Kapitel 14

„De er ikke en del af verden“

RELIGIONEN som vi kender den i dag er i høj grad en del af verden, og den deltager derfor i verdens højtider og genspejler dens nationalistiske ånd. Mange præster erkender at det forholder sig sådan, men de synes at det er som det skal være. Som en skarp kontrast til dette sagde Jesus om sine sande disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Joh. 17:16.

Lever Jehovas vidner op til dette? Har de båret overbevisende vidnesbyrd om at de ikke er en del af verden?

Deres holdning til andre

De første bibelstudenter var opmærksomme på at sande kristne ikke ville være en del af verden. Vagt-Taarnet forklarede at eftersom Gud havde helliget Kristi salvede disciple og avlet dem med hellig ånd så de kunne få del i det himmelske rige, var de samtidig blevet skilt ud fra verden. Desuden påpegede bladet at de var forpligtede til at sky verdens ånd — dens mål, planer og forhåbninger, og dens selviskhed. — 1 Joh. 2:15-17.

Havde dette nogen indvirkning på bibelstudenternes holdning til anderledestroende? Det fik dem bestemt ikke til at isolere sig fra andre. Men de der virkelig efterlevede det de lærte ud fra Bibelen, søgte ikke fællesskab med verdslige mennesker i en sådan grad at de efterlignede deres måde at leve på. Vagt-Taarnet citerede Bibelens råd om at Guds tjenere skal „gøre det der er godt mod alle“. Bladet rådede dem også til at bestræbe sig for ikke at blive hævngerrige når de blev forfulgt, men i stedet ’elske deres fjender’, som Jesus havde sagt. (Gal. 6:10; Matt. 5:44-48) De blev især tilskyndet til at søge at give andre del i de dyrebare sandheder om Guds frelsesforanstaltning.

Hvis de fulgte disse råd ville de forståeligt nok skille sig ud fra verden. Men kravet om ’ikke at være en del af verden’ indebærer mere — meget mere.

Adskilt fra Babylon den Store

Når de ikke måtte være en del af verden, kunne de heller ikke være en del af religiøse systemer der var stærkt engagerede i verdens anliggender  og hvis læresætninger og skikke stammede fra det gamle Babylon, den sande tilbedelses ærkefjende. (Jer. 50:29) Da den første verdenskrig brød ud havde bibelstudenterne i årtier afsløret den hedenske baggrund for kristenhedens dogmer — for eksempel treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og helvedeslæren. De havde også afsløret hvordan kirkerne op gennem historien havde forsøgt at manipulere med regeringerne for at nå deres egne selviske mål. På grund af kristenhedens dogmer og skikke havde bibelstudenterne identificeret den med „Babylon den Store“. (Åb. 18:2) De påpegede at den blandede sandhed med løgn, og lunken kristendom med direkte verdslighed, og at den bibelske betegnelse „Babylon“ (der betyder „forvirring“) var en god beskrivelse af denne tilstand. De opfordrede dem der elsker Gud til at gå ud fra „Babylon“. (Åb. 18:4) Som et led i dette arbejde uddelte de i slutningen af december 1917 og i begyndelsen af 1918 ti millioner eksemplarer af The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad, ikke oversat til dansk) med artiklen „Babylons fald“, der indeholdt en kraftig afsløring af kristenheden. Dette resulterede i bittert fjendskab fra præsteskabets side, og præsterne udnyttede krigshysteriet i et forsøg på at standse Jehovas Vidners arbejde.

At gå ud fra Babylon den Store måtte nødvendigvis indebære at melde sig ud af organisationer eller samfund der fremmede dens falske læresætninger. Bibelstudenterne betragtede i mange år enkeltpersoner i kirkesamfundene som deres kristne brødre, hvis blot de sagde at de havde foretaget en fuldstændig indvielse og troede på genløsningen. Alligevel udmeldte de sig skriftligt af kristenhedens kirker, og i kirker hvor det var almindeligt at medlemmerne tog ordet, læste nogle af dem endda udmeldelsen højt. Hvis dette ikke lod sig gøre, sendte de en kopi af udmeldelsesbrevet — et venligt brev der indeholdt et passende vidnesbyrd — til hvert eneste medlem af den kirke de havde tilhørt.

Sikrede de sig også at de ikke tog nogle af disse organisationers ugudelige skikke med sig? Hvordan var situationen i perioden frem til den første verdenskrig?

Bør religion blande sig i politik?

På grund af deres tilknytning til en katolsk eller en protestantisk kirke havde herskerne i mange fremtrædende lande længe hævdet at de regerede ’ved guddommelig ret’, som repræsentanter for Guds rige og ved hans nåde. Kirken velsignede regeringen; til gengæld støttede regeringen kirken. Ville bibelstudenterne være med i dette spil?

Nej. I stedet for at gøre som kristenhedens kirker søgte de at følge Jesu Kristi og hans apostles lære og eksempel. Hvilken forståelse fik de gennem deres studium af Bibelen? De første af Vagttårnsselskabets  publikationer viser at de var opmærksomme på det Jesus sagde da han blev forhørt af den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ Da han blev spurgt om hvilken opgave han havde, svarede han landshøvdingen: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Joh. 18:36, 37) Bibelstudenterne var klar over at Jesus holdt sig til denne opgave uden at vakle. Da Djævelen tilbød ham alle verdens riger og deres herlighed, afslog han det. Da folk ville gøre ham til konge, trak han sig tilbage. (Matt. 4:8-10; Joh. 6:15) Bibelstudenterne ignorerede ikke det faktum at Jesus omtalte Djævelen som „verdens hersker“ og sagde at denne ’ikke havde noget tag i ham’. (Joh. 14:30) De kunne se at Jesus ikke prøvede at opnå en stilling til sig selv eller sine disciple i Romerrigets politiske ordning — han var helt optaget af at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“. — Luk. 4:43.

Fik deres tro på disse sandheder fra Guds ord dem til at ringeagte herskernes myndighed? Nej, slet ikke. Deres tro hjalp dem snarere til at forstå hvorfor herskerne har så store problemer, hvorfor der er så megen lovløshed, og hvorfor myndighedernes forsøg på at forbedre folks situation så ofte slår fejl. Deres tro fik dem til at være tålmodige under vanskeligheder, fordi de havde tillid til at Gud til sin fastsatte tid ville bringe varig lindring ved sit rige. På det tidspunkt havde de den opfattelse at „de foresatte Øvrigheder“ der omtales i Romerbrevet 13:1-7 (GD), var de verdslige herskere. I overensstemmelse med denne forståelse tilskyndede de til at man viste respekt for myndighedspersoner. I bogen Den nye Skabning (engelsk 1904; dansk 1917) skrev C. T. Russell i forbindelse med en behandling af Romerbrevet 13:7 at sande kristne „oprigtigt [vil] anerkende de store i denne Verden og være fuldt ud villige til at adlyde Lovens Bud og Fordringer, undtagen hvor disse kommer i Strid med de himmelske Befalinger. Kun faa eller ingen af de jordiske Herskere i vor Tid vil finde noget at indvende imod Anerkendelsen af en højeste Skaber og en Førstepligt over for hans Bud. Derfor bør [de sande kristne] høre til de mest lovlydige nu i Tiden. De skal ikke agitere, strides eller søge at finde Fejl ved det bestaaende.“

Som kristne vidste bibelstudenterne at det arbejde de skulle hellige sig var forkyndelsen af Guds rige. Som der stod i første bind af Studier i Skriften: „Hvis [de] gør det trofast, vil der ikke blive nogen Tid eller Lyst tilovers til at deltage i Verdens Politik.“

Hvad dette angik kunne de sammenlignes med de første kristne, som August Neander beskrev i bogen Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche: „De kristne stod over for staten som en præstelig og åndelig slægt, og kristendommen syntes kun at kunne gribe ind i det borgerlige  liv på den måde — som ganske vist også er den reneste — at den søgte at udbrede et mere og mere helligt sindelag blandt statens borgere.“

Da verden gik i krig

Over hele jorden blev de der bekendte sig til kristendommen sat på en hård prøve da den første verdenskrig brød ud. Det var den uhyggeligste krig der indtil da var blevet udkæmpet; næsten hele verdens befolkning var indblandet på en eller anden måde.

Trods Vatikanets sympati for Centralmagterne forsøgte pave Benedikt XV at bevare et skin af neutralitet. Men præsteskabet i de enkelte lande, både det katolske og det protestantiske, holdt sig på ingen måde neutralt. Dr. Ray Abrams beskriver i sin bog Preachers Present Arms situationen i De Forenede Stater: „Kirkesamfundene viste en målbevidsthed som indtil nu har været ukendt i religionshistorien . . . De ledende organiserede sig omgående med henblik på krigen. Inden fireogtyve timer efter at krigen var erklæret, lagde Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika planer om fuld medvirken. . . . Den romersk-katolske kirke, som var organiseret til en lignende tjeneste under det amerikanske krigsråd, ledet af fjorten ærkebiskopper og med kardinal Gibbons som formand, viste lige så stor hengivenhed for sagen. . . . Mange af kirkerne gik langt videre end de blev bedt om. De blev hvervningskontorer for rekruttering af soldater.“ Hvad gjorde bibelstudenterne?

De bestræbte sig for at gøre det de mente behagede Gud, men de indtog ikke altid en strengt neutral holdning. Ligesom andre der bekendte sig til kristendommen, lod de sig lede af den opfattelse at „de foresatte Øvrigheder“ var „indsatte af Gud“. (Rom. 13:1, GD) I overensstemmelse med en erklæring fra De Forenede Staters præsident opfordrede The Watch Tower således bibelstudenterne til at støtte en særlig bededag, den 30. maj 1918, og bede for udfaldet af verdenskrigen. a

I krigsårene levede de enkelte bibelstudenter under vidt forskellige forhold. De greb også problemerne an på forskellige måder. Nogle følte sig forpligtede til at adlyde „de foresatte Øvrigheder“ ved at drage ud i skyttegravene ved fronten med geværer og bajonetter. Men eftersom de huskede skriftstedet der siger: „Du må ikke slå ihjel,“ skød de op i luften eller prøvede at slå våbnet ud af modstanderens hånd. (2 Mos. 20:13, DA48) Nogle få, deriblandt Remigio Cuminetti i Italien,  nægtede at iføre sig uniform. De italienske myndigheder gjorde dengang ingen undtagelser for dem der af samvittighedsgrunde nægtede at bære våben. Han kom for retten fem gange og blev indespærret i fængsler og på et sindssygehospital, men hans tro og overbevisning kunne ikke rokkes. I England blev nogle af dem der søgte om fritagelse, sat til at udføre våbenfri militærtjeneste eller arbejde af national betydning. Andre, deriblandt Pryce Hughes, holdt sig strengt neutrale, uanset hvilke følger det fik for dem.

På dette tidspunkt indtog bibelstudenterne generelt ikke helt samme holdning som de første kristne, hvis indstilling beskrives i bogen The Rise of Christianity af E. W. Barnes: „En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [romersk kejser fra år 161 til 180] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“

Men så, ved afslutningen af den første verdenskrig, opstod der en anden situation som krævede at religiøse grupper viste hvem og hvad de ville være loyale mod.

Et politisk udtryk for Guds rige?

Ved fredsslutningen i Versailles den 28. juni 1919 blev der undertegnet en fredstraktat som omfattede Folkeforbundspagten. Allerede før fredstraktaten var undertegnet erklærede Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika at Folkeforbundet ville blive „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Og det amerikanske senat modtog en strøm af breve fra religiøse grupper med opfordringer til at ratificere Folkeforbundspagten.

Jehovas vidner sang ikke med i koret. Den 7. september 1919, endnu før fredstraktaten blev ratificeret (i oktober), holdt J. F. Rutherford et foredrag i Cedar Point, Ohio, hvori han forklarede at det ikke var Folkeforbundet, men Guds rige, der var den nødlidende menneskeheds eneste håb. Bibelstudenterne erkendte at et jordisk forbund kunne udrette meget godt, men de vendte ikke Guds eget rige ryggen til fordel for et politisk forbund oprettet af politikere og velsignet af præsteskabet. I stedet gav de sig i kast med det arbejde at aflægge et verdensomfattende vidnesbyrd om Guds rige med Jesus Kristus som konge. (Åb. 11:15; 12:10) I Vagt-Taarnet for oktober 1920 blev det forklaret at det var denne gerning Jesus havde profeteret om i Mattæus 24:14.

Efter den anden verdenskrig blev de kristne stillet over for et lignende spørgsmål. Denne gang havde det at gøre med Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer. I 1942, mens den anden verdenskrig stadig rasede, havde Jehovas vidner allerede set ud fra Bibelen, i Åbenbaringen 17:8, at fredsorganisationen ville opstå igen, og at den ikke ville kunne  indføre varig fred. Dette blev forklaret af Vagttårnsselskabets daværende præsident, N. H. Knorr, i stævneforedraget „Freden — kan den vare ved?“ Jehovas vidner forkyndte frimodigt deres syn på udviklingen i verden. Katolske, protestantiske og jødiske ledere deltog derimod i drøftelserne i San Francisco i 1945 da FN’s pagt blev udformet. For dem der iagttog denne udvikling var det tydeligt at se hvem der ønskede at være „ven med verden“ og hvem der bestræbte sig for ’ikke at være en del af verden’, i overensstemmelse med det Jesus havde sagt om sine disciple. — Jak. 4:4; Joh. 17:14.

En beretning om kristen neutralitet

Jehovas vidner fik hurtigt klarhed over visse aspekter af den kristnes forhold til verden, mens andre aspekter krævede mere tid. Mens den anden verdenskrig greb om sig i Europa, kom der en vigtig artikel i Vagttaarnet for 1. januar 1940 som hjalp dem til at forstå hvad kristen neutralitet indebærer. Artiklen viste at Jesu Kristi disciple over for Gud er forpligtede til at vie sig helt til ham og hans rige, teokratiet. De skulle ikke bede for verden, men for Guds rige. (Matt. 6:10, 33) I lyset af hvem der ifølge Jesus Kristus er verdens usynlige hersker (Joh. 12:31; 14:30), kan ingen der er viet til Guds rige, tage parti i en af verdens konflikter. Havde Jesus ikke sagt om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden“? (Joh. 17:16) Verden i almindelighed kunne ikke forstå de kristnes neutrale holdning. Ville Jehovas vidner mon holde fast ved den?

 Deres neutralitet blev sat på en hård prøve under den anden verdenskrig, især i Tyskland. Historikeren Brian Dunn skriver: ’Jehovas Vidner gik ikke i spand med nazismen. Den væsentligste årsag til nazisternes modvilje over for dem var deres politiske neutralitet. Dette var ensbetydende med at ingen troende kunne bære våben, beklæde embeder, tage del i offentlige højtider eller på nogen måde sværge staten troskab.’ (The Churches’ Response to the Holocaust, 1986) I bogen A History of Christianity skriver Paul Johnson: „Mange blev dømt til døden fordi de nægtede at gøre militærtjeneste . . . eller de endte i Dachau eller på sindssygehospitaler.“ Hvor mange tyske Jehovas vidner blev fængslet? Jehovas vidner i Tyskland rapporterede senere at 6262 af dem var blevet arresteret og at 2074 af disse var blevet sendt til koncentrationslejre. De fleste verdslige skribenter opererer med højere tal.

I Storbritannien, hvor både mænd og kvinder blev indkaldt til militærtjeneste, gav loven rum for fritagelse. Men mange domstole nægtede Jehovas vidner fritagelse, og de blev idømt fængselsstraffe på over 600 år tilsammen. I De Forenede Stater blev hundreder af Jehovas vidner fritaget for militærtjeneste fordi den amerikanske værnepligtslov gør en undtagelse for kristne ordets tjenere. Over 4000 andre blev nægtet denne fritagelse og fængslet i op til fem år. I hvert eneste land på jorden indtog Jehovas vidner den samme kristne, neutrale holdning.

Prøven på deres neutralitet ophørte imidlertid ikke da krigen sluttede. De kritiske år 1939-45 var forbi, men der kom andre konflikter, og selv i perioder med relativ fred valgte mange lande at bevare den tvungne militærtjeneste. Som kristne ordets tjenere blev Jehovas vidner fortsat kastet i fængsel når de ikke kunne blive fritaget. I 1949 gav de græske myndigheder ordre til at John Tsukaris og George Orphanidis skulle henrettes fordi de ikke ville løfte våben mod deres medmennesker. Den behandling (af forskellig art) som Jehovas vidner har fået i Grækenland, har gentagne gange været så brutal at Europarådet (Menneskerettighedskommissionen) har prøvet at tale deres sag, men frem til 1992 er rådets henstillinger (med nogle få undtagelser) blevet omgået som følge af pres fra den græsk-ortodokse kirke. Nogle landes myndigheder har imidlertid indset det forkastelige i fortsat at straffe Jehovas vidner fordi de ønsker at følge deres samvittighed. I 1990’erne var situationen den at myndighederne i nogle få lande, deriblandt Sverige, Finland, Polen, Holland og Argentina, ikke prøvede at tvinge aktive Jehovas vidner til at udføre militærtjeneste eller alternativ tjeneste, selv om der i hvert enkelt tilfælde blev foretaget en nøje undersøgelse af den pågældendes baggrund.

Det ene sted efter det andet er Jehovas vidners kristne neutralitet blevet udfordret. Regeringer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten, Nordirland  og andre steder har mødt voldsom modstand fra revolutionære bevægelser. Dette har ført til at både regeringerne og modstandsgrupperne har øvet pres på Jehovas vidner for at få deres aktive støtte. Men Jehovas vidner har holdt sig helt neutrale. Nogle er blevet brutalt slået eller endda henrettet på grund af deres standpunkt. I mange tilfælde har Jehovas vidners ægte, kristne neutralitet dog vakt respekt på begge sider, og de har fået lov til at fortsætte deres forkyndelsesarbejde uden at blive forulempet.

I 1960’erne og 70’erne blev Jehovas vidner i Malawi udsat for brutale prøver på deres neutralitet. Myndighederne forlangte at alle landets indbyggere købte et kort der viste at de var medlemmer af det regerende politiske parti. Jehovas vidner følte at dette stred mod deres kristne tro. De blev derfor udsat for en forfølgelse der var uden fortilfælde hvad sadistisk grusomhed angår. Titusinder blev tvunget til at flygte fra landet, og mange blev senere med magt ført tilbage til deres hjemland, hvor de blev udsat for yderligere mishandling.

Selv om Jehovas vidner er blevet udsat for voldsom forfølgelse, har det ikke gjort dem oprørske. Deres tro er ikke en trussel mod nogen regering. Kirkernes Verdensråd har derimod bidraget økonomisk til revolutioner, og katolske præster har støttet guerillagrupper. Men hvis et af Jehovas vidner beskæftigede sig med undergravende virksomhed, ville det være ensbetydende med at han fornægtede sin tro.

Jehovas vidner tror ganske vist at Guds rige vil fjerne alle de jordiske regeringer. Det står i Bibelen, i Daniel 2:44. Men som Vidnerne påpeger, siges der ikke i skriftstedet at det er mennesker der skal indføre dette rige, men at „himmelens Gud [vil] oprette et rige“. Der står heller ikke i skriftstedet at Gud har bemyndiget mennesker til at bane vejen for Riget ved at fjerne de jordiske regeringer. Jehovas vidner er klar over at de sande kristnes arbejde består i at forkynde og undervise. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Deres historie viser at de har respekt for Guds ord og at ingen af dem nogen sinde har forsøgt at styrte en  regering af nogen art noget sted i verden, eller sammensvoret sig for at skade regeringens repræsentanter. Den italienske avis La Stampa har skrevet om Jehovas vidner: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld.“ Ikke desto mindre er hver og én af dem fast besluttet på ikke at være „en del af verden“, for de er klar over at dette er noget Gud ser meget alvorligt på. — Joh. 15:19; Jak. 4:4.

Tilbedelse af nationale symboler

Da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland skyllede en bølge af patriotisk hysteri hen over verden. For at holde befolkningen under kontrol vedtog man tvungen deltagelse i patriotiske ceremonier. I Tyskland blev det forlangt at alle skulle hilse på en bestemt måde og råbe „Heil Hitler!“ Denne hilsen hyldede Hitler som frelser og skulle give indtryk af at alle folkets forhåbninger var knyttet til hans ledelse. Men den opfattelse kunne Jehovas vidner ikke tilslutte sig. De vidste at de udelukkende måtte tilbede Jehova og at han havde ladet Jesus Kristus fremstå som menneskehedens frelser. — Luk. 4:8; 1 Joh. 4:14.

Allerede før Hitler blev diktator i Tyskland havde Jehovas vidner ved hjælp af brochuren Riget, Verdens Haab (engelsk 1931; dansk 1932) gennemgået den bibelske beretning om profeten Daniels tre modige hebraiske venner i Babylon. Da kongen gav befaling om at alle skulle falde ned foran en billedstøtte så snart de hørte en bestemt slags musik, nægtede disse trofaste hebræere at gå på kompromis, og Jehova viste sin godkendelse ved at udfri dem. (Dan. 3:1-26) Brochuren påpegede at patriotiske ceremonier i nutiden udgør en lignende trosprøve for Jehovas vidner.

Efterhånden blev der også uden for Tysklands grænser agiteret for at deltagelse i patriotiske ceremonier skulle være obligatorisk. Den 3. juni 1935 blev broder Rutherford ved et stævne i Washington, D.C., spurgt hvad han mente om flaghilsen i skolerne. Han understregede at man nødvendigvis må være trofast mod Gud. Nogle få måneder senere, da den otteårige Carleton B. Nichols jr. fra Lynn i Massachusetts nægtede at hilse det amerikanske flag og synge en fædrelandssang, blev det omtalt i aviserne overalt i De Forenede Stater.

For at forklare dette standpunkt holdt broder Rutherford den 6. oktober et radioforedrag der hed „Honnør for Flaget“, hvori han sagde: „Mange Mennesker vil synes, at det her blot drejer sig om en ubetydelig Formssag. Men for dem, som betragter Sagen fra et bibelsk Standpunkt, har den stor Betydning.

Flaget er et symbolsk Udtryk for de synlige, regerende Magter. Det er i høj Grad forkert og urigtigt, ved Lovens Hjælp at tvinge Landets Borgere  eller deres Børn til at gøre Honnør for en eller anden Genstand eller synge de saakaldte ’patriotiske Sange’. Lovene er vedtaget og gennemføres for at forhindre direkte Lovovertrædelser, som kunde skade andre Mennesker. Lovenes Hensigt kan ikke være den at tvinge Mennesker til at handle imod deres Samvittighed, og da slet ikke, naar denne Samvittighed er i Overensstemmelse med Guds Ord.

Denne Dreng nægtede at gøre Honnør for Flaget og sagde ingenting; dette kunde ikke skade nogen. Hvis en har den alvorlige Overbevisning, at Guds Ord er imod at gøre Honnør for Flaget, vil det være at gøre ham Fortræd at tvinge ham til at hilse Flaget i Modstrid med Guds Ord og Samvittigheden. Staten har ingen Ret til, hverken med eller mod Loven, at gøre Folket nogen Fortræd.“

I brochuren Loyalitet (engelsk 1935; dansk 1936) blev grundlaget for Jehovas vidners holdning forklaret yderligere. Der blev henvist til skriftsteder som disse: Anden Mosebog 20:3-7, hvor der står at tilbedelsen skal rettes mod Jehova alene, og at Guds tjenere ikke må fremstille eller bøje sig for et afbillede af noget som helst i himmelen eller på jorden; Lukas 20:25, hvor Jesus Kristus siger at man ikke bare skal tilbagebetale kejseren det der er kejserens, men også give Gud hvad Guds er; og Apostelgerninger 5:29, hvor apostlene beslutsomt siger: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“

I De Forenede Stater blev spørgsmålet om hvorvidt det var berettiget at tvinge nogen til at hilse flaget, prøvet ved domstolene. Den 14. juni 1943 omstødte USA’s højesteret sin egen tidligere kendelse og afsagde i sagen West Virginia State Board of Education mod Barnette den kendelse at tvungen flaghilsen var uforenelig med den frihed der garanteres i landets egen forfatning. b

Det er ikke kun i Tyskland og De Forenede Stater at nationalistiske ceremonier har været et stridsspørgsmål. Også andre steder i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Asien er Jehovas vidner blevet udsat for grusom forfølgelse fordi de ikke har villet deltage i flaghilsen og lignende ceremonier, selv om de respektfuldt bliver stående mens de finder sted. Børn er blevet slået, og mange er blevet bortvist fra deres skole. Der er blevet ført talrige sager ved domstolene.

Iagttagere har måttet indrømme at Jehovas vidner i disse som i andre spørgsmål har vist sig at være som de første kristne. Men som D. W. Brogan skriver i bogen The American Character:  „De allerfleste . . . stod lige så uforstående over for vidnernes vægringer som Trajan og Plinius stod uforstående over for de kristnes vægringer [i Romerriget] mod at bringe den guddommelige kejser et offer.“ Dette var blot hvad man kunne vente, eftersom Jehovas vidner, i lighed med de første kristne, har et andet syn på tingene end verden. Deres syn er baseret på de bibelske principper.

Deres standpunkt udtrykkes klart

Efter at Jehovas vidner gennem mange år havde udholdt hårde prøver i forbindelse med deres kristne neutralitet, blev deres indstilling stadfæstet i Vagttårnet for 1. februar 1980. Bladet forklarede også baggrunden for den holdning den enkelte forkynder indtog: „Som følge af et flittigt studium af Guds ord var disse unge kristne i stand til at tage en beslutning. Ingen andre tog beslutningen for dem. De kunne hver især gøre det på grundlag af deres bibelopøvede samvittighed. De besluttede at afholde sig fra had og fra voldshandlinger mod deres medmennesker af andre nationer. De troede på, og ønskede at have del i, opfyldelsen af Esajas’ velkendte profeti: ’Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.’ (Es. 2:4) Det var netop hvad disse unge mænd af alle nationer gjorde.“

I de år da Jehovas vidners kristne neutralitet blev sat på prøve, førte en fornyet granskning af det Bibelen siger om „de højere myndigheder“ i Romerbrevet 13:1-7, til en klarere definition af deres forhold til de verdslige myndigheder. Den blev offentliggjort i Vagttårnet for 1. marts, 15. marts og 1. april 1963, og blev stadfæstet i nummeret for 1. november 1990. Artiklerne understregede at Jehova Gud er ’den Allerhøjeste’, og påpegede at verdslige herskere kun er „højere myndigheder“ i forhold til andre mennesker og inden for det virkefelt som Gud tillader dem at have i den nuværende tingenes ordning. Artiklerne viste at sande kristne samvittighedsfuldt skal ære de verdslige herskere og adlyde dem i alle forhold der ikke er i strid med Guds lov og deres samvittighed, som er opøvet ud fra Bibelen. — Dan. 7:18; Matt. 22:21; Apg. 5:29; Rom. 13:5.

Ved at følge disse bibelske normer uden vaklen og holde sig fuldstændig adskilt fra verden, har Jehovas vidner fået et omdømme der minder folk om de første kristne.

Verdens højtider

I og med at Jehovas vidner tog afstand fra religiøse dogmer der havde hedenske rødder, tog de også afstand fra mange skikke med lignende oprindelse. Men der gik nogen tid før baggrunden for visse højtider blev undersøgt så nøje som den burde. Det gjaldt for eksempel julen.

 De der arbejdede på Vagttårnsselskabets hovedkontor, Betel i Brooklyn, New York, fejrede jul hvert år. De havde i mange år været klar over at Frelseren ikke var født den 25. december, men de sagde at den dato i lang tid havde været forbundet med Jesu fødsel, og at det på en hvilken som helst dag var rigtigt at gøre godt mod andre. Men efter at have undersøgt emnet nærmere besluttede staben på Selskabets hovedkontor og på afdelingskontorerne i England og Schweiz at holde op med at fejre jul, og siden 1926 har de ikke gjort det.

R. H. Barber, som arbejdede på hovedkontoret, undersøgte nøje juleskikkenes oprindelse og konsekvenserne af at følge dem, og resultatet blev fremlagt i en radioudsendelse og gengivet i The Golden Age for 12. december 1928. (En forkortet udgave blev bragt i Den gyldne Tidsalder for december 1929.) Dette var en grundig afsløring af julens gudvanærende rødder. Siden da er det blevet almindeligt kendt at julen har en hedensk oprindelse, men det er de færreste der har ændret livsform af den grund. Jehovas vidner var derimod villige til at foretage de nødvendige forandringer for at blive mere antagelige som tjenere for Jehova.

Blandt det der blev trukket frem var at folk var mere interesserede i at fejre Jesu fødsel end i den løsesum der blev tilvejebragt ved hans død; at festerne og den ånd mange gaver blev givet i, ikke var til ære for Gud; at de hellige tre konger, hvis eksempel blev brugt som begrundelse for det at give gaver, i virkeligheden var dæmoninspirerede astrologer; at forældre lærte deres børn at lyve ved at fortælle dem om julemanden; at Skt. Nikolaus (julemanden) var et andet navn for Djævelen, og at sådanne højtider, som indrømmet af kardinal Newman i Essay on the Development of Christian Doctrine, var „selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør“ som kirken havde antaget. Da Jehovas vidner blev gjort opmærksomme på dette holdt de straks op med at fejre jul, og de har aldrig gjort det siden.

Jehovas vidner kan godt lide at hygge sig med familie og venner. Men de fejrer ikke helligdage og højtider der er knyttet til hedenske guder (som det for eksempel er tilfældet med påske, nytår og moders dag). (2 Kor. 6:14-17) I lighed med de første kristne c fejrer de heller ikke fødselsdage. De afstår også respektfuldt fra at fejre nationale helligdage til minde om politiske eller militære begivenheder og undlader at vise nationale helte en ære der bærer præg af tilbedelse. Hvorfor? Fordi Jehovas vidner ikke er en del af verden.

De hjælper deres medmennesker

Ærefrygten for guderne var en central del af det sociale og kulturelle  liv i Romerriget. Eftersom de kristne afholdt sig fra alt hvad der havde med de hedenske guder at gøre, betragtede folk kristendommen som en fornærmelse mod deres livsstil. Ifølge historikeren Tacitus mente man at de kristne hadede andre mennesker. Minucius Felix nævnte noget lignende. I sine skrifter citerer han en romer der siger til en kristen bekendt: „I kommer ikke til skuespillene; I deltager ikke i processionerne . . . [I] afskyr de hellige lege.“ Befolkningen i oldtidens romerske verden forstod ikke de kristne.

Mange mennesker i verden i dag forstår heller ikke Jehovas vidner. Folk beundrer måske nok deres høje moralnormer, men de synes at Jehovas vidner skulle engagere sig noget mere i samfundslivet og hjælpe til med at gøre verden til et bedre sted at leve. Men de der skaffer sig førstehåndsviden  om Jehovas vidner erfarer at der er en bibelsk baggrund for alt hvad de gør.

Jehovas vidner har intet ønske om at isolere sig fra resten af menneskeheden; de har tværtimod viet deres liv til at hjælpe deres medmennesker på samme måde som Jesus Kristus gjorde. De hjælper folk til at lære at løse livets problemer nu, ved at fortælle dem om Skaberen og de leveregler der findes i hans inspirerede ord. De underviser andre i bibelske sandheder som kan give dem et helt nyt syn på livet. Kernen i deres tro er overbevisningen om at „verden forsvinder“, at Gud snart vil gribe ind for at fjerne den nuværende onde ordning, og at en herlig fremtid venter dem der ikke er en del af verden men sætter hele deres lid til Guds rige. — 1 Joh. 2:17.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 188]

De isolerer sig ikke, men de tager heller ikke del i verdens livsstil

[Tekstcitat på side 189]

De meldte sig ud af kristenhedens kirker

[Tekstcitat på side 190]

„De kristne stod over for staten som en præstelig og åndelig slægt“

[Tekstcitat på side 194]

Kristen neutralitet sættes på prøve

[Tekstcitat på side 198]

„Ingen andre tog beslutningen for dem“

[Tekstcitat på side 199]

Hvorfor de holdt op med at fejre jul

[Ramme på side 195]

Ingen trussel mod nogen regering

◆ Avisen „World-Herald“, der udkommer i Omaha i Nebraska, skrev i en leder om behandlingen af Jehovas vidner i et latinamerikansk land: „Man skal være en hykler eller lide af vrangforestillinger for at tro at Jehovas vidner udgør nogen form for trussel mod noget politisk styre; de er så lidt revolutionære og så fredselskende som et trossamfund kan være, og de beder blot om at måtte være i fred så de kan leve efter deres tro på deres egen måde.“

◆ „Il Corriere di Trieste“, en italiensk avis, har skrevet: „Man må beundre Jehovas vidner for deres fasthed og sammenhold. I modsætning til andre trossamfund er de så enige som folk betragtet at de ikke kan bede til den samme Gud gennem den samme Kristus og samtidig velsigne to stridende parter i en konflikt og heller ikke kan sammenblande politik og religion for at tækkes landets statsoverhoved eller de politiske partier. Sidst men ikke mindst er de rede til at se døden i øjnene hellere end at gå imod . . . budet DU MÅ IKKE SLÅ IHJEL!“

◆ Efter at Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet havde holdt ud i 40 år hvor deres arbejde havde været forbudt, skrev avisen „Nová Svoboda“ i 1990: „Jehovas vidners tro forbyder at man bruger våben over for andre mennesker. De der nægtede at modtage grundlæggende militær træning og som ikke blev sendt til kulminerne, sad i fængsel, nogle i op til fire år. Alene heraf fremgår det tydeligt at de har en vældig moralsk styrke. Vi kunne godt bruge sådanne uselviske mennesker i selv de højeste politiske embeder — men det vil aldrig lykkes os. . . . Naturligvis anerkender de myndighederne, men de mener at kun Guds rige kan løse alle menneskers problemer. Og tro nu ikke at de er fanatikere. De er meget menneskelige.“

[Ramme/illustrationer på side 200, 201]

Skikke der er blevet forladt

Denne julefest på Betel i Brooklyn i 1926 blev den sidste. Bibelstudenterne forstod efterhånden at hverken julens oprindelse eller de skikke der var forbundet med den, var til ære for Gud

Som en slags identifikation gik bibelstudenterne i mange år med en lille nål der var udformet som et kors og en krone, og dette symbol fandtes på forsiden af „Watch Tower“ fra 1891 til 1931. Men i 1928 blev det understreget at det var forkyndelsen og ikke et symbol der skulle identificere den kristne. I 1936 kom det desuden frem at vidnesbyrdene peger på at Kristus døde på en pæl, ikke på et kors

I bogen „Daglig himmelsk Manna“ noterede bibelstudenterne fødselsdage. Men efter at de var holdt op med at fejre jul, og da de indså at man viser skabninger en utilbørlig ære ved at fejre fødselsdage (hvilket var en af grundene til at de første kristne ikke gjorde det), holdt de også op med det

I omkring 35 år mente pastor Russell at den store pyramide i Giza var Guds stenvidne, som stadfæstede bibelske tidsperioder. (Es. 19:19) Men Jehovas Vidner har forladt den tanke at en ægyptisk pyramide skulle have noget som helst at gøre med den sande tilbedelse. (Se „Vagttaarnet“ for 1. og 15. januar 1929)

[Illustration på side 189]

Ti millioner eksemplarer blev spredt

[Illustrationer på side 191]

Nogle drog ud i skyttegravene med geværer, men andre, deriblandt A. P. Hughes i England og R. Cuminetti i Italien, nægtede at gøre det

[Illustrationer på side 193]

Jehovas vidner nægtede at anerkende Folkeforbundet eller FN som organisationer af guddommelig oprindelse, men forkyndte Guds rige ved Kristus

[Illustration på side 197]

Carleton og Flora Nichols. Da deres søn ikke ville hilse flaget, blev det omtalt i aviserne overalt i USA