Kapitel 1

Hvorfor skulle Jehova have vidner?

JEHOVAS VIDNER er kendt i hele verden for altid og overalt at tale med andre om Jehova Gud og hans rige. De har også ry for at holde fast ved deres tro trods alle former for modstand, ja selv når de trues med døden.

„I det tyvende århundrede har Jehovas vidner været den religiøse forfølgelses foretrukne mål i De Forenede Stater,“ siges der i bogen The Court and the Constitution af Archibald Cox (1987). „Jehovas vidner . . . er blevet chikaneret og forfulgt af regeringer i hele verden,“ udtaler Tony Hodges. „I Nazityskland blev de arresteret og sendt til koncentrationslejre. Under den anden verdenskrig var [Vagttårns]selskabet forbudt i Australien og Canada. . . . Nu [i 1970’erne] jages Jehovas vidner i Afrika.“ — Jehovah’s Witnesses in Africa, 1985-udgaven.

Hvorfor bliver Jehovas vidner forfulgt? Hvad er formålet med deres forkyndelse? Er de bemyndiget af Gud? Hvorfor skulle Jehova overhovedet have vidner — til og med i skikkelse af ufuldkomne mennesker? Svarene har at gøre med nogle stridsspørgsmål der nu behandles i en universel retssag — den mest afgørende sag der nogen sinde er blevet ført. For at kunne forstå hvorfor Jehova har vidner og hvorfor disse vidner er villige til at udholde selv den hårdeste modstand, må vi undersøge disse stridsspørgsmål.

Jehovas suverænitet udfordres

Disse vigtige stridsspørgsmål drejer sig blandt andet om retmæssigheden af Jehova Guds suverænitet, hans overherredømme. Som Skaber og almægtig Gud er Jehova universets Suveræn. (1 Mos. 17:1; 2 Mos. 6:3; Åb. 4:11) Det er derfor med rette at han hersker over alt hvad der findes i himmelen og på jorden. (1 Krøn. 29:12, fdn.) Men han udøver altid sin suverænitet  i kærlighed. (Jævnfør Jeremias 9:24.) Hvad kræver han da til gengæld af sine fornuftbegavede skabninger? At de elsker ham og viser værdsættelse af hans suveræne herredømme. (Sl. 84:10) For flere tusind år siden blev Jehovas retmæssige suverænitet imidlertid udfordret. Hvordan? Af hvem?

Første Mosebog, der indleder den bibelske beretning, kaster lys over dette. Den fortæller at Gud skabte de to første mennesker, Adam og Eva, i en smuk have, og at han derefter gav dem dette påbud: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mos. 2:16, 17) Hvad var „træet til kundskab om godt og ondt“, og hvad ville det indebære at spise af dets frugt?

Det var et bogstaveligt træ, men Gud brugte det som et symbol. Eftersom han kaldte det „træet til kundskab om godt og ondt“ og forbød de første mennesker at spise af det, var det et passende symbol på hans ret til at afgøre for menneskene hvad der er „godt“ (hvad der behager Gud) og hvad der er „ondt“ (hvad der mishager Gud). Dette satte menneskets respekt for Guds suverænitet på prøve. Ulykkeligvis var de første mennesker ulydige mod Gud og spiste af den forbudte frugt. De bestod ikke denne enkle men vigtige prøve på deres lydighed og værdsættelse. — 1 Mos. 3:1-6.

Denne tilsyneladende ubetydelige handling var et oprør mod Jehovas suverænitet. Hvordan det? For at kunne se betydningen af det Adam og Eva gjorde, må vi forstå hvordan vi mennesker er skabt. Da Jehova skabte de første mennesker, gav han dem en bemærkelsesværdig gave — en fri vilje. Som et supplement til denne gave skænkede Jehova dem mentale evner, deriblandt opfattelsesevne, tænkeevne og dømmekraft. (Hebr. 5:14) De var hverken skabt som fornuftløse robotter eller som dyr, der hovedsagelig handler pr. instinkt. Deres frihed var imidlertid relativ, for den var underlagt Guds love. (Jævnfør Jeremias 10:23, 24.) Adam og Eva valgte at spise af den forbudte frugt. Derved misbrugte de deres frihed. Hvad fik dem til at gøre det?

Bibelen forklarer at en af Guds åndeskabninger med overlæg var begyndt at modarbejde og modstå Gud. Denne åndeskabning, der senere blev kendt som Satan, talte gennem en slange i Eden og fik Eva og, gennem hende, Adam til at løsrive sig fra Guds suveræne herredømme. (Åb. 12:9) Ved at spise af træet viste Adam og Eva at de stolede mere på deres egen dømmekraft end på Guds, og at de selv ønskede at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. — 1 Mos. 3:22.

Det stridsspørgsmål der derved blev rejst, lød: Har Jehova ret til at herske over menneskeheden, og udøver han sin suverænitet på en måde som er til gavn for hans undersåtter? Det var tydeligvis dette der lå i slangens  ord til Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Slangen antydede at Gud uretmæssigt forholdt kvinden og hendes mand noget godt. — 1 Mos. 3:1.

Oprøret i Eden rejste også et andet stridsspørgsmål: Kan mennesker være trofaste mod Gud under prøve? Dette beslægtede stridsspørgsmål blev bragt i fokus 2400 år senere i forbindelse med den trofaste Job. Satan, ’stemmen’ bag slangen, udfordrede Jehova lige op i hans ansigt ved at sige: „Er det for intet Job frygter Gud? Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet.“ Derved insinuerede Satan at Job kun var retskaffen fordi det kunne betale sig for ham. Satan sagde videre: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ Eftersom Jehova havde sagt at ’der ingen var som Job på jorden’, påstod Satan i virkeligheden at han kunne vende hvem som helst af Guds tjenere bort fra ham. (Job 1:8-11; 2:4) Der blev således rejst tvivl om alle Guds tjeneres uangribelighed og loyalitet mod hans suveræne herredømme.

Når disse stridsspørgsmål først var rejst, måtte de afgøres. Den tid der er gået — cirka 6000 år — og det faktum at de jordiske styreformer er kommet sørgeligt til kort, viser tydeligt at mennesker har behov for Guds herredømme. Men ønsker de det? Findes der mennesker som vil vise at de af hjertet anerkender Jehovas retmæssige suverænitet? Ja! Jehova har sine vidner! Men før vi ser nærmere på deres vidnesbyrd, lad os da undersøge hvad det indebærer at være et vidne.

Hvad det vil sige at være et vidne

De ord i Bibelens grundtekst der oversættes med „vidne“, giver os indblik i hvad det vil sige at være et vidne for Jehova. Det navneord der i De Hebraiske Skrifter gengives med „et vidne“ (‛edh) er afledt af et udsagnsord (‛udh) der betyder „at vende tilbage“ eller „at gentage, at gøre igen“. Om navneordet (‛edh) siges der i Theological Wordbook of the Old Testament: „Et vidne er en person der ved gentagelse eftertrykkeligt bekræfter sit vidnesbyrd. Ordet [‛edh] hører hjemme i retslig sprogbrug.“ En etymologisk ordbog tilføjer: „Den oprindelige betydning [af udsagnsordet ’udh] var sandsynligvis ’han sagde gentagne gange og med overbevisning’.“ — A Comprehensive Etymological Dictionary of the Hebrew Language for Readers of English.

De ord der i De Kristne Græske Skrifter er gengivet med „et vidne“ (marʹtys) og „at vidne“ (martyreʹō) havde også tilknytning til retssproget, skønt de med tiden fik en bredere betydning. Ifølge Theological Dictionary of the New Testament bruges „begrebet vidne både i betydningen vidne til kendsgerninger der kan bekræftes, og i betydningen sandhedsvidne, dvs. en der forkynder og bekender en overbevisning“. Et vidne fortæller altså  om faktiske forhold ud fra direkte personlig viden, eller han forkynder synspunkter eller sandheder som han er overbevist om. a

De første kristne blev årsag til at ordet „vidne“ fik en udvidet betydning. Mange af disse kristne i det første århundrede aflagde vidnesbyrd under forfølgelse og trussel om dødsstraf. (Apg. 22:20; Åb. 2:13) Som følge deraf begyndte det græske ord for vidne (marʹtys, hvoraf ordet „martyr“ er afledt) omkring det andet århundrede at blive brugt om personer som var villige til at „besegle alvoren i deres vidnesbyrd eller bekendelse med døden“. De blev ikke kaldt vidner fordi de døde; de døde fordi de var loyale vidner.

Hvem var så de første vidner for Jehova? Hvem var villige til „gentagne gange og med overbevisning“ — i ord og ved deres livsførelse — at forkynde at Jehova er den retmæssige Suveræn? Hvem var villige til at forblive uangribelige i forholdet til Gud, helt til døden?

De første vidner for Jehova

Apostelen Paulus siger: „Vi har så stor en sky [gr.: neʹfos, der betegner en skymasse] af vidner der omgiver os.“ (Hebr. 12:1) Denne ’skymasse’ af vidner begyndte at dannes kort efter oprøret mod Guds suverænitet i Eden.

I Hebræerbrevet 11:4 nævner Paulus at Abel var det første vidne for Jehova: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ På hvilken måde tjente Abel som et vidne for Jehova? Svaret har at gøre med årsagen til at Abels offer var „af større værdi“ end Kains.

Enkelt udtrykt bragte Abel det rette offer med det rette motiv og bekræftede det ved de rette gerninger. Han frembar et blodigt offer der repræsenterede hans hjords førstefødtes liv — hvorimod Kain ofrede livløse afgrøder. (1 Mos. 4:3, 4) Kains offer blev ikke bragt i tro; det var Abels tro der gjorde hans offer antageligt i Guds øjne. Kain måtte ændre sin måde at tilbede Gud på. Men han viste i stedet sin dårlige hjertetilstand ved at afvise Guds råd og advarsel og ved at myrde den trofaste Abel. — 1 Mos. 4:6-8; 1 Joh. 3:11, 12.

Abel havde den tro som hans forældre manglede. Ved sin trofasthed viste han at han var overbevist om at Jehovas suveræne herredømme var retfærdigt og retmæssigt. I de cirka hundrede år Abel levede, viste han at et menneske kan være så trofast mod Gud at det er villigt til at besegle sit vidnesbyrd med døden. Og Abels blod „taler“ fortsat, for den inspirerede  beretning om hans martyrdød er blevet bevaret i Bibelen til gavn for fremtidige generationer.

Omkring fem hundrede år efter Abels død begyndte Enok at ’vandre med Gud’, at leve i overensstemmelse med Jehovas normer for hvad der var godt og hvad der var ondt. (1 Mos. 5:24) På det tidspunkt havde mange vendt sig bort fra Guds herredømme og levede på en ugudelig måde. Enok var overbevist om at den øverste Suveræn ville gribe ind over for de ugudelige, og Guds ånd fik ham til at forkynde at de ville blive udslettet. (Jud. 14, 15) Enok forblev et trofast vidne til sin død, for Jehova ’tog ham bort’, øjensynlig for at han ikke skulle lide en voldsom død for sine fjenders hånd. (Hebr. 11:5) Enoks navn kunne således føjes til den voksende ’sky af vidner’ fra den førkristne tid.

En ugudelighedens ånd fortsatte med at præge menneskenes liv. Omkring 70 år efter Enoks død blev Noa født, og i hans levetid kom nogle engle, gudssønner, til jorden. De havde materialiseret sig, iklædt sig menneskeskikkelse, og levede sammen med smukke kvinder. Deres afkom blev kaldt nefilim; de var kæmper blandt menneskene. (1 Mos. 6:1-4) Hvad blev resultatet af at åndeskabninger og mennesker indgik denne unaturlige forbindelse og fik et bastardafkom? Den inspirerede beretning svarer: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang. Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.“ (1 Mos. 6:5, 12) Jorden, Guds fodskammel, var sørgeligt nok blevet „fuld af vold“. — 1 Mos. 6:13; Es. 66:1.

Noa var derimod „en retfærdig mand“, „uangribelig blandt sine samtidige“. (1 Mos. 6:9) Han viste sin respekt for Guds suveræne herredømme ved at gøre „ganske som Gud havde påbudt ham“. (1 Mos. 6:22) I tro ’byggede han en ark til redning for sin husstand’. (Hebr. 11:7) Men Noa nøjedes ikke med at bygge; som „en forkynder af retfærdighed“ advarede han om den kommende ødelæggelse. (2 Pet. 2:5) Trods Noas frimodige forkyndelse gav hans onde generation imidlertid ikke agt „før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Matt. 24:37-39.

Efter Noas tid havde Jehova vidner blandt patriarkerne. Abraham, Isak, Jakob og Josef nævnes blandt de første i den store sky af førkristne vidner. (Hebr. 11:8-22; 12:1) Ved at bevare deres uangribelighed viste de at de gik ind for Jehovas suveræne herredømme. (1 Mos. 18:18, 19) Derved var de med til at hellige Jehovas navn. I stedet for at søge sikkerhed i et jordisk rige, „bekendte [de] offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“, idet de i tro „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebr. 11:10, 13) De anerkendte Jehova som deres hersker og baserede deres håb på det lovede himmelske rige som et udtryk for hans retmæssige suverænitet.

 I det 16. århundrede f.v.t. var Abrahams efterkommere trælle i Ægypten. På det tidspunkt kom Moses og hans broder Aron til at spille en vigtig rolle i en ’gudernes kamp’. De trådte frem for Farao og afleverede Jehovas ultimatum: „Send mit folk bort.“ Men den stolte Farao forhærdede sit hjerte; han ønskede ikke at miste hele dette folk af trælle. „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort?“ svarede han. „Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ (2 Mos. 5:1, 2) Farao, der selv blev betragtet som en levende gud, viste med dette hånlige svar at han nægtede at anerkende Jehova som Gud.

Da stridsspørgsmålet om hvem der er den sande Gud nu var blevet rejst, tog Jehova skridt til at bevise at det er han. Gennem sine magere påkaldte Farao alle Ægyptens guder for at trodse Jehovas magt. Men Jehova  sendte ti plager, der alle først blev forkyndt af Moses og Aron, for at vise sin magt over naturkræfterne og skabningerne på jorden, og at han var højt hævet over Ægyptens guder. (2 Mos. 9:13-16; 12:12) Efter den tiende plage førte Jehova „med stærk hånd“ Israel ud af Ægypten. — 2 Mos. 13:9.

Moses var ’den sagtmodigste af alle mennesker’, og det krævede et stort mod og en stærk tro af ham at træde frem for Farao, ikke bare én gang, men mange gange. (4 Mos. 12:3) Men han udvandede aldrig det budskab Jehova havde befalet ham at overbringe Farao. Ikke engang en trussel om dødsstraf kunne bringe ham til tavshed. (2 Mos. 10:28, 29; Hebr. 11:27) Moses var et vidne i ordets sande betydning; han vidnede „gentagne gange og med overbevisning“ om at Jehova er den sande Gud.

Efter udfrielsen fra Ægypten i 1513 f.v.t. skrev Moses Første Mosebog. Dermed begyndte en ny æra — den æra hvori Bibelen blev skrevet.  Da det efter alt at dømme var Moses der skrev Jobs Bog, havde han åbenbart en vis forståelse af stridsspørgsmålet mellem Gud og Satan. Efterhånden som nedskrivningen af Bibelen skred frem, ville stridsspørgsmålene vedrørende Guds suverænitet og menneskets uangribelighed blive skrevet ned, så alle de berørte parter kunne få fuld forståelse af de store stridsspørgsmål der var blevet rejst. I mellemtiden lagde Jehova grundvolden til en nation af vidner i 1513 f.v.t.

En nation af vidner

I den tredje måned efter at israelitterne var gået ud af Ægypten bragte Jehova dem ind i et nært pagtsforhold til sig; han gjorde dem til sin „særlige ejendom“. (2 Mos. 19:5, 6) Gennem Moses behandlede han dem nu som et folk og gav dem en teokratisk regering baseret på Lovpagten, der skulle tjene som deres grundlov. (Es. 33:22) De var Jehovas udvalgte folk, organiseret til at repræsentere ham som deres suveræne Herre.

I de følgende århundreder anerkendte folket imidlertid ikke altid Jehovas suverænitet. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land faldt de til tider fra og dyrkede andre folkeslags dæmonguder. Da de ikke adlød Jehova som deres retmæssige Suveræn, tillod han at de blev plyndret. Det så derfor ud som om de andre nationers guder var stærkere end Jehova. (Es. 42:18-25) Men i det ottende århundrede f.v.t. udfordrede Jehova åbent nationernes guder for at rydde denne misforståelse af vejen og afgøre spørgsmålet: Hvem er den sande Gud?

Gennem profeten Esajas sagde Jehova udfordrende: „Hvem blandt dem [nationernes guder] kan meddele dette [fremsætte nøjagtige profetier], eller forkynde os de første ting [det vil sige forudsigelser]? Lad dem [som guder] føre deres vidner og få ret, eller lad dem [nationernes indbyggere] høre og sige: ’Det er sandhed!’“ (Es. 43:9) Ja, lad nationernes guder  føre vidner som kan bevidne at det deres guder profeterer er sandt! Men ingen af disse guder kunne føre sande vidner for deres guddommelighed!

Jehova understregede over for israelitterne hvilket ansvar de havde i forbindelse med spørgsmålet om hvem der var den sande Gud. Han sagde: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. Det er mig der har forkyndt det og frelst og ladet det høre, da der ingen fremmed gud var iblandt jer. Så I er mine vidner, . . . og jeg er Gud.“ — Es. 43:10-12.

Jehovas folk, Israel, udgjorde altså en nation af vidner. De kunne med eftertryk bekræfte at Jehova er den retmæssige Suveræn. På grundlag af egne erfaringer kunne de med overbevisning forkynde at Jehova er sit folks store Befrier og de sande profetiers Gud.

Vidner om Messias

Skønt ’skymassen’ af førkristne vidner aflagde et omfattende vidnesbyrd, var dette ikke nok til fuldstændig at afgøre de stridsspørgsmål der var blevet rejst. Hvorfor ikke? Fordi Gud til sin fastsatte tid, efter at det er blevet klart at mennesker har behov for hans herredømme og ikke formår selv at styre med et godt resultat, må eksekvere dommen over alle dem der nægter at respektere hans retmæssige myndighed. Desuden rækker stridsspørgsmålene langt videre end til menneskers forhold. Eftersom en engel havde gjort oprør i Eden, omfattede spørgsmålet om troskab mod Guds suverænitet også hans skabninger i himmelen. Jehova havde derfor besluttet at lade en åndesøn komme til jorden, hvor Satan ville få lejlighed til at prøve ham. Denne åndesøn ville få mulighed for på en fuldkommen måde at afgøre spørgsmålet: Vil nogen være trofast mod Gud uanset hvilke prøvelser han udsættes for? Når denne søn af Gud således havde bevist sin loyalitet, ville han blive bemyndiget til at ophøje Jehova ved at udslette de onde og til fulde gennemføre Guds oprindelige hensigt med jorden.

Men hvordan kunne man vide hvem denne søn af Gud var? I Eden havde Jehova Gud givet løfte om at et „afkom“ ville knuse den slangelignende modstanders hoved og hævde Guds suverænitet. (1 Mos. 3:15) Gennem de hebraiske profeter oplyste Jehova mange detaljer om dette messianske „afkom“ — dets baggrund og virksomhed, og endda på hvilket tidspunkt det ville fremstå. — 1 Mos. 12:1-3; 22:15-18; 49:10; 2 Sam. 7:12-16; Es. 7:14; Dan. 9:24-27; Mika 5:2.

I midten af det femte århundrede f.v.t. var De Hebraiske Skrifter fuldført, og dermed var profetierne nedskrevet. Nu måtte Messias komme og opfylde dem. I det næste kapitel vil vi betragte det vidnesbyrd som blev aflagt af dette vidne — Guds største vidne.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 11]

Mennesker kan vælge at få gavn af Jehovas suveræne herredømme. Men først må de høre om det

[Tekstcitat på side 13]

Abel var det første vidne for Jehova

[Tekstcitat på side 14]

Enok vidnede om Guds dom over de ugudelige

[Tekstcitat på side 17]

Jehova understregede over for et helt folk hvilket ansvar det havde som hans vidner

[Tekstcitat på side 18]

„I er mine vidner, . . . og jeg er Gud“

[Illustration på side 10]

Det der skete i Eden rejste nogle vigtige spørgsmål: Er Jehovas suveræne herredømme retfærdigt? Vil hans skabninger være trofaste mod ham?

[Illustration på side 15]

Noa var en forkynder af retfærdighed før Gud udslettede verden ved en vandflod

[Illustration på side 16, 17]

Moses og Aron aflagde et kraftfuldt vidnesbyrd over for Farao om at Jehova er den sande Gud