Kapitel 10

Vækst i nøjagtig kundskab om sandheden

JEHOVAS VIDNER har ikke sat sig for at indføre nye dogmer, en ny tilbedelsesform, en ny religion. Deres historie i nyere tid viser at de samvittighedsfuldt har bestræbt sig for at fremholde det der står i Bibelen, Guds inspirerede ord. De henviser til den som grundlaget for deres tro og livsform. I stedet for at udvikle læresætninger der genspejler principløsheden i vore dages verden, har de søgt at følge Bibelens lære og de skikke der kendetegnede kristendommen i det første århundrede.

I begyndelsen af 1870’erne gav Charles Taze Russell og hans medarbejdere sig i kast med et grundigt studium af Bibelen. De blev opmærksomme på at kristenheden var kommet langt bort fra den oprindelige kristendoms lære og adfærd. Broder Russell hævdede ikke at han var den første der blev opmærksom på dette, og han erkendte åbent at han stod i gæld til andre for den hjælp de havde ydet ham i de første år han studerede Bibelen. Han udtalte sig med værdsættelse om det gode arbejde forskellige bevægelser havde udført under reformationen for at sandhedens lys kunne komme til at skinne klarere. Han omtalte ved navn mænd der var ældre end han selv, deriblandt Jonas Wendell, George Stetson, George Storrs og Nelson Barbour, som på forskellige måder havde givet ham større forståelse af Guds ord. a

Han sagde også: „Forskellige læresætninger vi fremholder og som forekommer så nye og friske og anderledes, blev fremholdt i en eller anden form for lang tid siden, for eksempel udvælgelsen, den frie nåde, genoprettelsen, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, herliggørelsen og opstandelsen.“ Men det var ofte sådan at én religiøs gruppe skilte sig ud ved en klarere forståelse af én bibelsk sandhed, og en anden gruppe ved en anden sandhed. Videre fremgang blev ofte hæmmet af at de var lænket til dogmer og trosbekendelser som var baseret på opfattelser der stammede fra det gamle Babylon og Ægypten, eller som var lånt fra græske filosoffer.

Hvilken gruppe ville med Guds ånds hjælp efterhånden få fat i hele  det „mønster af sunde ord“ som de kristne i det første århundrede havde sat så stor pris på? (2 Tim. 1:13) For hvem ville det vise sig at deres sti var som „det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag“? (Ordsp. 4:18) Hvem ville udføre det arbejde Jesus gav befaling om med ordene: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne“? Hvem ville ikke blot gøre disciple men også ’lære dem at holde alt det Jesus havde befalet’? (Apg. 1:8; Matt. 28:19, 20) Var tiden mon nu inde til at Herren ville gøre et tydeligt skel mellem de sande kristne, som han sammenlignede med hvede, og de falske kristne, som han omtalte som ukrudt (i virkeligheden en art ukrudt der ligner hvede meget indtil det er modent)? b (Matt. 13:24-30, 36-43) Hvem ville vise sig at være „den trofaste og kloge træl“ som Herren, Jesus Kristus, ved sin nærværelse i Rigets magt ville betro yderligere ansvar i forbindelse med det arbejde som han havde forudsagt skulle udføres ved afslutningen på denne tingenes ordning? — Matt. 24:3, 45-47.

De lod lyset skinne

Jesus sagde til sine disciple at de skulle give andre del i den guddommelige sandheds lys som de havde modtaget fra ham. „I er verdens lys,“ sagde han. „I [skal] lade jeres lys skinne for folk.“ (Matt. 5:14-16; Apg. 13:47) Charles Taze Russell og hans medarbejdere indså at de var forpligtede til at gøre dette.

Mente de at de havde alle svarene og hele sandhedens lys? Broder Russell besvarede dette spørgsmål direkte: „Absolut ikke; og det får vi heller ikke før ’den fuldkomne dag’.“ (Ordsp. 4:18, KJ) De omtalte ofte deres bibelsk begrundede tro som „den nærværende sandhed“ — ikke fordi de mente at sandheden i sig selv forandrer sig, men fordi deres forståelse af den var fremadskridende.

Disse oprigtige bibelstudenter veg ikke tilbage for tanken om at der findes en sandhed i religiøs henseende. De erkendte at Jehova er „sandhedens Gud“ og at Bibelen er hans sandhedsord. (Sl. 31:5; Jos. 21:45; Joh. 17:17) De forstod at der stadig var meget de ikke vidste, men de tøvede ikke med at fremholde det de havde lært fra Bibelen, og de gjorde det med overbevisning. Og når traditionelle religiøse læresætninger og skikke var  i modstrid med det de havde set var klart udtrykt i Guds inspirerede ord, fulgte de Jesu Kristi eksempel og afslørede løgn og usandhed, selv om det førte til at de blev spottet og hadet af præsteskabet. — Matt. 15:3-9.

For at nå ud til andre og give dem åndelig føde begyndte C. T. Russell i juli 1879 at udgive bladet Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence.

Bibelen — Guds ord

Charles Taze Russells tillid til Bibelen var ikke blot et udslag af at han godtog en traditionel opfattelse som var udbredt på den tid. Tværtimod var mange dengang tilhængere af den historisk-kritiske bibelforskning. De satte spørgsmålstegn ved den bibelske beretnings pålidelighed.

Som ung havde Russell sluttet sig til den kongregationalistiske kirke og deltaget aktivt i dens arbejde, men han syntes at de traditionelle dogmer var fornuftstridige, og det gjorde ham skeptisk. Da det gik op for ham at det han havde lært ikke kunne forsvares ud fra Bibelen på en tilfredsstillende måde, forkastede han dogmerne i kirkens trosbekendelser og med dem Bibelen. Så undersøgte han Østens store religioner, men også de viste sig utilfredsstillende. Derefter begyndte han at spekulere på om det kunne være kristenhedens trosbekendelser der gav en forkert fremstilling af Bibelen. Han blev opmuntret af det han en aften hørte ved et adventistmøde, og gik i gang med et systematisk studium af Bibelen. Det der åbnede sig for ham, var Guds inspirerede ord.

Bibelens indre harmoni og det at den har én guddommelig Forfatter gjorde et dybt indtryk på ham. For at hjælpe andre til at høste gavn af dette skrev han senere bogen Guds Verdensplan (engelsk 1886; dansk 1894). Heri behandlede han indgående emnet „Bibelen, Guds Aabenbaring, set i Fornuftens Lys“. Sidst i kapitlet med denne titel fremsatte han denne utvetydige udtalelse: „De bibelske Vidnesbyrds Dybde og Kraft, Visdom og Omfang [overbeviser] os om, at disse Tanker og Aabenbaringer ikke er udgaaet fra Mennesker, men fra den almægtige Gud.“

Tilliden til hele Bibelen som Guds ord er fortsat en hjørnesten i Jehovas vidners tro. Over hele jorden har de hjælpemidler til studium der sætter dem i stand til personligt at undersøge vidnesbyrdene om at Bibelen er inspireret af Gud. Forskellige sider af dette emne behandles ofte i deres blade. I 1969 udgav de bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? Tyve år senere kom bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers? som igen redegjorde for spørgsmålet om Bibelens pålidelighed, fremlagde yderligere vidnesbyrd og kom til samme slutning: Bibelen er Guds inspirerede ord. En anden af deres bøger, der udkom første gang i 1963 (dansk 1969) og i revideret udgave i 1990, er „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“.  Flere detaljer kan findes i deres bibelske opslagsværker, Hjælp til forståelse af Bibelen og Insight on the Scriptures.

Gennem studium af sådanne bøger, både privat og i menigheden, er Jehovas vidner blevet overbevist om at Gud ved sin ånd aktivt ledede de cirka 40 mænd der blev brugt til at skrive Bibelens 66 bøger over en periode på 1600 år. Apostelen Paulus fastslog: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (2 Tim. 3:16; 2 Pet. 1:20, 21) Denne overbevisning spiller en stor rolle i Jehovas vidners liv. En engelsk avis har i den forbindelse skrevet: „Bag alt hvad et Jehovas vidne foretager sig, ligger der en bibelsk begrundelse. Ja, de går i virkeligheden ud fra den ene grundsætning at hele Bibelen bør anerkendes som . . . sandhed.“

At lære den sande Gud at kende

Da broder Russell og hans medarbejdere var begyndt at studere Bibelen, varede det ikke længe før de indså at den Gud der beskrives i Bibelen ikke er kristenhedens gud. Dette var vigtigt, for som Jesus Kristus sagde afhænger menneskenes udsigt til at opnå evigt liv af at de kender den eneste sande Gud og ham som han har udsendt, frelsens hovedformidler. (Joh. 17:3; Hebr. 2:10) C. T. Russell og den gruppe der studerede Bibelen sammen med ham, forstod at der er fuldkommen ligevægt mellem Guds retfærdighed og hans visdom, kærlighed og magt, og at disse egenskaber afspejler sig i alle hans gerninger. På grundlag af den kundskab de på det tidspunkt havde om Guds hensigt, udarbejdede de en redegørelse for hvorfor Gud har tilladt det onde, og tog den med i en af deres første og mest udbredte publikationer, den 162 sider store brochure Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk), der i første omgang udkom i september 1881 som et særnummer af Zion’s Watch Tower.

Deres studium af Guds ord hjalp dem til at forstå at Skaberen har et personligt navn og at han gør det muligt for menneskene at lære ham at kende og opnå et nært forhold til ham. (1 Krøn. 28:9; Es. 55:6; Jak. 4:8) Watch Tower for oktober-november 1881 påpegede: „JEHOVA er det navn der anvendes om ingen anden end det højeste Væsen — vor Fader, ham som Jesus kaldte Fader og Gud.“ — Sl. 83:18; Joh. 20:17.

Spørgsmålet „Hævder I at Bibelen ikke lærer at der er tre personer i én Gud?“ blev det følgende år besvaret med disse ord: „Ja. Bibelen lærer tværtimod at der er én Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, ved hvem alle ting er (eller som har skabt alle ting). Vi tror altså på én Gud og Fader, og ligeledes på én Herre, Jesus Kristus. . . . Men der er tale om to og ikke én. De er kun et i den forstand at de er i harmoni med hinanden. Vi tror også på Guds ånd . . . Men den er lige så lidt en person som djævles ånd  og verdens ånd og Antikrists ånd er personer.“ — Zion’s Watch Tower, juni 1882; Joh. 17:20-22.

Voksende værdsættelse af Guds navn

Med tiden blev bibelstudenterne mere opmærksomme på hvilken fremtrædende plads Guds personlige navn indtager i de inspirerede skrifter. Det var blevet skjult i den katolske Douay-oversættelse og den protestantiske King James-oversættelse af Bibelen, ligesom det senere er blevet i de fleste oversættelser på mange sprog i det 20. århundrede. Men en række forskellige oversættelser og bibelske opslagsværker viste at navnet Jehova forekommer i grundteksten tusinder af gange — i virkeligheden langt oftere end noget andet navn, ja, oftere end titler som Gud og Herren tilsammen. Som ’et folk for hans navn’ fik de større og større værdsættelse af Guds navn. (Apg. 15:14) I Vagttaarnet for 1. februar 1926 fremlagde de det de indså var et stridsspørgsmål som alle måtte tage stilling til, nemlig: „Hvem vil ære Jehova?“

At de lagde så stor vægt på Guds navn var ikke blot en følge af religiøs viden. Som det blev forklaret i bogen Profetierne (engelsk 1929; dansk 1932) er spørgsmålet om Jehova Guds navn og ord det der har størst betydning for hele den fornuftbegavede skabning. Jehovas vidner understreger at Bibelen viser at alle skal kende Guds navn og behandle det som helligt. (Matt. 6:9; Ez. 39:7) Det skal renses for al den vanære som er blevet bragt over det, ikke blot af dem der åbent har trodset Jehova, men også af dem der har givet et forkert indtryk af ham gennem deres læresætninger og handlinger. (Ez. 38:23; Rom. 2:24) På grundlag af Bibelen forstår Jehovas vidner at hele universets og dets beboeres ve og vel er afhængigt af at Jehovas navn helliges.

De erkender at før Jehova griber ind for at tilintetgøre de ugudelige, er det hans vidners pligt og forret at fortælle andre sandheden om ham. Det har Jehovas vidner gjort over hele jorden. De har vist så stor iver i dette arbejde at når nogen bruger navnet Jehova, uanset hvor det er i verden, bliver de straks opfattet som Jehovas vidner.

Treenighedslæren afsløres

Som vidner for Jehova følte C. T. Russell og hans medarbejdere at de havde et stort ansvar med  hensyn til at afsløre dogmer der gav et fejlagtigt indtryk af Gud. Derved kunne de hjælpe sandhedselskende mennesker til at forstå at disse dogmer ikke er baseret på Bibelen. De var ikke de første der indså at treenighedslæren er ubibelsk, c men de var klar over hvilket ansvar de havde i denne forbindelse hvis de skulle være trofaste tjenere for Gud. Modigt, og til gavn for alle der elsker sandheden, afslørede de at denne lære der har en så central placering inden for kristenheden, er af hedensk oprindelse.

Watch Tower skrev i juni 1882: „Mange hedenske filosoffer der anså det for klog politik at slutte sig til den nye religion [en frafalden form for kristendom som de romerske kejsere støttede i det fjerde århundrede e.v.t.], gik i gang med at lette adgangen til den ved at søge at finde fællestræk ved kristendommen og hedenskabet, og derefter blande de to. Det lykkedes kun alt for godt for dem. . . . Eftersom den gamle teologi havde en række hovedguder, med mange halvguder af begge køn, begyndte de hedensk-kristne (hvis man kan kalde dem det) at rekonstruere listen over guder inden for den nye teologi. Det var derfor på dette tidspunkt læren om tre guder blev opfundet — Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligånd.“

Nogle præster forsøgte at give deres lære et bibelsk anstrøg ved at citere skriftsteder som Første Johannesbrev 5:7, men broder Russell fremlagde vidnesbyrd om at det var en kendt sag blandt forskerne at en del af dette skriftsted var et uægte indskud, tilføjet af en skriftlærd for at støtte en lære der ikke findes i Bibelen. Andre der forsvarede treenighedslæren henviste til Johannes 1:1, men Watch Tower analyserede dette skriftsted ud fra både indholdet og sammenhængen for at vise at det på ingen måde  støtter troen på en treenighed. I overensstemmelse hermed skrev Watch Tower i juli 1883 (Vagt-Taarnet, februar 1917): „Mere bibelsk og mindre Salmebogs Teologi vilde have gjort dette Emne klarere for alle. Treenighedslæren er fuldstændig i Modstrid med Skriften.“

Broder Russell afslørede åbent hvor meningsløst det var at hævde at tro på Bibelen og samtidig fremholde et bibelstridigt dogme som treenighedslæren. Han skrev: „I hvilket Virvar af Modsigelser og Forvirring befinder de sig ikke, som siger, at Jesus og Faderen er én Gud! Dette vilde indbefatte den Tanke, at vor Herre Jesus drev Hykleri, da Han var her paa Jorden og kun foregav at henvende sig til Gud i Bøn, naar Han selv var den samme Gud. . . . Og atter, Faderen har altid været udødelig og kunde derfor ikke dø. Hvorledes kunde Jesus da dø? Apostlene er alle falske Vidner, naar de beretter om Jesu Død og Opstandelse, dersom Han ikke døde. Bibelen erklærer imidlertid, at Han døde.“ d

Vi ser her at Jehovas vidner på et tidligt stadium i deres historie i nyere tid bestemt afviste kristenhedens treenighedsdogme til fordel for Bibelens fornuftige lære. e Det arbejde de har udført for at offentliggøre disse sandheder og give folk alle vegne mulighed for at høre dem, har antaget proportioner som ingen anden enkeltperson eller gruppe, før eller nu, har kunnet opvise magen til.

Hvad er de dødes tilstand?

C. T. Russell var helt fra sine unge år stærkt optaget af hvad fremtiden indebærer for dem der ikke har taget imod Guds frelsesforanstaltning. Som dreng troede han på det præsterne sagde om et brændende helvede; han mente at de forkyndte det der stod i Guds ord. Han plejede at gå ud om aftenen for at skrive skriftsteder med et stykke kridt på iøjnefaldende steder som en advarsel til dem der gik forbi, så de kunne blive frelst fra den evige pine.

Senere, da han med egne øjne havde set hvad der står i Bibelen, sagde han, ifølge en af sine medarbejdere: „Hvis Bibelen lærer, at evig Pine er  den Skæbne, der vil ramme alle med Undtagelse af de hellige, bør det forkyndes, ja, tordnes ud fra Hustagene, hver Uge, hver Dag, hver Time; hvis Bibelen ikke lærer det, bør alle gøres bekendt dermed, og denne Skamplet, der er saa vanærende for Guds hellige Navn, bør fjernes.“

På et tidligt tidspunkt i sit studium af Bibelen indså C. T. Russell klart at det der i mange bibeloversættelser blev kaldt „helvede“, ikke er et sted hvor sjælene blev pint efter døden. Det var sikkert George Storrs, redaktøren af Bible Examiner, der hjalp ham til at nå frem til denne opfattelse. George Storrs havde selv skrevet meget om det han ud fra Bibelen forstod var de dødes tilstand, og broder Russell omtalte ham med stor værdsættelse i sine skrifter.

Men hvad med sjælen? Gik bibelstudenterne ind for den opfattelse at sjælen er en åndelig del af mennesket, noget som lever videre efter legemets død? Nej. Watch Tower skrev i 1903: „Vi må lægge nøje mærke til at det vi lærer, ikke er at mennesket har en sjæl, men at det er en sjæl, et væsen. Lad os hente en illustration fra naturen — den luft vi indånder: den består hovedsagelig af ilt og kvælstof, og ingen af disse to bestanddele er i sig selv atmosfærisk luft; men når de to kombineres i det rette forhold, bliver resultatet atmosfærisk luft. Det samme er tilfældet med sjælen. Gud taler til os fra dette synspunkt, at hver og en af os er en sjæl. Han henvender sig ikke til vore legemer, eller til vor livsånde, men han henvender sig til os som fornuftbegavede skabninger eller sjæle. Da han udtalte straffen for at overtræde hans lov, henvendte han sig ikke til Adams legeme, men til mennesket, sjælen, den fornuftbegavede skabning: ’Du!’ ’På hvilken dag du æder af det, skal du dø døden.’ ’Den sjæl, som synder, den skal dø.’ — 1 Mos. 2:17; Ez. 18:20.“ Dette var i overensstemmelse med det der havde stået i Watch Tower allerede i april 1881. f

Hvordan er troen på menneskesjælens udødelighed da opstået? Hvem står bag den? Efter et grundigt studium af Bibelen og religionshistorien skrev broder Russell i Watch Tower for 15. april 1894: „Den stammede tydeligvis ikke fra Bibelen . . . Bibelen siger klart at mennesket er dødeligt, at det kan dø. . . . Når vi undersøger historien finder vi at Guds inspirerede vidner ikke lærer at menneskesjælen er udødelig, men at dette er kernen i alle hedenske religioner. . . . Det er derfor ikke sandt at Sokrates og Platon var de første der fremholdt denne lære: den havde en talsmand der var til før nogen af dem, og som var dygtigere end de. . . .  Den første beretning om denne falske lære findes i den ældste historiske beretning mennesket kender — Bibelen. Denne falske lærer var Satan.“ g

„Brandslangen“ vendes mod helvede

På grund af sit stærke ønske om at fjerne den skamplet på Guds navn som læren om evig pine i helvedes flammer var, skrev broder Russell en traktat om spørgsmålet „Lærer Bibelen at Evig Pine er Syndens Straf?“ (Den gamle Theologie, engelsk 1889; dansk-norsk 1892). Heri skrev han:

„Læren om evig Pine har en hedensk Oprindelse; dog, lært og troet, som den blev af disse Hedninger var den ikke denne ubarmhjertige Lærdom den sidenefter blev, da den lidt efter lidt begyndte at drage den saakaldte Christenheds Opmærksomhed hen paa sig, igjennem dennes Beblandelse med hedensk Philosophie i Løbet af det andet Aarhundrede efter Christus. Det var forbeholdt for det store Frafald, af hedensk Philosophie at sammenflikke denne skrækkelige Fremstilling, som nu saa almindelig  bliver lært og troet; at male den paa Kirkevæggene, saa som det blev gjort i Europa, at indføre den i Troesbekjendelser og Psalmer, og at fordreie Guds Ord, saa dette tilsyneladende gav en guddommelig Støtte for denne skjændige Gudsbespottelse. Saaledes har Nutidens Lettroenhed derfor dette, som et testamenteret Gods, ikke fra Herren, eller Apostlerne eller Propheterne, men fra den compromisserende Aand, som offrede Sandhed og Forstand; som i vanhellig Ærgjærrighed, i Higen efter Magt, Vælde, Antal og Indflydelse, skammeligt fordreiede den christelige Lære. Evig Pine, som Syndens Straf, var ukjendt for Patriarkerne fra de forgangne Tidsaldre; den var ukjendt for Propheterne i den jødiske Tidsalder; den var ukjendt for Herren og Apostlerne; men den er blevet en Hovedlære i den saakaldte Christenhed efter det store Frafald; den er blevet en Svøbe, hvormed de Lettroende, Uvidende og Overtroiske i Verden er blevet tugtede til stræng Underkastelse under Tyranni. Evig Pine blev tildømt enhver, som gjorde Modstand, som vovede at forkaste den romerske Kirkes Myndighed, og Afstraffelsen paabegyndte i dette Liv saa langt, som den havde Magten dertil.“

Broder Russell var fuldt på det rene med at det store flertal af fornuftige mennesker egentlig ikke troede på helvedeslæren. Men som han i 1896 påpegede i brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? (dansk-norsk 1910): „Da de . . . tror, at Bibelen lærer den, bliver hvert fremskridt i virkelig intelligens og menneskekjærlighed . . . i de fleste tilfælde et skridt bort fra Guds ord, som med urette faar skylden for denne lære.“

For at lede sådanne tænkende mennesker tilbage til Guds ord, fremlagde han i denne brochure hvert eneste skriftsted i King James-oversættelsen hvori ordet „helvede“ forekom, så læserne selv kunne se hvad der stod, og derefter skrev han: „Lovet være Gud, vi finder ikke noget saadant evigt pinested som det, troesbekjendelser og salme- og sangbøger forkynder. Dog har vi fundet et ’helvede’ eller ’dødsrige’, nemlig sheol eller hades, hvortil hele menneskeslægten blev dømt paa grund af Adams synd, og hvorfra alle er blevet gjenløst ved Jesu død. Dette ’helvede’ er graven, dødstilstanden. Og vi finder et andet ’helvede’ — Gehenna, den anden død, evig tilintetgjørelse — fremstillet i skriften som den endelige straf for alle, der, efter at de er blevet gjenløst og har faaet fuld kundskab om sandheden og fuldkommen evne til at adlyde den, alligevel vælger døden ved at fremture i modstand mod Gud og retfærdigheden. Og hertil siger vore hjerter: Amen! ’Retfærdige og sande er dine veie, du folkeslagenes konge! Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkeslagene skal komme og tilbede for dit aasyn, fordi dine retfærdige domme er blevet aabenbaret’. — Aab. 15:3. 4.“

Det han lærte vakte stor irritation blandt kristenhedens præster og satte dem i forlegenhed. I 1903 blev han opfordret til at deltage i en offentlig debat. De dødes tilstand var et af de emner der blev taget op i en  række debatter som fulgte mellem C. T. Russell og dr. E. L. Eaton, der virkede som talsmand for et uofficielt forbund af protestantiske præster i den vestlige del af Pennsylvanien.

Under disse debatter holdt broder Russell urokkeligt fast ved at „død er død, og at vore kære som er gået bort, virkelig er døde, at de hverken lever hos englene eller hos dæmonerne på et fortvivlelsens sted“. Til støtte herfor henviste han til skriftsteder som Prædikeren 9:5, 10; Romerbrevet 5:12; 6:23 og Første Mosebog 2:17. Han sagde også: „Bibelen er i fuld overensstemmelse med det De og jeg og ethvert andet normalt, tænkende menneske i verden må indrømme er vor Guds egentlige og rigtige natur. Hvad siges der om vor himmelske Fader? At han er retfærdig, at han er vís, at han er kærlig, at han er mægtig. Alle kristne mennesker vil anerkende at den guddommelige natur har disse egenskaber. Hvis dette er tilfældet, kan vi da tænke os at vi i nogen betydning af ordet kunne opfatte Gud som retfærdig, og alligevel som en der straffer en af sine egne skabninger i al evighed, uanset hvilken synd det måtte dreje sig om? Jeg undskylder ikke synd; jeg lever ikke selv i synd og jeg prædiker ikke synd. . . . Men jeg siger Dem at alle disse mennesker heromkring som vor broder [dr. Eaton] siger taler uærbødigt og bespotter Gud og Jesu Kristi hellige navn, alle er blevet undervist i læren om den evige pine. Og alle morderne, tyvene og forbryderne i fængslerne er blevet undervist i denne lære. . . . Det er dårlige læresætninger; de har været til skade for verden hele tiden; de er overhovedet ikke en del af Herrens lære, og vor kære broder har endnu ikke fået gnedet den mørke middelalders røg ud af øjnene.“

Det fortælles at en præst der var til stede, kom hen til broder Russell efter debatten og sagde: „Det glæder mig at se Dem vende brandslangen mod helvede og slukke ilden.“

For at give sandheden om de dødes tilstand endnu større udbredelse deltog broder Russell fra 1905 til 1907 i en lang række endagsstævner hvor han holdt det offentlige foredrag „Til helvede og tilbage igen! Hvem er der? Håbet om at mange af dem kan vende tilbage“. Titlen var fængslende og vakte megen opmærksomhed. Sale i store og små byer i De Forenede Stater og Canada blev fyldt med mennesker der gerne ville høre foredraget.

 En af dem som alle disse tanker gjorde stærkt indtryk på, var en studerende i Cincinnati, Ohio, der ville være presbyteriansk præst. I 1913 gav hans broder ham en brochure, skrevet af en skotsk læge og bibelstudent ved navn John Edgar, med titlen Hvor er de døde? Den studerende der modtog denne brochure var Frederick Franz. Efter at have læst den omhyggeligt erklærede han: „Dette er sandheden.“ Uden tøven satte han sig nye mål i livet og begyndte i heltidstjenesten som kolportør. I 1920 blev han medlem af staben på Vagttårnsselskabets hovedkontor. Mange år senere blev han medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, og siden blev han præsident for Vagttårnsselskabet.

Jesu Kristi genløsningsoffer

I forbindelse med sit studium af Bibelen tog broder Russell i 1872, sammen med sine medarbejdere, spørgsmålet om genoprettelse op til fornyet vurdering på baggrund af Jesu Kristi genløsningsoffer. (Apg. 3:21) Han blev begejstret da han læste i Hebræerbrevet 2:9 at ’Jesus ved Guds nåde smagte døden for ethvert menneske’. Det fik ham ikke til at tro på universel frelse, for han vidste at Bibelen også siger at man skal tro på Jesus Kristus for at blive frelst. (Apg. 4:12; 16:31) Men han begyndte lidt efter lidt at forstå hvilken fantastisk mulighed Jesu Kristi genløsningsoffer gav menneskene. Dette offer banede vej for at de kunne genvinde det som Adam havde mistet, udsigten til evigt liv i jordisk fuldkommenhed. Broder Russell forholdt sig ikke passiv til dette; han forstod hvilken dyb betydning genløsningen har og forsvarede den energisk, selv når nære medarbejdere lod deres tankegang formørke af filosofiske synspunkter.

Frem til midten af 1878 havde broder Russell i cirka halvandet år været medredaktør af bladet Herald of the Morning, som N. H. Barbour var chefredaktør for. Men da Barbour i augustnummeret 1878 bagatelliserede betydningen af den bibelske lære om genløsningen, reagerede Russell med et ihærdigt forsvar for denne vigtige bibelske sandhed.

Under overskriften „Forsoningen“ havde Barbour med følgende ord vist hvordan han så på denne lære: „Jeg siger til min dreng eller til en af tjenerne at hvis James bider sin søster, kan du fange en flue, stikke en nål igennem den og fæste den til væggen, og så vil jeg tilgive James. Dette illustrerer læren om stedfortrædende straf.“ Skønt Barbour hævdede at han troede på genløsningen, sagde han at den tanke at Kristus ved sin død led den straf for synden som alle Adams efterkommere ellers havde måttet lide, var „ubibelsk og i modstrid med alle vore retfærdighedsbegreber“. h

 Allerede i det næste nummer af Herald of the Morning (september 1878) tog broder Russell stærkt afstand fra det Barbour havde skrevet. Russell analyserede hvad Bibelen siger, og påpegede at dette er i overensstemmelse med „[Guds] fuldkomne retfærdighed, og endelig med hans store barmhjertighed og kærlighed“ der kommer til udtryk gennem genløsningsforanstaltningen. (1 Kor. 15:3; 2 Kor. 5:18, 19; 1 Pet. 2:24; 3:18; 1 Joh. 2:2) Efter flere forsøg på at hjælpe Barbour til at få et bibelsk syn på sagen holdt Russell det følgende forår op med at støtte Herald of the Morning, og fra juni 1879 stod han ikke længere opført som medredaktør af bladet. Hans modige, kompromisløse standpunkt i forbindelse med denne centrale bibelske lære fik vidtrækkende følger.

Gennem hele deres historie i nyere tid har Jehovas vidner konsekvent forsvaret Bibelens lære om genløsningen. Det allerførste nummer af Zion’s Watch Tower (juli 1879) understregede at „det fortjenstfulde i Guds øjne ligger . . . i Kristi fuldkomne offer“. Ved et stævne som International Bible Students Association afholdt i 1919 i Cedar Point, Ohio, stod der forrest i det trykte program: „Velkommen, alle der tror på det store genløsningsoffer!“ På side to i hvert nummer af Vagttårnet henledes opmærksomheden fortsat på genløsningen, idet der siges om bladets formål: „Det tilskynder til tro på Guds regerende Konge, Jesus Kristus, hvis udgydte blod åbner vejen for at menneskene kan opnå evigt liv.“

Fremadskridende, ikke bundet af trosbekendelser

Bibelstudenterne fik ikke en klar forståelse af hele Guds ord på en gang. I mange tilfælde kunne de se én detalje af sandhedens mønster, men endnu ikke hele billedet. De var imidlertid lærvillige. De var ikke bundet af trosbekendelser; de gik fremad. Og det de lærte, fortalte de videre til andre. De tog ikke æren for det de fremholdt; de bestræbte sig for at blive „oplært af Jehova“. (Joh. 6:45) Og de forstod efterhånden at Jehova gør det muligt at forstå detaljerne i hans hensigt når hans tid er inde til det, og på den måde han ønsker det. — Dan. 12:9; jævnfør Johannes 16:12, 13.

Når man skal lære noget nyt må man være parat til at ændre synspunkter. Det kræver ydmyghed at indrømme fejl og foretage gavnlige forandringer. Denne egenskab og dens frugter behager Jehova og appellerer til sandhedselskende mennesker. (Zef. 3:12) Men den spottes af dem der roser sig af trosbekendelser som har været uforandrede i mange hundrede år, på trods af at de er formuleret af ufuldkomne mennesker.

’Måden for Herrens genkomst’

I midten af 1870’erne blev broder Russell og de der ihærdigt studerede Bibelen sammen med ham, klar over at Herren ville være usynlig for menneskene når han kom tilbage. — Joh. 14:3, 19.

 Broder Russell sagde senere: „Vi følte os meget bedrøvede over Adventisternes Vildfarelse; thi de ventede Kristus i Kødet og lærte, at Verden og alle i den, undtagen Adventisterne, skulde opbrændes i 1873 eller 1874, og hvis Tidsangivelser og Skuffelser og umodne Tanker om Hensigten med og Maaden for Herrens Komme bragte mere eller mindre Forsmædelse over os og over alle, der længtes efter og forkyndte Hans kommende Rige. Disse urigtige Synsmaader, der er saa almindelige, baade med Hensyn til Hensigten med og Maaden for Kristi andet Komme, ledte mig til at skrive en lille Bog: ’Hensigten med og Maaden for Herrens Genkomst.’“ Den blev udgivet (på engelsk) i 1877. Broder Russell lod cirka 50.000 eksemplarer trykke og distribuere.

Han skrev heri: „Vi mener at skrifterne lærer at han vil være usynlig ved sit komme og en tid efter at han er kommet; derefter vil han manifestere eller vise sig i domme og forskellige skikkelser, så at ’hvert øje skal se ham’.“ Til støtte for dette synspunkt behandlede han skriftsteder som Apostelgerninger 1:11 (’han vil komme på samme måde som I har set ham tage til himmelen’ — det vil sige uset af verden) og Johannes 14:19 („endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere“). Broder Russell henviste også til at The Emphatic Diaglott, der var blevet udgivet første gang i sin fuldstændige form i 1864 med en interlinear ord-for-ord-oversættelse til engelsk, viste at det græske ord parousiʹa betød „nærværelse“. Russell analyserede hvordan dette ord blev brugt i Bibelen, og forklarede i brochuren: „Det græske ord der almindeligvis bruges om det andet komme — Parousia, ofte oversat med komme — betegner altid personligt nærvær, at en er kommet, ankommet, og betegner aldrig at være på vej, sådan som vi bruger ordet komme.“

I sin redegørelse for hensigten med Kristi nærværelse understregede Russell at den ikke ville finde sted på et øjeblik, ved én begivenhed der rystede verden. Han skrev: „Det andet komme omfatter i lighed med det første en tidsperiode, og er ikke en øjebliksbegivenhed.“ I løbet af denne periode ville ’den lille hjord’ modtage sin belønning sammen med Herren som medarvinger i hans rige, og andre, måske milliarder, ville få mulighed for at leve i fuldkommenhed på en jord hvis paradisiske skønhed var blevet genoprettet. — Luk. 12:32.

På grundlag af yderligere studier af Bibelen forstod Russell efter nogle få år at Kristus ikke blot ville være usynlig når han kom tilbage, men også ville forblive usynlig, selv når han manifesterede sin nærværelse ved at fuldbyrde dommen over de ugudelige.

 I 1876, da Russell første gang læste et nummer af Herald of the Morning, havde han opdaget at der fandtes en anden gruppe som troede at Kristi genkomst ville være usynlig, og som forbandt denne genkomst med at alle jordens slægter skulle velsignes. Under påvirkning af bladets redaktør, N. H. Barbour, blev Russell også overbevist om at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1874. i Dette fremgik senere af undertitlen „Forkynder af Kristi Nærværelse“ på forsiden af Vagt-Taarnet.

Erkendelsen af at Kristi nærværelse ville være usynlig blev et vigtigt grundlag for forståelsen af mange bibelske profetier. Bibelstudenterne forstod dengang at Herrens nærværelse var noget alle sande kristne burde være meget optaget af. (Mark. 13:33-37) De var dybt interesserede i Herrens genkomst og vidste at de var forpligtede til at forkynde om den, men de havde endnu ikke fuld klarhed over alle detaljerne. Alligevel er det bemærkelsesværdigt hvad Guds ånd satte dem i stand til at forstå på et meget tidligt tidspunkt. En af disse sandheder har at gøre med et vigtigt årstal som afmærkes af Bibelens profetier.

Afslutningen på hedningernes tider

Bibelstudenterne havde længe interesseret sig stærkt for Bibelens kronologi. Kommentatorer havde fremsat mange forskellige synspunkter angående Jesu profeti om „hedningernes tider“ og profeten Daniels beretning om Nebukadnezars drøm om træstubben der stod bundet i „syv tider“. — Luk. 21:24, DA48; Dan. 4:10-17.

Allerede i 1823 beregnede John A. Brown, hvis værk blev udgivet i London, at de „syv tider“ i Daniels Bog, kapitel 4, varede 2520 år. Men han var ikke helt klar over hvornår denne profetiske tidsperiode begyndte, eller hvornår den ville slutte. Men han satte de „syv tider“ i forbindelse med hedningernes tider, der er omtalt i Lukas 21:24. I 1844 gjorde en engelsk præst ved navn E. B. Elliott opmærksom på at de „syv tider“ i Daniels Bog muligvis ville udløbe i 1914, men han fremlagde også den alternative opfattelse at de udløb ved tiden for den franske revolution. I 1849 behandlede Robert Seeley i London spørgsmålet på lignende måde. I en publikation der udkom senest i 1870 og som var redigeret af Joseph Seiss og hans medarbejdere og trykt i Philadelphia i Pennsylvanien, blev der fremlagt beregninger som pegede på 1914 som et betydningsfuldt årstal, skønt ræsonnementet heri var baseret på en kronologi som C. T. Russell senere forkastede.

 I Herald of the Morning for august, september og oktober 1875 bidrog N. H. Barbour så til at samordne detaljer som andre havde påpeget. Ved hjælp af en tidsregning udarbejdet af den engelske præst Christopher Bowen og udgivet af E. B. Elliott, viste Barbour at hedningernes tider begyndte da kong Zedekias blev afsat som konge, sådan som det var forudsagt i Ezekiel 21:25, 26, og han pegede frem til 1914 som det år hvor hedningernes tider skulle udløbe.

I begyndelsen af 1876 modtog C. T. Russell et nummer af Herald of the Morning. Han skrev straks til Barbour og tilbragte en del af sommeren sammen med ham i Philadelphia. Blandt de ting de drøftede var profetiske tidsperioder. Kort tid efter, i en artikel med titlen „Hedningernes tider — hvornår ender de?“, behandlede Russell også dette spørgsmål ud fra Bibelen og påpegede at vidnesbyrdene viste at ’de syv tider ville ende i 1914’. Denne artikel blev bragt i Bible Examiner for oktober 1876. j Bogen Three Worlds, and the Harvest of This World (Tre verdener, og denne verdens høst, ikke oversat til dansk), som blev udgivet i 1877 af N. H. Barbour i samarbejde med C. T. Russell, kom til samme konklusion. Og i nogle af de første numre af Watch Tower, for eksempel numrene for december 1879 og juli 1880, blev 1914 omtalt som et yderst betydningsfuldt årstal ifølge Bibelens profetier. I 1889 blev hele det fjerde kapitel i andet bind af Millenniets Daggry (der senere blev kaldt Studier i Skriften) viet drøftelsen af „hedningernes tider“. Men hvad ville det indebære at hedningernes tider udløb?

Bibelstudenterne var ikke helt sikre på hvad der ville ske. De var overbeviste om at jorden ikke ville blive brændt op og alle mennesker udslettet. Men de vidste at det ville markere et vigtigt punkt med hensyn til Guds herredømme. I begyndelsen troede de at Guds rige inden da ville have overtaget det fulde herredømme i hele universet. Da det ikke skete, mistede de dog ikke tilliden til de bibelprofetier der pegede frem til året 1914. De drog i stedet den slutning at årstallet blot havde markeret en begyndelse på Guds riges styre.

Tilsvarende troede de i første omgang at der før dette år ville indtræffe globale vanskeligheder som førte til anarki (noget de forstod ville være forbundet med krigen på „Guds, den Almægtiges, store dag“). (Åb. 16:14) Ti år før 1914 antydede Watch Tower imidlertid at der lige efter udløbet af hedningernes tider ville indtræffe verdensomspændende uroligheder som resulterede i at menneskelige institutioner blev tilintetgjort. Bibelstudenterne ventede at året 1914 ville markere et betydningsfuldt vendepunkt for Jerusalem, eftersom der stod i profetien at ’Jerusalem ville blive nedtrådt’ indtil hedningernes tider var til ende. Da de så at 1914 nærmede sig sin afslutning og de endnu ikke havde lidt døden i kødet og var  blevet ’rykket bort i skyer’ for at møde Herren — i overensstemmelse med deres tidligere forventninger — håbede de oprigtigt at deres forvandling ville finde sted når hedningernes tider udløb. — 1 Thess. 4:17.

Mens årene gik og de granskede Skrifterne om og om igen, bevarede de en stærk tro på profetierne og holdt sig ikke tilbage fra at fortælle hvad de ventede ville ske. Med vekslende held bestræbte de sig for at undgå at være dogmatiske med hensyn til detaljer der ikke var direkte nævnt i Bibelen.

Ringede „vækkeuret“ for tidligt?

Der blev så afgjort store uroligheder i verden i 1914 ved udbruddet af den første verdenskrig, der i mange år slet og ret blev kaldt Den Store Krig; men den førte ikke til at alle eksisterende styreformer blandt menneskene umiddelbart blev omstyrtet. På baggrund af det der skete i forbindelse med Palæstina efter 1914, mente bibelstudenterne at de så vidnesbyrd om betydelige forandringer for Israel. Men månederne og årene gik uden at de fik deres himmelske belønning, som de havde ventet. Hvordan reagerede de på det?

Vagt-Taarnet for april 1916 fremhævede datoen den 1. oktober 1914 og skrev så: „Dette var det sidste Tidspunkt, som Bibelkronologien paapegede for os med Hensyn til Menighedens Erfaringer. Sagde Herren, at vi vilde blive borttaget [til himmelen] da? Nej. Hvad sagde Han? Hans Ord og Profetiernes Opfyldelse syntes bestemt at pege paa, at denne Dato afmærkede Hedningetidernes Afslutning. Vi drog deraf den Slutning, at Menighedens ’Forvandling’ vilde finde Sted omkring eller før den Dato. Men Gud sagde os ikke, at det vilde være saa. Han tillod os at drage den Slutning; og vi tror, at det har vist sig at være en nødvendig Prøve for Guds kære hellige overalt.“ Men var denne udvikling et bevis for at deres herlige håb var blevet beskæmmet? Nej. Det betød bare at ikke alt skete så hurtigt som de havde ventet.

Flere år før 1914 havde Russell skrevet: „Kronologi (Tidsprofeti i Almindelighed) var øjensynligt ikke bestemt til at give Guds Folk nøjagtig kronologisk Underretning hele Vejen ned gennem Aarhundrederne. Den er øjensynligt mere bestemt til at tjene som et Vækkeur til at vække og stimulere Herrens Folk paa den rette Tid. . . . Men lad os f. Eks. tænke os, at Oktober 1914 skulde gaa hen, uden at Hedningemagternes Fald fandt Sted. Hvad vilde dette bevise eller modbevise? Det vilde ikke modbevise noget Træk i den guddommelige Tidsaldrenes Plan. Genløsningsprisen, der blev fuldbragt paa Golgatha, vilde dog stadig staa som Sikkerhed for den endelige Fuldførelse af Guds Plan for Menneskenes Genoprettelse. Menighedens ’Kald herovenfra’ til at lide med Genløseren og blive herliggjort med Ham som Hans Lemmer eller Hans Brud vilde ogsaa stadig være  det samme. . . . Det eneste, der vilde blive berørt ved Kronologien, vilde være Tiden for Opfyldelsen af disse herlige Forhaabninger for Menigheden og for Verden. . . . Og dersom den bestemte Tid gaar forbi, vilde det kun bevise, at vor Kronologi, vort ’Vækkeur’, gik lidt for stærkt. Vilde vi betragte det som en stor Ulykke, dersom vort Vækkeur vækkede os nogle faa Minutter tidligere om Morgenen til en stor Dag fuld af Glæde og Fryd? Sikkert ikke!“

Men „vækkeuret“ havde ikke ringet for tidligt. Det var blot de oplevelser de blev vækket til, der ikke helt svarede til det de havde ventet.

Nogle år senere, da lyset var blevet klarere, erkendte de: „Mange af de kære hellige troede, at alt Arbejdet nu var udført. . . . De glædede sig over det afgørende Bevis for, at Verdens Ende var kommet, at Himmeriges Rige var nær, og at deres Forløsning stundede til. Men de havde overset noget andet, som ogsaa maatte gøres. Det glade Budskab, som de havde modtaget, maatte forkyndes for andre; thi Jesus havde befalet: ’Dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.’ (Matthæus 24, 14)“ — Vagttaarnet, juni 1925.

 Når bibelstudenterne sammenlignede det der skete efter 1914 med det Herren havde forudsagt, gik det lidt efter lidt op for dem at de siden 1914 havde levet i de sidste dage for den gamle tingenes ordning. De forstod også at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1914 og at den ikke bestod i at han personligt var vendt tilbage (usynligt) til jordens nærhed, men i at han som regerende Konge rettede sin opmærksomhed mod jorden. De forstod og accepterede at de havde det store ansvar at forkynde „denne gode nyhed om riget“ til et vidnesbyrd for alle nationerne i denne kritiske periode af menneskenes historie. — Matt. 24:3-14.

Hvad gik det budskab om Riget som de skulle forkynde, helt præcist ud på? Var det på nogen måde anderledes end det de kristne havde forkyndt i det første århundrede?

Guds rige, menneskehedens eneste håb

Gennem et omhyggeligt studium af Guds ord fik de bibelstudenter der var knyttet til broder Russell, forståelse af at Guds rige var den regering Jehova havde lovet at oprette med sin søn som konge, til velsignelse for menneskeheden. I himmelen skulle Jesus Kristus have ’en lille hjord’ af medregenter der var udvalgt af Gud blandt menneskene. De forstod at denne regering ville være repræsenteret af trofaste mænd fra fortiden der ville tjene som fyrster på hele jorden. De blev omtalt som „de gamle Værdige“. — Luk. 12:32; Dan. 7:27; Åb. 20:6; Sl. 45:16.

Som et middel til at undertrykke befolkningen havde kristenheden længe fremført at kongerne herskede ’af Guds nåde’. Men bibelstudenterne kunne ud fra Bibelen se at Gud på ingen måde havde sikret de jordiske regeringers fremtid. I overensstemmelse med det de lærte, skrev Watch Tower for december 1881: „Oprettelsen af dette rige vil naturligvis indebære at alle riger på jorden omstyrtes, eftersom de alle — selv de bedste af dem — bygger på uretfærdighed og ulige rettigheder, på undertrykkelse af de mange og begunstigelse af de få. Som vi læser: ’Det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger; men selv skal det bestå evindelig.’“ — Dan. 2:44.

Med hensyn til hvordan disse undertrykkende riger skulle blive knust, havde bibelstudenterne stadig meget at lære. De forstod endnu ikke helt hvordan Guds riges velsignelser ville blive hele menneskeheden til del. Men de havde ikke den fejlagtige opfattelse at Guds rige var en ubestemmelig følelse i den enkeltes hjerte, eller at det var et styre udøvet af et religiøst hierarki der benyttede den verdslige stat som sit redskab.

I 1914 var Guds førkristne, trofaste vidner ikke blevet oprejst som den messianske konges fyrstelige repræsentanter på jorden, som man tidligere havde ventet, og de der var tilbage af ’den lille hjord’ havde heller ikke sluttet sig til Kristus i det himmelske rige i dette år. Alligevel skrev Vagt-Taarnet for april 1915 tillidsfuldt at 1914 var den tid da „Timen var kommet  for Herren til at tiltage sig sin store Magt og regere“, og dermed sætte en stopper for de hedenske folkeslags uafbrudte herredømme gennem årtusinder. I nummeret for oktober 1920 stadfæstede Vagt-Taarnet denne forståelse og satte den i forbindelse med den gode nyhed som ifølge Jesu profetier skulle forkyndes over hele jorden før enden kom. (Matt. 24:14) Ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922 blev denne forståelse gentaget i en resolution, og broder Rutherford gav stævnedeltagerne denne indtrængende opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige!“

På det tidspunkt mente bibelstudenterne imidlertid at Riget ikke ville blive fuldstændig oprettet i himmelen før de sidste medlemmer af Kristi brud var blevet herliggjort. Det var derfor en milepæl der blev nået i 1925 da Vagttaarnet for maj bragte artiklen „Den nye Nations Fødsel“. Den indeholdt en spændende gennemgang af Åbenbaringen, kapitel 12. Artiklen fremlagde vidnesbyrd om at det messianske rige var blevet født eller oprettet i 1914, at Kristus på det tidspunkt var begyndt at regere fra sin trone i himmelen, og at Satan derefter var blevet kastet ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Dét var den gode nyhed der skulle forkyndes, nyheden om at Guds rige allerede var i virksomhed. Denne større forståelse ansporede forkynderne af Riget til at bringe budskabet ud til jordens fjerneste egne!

Jehovas folk benyttede sig af alle til rådighed stående midler for at forkynde at kun Guds rige kunne bringe varig befrielse og løse de rodfæstede problemer der plagede menneskeheden. I 1931 holdt J. F. Rutherford et foredrag over dette emne som blev udsendt over den største internationale sammenkobling af radiostationer frem til da. Foredraget blev også gengivet på mange sprog i brochuren Riget, Verdens Haab. I løbet af få måneder blev den uddelt i millioner af eksemplarer. Mange blev naturligvis spredt til offentligheden, men man gjorde sig også særlige anstrengelser for at få den ud til politikere, præster og fremtrædende forretningsmænd.

I denne brochure stod der blandt andet: „Verdens uretfærdige Regeringer har ikke noget Haab at byde Folkene. Guds Dom over dem siger, at de skal gaa til Grunde. Det eneste Haab for Verden er derfor Guds retfærdige Regering, der faar Kristus Jesus til Konge.“ De forstod at dette rige ville bringe menneskene sand fred og sikkerhed. Under dets herredømme ville jorden blive til et paradis, og sygdom og død skulle ikke være mere. — Åb. 21:4, 5.

Den gode nyhed om Guds rige er fortsat det centrale i Jehovas vidners tro. Fra og med nummeret for 15. juni 1939 har deres vigtigste blad, der nu kommer på over 110 sprog, haft titlen Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige.

Men før Guds riges styre kan forvandle jorden til et paradis, må den nuværende, onde ordning forsvinde. Hvordan vil det gå til?

 Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag

Den verdenskrig der brød ud i 1914 rystede den bestående tingenes ordning i dens grundvold. På et tidspunkt så det ud som om begivenhederne ville udvikle sig sådan som bibelstudenterne havde ventet.

I august 1880 havde broder Russell skrevet: „Vi forstår at før menneskeslægten genrejses eller endog begynder at blive velsignet, vil alle jordens nuværende riger der binder og undertrykker menneskeheden, blive omstyrtet, at Guds rige vil overtage herredømmet og at velsignelsen og genoprettelsen vil komme gennem dette nye rige.“ Hvordan skulle denne ’omstyrtelse’ af rigerne finde sted? Ud fra de tilstande som Russell på det tidspunkt kunne se, mente han at det var ved hjælp af stridende fraktioner blandt menneskene at Gud under Harmagedonkrigen ville omstyrte de eksisterende institutioner. Han sagde: „Arbejdet med at gøre ende på menneskenes riger er ved at begynde. Den magt som vil omstyrte dem, er nu i virksomhed. Folket organiserer allerede sine styrker under navnet kommunister, socialister, nihilister og så videre.“

Bogen Hævnens Dag (senere kaldt Slaget ved Harmagedon, engelsk 1897; dansk 1910) uddybede bibelstudenternes forståelse af emnet: ’Herren vil betjene sig af denne store Hær af utilfredse — patrioter, reformatorer, socialister, moralister, anarkister, uvidende og fortvivlede — og bruge deres Drømme, Frygt, Daarskab og Selviskhed til i Overensstemmelse med sin Visdom at omstyrte de nuværende Institutioner og berede Menneskene for Retfærdighedsriget.’ De forbandt med andre ord Harmagedonkrigen med en voldelig social revolution.

Men skulle Harmagedon blot være en kamp mellem stridende fraktioner af menneskeheden, en social revolution som Gud gjorde brug af for at omstyrte eksisterende institutioner? De skriftsteder der havde tilknytning til dette emne blev studeret endnu grundigere, og Vagttaarnet for 1. september 1925 indeholdt denne kommentar til Zakarias 14:1-3: „Vi vil forstaa dette saaledes, at alle Jordens Nationer under Satans Ledelse vil samle sig til Kamp imod Jerusalemklassen, det vil sige dem, der har stillet sig paa Herrens Side . . . Aabenbaringen 16, 14. 16.“

Året efter blev det egentlige formål med denne krig fremhævet i bogen Verdensbefrielsen (dansk 1928): „Nu vil Jehova ifølge sit Ord lægge sin Magt saa klart og uimodsigeligt for Dagen, at det vil kunne vække Menneskene til Erkendelse af, at de har handlet ugudeligt, og bringe dem til at forstaa, at Jehova er Gud. Det var af samme Grund, at Gud i sin Tid lod den store Syndflod komme, hindrede Fuldførelsen af Babelstaarnet, tilintetgjorde den assyriske Konges, Sankeribs, Hær og lod Ægypterne opsluges af Havet. Og det er ogsaa af denne Grund, at han nu vil lade en ny stor Trængsel komme over Verden. De tidligere Ulykker var kun Skygger af dem, der nu forestaar. Det er til Guds den Almægtiges store Dag, Hærene  samles. Det er ’Herrens Dag, den store og forfærdelige’ (Joel 3:4), paa hvilken Gud vil gøre sig et Navn. I denne store endelige Kamp vil Menneskene af alle Folkeslag og Tungemaal lære, at Jehova er den almægtige, alvise og retfærdige Gud.“ Men Jehovas tjenere på jorden fik denne påmindelse: „I denne store Krig vil ingen af de Kristne slaa et eneste Slag. Grunden hertil er den, at Jehova har ladet sige: ’Krigen er ikke eders, men Guds.’“ Den krig der var tale om her, var tydeligvis ikke den nationerne begyndte at udkæmpe i 1914. Den hørte fremtiden til.

Der var også andre spørgsmål som måtte besvares ud fra Bibelen. Et af dem drejede sig om hvad det var for et Jerusalem der ifølge Lukas 21:24 skulle nedtrædes indtil hedningernes tider var til ende. Nært knyttet til dette var spørgsmålet om hvilket Israel der var tale om i så mange genoprettelsesprofetier.

Ville Gud føre jøderne tilbage til Palæstina?

Bibelstudenterne var opmærksomme på de mange genoprettelsesprofetier som Guds profeter havde fremholdt for det gamle Israel. (Jer. 30:18; 31:8-10; Amos 9:14, 15; Rom. 11:25, 26) Frem til 1932 havde de den forståelse at disse profetier gjaldt de kødelige jøder. De mente derfor at Gud igen ville begunstige Israel og efterhånden føre jøderne tilbage til Palæstina, åbne deres øjne for sandheden om Jesus som genløser og messiansk konge og velsigne alle folkeslag ved hjælp af dem. Med udgangspunkt i denne forståelse talte broder Russell til store jødiske forsamlinger i New York og Europa over emnet „Zionismen i Profetien“, og i 1925 skrev broder Rutherford bogen Comfort for the Jews (Trøst til jøderne, ikke oversat til dansk).

Men lidt efter lidt blev det klart at det der skete i Palæstina i forbindelse med jøderne, ikke var en opfyldelse af Jehovas store genoprettelsesprofetier. I det første århundrede var Jerusalem blevet ødelagt fordi jøderne havde forkastet Guds søn, Messias, som var sendt i Jehovas navn. (Dan. 9:25-27; Matt. 23:38, 39) Det blev stadig mere åbenbart at jøderne som folk betragtet ikke havde ændret holdning. De angrede ikke deres forfædres urette handlinger. Nogle vendte ganske vist tilbage til Palæstina, men almindeligvis var motivet ikke kærlighed til Gud eller et ønske om at hans navn skulle ophøjes ved at hans ord gik i opfyldelse. Dette blev tydeligt forklaret i andet bind af Det store Opgør, der blev udgivet af Vagttårnsselskabet i 1932 (dansk 1934). k At denne holdning var rigtig blev bekræftet i 1949, da staten Israel, der kort forinden var blevet oprettet som nation og hjemland for jøderne, blev medlem af De Forenede Nationer og derved  viste at den satte sin lid til verdens politiske nationer og ikke til Jehova.

Det der var sket som en opfyldelse af genoprettelsesprofetierne pegede i en anden retning. Jehovas tjenere begyndte at forstå at det var det åndelige Israel, „Guds Israel“ bestående af salvede kristne, der i overensstemmelse med Guds hensigt havde fred med Gud gennem Jesus Kristus. (Gal. 6:16) Nu blev deres øjne åbnet, så de kunne se en storslået åndelig opfyldelse af disse løfter om genoprettelse i det Gud gjorde for de sande kristne. Med tiden blev de også klar over at det Jerusalem der blev ophøjet da hedningernes tider udløb, ikke blot var en jordisk by, eller et folk på jorden som denne by repræsenterede, men ’det himmelske Jerusalem’, hvor Gud havde indsat sin søn, Jesus Kristus, som regent i 1914. — Hebr. 12:22.

Da Jehovas vidner havde fået klarhed over dette, var de bedre i stand til uden partiskhed at forkynde den gode nyhed om Riget „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Matt. 24:14.

Hvem skal have æren for alle disse forklaringer af Bibelen som er blevet bragt i Vagttårnsselskabets publikationer?

Hvordan Jehovas tjenere oplæres

Jesus Kristus havde forudsagt at han ville sende sine disciple den hellige ånd når han var vendt tilbage til himmelen. Den skulle tjene som en hjælper og lede dem til „hele sandheden“. (Joh. 14:26; 16:7, 13) Jesus sagde også at han som de sande kristnes Herre ville have ’en trofast og klog træl’, ’en trofast husholder’, der ville give tjenestefolkene, arbejderne i troens husstand, „mad i rette tid“. (Matt. 24:45-47; Luk. 12:42) Hvem er denne trofaste og kloge træl?

Det allerførste nummer af Watch Tower hentydede til Mattæus 24:45-47 da det oplyste at udgivernes formål med bladet var at holde et vågent øje med begivenhederne i forbindelse med Kristi nærværelse og at give troens husholdning åndelig „mad i rette tid“. Men bladets redaktør hævdede ikke at han selv var den trofaste og kloge træl.

I nummeret for oktober-november 1881 skrev C. T. Russell: „Vi tror at hvert lem på Kristi legeme, enten direkte eller indirekte, har del i det velsignede arbejde der består i at give troens husholdning mad i rette tid. ’Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende’ til at give dem mad i rette tid? Er det ikke den ’lille hjord’ af indviede tjenere som trofast opfylder deres indvielsesløfte — Kristi legeme — og er de  ikke alle, enkeltvis eller samlet, i færd med at give mad i rette tid til troens husholdning — den store skare af troende? Velsignet er den tjener (hele Kristi legeme) hvem hans Herre, når han er kommet (gr. elthon), skal finde i færd med at gøre det. ’Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.’“

Over ti år senere gav broder Russells hustru imidlertid offentligt udtryk for den tanke at Russell selv var den trofaste og kloge træl. l De fleste af bibelstudenterne holdt fast ved denne opfattelse i omkring 30 år. Broder Russell benægtede det ikke, men han anvendte ikke selv skriftstedet på denne måde, og han understregede at han var imod tanken om en præsteklasse der var bemyndiget til at undervise i Guds ord, i modsætning til en lægmandsklasse der ikke havde fået denne bemyndigelse. Den forståelse broder Russell gav udtryk for i 1881, at den trofaste og kloge træl i virkeligheden var en kollektiv tjener der bestod af samtlige medlemmer af Kristi salvede legeme på jorden, blev bekræftet i Vagttaarnet for 15. marts 1927. — Jævnfør Esajas 43:10.

Hvordan så broder Russell selv på sin opgave? Påstod han at han havde fået en særlig åbenbaring fra Gud? I Watch Tower for 15. juli 1906 (side 229) skrev han ydmygt: „Nej, kære venner, jeg gør ikke krav på noget fortrin, nogen overnaturlig kraft, værdighed eller myndighed; jeg tragter heller ikke efter at opnå større anseelse hos mine brødre i troens husstand, undtagen i den forstand som Herren tilskyndede til da han sagde: ’Den som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.’ (Matt. 20:27) . . . De sandheder jeg som Guds talerør fremholder er ikke blevet mig åbenbaret i syner eller ved drømme eller ved Guds hørlige røst; ej heller blev de åbenbaret alle på én gang, men gradvis . . . Denne klare åbenbaring af sandheden skyldes heller ikke menneskelig kløgt eller skarp opfattelsesevne, men den enkle kendsgerning at Guds tid er inde; og hvis jeg ikke talte og der intet andet redskab kunne findes, ville stenene råbe.“

Læserne af Watch Tower blev opfordret til at se hen til Jehova som deres store Lærer, og det samme bliver alle Jehovas vidner opfordret til i dag. (Es. 30:20) Dette blev stærkt understreget i Vagttaarnet for 1. januar 1932 i artiklen „Oplært af Gud“, hvori der stod: „Vagttaarnet anerkender, at Sandheden tilhører Jehova og ikke nogen Skabning. Vagttaarnet er ikke Redskab for et Menneske eller en Kreds af Mennesker, og det udgives heller ikke ifølge Menneskers Luner. . . . Jehova Gud er den store Lærer, der selv underviser sine Børn. Ganske vist bliver disse Sandheder bragt videre til andre af ufuldkomne Mennesker, og det er Grunden til, at de ikke fremstilles i en absolut fuldkommen Form; men de fremføres dog paa en saadan Maade, at det genspejler Guds Sandhed, som han lærer sine Børn.“

 Når der i det første århundrede opstod spørgsmål om lærepunkter eller fremgangsmåder, blev de forelagt et centralt styrende råd der bestod af mænd som i åndelig forstand var ældste. De traf deres afgørelse efter at have rådført sig med de inspirerede skrifter og iagttaget virksomhed der var i overensstemmelse med disse skrifter og havde fremgang som følge af den hellige ånds ledelse. Afgørelsen blev sendt i skriftlig form til menighederne. — Apg. 15:1–16:5.

Den samme fremgangsmåde følges af Jehovas vidner i dag. Der gives åndelig føde gennem blade, bøger, stævneprogrammer og foredragsdispositioner — hvilket alt sammen udarbejdes under ledelse af den trofaste og kloge træls Styrende Råd. Indholdet viser tydeligt at det Jesus forudsagde, går i opfyldelse i dag: at han virkelig har en trofast og klog trælleskare der loyalt lærer ’alt det han har befalet’; at dette redskab ’holder sig vågent’ for begivenheder der finder sted som en opfyldelse af Bibelens profetier, særlig når det gælder Kristi nærværelse; at det hjælper gudfrygtige mennesker til at forstå hvad det indebærer at „holde“ alt det Jesus har befalet og dermed vise at de virkelig er hans disciple. — Matt. 24:42; 28:20; Joh. 8:31, 32.

I tidens løb er man gået bort fra fremgangsmåder der kunne føre til at visse personer fik en upassende opmærksomhed i forbindelse med tilberedelsen af den åndelige føde. Helt frem til sin død stod C. T. Russell opført som redaktør i så godt som hvert nummer af Vagt-Taarnet. Andre bidragyderes navne eller initialer var ofte anført efter de artikler de havde skrevet. Men fra og med det engelske nummer for 1. december 1916 (dansk februar 1921) blev redaktørens navn erstattet af navnene på medlemmerne af en redaktionskomité. I nummeret for 15. oktober 1931 (dansk december 1931) var også denne liste fjernet, og i stedet var Esajas 54:13 citeret: „Alle dine Børn skal være lærte af Jehova, og dine Børns Fred skal være stor.“ Siden 1942 har det været en generel regel at ingen enkeltpersoner omtales som forfattere til det der udgives af Vagttårnsselskabet. a Under Det Styrende Råds ledelse har indviede kristne i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Asien været med til at udarbejde det stof der studeres af Jehovas Vidners menigheder over hele jorden. Men al ære går til Jehova Gud.

Lyset vokser gradvis

Jehovas Vidners historie i nyere tid bekræfter sandheden i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Lyset er hele tiden vokset, ligesom den tidlige morgens dæmring følges af solopgang og en ny dags klare lys. Eftersom Jehovas vidner  har betragtet spørgsmålene i det lys der var til rådighed, har de til tider haft ufuldstændige, ja endda unøjagtige, opfattelser. Uanset hvor meget de har prøvet, er der visse profetier de simpelt hen ikke har kunnet forstå før de begyndte at gå i opfyldelse. Efterhånden som Jehova har kastet mere lys over sit ord ved hjælp af sin ånd, har hans tjenere ydmygt og villigt gjort de nødvendige forandringer.

Det var ikke kun i den første del af deres historie i nyere tid at deres forståelse gradvis voksede på denne måde. Sådan er det stadig. I 1962 kom der for eksempel en korrigeret forståelse af det der står i Romerbrevet 13:1-7 om „de højere myndigheder“.

Bibelstudenterne havde i mange år ment at „de højere myndigheder“ var Jehova Gud og Jesus Kristus. Hvorfor? I Vagttaarnet for 15. juli og 1. august 1929 blev der henvist til en række verdslige love, og det blev vist at det der var tilladt i ét land var forbudt i et andet. Der blev også peget på verdslige love som forlangte at folk skulle gøre noget Gud har forbudt, eller som forbød noget Gud har befalet sine tjenere at gøre. Fordi bibelstudenterne oprigtigt ønskede at vise respekt for Guds myndighed, forekom det dem at „de højere myndigheder“ måtte være Jehova Gud og Jesus Kristus. De adlød dog stadig de verdslige love, men der blev lagt vægt på at de i første række måtte være lydige mod Gud. Det var en vigtig lektion, og den styrkede dem i de vanskelige år der skulle komme. Men de havde ikke en klar forståelse af det der stod i Romerbrevet 13:1-7.

Mange år senere blev disse skriftsteder nøje gransket på ny, i lyset af deres sammenhæng og det der står i resten af Bibelen. Som følge af dette indså Jehovas vidner i 1962 at „de højere myndigheder“ er de verdslige herskere, men ved hjælp af New World Translation fik de en klar forståelse af princippet om relativ underkastelse. b Det resulterede ikke i væsentlige ændringer i Jehovas vidners holdning til verdslige regeringer og myndigheder, men det korrigerede deres forståelse af en vigtig del af Bibelen. Dette gav de enkelte Jehovas vidner anledning til at tænke nøje over om de opfyldte deres forpligtelser over for både Gud og de verdslige myndigheder. Denne klare forståelse af hvem „de højere myndigheder“ er, har tjent som en beskyttelse for Jehovas vidner, især i lande hvor stærk nationalisme og højlydte krav om større frihed har ført til voldshandlinger og statskup.

Året efter, i 1963, blev en udvidet anvendelse af det bibelske udtryk „Babylon den Store“ fremlagt i den engelske udgave af Vagttårnet. c (Åb. 17:5) En fornyet gennemgang af den verdslige og religiøse historie pegede på at det gamle Babylons indflydelse ikke blot havde gennemsyret kristenheden, men alle dele af jorden. Man forstod følgelig at Babylon den Store  var hele den falske religions verdensimperium. Denne forståelse har sat Jehovas vidner i stand til at hjælpe mange flere mennesker, uanset baggrund, til at følge den bibelske befaling: „Gå ud fra hende, mit folk.“ — Åb. 18:4.

Ja, den gradvise opfyldelse af hele Åbenbaringens Bog har ført et væld af åndeligt lys med sig. I 1917 blev en behandling af Åbenbaringens Bog udgivet i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed (dansk 1919). Men „Herrens dag“, der omtales i Åbenbaringen 1:10, var kun lige begyndt på det tidspunkt, og meget af det der var forudsagt var endnu ikke indtruffet og man havde ikke en klar forståelse af det. Udviklingen i de følgende år kastede imidlertid større lys over denne del af Bibelen, og det der skete havde stor indflydelse på den meget oplysende behandling af Åbenbaringen der blev udgivet i 1930 (dansk 1931 og 1932) i de to bind med titlen Lys. I 1960’erne (dansk 1970’erne) blev forståelsen yderligere ajourført i bøgerne „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker! og „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“. Tyve år senere kom der endnu en dybtgående behandling af denne del af Bibelen. Åbenbaringens symbolsprog blev omhyggeligt analyseret i lyset af tilsvarende udtryk i andre dele af Bibelen. (1 Kor. 2:10-13) Begivenheder der var indtruffet i det 20. århundrede som en opfyldelse af profetierne, blev gennemgået. Resultatet blev udgivet i 1988 i den spændende bog Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!

Grundlaget blev lagt i de første år af Guds folks historie i nyere tid. Der blev tilvejebragt megen nærende åndelig føde. I de senere år er der kommet et større udvalg af bibelstudiemateriale til både modne kristne og nyinteresserede med vidt forskellig baggrund. Et fortsat studium af Bibelen har sammen med opfyldelsen af Guds profetier i mange tilfælde gjort det muligt at gøre rede for bibelske læresætninger på en klarere måde. I kraft af at Jehovas vidners studium af Guds ord er fremadskridende, har de åndelig føde i overflod, sådan som Bibelen har forudsagt at Guds tjenere ville have. (Es. 65:13, 14) De korrigerer aldrig deres synspunkter for at blive mere acceptable i verdens øjne ved for eksempel at antage dens dalende moralnormer. Jehovas Vidners historie viser tværtimod at formålet med ændringer altid er at følge Bibelen nøjere, at efterligne det første århundredes kristne i højere grad, og dermed være mere antagelige i Guds øjne.

Det Jehovas vidner har erfaret, er således i overensstemmelse med det apostelen Paulus bad om. Han skrev til sine trosfæller: „Vi [er] ikke . . . holdt op med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens I fortsat bærer frugt i enhver god gerning og vokser i den nøjagtige kundskab om Gud.“ — Kol. 1:9, 10.

Denne vækst i den nøjagtige kundskab om Gud har også haft indflydelse på deres navn — Jehovas Vidner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 120]

C. T. Russell erkendte åbent at han havde fået hjælp fra andre i de første år han studerede Bibelen

[Tekstcitat på side 122]

De har personligt undersøgt vidnesbyrdene om at Bibelen er Guds ord

[Tekstcitat på side 123]

Bibelstudenterne forstod at der er fuldkommen ligevægt mellem Guds retfærdighed og hans visdom, kærlighed og magt

[Tekstcitat på side 127]

Russell forstod klart at det „helvede“ der er omtalt i nogle bibeloversættelser, ikke er et sted hvor de døde pines

[Tekstcitat på side 129]

Det store flertal af fornuftige mennesker troede ikke på helvedeslæren

[Tekstcitat på side 132]

Det fik vidtrækkende følger at Russell holdt urokkeligt fast ved genløsningslæren

[Tekstcitat på side 134]

De forstod at Bibelens profetier pegede tydeligt frem til 1914

[Tekstcitat på side 136]

Ikke alt skete så hurtigt som de havde ventet

[Tekstcitat på side 139]

En god nyhed skulle forkyndes: ’Guds rige er allerede i virksomhed!’

[Tekstcitat på side 140]

Skulle Harmagedon blot være en social revolution?

[Tekstcitat på side 141]

I 1932 forstod man endelig hvad det sande „Guds Israel“ er

[Tekstcitat på side 143]

„Den trofaste og kloge træl“ — en person eller en skare?

[Tekstcitat på side 146]

Man er efterhånden gået bort fra fremgangsmåder der kunne føre til at visse personer blev vist utilbørlig opmærksomhed

[Tekstcitat på side 148]

Formålet med forandringer er altid at komme endnu mere i harmoni med Guds ord

[Ramme på side 124]

Guds navn gøres kendt

◆ Siden 1931 er navnet Jehovas Vidner blevet brugt om dem der tilbeder og tjener Jehova som den eneste sande Gud.

◆ Siden den 1. december 1931 har Guds navn, „Jehova“, stået på forsiden af hvert nummer af „Vagttårnet“.

◆ I en tid da Guds navn blev udeladt af de fleste moderne bibeloversættelser begyndte Jehovas Vidner (i 1950) at udgive „New World Translation“, hvori Guds navn var genindført på de steder hvor det rettelig hører hjemme.

◆ Foruden selve Bibelen har Vagttårnsselskabet udgivet mange andre publikationer for at henlede opmærksomheden på Guds navn. Vi kan nævne bøgerne „Jehova“ (engelsk 1934; dansk 1937), „Lad dit navn blive helliget“ (engelsk 1961; dansk 1965) og „’Nationerne skal kende at jeg er Jehova’ — hvordan?“ (engelsk 1971; dansk 1972), samt brochuren „Guds navn der vil bestå for evigt“ (1984).

[Ramme på side 126]

’Skal vi modsige Jesus selv?’

Efter at have afsløret treenighedslæren som ubibelsk og ulogisk gav C. T. Russell udtryk for retfærdig harme ved at spørge: „Skal vi paa den Maade modsige Apostlene og Profeterne og Jesus selv og tilsidesætte Fornuft og sund Sans for at fastholde et Dogme, der er kommet til os fra en forvendt og frafalden Kirkes mørke, overtroiske Fortid? Nej! ’Til Loven og til Vidnesbyrdet! Dersom de ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord er det, fordi der intet Lys er i dem.’“ — Vagt-Taarnet, oktober 1915.

[Ramme på side 133]

Fremadskridende sandhed

C. T. Russell skrev i 1882: „Bibelen er vor eneste norm, og dens lære er vor eneste trosbekendelse; og fordi vi erkender at de bibelske sandheder åbenbares gradvis, er vi rede og beredte til at udvide eller forandre vor trosbekendelse (tro) efterhånden som vi får større lys fra vor Norm.“ — „Watch Tower“, april 1882, s. 7.

 [Ramme på side 144, 145]

Hvad Jehovas vidner tror

◆ Bibelen er Guds inspirerede ord. (2 Tim. 3:16, 17)

Det den indeholder er ikke blot historie eller menneskers opfattelser, men Guds ord, som er skrevet til gavn for os. (2 Pet. 1:21; Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11)

◆ Jehova er den eneste sande Gud. (Sl. 83:18; 5 Mos. 4:39)

Jehova er Skaberen af alle ting og er derfor den eneste som fortjener at blive tilbedt. (Åb. 4:11; Luk. 4:8)

Jehova er universets Suveræn, den som vi skylder fuld lydighed. (Apg. 4:24; Dan. 4:17; Apg. 5:29)

◆ Jesus Kristus er Guds enestefødte søn, den eneste der er skabt direkte af Gud selv. (1 Joh. 4:9; Kol. 1:13-16)

Jesus var den første af Guds skabninger; før han blev undfanget og født som menneske levede han i himmelen. (Åb. 3:14; Joh. 8:23, 58)

Jesus tilbeder sin Fader som den eneste sande Gud; han har aldrig hævdet at han var Guds lige. (Joh. 17:3; 20:17; 14:28)

Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum for menneskeheden. Hans offer gør det muligt for alle der tror på det, at opnå evigt liv. (Mark. 10:45; Joh. 3:16, 36)

Jesus blev oprejst fra de døde som en udødelig åndeskabning. (1 Pet. 3:18; Rom. 6:9)

Jesus er kommet igen (idet han som konge har rettet sin opmærksomhed mod jorden) og er nu nærværende i herlighed som en åndeskabning. (Matt. 24:3, 23-27; 25:31-33; Joh. 14:19)

◆ Satan er denne verdens usynlige hersker. (Joh. 12:31; 1 Joh. 5:19)

Oprindelig var han en fuldkommen søn af Gud, men han fik for høje tanker om sig selv og gjorde krav på en tilbedelse som kun tilkom Jehova. Han forledte derfor Adam og Eva til at adlyde ham i stedet for at lytte til Gud. Derved gjorde han sig selv til Satan, der betyder „modstander“. (Joh. 8:44; 1 Mos. 3:1-5; jævnfør Femte Mosebog 32:4, 5; Jakob 1:14, 15; Lukas 4:5-7.)

Satan „vildleder hele den beboede jord“; han og hans dæmoner står bag de voksende problemer på jorden nu i endens tid. (Åb. 12:7-9, 12)

Når Guds fastsatte tid er inde vil Satan og hans dæmoner blive tilintetgjort for bestandig. (Åb. 20:10; 21:8)

◆ Guds rige ved Kristus vil erstatte alle jordiske regeringer og blive den eneste regering over hele menneskeheden. (Dan. 7:13, 14)

Den nuværende onde tingenes ordning vil blive fuldstændig udslettet. (Dan. 2:44; Åb. 16:14, 16; Es. 34:2)

Guds rige vil regere med retfærdighed og bringe sine undersåtter sand fred. (Es. 9:6, 7; 11:1-5; 32:17; Sl. 85:10-12)

De onde og ugudelige vil blive afskåret for evigt, og de der tilbeder Jehova vil kunne glæde sig over varig tryghed. (Ordsp. 2:21, 22; Sl. 37:9-11; Matt. 25:41-46; 2 Thess. 1:6-9; Mika 4:3-5)

◆ Siden 1914 d har vi levet i „endens tid“ for denne onde verden. (Matt. 24:3-14; 2 Tim. 3:1-5; Dan. 12:4)

I løbet af denne periode aflægges der et vidnesbyrd for alle nationer; derefter vil enden komme, ikke for jordkloden men for den onde ordning og for de ugudelige. (Matt. 24:3, 14; 2 Pet. 3:7; Præd. 1:4)

◆ Der findes kun én vej til livet; Gud godkender ikke alle religioner eller religiøse skikke. (Matt. 7:13, 14; Joh. 4:23, 24; Ef. 4:4, 5)

Den sande tilbedelse lægger ikke vægt på ritualer og andre ydre ting, men på sand kærlighed til Gud, som kommer til udtryk i lydighed mod hans bud og i næstekærlighed. (Matt. 15:8, 9; 1 Joh. 5:3; 3:10-18; 4:21; Joh. 13:34, 35)

Mennesker af alle nationer, racer og sproggrupper kan tjene Jehova og have hans godkendelse. (Apg. 10:34, 35; Åb. 7:9-17)

Bønner skal udelukkende rettes til Jehova gennem Jesus; billeder må ikke vises hengivenhed eller benyttes som hjælpemidler i tilbedelsen. (Matt. 6:9; Joh. 14:6, 13, 14; 1 Joh. 5:21; 2 Kor. 5:7; 6:16; Es. 42:8)

Sande kristne tager fuldstændig afstand fra spiritisme. (Gal. 5:19-21; 5 Mos. 18:10-12; Åb. 21:8)

Blandt sande kristne findes der ingen opdeling i et præsteskab og et lægfolk. (Matt. 20:25-27; 23:8-12)

 Sand kristendom kræver ikke at man skal holde en ugentlig sabbat eller følge andre af kravene i Moseloven for at blive frelst; at gøre dét ville indebære at man forkastede Kristus, der opfyldte Loven. (Gal. 5:4; Rom. 10:4; Kol. 2:13-17)

De der udøver den sande tilbedelse deltager ikke i økumeniske bevægelser. (2 Kor. 6:14-17; Åb. 18:4)

Alle sande disciple af Jesus lader sig døbe ved fuldstændig nedsænkning. (Matt. 28:19, 20; Mark. 1:9, 10; Apg. 8:36-38)

Alle der følger Jesu eksempel og adlyder hans bud, forkynder om Guds rige for andre. (Luk. 4:43; 8:1; Matt. 10:7; 24:14)

◆ Døden er en følge af den synd vi har arvet fra Adam. (Rom. 5:12; 6:23)

Når et menneske dør, er det selve sjælen som dør. (Ez. 18:4)

De døde ved ingenting. (Sl. 146:4; Præd. 9:5, 10)

Dødsriget (Sheol, Hades) er menneskehedens fælles grav. (Job 14:13; Åb. 20:13, 14)

„Ildsøen“ som de uforbederligt onde kastes i, står ifølge Bibelens egne ord for „den anden død“, evig død. (Åb. 21:8)

Opstandelsen er håbet for de døde og for dem der har mistet nogle af deres kære i døden. (1 Kor. 15:20-22; Joh. 5:28, 29; jævnfør Johannes 11:25, 26, 38-44; Markus 5:35-42.)

Den død som skyldes Adams synd, skal ikke være mere. (1 Kor. 15:26; Es. 25:8; Åb. 21:4)

◆ Kun ’en lille hjord’ bestående af 144.000 kommer i himmelen. (Luk. 12:32; Åb. 14:1, 3)

Det er dem der bliver „født igen“ som åndelige sønner af Gud. (Joh. 3:3; 1 Pet. 1:3, 4)

Gud udvælger dem blandt alle folk og nationer for at herske som konger sammen med Kristus i Riget. (Åb. 5:9, 10; 20:6)

◆ Andre der har Guds godkendelse vil leve evigt på jorden. (Sl. 37:29; Matt. 5:5; 2 Pet. 3:13)

Jorden vil aldrig blive ødelagt eller affolket. (Sl. 104:5; Es. 45:18)

I overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt vil hele jorden blive et paradis. (1 Mos. 1:27, 28; 2:8, 9; Luk. 23:42, 43)

Alle vil få velegnede hjem og rigeligt med mad. (Es. 65:21-23; Sl. 72:16)

Sygdom, alle former for handicap og selv døden vil høre fortiden til. (Åb. 21:3, 4; Es. 35:5, 6)

◆ Man skal vise passende respekt for verdslige myndigheder. (Rom. 13:1-7; Tit. 3:1, 2)

Sande kristne gør ikke oprør mod regeringsmyndighederne. (Ordsp. 24:21, 22; Rom. 13:1)

De adlyder alle love der ikke er i strid med Guds lov, men lydighed mod Gud kommer i første række. (Apg. 5:29)

De efterligner Jesus ved at holde sig neutrale hvad angår verdens politiske anliggender. (Matt. 22:15-21; Joh. 6:15)

◆ Kristne skal rette sig efter Bibelens normer med hensyn til blod og kønsmoral. (Apg. 15:28, 29)

At føre blod ind i kroppen gennem munden eller årerne er en overtrædelse af Guds lov. (1 Mos. 9:3-6; Apg. 15:19, 20)

Kristne skal være moralsk rene; utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet må ikke have nogen plads i deres liv, og det samme gælder drukkenskab og stofmisbrug. (1 Kor. 6:9-11; 2 Kor. 7:1)

◆ Det er vigtigt at kristne er ærlige, trofaste og pligtopfyldende i ægteskabet og familien. (1 Tim. 5:8; Kol. 3:18-21; Hebr. 13:4)

En kristen kan ikke være hyklerisk eller uærlig i tale og forretningsanliggender. (Ordsp. 6:16-19; Ef. 4:25; Matt. 6:5; Sl. 26:4)

◆ For at kunne tilbede Jehova på en måde som han godkender, må vi elske ham højere end alt andet. (Luk. 10:27; 5 Mos. 5:9)

Det vigtigste i en sand kristens liv er at gøre Jehovas vilje og derved ære hans navn. (Joh. 4:34; Kol. 3:23; 1 Pet. 2:12)

Kristne gør godt mod alle mennesker i det omfang de er i stand til det, men de er klar over at de har særlige forpligtelser over for andre der tjener Gud; det er derfor først og fremmest dem de hjælper i tilfælde af sygdom og katastrofer. (Gal. 6:10; 1 Joh. 3:16-18)

Kærligheden til Gud indebærer ikke bare at sande kristne skal følge hans bud om at vise næstekærlighed, men også at de ikke må elske verdens umoralske og materialistiske livsform. Sande kristne er ikke en del af verden og deltager derfor ikke i noget som kan give indtryk af at de har verdens ånd. (Rom. 13:8, 9; 1 Joh. 2:15-17; Joh. 15:19; Jak. 4:4)

[Fodnote]

[Illustration på side 121]

C. T. Russell begyndte at udgive „Zion’s Watch Tower“ i 1879, da han var 27 år

[Illustrationer på side 125]

Sir Isaac Newton og Henry Grew var blandt dem der tidligere havde forkastet treenighedslæren som ubibelsk

[Illustrationer på side 128]

Russell hævdede i offentlige debatter at de døde virkelig er døde og ikke lever hos englene eller hos dæmonerne på et fortvivlelsens sted

Carnegie Hall i Allegheny, Pennsylvanien, hvor debatterne blev ført

REV. E. L. EATON. D. D. PASTOR C. T. RUSSELL

PROPOSITIONS

Afternoon, October 18, three o’clock

[Illustration på side 130]

Russell rejste til både store og små byer for at fortælle sandheden om helvede

[Illustration på side 131]

Da Frederick Franz som universitetsstuderende lærte sandheden om de dødes tilstand at kende, satte han sig nye mål i livet

[Illustration på side 135]

Bibelstudenterne forkyndte vidt og bredt at hedningernes tider udløb i 1914, for eksempel ved hjælp af denne traktat

[Illustrationer på side 137]

I 1931, ved hjælp af den største sammenkobling af radiostationer indtil da, viste J. F. Rutherford at kun Guds rige kan bringe menneskeheden varig lindring

Foredraget „Riget, Verdens Haab“ blev udsendt af 163 radiostationer samtidig og blev senere sendt af over 340 andre stationer

[Illustration på side 142]

A. H. Macmillan blev i 1925 sendt med skib til Palæstina fordi man var særlig interesseret i den rolle jøderne spillede i forbindelse med Bibelens profetier