Kapitel 6

En prøvelsens tid (1914-1918)

„Lad os huske, at vi befinder os i en Prøveperiode. . . . Hvis der findes nogen Grund, som kunde faa en til at slippe Herren og Hans Sandhed og høre op med at ofre for Herrens Sag, da er det ikke Kærlighed til Gud i Hjertet, der har givet en saadan Interesse for Herren og Hans Sag, men noget andet, sandsynligvis Haabet om, at Tiden kun var kort, at Indvielsen kun skulde vare en vis Tid. Hvis det har været saaledes, er der nu et gunstigt Øjeblik til at gaa bort.“

DISSE ord, der stod at læse i Vagt-Taarnet for januar 1915, kunne ikke have været mere aktuelle. Årene fra 1914 til 1918 viste sig virkelig at blive „en Prøveperiode“ eller en prøvelsens tid for bibelstudenterne. Nogle af prøvelserne kom indefra; andre kom udefra. De bidrog imidlertid alle til at bibelstudenterne blev prøvet på måder der afslørede om de havde „Kærlighed til Gud i Hjertet“. Ville de holde fast ved „Herren og Hans Sandhed“, eller ville de „gaa bort“?

Store forventninger

Den 28. juni 1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig-Ungarn skudt og dræbt af en snigmorder. Dette mord udløste Den Store Krig, som den første verdenskrig i begyndelsen blev kaldt. Kamphandlingerne begyndte i august 1914, da Tyskland gik ind i Belgien og Frankrig. Samme efterår var blodbadet i fuld gang.

„Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi!“ udbrød broder Russell da han fredag morgen den 2. oktober 1914 trådte ind i spisesalen på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Spændingen var stor. De fleste af de tilstedeværende havde i årevis set frem til 1914. Hvad ville der ske når hedningetiderne udløb?

Den første verdenskrig rasede, og man troede dengang at krigen ville gå over i en tid med globalt anarki som ville resultere i at den eksisterende tingenes ordning blev bragt til ophør. Men der var også andre forventninger til 1914. Alexander H. Macmillan, der blev døbt i september 1900, mindedes senere: „En del af os [troede] for alvor . . . at vi ville komme i himmelen i løbet af den første uge af oktober.“ a Ja, da Macmillan tænkte tilbage på  den morgen Russell bekendtgjorde at hedningetiderne var forbi, indrømmede han: „Vi var meget opstemte, og jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis signalet til at drage til himmelen var blevet givet på dette tidspunkt — men der skete naturligvis intet af den slags.“

Mange af William Millers tilhængere og flere adventistgrupper havde mistet troen i det 19. århundrede da deres forventninger om Herren Jesu genkomst ikke blev indfriet. Hvordan gik det bibelstudenterne, der var knyttet til Russell? Var nogle af dem motiveret af tanken om deres egen snarlige frelse snarere end af kærlighed til Gud og et stærkt ønske om at gøre hans vilje?

’Blev du ikke skuffet, broder Russell?’

Broder Russell havde tilskyndet bibelstudenterne til at være vågne og besluttede på at fortsætte i Herrens gerning selv om deres forhåbninger ikke blev indfriet så hurtigt som de måske havde ventet.

Oktober 1914 kom og gik, og C. T. Russell og hans medarbejdere befandt sig stadig på jorden. Så gik også oktober 1915. Var Russell skuffet? I Vagt-Taarnet for april 1916 skrev han: „’Men, Broder Russell, hvad Tanker har du med Hensyn til Tiden for vor Forvandling? Blev du ikke skuffet over, at den ikke indtraf paa den Tid, vi havde haabet?’ vil I spørge. Nej, svarer vi, vi blev ikke skuffet. . . . Brødre, de af os, der staar i den rette Stilling for Gud, vil ikke blive skuffet ved nogen af Hans Ordninger. Vi ønskede ikke, at vor egen Vilje skulde ske; og da vi derfor udfandt, at det var den forkerte Ting, vi ventede i Oktbr. 1914, var vi glad over, at Herren ikke forandrede sin Plan for at tilfredsstille os. Vi ønskede ikke, at Han skulde gøre dette. Vi ønskede blot at blive i Stand til at forstaa Hans Planer og Hensigter.“

Nej, bibelstudenterne blev ikke ’hentet hjem’ til himmelen i oktober 1914. Men hedningernes tider udløb i det år. Det var tydeligt at bibelstudenterne  havde mere at lære om betydningen af året 1914. Hvad skulle de foretage sig i mellemtiden? Arbejde! Som der stod i Vagt-Taarnet for oktober 1916: „Vi tænkte os, at Høstarbejdet med at indsamle Menigheden [af salvede] vilde være fuldendt, før Hedningetiderne sluttede; men intet i Bibelen siger dette. . . . Er vi fortrydelige over, at Høstarbejdet vedvarer? Nej, nej . . . Vor nuværende Stilling, kære Brødre, skulde være en saadan, at vi følte stor Taknemmelighed overfor Gud, stadig større Værdsættelse af den skønne Sandhed, som Han har givet os den Forret at se og blive sammenknyttet med, og forøget Iver i at hjælpe til at bringe Sandheden til andres Kundskab.“

Men var der meget mere at gøre i høstarbejdet? Broder Russell var åbenbart af den opfattelse. Det viser en samtale han havde med broder Macmillan i efteråret 1916. Russell bad Macmillan om at komme til hans studereværelse på Brooklyn Betel. Der sagde han: „Arbejdet vokser hurtigt, og det vil fortsætte med at vokse, for der er arbejde, der skal gøres ud over hele verden med at prædike ’Rigets evangelium’ til alle mennesker.“ Gennem tre og en halv time forklarede Russell Macmillan hvad han ud fra Bibelen mente at det store arbejde som endnu lå foran dem, omfattede.

Bibelstudenterne var kommet gennem en vanskelig prøve. Men ved hjælp af Vagt-Taarnet blev de styrket til at overvinde skuffelser. Prøvelsens tid var dog langtfra slut.

„Hvad skal der ske nu?“

Den 16. oktober 1916 drog broder Russell og hans sekretær, broder Menta Sturgeon, ud på en planlagt foredragsrejse til de vestlige og sydvestlige dele af De Forenede Stater. Russell var imidlertid alvorligt syg. Rejsen gik først til Detroit i Michigan via Canada. Efter at have gjort ophold flere steder i Illinois, Kansas og Texas ankom de derefter til Californien, hvor Russell holdt sit sidste foredrag søndag den 29. oktober i Los Angeles. To dage senere, først på eftermiddagen tirsdag den 31. oktober, døde den 64 år gamle Charles Taze Russell i et tog i Pampa, Texas. Vagt-Taarnet bragte en meddelelse om hans død i decembernummeret i 1916 (15. november i den engelske udgave).

Hvordan reagerede betelfamilien da det blev oplyst at broder Russell var død? A. H. Macmillan, der virkede som Russells assistent på kontoret når Russell var borte, fortalte senere om den morgen da han læste telegrammet for betelfamilien: „Der lød et suk gennem hele spisesalen. Nogle græd hørligt. Ingen spiste morgenmad den dag, de var allesammen meget bevægede. Bagefter mødtes vi i små grupper for sagte at tale sammen: ’Hvad skal der ske nu?’ Der blev kun arbejdet lidt den dag. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Det kom så uventet, og dog havde Russell prøvet på at forberede os. Hvad skulle vi gøre? Det første chok ved tabet af C. T. Russell var det største. I de første dage lå fremtiden for os som en lukket mur. Så længe Russell levede,  havde han været selve ’selskabet’. Arbejdet voksede op rundt om ham, om hans dynamiske energi, hans beslutsomhed om at gennemføre Guds vilje.“

Efter en højtidelighed i Templet i New York og i Carnegie Hall i Pittsburgh, blev broder Russell begravet i betelfamiliens gravsted i Allegheny, som han havde ønsket. En kort biografi over broder Russell blev sammen med hans sidste vilje og testamente bragt i Vagt-Taarnet for januar 1917, samt i senere udgaver af det første bind af Studier i Skriften.

Hvad ville der ske nu? Bibelstudenterne havde svært ved at forestille sig nogen anden i broder Russells sted. Ville deres forståelse af Bibelen fortsat vokse, eller ville den stagnere? Ville de blive en sekt der var centreret om ham? Russell havde selv gjort det helt klart at han regnede med at arbejdet ville fortsætte. Efter hans død opstod der derfor snart nogle indlysende spørgsmål: Hvem skulle føre tilsyn med indholdet af Vagt-Taarnet og andre publikationer? Hvem skulle efterfølge Russell som præsident?

En ændring i ledelsen

Broder Russells sidste vilje gik ud på at The Watch Tower’s indhold skulle afgøres af en redaktionskomité på fem medlemmer. b Vagttårnsselskabets  bestyrelse traf desuden foranstaltning til at danne et arbejdsudvalg på tre mand — A. I. Ritchie, W. E. Van Amburgh og J. F. Rutherford — der skulle have overopsyn med alt Selskabets arbejde og være underlagt bestyrelsen. c Men hvem ville blive den nye præsident? Det skulle afgøres på Selskabets næste årsmøde, omkring to måneder senere, den 6. januar 1917.

I begyndelsen gjorde arbejdsudvalget sit bedste for at holde sammen på det hele. Bibelstudenterne blev tilskyndet til at fortsætte arbejdet og ikke miste modet. Vagt-Taarnet udkom fortsat med artikler som Russell havde skrevet før sin død. Men da det årlige møde nærmede sig, begyndte situationen at blive spændt. Nogle drev til og med lidt privat agitation for at få deres mand valgt til præsident. Andre var, på grund af deres dybe respekt for broder Russell, tilsyneladende mere optaget af at forsøge at efterligne hans egenskaber og skabe en slags kult omkring ham. Men de fleste af bibelstudenterne var først og fremmest interesserede i at fortsætte det arbejde som Russell havde viet sit liv til.

Da tiden for valget nærmede sig, var det stadig et åbent spørgsmål hvem der skulle efterfølge Russell som præsident. Vagt-Taarnet for marts 1917 berettede om udfaldet af årsmødet: „Med nogle meget stilfulde Bemærkninger og nogle værdsættende og kærlige Ord om Br. Russell erklærede Br. Pierson, at Venner hele Landet over havde anmodet ham om som deres befuldmægtigede at afgive deres Stemme til Fordel for Br. Rutherford som Præsident, og han sagde videre, at han selv var i fuld Harmoni med dette.“ Efter at Rutherfords navn var blevet foreslået og forslaget var blevet støttet, blev der ikke fremsat flere forslag. Derpå „optalte Sekretæren Stemmerne, og Br. Rutherford blev erklæret som enstemmigt valgt af Konventet til Præsident“.

Hvordan blev den nye præsident modtaget, nu da valget var overstået? Det ovennævnte nummer af Vagt-Taarnet skrev: „Venner havde overalt bedt Herren meget om Hans Ledelse ved disse Valg; og da det var forbi, var alle tilfredse og lykkelige i Troen paa, at Herren havde ledet deres Forhandlinger og besvaret deres Bønner. Fuldkommen Harmoni herskede blandt alle de tilstedeværende.“

Denne ’fuldkomne harmoni’ holdt dog ikke længe. Den nye præsident blev modtaget godt af mange, men ikke af alle.

Den nye præsident i arbejde

Broder Rutherford havde ikke til hensigt at ændre organisationens  retning; han ønskede at fortsætte ad den kurs Russell havde fastlagt. Antallet af Selskabets rejsende repræsentanter (der blev kaldt pilgrimme) blev øget fra 69 til 93. Uddelingen af Selskabets gratis traktater blev intensiveret på visse søndage foran kirkerne og regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

’Det pastorale arbejde’, der var blevet indledt før Russells død, blev nu optrappet. Det var et opfølgningsarbejde i lighed med det genbesøgsarbejde Jehovas vidner i dag udfører. For yderligere at styrke forkyndelsen udvidede Selskabets nye præsident kolportørarbejdet. Antallet af kolportører (forløberne for vore dages pionerer) blev øget fra 372 til 461.

„Aaret 1917 begyndte med nærmest nedslaaende Udsigter,“ stod der i martsnummeret af Vagt-Taarnet i 1918. Ja, efter C. T. Russells død gjorde en vis bekymring, tvivl og frygt sig gældende. Men rapporten ved årets udgang var opmuntrende; indsatsen i forkyndelsen var øget. Det var tydeligt at arbejdet gik fremad. Havde bibelstudenterne bestået en anden prøve — C. T. Russells død?

Forsøg på at overtage ledelsen

Ikke alle støttede den nye præsident. C. T. Russell og J. F. Rutherford var meget forskellige. De havde hverken samme personlighed eller samme baggrund. Mange havde svært ved at acceptere disse forskelle. Efter deres opfattelse kunne ingen erstatte broder Russell.

Nogle få, især på hovedkontoret, nærede direkte uvilje mod broder Rutherford. At arbejdet gik fremad og at han gjorde sit yderste for at følge de retningslinjer broder Russell havde givet, gjorde øjensynlig intet indtryk på dem. Modstanden voksede. Fire medlemmer af Selskabets bestyrelse gik så vidt at de forsøgte at fratage Rutherford den administrative ledelse. Situationen tilspidsedes i sommeren 1917 i forbindelse med udgivelsen af Den fuldbyrdede Hemmelighed, det syvende bind af Studier i Skriften.

Broder Russell havde selv håbet at kunne skrive dette bind, men havde ikke været i stand til det. Efter hans død besluttede  Selskabets arbejdsudvalg at to medarbejdere, Clayton J. Woodworth og George H. Fisher, skulle udarbejde denne bog, der var en kommentar til Åbenbaringen, Salomons Højsang og Ezekiels Bog. Den blev delvis baseret på det Russell havde skrevet om disse bibelske bøger, og andre kommentarer og forklaringer blev føjet til. Det færdige manuskript blev godkendt til udgivelse af Selskabets ledere og blev præsenteret for betelfamilien ved middagsbordet tirsdag den 17. juli 1917. Ved samme lejlighed blev der bragt en forbløffende meddelelse — de fire medlemmer af bestyrelsen der havde modarbejdet broder Rutherford var blevet fjernet, og broder Rutherford havde udnævnt fire andre i deres sted. Hvordan var reaktionen?

Det kom som en bombe! De fire afsatte bestyrelsesmedlemmer greb straks lejligheden til at begynde en fem timer lang ordstrid i betelfamiliens påhør om ledelsen af Selskabets anliggender. Flere medlemmer af betelfamilien stillede sig på deres side. Modstanden fortsatte gennem adskillige uger, og urostifterne truede med at „omstyrte det bestående tyranni,“ som de sagde. Men broder Rutherford havde et solidt grundlag for at gøre det han havde gjort.

Det viste sig at selv om de fire opponerende bestyrelsesmedlemmer var blevet udnævnt af broder Russell, var disse udnævnelser aldrig blevet stadfæstet ved afstemning blandt Selskabets medlemmer på Selskabets årsmøde. Juridisk set var disse fire derfor slet ikke medlemmer af bestyrelsen! Rutherford havde været opmærksom på dette, men havde til at begynde med ikke sagt noget. Hvorfor ikke? Han havde ønsket at undgå at give indtryk af at han gik imod broder Russells  ønsker. Men da det stod klart at de ikke ville ophøre med at øve modstand, handlede Rutherford i overensstemmelse med sin myndighed og sit ansvar som præsident, og erstattede dem med fire andre hvis udnævnelse skulle stadfæstes ved det næste årsmøde, i januar 1918.

Den 8. august forlod de misfornøjede tidligere bestyrelsesmedlemmer og deres tilhængere Betel. De var blevet bedt om at rejse på grund af den uro de havde forvoldt. Inden længe begyndte de at agitere for deres synspunkter gennem omfattende foredragsturnéer og brevskrivningskampagner overalt i De Forenede Stater, Canada og Europa. I sensommeren 1917 blev en række af bibelstudenternes menigheder derfor delt i to lejre — dem der var loyale mod Selskabet, og dem der var et let bytte for modstandernes falske ord.

Kunne det mon tænkes at de bortviste bestyrelsesmedlemmer, i et forsøg på at få kontrol over organisationen, ville prøve at påvirke dem der deltog i årsmødet? Rutherford forudså denne risiko og fandt det derfor tilrådeligt at lodde stemningen i alle menighederne. Hvad blev resultatet? Ifølge en rapport som blev gengivet i The Watch Tower for 15. december 1917 gav et overvældende flertal blandt dem der stemte, deres støtte til J. F. Rutherford og de bestyrelsesmedlemmer der samarbejdede med ham. Dette blev bekræftet på årsmødet. d Modstandernes forsøg på at overtage ledelsen var slået fejl.

Hvad blev der af modstanderne og deres tilhængere? Efter årsmødet i 1918 skilte de sig helt ud og valgte endda at fejre mindehøjtiden for sig selv den 26. marts 1918. Den eventuelle enhed blandt dem blev kortvarig, og inden længe splittedes de op i en række sekter. For de flestes vedkommende gik medlemstallet tilbage, og deres virksomhed aftog eller ophørte helt.

Det er tydeligt at bibelstudenterne kom ud for en vanskelig loyalitetsprøve efter broder Russells død. Tarissa P. Gott, der blev døbt i 1915, udtrykte det på denne måde: „Nu begyndte mange af dem der havde forekommet så stærke og så hengivne mod Herren at falde fra. . . . Alt dette virkede helt forkert i vore øjne, men det skete virkelig, og det gjorde os urolige. Jeg spurgte imidlertid mig selv: ’Var det ikke denne organisation Jehova brugte til at udfri os fra den falske religions lænker? Har vi ikke smagt hans godhed? Hvis vi skulle forlade den nu, hvor skulle vi så gå hen? Ville vi så ikke blot ende med at følge et eller andet menneske?’ Vi  kunne ikke indse hvorfor vi skulle slutte os til de frafaldne, så vi blev.“ — Joh. 6:66-69; Hebr. 6:4-6.

Nogle af dem der forlod organisationen ændrede senere sind og sluttede sig igen til bibelstudenterne i tilbedelsen. Det store flertal fortsatte, ligesom søster Gott, med at samarbejde med Vagttårnsselskabet og broder Rutherford. Den kærlighed og enhed der knyttede dem sammen, var blevet opbygget ved at de gennem årene var kommet sammen ved møder og stævner. De ville ikke lade noget som helst bryde dette enhedens bånd. — Kol. 3:14.

I 1918 var bibelstudenterne kommet gennem prøver indefra. Men hvordan ville det gå hvis modstanden kom udefra?

Angrebsmål

I slutningen af 1917 og videre ind i 1918 spredte bibelstudenterne energisk den nye bog, Den fuldbyrdede Hemmelighed. Ved udgangen af 1917 var det trykkeri Selskabet benyttede, travlt optaget af at øge oplaget til 850.000. Vagt-Taarnet oplyste i marts 1918: „Salget af syvende Del har intet Sidestykke i Salget af nogen anden kendt Bog i samme Tidslængde, naar undtages Bibelen.“

Men ikke alle var begejstrede for at Den fuldbyrdede Hemmelighed var blevet en succes. Den indeholdt nogle meget skarpe bemærkninger om kristenhedens præsteskab som gjorde præsterne så vrede at de opfordrede regeringen til at forbyde bibelstudenternes publikationer. Resultatet blev at Den fuldbyrdede Hemmelighed blev forbudt i Canada i begyndelsen af 1918, og inden længe voksede modstanden mod bibelstudenterne også i De Forenede Stater.

For at afsløre at det var præsterne der stod bag modstanden, udgav Vagttårnsselskabet den 15. marts 1918 en traktat ved navn Kingdom News nr. 1. Hvad stod der i den? Den seks spalter brede overskrift lød: „Religiøs intolerance — Pastor Russells efterfølgere forfølges fordi de fortæller folk sandheden.“ Under overskriften „Behandlingen af bibelstudenterne smager af ’mørk middelalder’“ blev der gjort rede for  forfølgelsen og forbudet som var blevet indført i Canada. Hvem stod bag det? Traktaten lagde ikke skjul på at det var præsteskabet, der blev beskrevet som „en skinhellig skare mennesker der systematisk har forsøgt at hindre folk i at forstå Bibelen, og prøvet at kvæle enhver bibelsk undervisning der ikke foregår gennem dem“. e Man lagde ikke fingrene imellem!

Hvordan reagerede præsterne på denne afsløring? De havde allerede skabt vanskeligheder for Vagttårnsselskabet, men nu blev de direkte ondskabsfulde! I foråret 1918 skyllede en bølge af voldsom forfølgelse over bibelstudenterne i både Nordamerika og Europa. Denne modstand, som præsteskabet stod bag, nåede et højdepunkt den 7. maj 1918, da den amerikanske forbundsdomstol udstedte arrestordre mod J. F. Rutherford og flere af hans nære medarbejdere. Da man var nået frem til midten af 1918, befandt Rutherford og syv af hans medarbejdere sig i forbundsfængselet i Atlanta i Georgia.

Hvordan gik det med arbejdet på hovedkontoret, nu da dommer Rutherford og hans medarbejdere var i fængsel?

Hjulene holdes i gang

I Brooklyn blev der dannet et arbejdsudvalg som skulle føre tilsyn med arbejdet. Noget af det der især lå  brødrene på hjerte, var at holde udgivelsen af The Watch Tower i gang. Bibelstudenterne overalt havde stærkt behov for al den åndelige opmuntring de kunne få. Og i løbet af hele denne prøvelsens tid udeblev ikke et eneste nummer af The Watch Tower! f

Hvordan var stemningen på hovedkontoret? Thomas (Bud) Sullivan, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, mindedes: „Jeg havde den forret at besøge betelhjemmet i Brooklyn sidst på sommeren i 1918, mens brødrene var i fængsel. De brødre der havde ansvaret for arbejdet på Betel var på ingen måde frygtsomme eller nedslåede. Snarere tværtimod. De var optimistiske og stolede på at Jehova nok skulle give sit folk sejren til sidst. Jeg havde den forret at være med ved morgenbordet om mandagen da brødrene der havde været ude på weekendopgaver, aflagde deres rapporter. Det tegnede et smukt billede af situationen. I hvert eneste tilfælde var brødrene tillidsfulde og ventede at Jehova ville lede deres arbejde i tiden derefter.“

De kom imidlertid ud for mange problemer. Den første verdenskrig rasede stadig. Der var mangel på papir og kul, som var en absolut nødvendighed for arbejdet på hovedkontoret. På grund af den stærke patriotisme lagde mange Selskabet for had; bibelstudenterne blev betragtet som forrædere. Under disse ekstreme forhold syntes det umuligt at fortsætte virksomheden i Brooklyn. Efter at have rådført sig med andre brødre solgte arbejdsudvalget derfor Brooklyn-tabernaklet og lukkede betelhjemmet. Den 26. august 1918 flyttede man tilbage til Pittsburgh, til en kontorbygning på hjørnet af Federal Street og Reliance Street.

Ikke desto mindre rådede der en god ånd. Martha Meredith husker hvordan det var: „Vi i Pittsburgh samledes og besluttede at vi ville ’holde hjulene i gang’ indtil brødrene kom ud af fængselet. På det tidspunkt blev kontoret i Brooklyn flyttet til Pittsburgh, så brødrene fik travlt med at skrive artikler til The Watch Tower og få dem trykt. Når bladene var klar til at sendes ud, var det os søstre der pakkede dem ind og sendte dem ud til folk.“

Bibelstudenterne havde været udsat for alvorlige prøvelser siden hedningernes tider var udløbet i efteråret 1914. Kunne de fortsat klare sig? Havde de virkelig „Kærlighed til Gud i Hjertet“? Ville de holde sig til „Herren og Hans Sandhed“, som Russell havde formanet dem til, eller ville de „gaa bort“?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 68]

Rutherford bad modstanderne forlade Betel

[Ramme på side 62]

’Nogle af os havde været lidt for hastige’

Da oktober 1914 nærmede sig, ventede nogle af bibelstudenterne at de ved hedningetidernes udløb ville modtage deres himmelske belønning som salvede kristne. Det fremgår af noget der skete ved et stævne som bibelstudenterne holdt den 27.-30. september 1914 i Saratoga Springs i New York. A. H. Macmillan, der var blevet døbt 14 år tidligere, holdt et foredrag onsdag den 30. september, hvori han blandt andet sagde: „Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem [til himmelen] nu.“

To dage senere (fredag den 2. oktober) måtte Macmillan finde sig i nogle godmodige drillerier i Brooklyn, hvor stævnedeltagerne samledes. Fra sin plads ved bordenden sagde C. T. Russell: „Vi må foretage nogle ændringer i programmet for søndag [den 4. oktober]. Søndag klokken halv elleve vil broder Macmillan tale til os.“ Hvordan var reaktionen? Macmillan skrev senere: „De lo alle hjerteligt, da de huskede, hvad jeg havde sagt om onsdagen i Saratoga Springs — at det var ’sidste gang, jeg talte offentligt’!“

„Og så fik jeg jo travlt med at finde noget at sige,“ fortsatte Macmillan. „Jeg fandt den 74. salme, 9. vers: ’Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mere; hvor længe, ved ingen af os.’ Det var noget helt andet. I den tale prøvede jeg at vise vennerne, at nogle af os måske havde været lidt for hastige med at tro, at vi skulle til himmelen med det samme, og at det, vi nu havde at gøre, var at arbejde ivrigt i Herrens tjeneste, indtil han besluttede, hvornår nogle af hans godkendte tjenere skulle komme hjem til ham.“

[Ramme på side 67]

J. F. Rutherfords baggrund

Joseph Franklin Rutherford blev født den 8. november 1869 på en gård i Morgan County i Missouri. Hans forældre var baptister. Da han var 16 gik hans fader med til at lade ham gå på college og studere jura, på betingelse af at han selv betalte sin uddannelse og desuden betalte lønnen til en medhjælper der skulle gøre hans arbejde på gården. Joseph, der var en beslutsom ung mand, lånte penge af en ven og gennemførte studierne.

Efter at have fuldført sin akademiske uddannelse modtog han yderligere to års oplæring under dommer E. L. Edwards. Da han var 20 blev han officiel protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Den 5. maj 1892 fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri. Senere arbejdede han i fire år som offentlig anklager i Boonville i Missouri, og derefter virkede han nu og da som dommer i særlige sager i Missouris ottende retskreds. Det var derfor han blev kendt som „dommer Rutherford“.

For at kunne betale sine studier gik Rutherford fra hus til hus og solgte leksika. Det var ikke nogen let opgave — mange afviste ham. Engang da han besøgte nogle gårde, faldt han i en iskold flod og var nær ved at drukne. Han lovede sig selv at hvis der nogen sinde kom en bogsælger ind på hans kontor efter at han var blevet sagfører, ville han købe nogle bøger. Dette løfte holdt han. Da to kolportører i begyndelsen af 1894 kom til hans kontor, modtog han tre bind af „Millenniets Daggry“. Flere uger senere læste han dem og sendte straks et brev til Vagttårnsselskabet, hvori han skrev: „Min kære hustru og jeg har læst disse bøger med den største interesse, og at vi er kommet i besiddelse af dem anser vi for en stor velsignelse der er sendt fra Gud.“ I 1906 blev Joseph F. Rutherford døbt, og året efter blev han Vagttårnsselskabets juridiske rådgiver.

[Ramme/illustration på side 69]

’Ingen mennesker på jorden er blevet vist større gunst’

Den 21. juni 1918 blev J. F. Rutherford og flere af hans nære medarbejdere dømt til 20 års fængsel på falske anklager for undergravende virksomhed. Hvordan føltes det? I et håndskrevet notat dateret 22.-23. juni (vist nedenfor) skrev broder Rutherford fra fængselet i Raymond Street, New York: „Der findes sandsynligvis ingen mennesker på jorden i dag som er blevet vist større gunst og som er lykkeligere end de syv brødre der nu er i fængsel. De ved at de er fuldstændig uskyldige, at de ikke med overlæg har gjort noget forkert, og de glæder sig over at lide med Kristus for at tjene ham loyalt.“

[Ramme på side 70]

Forfølgelse anstiftet af præsteskabet

I midten af 1918 befandt J. F. Rutherford og syv af hans medarbejdere sig i fængsel som ofre for forfølgelse anstiftet af præsteskabet. Men disse otte var ikke de eneste der blev genstand for had. Tidligere havde det først og fremmest været C. T. Russell der var blevet angrebet af præsteskabet og pressen. Nu gik det ud over bibelstudenterne i almindelighed. „The Golden Age“ („Den gyldne Tidsalder“; titlen blev senere ændret til „Awake!“, „Vågn op!“) for 29. september 1920 indeholdt en omfattende rapport om den ondsindede forfølgelse de blev udsat for i De Forenede Stater, en forfølgelse som gav mindelser om inkvisitionen. g Her følger nogle eksempler:

„Den 22. april 1918 blev Claud Watson, Wynnewood, Oklahoma, først sat i fængsel, derefter løsladt og med overlæg sendt ud til en pøbelsværm bestående af prædikanter, forretningsfolk og nogle andre. De slog ham omkuld og fik en neger til at piske ham, og da han næsten var kommet til sig selv igen, lod de ham atter piske. Derefter hældte de tjære og fjer over ham, og gned tjæren godt ind i hans hår og hovedbund.“

„Den 29. april 1918 blev W. B. Duncan, 61 år gammel, Edward French, Charles Franke, en hr. Griffin og fru D. Van Hoesen, sat i fængsel i Walnut Ridge, Arkansas. En pøbelsværm, der betjente sig af det mest gemene og sjofle sprog, brød ind i fængselet, piskede dem, smurte dem ind i tjære og rullede dem i fjer, og drev dem ud af byen. Duncan blev tvunget til at gå fyrre kilometer til sit hjem og kom sig med nød og næppe. Griffin blev blind og døde få måneder senere som følge af den overlast han havde lidt.“

„Den 30. april 1918 . . . i Minerva, Ohio, blev S. H. Griffin først fængslet og derefter løsladt og sendt i armene på en pøbelsværm. Så blev han tvangsindlagt til at høre på en prædiken af præsten i et kvarter, derefter slået flere gange, spottet, sparket, trådt på, truet med hængning og drukning, jaget ud af byen, spyttet på, væltet omkuld gentagne gange, stukket flere gange med en paraply, forhindret i at benytte et køretøj, forfulgt på en strækning af otte kilometer til Malvern, Ohio, hvor han atter blev anholdt, sat i fængsel i Carrollton som værn mod pøbelen, og endelig bragt hjem af nogle modige og behjertede betjente, der, efter at have undersøgt hans litteratur, kort og godt sagde: ’Vi finder ingen skyld ved denne mand.’“

[Fodnote]

[Illustrationer på side 64]

Den 31. oktober 1916 døde den 64-årige Charles Taze Russell i et tog i Pampa, Texas. Mange aviser skrev om begravelsen

[Illustration på side 66]

J. F. Rutherford havde et respektindgydende udseende. Han var 188 centimeter høj og vejede over 100 kilo

[Illustration på side 69]

Fængselet i Raymond Street i Brooklyn, New York, hvor broder Rutherford og flere af hans nære medarbejdere sad i syv dage umiddelbart efter at de var blevet dømt

[Illustration på side 71]

Thomas (Bud) Sullivan besøgte hovedkontoret i 1918 og tjente senere i Jehovas Vidners Styrende Råd