Kapitel 8

Den gode nyhed forkyndes uden afbrydelse (1942-1975)

„Til alle som elsker teokratiet:

Den 8. januar 1942 afsluttede vor elskede broder J. F. Rutherford trofast sin jordiske løbebane . . . Det var en glæde og trøst for ham at se og vide at alle Herrens vidner følger kongen Kristus Jesus som deres leder og ikke et menneske, og at de i samdrægtighed vil fortsætte arbejdet.“ — En meddelelse om broder Rutherfords død. a

NYHEDEN om broder Rutherfords død virkede i øjeblikket chokerende på Jehovas vidner jorden over. Mange vidste at han havde været syg, men de havde ikke troet at han ville dø så hurtigt. De var bedrøvede over tabet af deres kære broder, men fast besluttede på at „fortsætte arbejdet“ — arbejdet med at forkynde Guds rige. De betragtede ikke J. F. Rutherford som deres leder. Charles E. Wagner, der havde arbejdet på broder Rutherfords kontor, sagde: „Brødrene overalt havde udviklet en stærk overbevisning om at Jehovas gerning ikke var afhængig af noget menneske.“ Ikke desto mindre var der brug for en der kunne påtage sig det ansvar broder Rutherford havde båret som Vagttårnsselskabets præsident.

„Vi er besluttede paa at holde os nær til Herren“

Det var broder Rutherfords inderlige ønske at Jehovas vidner skulle forkynde den gode nyhed uden afbrydelse. Midt i december 1941, nogle uger før sin død, havde han derfor sammenkaldt fire bestyrelsesmedlemmer af de to vigtigste selskaber som Jehovas Vidner benyttede og foreslået at alle medlemmer af de to selskabers bestyrelser skulle mødes hurtigst muligt efter hans død for at vælge en ny præsident og vicepræsident.

Om eftermiddagen den 13. januar 1942, blot fem dage efter Rutherfords død, mødtes alle bestyrelsesmedlemmerne af de to selskaber på Betel i Brooklyn. Flere dage tidligere havde Selskabets vicepræsident, den 36-årige  Nathan H. Knorr, foreslået at de søgte guddommelig visdom gennem bøn og meditation. Bestyrelsesmedlemmerne var opmærksomme på at den broder der blev valgt til præsident ikke bare skulle administrere Vagttårnsselskabets juridiske anliggender, men også tjene som organisationens øverste tilsynsmand. Hvem var åndeligt kvalificeret til at bære dette store ansvar og føre tilsyn med Jehovas gerning? Mødet blev indledt med bøn, og efter omhyggelig overvejelse blev broder Knorr enstemmigt valgt til præsident for de to selskaber, og den 30-årige Hayden C. Covington, Selskabets advokat, blev valgt til vicepræsident. b

Senere samme dag fortalte Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, betelfamilien om resultaterne af valget. Richard E. Abrahamson, der var til stede ved den lejlighed, fortæller at Van Amburgh sagde: ’Jeg kan huske dengang C. T. Russell døde og blev erstattet af J. F. Rutherford. Herren fortsatte med at lede sit arbejde og give det fremgang. Nu regner jeg med at arbejdet vil gå fremad med Nathan H. Knorr som præsident, for dette er Herrens gerning, ikke et menneskes.’

Hvordan reagerede medlemmerne af betelfamilien i Brooklyn på valgresultaterne? Det fremgår af et bevægende brev fra dem, dateret den 14. januar 1942, dagen efter valget: „Hans [Rutherfords] Forvandling [skal] ikke faa Lov til at hemme Farten i Fuldførelsen af den Opgave, Herren har betroet os. Vi er besluttede paa at holde os nær til Herren og til hverandre og fast og  maalbevidst drive Krigen tilbage til Portene, kæmpende Skulder ved Skulder. . . . Vor ca. tyveaarige Forbindelse med Broder Knorr . . . sætter os i Stand til at indse og værdsætte Herrens Ledelse ved Valget af Broder Knorr til Præsident og Herrens kærlighedsrige og omsorgsfulde Omhu for sit Folk.“ Snart strømmede det ind med breve og telegrammer til hovedkontoret, hvori brødre fra hele verden gav udtryk for deres støtte.

Der herskede ikke nogen usikkerhed om hvad der skulle gøres. Der blev udarbejdet en særartikel til The Watchtower for 1. februar 1942, det nummer hvori meddelelsen om J. F. Rutherfords død blev bragt. ’Herrens afsluttende Arbejde med at samle de retsindige udføres nu,’ stod der. „Maatte intet for et Øjeblik afbryde hans Pagtsfolks Fremmarch i hans Tjeneste. . . . At vi nu holder fast ved vor Ustraffelighed ind for den almægtige Gud er DET VIGTIGSTE AF ALT.“ Jehovas vidner blev opfordret til at fortsætte med at forkynde den gode nyhed med nidkærhed.

’At holde fast ved sin ustraffelighed’ var imidlertid ikke let i begyndelsen af 1940’erne. Der var stadig krig. Restriktioner mange steder som følge af krigen gjorde det vanskeligt for Jehovas vidner at forkynde. Arrestationer af forkyndere og pøbelangreb mod dem fortsatte med uformindsket styrke. I sin egenskab af Selskabets advokat ledede Hayden Covington den juridiske kamp, somme tider fra sit kontor på hovedkontoret i Brooklyn og til andre tider fra et tog mens han var på vej til en eller anden retssag. I samarbejde med lokale sagførere, som for eksempel Victor Schmidt, Grover Powell og Victor Blackwell, kæmpede broder Covington ihærdigt for at fastslå Jehovas vidners forfatningsmæssige ret til at forkynde fra hus til hus og sprede bibelsk læsestof uden at lokale myndigheder lagde dem hindringer i vejen. c

Signalet til at gå i gang!

Trods krigstidens rationering af mad og benzin blev det i begyndelsen af marts 1942 meddelt at „Den nye verdens teokratiske stævne“ skulle holdes 18.-20. september. For at gøre det lettere for brødrene at komme til stævnet blev der udvalgt 52 stævnebyer overalt i De Forenede Stater, og mange af disse var telefonisk forbundet med hovedstævnet i Cleveland i Ohio. Omtrent samtidig holdt Jehovas Vidner stævner i 33 andre byer rundt om i verden. Hvad var formålet med dette stævne?

’Vi er ikke samlet her for at grunde over fortiden eller over hvad enkeltpersoner har gjort,’ sagde ordstyreren, broder Covington, i sit indledende foredrag. Derefter introducerede han stævnets hovedtale, „Det eneste Lys“, der var bygget over Esajas, kapitel 59 og 60, og blev holdt af broder Franz. Han henviste til Jehovas profetiske befaling gennem Esajas og erklærede med høj røst: „Her har vi altsaa Signalet fra den højeste Autoritet  til at gaa i Gang, Befalingen til at fortsætte i hans [Gerning] og aflægge Vidnesbyrdet, hvad der end sker, inden Slaget ved Harmagedon.“ (Es. 6:1-12) Tiden var ikke inde til at lade hænderne synke!

„Vi har mere arbejde at gøre, meget mere!“ sagde N. H. Knorr i det næste foredrag. Derefter fik tilhørerne hjælp til at følge signalet og gå i gang, for broder Knorr bekendtgjorde udgivelsen af en udgave af King James-oversættelsen af Bibelen, trykt på Selskabets egne trykkemaskiner og med en bibelordbog udarbejdet med henblik på at Jehovas vidner skulle kunne bruge den i forkyndelsen. Denne udgivelse var et udtryk for broder Knorrs stærke interesse for at trykke og udbrede Bibelen. Ja, kort efter at han tidligere samme år var blevet Selskabets præsident, havde han handlet hurtigt for at sikre Selskabet rettighederne til at trykke denne oversættelse og til at koordinere udarbejdelsen af ordbogen og andet udstyr i denne bibeludgave. Ved stævnet få måneder senere var denne særlige udgave af King James-oversættelsen klar til udgivelse.

På den sidste stævnedag holdt broder Knorr foredraget „Freden — kan den vare ved?“ Heri fremholdt han ud fra Åbenbaringen 17:8 stærke vidnesbyrd om at den anden verdenskrig, der rasede på det tidspunkt, ikke ville gå direkte over i Harmagedon, som nogle mente, men at krigen ville slutte og blive efterfulgt af en fredsperiode. Der var fortsat arbejde at gøre i forbindelse med forkyndelsen af Guds rige. Stævnedeltagerne fik at vide at Selskabet fra og med den følgende måned ville sende „vennetjenere“ ud til menighederne. De skulle samarbejde med menighederne om at tage sig af den forventede vækst, og hver menighed ville få besøg hvert halve år.

„Den nye verdens teokratiske stævne bidrog til at Jehovas organisation blev godt sammensvejset til det arbejde der lå forude,“ siger Marie Gibbard, der overværede stævnet i Dallas i Texas sammen med sine forældre. Og der var et stort arbejde at gøre. Jehovas vidner så frem til den fredsperiode der skulle komme. De var besluttede på at gå fremad trods modstand og forfølgelse, og forkynde den gode nyhed uden afbrydelse!

En tid med øget undervisning

Forkynderne havde indtil da brugt vidnesbyrdskortene og grammofonen i tjenesten fra hus til hus. Kunne de mon hver især blive dygtigere til at forklare baggrunden for deres håb ud fra Bibelen? Det mente  Selskabets tredje præsident, N. H. Knorr. Som C. James Woodworth, hvis fader i en årrække var redaktør af The Golden Age (Den gyldne Tidsalder) og Consolation (Ny Verden), udtrykte det: „I broder Rutherfords tid hed det med eftertryk at ’religionen er en snare og et svindlerforetagende’, men nu var en ny æra med verdensomspændende vækst på vej, og man påbegyndte en oplæring — både hvad Bibelen og det organisationsmæssige angår — i et omfang Jehovas folk ikke havde kendt indtil da.“

Undervisningens æra begyndte næsten øjeblikkelig. Den 9. februar 1942, cirka en måned efter at N. H. Knorr var blevet valgt til Selskabets præsident, blev der givet en meddelelse på Betel i Brooklyn som skulle få vidtrækkende følger. Der skulle oprettes en særlig skole på Betel — Kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne — med undervisning i bibelforskning og kunsten at holde offentlige foredrag.

Året efter var grundlaget lagt for at en lignende skole kunne indføres i Jehovas Vidners menigheder. Ved stævnet „Opfordring til virksomhed“, der blev holdt overalt i De Forenede Stater den 17. og 18. april 1943, blev brochuren Kursus i teokratisk Tjeneste udgivet (på dansk i 1945). Hver menighed blev opfordret til at indføre den nye skole, og Selskabet udnævnte lærere der skulle virke som ordstyrere og give konstruktiv vejledning til eleverne — i begyndelsen kun mænd — efter deres foredrag. Så hurtigt som muligt blev kurset oversat og indført i andre lande.

Som følge heraf kunne kvalificerede talere der var blevet undervist på tjenesteskolen, deltage i en verdensomspændende kampagne med offentlige foredrag for at udbrede budskabet om Riget. Mange af dem fik senere mulighed for at drage nytte af deres oplæring ved at holde stævneforedrag og bære et stort ansvar inden for organisationen.

Blandt dem var Angelo C. Manera junior, der virkede som rejsende tilsynsmand i omkring 40 år. Han var en af de første elever på skolen i sin menighed, og han fortalte: „De af os der gennem mange år havde overværet møderne og deltaget i forkyndelsen uden denne foranstaltning, betragter den som et stort skridt i vor personlige og organisationsmæssige fremgang.“

George Gangas, der dengang arbejdede som græsk oversætter, sagde senere om den oplæring han fik på den skole der blev indført på Betel i Brooklyn i 1942: „Jeg husker dengang jeg holdt mit første seksminutters foredrag. Jeg havde ikke stor tillid til mig selv, så jeg skrev det hele ned. Men da jeg rejste mig for at holde foredraget, blev jeg grebet af lampefeber, og jeg hakkede og stammede og blev helt forvirret. Så besluttede jeg simpelt hen at læse op fra manuskriptet. Men jeg rystede sådan på hænderne at linjerne hoppede op og ned!“ Han gav dog ikke op. Senere kom han til at holde foredrag for store forsamlinger ved stævner, og han blev medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

 En skole grundlagt på tro

Den 24. september 1942 blev der taget et andet stort skridt fremad hvad undervisning angår. På et fælles møde for bestyrelsesmedlemmerne fra de to selskaber foreslog broder Knorr at Selskabet oprettede en skole i en bygning der var blevet opført på Kingdom Farm i South Lansing, godt 400 kilometer nordvest for New York. Hensigten med denne skole skulle være at oplære missionærer til tjeneste i fremmede lande, hvor der var et stort behov for forkyndere af Riget. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

Albert D. Schroeder, der da var 31 år, blev udnævnt til forstander og blev ordstyrer i det udvalg der skulle etablere skolen. „Vore hjerter ligefrem hoppede af glæde over denne overraskende nye opgave!“ siger han. Lærerne fik straks travlt. De havde kun fire måneder til at tilrettelægge skolens pensum, udarbejde forelæsningerne og samle et bibliotek. „Dette kursus i videregående kristen oplæring strakte sig over 20 uger, med Bibelen som den vigtigste lærebog,“ forklarer broder Schroeder, der nu tjener som medlem af Det Styrende Råd.

Mandag den 1. februar 1943, en kold vinterdag i den nordlige del af staten New York, begyndte den første klasse med 100 elever. Dette var en skole der virkelig var grundlagt på tro. Midt under den anden verdenskrig kunne der kun sendes missionærer til ganske få områder af verden. Ikke desto mindre blev de kommende missionærer undervist, i fuld tillid til at der ville komme en fredsperiode hvori de kunne gøre gavn.

Reorganisering efter krigen

I maj 1945 ophørte krigshandlingerne i Europa. Fire måneder senere, i september, sluttede krigen i Stillehavet. Den anden verdenskrig var endt. Den 24. oktober 1945, lidt over tre år efter at Selskabets præsident havde holdt foredraget „Freden — kan den vare ved?“, trådte De Forenede Nationers pagt i kraft.

Forlydender om Jehovas Vidners virksomhed i Europa var allerede begyndt at sive ud. På trods af krigen var forkyndelsen gået fremad i europæiske lande i en grad der forbløffede brødrene og søstrene rundt om i verden. The Watchtower for 15. juli 1945 skrev: „I 1940 var der 400 forkyndere i Frankrig, nu er der 1100 som forkynder om Riget. . . . I 1940 var der 800 forkyndere i Holland. Fire hundrede af dem blev sendt til koncentrationslejre i Tyskland. De der blev tilbage forkyndte om Riget. Resultatet? I det  land er der nu 2000 forkyndere af Riget.“ Friheden gav mulighed for øget forkyndelse af den gode nyhed, ikke blot i Europa, men i hele verden. Først var der imidlertid behov for en hel del genopbygning og reorganisering.

Selskabets præsident ønskede at vide hvilke behov Jehovas vidner i de krigshærgede lande havde, og sammen med sin sekretær, Milton G. Henschel, rejste han derfor i november 1945 til Storbritannien, Frankrig, Schweiz, Belgien, Holland og Skandinavien for at opmuntre brødrene og inspicere Selskabets afdelingskontorer. d Formålet med rejsen var at reorganisere  arbejdet efter krigen. De sørgede for at der blev sendt bibelske publikationer foruden mad og tøj til de brødre der havde behov for det. Flere afdelingskontorer blev genoprettet.

Broder Knorr var klar over at velorganiserede afdelingskontorer var en nødvendighed for at man kunne holde trit med det fremadskridende forkyndelsesarbejde, og hans naturlige anlæg for organisering var til stor nytte i forbindelse med oprettelsen af nye afdelingskontorer jorden over. Da han blev præsident i 1942 var der 25 afdelingskontorer. I 1946 var der afdelingskontorer i 57 lande, trods forbud og hindringer som følge af krigen. I løbet af de næste 30 år, frem til 1976, steg antallet af afdelingskontorer til 97.

Dygtiggjort til at undervise

Rejserne kort efter krigen havde gjort Selskabets præsident opmærksom på at Jehovas vidner havde behov for at blive dygtigere til at undervise ud fra Guds ord. De havde brug for yderligere bibelsk oplæring og for egnede hjælpemidler til brug i forkyndelsen. Disse behov blev dækket i de første år efter krigen.

Ved „Glade nationers teokratiske stævne“, der blev holdt i Cleveland i Ohio fra 4. til 11. august 1946, holdt broder Knorr foredraget „Dygtiggjort til al god Gerning“. Hele forsamlingen lyttede med spændt forventning da han stillede spørgsmål som: „Ville det ikke være en kolossalt stor hjælp at have oplysninger om hver af Bibelens 66 bøger? Ville det ikke hjælpe os til at forstå Bibelen hvis vi vidste hvem der har skrevet de enkelte bøger? Hvornår de er skrevet? Hvor de er skrevet?“ Forventningen steg da han sagde: „Venner, alle disse Oplysninger og meget mere finder I i den ny Bog, som hedder ’Dygtiggjort til al god Gerning’.“ Der lød et bragende bifald fra tilhørerne. Den nye bog skulle bruges som lærebog på den teokratiske skole i menighederne.

Jehovas vidner fik ikke blot en bog der ville uddybe deres bibelkundskab, men de fik også nogle glimrende redskaber til brug i forkyndelsen. Stævnet i 1946 vil blive husket længe som det stævne hvor det første nummer af Awake! (Vågn op!) udkom. Dette nye blad erstattede Consolation (Ny Verden, tidligere kendt som The Golden Age, Den gyldne Tidsalder). Bogen „Gud Maa Være Sanddru“ blev også udgivet. e Henry A. Cantwell, der senere tjente som rejsende tilsynsmand, forklarer: „I nogen tid havde vi haft et meget stort behov for en bog vi kunne studere med nyinteresserede,  en der behandlede de grundlæggende bibelske læresætninger og sandheder. Nu da ’Gud Maa Være Sanddru’ var udkommet, havde vi fået præcis det vi havde brug for.“

Udrustet med disse værdifulde hjælpemidler forventede Jehovas vidner yderligere hurtig vækst. I stævneforedraget „Problemer i Forbindelse med Genopbygning og Udvidelse“ forklarede broder Knorr at forkyndelsen på ingen måde havde ligget stille i krigsårene. Fra 1939 til 1946 var antallet af forkyndere af Riget steget med over 110.000. For at dække den stigende efterspørgsel efter bibelsk læsestof jorden over, planlagde Selskabet at udvide trykkeriet og betelhjemmet i Brooklyn.

Den forventede periode med fred i verden var begyndt. En æra med verdensomspændende vækst og bibelsk undervisning var godt i gang. Da Jehovas vidner vendte hjem fra „Glade nationers teokratiske stævne“ var de endnu bedre udrustet til at forkynde den gode nyhed.

Forkyndelsen af Riget går fremad

Med verdensomfattende vækst i tanke drog Selskabets præsident og hans sekretær, Milton G. Henschel, den 6. februar 1947 ud på en 76.916 kilometer lang tjenesterejse. De besøgte Stillehavsøerne, New Zealand, Australien, Sydøstasien, Indien, Mellemøsten, Middelhavsområdet, Central- og Vesteuropa, Skandinavien, England og Newfoundland. Det var første gang siden 1933 at repræsentanter for hovedkontoret i Brooklyn kunne besøge deres brødre i Tyskland. Jehovas vidner jorden over fulgte med i rapporterne fra rejsen, der blev bragt i The Watchtower i løbet af 1947. f

„Det var den første mulighed vi havde for at hilse på brødrene i Asien og andre steder og se hvad de havde behov for,“ forklarer broder Henschel, der nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. „Vi havde planer om at udsende missionærer, så vi måtte vide hvilke forhold de ville komme til at virke under og hvad de ville få brug for.“ Efter denne rejse drog en strøm af gileadmissionærer ud til fremmede lande for at gå foran i forkyndelsen af Riget. Og resultaterne var imponerende. I løbet af de næste fem år (1947-52) blev antallet af forkyndere i hele verden mere end fordoblet, fra 207.552 til 456.265.

Teokratiets vækst

Den 25. juni 1950 gik militærstyrker fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea ind i Republikken Korea mod syd. Med tiden blev der også  sendt tropper ind fra 16 andre lande. Men mens krigen satte stormagterne op imod hinanden, planlagde Jehovas Vidner et internationalt stævne der ikke blot ville være et vidnesbyrd om deres verdensomspændende enhed, men også om at Jehova velsignede dem med vækst. — Es. 60:22.

Stævnet „Teokratiets vækst“ skulle holdes fra 30. juli til 6. august 1950. Det ville blive det absolut største stævne Jehovas Vidner indtil da havde holdt på ét sted. Omkring 10.000 delegerede fra Europa, Afrika, Asien, Latinamerika og Stillehavsøerne — fra 67 forskellige lande i alt — strømmede til Yankee Stadium i New York. Det højeste antal tilstedeværende var over 123.000 til det offentlige foredrag. Det var et imponerende vidnesbyrd om vækst, for ved „Glade nationers teokratiske stævne“ blot fire år tidligere havde højdepunktet været 80.000.

Trykning og distribuering af Guds ord har spillet en betydelig rolle for den vækst Jehovas Vidner har erfaret. En milepæl i denne henseende blev nået den 2. august 1950, da broder Knorr bekendtgjorde udgivelsen af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på engelsk. Stævnedeltagerne var begejstrede for at høre at Guds navn, Jehova, i denne nye oversættelse var genindført 237 gange i hovedteksten fra Mattæusevangeliet til Åbenbaringen. I slutningen af sit foredrag gav broder Knorr denne indtrængende opfordring: „Tag imod denne oversættelse. Læs den igennem . . . Studér den, for den vil være dig en hjælp til bedre at forstå Guds ord. Lad andre få den i hænde.“ I løbet af de næste ti år blev resten af Bibelen udgivet afsnit for afsnit, så Jehovas vidner til sidst fik en nøjagtig, letlæselig udgave af hele Bibelen som de med begejstring kunne tilbyde andre.

Før de delegerede forlod stævnebyen blev de indbudt til at komme og se den nye administrationsbygning på Columbia Heights 124 og det stærkt udvidede trykkeri på Adams Street 117. Byggearbejdet var støttet med bidrag fra Jehovas vidner fra hele verden, og det var den sidste del af det store udvidelsesprogram der var blevet beskrevet og godkendt med begejstring ved stævnet i Cleveland i 1946. Dengang havde Jehovas vidner ingen anelse om hvor store udvidelser der endnu lå forude, ikke blot i Brooklyn, men i hele verden. Der ville blive brug for flere og større trykkerier for at dække det stadigt stigende antal forkynderes behov.

Intensiv oplæring i forkyndelsen fra hus til hus

Ved „Den Nye Verdens Samfunds Stævne“, der blev holdt i New York fra 19. til  26. juli 1953, fik Jehovas vidner nye publikationer til eget brug og til brug i forkyndelsen fra hus til hus. Mandag den 20. juli, for eksempel, udkom „Forvis Jer Om Alt“ under tordnende klapsalver fra de 125.040 der var til stede. Denne 416-siders håndbog, der kom på dansk i 1955, var i lommeformat med over 4500 skriftsteder samlet under 70 hovedemner, og den blev et godt redskab til brug i tjenesten. Nu var det let for forkynderne at finde svar på de bibelske spørgsmål de kom ud for når de forkyndte fra hus til hus.

Onsdag formiddag, i foredraget „Alle tjenernes vigtigste arbejde“, fortalte broder Knorr om et nyt led i den fremadskridende oplæring af Jehovas vidner — et omfattende program for oplæring i arbejdet fra hus til hus, der skulle sættes i gang i alle menighederne. Mere erfarne forkyndere blev bedt om at hjælpe mindre erfarne til at blive regelmæssige, dygtige forkyndere fra hus til hus. Denne omfattende kampagne begyndte den 1. september 1953. Jesse L. Cantwell, en rejsende tilsynsmand der deltog i oplæringsprogrammet, sagde: „Dette program hjalp virkelig forkynderne til at blive mere effektive.“

I månederne efter juli 1953 blev der holdt ekkostævner på alle fem kontinenter, og det samme program blev tilpasset de lokale forhold. På den måde kom den intensive oplæring i hus-til-hus-forkyndelsen i gang i Jehovas Vidners menigheder jorden over. Samme år nåede antallet af forkyndere et højdepunkt på 519.982.

Ændringer som følge af den globale vækst

I midten af 1950’erne blev der truffet yderligere foranstaltninger af hensyn til organisationens vækst. I over ti år havde N. H. Knorr rejst verden rundt for at inspicere afdelingskontorerne. Disse rejser bidrog i høj grad til at sikre at der blev ført tilbørligt tilsyn med arbejdet i hvert land  og til at styrke Jehovas vidners verdensomspændende enhed. Broder Knorr nærede dyb kærlighed til missionærerne og dem der arbejdede på afdelingskontorerne rundt om i verden. Overalt hvor han kom, tog han sig tid til at tale med dem om deres problemer og behov, og til at opmuntre dem i deres tjeneste. Men i 1955 havde Vagttårnsselskabet 77 afdelingskontorer og 1814 gileadmissionærer der tjente i 100 forskellige lande. Broder Knorr indså at det var mere end han kunne overkomme alene, så han tog skridt til at inddrage andre i det betydningsfulde arbejde med at besøge afdelingskontorer og missionærhjem.

Hele verden blev opdelt i ti zoner, der hver omfattede en række af Selskabets afdelingskontorer. Kvalificerede brødre fra kontoret i Brooklyn og erfarne afdelingstilsynsmænd blev udnævnt til afdelingszonetjenere (nu kaldet zonetilsynsmænd) og oplært i dette arbejde af broder Knorr. Den 1. januar 1956 påbegyndte den første afdelingszonetjener denne nye tilsynstjeneste. I 1992 tjente over 30 brødre, deriblandt medlemmer af Det Styrende Råd, som zonetilsynsmænd.

Oplæring i at gøre Guds vilje

I sommeren 1958 var Mellemøsten truet af krig. Men trods de spændte internationale forhold planlagde Jehovas vidner at samles ved et internationalt stævne der skulle give dem yderligere oplæring i at gøre Guds vilje. Det skulle også vise sig at blive det største stævne der nogen sinde var blevet holdt i én by.

I alt 253.922 delegerede fra 123 lande fyldte Yankee Stadium og Polo Grounds i New York, hvor stævnet „Den guddommelige Vilje“ blev holdt fra 27. juli til 3. august. „Stadionfuld efter stadionfuld af Jehovas vidner strømmer til,“ skrev New York-avisen Daily News den 26. juli 1958. „Medlemmerne transporteres i otte særtog, 500 chartrede busser og 18.000 privatbiler, foruden to chartrede skibe og 65 chartrede fly.“

Gileaduddannede missionærer havde underrettet Selskabets hovedkontor om at det var en stor udfordring for dem at forkynde Bibelens lære for mennesker der intet kendte til kristenhedens trosopfattelser og dogmer. Hvis bare de havde en bog der gjorde rede for Bibelens sande lære og samtidig var let at læse og forstå! Til stor glæde for de 145.488 delegerede der var til stede om eftermiddagen, torsdag den 31. juli, bekendtgjorde broder Knorr at der var blevet udgivet en ny bog på engelsk, Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis (på dansk i 1960).

Broder Knorr tilskyndede alle til at bruge den nye bog i forkyndelsen. Han foreslog også at forældre brugte den når de underviste deres børn i Bibelens sandheder. Mange forældre tog dette forslag til sig. Grace A. Estep, der er skolelærer og voksede op i en lille by i nærheden af  Pittsburgh i Pennsylvanien, siger: „Der er vokset en hel generation af børn op som har bladet i ’Paradisbogen’, haft den med til møderne, vist den til deres små legekammerater og kunnet genfortælle en hel række bibelske beretninger bare ved at se på billederne, længe før de var gamle nok til at kunne læse.“

Der blev også givet fast åndelig føde til dem der var kommet langt i deres studium af Guds ord. I slutningen af sit betagende foredrag „Lad din vilje ske“ frigav broder Knorr til tilhørernes begejstring en ny bog på engelsk med titlen „Ske din vilje på jorden“ (på dansk i 1961). Denne nye bog, der indeholdt en dybtgående behandling af Daniels Bog, viste læserne hvordan Guds vilje er sket i fortiden og også sker i dag. „I vil fryde jer over denne bog!“ sagde broder Knorr. Med et tordnende bifald gav de 175.441 tilhørere udtryk for deres glæde over at modtage dette nye redskab der kunne hjælpe dem til at uddybe deres forståelse af Guds vilje.

I sine afsluttende bemærkninger oplyste broder Knorr at flere særlige undervisningsprogrammer ville blive iværksat til gavn for hele den verdensomspændende organisation. „Undervisningsarbejdet er ikke på retur,“ forsikrede broder Knorr, „det er tværtimod fremadskridende.“ Han skitserede planerne om at holde et timåneders kursus i Brooklyn for tilsynsmænd fra Selskabets afdelingskontorer jorden over. I mange lande skulle der desuden arrangeres kurser af en måneds varighed for rejsende tilsynsmænd og dem der førte tilsyn i menighederne. Hvad skulle al denne undervisning tjene til? „Vi ønsker at nå til en stadig større forståelse og at trænge endnu dybere ind i Jehovas tanker, således som han har givet udtryk for dem i sit ord,“ forklarede broder Knorr.

 Arbejdet med at forberede undervisningen på disse kurser begyndte straks. Syv måneder senere, den 9. marts 1959, begyndte den første klasse på en ny skole, Rigets Tjenesteskole, i South Lansing i New York, hvor Gileadskolen også lå. Virkningerne af denne undervisning kunne snart mærkes rundt om i hele verden, eftersom de der førte tilsyn med menighederne gennemgik det samme kursus i land efter land.

Styrket til at „stå fast i troen“

I 1960’erne skyllede en flodbølge af religiøse og sociale forandringer hen over menneskesamfundet. Præster stemplede dele af Bibelen som mytiske eller forældede. „Gud er død-ideologien“ blev mere og mere populær. Samfundet sank dybere og dybere hvad seksualmoral angår. Gennem Vagttårnet og andre publikationer foruden stævneprogrammer blev Jehovas folk styrket til at „stå fast i troen“ i dette urolige årti. — 1 Kor. 16:13.

Ved en stævnerække der i 1963 blev holdt jorden over, blev Bibelen forsvaret mod kritikernes angreb i foredraget „Bogen med den evigvarende gode nyhed er gavnlig“. „Bibelkritikerne behøver ikke at påpege at denne bog er skrevet af mennesker,“ sagde foredragsholderen. „Det siger Bibelen selv rent ud. Men det der får denne bog til at adskille sig fra enhver anden bog som er skrevet af mennesker, er at den er ’inspireret af Gud’.“ (2 Tim. 3:16, 17) Som afslutning på dette opildnende foredrag frigav taleren den engelske udgave af bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ (på dansk i 1969). Den behandlede hver af Bibelens bøger ved at fortælle om bogens baggrund, for eksempel hvem der har skrevet den, hvor og hvornår den er skrevet, og hvorfor den må regnes for at være pålidelig. Derefter fulgte et sammendrag af bogen, fulgt af et afsnit med overskriften „Hvorfor den er gavnlig“, der viste hvorfor netop denne bibelbog er til gavn for læseren. Denne nye publikation viste sig at blive et værdifuldt hjælpemiddel i den vedvarende oplæring af Jehovas vidner, og den bruges stadig som lærebog på den teokratiske skole nu, 30 år efter at den blev udgivet! g

Jehovas vidner undgik ikke at blive berørt af 1960’ernes seksuelle revolution. Hvert år måtte adskillige tusind — dog kun en lille procentdel af det samlede antal — udstødes, størstedelen på grund af kønslig umoralitet. Det var derfor med god grund Jehovas folk fik direkte vejledning ved en række områdestævner der blev holdt i 1964. Lyle Reusch, en rejsende tilsynsmand der oprindelig kommer fra Saskatchewan i Canada, mindes foredraget „Hvordan de kristne forkynderes organisation bevares ren“. Han siger: „Moralske spørgsmål blev tydeligt forklaret på en åbenhjertig og direkte måde.“

 Foredragets indhold blev bragt i Vagttårnet for 15. februar 1965. Der blev blandt andet sagt: „I unge piger, vær ikke som et snavset, offentligt håndklæde! Stil jer ikke til rådighed for smudsige horkarle, mænd der lever som hunde!“ — Jævnfør Åbenbaringen 22:15.

Formålet med denne direkte vejledning var at hjælpe Jehovas vidner til som folk betragtet at være moralsk rene, så de fortsat kunne forkynde budskabet om Riget. — Jævnfør Romerbrevet 2:21-23.

„Sig mig, hvad betyder det her med 1975?“

Jehovas vidner havde længe været af den opfattelse at Kristi tusindårsrige ville begynde efter at menneskene havde eksisteret i 6000 år. Men hvornår udløb disse 6000 år? Bogen Evigt liv — i Guds børns frihed, der udkom (på engelsk) ved en række områdestævner i 1966, pegede på året 1975. Allerede ved stævnerne blev der talt meget om 1975, efterhånden som brødrene undersøgte hvad der stod i den nye bog.

Ved stævnet i Baltimore i Maryland var det F. W. Franz der holdt det afsluttende foredrag. Han begyndte med ordene: „Lige før jeg gik op på podiet kom en ung mand hen til mig og sagde: ’Sig mig, hvad betyder det her med 1975?’“ Broder Franz omtalte derefter de mange spørgsmål der var opstået om hvorvidt det der stod i bogen betød at Harmagedon ville være overstået og Satan bundet i 1975. Derpå svarede han i korte træk: ’Det kan forholde sig sådan. Men det siger vi ikke. Alt er muligt for Gud. Men det siger vi ikke. Og ingen af jer bør sige noget bestemt om hvad der muligvis vil ske i tiden fra nu af og frem til 1975. Men kernen i det hele er dette, kære venner: Tiden er kort. Tiden er ved at udløbe, det er der ingen tvivl om.’

I årene efter 1966 handlede mange Jehovas vidner i harmoni med ånden i denne vejledning. Men der blev også trykt andre kommentarer til dette emne, og nogle af dem var sikkert mere kategoriske end godt var. Det blev erkendt i Vagttårnet for 15. juni 1980 (side 9). Men Jehovas tjenere blev også tilskyndet til at koncentrere sig om at gøre Jehovas vilje og ikke gå for meget op i årstal og forventninger om en snarlig frelse. h

Et hjælpemiddel der satte fart i arbejdet

I slutningen af 1960’erne forkyndte Jehovas vidner den gode nyhed med en følelse af forventning og af at tiden var kort. I løbet af 1968 var  forkyndertallet steget til 1.221.504 i 203 lande. Alligevel var det ikke usædvanligt at nogle studerede Bibelen i årevis uden at handle i overensstemmelse med den kundskab de tilegnede sig. Hvordan kunne man sætte fart i arbejdet med at gøre disciple?

Svaret kom i 1968 i form af bibelstudiehåndbogen Sandheden der fører til evigt liv (på dansk i 1969). Denne 192-siders bog i lommeformat var beregnet for nyinteresserede, og den indeholdt 22 fængslende kapitler om emner som „Hvorfor det er klogt at efterprøve sin tro“, „Hvorfor vi ældes og dør“, „Hvor er de døde?“, „Hvorfor har Gud tilladt det onde helt frem til vor tid?“, „Hvad der kendetegner den sande menighed“ og „Hvordan man opbygger et lykkeligt familieliv“. ’Sandhedsbogen’ var udarbejdet sådan at den tilskyndede læseren til at ræsonnere over stoffet og anvende det i sit eget liv.

Den nye bog skulle bruges i forbindelse med en seksmåneders studieplan. Rigets Tjeneste forklarede i september 1968 hvordan det skulle foregå: „I løbet af seks måneder skulle det være muligt, ved de bibelstudier vi opretter, at nå gennem bogens 22 kapitler. . . . Hvis de i løbet af disse seks måneder begynder at komme regelmæssigt til nogle af menighedens møder, vil vi være glade for fortsat at studere med dem og hjælpe dem til at skride fremad til modenhed. Hvis ikke vil vi venligt forklare dem at nu har vi gjort hvad vi kunne for at hjælpe dem, og at det nu er op til dem selv at bestemme hvordan de vil anvende det de har lært.“

På ganske kort tid blev denne studieplan en stor succes. I løbet af de tre tjenesteår fra 1. september 1968 til 31. august 1971 blev 434.906 døbt — mere end dobbelt så mange som i løbet af de foregående tre tjenesteår! ’Sandhedsbogen’ og kampagnen med seksmåneders bibelstudier kom på et tidspunkt hvor Jehovas vidner nærede forventning og følte at tiden var kort, og bidrog derfor i høj grad til at sætte fart i forkyndelsen. — Matt. 28:19, 20.

„Det kan ikke mislykkes; det kommer fra Jehova“

I mange år var Jehovas Vidners menigheder organiseret sådan at én åndeligt kvalificeret mand blev udnævnt af Selskabet til at være menighedstjener eller „tilsynsmand“, og han blev assisteret af andre udnævnte „tjenere“. i (1 Tim. 3:1-10, 12, 13) De skulle betjene hjorden, ikke herske over den. (1 Pet. 5:1-4)  Men kunne menighederne i højere grad følge samme opbygning som de kristne menigheder i det første århundrede havde?

Ved den verdensomfattende stævnerække i 1971 omfattede programmet et foredrag over temaet „En teokratisk organisation midt blandt demokratiske og kommunistiske nationer“. Den 2. juli holdt F. W. Franz foredraget på Yankee Stadium i New York. Han påpegede at menighederne i det første århundrede havde mere end én tilsynsmand hvis der fandtes tilstrækkelig mange kvalificerede mænd. (Fil. 1:1) „Menighedens gruppe af tilsynsmænd udgjorde et ’ældsteråd’,“ sagde han. „Medlemmerne af et sådant ’ældsteråd’ var alle lige, idet de havde samme status i menigheden, og ingen af dem var det mest betydningsfulde, det mest fremtrædende eller det mest indflydelsesrige medlem af menigheden.“ (1 Tim. 4:4) Foredraget rejste mange spørgsmål blandt stævnedeltagerne. Hvilken betydning ville dette få for Jehovas Vidners menigheder jorden over?

Svaret kom to dage senere, i N. H. Knorrs afsluttende foredrag. Fra den 1. oktober 1972 skulle der ske nogle ændringer i tilsynet med menighederne i hele verden. Der skulle ikke længere kun være én menighedstjener eller tilsynsmand. I løbet af månederne op til den 1. oktober 1972 skulle modne mænd i hver menighed overveje hvem der kunne udnævnes til at tjene i et råd af ældste, og anbefale dem til Selskabet (sammen med dem der kunne virke som assisterende tjenere, nu kaldet menighedstjenere). En af de ældste skulle være ordstyrer, j men alle de ældste skulle have samme myndighed og være fælles om ansvaret for de afgørelser de traf. „Disse organisationsmæssige ændringer vil tjene til at bringe ledelsen af menighederne i nøjere overensstemmelse med Guds ord,“ forklarede broder Knorr, „og dette vil med sikkerhed føre til større velsignelser fra Jehova.“

Hvordan reagerede stævnedeltagerne på oplysningerne om disse organisationsmæssige ændringer? En rejsende tilsynsmand sagde: „Det kan ikke mislykkes; det kommer fra Jehova.“ En erfaren forkynder sagde: „Det vil tilskynde alle modne mænd til at påtage sig et ansvar.“ Ja, nu kunne alle kvalificerede mænd ’tragte efter et tilsynshverv’ og blive udnævnt. (1 Tim. 3:1) På den måde kunne et større antal brødre få værdifuld erfaring i at bære et ansvar i menigheden. Hvad de ikke vidste, var at der i de kommende år ville blive brug for dem alle til at virke som hyrder for de mange nye der strømmede til.

Det der blev sagt ved stævnet medførte også nogle afklaringer og ændringer i forbindelse med Det Styrende Råd. Den 6. september 1971 blev det besluttet at posten som ordstyrer i Det Styrende Råd skulle gå på skift blandt dets medlemmer i alfabetisk rækkefølge. Nogle uger senere, den  1. oktober 1971, begyndte F. W. Franz at tjene som ordstyrer for Det Styrende Råd i et år.

Året efter, i september 1972, skulle ordningen med skiftende ansvarsopgaver i menighederne begynde, og den 1. oktober var denne ændring gennemført i de fleste menigheder. I løbet af de næste tre år oplevede Jehovas Vidner en imponerende vækst — over trekvart million blev døbt. Men nu nærmede de sig efteråret 1975. Sæt nu forventningerne til 1975 ikke blev indfriet. Hvordan ville det så berøre Jehovas vidners verdensomfattende enhed og deres nidkærhed i forkyndelsen?

I flere årtier havde Nathan H. Knorr desuden spillet en fremtrædende rolle med hensyn til at fremme undervisningen inden for organisationen, få Bibelen ud til folk og hjælpe dem til at forstå den. Han var en mand med en dynamisk personlighed og enestående evner som organisator. Hvordan ville arbejdet blive berørt af at det nu i større udstrækning var Det Styrende Råd der skulle føre tilsyn med det?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 92]

Forkyndelse trods arrestationer og pøbelaktioner

[Tekstcitat på side 94]

’Verdensomspændende vækst og oplæring i et hidtil ukendt omfang’

[Tekstcitat på side 103]

Bibelen forsvares mod kritikeres angreb

[Tekstcitat på side 104]

’Kernen i det hele er dette, kære venner: Tiden er kort’

[Tekstcitat på side 106]

„Det vil tilskynde alle modne mænd til at påtage sig et ansvar“

[Ramme på side 91]

N. H. Knorrs baggrund

Nathan Homer Knorr blev født i Bethlehem i Pennsylvanien, USA, den 23. april 1905. Da han var 16 år sluttede han sig til bibelstudenternes menighed i Allentown. I 1922 overværede han stævnet i Cedar Point i Ohio, og her besluttede han at melde sig ud af den reformerte kirke. Det følgende år, den 4. juli 1923, hørte den 18-årige Nathan et dåbsforedrag der blev holdt af Frederick W. Franz fra Betel i Brooklyn, og han var selv blandt dem der blev døbt i floden Little Lehigh i det østlige Pennsylvanien. Den 6. september 1923 blev broder Knorr medlem af betelfamilien i Brooklyn.

Broder Knorr arbejdede flittigt i forsendelsesafdelingen, og inden længe blev der lagt mærke til hans naturlige anlæg for organisering. Da Robert J. Martin, der havde ansvaret for Selskabets trykkeri, døde den 23. september 1932, blev broder Knorr udnævnt til at erstatte ham. Den 11. januar 1934 blev broder Knorr valgt ind i bestyrelsen for Peoples Pulpit Association (nu Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.), og året efter blev han foreningens vicepræsident. Den 10. juni 1940 blev han vicepræsident for Watch Tower Bible and Tract Society (Pennsylvanien-selskabet). I januar 1942 blev han valgt til præsident for begge selskaberne og det britiske selskab, International Bible Students Association.

En af broder Knorrs nærmeste medarbejdere og mest betroede rådgivere i de følgende år var Frederick W. Franz, der var ældre end han og hvis sprogkundskaber og baggrund som bibelforsker allerede havde vist sig at være af stor værdi for organisationen.

[Ramme på side 93]

En opmuntrende fremtidsvision

De der i september 1942 overværede „Den nye verdens teokratiske stævne“ i Cleveland i Ohio, havde den glæde at høre et foredrag af Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, som da var langt oppe i årene. Broder Van Amburgh mindedes det første stævne han overværede. Det blev holdt i Chicago i 1900 og var et „stort“ stævne — der var cirka 250 til stede. Efter at have omtalt en række andre „store“ stævner sluttede han med denne opmuntrende fremtidsvision: „Vi synes at dette stævne k er stort nu, men ligesom det er stort i sammenligning med dem jeg har overværet tidligere, forventer jeg at det vil være meget lille i sammenligning med dem der vil blive holdt i fremtiden, når Herren begynder at indsamle sit folk fra alle verdenshjørner.“

[Fodnote]

[Ramme på side 105]

„I dag er jeg begyndt at tænke igen“

Bogen „Sandheden der fører til evigt liv“ udkom i 1968 (på dansk i 1969) og blev meget brugt af Jehovas vidner når de studerede Bibelen med interesserede. Denne bog har hjulpet flere hundrede tusind tænkende mennesker til at tilegne sig nøjagtig kundskab om Bibelen. I 1973 modtog Selskabet et brev fra en taknemmelig læser i De Forenede Stater, hvori der stod: „I dag kom der en meget flink dame på besøg hos mig. Hun gav mig en bog der hedder ’Sandheden der fører til evigt liv’. Jeg har lige læst bogen færdig. Det er første gang i mit liv jeg har læst 190 sider på én dag. Den 29. juni 1967 holdt jeg op med at tro på Gud. I dag er jeg begyndt at tænke igen.“

[Kort på side 96]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

N. H. Knorrs tjenesterejser, 1945-56

1945-46: Mellemamerika, Sydamerika, Nordamerika, Europa, Caraibien

1947-48: Nordamerika, Stillehavsøerne, Østen, Mellemøsten, Europa, Afrika

1949-50: Nordamerika, Mellemamerika, Sydamerika, Caraibien

1951-52: Nordamerika, Stillehavsøerne, Østen, Europa, Mellemøsten, Afrika

1953-54: Sydamerika, Caraibien, Nordamerika, Mellemamerika

1955-56: Europa, Stille- havsøerne, Østen, Nordamerika, Mellemøsten, Nordafrika

[Illustration på side 95]

Gileadskolen i South Lansing, New York

[Illustration på side 97]

Broder Knorr, her under et besøg på Cuba, rejste verden rundt mange gange

[Illustrationer på side 98]

England

Libanon

Broder Knorr mente at hvert eneste Jehovas vidne skulle kunne forkynde fra hus til hus

[Illustration på side 99]

Som Selskabets præsident arbejdede broder Knorr nært sammen med broder Franz i over 35 år

[Illustration på side 100]

Bestyrelsen for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania midt i 1950’erne. (Fra venstre til højre) Lyman A. Swingle, Thomas J. Sullivan, Grant Suiter, Hugo H. Riemer, Nathan H. Knorr, Frederick W. Franz, Milton G. Henschel

[Illustrationer på side 102]

I 1958 samledes stævnedeltagere fra 123 lande på Yankee Stadium til det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“

[Illustrationer på side 107]

Publikationer der oplærte Jehovas vidner til forkyndelsen

Nogle publikationer til brug i forkyndelsen

Bøger der gav fast føde som styrkede Jehovas folk åndeligt

Hjælpemidler til et grundigt studium af Bibelen