Kapitel 31

Udvalgt og ledet af Gud

„DET er ganske logisk at der kun er én sand tro. Det stemmer med den kendsgerning at den sande Gud ikke er ’uordenens men fredens Gud’. (1 Korinther 14:33) Bibelen siger direkte at der kun er ’én tro’. (Efeserne 4:5) Hvem udgør da i dag det samfund der har denne ene tro? Vi tøver ikke med at sige at det er Jehovas Vidner,“ hedder det i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. a

’Hvordan kan I være så sikre på at I har den sande tro?’ vil nogle måske spørge. ’I har ikke overnaturlige vidnesbyrd — som for eksempel mirakuløse gaver. Og har I ikke i årenes løb måttet ændre jeres opfattelser og lærepunkter? Hvordan kan I da være så sikre på at I bliver ledet af Gud?’

Før vi besvarer disse spørgsmål vil det være nyttigt at se på hvordan Jehova udvalgte og ledede sit folk i fortiden.

Hvordan Gud udvalgte sit folk på Bibelens tid

I det 16. århundrede f.v.t. samlede Jehova israelitterne ved Sinaj Bjerg og indbød dem til at blive hans udvalgte folk. Men først oplyste han dem om at der var nogle specifikke krav som de måtte opfylde. Han sagde til dem: „Hvis I nøje vil adlyde min røst . . ., så skal I blive min særlige ejendom.“ (2 Mos. 19:5) Gennem Moses fremsatte Jehova tydeligt kravene, hvorefter folket svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ Jehova sluttede så en pagt med israelitterne og gav dem sin lov. — 2 Mos. 24:3-8, 12.

Udvalgt af Gud — hvilket ærefrygtindgydende privilegium! Men med dette privilegium fulgte et ansvar — israelitterne skulle nøje adlyde Guds lov. Hvis de ikke gjorde det, ville de blive forkastet som folk betragtet. For at indgyde dem en sund frygt så de ville adlyde ham, frembragte Jehova nogle bemærkelsesværdige, overnaturlige tegn — „der kom torden og lyn“ og „hele bjerget skælvede meget“. (2 Mos. 19:9, 16-18; 20:18, 20) I de næste cirka 1500 år indtog israelitterne en særstilling — de var Guds udvalgte folk.

I det første århundrede e.v.t. ændrede situationen sig imidlertid drastisk. Israelitterne mistede deres begunstigede stilling da de blev forkastet  af Jehova fordi de havde vraget hans søn. (Matt. 21:43; 23:37, 38; Apg. 4:24-28) Jehova frembragte derefter den kristne menighed, grundlagt på Kristus. På pinsedagen i år 33 udgød Jehova sin hellige ånd over Jesu disciple i Jerusalem og gjorde dem til „en udvalgt slægt, . . . en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. (1 Pet. 2:9; Apg. 2:1-4; Ef. 2:19, 20) De blev „Guds udvalgte“. — Kol. 3:12.

Jehova stillede også krav til medlemmerne af dette udvalgte folk — strenge moralske og åndelige krav der skulle opfyldes. (Gal. 5:19-24) De der rettede sig efter kravene fik mulighed for at blive udvalgt af ham. Når de først var blevet udvalgt af Gud, var det imidlertid absolut nødvendigt at de forblev lydige mod hans love. Kun de der ’adlød ham som deres hersker’ ville fortsat modtage hans hellige ånd. (Apg. 5:32) De der ikke adlød ham var i fare for at blive bortvist fra menigheden og miste deres arv i Guds rige. — 1 Kor. 5:11-13; 6:9, 10.

Men hvordan kunne andre med sikkerhed vide at Gud havde udvalgt den nye kristne menighed til at erstatte det gamle Israel som „Guds menighed“? (Apg. 20:28) Guds valg var ikke til at tage fejl af. Efter Jesu død skænkede han den kristne menighed mirakuløse gaver for at vise at dens medlemmer nu var Guds udvalgte. — Hebr. 2:3, 4.

Var det altid nødvendigt med overnaturlige tegn eller mirakler for at vise hvem der på Bibelens tid var udvalgt og ledet af Gud? Nej, slet ikke. Mirakuløse gerninger var ikke almindelige hændelser i bibelhistorien. De fleste af dem der levede på Bibelens tid oplevede aldrig et mirakel. Størstedelen af de mirakler Bibelen beretter om, fandt sted på Moses’ og Josuas tid (det 16. og 15. århundrede f.v.t.), på Elias’ og Elisas tid (det 10. og 9. århundrede f.v.t.) og på Jesu og hans apostles tid (det 1. århundrede e.v.t.). Andre trofaste personer der blev udvalgt af Gud i en særlig hensigt, som for eksempel Abraham og David, så eller oplevede demonstrationer af Guds magt, men intet tyder på at de selv udførte mirakler. (1 Mos. 18:14; 19:27-29; 21:1-3; jævnfør Anden Samuelsbog 6:21; Nehemias 9:7.) Bibelen forudsagde at det første århundredes mirakuløse gaver ville blive „afskaffet“. (1 Kor. 13:8) Og dette skete da den sidste af de tolv apostle og de der havde modtaget de mirakuløse gaver gennem dem, døde. — Jævnfør Apostelgerninger 8:14-20.

Hvordan udvælger Gud sit folk i dag?

Efter det første århundrede fik det forudsagte frafald frit løb. (Apg. 20:29, 30; 2 Thess. 2:7-12) I mange århundreder brændte den sande kristendoms lampe meget svagt. (Jævnfør Mattæus 5:14-16.) I en billedtale viste Jesus imidlertid at „hveden“ (de sande kristne) og „ukrudtet“ (de falske kristne) tydeligt ville kunne skelnes fra hinanden ved „afslutningen på tingenes ordning“. Hveden, ’de udvalgte’, ville blive samlet i én sand kristen menighed, som i det første århundrede. (Matt. 13:24-30, 36-43; 24:31)  Jesus kaldte også de salvede medlemmer af denne menighed for „den trofaste og kloge træl“ og sagde at de ville uddele åndelig mad i endens tid. (Matt. 24:3, 45-47) „En stor skare“ af sande tilbedere fra alle nationer ville slutte sig til denne trofaste træl. — Åb. 7:9, 10; jævnfør Mika 4:1-4.

Hvordan ville man kunne kende sande tilbedere der levede i endens tid? Ville de altid have den rette forståelse? Ville deres bedømmelse være ufejlbarlig? Nej. Selv Jesu apostle måtte nu og da retledes. (Luk. 22:24-27; Gal. 2:11-14) Ligesom apostlene må Jesu sande disciple i vor tid være ydmyge, villige til at tage imod tugt og, når det viser sig nødvendigt, til at ændre opfattelse for at bringe deres tankegang i stadig større overensstemmelse med Guds. — 1 Pet. 5:5, 6.

Hvilken gruppe viste sig at være den eneste sande kristne organisation da verden i 1914 gik ind i sine sidste dage? Kristenheden var fuld af trossamfund der hævdede at repræsentere Kristus. Men spørgsmålet er: Levede nogen af dem op til Bibelens krav?

Den sande kristne menighed måtte være en organisation der holdt fast ved Bibelen som den højeste autoritet, ikke en der citerede spredte skriftsteder og forkastede resten når det ikke passede ind i dens teologi. (Joh. 17:17; 2 Tim. 3:16, 17) Den måtte være en organisation hvis medlemmer — ikke blot nogle, men alle — efterlignede Kristus ved ikke at være en del af verden. Hvordan kunne de da blande sig i politik, sådan som kristenhedens trossamfund gang på gang har gjort? (Joh. 15:19; 17:16) Den sande kristne organisation måtte aflægge vidnesbyrd om Guds navn, Jehova, og udføre den gerning Jesus gav befaling om — nemlig at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Ligesom menigheden i det første århundrede måtte ikke blot nogle få, men alle dens medlemmer være helhjertede evangelieforkyndere. (Es. 43:10-12; Matt. 24:14; 28:19, 20; Kol. 3:23) De sande tilbedere skulle også kunne kendes på deres selvopofrende kærlighed til hinanden, en kærlighed der ville nå ud over racemæssige og nationale grænser og forene dem i et verdensomspændende brodersamfund. Denne kærlighed måtte ikke blot komme til udtryk i isolerede tilfælde, men skulle vises på en måde der virkelig skilte dem ud som organisation betragtet. — Joh. 13:34, 35.

Da endens tid begyndte i 1914 var det tydeligt at ingen af kristenhedens trossamfund levede op til disse bibelske normer for den sande kristne menighed. Men hvad med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt?

Deres søgen efter sandheden blev belønnet

Som ung mand kom C. T. Russell til den slutning at kristenheden havde givet et helt forkert billede af Bibelens lære. Han mente også at tiden  var inde til at Gud ville lade dem der oprigtigt studerede Bibelen og levede i overensstemmelse med den, forstå hans ord.

En biografi af Russell der blev udgivet kort efter hans død, forklarede: „Han var ikke Grundlægger af nogen ny Religion og gjorde aldrig Paastand paa at være det. Han genoptog de store Sandheder, som Jesus og Apostlene lærte, og lod det tyvende Aarhundredes Lys bestraale dem. Han gjorde ikke Paastand paa at have faaet nogen særlig Aabenbaring fra Gud, men holdt fast paa, at Guds belejlige Tid til at Bibelen skulde forstaas nu var inde, og at han som en, der var fuldt indviet til Herren og Hans Tjeneste, fik Lov til at forstaa den. Fordi han gav sig selv hen til i sig at faa udviklet den hellige Aands Frugter, blev Herrens Løfte opfyldt paa ham: ’Thi naar dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder ikke staa ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.’ — 2 Pet. 1:5-8.“ — Vagt-Taarnet, januar 1917, s. 4.

C. T. Russells og hans venners søgen efter forståelse af Bibelen blev belønnet. Som sandhedselskende mennesker var de overbevist om at Bibelen er Guds inspirerede ord. (2 Tim. 3:16, 17) De forkastede Darwins udviklingslære og den historisk-kritiske bibelforsknings trosnedbrydende teorier. Idet de anerkendte Bibelen som den højeste autoritet forkastede de også dogmer som treenighedslæren, læren om den udødelige sjæl og læren om evig pine som ubibelske og af hedensk oprindelse. „De store Sandheder“ de anerkendte var blandt andet at Jehova er Skaberen af alle ting, at Jesus Kristus er Guds søn der gav sit liv som en løsesum for andre og at Jesus ved sin genkomst ville være usynligt nærværende som en åndeskabning. (Matt. 20:28; Joh. 3:16; 14:19; Åb. 4:11) De forstod også klart at mennesket er en dødelig sjæl. — 1 Mos. 2:7; Ez. 18:20.

Det var ikke Russell og bibelstudenterne der afdækkede alle disse sandheder. Mange af dem var blevet forstået tidligere af oprigtige mennesker der bekendte sig som kristne og hvoraf nogle endda havde holdt fast ved deres overbevisning selv når deres tro ikke var populær. Men havde disse mennesker levet op til alle Bibelens krav til sand tilbedelse? Havde de for eksempel holdt sig adskilt fra verden, som Jesus sagde at hans sande disciple skulle?

I hvilke henseender skilte de bibelstudenter der kom sammen med Russell sig ud — foruden ved deres syn på Bibelen? De skilte sig tydeligt ud ved den nidkærhed hvormed de fortalte andre om deres tro og, især, lagde vægt på at forkynde Guds navn og rige. Skønt de var relativt få, nåede de hurtigt ud til i snesevis af lande med den gode nyhed. Holdt de sig også adskilt fra verden, som disciple af Kristus? I nogle henseender, ja. Men siden den første verdenskrig er de blevet mere opmærksomme på det ansvar de bærer i denne forbindelse, så det nu er blevet et tydeligt kendetegn for Jehovas vidner at de ikke er en del af verden. Det bør ikke overses  at da andre trossamfund hyldede Folkeforbundet og, senere, De Forenede Nationer, forkyndte Jehovas Vidner Guds rige — og ikke en menneskeskabt organisation — som menneskehedens eneste håb.

Men er nogle af Jehovas Vidners opfattelser ikke blevet ændret i årenes løb? Hvis de virkelig var udvalgt og ledet af Gud, og hvis deres lære fra begyndelsen var baseret på Bibelen, hvordan kunne der da være behov for ændringer?

Hvordan Jehova leder sit folk

De der udgør den eneste sande kristne organisation i dag, får ikke åbenbaringer fra engle eller inspiration fra Gud. Men de har de inspirerede Hellige Skrifter som indeholder åbenbaringer af Guds tanker og vilje. Som organisation og som enkeltpersoner betragtet må de anerkende Bibelen som Guds sandhedsord, studere den omhyggeligt og lade den virke i dem. (1 Thess. 2:13) Men hvordan når de frem til den rette forståelse af Guds ord?

Bibelen selv siger: „Tilkommer det ikke Gud at give tydninger?“ (1 Mos. 40:8) Hvis de i deres studium af Bibelen støder på en passage der er vanskelig at forstå, må de prøve at finde andre inspirerede passager der kaster lys over emnet. Således lader de Bibelen fortolke sig selv, og ud fra dette bestræber de sig for at forstå det „mønster“ af sandheder der findes i Guds ord. (2 Tim. 1:13) Jehova fører eller leder dem til denne forståelse ved hjælp af sin hellige ånd. Men for at få åndens ledelse må de opdyrke dens frugt og være modtagelige for dens tilskyndelser, og de må undgå at bedrøve eller modarbejde ånden. (Gal. 5:22, 23, 25; Ef. 4:30) Ved nidkært at anvende det de lærer opbygger de desuden til stadighed deres tro, som et grundlag for at få en klarere og klarere forståelse af hvordan de kan gøre Guds vilje i den verden som de holder sig adskilt fra. — Luk. 17:5; Fil. 1:9, 10.

Jehova har altid ledet sit folk til en klarere forståelse af sin vilje. (Sl. 43:3) Hans måde at lede dem på kan illustreres med følgende eksempel: Hvis man i længere tid har opholdt sig i et mørkt værelse, er det så ikke bedst at man gradvis udsættes for lys? Jehova har lidt efter lidt oplyst sit folk med sandhedens lys. (Jævnfør Johannes 16:12, 13.) Det har været som ordsproget siger: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ — Ordsp. 4:18.

Den måde hvorpå Jehova ledede sit folk på Bibelens tid, bekræfter at den klare forståelse af hans vilje og hensigter ofte kommer gradvis. Abraham forstod således ikke fuldt ud hvordan Jehovas hensigt i forbindelse med ’afkommet’ ville blive gennemført. (1 Mos. 12:1-3, 7; 15:2-4; jævnfør Hebræerbrevet 11:8.) Daniel forstod ikke hvad det endelige udfald  ville blive af de profetier han nedskrev. (Dan. 12:8, 9) Da Jesus var på jorden sagde han at han ikke kendte dagen og timen for afslutningen på den nuværende tingenes ordning. (Matt. 24:36) I begyndelsen forstod apostlene ikke at Jesu rige ville være et himmelsk rige, at det ikke skulle oprettes i det første århundrede og at også hedninger kunne få del i det. — Luk. 19:11; Apg. 1:6, 7; 10:9-16, 34, 35; 2 Tim. 4:18; Åb. 5:9, 10.

Det skulle ikke overraske os at Jehova også i nyere tid ofte har ledet sit folk som en fremadskridende organisation, og gradvis har oplyst dem om Bibelens sandheder. Det er ikke selve sandhederne der ændrer sig. Hvad der er sandt forbliver sandt. Jehovas vilje og hensigter, som de beskrives i Bibelen, står fast. (Es. 46:10) Men hans tjeneres forståelse af disse sandheder bliver lidt efter lidt klarere, „i rette tid“, når Jehovas tid er inde. (Matt. 24:45; jævnfør Daniel 12:4, 9.) Somme tider må deres opfattelser justeres på grund af menneskelige fejl eller misforstået nidkærhed.

For eksempel er det på forskellige tidspunkter i Jehovas Vidners nutidige historie sket at deres nidkærhed og entusiasme for hævdelsen af Jehovas suverænitet har ført til forhastede forventninger om hvornår afslutningen på Satans onde tingenes ordning ville komme. (Ez. 38:21-23) Men Jehova har ikke på forhånd åbenbaret det nøjagtige tidspunkt. (Apg. 1:7) Derfor har Jehovas folk måttet justere deres opfattelse af dette.

Sådanne justeringer af opfattelser betyder ikke at Guds hensigt er blevet ændret. Det betyder heller ikke at afslutningen på denne tingenes ordning nødvendigvis er langt borte. Opfyldelsen af Bibelens profetier om „afslutningen på tingenes ordning“ bekræfter tværtimod at enden er nær. (Matt. 24:3) Og betyder dét at Jehovas Vidner har haft nogle fejlagtige forventninger at de ikke ledes af Gud? Nej, lige så lidt som disciplenes spørgsmål om hvorvidt oprettelsen af Riget var nært forestående på deres tid, betød at de ikke var udvalgt og ledet af Gud! — Apg. 1:6; jævnfør Apostelgerninger 2:47; 6:7.

Hvorfor er Jehovas Vidner så sikre på at de har den sande tro? Fordi de tror på og accepterer det der ifølge Bibelen skulle kendetegne sande tilbedere. Deres historie i nyere tid, som er blevet behandlet i de tidligere kapitler i denne bog, viser at de, ikke blot som enkeltpersoner, men også som organisation betragtet, lever op til kravene: De hævder loyalt Bibelen som Guds hellige sandhedsord (Joh. 17:17); de holder sig fuldstændig adskilt fra verdens anliggender (Jak. 1:27; 4:4); de aflægger vidnesbyrd om Guds navn, Jehova, og forkynder at Guds rige er menneskehedens eneste håb (Matt. 6:9; 24:14; Joh. 17:26); og de elsker oprigtigt hinanden. — Joh. 13:34, 35.

Hvorfor er det først og fremmest kærlighed der skal kendetegne Guds sande tilbedere? Og hvilken form for kærlighed er der tale om?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 705]

Når de først var blevet udvalgt af Gud, var det absolut nødvendigt at de forblev lydige mod hans love

[Tekstcitat på side 706]

Hvordan ville man kunne kende sande tilbedere der levede i endens tid?

[Tekstcitat på side 707]

„Han gjorde ikke Paastand paa at have faaet nogen særlig Aabenbaring fra Gud“

[Tekstcitat på side 708]

De lader Bibelen fortolke sig selv

[Tekstcitat på side 709]

Jehova har ledet sit folk som en fremadskridende organisation, og har gradvis oplyst dem om Bibelens sandheder