Kapitel 32

„På dette skal alle kende at I er mine disciple“

DET var den 14. nisan år 33, den sidste aften i Jesu jordiske liv. Han vidste at han snart skulle dø, men han tænkte ikke på sig selv. I stedet benyttede han denne lejlighed til at opmuntre sine disciple.

Jesus vidste at de ikke ville få det let når han var borte. De ville blive „genstand for alle nationernes had“ på grund af Jesu navn. (Matt. 24:9) Satan ville prøve at splitte og vildlede dem. (Luk. 22:31) Som følge af frafald ville der fremstå falske kristne. (Matt. 13:24-30, 36-43) Og ’på grund af den tiltagende lovløshed ville kærligheden blive kold hos de fleste’. (Matt. 24:12) I betragtning af alt dette, hvad kunne da knytte Jesu sande disciple sammen? Først og fremmest ville deres kærlighed til Jehova tjene som et forenende bånd mellem dem. (Matt. 22:37, 38) Men de måtte også vise hinanden kærlighed, og dét på en måde der adskilte dem fra resten af verden. (Kol. 3:14; 1 Joh. 4:20) Hvilken form for kærlighed skulle ifølge Jesu ord klart og tydeligt vise hvem der var hans sande disciple?

Denne sidste aften sagde Jesus til dem: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Den aften talte Jesus om kærlighed mere end 20 gange, og tre gange nævnte han budet om at de skulle „elske hinanden“. (Joh. 15:12, 17) Jesus tænkte tydeligvis ikke blot på de elleve trofaste apostle der var sammen med ham den aften, men også på alle andre der med tiden ville tage imod den sande kristendom. (Jævnfør Johannes 17:20, 21.) Budet om indbyrdes kærlighed ville være bindende for sande kristne „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. — Matt. 28:20.

Men mente Jesus at enhver der et eller andet sted i verden viste venlighed og kærlighed mod sin næste, dermed kunne betegnes som en af hans sande disciple?

’Hav kærlighed til hinanden’

Samme aften havde Jesus også meget at sige om enhed. „Forbliv i samhørighed med mig,“ sagde han til sine disciple. (Joh. 15:4) Han bad om at  hans disciple ’alle måtte være ét’, og tilføjede, „ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os“. (Joh. 17:21) Det var i denne sammenhæng han befalede: ’Hav kærlighed til hinanden.’ (Joh. 13:35) Deres kærlighed skulle altså ikke blot komme til udtryk over for nogle få nære venner eller inden for en enkelt menighed. Senere gentog apostelen Peter Jesu befaling idet han skrev: „Elsk hele brodersamfundet.“ (1 Pet. 2:17; jævnfør Første Petersbrev 5:9.) De skulle således være et fast sammentømret, verdensomspændende brodersamfund. De kristne skulle vise en særlig kærlighed til alle inden for den globale familie af troende fordi de ville blive betragtet som brødre og søstre.

Hvordan ville denne kærlighed komme til udtryk? Hvad ville være så særegent, så anderledes, ved deres indbyrdes kærlighed at den for andre ville være et tydeligt vidnesbyrd om sand kristendom?

„Ligesom jeg har elsket jer“

„Du skal elske din næste som dig selv,“ lød Guds lov til Israel mere end 1500 år før Jesus kom til jorden. (3 Mos. 19:18) Men det var ikke næstekærligheden som sådan der skulle kendetegne Jesu disciple. Jesus tænkte på en kærlighed der ville række langt videre end til det at elske andre som sig selv.

Budet om indbyrdes kærlighed var, som Jesus sagde, „et nyt bud“. Nyt, ikke fordi det var nyere end Moseloven, men nyt i den forstand at denne kærlighed strakte sig langt videre. Elsk hinanden „ligesom jeg har elsket jer“, forklarede Jesus. (Joh. 13:34) Hans kærlighed til disciplene var stærk og uforanderlig. Det var en selvopofrende kærlighed. Han viste den ikke blot ved at gøre nogle få gode gerninger for dem. Han gav dem åndelig føde, og når det var nødvendigt dækkede han også deres fysiske behov. (Matt. 15:32-38; Mark. 6:30-34) Men det største bevis på hans kærlighed var at han gav sit liv for dem. — Joh. 15:13.

Det er en sådan enestående kærlighed ’det nye bud’ kræver, den kærlighed Jesu sande disciple skulle have til hinanden. (1 Joh. 3:16) Hvem i dag viser tydeligt at de adlyder ’det nye bud’? De vidnesbyrd der tidligere er fremlagt i denne bog, peger utvetydigt på ét verdensomspændende samfund af kristne.

De kendes ikke på en særlig klædning eller på usædvanlige skikke, men på den stærke og varme hengivenhed de nærer for hinanden. De er kendt for at eje en kærlighed der forener mennesker trods raceforskelle og landegrænser. De er kendt for at nægte at kæmpe mod hinanden selv når de lande de bor i, går i krig. Det har gjort et dybt indtryk på andre at se hvordan de hjælper hinanden i modgangstider, som for eksempel under naturkatastrofer eller når medlemmer af deres brodersamfund forfølges fordi de  bevarer deres uangribelighed over for Gud. De er rede til at udholde trængsler eller udsætte sig for fare for at hjælpe deres brødre og søstre som Kristus gav sit liv for. Ja, de er endda villige til at dø for hinanden. Den kærlighed de viser er enestående i en verden der bliver mere og mere selvisk. De er Jehovas Vidner. a

Et eksempel på denne kærlighed i virksomhed sås i det der skete da orkanen Andrew ramte Floridas kyst i de tidlige morgentimer mandag den 24. august 1992. Den efterlod cirka 250.000 mennesker hjemløse. Blandt ofrene var der tusinder af Jehovas vidner. Jehovas Vidners Styrende Råd reagerede med det samme ved at nedsætte en nødhjælpskomité og sørge for at der blev stillet midler til rådighed til nødhjælp. Kristne tilsynsmænd i det ramte område kontaktede hurtigt de enkelte Jehovas vidner for at finde ud af hvad de havde brug for og hvordan de kunne hjælpes. Allerede mandag formiddag, samme dag som orkanen havde ramt, sendte Jehovas vidner i South Carolina, hundreder af kilometer borte, en lastbil til ulykkesområdet læsset med elgeneratorer, kædesave og drikkevand. Om tirsdagen ankom der, sammen med flere nødhjælpsforsyninger, i hundredvis af frivillige fra andre byer for at hjælpe de lokale brødre med at reparere deres rigssale og private hjem. Denne indsats fik en kvinde der ikke var et Jehovas vidne men som boede i nærheden af en rigssal, til at sige: „Dette må være den kristne kærlighed Bibelen taler om.“

Ville en sådan kærlighed kølnes efter et par enkelte velgerninger? Ville den kun være rettet mod mennesker af samme race eller nationalitet? Bestemt ikke! Som følge af ustabile politiske og økonomiske forhold mistede over 1200 Jehovas vidner i Zaire i 1992 deres hjem og alle deres ejendele. Andre Jehovas vidner i Zaire kom dem hurtigt til hjælp. Skønt de selv var hårdt trængt, delte de også med flygtninge der kom til Zaire fra Sudan. Fra Sydafrika og Frankrig kom der inden længe nødhjælp som omfattede majsmel, saltet fisk og medicin — ting de havde et stort behov for. Der blev ydet hjælp igen og igen, alt efter som omstændighederne krævede det. Og mens dette stod på, blev der ydet en lignende hjælp i mange andre lande.

Men at Jehovas vidner har denne kærlighed gør dem ikke selvtilfredse. De forstår at de som Jesu Kristi disciple til stadighed må holde sig vågne.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 710]

Hvilken form for kærlighed skulle ifølge Jesu ord vise hvem der var hans sande disciple?

[Tekstcitat på side 711]

De skulle være et fast sammentømret, verdensomspændende brodersamfund

[Ramme på side 712]

„Vidnerne tager sig af deres egne — og andre“

Under denne overskrift berettede „The Miami Herald“ om den nødhjælp Jehovas vidner ydede efter de ødelæggelser orkanen Andrew i august 1992 forårsagede i den sydlige del af Florida. I artiklen stod der: „Der er ikke nogen i Homestead der smækker dørene for Jehovas vidner i denne uge — ikke engang hvis de har en dør tilbage der kan smække. Cirka 3000 frivillige Jehovas vidner fra alle dele af landet er samlet ved katastrofeområdet for først at hjælpe deres egne og derefter andre. Cirka 150 tons fødevarer og andre forsyninger er blevet udleveret gennem et fordelingscenter i stævnehallen i den vestlige del af Broward amt til to rigssale i Homesteadområdet. Fra rigssalene udsendes der hver morgen forskellige hold som reparerer deres brødres ødelagte hjem. . . . Et feltkøkken producerer tre måltider om dagen til op mod 1500 personer. Og det er ikke bare hot dogs og kager. De frivillige får serveret hjemmebagt brød, hjemmelavet lasagne, råkostsalat, stuvninger, pandekager og parisertoast — alt tilberedt af fødevarer der er skænket som gave.“ — 31. august 1992, side 15A.