Kapitel 5

Herrens genkomst forkyndes (1870-1914)

„Vi beretter følgende, ikke alene fordi vi er blevet opfordret til at give et Tilbageblik over Guds Ledelse paa Lysets Sti, men i Særdeleshed fordi vi tror, at det er nødvendigt, at Sandheden bliver fortalt i al Beskedenhed, for at Misforstaaelser og skadelige, fejlagtige Fremstillinger kan blive afvæbnet, og at vore Læsere kan se, hvorledes Herren hele Vejen har hjulpet og ledet os.“ a

EFTER at have fremsat denne udtalelse gjorde Charles Taze Russell rede for den udvikling der førte til at han udgav bogserien Millenniets Daggry, der senere blev kaldt Studier i Skriften, og Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse, nu kendt som Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige. Denne beretning er af særlig interesse for Jehovas vidner. Hvorfor? Fordi deres virksomhed og nuværende forståelse af Bibelens sandheder kan føres tilbage til 1870’erne og det arbejde som C. T. Russell og hans medarbejdere udførte, og derfra tilbage til Bibelen og kristendommen i det første århundrede.

Hvem var Charles Taze Russell? Viser beretningen om hans arbejde at han blev hjulpet og ledet af Herren?

Søgen efter sandheden

C. T. Russell blev født den 16. februar 1852 i De Forenede Stater, i Allegheny (som nu er en del af Pittsburgh) i Pennsylvanien. Han var den anden søn af Joseph L. Russell og dennes hustru, Ann Eliza, født Birney. De var begge presbyterianere af skotsk-irsk afstamning. Charles’ moder døde da han kun var ni år, men fra ganske lille var han blevet påvirket af begge sine religiøse forældre. Som en af C. T. Russells senere medarbejdere udtrykte det: „De plejede den spæde  Plante og den voksede op til Herren.“ Skønt Charles blev opdraget som presbyterianer, sluttede han sig senere til den kongregationalistiske kirke fordi dens synspunkter tiltalte ham mere.

Den unge Charles var åbenbart noget af en forretningsmand. I en alder af bare 11 år blev han sin faders kompagnon i en blomstrende herreekviperingsforretning. Charles udvidede forretningen, og med tiden kom han selv til at drive en række filialer. Men skønt det gik godt for ham i forretningslivet, led han kvaler rent åndeligt. Af hvilken grund?

Charles’ forældre troede oprigtigt på kristenhedens trosbekendelser og opdrog også deres søn til at tro på dem. Han lærte derfor at Gud er kærlighed, men at han har skabt menneskene med iboende udødelighed og oprettet et sted med ild hvor han for evigt piner alle undtagen dem der er forudbestemt til at blive frelst. Som teenager følte Charles sig frastødt i sit inderste af denne tanke. Han ræsonnerede som så: „En Gud, der vilde bruge sin Magt til at skabe Mennesker, om hvilke han forud vidste og forud bestemte, at de skulde lide evig Pine, kunde hverken være viis, retfærdig eller kærlig; hans moralske Maalestok vilde i saa Tilfælde være lavere end mange Menneskers.“

Den unge Russell var dog ikke ateist; han kunne blot ikke få sig selv til at tro på kirkesamfundenes almindeligt anerkendte læresætninger. Han forklarede: „Jeg blev gradevist ledet til at se, at om end nogle af Trosbekendelserne indeholdt nogle Sandhedselementer, var de som et Hele vildledende og i Modstrid med Guds ord.“ Ja, ’sandhedselementerne’ i kirkesamfundenes trosbekendelser var skjult i et morads af hedenske læresætninger som var trængt ind i den besmittede kristendom under det århundredlange frafald. Russell tog afstand fra disse trosbekendelser. I sin søgen efter sandheden undersøgte han nogle af Østens førende religioner, men fandt dem utilfredsstillende.

Troen genoprettes

„Den spæde Plante“ var imidlertid blevet ’plejet’ af gudfrygtige forældre, og den „voksede op til Herren“. En aften i 1869, mens Charles stadig søgte efter sandheden, skete der noget som genoprettede hans svigtende tro. Han kom gående i nærheden af familiens forretning på Federal Street, da han hørte salmesang fra et kælderlokale. Han fortæller selv hvad der skete:

„Tilsyneladende tilfældigt kom jeg en Aften ind i en snavset, skummel Sal . . . hvor jeg havde hørt, at der blev holdt religiøse Møder, for at se, om den Haandfuld, der var forsamlet dér, havde noget mere fornuftigt at tilbyde end de store Kirkers Trosbekendelser. Dér hørte jeg for første Gang  noget om Adventisternes Synspunkter gennem Jonas Wendell . . . Saaledes bekender jeg, at jeg staar i Gæld til Adventisterne saa vel som til andre Samfund. Skønt hans Udlæggelse af Skriften ikke var ganske klar, . . . var det ved Guds Førelse nok til at genoprette min svigtende Tro paa Bibelens guddommelige Inspiration og til at vise, at Apostlenes og Profeternes Beretninger var knyttet uopløseligt sammen. Det jeg hørte, sendte mig til min Bibel for at studere den mere ivrigt og omhyggeligt end før, og jeg vil altid takke Herren for Ledelsen; thi skønt Adventismen ikke hjalp mig til at se en enkelt Sandhed, hjalp den mig i høj Grad til at komme af med Vildfarelserne og beredte mig derved for Sandheden.“

Dette møde fornyede den unge Russells beslutning om at søge efter Bibelens sandhed. Det fik ham til at studere Bibelen mere ihærdigt end nogen sinde. Han blev snart overbevist om at den tid var nær da de der tjente Herren ville få en klar forståelse af hans hensigt. Optændt af begejstring dannede han og nogle få af hans bekendte i Pittsburgh og det nærliggende Allegheny derfor i 1870 en kreds der kom sammen til bibelstudium. Ifølge en af Russells senere medarbejdere foregik studiet på denne måde: „En af dem opstillede et spørgsmål. De diskuterede det. De slog alle skriftsteder op om emnet, og når de var tilfredse med, at disse tekster stemte sammen, fremlagde de endelig deres slutning og nedskrev den.“ Russell erkendte senere at perioden „fra 1870 til 1875 var en Tid, hvor vi stadigt voksede i Naade, i Kundskab og i Kærlighed til Gud og Hans Ord“.

Efterhånden som disse oprigtige, sandhedssøgende mennesker granskede Skrifterne, fik de en klarere forståelse af mange ting. De forstod ud fra Bibelens sandhedsord at menneskesjælen er dødelig  og at udødelighed er en gave som tildeles dem der bliver medarvinger med Kristus i hans himmelske rige. (Ez. 18:20; Rom. 2:6, 7) De begyndte at forstå læren om Jesu Kristi genløsningsoffer og hvilken mulighed dette indebærer for menneskeheden. (Matt. 20:28) De blev klar over at selv om Jesus kom til jorden som et kødeligt menneske, ville han ved sin genkomst være usynligt nærværende som en åndeskabning. (Joh. 14:19) De forstod desuden at hensigten med Jesu genkomst ikke var at udslette alle mennesker, men at velsigne jordens lydige slægter. (Gal. 3:8) Russell skrev: „Vi følte os meget bedrøvede over Adventisternes Vildfarelse; thi de ventede Kristus i Kødet og lærte, at Verden og alle i den, undtagen Adventisterne, skulde opbrændes.“

De bibelske sandheder som denne lille bibelkreds fik klarhed over, afveg stærkt fra de hedenske læresætninger der var trængt ind i kristendommen under det århundredlange frafald. Men fandt Russell og hans åndeligsindede venner frem til disse sandheder fra Bibelen uden hjælp fra andre?

Andres indflydelse

Russell udtalte sig åbent om den hjælp andre havde ydet ham i forbindelse med hans bibelstudium. Ikke alene erkendte han at han stod i gæld til adventisten Jonas Wendell, men han omtalte også med hengivenhed to andre der havde hjulpet ham i hans bibelstudium. Russell sagde om dem: „Studiet af Guds Ord sammen med disse kære Brødre ledte Skridt for Skridt ind i grønne Græsgange.“ Den ene, George W. Stetson, var en oprigtig bibelstudent og præst i Advent Christian Church i Edinboro i Pennsylvanien.

Den anden, George Storrs, udgav bladet Bible Examiner i Brooklyn, New York. Han blev født den 13. december 1796, og hans interesse for at undersøge hvad Bibelen siger om de dødes tilstand blev vakt da han læste noget der var udgivet (på det tidspunkt anonymt) af Henry Grew fra Philadelphia i Pennsylvanien, en mand der nøje studerede Bibelen. George Storrs blev en nidkær fortaler for det der kaldtes betinget udødelighed — den lære at sjælen er dødelig og at udødeligheden er en gave der tildeles trofaste kristne. Han drog også den slutning at eftersom de onde ikke besidder udødelighed, findes der ingen evig pine. George Storrs foretog omfattende foredragsrejser hvor han fremholdt at de onde ikke besidder udødelighed. Blandt de skrifter han fik udgivet var Six Sermons, der blev trykt i 200.000  eksemplarer. Der er ingen tvivl om at George Storrs’ stærke, bibelske meninger om at sjælen er dødelig og om soning og genoprettelse (af det der var gået tabt som følge af Adams synd; Apg. 3:21) øvede en stærk, positiv indflydelse på den unge Charles T. Russell.

Der var imidlertid også en anden mand som påvirkede Russells liv, og denne satte hans loyalitet mod Bibelens sandheder på prøve.

Tidsprofetier og Herrens nærværelse

En morgen i januar 1876 modtog Russell, der nu var 23 år, et eksemplar af et religiøst tidsskrift ved navn Herald of the Morning. Af forsidebilledet kunne han se at det havde forbindelse med adventisterne. Redaktøren, Nelson H. Barbour fra Rochester i New York, mente at hensigten med Kristi genkomst ikke var at ødelægge jordens slægter men at velsigne dem, og at han ikke ville komme i kødet men som en ånd. Dette stemte overens med det Russell og hans venner i Allegheny havde troet i nogen tid! b Barbour havde imidlertid ud fra Bibelens tidsprofetier fået den opfattelse at Kristus allerede var nærværende (usynligt) og at tiden allerede var inde til høsten, indsamlingen af „hveden“ (de sande kristne der udgør Guds rigsskare). — Matt., kap. 13.

Russell var gået uden om Bibelens tidsprofetier. Nu tænkte han imidlertid: „Kunde det tænkes, at Tidsprofetierne, som jeg saa længe havde foragtet, fordi de var blevet anvendt paa en forkert Maade af Adventisterne, virkelig tilkendegav, naar Herren vilde være usynligt nærværende for at oprette sit Rige?“ Med sin uslukkelige tørst efter sandheden måtte Russell have mere at vide. Han arrangerede derfor et møde med Barbour i Philadelphia. Dette møde viste at de var enige om en række bibelske læresætninger og gav dem lejlighed til at udveksle synspunkter. Russell fortalte senere: „Da han kom, havde han meget at lære af mig om den fulde Genoprettelse, grundlagt paa den givne Genløsningspris, der er tilstrækkelig for alle, ligesom jeg havde meget at  lære af ham om Tiden.“ Det lykkedes Barbour at overbevise Russell om at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1874. c

„Et kraftigt Felttog for Herren og for Sandheden“

C. T. Russell havde sine meningers mod. Da han først var blevet overbevist om at Kristi usynlige nærværelse var begyndt, var han fast besluttet på at forkynde dette for andre. Han sagde senere: „Kundskaben om den Kendsgerning, at vi allerede lever i Høsttiden, [gav] mig en saadan Tilskyndelse til at sprede Sandheden, som jeg aldrig før havde haft. Jeg besluttede derfor at foretage et kraftigt Felttog for Herren og for Sandheden.“ Han bestemte sig til at indskrænke sin forretningsvirksomhed for at hellige sig forkyndelsen.

For at imødegå forkerte opfattelser angående Herrens genkomst skrev Russell brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). Den blev udgivet i 1877. Samme år udgav Barbour og Russell i fællesskab Three Worlds, and the Harvest of This World (De tre verdener og denne verdens høst, ikke oversat til dansk). Denne 196-siders bog omhandlede genoprettelsen og Bibelens tidsprofetier. Begge emner var tidligere blevet behandlet af andre, men Russell mente at denne bog var „den første, der forbandt Tanken om Genoprettelse med Tidsprofetien“. Bogen fremholdt den opfattelse at Jesus Kristus havde været usynligt nærværende siden efteråret 1874.

På sine foredragsrejser blev Russell klar over at der måtte mere til for at den sandhedens sæd som han såede, kunne blive vandet og holdt i live. Hvad var der behov for? „Et Maanedsblad,“ mente Russell. Han og Barbour besluttede derfor at genoplive Herald of the Morning, der var gået ind på grund af opsagte abonnementer og mangel på kapital. Russell bidrog med egne midler og blev en af redaktørerne.

Alt gik godt i en periode — det vil sige frem til 1878.

Russell bryder med Barbour

I nummeret for august 1878 indeholdt Herald of the Morning en artikel af Barbour der fornægtede Kristi døds genløsende værdi. Russell, der var næsten 30 år yngre end Barbour, indså at dette i realiteten betød at han fornægtede den vigtigste del af genløsningslæren. Allerede i det næste nummer af bladet (september 1878) skrev Russell derfor en artikel med titlen „The Atonement“ („Forsoningen“), hvori han forsvarede genløsningen og imødegik Barbours udtalelser. Striden fortsatte på bladets sider gennem de følgende måneder. Til sidst besluttede Russell at trække sig ud af samarbejdet med Barbour og indstille sin økonomiske støtte til Herald of the Morning.

 C. T. Russell følte imidlertid ikke at det var nok at trække sig tilbage fra bladet. Genløsningslæren måtte forsvares og Kristi nærværelse forkyndes. I juli 1879 begyndte han derfor at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence. d Russell var redaktør og udgiver, og fem andre bidrog regelmæssigt med artikler. Det første nummer blev trykt i 6000 eksemplarer. I 1914 var oplaget steget til cirka 50.000.

„Ikke som nye, ikke som vore egne, men som Herrens“

Gennem Watch Tower og andre publikationer forsvarede C. T. Russell Bibelens sandheder og gendrev falske religiøse læresætninger og menneskers filosofiske idéer der var i strid med Bibelen. Han hævdede imidlertid ikke at han havde opdaget nye sandheder.

Siden slutningen af 1700-tallet havde mange præster og bibelforskere afsløret de falske læresætninger om sjælens udødelighed og evig pine for de onde. Denne afsløring var blevet grundigt beskrevet i bogen Bible Vs. Tradition af Aaron Ellis, der først udkom i England og senere, i 1853, blev udgivet i De Forenede Stater af George Storrs. Men ingen på den tid gjorde mere end C. T. Russell og hans medarbejdere for at gøre sandheden kendt.

Hvad med andre bibelske læresætninger som blev behandlet i Watch Tower og andre publikationer? Tog Russell hele æren for at disse sandhedsperler var blevet afdækket? Russell forklarede: „Vi fandt at forskellige sekter og grupper i århundreder havde delt Bibelens læresætninger mellem sig og i større eller mindre grad blandet dem op med menneskelige spekulationer  og vildfarelser . . . Vi fandt at den vigtige lære om retfærdiggørelse ved tro og ikke ved gerninger var blevet klart formuleret af Luther og senere af mange kristne; at Guds retfærdighed og magt og visdom blev omhyggeligt vogtet, skønt ikke helt forstået, af presbyterianerne; at metodisterne forstod og ophøjede Guds kærlighed og medfølelse; at adventisterne holdt den dyrebare lære om Herrens genkomst i hævd; at baptisterne blandt andet havde en rigtig opfattelse af læren om dåben som et symbol, skønt de var kommet bort fra betydningen af den virkelige dåb; at nogle universalister i længere tid på en lidt ubestemmelig måde havde fremholdt nogle tanker om ’genoprettelse’. Næsten alle trossamfund vidnede således om at deres grundlæggere havde søgt efter sandheden, men det var tydeligt at den store modstander havde kæmpet mod dem og havde splittet Guds ord op, skønt han ikke kunne ødelægge det fuldstændig.“

Russell sagde om den tidsregning han ofte fremlagde: „Når vi siger ’vor’ tidsregning, mener vi blot den vi benytter, Bibelens tidsregning, der tilhører alle af Guds folk som godtager den. Den blev i virkeligheden benyttet længe før vor tid i praktisk talt samme form som den vi fremlægger den i, ligesom forskellige profetier som vi bruger, blev brugt til et andet formål af adventisterne, og ligesom forskellige læresætninger vi fremholder og som forekommer så nye og friske og anderledes, blev fremholdt i en eller anden form for lang tid siden, for eksempel udvælgelsen, den frie nåde, genoprettelsen, retfærdiggørelsen, helliggørelsen, herliggørelsen og opstandelsen.“

Hvordan opfattede Russell så den rolle han og hans medarbejdere spillede med hensyn til at offentliggøre Bibelens sandheder? Han forklarede: „Vort arbejde . . . har været at samle disse brudstykker af sandhed som så længe har været spredt, og fremlægge dem for Herrens folk — ikke som nye, ikke som vore egne, men som Herrens. . . . Vi må fraskrive os al ære, endogså for at have fundet og omordnet sandhedens perler.“ Han sagde videre: „Det arbejde som Herren har fundet behag i at bruge vore beskedne evner i, har ikke så meget bestået i at skabe som i at genopbygge, tilpasse, bringe i harmoni.“

Vi ser at Russell var beskeden med hensyn til det han udrettede. De „brudstykker af sandhed“ som han samlede og fremlagde for Herrens folk, var ikke desto mindre fri for gudsbespottelige hedenske læresætninger som treenighedslæren og læren om sjælens udødelighed, der som følge af det store frafald var blevet fast forankret i kristenhedens trossamfund. Russell og hans medarbejdere var de eneste på den tid der i hele verden forkyndte betydningen af Herrens genkomst og af Guds hensigt og det den indebar.

’Opbyg jer selv på jeres allerhelligste tro’

De oprigtige reagerede hurtigt på de frigørende sandheder som C. T. Russell og hans medarbejdere forkyndte både gennem det trykte ord  og i foredrag. Russell, der endnu ikke var 30 år, indså snart at de der læste Watch Tower havde behov for at lære deres trosfæller at kende, så de kunne opmuntre hinanden. Bibelstudenterne i Pittsburgh kom regelmæssigt sammen, men hvad kunne der gøres for at hjælpe bladets læsere andre steder?

Svaret kom i Watch Tower for maj og juni 1880. Her oplyste Russell at han havde planer om at besøge en række større og mindre byer i Pennsylvanien, New Jersey, Massachusetts og New York. Hvad var formålet med disse besøg? Det blev forklaret på denne måde: „Vore læsere bor meget spredt, nogle steder er der 2 eller 3, og videre op til 50. Mange steder kender de overhovedet ikke hinanden, og de går derfor glip af den velvilje og trøst som det var vor Faders hensigt at de skulle få del i ved at ’komme sammen som nogle har for skik’. Det er hans hensigt at vi skal ’formane hverandre’ og ’opbygge os selv på vor allerhelligste tro’. Vi håber at de foreslåede møder vil resultere i personlige bekendtskaber.“ — Hebr. 10:24, 25.

„De foreslåede møder“ blev holdt under Russells rejse, og de viste sig at blive en stor succes. Watch Tower’s læsere blev knyttet nærmere sammen. Disse og andre rejser for at besøge „små grupper af ventende“ førte inden længe til at der blev dannet en række klasser eller ekklesiaer (senere kaldet menigheder) i de førnævnte områder foruden i Ohio og Michigan, og de blev tilskyndet til at holde møder regelmæssigt. Men hvilken slags møder?

Pittsburgh-klassen havde fået for vane at mødes mindst to gange om ugen. Et af disse møder omfattede ofte et foredrag som blev holdt for hele forsamlingen af en kvalificeret taler, måske i en lejet sal. Men til de andre møder, der som regel blev holdt i private hjem, blev de tilstedeværende opfordret til at medbringe bibel, bibelordbog, papir og blyant — og til at deltage.

Det varme åndelige fællesskab ved disse ugentlige møder var en forfriskende kontrast til den kolde, upersonlige atmosfære der ofte rådede under gudstjenesterne i mange af kristenhedens kirker. Men det var ikke Russell  og hans medarbejdere der fik den idé at de troende skulle mødes regelmæssigt. Allerede det første århundredes kristne havde den skik at komme sammen, også i hjemmene. — Rom. 16:3, 5; Kol. 4:15.

„Forkynder du?“

C. T. Russell og hans medarbejdere var overbeviste om at de befandt sig i en høsttid og at folk havde behov for at høre den sandhed der kunne frigøre dem. Men de var ikke ret mange. Watch Tower dækkede et vigtigt behov, men kunne der gøres mere? Det mente Russell og hans medarbejdere. I 1880 begyndte de at udgive traktatserien Bible Students’ Tracts (Bibelforskeres Traktater), der senere også blev kaldt Old Theology Quarterly (Den gamle Theologie), og disse traktater blev sendt ud til læserne af Watch Tower for at de kunne uddele dem gratis til offentligheden.

Ja, de der læste Watch Tower blev tilskyndet til at fortælle andre om de dyrebare sandheder de lærte. „Forkynder du?“ lød spørgsmålet i Watch Tower for juli og august 1881. Hvor vigtigt var det at de forkyndte? Der stod i artiklen: „Vi tror at ingen uden de der forkynder vil høre til den lille hjord. . . . Ja, vi blev kaldede til at lide med ham og til at forkynde den gode nyhed nu, for at vi til sin tid kan herliggøres og opfylde de ting vi nu forkynder. Vi er hverken blevet kaldede eller salvede til at modtage ære og samle rigdomme, men til at bruge os selv og vore midler, og til at prædike den gode nyhed.“

Det er naturligt at disse bibelstudenter var stærkt optaget af behovet for at forkynde den gode nyhed. De kristne i det første århundrede fik til opgave at forkynde, og det er et ansvar som påhviler alle sande kristne den dag i dag. (Matt. 24:14; 28:19, 20; Apg. 1:8) Men hvad var formålet med den forkyndelse der blev udført af Russell og læserne af Watch Tower i den første tid? Var det blot at uddele bibelsk læsestof eller at gøre kirkegængere opmærksomme på Bibelens sandheder?

„Gå ud fra hende, mit folk“

„Gå ud fra hende, mit folk,“ opfordrede Bibelen for længe siden. Ud fra hvad? „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.“ (Åb. 17:5; 18:4) Hvorfor skulle Guds folk gå ud fra Babylon? „For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ (Åb. 18:5) Hvem er denne moderskøge som man skulle forlade?

Martin Luther og andre reformationsledere hævdede at Babylon den Store var den katolske kirke og dens pavedømme. Men hvad så med de protestantiske kirker der opstod som følge af reformationen? Faktum er at de fleste af dem ikke adskilte sig synderligt fra den katolske kirke hvad organisation og opbygning angik, bortset fra at de forkastede pavens overhøjhed. De beholdt også ubibelske læresætninger, for eksempel treenighedslæren og  læren om sjælens udødelighed og om evig pine. Nogle prædikanter opfordrede derfor folk til ikke bare at bryde med den katolske kirke men også med de store, protestantiske trossamfund.

C. T. Russell og hans medarbejdere forstod også at den berygtede skøge ikke udelukkende var den katolske kirke. En artikel i Watch Tower for november 1879 identificerede ganske vist Babylon den Store med „pavedømmet som SYSTEM“, men tilføjede: „Vi må gå videre og inddrage andre kirker (ikke de enkelte medlemmer, men kirkesystemerne) som er forenede med jordens riger. Enhver kirke der hævder at være en ren jomfru som er trolovet med Kristus, men som i virkeligheden er forenet med og støttet af verden (dyret), må vi med Bibelens sprog fordømme som en skøgekirke.“

Hvad blev læserne af Watch Tower opfordret til at gøre? Russell skrev: „Hvis den kirke du tilhører, lever i en utugtig forbindelse med verden, må du, hvis du vil bevare dine klæder hvide, forlade den.“ På det tidspunkt forstod Russell og hans medarbejdere ikke til fulde hvor stor indflydelse Babylon den Store har. Alligevel blev læserne af Watch Tower indtrængende opfordret til at forlade kirkesamfund der var fordærvede og verdslige. — Joh. 18:36.

„Sandheden i det betog straks mit hjerte“

I 1886 skete der et betydeligt fremskridt med hensyn til udbredelsen af Bibelens sandheder. Da blev det første bind i bogserien Millenniets Daggry, skrevet af C. T. Russell, udgivet. Det hed Guds Verdensplan og indeholdt 16 kapitler der behandlede emner som „Beviser for Skaberens Tilværelse som det højeste Fornuftvæsen“, „Bibelen, Guds Aabenbaring, set i Fornuftens Lys“, „Kristi Genkomst og Formaalet med den: Alle Tings Genoprettelse“  og „Tilladelsen af det Onde og dets Forhold til Guds Plan“. C. T. Russell skrev senere fem andre bøger i serien Millenniets Daggry. e

Russell levede ikke længe nok til at skrive det planlagte syvende bind i serien, men de seks bind han fuldførte fik stor udbredelse og blev godt modtaget af oprigtige mennesker. „Jeg modtog Deres bog MILLENNIETS DAGGRY sidste efterår,“ skrev en kvinde i 1889. „Det var første gang jeg hørte om at et sådant værk eksisterede. Jeg fik det en lørdag aften, begyndte straks at læse det og lagde det ikke fra mig, undtagen når det var strengt nødvendigt, før jeg havde læst det igennem. Sandheden i det betog straks mit hjerte. Ufortøvet meldte jeg mig ud af den presbyterianske kirke, hvor jeg så længe havde famlet omkring i mørke efter sandheden og ikke havde fundet den.“

På den tid krævede det mod at melde sig ud af sin kirke. Det fremgår af det en kvinde i Manitoba i Canada kom ud for. Hun modtog Millenniets Daggry i 1897. I begyndelsen forsøgte hun at blive i sin kirke og undervise i de lokale søndagsskoler, men i 1903 kom dagen hvor hun besluttede at forlade kirken. Hun rejste sig og fortalte alle de tilstedeværende hvorfor hun følte at hun måtte melde sig ud. Hendes nærmeste nabo (i datidens små samfund satte man stor pris på sine naboer) prøvede at overtale hende til at komme tilbage til kirken. Men hun stod fast, selv om der ikke fandtes nogen menighed af bibelstudenter i nærheden. Hendes søn beskrev senere situationen med ordene: „Ingen studietjener [ældste] at støtte sig til. Ingen møder. Et sønderknust hjerte. En slidt bibel. Lange timer i bøn.“

Hvad var det ved Millenniets Daggry, Watch Tower og andre af Selskabets publikationer der appellerede til folks hjerte og fik dem til at tage et så afgørende skridt? C. T. Russell forklarede Bibelens læresætninger på en helt anden måde end mange skribenter på den tid. Han troede på at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord og at dens lære må være harmonisk. Han mente  derfor at hvis én del af Bibelen er vanskelig at forstå, vil en anden del af det inspirerede ord kaste lys over den og fortolke den. Han forsøgte ikke at finde støtte for de forklaringer han fremlagde i vidnesbyrd fra datidens teologer eller i de såkaldte kirkefædres synspunkter. Som han skrev i bind I af Millenniets Daggry: „Vi tror, at det er en almindelig Svaghed hos Mennesker saavel nu som tidligere at tro visse Læresætninger, fordi andre, som de havde Tillid til, troede dem. . . . Sandhedssøgere skulde tømme deres Kar for Overleveringens mudrede Vand og fylde dem ved Sandhedens Kildevæld, Guds Ord.“

Efterhånden som et voksende antal af sådanne sandhedssøgere reagerede positivt på det de læste i Vagttårnsselskabets publikationer, blev det nødvendigt med visse uventede ændringer i Allegheny.

Hovedkontor i Bibelhuset

Bibelstudenterne i Allegheny, der arbejdede med udgivelsen af Watch Tower, blev betragtet som de mest erfarne i Herrens gerning, og alle ekklesiaerne eller menighederne forventede at de førte an. I begyndelsen havde de kontor i Fifth Avenue 101 i Pittsburgh og senere i Federal Street 44 i Allegheny, men sidst i 1880’erne blev det nødvendigt at udvide. Russell tog derfor skridt til at bygge større lokaler. I 1889 blev en fireetages murstensbygning fuldført på Arch Street 56-60 i Allegheny. Den blev vurderet til 34.000 dollars. Denne bygning, der blev kaldt Bibelhuset, tjente som Selskabets hovedkontor i omkring 19 år.

I 1890 betjente den lille bibelhusfamilie nogle hundrede som aktivt var tilknyttet Vagttårnsselskabet. Men efterhånden som man kom længere ind i 1890’erne, viste endnu flere interesse for deres virksomhed. Ja, den 26. marts 1899 blev højtiden til minde om Kristi død fejret 339 forskellige steder med i alt 2501 deltagere, ifølge en ufuldstændig rapport der blev bragt i Watch Tower. Hvad kunne man gøre for at bevare et nært forhold mellem det voksende antal bibelstudenter?

Den voksende hjord knyttes sammen

C. T. Russell opfordrede alle læsere af Watch Tower til at danne små eller store grupper hvor det var muligt, for at opbygge hinanden åndeligt. Der  blev givet åndelig vejledning gennem Watch Tower, og rejsende repræsentanter for Vagttårnsselskabet blev sendt ud fra hovedkontoret for at bevare kontakten med de forskellige grupper og opbygge dem åndeligt.

Med mellemrum blev der også arrangeret særlige sammenkomster som blev overværet af bibelstudenter mange steder fra. „Dette er en SÆRLIG INDBYDELSE til enhver læser der kan komme,“ stod der i Watch Tower for marts 1886. Hvad var anledningen? Den årlige fejring af Herrens aftensmåltid, der skulle holdes i Allegheny søndag den 18. april 1886. Men mere var planlagt: En række særlige møder den følgende uges aftener. Bibelstudenterne i Allegheny åbnede deres hjem — og deres hjerter — for de besøgende delegerede uden at tage betaling. De følgende år blev der holdt lignende stævner i Allegheny i forbindelse med mindehøjtiden.

I slutningen af 1890’erne begyndte man at arrangere stævner mange steder. C. T. Russell holdt ofte foredrag ved disse lejligheder. Hvordan var det at lytte til ham?

Ralph Leffler, der hørte C. T. Russell holde foredrag, mindes: „Når han stod på podiet foran en forsamling, var han altid iført en lang, sort diplomatfrakke og et hvidt slips. Stemmen var ikke kraftig, og han brugte ikke mikrofon eller højttaler, for den slags var ikke opfundet; men på en eller anden måde trængte hans stemme altid igennem til den fjerneste del af salen. Han kunne fastholde et stort publikums opmærksomhed i ikke bare én time, men somme tider i to eller tre timer. Han indledte altid sit foredrag med et høfligt buk for tilhørerne. Mens han talte, stod han ikke stille som en statue, men han var hele tiden i bevægelse og gestikulerede med armene og gik fra den ene side til den anden eller frem og tilbage. Jeg så ham aldrig med notater eller manuskript i hånden — kun Bibelen, som han brugte flittigt. Han talte fra hjertet og på en måde der virkede meget overbevisende. Som regel var det eneste der befandt sig på podiet dengang et lille bord med en bibel, en kande vand og et glas, som foredragsholderen af og til tog en slurk af.“

Disse første stævner var tider med et nært fællesskab og åndelig forfriskning. De bidrog til at styrke enheden blandt alle bibelstudenterne og til at gøre Bibelens sandheder kendt. Sidst i 1890’erne stod det imidlertid klart for bibelstudenterne at der skulle meget mere til for at udbrede sandheden fra Bibelen. Men de var stadig forholdsvis få. Kunne de på en eller anden måde nå ud til millioner flere end de indtil da havde kunnet kontakte? Ja!

„Avisevangelisering“

Ved udløbet af det 19. århundrede løb der telegrafledninger på kryds og tværs overalt i verden. Telegrafisk kommunikation var billig og hurtig; den revolutionerede pressen. Nyheder kunne hurtigt overføres over lange  afstande og trykkes i aviserne. I begyndelsen af det 20. århundrede betragtede C. T. Russell og hans medarbejdere aviserne som et effektivt middel til at nå mange mennesker. Russell sagde senere: „Avisen er blevet den store faktor i den civiliserede verdens hverdag.“

Watch Tower for 1. december 1904 bekendtgjorde at prædikener af C. T. Russell blev trykt i tre aviser. I det næste nummer af bladet stod der under overskriften „Avisevangelisering“: „Millioner af prædikener er på denne måde kommet ud til nær og fjern; og i hvert fald nogle af dem har udrettet noget godt. Hvis det er Herrens vilje vil vi med glæde sørge for at denne ’dør’ holdes åben, eller endda åbnes endnu mere.“ Døren til „avisevangelisering“ blev åbnet endnu mere. I 1913 blev det anslået at Russells prædikener nåede ud til 15.000.000 mennesker gennem 2000 aviser!

Men hvordan bar Russell sig ad med at få en ugentlig prædiken trykt, selv når han var på rejse? Hver uge telegraferede han en prædiken (som fyldte omkring to avisspalter) til et avisbureau, der så telegraferede den videre til aviser i De Forenede Stater, Canada og Europa.

Russell var overbevist om at det var Herren der via aviserne havde åbnet døren til forkyndelsen på vid gab. I løbet af det 20. århundredes første årti blev det bibelske budskab som Russell og hans medarbejdere forkyndte,  kendt vidt og bredt gennem disse prædikener i aviserne. En publikation ved navn The Continent skrev på et tidspunkt om Russell: „Man siger, at hvad han har skrevet har en større Udbredelse gennem Bladene hver Uge end Tilfældet er med nogen anden levende Mand; uden Tvivl en større Udbredelse end den forenede Cirkulation af alt, hvad alle Præsterne og Prædikanterne i Nordamerika tilsammen har skrevet.“

Kontoret flyttes til Brooklyn

Mens forkyndelsen gennem aviserne havde fremgang, var bibelstudenterne på udkig efter nye lokaler fordi Bibelhuset i Allegheny var blevet for lille. Man mente også at Russells prædikener ville blive trykt i flere aviser hvis de kom fra en større, mere kendt by. Men hvilken by? Watch Tower for 15. december 1908 forklarede: „Efter at have søgt Guds ledelse kom vi til den slutning at Brooklyn i New York, der har en stor middelklassebefolkning og er kendt som ’kirkernes by’, af disse grunde vil være det bedst egnede centrum for høstarbejdet i de få år der er tilbage.“

I 1908 blev nogle af Vagttårnsselskabets medarbejdere, deriblandt dets juridiske rådgiver, Joseph F. Rutherford, derfor sendt til New York for at erhverve en ejendom som C. T. Russell havde fundet på en tidligere rejse. De købte det gamle „Plymouth Bethel“ i Hicks Street 13-17 i Brooklyn, der havde tjent som missionshus for den nærliggende Plymouth kongregationalistiske kirke, hvor Henry Ward Beecher (der blev berømt for at prædike imod negerslaveriet) engang havde været præst. Selskabets repræsentanter købte også Beechers tidligere bolig, en fireetages rødbrun murstensbygning på Columbia Heights 124, nogle få husblokke derfra.

Ejendommen i Hicks Street blev ombygget og fik navnet „Brooklyn Tabernaklet“. Den rummede Selskabets kontorer og en mødesal. Efter omfattende reparationer blev Beechers tidligere bolig på Columbia Heights 124 det nye hjem for staben på Selskabets hovedkontor. Hvad skulle det kaldes? The Watch Tower skrev den 1. marts 1909: „Vi vil kalde det nye hjem ’Betel’ [der betyder „Guds hus“].“ f

Den såkaldte avisevangelisering havde fremgang efter flytningen til Brooklyn. Men dette var ikke den eneste måde at nå ud til store folkemængder på.

Forkyndelsen af den gode nyhed udvides

I 1912 gik Russell og hans medarbejdere modigt i gang med et undervisningsprojekt der var langt forud for sin tid. Det tog sigte på at nå millioner af mennesker i hele verden. Det var „Skabelsens Fotodrama“  — en kombination af film og lysbilleder, synkroniseret med grammofonindspilninger af musik og tale. Det varede omkring otte timer og blev fremvist i fire dele. Foruden det almindelige Fotodrama kunne man også tilbyde det såkaldte „Heurekadrama“, der bestod af enten indspilningerne med tale og musik, eller indspilningerne og lysbillederne. Selv om det ikke omfattede de levende billeder, var det en stor succes på steder med mere spredt befolkning.

Prøv at forestille dig denne historiske scene: I januar 1914, i stumfilmenes tid, g var 5000 mennesker samlet i The Temple, en bygning på West 63. Street i New York. Mange andre havde været nødt til at gå hjem igen fordi der ikke var plads. Hvorfor var de kommet? Fordi der var New York-premiere på „Skabelsens Fotodrama“! Foran forsamlingen hang et stort filmlærred. Mens de så til — og lyttede — skete der noget forbløffende. C. T. Russell, som da var først i tresserne, viste sig på lærredet. Han bevægede læberne, og de kunne høre hvad han sagde! Fremvisningen fortsatte, og ved hjælp af ord, musik og farvelysbilleder blev de tilstedeværende ført fra jordens skabelse til slutningen af Kristi tusindårsrige. Under forestillingen fik de også andre ting at se (ved hjælp af tidsforkortede optagelser) som forundrede dem — en blomst der foldede sig ud og en kylling der kom ud af ægget. De var dybt imponerede!

I slutningen af 1914 var „Skabelsens Fotodrama“ blevet vist for millioner af mennesker i Nordamerika, Europa, New Zealand og Australien. Det viste sig at være et effektivt middel til at nå ud til store menneskemængder i løbet af forholdsvis kort tid.

Men hvad med oktober 1914? I årtier havde Russell og hans medarbejdere forkyndt at hedningetiderne ville udløbe i 1914. Forventningerne var store. C. T. Russell havde kritiseret dem der havde fastsat forskellige årstal for Herrens genkomst, som for eksempel William Miller og nogle adventistgrupper. Men lige fra dengang han begyndte at samarbejde med Nelson Barbour, havde han været overbevist om at der fandtes en pålidelig tidsregning, baseret på Bibelen, og at den pegede frem til 1914 som det år da hedningernes tider skulle udløbe.

Efterhånden som dette betydningsfulde år nærmede sig, var forventningerne store blandt bibelstudenterne. Men ikke alt det de ventede, stod udtrykkeligt i Bibelen. Hvad ville der ske?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 51]

’Kaldede til at prædike den gode nyhed’

[Ramme på side 44]

„Lad begge dele vokse sammen indtil høsten“

Hvad skete der med den sande kristendom efter det første århundrede? I en billedtale advarede Jesus om at Djævelen ville så „ukrudt“, falske kristne, blandt „hveden“, de sande kristne, „rigets sønner“. Begge dele skulle vokse sammen indtil „høsten“, ’afslutningen på en tingenes ordning’. (Matt. 13:24-30, 36-43) Under det store frafald der gradvis udviklede sig efter apostlenes død, var „ukrudtet“ dominerende i mange hundrede år.

Hvor var da „hveden“? Hvem hørte til „rigets sønner“ under det århundredlange frafald? Det kan vi ikke sige med sikkerhed. Det er den almindelige opfattelse at det bogstavelige ukrudt som Jesus sigtede til i sin billedtale, er giftig rajgræs, der i umoden tilstand minder meget om hvede. Når det er modent kan det imidlertid let skelnes fra hvede, da dets frø er mindre og sorte. Tilsvarende var det først „i høsttiden“ at der skulle være et tydeligt skel mellem de falske kristne og de sande „rigets sønner“. Men Jesu ord: „Lad begge dele vokse sammen indtil høsten,“ viser at den sande kristendom aldrig blev helt udryddet.

Op gennem århundrederne har der altid været sandhedselskende mennesker. For blot at nævne nogle få: John Wycliffe (ca. 1330-1384) og William Tyndale (ca. 1494-1536), der med fare for at miste deres liv eller frihed arbejdede for at få Bibelen oversat. Wolfgang Fabricius Capito (1478-1541), Martin Cellarius (1499-1564), Johannes Campanus (ca. 1500-1575) og Thomas Emlyn (1663 - ca. 1741), der troede på Bibelen som Guds ord og forkastede treenighedslæren. Henry Grew (1781-1862) og George Storrs (1796-1879), der ikke blot troede på Bibelen og forkastede treenighedslæren, men også gav udtryk for værdsættelse af Kristi sonoffer.

Vi kan ikke sige med sikkerhed om nogen af disse tilhørte „hveden“ i Jesu billedtale, men vi ved at „Jehova kender dem der hører ham til“. — 2 Tim. 2:19.

[Ramme på side 45]

George W. Stetson — „En bemærkelsesværdig dygtig mand“

C. T. Russell gav udtryk for sin taknemmelighed for den hjælp George W. Stetson fra Edinboro i Pennsylvanien havde ydet ham i forbindelse med hans studium af Skriften. Stetson døde den 9. oktober 1879, 64 år gammel. Den følgende måned indeholdt „Watch Tower“ en meddelelse om Stetsons død som vidnede om den 27-årige Russells dybe respekt for ham. „Vor broder var en bemærkelsesværdig dygtig mand,“ skrev Russell, „og han gav afkald på strålende udsigter til verdslig og politisk ære for at få lov at forkynde om Kristus.“ Stetsons sidste ønske var at C. T. Russell skulle holde hans begravelsestale, og Russell efterkom dette ønske. „Omkring tolv hundrede mennesker overværede begravelsen, hvilket vidner om hvor højt vor broder var agtet,“ skrev Russell. — „Watch Tower“, november 1879.

[Ramme/illustration på side 46]

George Storrs — „En ven og en broder“

C. T. Russell følte sig i gæld til den cirka 56 år ældre George Storrs. Russell havde lært meget af Storrs om at sjælen ikke er udødelig. Da Storrs i slutningen af 1879 blev alvorligt syg, tilbød Russell derfor at bringe en meddelelse om hans tilstand i „Watch Tower“. Han skrev: „Vor broder, som så længe har været redaktør af ’The Bible Examiner’, kendes af de fleste af vore læsere; de véd også at han har måttet lade sit blad gå ind på grund af alvorlig sygdom.“ Ifølge Russell havde Storrs „gode grunde til at takke Gud for at han havde fået det privilegium at leve et så langt liv indviet til Herren“. Storrs døde den 28. december 1879 i en alder af 83 år. I februar 1880 bragte „Watch Tower“ en meddelelse om hans død, hvori der blandt andet stod: „Vi sørger over tabet af en ven og en broder i Kristus, men ’ikke ligesom de andre, der ikke har noget håb’.“

[Illustration]

George Storrs

[Ramme/illustration på side 48]

„Jeg overlader nu ’Herald’ til Dem“

I foråret 1879 trak C. T. Russell al støtte tilbage fra bladet „Herald of the Morning“, som han havde udgivet sammen med N. H. Barbour. I et brev til Barbour dateret den 3. maj 1879 forklarede Russell hvorfor: „Der er opstået en meningsforskel mellem os med hensyn til læren i vor Faders ord [angående sonofferets stedfortrædende værdi], og selv om jeg ved at De fremholder Deres synspunkter i al oprigtighed og ærlighed, ligesom jeg selv gør når det gælder mine modsatte synspunkter, må jeg lade mig lede af min egen forståelse af vor Faders ord og følgelig tro at De tager fejl. . . . De punkter vi er uenige om, forekommer mig så grundlæggende og betydningsfulde at det fuldstændige fællesskab og den dybe sympati som burde eksistere blandt udgivere og redaktører af samme blad eller tidsskrift, ikke længere findes mellem Dem og mig, og eftersom det forholder sig sådan mener jeg at vor forbindelse bør ophøre.“

I et senere brev, dateret den 22. maj 1879, skrev Russell: „Jeg overlader nu ’Herald’ til Dem. Jeg trækker mig helt ud og anmoder Dem ikke om noget . . . Vær så venlig at bringe en meddelelse om opløsningen i næste nr. af ’Herald’, og fjern mit navn.“ Fra og med juni-nummeret 1879 stod Russell ikke længere opført som medredaktør af „Herald“.

Barbour fortsatte med at udgive „Herald“ indtil 1903, da det ifølge de foreliggende oplysninger gik ind. Han døde få år senere, i 1906.

[Illustration]

Nelson H. Barbour

[Ramme på side 54]

Hvorfor Russell blev kaldt pastor

Charles Taze Russell blev kaldt pastor Russell af sine medarbejdere. Hvorfor? På grund af det arbejde han udførte som hyrde for Guds hjord. I Efeserbrevet 4:11 står der at Kristus ville give nogle som „hyrder“ eller „Pastorer“ (Ef. 4:12, Sch). Broder Russell tjente så afgjort som en åndelig hyrde i den kristne menighed.

I betragtning af det hyrdearbejde han udførte under ledelse af overhyrden Jesus Kristus, valgte nogle menigheder ham til deres pastor ved afstemning. Det var ikke en titel han selv antog. Den første gruppe der valgte ham til deres pastor, var menigheden i Pittsburgh i Pennsylvanien. Det skete i 1882. Derefter blev han valgt til pastor af cirka 500 andre menigheder i De Forenede Stater og Storbritannien.

Dengang var det skik og brug at menighederne hvert år valgte dem der skulle føre an iblandt dem. I dag bliver de kristne ældste blandt Jehovas Vidner ikke valgt ved afstemninger i de lokale menigheder, men udnævnt af Jehovas Vidners Styrende Råd. Man passer desuden på ikke at bruge udtryk som „pastor“ eller „ældste“ som titler.

 [Ramme/illustrationer på side 56, 57]

„Skabelsens Fotodrama“

„Skabelsens Fotodrama“ kombinerede levende billeder og lysbilleder, synkroniseret med lyd. Under denne bemærkelsesværdige forestilling blev publikum taget med fra skabelsen frem til tusindårsrigets slutning.

Der blev fremstillet mindst 20 sæt som hver bestod af fire dele, sådan at en del af „Fotodramaet“ kunne vises i 80 forskellige byer hver dag. Det var noget af en udfordring at følge dette program. Togtiderne passede ikke altid. Menighederne kunne ikke altid leje lokaler på de ønskede datoer. Men inden udgangen af 1914 havde over 9.000.000 mennesker i Nordamerika, Europa og Australien set „Skabelsens Fotodrama“.

[Illustrationer]

„Drejebog“ til „Fotodramaet“ med tekststykkerne og mange illustrationer

„Skabelsens Fotodrama“ blev i mange teatre vist hver aften

Chicago

New York

Filmfremviser

Lysbilledfremviser

Grammofonplader

 Lysbilleder fra „Fotodramaet“

Folder som annoncerer „Fotodramaet“

[Ramme på side 60]

„Hold øje med året 1914!“

Da den første verdenskrig brød ud i 1914, kunne man læse følgende i et tillæg til „The World“, som da var et førende newyorkerblad: „Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. . . . ’Hold øje med året 1914!’ har været hundreder af rejsende evangelisters råb. Som repræsentanter for denne besynderlige tro [der er forbundet med Russell] har de rejst rundt i landet og forkyndt den lære at ’Guds rige er nær’.“ — „The World magazine“, 30. august 1914.

[Illustration på side 42]

Charles Taze Russell

[Illustration på side 43]

Joseph L. Russell, Charles’ fader, tilhørte bibelkredsen i Allegheny og arbejdede til sin død i 1897 nært sammen med sin søn i Vagttårnsselskabets virksomhed

[Illustration på side 50]

Bibelstudenterne spredte millioner af traktater der afslørede religiøse vildfarelser, forklarede bibelske sandheder og pegede på det betydningsfulde år 1914

[Illustration på side 52]

I løbet af cirka 37 år skrev C. T. Russell seks bind af „Millenniets Daggry“ (fra 1886 til 1904), foruden traktater, brochurer og artikler i „Watch Tower“

[Illustration på side 53]

Når broder Russell holdt offentlige foredrag brugte han ikke notater, og han var hele tiden i bevægelse — han gestikulerede og gik omkring på podiet

[Illustration på side 58]

Det blev anslået at C. T. Russells prædikener ét år nåede ud til 15.000.000 læsere gennem 2000 aviser