Kapitel 12

Den store skare — skal den leve i himmelen eller på jorden?

I MODSÆTNING til medlemmerne af kristenhedens trossamfund ser de fleste Jehovas vidner ikke frem til at komme i himmelen, men til at leve evigt her på jorden. Hvad er forklaringen på det?

Det har ikke altid været sådan. De kristne i det første århundrede så frem til at herske som konger i himmelen sammen med Jesus Kristus. (Matt. 11:12; Luk. 22:28-30) Jesus havde imidlertid fortalt dem at Rigets arvinger kun ville udgøre ’en lille hjord’. (Luk. 12:32) Hvem og hvor mange ville denne ’hjord’ omfatte? Det fik de først at vide senere.

På pinsedagen i år 33 blev Jesu første jødiske disciple salvet med hellig ånd til at blive hans medarvinger. I år 36 fremgik det af Guds ånds virke at uomskårne hedninger også ville få del i arven. (Apg. 15:7-9; Ef. 3:5, 6) Derefter gik der yderligere 60 år før det blev åbenbaret for apostelen Johannes at kun 144.000 ville blive løskøbt fra jorden for at regere i det himmelske rige sammen med Kristus. — Åb. 7:4-8; 14:1-3.

Charles Taze Russell og hans medarbejdere havde et himmelsk håb, ligesom de fleste andre Jehovas vidner frem til midten af 1930’erne. Ud fra deres studium af Bibelen vidste de også at når nogen blev salvet med hellig ånd betød det ikke blot at de engang skulle tjene som konger og præster sammen med Kristus i himmelen, men også at de havde en særlig gerning at udføre mens de endnu befandt sig i kødet. (1 Pet. 1:3, 4; 2:9; Åb. 20:6) Hvilken gerning? De kendte ordene i Esajas 61:1 og citerede dem ofte: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige.“

Formålet med forkyndelsen

Skønt de var få, gjorde de hvad de kunne for at fortælle sandheden om Gud og hans hensigt til så mange som muligt. De trykte og spredte store mængder læsestof som indeholdt den gode nyhed om hans frelsesforanstaltning ved Kristus. Men formålet var på ingen måde at omvende alle dem de forkyndte for. Hvorfor forkyndte de da for dem? Watch Tower for juli 1889 forklarede: „Vi er hans [Jehovas] repræsentanter på jorden; hans navns ære skal ophøjes i nærvær af hans fjender og for øjnene af mange af  hans bedragede børn; hans herlige plan skal forkyndes vidt og bredt i modsætning til alle de verdsligvise planer mennesker forsøger og har forsøgt at udtænke.“

De der hævdede at være Herrens folk, hvoraf mange var medlemmer af kristenhedens kirker, blev vist særlig opmærksomhed. Hvad var formålet med at forkynde for dem? Som broder Russell ofte forklarede var det ikke de første bibelstudenters ønske at lokke kirkemedlemmer bort til en anden organisation, men at hjælpe dem til at nærme sig Herren som medlemmer af den eneste sande kirke. Bibelstudenterne vidste imidlertid at de skulle adlyde ordene i Åbenbaringen 18:4 og forlade „Babylon“, som de mente manifesterede sig i navnkirken, kristenhedens kirkesamfund med alle deres ubibelske læresætninger og sekteriske opdelinger. I det allerførste nummer af Watch Tower (juli 1879) skrev broder Russell: „Vi forstår at formålet med nutidens forkyndelse er at ’udtage et folk for hans navn’ — menigheden — som ved Kristi komme forenes med ham og modtager hans navn. Åb. iii. 12.“

De forstod at der på dette tidspunkt kun fandtes ét „kald“ som gik ud til alle sande kristne. Det var en indbydelse til at blive medlemmer af Kristi brud, der til sidst ville komme til at tælle 144.000. (Ef. 4:4; Åb. 14:1-5) De forsøgte at opildne alle der bekendte sig til troen på Kristi genløsningsoffer, uanset om de tilhørte et trossamfund eller ikke, til at værdsætte Guds „dyrebare og største løfter“. (2 Pet. 1:4; Ef. 1:18) De prøvede at vække dem til nidkært at opfylde kravene til den lille hjord af rigsarvinger. Gennem Watch Tower og andre bibelske publikationer gjorde broder Russell og hans medarbejdere sig ihærdige anstrengelser for at tilvejebringe åndelig ’mad i rette tid’ der kunne styrke alle disse, som de mente udgjorde „troens husstand“ (fordi de bekendte sig til troen på genløsningen). — Gal. 6:10; Matt. 24:45, 46.

De kunne imidlertid se at ikke alle der havde indviet sig (eller ’hengivet sig fuldstændig til Herren’, som de forklarede at dette betød), fortsatte med at leve i villig selvopofrelse og lade tjenesten for Herren komme først i deres liv. De havde den forståelse at da indviede kristne frivilligt havde givet afkald på deres menneskelige natur med tanke på en himmelsk arv, var der ingen vej tilbage: Hvis de ikke opnåede liv i det åndelige domæne, havde de kun udsigt til den anden død. (Hebr. 6:4-6; 10:26-29) Men mange der  øjensynlig var indviede kristne, valgte en lettere vej. De viste hverken selvopofrelse eller sand nidkærhed for Herrens sag. Intet tydede dog på at de havde forkastet genløsningen, og de levede et nogenlunde rent liv. Hvad skulle der blive af dem?

Bibelstudenterne troede i mange år at det var disse der var tale om i Åbenbaringen 7:9, 14, hvor der nævnes „en stor skare“ som kommer ud af en stor trængsel og stiller sig foran Guds trone og foran Lammet, Jesus Kristus. De tænkte sig at selv om disse ikke ønskede at leve et selvopofrende liv, ville de komme ud for trosprøver der ville ende med døden under en trængselstid som ville indtræffe efter at de sidste af Kristi brudeskare var blevet herliggjort. De mente at hvis disse der efter sigende tilhørte den store skare, da var trofaste, ville de blive oprejst til liv i himmelen — ikke for at herske som konger, men for at indtage en plads foran tronen. De gik ud fra at de ville få en sådan sekundær plads fordi deres kærlighed til Herren ikke havde været inderlig nok, fordi de ikke havde været nidkære nok. De troede at der var tale om mennesker som var blevet avlet af Guds ånd men havde været forsømmelige med hensyn til at adlyde Gud, og som måske var blevet stående i kristenhedens kirkesamfund.

De havde også en idé om at „de gamle Værdige“, der skulle tjene som fyrster på jorden i tusindårsriget, måske — bare måske — ville få en eller anden form for himmelsk liv derefter. (Sl. 45:16) De tænkte sig at enhver der indviede sig efter at de 144.000 rigsarvinger var blevet endeligt udvalgt, men før genoprettelsen af jorden begyndte, muligvis havde lignende udsigter. Dette var i nogen grad et levn fra kristenheden, som lærte at alle der er gode nok, kommer i himmelen. Men bibelstudenterne havde en opfattelse, baseret på Bibelen, der fik dem til at skille sig ud fra kristenheden. Hvad gik den ud på?

Evigt liv i fuldkommenhed på jorden

De forstod at mens et begrænset antal mennesker blev udvalgt til himmelsk liv, ville mange flere opnå evigt liv på jorden under forhold som dem der havde været i Edens paradis. Jesus havde lært sine disciple at bede denne bøn: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ Han havde også sagt: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ — Matt. 5:5; 6:10.

I overensstemmelse med dette blev der som tillæg til Watch Tower for juli-august 1881 bragt et diagram a som viste at mange mennesker ville opnå Guds gunst i løbet af Kristi tusindårsrige og at disse ville udgøre „Menneskeheden opløftet til menneskelig Fuldkommenhed og Liv“. Dette diagram blev i mange år brugt som grundlag for foredrag for små og store grupper.

 Hvordan ville forholdene være for dem der skulle leve på jorden under tusindårsriget? Vagt-Taarnet for november 1912 forklarede: „Før Synden var kommet ind i Verden, havde Gud indrettet Edens Have for vore første Forældre. Idet vi tænker paa dette, lad saa vore Tanker vende sig mod Fremtiden, ledet af Guds Ord; og i Tankerne ser vi det genoprettede Paradis — ikke en Have alene, men hele Jorden gjort skøn, frugtbar, syndfri og lykkelig. Saa mindes vi det inspirerede Løfte, som vi kender saa godt — ’Og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne; og der skal ikke mere være Død, ej heller Sorg, eller Skrig eller Pine skal være mere’; thi de forrige Ting, Synden og Døden, er veget bort, og alle Ting er blevet nye! — Aab. 21, 4. 5.“

Hvem skal leve evigt på jorden?

Broder Russell var ikke af den opfattelse at Gud gav menneskene et valg — himmelsk liv til dem der ønskede det, og liv i et paradis på jorden til dem der foretrak det. Watch Tower for 15. september 1905 påpegede: „Vore følelser og ønsker udgør ikke vort kald. Hvis det havde været sådan, ville det indebære at vi kaldte os selv. Apostelen siger om vort præstedømme: ’Ingen tager sig selv den ære, men han kaldes af Gud’ (Hebr. 5:4), og det er ikke vore følelser, men Guds ord og åbenbarelse, der skal afgøre for os hvad Guds kald går ud på.“

Bibelstudenterne troede at muligheden for at leve i et genoprettet paradis på jorden først ville gå ud til folk når den lille hjord havde modtaget sin belønning og tusindårsriget var blevet oprettet. De forbandt dette med tiden for „genoprettelsen af alt“, som er omtalt i Apostelgerninger 3:21. På det tidspunkt skulle de døde oprejses, så alle kunne få del i denne kærlige foranstaltning. Brødrene forestillede sig at hele menneskeheden (bortset fra dem der var blevet kaldet til himmelsk liv) da ville få mulighed for at vælge livet. De var af den opfattelse at Kristus på det tidspunkt, siddende  på sin trone i himmelen, ville adskille folk fra hinanden, som en hyrde skiller fårene fra gederne. (Matt. 25:31-46) De lydige, hvad enten de var født som jøder eller som hedninger, ville vise sig at udgøre Herrens „andre får“. — Joh. 10:16. b

Efter at hedningernes tider var udløbet, troede de at tiden for genoprettelsen var meget nær. Fra 1918 til 1925 forkyndte de derfor: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ De mente at de der levede på det tidspunkt — menneskeheden i almindelighed — havde mulighed for at opleve genoprettelsen, og at de til den tid ville blive oplært i hvilke krav de måtte opfylde for at få lov til at leve. Hvis de var lydige, ville de lidt efter lidt opnå jordisk fuldkommenhed. Hvis de var oprørske, ville de på et tidspunkt blive udslettet for bestandig.

På den tid havde brødrene ingen anelse om at budskabet om Riget skulle forkyndes i så stor udstrækning og i så mange år som det nu er blevet. Men de fortsatte med at granske Skrifterne og bestræbte sig for at gøre dét som de derved forstod at Gud ønskede af dem.

„Får“ ved Kristi højre hånd

Et betydningsfuldt skridt i forbindelse med forståelsen af Jehovas hensigt havde at gøre med Jesu lignelse om fårene og gederne, som er nedskrevet i Mattæus 25:31-46. Heri sagde Jesus: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på  sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved sin venstre.“ Som det videre fremgår af lignelsen er „fårene“ dem der hjælper Kristi „brødre“ og endda søger at bringe dem lindring når de bliver forfulgt eller er i fængsel.

Man havde længe ment at denne lignelse gjaldt tusindårsriget, tiden for genoprettelsen, og at den endelige dom som var omtalt deri, var den der ville blive afsagt efter de tusind år. Men i 1923 holdt J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, et oplysende foredrag i Los Angeles, Californien, hvori han fremlagde begrundelsen for en anden opfattelse af dette. I december samme år blev foredraget bragt i Vagttaarnet.

Angående tidspunktet for opfyldelsen af denne profetiske lignelse viste artiklen at Jesus fortalte den som en del af sit svar på disciplenes spørgsmål om hvad ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’ ville være. (Matt. 24:3) Artiklen forklarede hvorfor de „brødre“ der omtales i lignelsen ikke kunne være jøderne i evangeliets tidsalder eller mennesker der viser tro under tusindårsrigets prøvelse og dom, men må være dem der sammen med Kristus skal arve det himmelske rige, og at lignelsen således må gå i opfyldelse på et tidspunkt hvor nogle af Kristi medarvinger stadig befinder sig i kødet. — Jævnfør Hebræerbrevet 2:10, 11.

Det som Kristi salvede brødre kom ud for når de søgte at forkynde for præsteskabet og for almindelige mennesker der var knyttet til kristenhedens kirkesamfund, viste også at Jesu profetiske lignelse allerede var ved at gå i opfyldelse. Hvordan det? Jo, mange gejstlige og fremtrædende medlemmer af deres kirkesamfund var fjendtligt stemt over for brødrene — de gav dem ikke et forfriskende bæger vand, hverken bogstaveligt eller billedligt talt; nogle af dem fik i stedet pøbelskarer til at rive tøjet af brødrene og slå dem, eller de fik myndighederne til at fængsle dem. (Matt. 25:41-43) På den anden side tog mange ydmyge kirkemedlemmer med glæde imod budskabet om Riget, tilbød forkynderne forfriskninger og gjorde deres yderste for at hjælpe de salvede når de blev kastet i fængsel for den gode nyheds skyld. — Matt. 25:34-36.

Så vidt bibelstudenterne kunne forstå, befandt de mennesker Jesus omtalte som fårene sig stadig i kristenhedens kirkesamfund. De mente at det var nogle som ikke hævdede at være indviet til Herren, men som havde stor respekt for Jesus Kristus og hans folk. Men kunne de forblive i kristenhedens kirkesamfund?

Et fast standpunkt for den rene tilbedelse

En af Bibelens profetiske bøger, Ezekiels Bog, kastede lys over dette. Det første af tre bind med en kommentar til Ezekiels Bog udkom i 1931 under titlen Det store Opgør (dansk 1933). Heri blev betydningen af det  Ezekiel skrev om Jehovas harme mod fortidens frafaldne Juda og Jerusalem forklaret. Judas indbyggere hævdede at tjene den levende og sande Gud, men de antog de omboende folkeslags religiøse skikke og ofrede røgelse til livløse afguder. De fulgte desuden en umoralsk handlemåde ved at sætte deres lid til politiske forbund i stedet for at stole på Jehova. (Ez. 8:5-18; 16:26, 28, 29; 20:32) I alt dette var de nøjagtig som kristenheden. Derfor vil Jehova også eksekvere dom over kristenheden, på samme måde som han eksekverede dom over det troløse Juda og Jerusalem. Men kapitel 9 i Ezekiels Bog viser at før fuldbyrdelsen af Guds dom, ville nogen få et mærke som betød at de ville blive skånet. Hvem er de?

Profetien siger at de der fik dette mærke ville være dem der ’sukkede og stønnede over alle de vederstyggeligheder der øvedes’ i kristenheden, det modbilledlige Jerusalem. (Ez. 9:4) Det var derfor indlysende at de ikke med overlæg kunne deltage i de afskyelige ting der foregik. Det første bind af Det store Opgør viste således at de der har mærket, er mennesker der nægter at tilhøre kristenhedens kirkesamfund og som på en eller anden måde stiller sig på Herrens side.

I 1932 fulgte så en behandling af den bibelske beretning om Jehu og Jonadab og dens profetiske betydning. Jehova udnævnte Jehu til konge over Israels tistammerige og gav ham til opgave at eksekvere dommen over Akabs og Jesabels onde hus. Da Jehu var på vej til Samaria for at udrydde ba’alsdyrkelsen, kom Jonadab, Rekabs søn, ham i møde. Jehu spurgte Jonadab: „Er dit hjerte ret indstillet over for mig?“ Da Jonadab svarede: „Det er det!“ sagde Jehu: „Giv mig din hånd!“ og lod ham stige op til sig i stridsvognen. Derpå sagde han: „Kom med mig og se min nidkærhed for Jehova.“ (2 Kong. 10:15-28) Jonadab var ikke israelit, men han gik ind for det Jehu gjorde; han vidste at Jehova, den sande Gud, krævede udelt hengivenhed. (2 Mos. 20:4, 5) Flere hundrede år senere lagde Jonadabs efterkommere stadig en ånd for dagen som Jehova godkendte, og han gav derfor dette løfte: „Jonadab, Rekabs søn, vil aldrig komme til at mangle en mand til alle dage at stå for mit ansigt.“ (Jer. 35:19) Derfor opstod spørgsmålet: Findes der mennesker på jorden i dag som ikke er åndelige israelitter og som således ikke har et himmelsk håb, men kan sammenlignes med Jonadab?

Vagttaarnet for 1. oktober 1932 forklarede: „Jonadab repræsenterede eller var et Billede paa de Mennesker paa Jorden i denne Tid . . . som ikke er i Harmoni med Satans Organisation, men stiller sig paa Retfærdighedens Side, nemlig dem, der vil blive bevaret af Herren, medens Harmagedonslaget finder Sted, idet han vil føre dem igennem denne Trængsel og give dem evigt Liv paa Jorden. Det er dem, der i Lignelsen fremstilles som ’Faar’, en Skare, der er imødekommende over for Guds salvede Folk, fordi de forstaar, at Herrens salvede udfører Herrens Gerning.“ De der lagde  denne ånd for dagen blev opfordret til sammen med de salvede at forkynde budskabet om Riget for andre. — Åb. 22:17.

Nogle (men på det tidspunkt relativt få) af dem der kom sammen med Jehovas vidner, forstod at Guds ånd ikke havde givet dem håb om liv i himmelen. De blev kaldt jonadab’er fordi de ligesom fortidens Jonadab betragtede det som en forret at være knyttet til Jehovas salvede tjenere, og de var glade for at få del i de privilegier Guds ord ledte dem til. Ville antallet af disse mennesker, der havde udsigt til aldrig at skulle dø, vokse sig stort før Harmagedon? Var det muligt at de ville komme til at tælle millioner, sådan som der var blevet sagt?

Hvem er ’den store skare’?

Da det blev oplyst at Jehovas Vidner ville holde et stævne i Washington, D.C., fra 30. maj til 3. juni 1935, skrev The Watchtower: „Mange jonadab’er har ikke før haft det privilegium at overvære et stævne, og stævnet i Washington vil måske vise sig at være til stor gavn og trøst for dem.“ Det viste sig så absolut at være tilfældet.

Ved dette stævne blev der lagt særlig vægt på Åbenbaringen 7:9, 10, hvor der står: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ Hvem består denne store skare af?

I mange år, helt frem til 1935, forstod man ikke at de der udgør den store skare er de samme som fårene i Jesu lignelse om fårene og gederne. Som tidligere nævnt troede man at de udgjorde en sekundær himmelsk skare — sekundær fordi de havde været forsømmelige med hensyn til at adlyde Gud.

Denne opfattelse rejste imidlertid visse spørgsmål. Nogle af dem blev drøftet i begyndelsen af 1935 under middagsmåltidet på Vagttårnsselskabets hovedkontor. Blandt dem der udtalte sig var der nogle som mente at den store skare skulle leve på jorden. Grant Suiter, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, mindes: „Ved et betelstudium, der blev ledet af broder T. J. Sullivan, spurgte jeg: ’Eftersom den store skare får evigt liv, består denne gruppe da af mennesker der har bevaret deres uangribelighed?’ Der kom mange kommentarer, men ikke noget endegyldigt svar.“ Men fredag den 31. maj 1935 blev der givet et tilfredsstillende svar ved stævnet i Washington, D.C. Broder Suiter sad på balkonen og så ned på forsamlingen, og han blev mere og mere begejstret efterhånden som foredraget skred frem!

Foredraget blev gengivet i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935. Det blev påpeget at en vigtig betingelse for at nå frem til den rette forståelse,  er at være klar over at Jehovas væsentligste hensigt ikke er at frelse mennesker men at herliggøre sit navn (eller hævde sin suverænitet, som vi nu ville sige). Jehova godkender derfor dem der bevarer deres uangribelighed over for ham; han belønner ikke dem der siger at de gør hans vilje men derefter vanærer hans navn ved at indgå kompromiser med Djævelens organisation. Kravet om trofasthed gælder alle som ønsker at opnå Guds godkendelse.

I overensstemmelse med dette skrev Vagttaarnet: „Aabenbaringen 7:15 er i Virkeligheden Nøglen til Forstaaelsen af den store Skares Identitet. . . . Beskrivelsen af den store Skare i Aabenbaringen viser os, at ’de staar foran Tronen og tjener ham offentligt’ . . . nu indser, forstaar og adlyder de Jesu, Guds Lams, Ord: ’Du skal tilbede Jehova din Gud og tjene ham alene.’“ (Matt. 4:10) Det blev vist at disse ord gælder alle skabninger som Jehova godkender. Det Bibelen siger om den store skare, kunne derfor ikke opfattes som en slags sikkerhedsnet for dem der hævdede at elske Gud men ikke havde lyst til at gøre hans vilje.

Er den store skare da en himmelsk skare? Vagttaarnet viste at sprogbrugen i skriftstedet ikke pegede i retning af denne slutning. Med hensyn til at den store skare står „foran tronen“ viste bladet at Mattæus 25:31, 32 siger at alle nationer samles foran Kristi trone, selv om disse nationer befinder sig på jorden. Den store skare „står“ imidlertid foran tronen i den forstand at den er godkendt af ham der sidder på tronen. — Jævnfør Jeremias 35:19.

Men hvor kunne man finde en sådan gruppe — mennesker „af alle nationer“, mennesker der ikke tilhørte det åndelige Israel (som var beskrevet tidligere, i Åbenbaringen 7:4-8), mennesker der troede på genløsningen (idet de billedligt talt havde vasket deres klæder i Lammets blod),  mennesker der hyldede Kristus som konge (med palmegrene i hænderne, ligesom den skare der hyldede Jesus som konge da han red ind i Jerusalem), mennesker der virkelig stillede sig foran Jehovas trone for at tjene ham? Fandtes der en sådan gruppe mennesker på jorden?

Jehova gav selv svaret ved at opfylde sit profetiske ord. Webster Roe, der overværede stævnet i Washington, fortæller at broder Rutherford som et højdepunkt på sit foredrag stillede spørgsmålet: „Vil alle de der håber at komme til at leve evigt på jorden være så venlige at rejse sig?“ Ifølge broder Roe rejste omkring halvdelen af de tilstedeværende sig. I harmoni med dette skrev Vagttaarnet for 15. oktober 1935: „Vi ser nu en Skare, der nøje svarer til Aabenbaringens Beskrivelse af den store Skare. I de senere Aar og efter at ’dette Rigets Evangelium er blevet forkyndt til et Vidnesbyrd’ er der kommet mange, og der kommer stadig mange, som bekender, at Herren Jesus er deres Frelser og Jehova deres Gud, og som tilbeder dem i Aand og i Sandhed og tjener dem med Glæde. Disse kaldes ogsaa ’Jonadab’. De har symboliseret deres Daab og derved aflagt Vidnesbyrd om, at de . . . har taget Standpunkt paa Jehovas Side og tjener ham og hans Konge.“

 På dette tidspunkt forstod man at den store skare i Åbenbaringen 7:9, 10 hører til ’de andre får’ som Jesus omtalte (Joh. 10:16); det er dem der kommer Kristi „brødre“ til undsætning (Matt. 25:33-40); de har fået det mærke som betyder at de vil få lov at overleve fordi de føler sig frastødt af alt det vederstyggelige der finder sted inden for kristenheden og tager afstand fra det (Ez. 9:4); de er som Jonadab, der åbenlyst sluttede sig til Jehovas salvede tjener da han skulle udføre sin gudgivne opgave (2 Kong. 10:15, 16). Jehovas vidner forstår at den store skares medlemmer er loyale tjenere for Gud som vil overleve Harmagedon og få mulighed for at leve evigt på jorden når Paradiset er blevet genoprettet.

Et vigtigt arbejde der skal udføres

Forståelsen af disse skriftsteder fik vidtrækkende betydning for Jehovas tjeneres virksomhed. De forstod at det ikke var dem der skulle udvælge og indsamle medlemmerne af den store skare; det var ikke deres opgave at fortælle folk om de havde et himmelsk eller et jordisk håb. Herren ville lede begivenhederne i overensstemmelse med sin vilje. Men som Jehovas vidner bar de et stort ansvar. De skulle forkynde Guds ord, fortælle andre de sandheder han havde sat dem i stand til at forstå, så folk kunne få kendskab til Jehovas foranstaltninger og få anledning til at vise deres værdsættelse af dem.

De forstod desuden at deres arbejde var presserende. I en artikelserie med titlen „Den store Skare indsamles“ forklarede Vagttaarnet i 1936: „Bibelen støtter kraftigt den Tanke, at Jehova vil tilintetgøre Jordens Folk i Harmagedon med Undtagelse af dem, der adlyder hans Befalinger om at stille sig paa hans Organisations Side. Før i Tiden er Millioner og atter Millioner af Mennesker gaaet i Graven uden nogen Sinde at høre om Gud og Kristus, og disse vil til sin Tid blive vækket op af Døden og modtage Kundskab om Sandheden, for at de kan træffe deres Valg. Men Forholdet er anderledes med de Mennesker, der nu lever paa Jorden. . . . De, som hører med til den store Skare, maa tage imod dette Budskab inden Dagen for Slaget paa Guds, den Almægtiges, store Dag, der er Harmagedon. Hvis Sandhedsbudskabet ikke forkyndes for den store Skare nu, vil det være for sent, naar Nedslagtningsværket begynder.“ — Se Anden Kongebog 10:25; Ezekiel 9:5-10; Zefanias 2:1-3; Mattæus 24:21; 25:46.

Denne forståelse af Bibelen ansporede Jehovas vidner til fornyet nidkærhed i forkyndelsen. Leo Kallio, der senere tjente som rejsende tilsynsmand i Finland, har sagt: „Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde har været fyldt med så stor glæde og iver, og jeg kan heller ikke mindes at jeg nogen sinde har cyklet så stærkt som jeg gjorde i de dage, da jeg skyndte mig for at fortælle de interesserede at de takket være Jehovas ufortjente godhed kunne opnå evigt liv på jorden.“

 I løbet af de næste fem år blev der stadig færre som nød symbolerne ved den årlige fejring til minde om Kristi død, til trods for at Jehovas vidner stadig voksede i antal. Men tilstrømningen af den store skare var alligevel ikke så stor som broder Rutherford havde ventet. Ved en lejlighed sagde han til Fred Franz, der blev Selskabets fjerde præsident: „Det ser ud til at ’den store skare’ ikke bliver så stor endda.“ Men siden er der blevet millioner af Jehovas vidner, mens antallet af dem som ser frem til en himmelsk arv er faldet støt.

Én hjord under én hyrde

Der er ingen rivalisering mellem den salvede rest og den store skare. De der har et himmelsk håb ser ikke ned på dem der inderligt håber at opnå evigt liv i et paradis på jorden. Enhver tager taknemmeligt imod de privilegier Gud giver ham, og tænker ikke på om hans stilling på en eller anden måde gør ham bedre eller ringere end en anden. (Matt. 11:11; 1 Kor. 4:7) Som Jesus forudsagde er de to grupper virkelig blevet „én hjord“ der tjener under ham som deres eneste hyrde. — Joh. 10:16.

De følelser som Kristi salvede brødre nærer over for deres medarbejdere i den store skare, beskrives på en god måde i bogen Sikkerhed i verden under Fredsfyrsten: „Siden den anden verdenskrig er Jesu profeti om det arbejde der skulle udføres under ’afslutningen på tingenes ordning’ hovedsagelig blevet opfyldt af ’den store skare’ af ’andre får’. Det lys der skinner fra ’restens’ tændte lamper har oplyst deres hjertes øjne, og de har genspejlet dette lys til andre som endnu befinder sig i denne verdens mørke. . . . De er blevet brudeskarens tilbageblevne medlemmers uadskillelige ledsagere. . . . Der skal derfor lyde en overstrømmende tak til ’den store skare’ af alle nationer og tungemål for den kæmpemæssige andel den har haft i opfyldelsen af brudgommens profeti i Mattæus 24:14!“

Mens Jehovas vidner, den store skare indbefattet, i forening har forkyndt det herlige budskab om Guds rige, er der imidlertid også blevet lagt mærke til dem af en anden grund end deres nidkære forkyndelse.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 159]

De fleste Jehovas vidner ser frem til evigt liv på jorden

[Tekstcitat på side 161]

En tro der skilte dem ud fra kristenheden

[Tekstcitat på side 164]

Tiden for opfyldelsen af lignelsen om fårene og gederne

[Tekstcitat på side 165]

De blev kaldt jonadab’er

[Tekstcitat på side 166]

Den 31. maj 1935 blev det tydeligt hvem ’den store skare’ er

[Tekstcitat på side 170]

Hvem afgør om et menneske får et himmelsk eller et jordisk håb?

[Ramme på side 160]

En tid til forståelse

For over 250 år siden skrev sir Isaac Newton en interessant artikel om forståelse af profetierne, deriblandt profetien om ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9, 10. I „Observations Upon the Prophecies of Daniel, and the Apocalypse of St. John“, der blev udgivet i 1733, skrev han: „Disse profetier af Daniel og Johannes skulle ikke kunne forstås før endens tid, men så skulle nogle profetere ud fra dem i en hjemsøgt og sorgfuld tilstand gennem lang tid, og dette blot dunkelt, så kun nogle få blev omvendt. . . . Derefter, sagde Daniel, skal mange søge ivrigt i Skrifterne, og kundskaben skal vokse. For evangeliet skal forkyndes for alle nationerne før den store trængsel og verdens ende. Den palmebærende skare der kommer ud af denne store trængsel, kan ikke være talløs og komme fra alle nationerne medmindre evangeliet forkyndes før enden kommer.“

 [Ramme/illustration på side 168]

Jorden, menneskets evige hjem

Hvad var Guds oprindelige hensigt med menneskene?

„Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 Mos. 1:28.

Har Gud ændret hensigt med hensyn til jorden?

„Mit ord . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Es. 55:11.

„Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden.’“ — Es. 45:18.

„I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Matt. 6:9, 10.

„De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Sl. 37:9, 29.

Hvordan vil forholdene være på jorden under Guds rige?

„Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Pet. 3:13.

„Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig. Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for Hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ — Mika 4:3, 4.

„De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Es. 65:21, 22.

„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Es. 33:24.

„Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4; se også Johannes 3:16.

„Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“ — Åb. 15:4.

[Ramme på side 169]

De der skal i himmelen

Hvor mange mennesker kommer i himmelen?

„Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ — Luk. 12:32.

„Jeg så, og se! Lammet [Jesus Kristus] stod på Zions Bjerg [i himmelen], og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og de synger ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire levende skabninger og de ældste; og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden.“ — Åb. 14:1, 3.

Er alle de 144.000 jøder?

„Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ — Gal. 3:28, 29.

„Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ — Rom. 2:28, 29.

Hvorfor henter Gud nogle til himmelen?

„De skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åb. 20:6.

[Grafisk fremstilling på side 171]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Rapport fra mindehøjtiden

Nød symbolerne

Antal til stede

1.500.000

1.250.000

1.000.000

750.000

500.000

250.000

1935 1940 1945 1950 1955 1960

I løbet af 25 år var forholdet mellem tilskuere og deltagere ved mindehøjtiden blevet som 100 til 1

[Illustrationer på side 167]

Ved stævnet i Washington blev 840 døbt