Jehovas vidner skal have fri adgang til alle områder i landet for at udføre deres missionsarbejde og udøve deres gudsdyrkelse uden at blive forulempet af nogen. Både de og deres ejendom skal have lovens beskyttelse, og de skal have ret til frit at tilbede Gud i overensstemmelse med deres samvittighed, samtidig med at de adlyder republikkens love ved som udtryk for respekt for flaget at stå op når det hejses eller sænkes under ceremonier.“ Men det  blev ikke forlangt at de hilste flaget, hvilket ville have krænket deres kristne samvittighed.

Frem til 1992 var der endnu ikke blevet udsendt en sådan officiel erklæring i Malawi, skønt den voldelige forfølgelse af Jehovas vidner var stilnet meget af. Forkynderne i Malawi er blevet udsat for noget nær den værste religionsforfølgelse i hele Afrikas historie. Én bølge af forfølgelse skyllede hen over landet i 1967; en anden begyndte i 1970’erne. Fra alle dele af verden blev der skrevet titusinder af breve om at mishandlingen af Jehovas vidner måtte ophøre. Der blev telefoneret. Der blev sendt telegrammer. Mange fremtrædende mennesker i verden talte Jehovas vidners sag af humanitære årsager.

Brutaliteten var så ekstrem at cirka 19.000 Jehovas vidner og deres børn i 1972 flygtede over grænsen til Zambia. De nærliggende menigheder i Zambia samlede hurtigt mad og tæpper ind til deres brødre. Penge og fødevarer fra Jehovas vidner i hele verden strømmede til Vagttårnets afdelingskontorer og blev fordelt mellem flygtningene efter anvisninger fra hovedkontoret i New York. Der kom mere end nok til at man kunne sørge for flygtningene i lejren i Sinda Misale. Da det rygtedes i lejren at der var kommet lastbiler med mad, tøj og presenninger, kunne de malawiske brødre ikke holde tårerne tilbage i deres glæde over dette vidnesbyrd om deres kristne brødres kærlighed.

Når nogle blandt Jehovas vidner kastes i fængsler eller fangelejre svigter deres trosfæller dem ikke, end ikke når det indebærer en personlig risiko at opretholde kontakten. Da Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Argentina og en gruppe forkyndere blev tilbageholdt i 45 timer, kom fire andre forkyndere med mad og tøj til dem, hvilket resulterede i at også de blev fængslet. I 1989 hørte en kredstilsynsmands hustru i Burundi at nogle af hendes kristne brødre sad i fængsel under vanskelige forhold. Hun tog derhen med noget mad til dem — men blev selv arresteret og holdt som gidsel i to uger fordi politiet ville have fat i hendes mand.

Foruden alt det vi her har nævnt som Jehovas vidner gør for deres kristne brødre, ansporer kærligheden til brødrene dem til at bede til Gud for dem. De beder ikke Gud om straks at bringe krige og hungersnød til ophør, for Jesus Kristus forudsagde at sådanne forhold ville kendetegne vor tid. (Matt. 24:7) De beder heller ikke Gud om at forhindre al forfølgelse, for det fremgår klart af Bibelen at sande kristne vil blive forfulgt. (Joh. 15:20; 2 Tim. 3:12) Men de beder inderligt om at deres kristne brødre og søstre må blive styrket til at stå fast i troen uanset hvilke vanskeligheder de kommer ud for. (Jævnfør Kolossenserbrevet 4:12.) Jehovas vidners åndelige styrke i sådanne situationer viser at disse bønner er blevet besvaret.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 305]

Når der opstår særlige behov, overlades hjælpen ikke til tilfældighederne

[Tekstcitat på side 307]

Hjælp som er en følge af kærlig, personlig omsorg

[Tekstcitat på side 308]

Et stort behov for nødhjælp dækkes

[Tekstcitat på side 312]

Katastrofeområdet blev undersøgt systematisk for at alle Jehovas vidner kunne blive fundet

[Tekstcitat på side 315]

De gør også godt mod anderledestroende

[Tekstcitat på side 317]

Glædestårer på grund af den kærlighed deres kristne brødre viste

[Ramme på side 309]

„I elsker virkelig hinanden“

I det krigshærgede Libanon genopbyggede frivillige Jehovas vidner en kristen søsters ødelagte hus. Da naboerne så det, spurgte de: „Hvad kommer denne kærlighed af? Hvad er I for mennesker?“ Og en muslimsk kvinde som så til mens et Jehovas vidnes hjem blev gjort rent og repareret, sagde: „I elsker virkelig hinanden. I har den sande religion.“

[Ramme på side 316]

Sande brødre og søstre

En amerikansk avis skrev om cubanske Jehovas vidner der opholdt sig i flygtningelejren Fort Chaffee i Arkansas: „De var de allerførste der blev genhuset, for deres amerikanske ’brødre og søstre’ — andre Jehovas vidner — opsporede dem. . . . Når Vidnerne kalder deres åndelige modstykker i andre lande ’brødre og søstre’ mener de det virkelig.“ — „Arkansas Gazette“, 19. april 1981.

[Illustrationer på side 306]

Efter den anden verdenskrig sendte de mad og tøj til trosfæller i 18 lande

De Forenede Stater

Schweiz

[Illustration på side 310]

I 1990 fik Jehovas vidner i Rumænien hjælp af deres trosfæller i nabolandene

[Illustrationer på side 311]

Nogle Jehovas vidner som overlevede et jordskælv i Peru byggede deres egen flygtningeby og hjalp hinanden

Hjælpeforsyninger fra andre Jehovas vidner (nedenfor) var blandt de første der kom frem til området

[Illustrationer på side 313]

Nødhjælpen omfatter ofte materialer og frivillige der kan hjælpe deres trosfæller med at genopbygge deres huse

Guatemala

Panama

Mexico

[Illustration på side 314]

Jehovas Vidners nødhjælp omfatter åndelig hjælp. I Grækenland blev der, både i og uden for byen Kalamata, hurtigt rejst telte hvori møderne kunne holdes