Kapitel 13

Kendt på vor adfærd

VI LEVER i en tid da en stor del af menneskeheden har forkastet gamle hævdvundne moralnormer. De fleste af kristenhedens kirkesamfund har fulgt trop, enten i tolerancens navn eller ud fra den holdning at tiderne har ændret sig og tidligere generationers tabuer ikke længere gælder. Dette har fået Samuel Miller, en dekan fra Harvards teologiske fakultet, til at sige: „Kirken har simpelt hen ingen klare og rentrukne linjer at gå efter. Den har optaget tidens kultur i sig.“ Denne udvikling har haft en ødelæggende virkning på dem der har søgt vejledning i sådanne kirkesamfund.

I modsætning hertil har L’Eglise de Montréal, en ugentlig bulletin der udsendes af det katolske ærkestift i Montreal, skrevet om Jehovas vidner: „De har nogle bemærkelsesværdige moralnormer.“ Utallige lærere, arbejdsgivere og embedsmænd har sagt det samme. Hvordan har Jehovas vidner fået dette omdømme?

At være et Jehovas vidne indebærer meget mere end at holde fast ved nogle bestemte læresætninger og at fortælle andre om sin tro. I det første århundrede var kristendommen kendt som „Vejen“, og Jehovas vidner er klar over at sand religion må være en livsform, en vej man vandrer ad hele livet. (Apg. 9:2) Men som i så mange andre spørgsmål gik der en vis tid før Jehovas vidner nåede frem til et ligevægtigt syn på hvad dette egentlig indebærer.

„Karakter eller Pagt — hvilket?“

Bibelstudenterne tog udgangspunkt i en sund, bibelsk vejledning om at de skulle efterligne Kristus, men i den første tid lagde nogle af dem så stor vægt på det de kaldte „karakterudvikling“ at det var ved at trænge visse af den sande kristendoms træk i baggrunden. Nogle var åbenbart af den opfattelse at hvis de altid var elskværdige, venlige og gode, talte med mildhed, aldrig gav udtryk for vrede og læste i Bibelen daglig, kunne de være sikre på at komme i himmelen. Men de glemte at Kristus havde givet sine disciple en opgave at udføre.

Dette problem blev grundigt behandlet i Vagttaarnet for 1. juni 1926, i artiklen „Karakter eller Pagt — hvilket?“ a Den viste at bestræbelserne  for at udvikle ’en fuldkommen karakter’ mens man endnu befandt sig i kødet, havde gjort nogle mismodige, mens andre var blevet hovmodige og selvtilfredse og lod til at have glemt værdien af Kristi offer. Efter at have fremhævet troen på Kristi udgydte blod understregede artiklen hvor vigtigt det er at gøre noget i den aktive tjeneste for Gud for at vise at man følger en vej han kan godkende. (2 Pet. 1:5-10) På det tidspunkt, da en stor del af kristenheden stadig foregav at følge Bibelens moralnormer, var denne opfordring til virksomhed med til at fremhæve forskellen mellem Jehovas vidner og kristenheden. Forskellen blev endnu tydeligere efterhånden som alle der kaldte sig kristne, blev nødt til at tage stilling til de moralnormer som blev mere og mere udbredte.

’Afhold jer fra utugt’

Den kristne norm for kønsmoral blev for længe siden fremholdt i et tydeligt sprog i Bibelen. „Dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt . . . Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed, men i forbindelse med helliggørelse. Derfor, den der lader hånt om dette, lader ikke hånt om et menneske men om Gud.“ (1 Thess. 4:3-8) „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4) „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige . . . eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.

Allerede i november 1879 fremhævede Watch Tower denne norm for sande kristne. Men det var ikke et emne der blev behandlet gentagne gange eller meget udførligt, som hvis det havde været et større problem blandt bibelstudenterne på den tid. Efterhånden som verdens holdning blev mere eftergivende blev dette krav imidlertid vist større opmærksomhed, især i årene omkring den anden verdenskrig. Det var nødvendigt, for nogle blandt Jehovas vidner havde fået den opfattelse at hvis blot de forkyndte flittigt, var det en personlig sag om de ikke tog så strengt på kønsmoralen. Vagttaarnet for 1. maj 1935 havde rigtignok sagt rent ud at deltagelse i vidnearbejdet ikke indebar retten til umoralsk adfærd. Men ikke alle tog vejledningen til sig. I Vagttaarnet for 15. oktober 1941 blev spørgsmålet derfor taget op på ny, denne gang i en lang artikel med titlen „Noas Dage“. Heri blev det påpeget at de seksuelle  udskejelser på Noas tid var en af grundene til at Gud udslettede den daværende verden, og det blev vist at Guds indgriben dengang udgør et mønster for hvad han vil gøre i vor tid. Der blev rent ud advaret om at en uangribelig tjener for Gud ikke kan vie en del af dagen til at gøre Herrens vilje og så, ’efter arbejdstid’, give sig af med „kødets gerninger“. (Gal. 5:17-21) Vagttaarnet for 15. november 1942 fulgte denne artikel op med endnu en artikel der fordømte handlinger som ikke er i overensstemmelse med Bibelens moralnormer for ugifte og gifte. Ingen måtte tro at deltagelse i den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget som et af Jehovas vidner, gav dem ret til at have en løsagtig adfærd. (1 Kor. 9:27) Med tiden blev der taget strengere forholdsregler for at beskytte organisationens moralske renhed.

Nogle af dem der udtrykte ønske om at blive Jehovas vidner var vokset op i områder hvor prøveægteskab var accepteret, hvor man tolererede seksuel omgang mellem to der var forlovede, eller hvor det blev betragtet som normalt at leve sammen uden at være gift. Nogle få ægtepar prøvede at leve i cølibat. Andre levede adskilt fra deres ægtefælle selv om de ikke var skilt. I løbet af 1950’erne gav Vagttaarnet den nødvendige vejledning på disse områder. Bladet gjorde rede for de pligter som ægteskabet medfører, understregede Bibelens forbud mod utugt og forklarede hvad utugt er, for at der ikke skulle opstå misforståelser. b — Apg. 15:19, 20; 1 Kor. 6:18.

I lande hvor folk begyndte at komme sammen med Jehovas organisation uden at tage Bibelens moralnormer alvorligt, blev dette vist særlig opmærksomhed. Da N. H. Knorr, Vagttårnsselskabets tredje præsident, besøgte Costa Rica i 1945, holdt han et foredrag om kønsmoral hvori han sagde: „Alle jer her i aften som bor sammen med en kvinde men ikke har fået jeres ægteskab ordnet juridisk, vil jeg give et råd. Gå hen i den katolske kirke og meld jer ind dér, for dér kan I praktisere den slags. Men det her er Guds organisation, og her kan I ikke praktisere den slags.“

I 1960’erne, da de homoseksuelle begyndte at stå mere åbent frem, drøftede mange kirkesamfund spørgsmålet og accepterede dem derefter som medlemmer. I nogle kirkesamfund kan homoseksuelle endda blive ordineret til præster. For at hjælpe oprigtige mennesker der gerne ville have et bibelsk svar, tog Jehovas Vidner også emnet op. Men blandt dem var der aldrig tvivl om hvordan homoseksualitet skulle betragtes. Hvorfor ikke? Fordi de ikke behandler Bibelens krav som om de bare var menneskers meninger. (1 Thess. 2:13) De leder med glæde bibelstudier med homoseksuelle for at hjælpe dem til at lære hvilke krav Jehova stiller, og  homoseksuelle kan overvære Jehovas Vidners møder for at lytte, men ingen der fortsat praktiserer homoseksualitet kan blive et af Jehovas vidner. — 1 Kor. 6:9-11; Jud. 7.

I de senere år er det blevet helt almindeligt i verden at ugifte har seksuelle forbindelser. Unge blandt Jehovas vidner har følt dette som et pres, og nogle af dem er begyndt at følge verdens livsform. Hvad har organisationen gjort i den anledning? Vagttårnet og Vågn op! har bragt artikler der kan hjælpe forældre og unge til at få et bibelsk syn på kønsmoral. Ved stævnerne opføres der realistiske skuespil som kan hjælpe alle til at være opmærksomme på hvad det fører til at forkaste Bibelens moralnormer og hvor gavnligt det er at adlyde Guds bud. Et af de første af disse skuespil blev opført i 1969 og havde titlen „Torne og snarer på den uafhængiges vej“. Der udgives også særlige bøger for at hjælpe de unge til at værdsætte visdommen i Bibelens vejledning, deriblandt Hvordan du får det bedste ud af din ungdom (engelsk 1976; dansk 1977) og Unge spørger — Svar der duer (1989). Ældste i menighederne yder åndelig hjælp til enkeltpersoner og familier. Jehovas Vidners menigheder beskyttes også ved at overtrædere der ikke angrer, bliver udstødt.

Det moralske sammenbrud i verden har ikke ført til at Jehovas Vidner er blevet mere eftergivende. Jehovas Vidners Styrende Råd har tværtimod lagt stadig større vægt på hvor vigtigt det er ikke blot at tage afstand fra ulovlige seksuelle handlinger, men også at undgå påvirkning og situationer der undergraver moralnormerne. I løbet af de sidste 30 år har det givet vejledning for at styrke enkeltpersoner til at afholde sig fra „skjulte synder“ som masturbation og for at gøre dem opmærksomme på farerne ved pornografi, underlødige tv-serier og visse former for musik. Mens det er gået nedad med moralen i verden, er Jehovas vidners moral blevet højnet.

Guds normer for familielivet

Familier som er Jehovas vidner har haft stor gavn af at følge Bibelens moralnormer. Men det at være et Jehovas vidne er ingen garanti for at man kan undgå problemer i familien. Jehovas vidner er imidlertid overbeviste om at Guds ord giver den bedste vejledning om hvordan problemerne kan løses. Organisationen har truffet mange foranstaltninger for at hjælpe dem til at følge denne vejledning, og når de gør det, opnår de gode resultater.

Allerede i 1904 indeholdt sjette bind af Studier i Skriften en omfattende behandling af ægtefolks og forældres ansvar og pligter. Siden da er der blevet bragt i hundredvis af artikler i bladene, og der er blevet holdt utallige foredrag i alle Jehovas Vidners menigheder for at hjælpe hvert  enkelt familiemedlem til at forstå sin gudgivne rolle. Denne undervisning i hvordan man kan få et godt familieliv er ikke kun henvendt til nygifte, men er et led i et undervisningsprogram der omfatter hele menigheden. — Ef. 5:22–6:4; Kol. 3:18-21.

Kunne polygami accepteres?

Skik og brug med hensyn til ægteskab og familieliv varierer fra land til land, men Jehovas vidner erkender at de normer der er fastsat i Bibelen, gælder overalt. Da Jehovas vidner begyndte at forkynde i Afrika lærte de folk dér, ligesom alle andre steder, at en kristen kun kan have én ægtefælle. (Matt. 19:4, 5; 1 Kor. 7:2; 1 Tim. 3:2) I hundredvis accepterede Bibelens afsløring af afgudsdyrkelsen, godtog med glæde det Jehovas Vidner lærte om Guds rige og lod sig døbe — men uden at holde op med at leve i polygami. For at rette op på dette understregede Vagttaarnet for 15. juli 1947 at kristendommen ikke giver rum for flerkoneri, uanset hvordan de lokale skikke måtte være. Der blev sendt et brev ud til menighederne hvori der stod at de der kaldte sig Jehovas vidner, men som levede i polygami, inden for seks måneder måtte bringe deres ægteskabelige forhold i overensstemmelse med Bibelens norm. Dette blev gentaget i et foredrag som broder Knorr holdt under et besøg i Afrika samme år.

I Nigeria var der ikke så få verdslige som forudsagde at hvis Jehovas Vidner prøvede at afskaffe flerkoneriet i deres rækker, ville der snart ingen rækker være. Det var da heller ikke alle døbte forkyndere med flere koner der foretog de nødvendige forandringer i 1947. En rejsende tilsynsmand, Asuquo Akpabio, fortæller for eksempel at den broder han var indlogeret hos i Ifiayong, vækkede ham ved midnat og forlangte at han skulle ændre på den meddelelse der var blevet bragt om polygami. Da han nægtede at gøre det, smed værten ham ud i natteregnen.

Men kærligheden til Jehova har givet andre styrke til at adlyde hans bud. Her er nogle få eksempler. I Zaire sendte en mand der havde været både katolik og polygamist, to af sine koner bort for at blive et af Jehovas vidner. Det var en stor trosprøve for ham at sende den kone bort som han elskede højest, men som ikke var hans „ungdoms hustru“. (Ordsp. 5:18) I Dahomey (nu Benin) var der en tidligere metodist som havde fem koner. Han overvandt store juridiske hindringer for at få de nødvendige skilsmisser og kvalificere sig til dåben. Han fortsatte imidlertid med at forsørge sine tidligere koner og deres børn, og det samme gjorde andre der sendte deres medhustruer bort. Warigbani Whittington i Nigeria var den anden af sin mands to koner. Da hun erkendte at det vigtigste for hende var at behage Jehova, den sande Gud, trodsede hun mandens og sin egen families vrede. Hendes mand lod hende og deres to børn flytte,  men han ydede hende ingen økonomisk hjælp — ikke engang til rejsen. Alligevel siger hun: ’Ingen af de materielle goder jeg forlod, kan sammenlignes med det at behage Jehova.’

Hvordan med skilsmisse?

I de vestlige lande er polygami ikke udbredt, men her findes der andre holdninger som er i strid med Bibelen. En af dem er den tanke at det er bedre at blive skilt end at være ulykkeligt gift. I de senere år er nogle af Jehovas vidner begyndt at efterligne denne holdning og søge skilsmisse af grunde som for eksempel „gemytternes uoverensstemmelse“. Hvordan har organisationen reageret på det? Med jævne mellemrum føres der ihærdige undervisningskampagner for at fremholde Jehovas syn på skilsmisse til gavn for både dem der har været forkyndere gennem lang tid, og de hundredtusinder der hvert år slutter sig til dem.

Hvilke bibelske retningslinjer har Vagttårnet henvist til? Blandt andet følgende: I den bibelske beretning om det første ægteskab understreges det at mand og hustru bliver ét. Der siges: ’En mand skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.’ (1 Mos. 2:24) Senere forbød Moseloven ægteskabsbrud blandt israelitterne og fastsatte dødsstraf for det. (5 Mos. 22:22-24) Det var dog tilladt dem at lade sig skille af andre grunde end ægteskabsbrud, men kun ’af hensyn til deres hårdhjertethed’, som Jesus udtrykte det. (Matt. 19:7, 8) Hvordan så Jehova på det at forlade sin ægtefælle for at gifte sig med en anden? I Malakias 2:16 står der at han „hader skilsmisse“. Alligevel tillod han dem der blev skilt, at blive i Israels menighed. Hvis de tog imod den tugt han gav sit folk, kunne det være at deres hårde hjerte med tiden ville blive skiftet ud med et blødere hjerte, et hjerte der kunne give udtryk for sand kærlighed til hans veje. — Jævnfør Ezekiel 11:19, 20.

Vagttårnet har ofte påpeget at da Jesus drøftede skilsmisse som det blev praktiseret i fortidens Israel, viste han at der ville blive indført en højere norm blandt hans disciple. Han sagde at hvis nogen lod sig skille fra sin hustru af anden grund end utugt (porneiʹa, „ulovligt seksuelt samvær“) og giftede sig med en anden, ville han begå ægteskabsbrud, og selv om han ikke giftede sig igen, ville han udsætte sin hustru for at begå ægteskabsbrud. (Matt. 5:32; 19:9) Som Vagttårnet har gjort opmærksom på, er en skilsmisse følgelig en langt mere alvorlig sag for de kristne end det var for israelitterne. Bibelen siger ikke at enhver der lader sig skille skal bortvises fra menigheden, men de der også begår ægteskabsbrud og ikke angrer, udstødes af Jehovas Vidners menigheder. — 1 Kor. 6:9, 10.

Verdens syn på ægteskab og familieliv har ændret sig radikalt inden for de seneste år. På trods af dette følger Jehovas vidner stadig de normer  som Gud, der indstiftede ægteskabet, har fastsat i Bibelen. Ved hjælp af disse retningslinjer har de bestræbt sig for at hjælpe oprigtige mennesker til at klare de vanskelige situationer de måtte befinde sig i.

Dette har ført til at mange der har taget imod bibelsk vejledning fra Jehovas vidner, har foretaget opsigtsvækkende forandringer i deres liv. Mænd som før mishandlede deres hustru, mænd som unddrog sig deres forpligtelser, mænd som forsørgede familien materielt men forsømte den i følelsesmæssig og åndelig henseende — mange tusinder af sådanne mænd er blevet kærlige ægtemænd og fædre der tager sig godt af deres familie. Kvinder som satte en ære i at være uafhængige, kvinder som forsømte deres børn, sig selv og deres hjem — mange af disse er blevet hustruer som respekterer ledelsens princip og som på grund af deres opførsel er højt elskede af deres mænd og børn. Unge som var ulydige mod deres forældre og oprørske over for samfundet i almindelighed, unge som ved deres adfærd ødelagde deres liv og var til stor sorg for deres forældre — ikke så få af disse har fået en mening med livet, og det har hjulpet dem til at ændre personlighed.

Familielivet kan naturligvis aldrig blive godt hvis ikke familiens medlemmer er ærlige over for hinanden. Men ærlighed har også stor betydning i andre forhold.

Hvor langt går kravet om ærlighed?

Jehovas vidner forstår at de må være ærlige i alt hvad de gør. Som grundlag for denne opfattelse henviser de til skriftsteder som følgende: Jehova er „sandhedens Gud“. (Sl. 31:5) Jesus sagde at Djævelen er „løgnens fader“. (Joh. 8:44) Det er derfor logisk at „løgnetunge“ nævnes blandt det Jehova hader. (Ordsp. 6:16, 17) Hans ord siger: „Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed.“ (Ef. 4:25) Og kristne skal ikke bare tale sandt, men ligesom apostelen Paulus skal de ’bære sig ærligt ad i alle ting’. (Hebr. 13:18) På ingen af livets områder har Jehovas vidner lov til at følge andre værdinormer.

Da Jesus besøgte skatteopkræveren Zakæus indrømmede denne at han ikke havde været ærlig i forretningsanliggender, og han tog skridt til at give erstatning til dem han havde presset penge af. (Luk. 19:8) I vor tid er det sket at mennesker der er begyndt at komme sammen med Jehovas vidner, har taget lignende skridt for at få en ren samvittighed over for Gud. I Spanien begyndte en uforbederlig tyv for eksempel at studere Bibelen med Jehovas vidner. Da samvittigheden snart efter begyndte at plage ham, leverede han sit tyvegods tilbage til sin tidligere arbejdsgiver og til naboerne, og andre ting gik han til politiet med. Han blev idømt en bøde og måtte afsone en kort fængselsstraf, men nu har han en ren samvittighed. I England begyndte en diamanttyv at studere Bibelen sammen  med et af Jehovas vidner. Efter bare to måneders studium meldte han sig til politiet, der blev forbløffet: Han havde været eftersøgt i et halvt år. I de to og et halvt år han derefter tilbragte i fængsel, studerede han flittigt Bibelen og begyndte at fortælle andre om det han lærte. Da han var blevet løsladt fremstillede han sig til dåb som et af Jehovas vidner. — Ef. 4:28.

Jehovas vidner er kendt for at være ærlige. Arbejdsgivere har erfaret at Jehovas vidner ikke stjæler fra dem, ja, at de ikke engang vil lyve eller forfalske regnskaber hvis arbejdsgiveren selv beder dem om det og endda truer dem med fyring. For Jehovas vidner er et godt forhold til Gud langt vigtigere end noget menneskes godkendelse. Og de ved at uanset hvor de er eller hvad de foretager sig, er alle ting „nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab“. — Hebr. 4:13; Ordsp. 15:3.

Den italienske avis La Stampa har skrevet om Jehovas vidner: „De praktiserer det de forkynder . . . Idealer som næstekærlighed, personlig ærlighed, ikkevold og afstandtagen fra magtanvendelse (der for de fleste kristne er ’søndagsregler’ som kun egner sig til at blive forkyndt fra prædikestolen) er en del af deres ’daglige’ levevis.“ Louis Cassels, redaktøren af det religiøse stof i United Press International i Washington, D.C., har skrevet: „Vidnerne holder fast ved deres overbevisning med stor troskab, selv om prisen kan være høj.“

Hvorfor hasardspil aldrig har været et problem blandt dem

Før i tiden blev ærlighed normalt forbundet med villighed til at slide i det. Samfundet i almindelighed så ned på hasardspil, det vil sige at satse en sum penge i et væddemål om udfaldet af et spil eller en anden begivenhed. Men efterhånden som samfundet i løbet af det 20. århundrede blev gennemsyret af en selvisk, grisk ånd, blev både legalt og illegalt hasardspil udbredt. Sådanne spil drives ikke blot af underverdenen, men ofte også af trossamfund og verdslige myndigheder der ønsker at rejse penge. Hvordan har Jehovas vidner forholdt sig til denne udvikling i samfundet? De har fulgt Bibelens principper.

 Som det er blevet påpeget i deres publikationer, er der intet specifikt bud i Bibelen der lyder: „Du må ikke spille om penge.“ Men hasardspil frembringer dårlige frugter, og disse frugter er blevet afsløret af Vagttårnet og Vågn op! gennem et halvt århundrede. Bladene har desuden påvist at hasardspil under enhver form har tilknytning til holdninger som Bibelen advarer imod. For eksempel kærlighed til penge: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ (1 Tim. 6:10) Og selviskhed: „Du må ikke begære . . . noget som helst der tilhører din næste.“ (5 Mos. 5:21; jævnfør Første Korintherbrev 10:24.) Og havesyge: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er . . . havesyg.“ (1 Kor. 5:11) Bibelen advarer desuden imod at man vender sig til „lykkeguden“, som om lykken var en slags overnaturlig kraft der kunne begunstige mennesker. (Es. 65:11) Jehovas vidner ønsker at adlyde disse bibelske formaninger og tager derfor afstand fra hasardspil. Siden 1976 har de desuden gjort en særlig indsats for at ingen iblandt dem skal have et verdsligt arbejde der tydeligvis knytter dem til et spilleetablissement.

Der har aldrig været nogen tvivl om hvordan Jehovas vidner skulle stille sig til hasardspil. De ved at Bibelen ikke fremmer den ånd at man skal prøve at opnå noget på andres bekostning. Den opfordrer kristne til at arbejde med deres hænder, trofast varetage det de har fået betroet, være gavmilde og dele med dem der er i nød. (Ef. 4:28; Luk. 16:10; Rom. 12:13; 1 Tim. 6:18) Har andre lagt mærke til dette? Ja, og især de der gør forretninger med dem. Det er ikke usædvanligt at verdslige arbejdsgivere tilbyder Jehovas vidner arbejde fordi de har hørt at de er samvittighedsfulde og pålidelige. Arbejdsgiverne er klar over at det er på grund af deres tro at de er anderledes.

Hvordan med tobak og narkotika?

Bibelen siger ikke noget om tobak, og den omtaler heller ikke nogen af de mange narkotiske stoffer der misbruges i vor tid. Men den giver nogle retningslinjer som har hjulpet Jehovas vidner til at indse hvad de skal gøre for at behage Gud. Allerede i 1895 kommenterede Watch Tower brugen af tobak og henviste i den forbindelse til Andet Korintherbrev 7:1, hvor der står: „Derfor, da vi har disse løfter, I elskede, så lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“

I mange år så det ud til at denne vejledning var tilstrækkelig. Men efterhånden som rygning blev opreklameret af tobaksindustrien og narkotikamisbruget blev udbredt, blev der behov for yderligere vejledning. Andre bibelske principper blev understreget: respekt for Jehova, livets Giver (Apg. 17:24, 25); næstekærlighed (Jak. 2:8) og det faktum at den der ikke elsker sin næste, heller ikke elsker Gud (1 Joh. 4:20); desuden  lydighed mod verdslige herskere. (Tit. 3:1) Det blev påpeget at bibelskribenterne brugte det græske ord farmakiʹa — der bogstaveligt betyder „anvendelse eller indgivelse af lægemidler, tryllemidler, gift“ — om „udøvelse af spiritisme“ fordi man anvendte sådanne stoffer i forbindelse med spiritistiske handlinger. — Gal. 5:20.

I 1946 afslørede bladet Consolation (den engelske udgave af Ny Verden) at de der lavede cigaretreklamer ofte betalte folk for at udtale sig om de såkaldte fordele ved at ryge. Efterhånden som videnskabelige forskningsresultater er blevet tilgængelige, har bladets efterfølger, Vågn op!, også bragt beviser for at tobaksrygning forårsager kræft, hjertesygdomme og fosterskader, er vanedannende og desuden skader passive rygere. Det er blevet påpeget hvor skadeligt det er at bruge marihuana, og der er blevet bragt beviser for at dette stof kan give hjerneskader. Faren ved at bruge andre vanedannende stoffer er også blevet behandlet gentagne gange til gavn for dem der læser Vagttårnsselskabets publikationer.

Længe før de forskellige landes myndigheder besluttede i hvilket omfang de skulle gøre folk opmærksomme på faren ved tobaksrygning, gjorde Vagttaarnet det klart (i nummeret for 1. maj 1935) at ingen som brugte tobak kunne arbejde på Vagttårnsselskabets kontorer eller virke som en af dets udnævnte repræsentanter. Efter at alle tjenerne i Jehovas Vidners menigheder begyndte at blive udnævnt af Selskabet (fra 1938), skrev Vagttaarnet for 15. november 1942 at forbudet mod at bruge tobak også gjaldt alle disse udnævnte tjenere. Nogle steder gik der flere år før dette blev helt gennemført. De allerfleste Jehovas vidner fulgte dog den bibelske vejledning og det gode eksempel der blev sat af dem som førte an iblandt dem.

I 1973 blev der taget endnu et skridt frem mod at anvende Bibelens vejledning konsekvent. Fra da af kunne ingen der røg, blive døbt. I løbet af de følgende måneder blev de der var aktivt beskæftiget med produktion eller salg af tobak hjulpet til at indse at de ikke fortsat kunne gøre dette og samtidig være godkendt som Jehovas vidner. Guds ords vejledning må følges konsekvent på alle områder af livet. Det har været en beskyttelse for Jehovas vidner at følge Bibelens principper hvad angår brugen af tobak, marihuana og såkaldt hårde narkotiske stoffer. Ud fra Bibelen har de også kunnet hjælpe mange tusind andre som var ved at ødelægge deres liv med narkotika.

Er det noget andet med alkohol?

I Vagttårnets publikationer er brugen af alkohol ikke blevet sidestillet med stofmisbrug. Hvorfor ikke? Det forklares på denne måde: Skaberen ved hvordan vi er skabt, og hans ord tillader mådeholden indtagelse af  alkohol. (Sl. 104:15; 1 Tim. 5:23) Men Bibelen advarer imod at man drikker sig fuld, og den fordømmer drukkenskab. — Ordsp. 23:20, 21, 29, 30; 1 Kor. 6:9, 10; Ef. 5:18.

Charles Taze Russell var tilhænger af fuldstændig afholdenhed fordi han så at mange menneskers liv var blevet ødelagt af alkoholmisbrug. Han erkendte dog at Jesus ikke var modstander af vin. I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev der agiteret meget i De Forenede Stater for indførelse af et alkoholforbud. Watch Tower gav ofte udtryk for sympati med dem der forsøgte at bekæmpe alkoholens skadevirkninger, men støttede ikke deres kampagne for at få et forbud indført. Bladet lagde dog ikke skjul på hvor skadeligt det er at drikke for meget, og skrev ofte at det ville være bedst at afholde sig helt fra vin og alkohol. De der følte at de kunne nyde alkohol med måde, blev tilskyndet til at overveje Romerbrevet 14:21, hvor der står: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“

Men da lederen af en amerikansk afholdsorganisation („Anti-Saloon League“) i 1930 gik så vidt som til at påstå offentligt at hans organisation var „født af Gud“, benyttede Vagttårnsselskabets daværende præsident, J. F. Rutherford, lejligheden til at holde flere radioforedrag som viste at det var ensbetydende med at bagvaske Gud at fremsætte denne påstand. Hvorfor? Fordi Guds ord ikke forbyder al brug af vin, fordi forbudet mod alkohol ikke satte en stopper for drukkenskaben, som Gud fordømmer, og fordi forbudet fik en række uheldige følger, som for eksempel korruption blandt myndighedspersoner, hjemmebrygning og smugling.

Om man skal nyde alkohol eller ej betragtes som en personlig sag blandt Jehovas vidner. Men de retter sig efter det bibelske krav om at tilsynsmænd skal være ’mådeholdne i vaner’. Dette udtryk er oversat fra det græske nefaʹlion, der bogstaveligt betyder ’ædru, mådeholden; afholdende fra vin, enten fuldstændigt eller i det mindste fra dens umådeholdne brug’. Menighedstjenere må heller ikke være „forfaldne til megen vin“. (1 Tim. 3:2, 3, 8) En der drikker for meget er derfor ikke kvalificeret til særlige tjenesteprivilegier. Eftersom de der fører an blandt Jehovas vidner sætter et godt eksempel, kan de tale med frimodighed når de søger at hjælpe dem der måske er tilbøjelige til at drikke spiritus når de føler sig stressede, eller som er nødt til at være helt afholdende. Hvad fører det til?

Bemærk for eksempel denne nyhedsmeddelelse fra Afrika: „Af alle rapporter fremgår det at der i de områder hvor Jehovas Vidner er stærkest repræsenteret blandt afrikanerne, nu er færre uroligheder end andre steder. De har vist sig i høj grad virksomme mod agitatorer, trolddom, drukkenskab og vold af enhver art.“ — The Northern News (Zambia).

 Et andet vigtigt område hvor Jehovas vidners adfærd adskiller sig fra verdens, har at gøre med —

Respekten for livet

Jehovas vidners respekt for livet skyldes den erkendelse at det er en gave fra Gud. (Sl. 36:9; Apg. 17:24, 25) De er klar over at selv det ufødte barns liv er dyrebart i Guds øjne. (2 Mos. 21:22-25; Sl. 139:1, 16) De tager i betragtning at „hver enkelt af os [skal] . . . aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. — Rom. 14:12.

I overensstemmelse med disse bibelske principper har Jehovas vidner konsekvent taget afstand fra provokeret abort. Bladet Vågn op! har givet sine læsere sund vejledning for at hjælpe dem til at forstå at seksuel renhed er et krav fra Gud, og det har redegjort indgående for alle forplantningens undere og for fødselens psykologiske og fysiologiske faktorer. I tiden efter den anden verdenskrig, da det blev mere og mere almindeligt at afbryde uønskede svangerskaber, lagde Vagttårnet ikke skjul på at dette klart strider imod Guds ord. I nummeret for 15. marts 1970 stod der rent ud: „En svangerskabsafbrydelse i den hensigt blot at blive fri for et uønsket barn, [er] det samme som med overlæg at tage et menneskes liv.“

Hvorfor Jehovas vidner ikke ønsker blodtransfusion

Jehovas vidners respekt for livet har også berørt deres holdning til blodtransfusioner. Da blodtransfusion blev et stridsspørgsmål som de måtte tage stilling til, forklarede Vagttaarnet for 15. februar 1946 detaljeret hvordan den kristne bør se på blodets hellighed. c Bladet viste at det guddommelige forbud som var bindende for Noa og alle hans efterkommere, omfattede både dyreblod og menneskeblod. (1 Mos. 9:3-6) Det påpegede at kravet blev gentaget i det første århundrede i budet til de kristne om at de skulle ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29) Den samme artikel viste ud fra Bibelen at den eneste anvendelse af blod som Gud nogen sinde har godkendt, er som offer, og da dyreofrene der blev frembåret under Moseloven var et billede på Kristi offer, ville ringeagt for kravet om at kristne skal ’afholde sig fra blod’ vidne om grov mangel på respekt for Jesu Kristi genløsningsoffer. (3 Mos. 17:11, 12; Hebr. 9:11-14, 22) I harmoni med denne forståelse har det siden 1961 været sådan at de der ignorerer Guds krav og modtager blodtransfusion og ikke ændrer sind, udstødes af Jehovas Vidners menigheder.

I begyndelsen sagde Vagttårnets publikationer ikke noget om fysiske bivirkninger af blodtransfusioner. Da sådanne oplysninger senere blev tilgængelige, blev de offentliggjort — ikke fordi det er på grund af  bivirkningerne at Jehovas vidner nægter at modtage blodtransfusion, men for at give læserne større værdsættelse af Guds forbud mod brugen af blod. (Es. 48:17) Netop dette var også formålet med den veldokumenterede brochure Blodet, lægevidenskaben og Guds lov, der udkom i 1961 (dansk 1962). I 1977 blev der udgivet en anden brochure, Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod, som igen understregede at Jehovas vidners standpunkt er religiøst begrundet, baseret på Bibelens ord, og ikke skyldes medicinske risikofaktorer. Endnu en opdateret redegørelse for emnet kom i 1990 i brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? Ved hjælp af disse publikationer har Jehovas vidner gjort sig store anstrengelser for at etablere et samarbejde med lægerne og hjælpe dem til at forstå deres holdning. Men blodtransfusion har i mange år været en grundfæstet behandlingsform inden for lægestanden.

Selv om Jehovas vidner har forklaret lægerne at de ikke har nogen religiøse indvendinger mod andre former for lægebehandling, har det ikke været let at afvise blodtransfusioner. Der er ofte blevet lagt et stærkt pres på forkynderne og deres familier for at få dem til at acceptere den almindelige medicinske praksis. I november 1976 skulle den 45-årige Ana Paz de Rosario i Puerto Rico opereres og have en nødvendig medicinsk behandling. På grund af sin tro bad hun om at der ikke blev anvendt blod. Men lidt over midnat kom fem politimænd og tre sygeplejersker, udstyret med en retskendelse, ind på hendes stue på sygehuset, bandt hende til sengen og gav hende blodtransfusion, i strid med hendes egen, hendes mands og deres børns vilje. Hun gik i chok og døde. Dette er på ingen måde et isoleret tilfælde, og det er ikke kun i Puerto Rico at sådanne chokerende hændelser har fundet sted.

Her i Danmark blev et ægtepar i 1975 jaget af politiet fordi de modsatte sig at deres lille søn blev påtvunget blodtransfusion, og i stedet søgte anden lægebehandling. I 1982 blev et ægtepar i Italien der havde søgt lægehjælp i fire lande til deres uhelbredeligt syge datter, idømt 14 års fængsel for mord — efter at datteren var død under en blodtransfusion som følge af en retskendelse.

Når man har forsøgt at påtvinge børn af Jehovas vidner blodtransfusion, har pressen ofte oppisket en fjendtlig stemning i offentligheden. I nogle tilfælde har dommere givet ordre til blodtransfusion uden at der er blevet holdt et retsmøde hvor forældrene kunne få lejlighed til at udtale sig. I over 40 tilfælde i Canada har børnene været døde når forældrene fik dem tilbage efter at de var blevet påtvunget en blodtransfusion.

Ikke alle læger og dommere går dog ind for disse egenmægtige metoder. En del har givet udtryk for at de burde være mere indstillet på at hjælpe. Nogle læger er gået med til at operere uden blod. Derved har de  skaffet sig nyttig erfaring i alle former for blodløs kirurgi. Lidt efter lidt er det blevet påvist at alle slags operationer, både på voksne og børn, kan udføres med godt resultat uden blodtransfusion. d

For at undgå unødige konfrontationer i krisesituationer begyndte Jehovas vidner i 1960’erne at aflægge særlige besøg hos deres læger for at forklare deres holdning og skaffe lægerne aktuel litteratur. Senere bad de lægerne om at lægge en skriftlig erklæring om deres holdning til blodtransfusion sammen med deres journal. I 1970’erne blev det almindelig praksis blandt Jehovas vidner altid at have et kort på sig som gjorde læger og sygeplejersker opmærksomme på at de under ingen omstændigheder ønskede blodtransfusion. I samråd med læger og advokater blev der foretaget visse ændringer ved kortet, så det fik den rette juridiske vægt.

For at støtte Jehovas vidner i deres beslutning om ikke at modtage blodtransfusion, for at fjerne misforståelser blandt læger og hospitalspersonale og for at etablere et bedre samarbejde mellem hospitaler og patienter som er Jehovas vidner, er der under ledelse af Jehovas Vidners Styrende Råd blevet oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler. I 1979 fandtes der kun en håndfuld af disse kontaktudvalg, men tallet er nu steget til over 800 i mere end 70 lande. I Nordamerika, Det Fjerne Østen, de større lande i det sydlige Stillehav, Europa og Latinamerika er udvalgte ældste blevet oplært så de kan yde en lignende tjeneste. De forklarer hospitalspersonale om Jehovas vidners holdning og gør opmærksomme på at der findes brugbare alternativer til blodtransfusion. I krisesituationer hjælper de med at få konsultationer i stand mellem patientens læge og kirurger der har behandlet lignende tilfælde uden at bruge blod. Når det er nødvendigt opsøger disse udvalg ikke bare hospitalspersonale, men også de myndigheder der bliver indblandet hvis hospitalet ønsker at give transfusion imod patientens eller patientens forældres vilje. I Danmark kan dette kun forekomme når det drejer sig om mindreårige, og den myndighed hospitalerne skal kontakte i sådanne situationer er det af kommunalbestyrelsen nedsatte „Børn og unge-udvalg“.

Når Jehovas vidner ikke med andre midler har kunnet vinde respekt for deres tro på blodets hellighed, er det forekommet at de har anlagt sag mod læger og hospitaler. De har almindeligvis ved rettens hjælp blot søgt at undgå blodtransfusion, men i de senere år er det forekommet at de har rejst erstatningssag mod læger og hospitaler der har handlet egenmægtigt. I 1990 gav appeldomstolen i Ontario, Canada, Jehovas Vidner medhold i en sådan erstatningssag, fordi lægen havde ignoreret et kort i  patientens pung hvoraf det tydeligt fremgik at vedkommende under ingen omstændigheder ønskede blodtransfusion. Siden 1985 er der forskellige steder i De Forenede Stater blevet anlagt mindst ti sådanne erstatningssager, og de sagsøgte har i mange tilfælde besluttet at indgå forlig om et nærmere fastsat beløb, i stedet for at løbe risikoen for at en jury ville tilkende sagsøgerne et større beløb i erstatning. Jehovas vidner er fuldt og fast besluttede på at adlyde Guds forbud mod at bruge blod. De har ikke noget ønske om at anlægge sag mod læger, men de vil tage sådanne skridt når det er nødvendigt for at hindre at de påtvinges en behandling som er moralsk afskyelig i deres øjne.

Folk i almindelighed bliver mere og mere opmærksomme på farerne ved at få blodtransfusion. Dette skyldes til dels frygten for AIDS. Jehovas vidners holdning er imidlertid baseret på et oprigtigt ønske om at behage Gud. I 1987 skrev det franske lægedagblad Le Quotidien du Médecin: „I betragtning af at et væsentligt antal sygdomsfremkaldende stoffer kan overføres gennem transfusionsblod, gør Jehovas vidner måske det rigtige når de nægter at modtage blodprodukter.“

Jehovas vidners holdning skyldes ikke at de har en særlig medicinsk viden. De har blot tillid til at Jehovas vej er ret og at han ’ikke forholder sine tjenere noget godt’. (Sl. 19:7, 11; 84:11) Selv om et Jehovas vidne skulle dø som følge af blodtab — og det er sket — har Jehovas vidner fuld tillid til at Gud ikke vil glemme sine trofaste tjenere, men bringe dem tilbage til livet ved at give dem en opstandelse. — Apg. 24:15.

Når enkeltpersoner vælger at ignorere Bibelens normer

Millioner af mennesker har studeret Bibelen sammen med Jehovas vidner, men de er ikke alle selv blevet Jehovas vidner. Nogle af dem der hører om Bibelens høje normer, har ikke lyst til at leve på den måde. Alle der ønsker at blive døbt undervises først omhyggeligt i Bibelens grundlæggende lære, og siden 1967 har ældste fra menigheden derefter gennemgået disse lærespørgsmål med hver enkelt dåbskandidat. Man gør sig alle mulige anstrengelser for at forvisse sig om at de der bliver døbt, ikke blot har en klar forståelse af selve læren, men også af hvad en kristen adfærd indebærer. Men hvad sker der hvis nogle af disse senere lader kærlighed til verden lokke dem til at begå en alvorlig overtrædelse?

Allerede i 1904, i bogen Den nye Skabning (dansk 1917), blev det påpeget at man må gøre noget for at bevare menighedens moralske renhed. Den forståelse man havde af Jesu ord i Mattæus 18:15-17 om behandlingen af overtrædere, blev drøftet. I overensstemmelse med dette hændte det en sjælden gang at der blev holdt ’retssager’ hvor beviserne for den urette handling blev fremlagt for hele menigheden. Mange år senere tog  Vagttaarnet (i nummeret for 1. februar 1945) spørgsmålet op til behandling i lyset af hele Bibelen og viste at sager af en sådan art som berørte menigheden, burde behandles af ansvarlige brødre som har til opgave at føre tilsyn i menigheden. (1 Kor. 5:1-13; jævnfør Femte Mosebog 21:18-21.) Vagttaarnet for 1. juni 1952 fulgte dette op med tre artikler der ikke blot fremhævede den rette fremgangsmåde, men også understregede at det er nødvendigt at gøre noget for at bevare organisationen ren. Emnet er blevet behandlet gentagne gange siden da, men formålet har altid været det samme: (1) at bevare organisationen ren og (2) at få overtrædere til at indse behovet for oprigtig anger, i håb om at lede dem tilbage til menigheden.

I det første århundrede var der nogle som forlod troen på grund af skamløs adfærd. Andre forlod den på grund af frafaldnes lære. (1 Joh. 2:19) Det samme sker blandt Jehovas vidner i dag. I den senere tid har det desværre hvert år været nødvendigt at udstøde titusinder som har begået overtrædelser og ikke ændret sind. Nogle af disse har været fremtrædende ældste. De samme bibelske krav gælder for alle. (Jak. 3:17) Jehovas vidner er klar over at de må bevare organisationen ren i moralsk henseende for fortsat at kunne have Jehovas godkendelse.

Den nye personlighed

Jesus opfordrede folk til ikke bare at være rene udvendig, men også indvendig. (Luk. 11:38-41) Han viste at det vi siger og gør afspejler hvad der bor i vort hjerte. (Matt. 15:18, 19) Som apostelen Paulus forklarede vil vi, hvis vi er blevet ’oplært ved Messias’, ’blive gjort nye i vort sinds drivkraft’ og ’iføre os den nye personlighed som bliver skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. (Ef. 4:17-24) De der ’oplæres ved Messias’ søger at tillægge sig ’samme sindsindstilling som den Kristus Jesus havde’, så de kan tænke og handle på samme måde som han gjorde. (Rom. 15:5) Den måde Jehovas vidner som enkeltpersoner opfører sig på, genspejler i hvilken grad de har gjort dette.

Jehovas vidner påstår ikke at deres opførsel er aldeles fejlfri. Men de bestræber sig oprigtigt for at efterligne Kristus ved at følge Bibelens høje adfærdsnormer. De benægter ikke at der findes andre enkeltpersoner som har høje moralnormer. Men i Jehovas vidners tilfælde er det ikke bare som enkeltpersoner men også som en international organisation at de er kendt for at have en adfærd der er i overensstemmelse med Bibelens normer. Motivet til deres gode opførsel er den inspirerede opfordring der står at læse i Første Petersbrev 2:12: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud.“

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 172]

„De har nogle bemærkelsesværdige moralnormer“

[Tekstcitat på side 174]

Har der nogen sinde været tvivl om hvordan homoseksuelle handlinger skulle betragtes?

[Tekstcitat på side 175]

Det moralske sammenbrud i verden har ikke ført til at Jehovas Vidner er blevet mere eftergivende

[Tekstcitat på side 176]

Nogle troede at de kunne være Jehovas vidner og stadig leve i polygami

[Tekstcitat på side 177]

En ihærdig undervisningskampagne for at fremholde Jehovas syn på skilsmisse

[Tekstcitat på side 178]

Opsigtsvækkende forandringer i folks liv

[Tekstcitat på side 181]

Tobak — nej tak!

[Tekstcitat på side 182]

Alkohol — med måde, eller slet ikke

[Tekstcitat på side 183]

Fast besluttede på ikke at modtage blod

[Tekstcitat på side 187]

Udstødelse — for at bevare organisationen moralsk ren

[Ramme på side 173]

’Karakterudvikling’ — frugterne var ikke altid gode

En rapport fra Danmark: ’I deres oprigtige forsøg på at iføre sig en kristen personlighed gik mange — især de ældre venner — meget op i at udvikle en „god karakter“. De forsøgte i deres adfærd at sky alt hvad der smagte af verdslighed, for på denne måde at blive mere egnede til det himmelske rige. Ofte blev smil anset for upassende under møderne, og en del af de ældre brødre gik med sort tøj, sorte sko, sort slips, og så videre. De var ofte tilfredse med at leve et stille og roligt liv i Herren. Det var nok at afholde møder, mente de; forkyndelsen skulle man lade kolportørerne om.’

[Ramme på side 179]

Hvordan andre betragter Jehovas vidner

◆ „Münchner Merkur“, en tysk avis, har skrevet om Jehovas vidner: „Det er de mest ærlige og punktlige skatteydere i Forbundsrepublikken. Deres lovlydighed ses såvel af måden de kører bil på som af kriminalitetsstatistikkerne. . . . De er lydige mod dem der sidder inde med myndighed (forældre, lærere, regeringen). . . . De støtter sig til Bibelen, der er grundlaget for alle deres handlinger.“

◆ Borgmesteren i Lens i Frankrig sagde til Jehovas vidner efter at de havde benyttet et stadion i byen til et af deres stævner: „Det jeg godt kan lide, er at I holder jeres løfter og aftaler, og at I oven i købet er rene, veldisciplinerede og velorganiserede. Jeg kan godt lide jeres samfund. Jeg er modstander af uorden, og jeg bryder mig ikke om folk der går rundt og sviner til og øver hærværk.“

◆ En polsk kvinde som overlevede koncentrationslejrene Auschwitz og Ravensbrück, skrev i sine erindringer („Voices from the Holocaust“): „Jeg så mennesker som blev meget, meget gode, og mennesker som blev helt igennem onde. Den mest tiltalende gruppe var Jehovas vidner. Jeg tager hatten af for disse mennesker. . . . De gjorde fantastiske ting for andre mennesker. De hjalp de syge, de delte deres brød med andre, og de var til åndelig trøst og opmuntring for alle omkring dem. Tyskerne både hadede og respekterede dem på samme tid. De gav dem det værste arbejde, men vidnerne tog det med oprejst pande.“