Kapitel 2

Jesus Kristus, det trofaste vidne

GENNEM cirka 4000 år havde en lang række førkristne vidner aflagt deres vidnesbyrd. Men stridsspørgsmålene om Guds suverænitet og hans tjeneres uangribelighed var langtfra afgjort. Tiden var nu inde til at det lovede kongelige „afkom“, Messias, skulle fremstå på jorden. — 1 Mos. 3:15.

Hvem valgte Jehova til denne opgave blandt alle sine millioner af åndesønner? De havde alle været vidner til det der var sket i Eden og kendte uden tvivl de universelle stridsspørgsmål som var blevet rejst. Men hvem var mest opsat på at rense Jehovas navn og hævde hans suverænitet? Hvem kunne give det mest afgørende svar på Satans påstand om at ingen kunne forblive trofast over for Guds suverænitet under prøve? Jehova valgte sin førstefødte, sin enestefødte søn, Jesus. — Joh. 3:16; Kol. 1:15.

Jesus påtog sig ivrigt og ydmygt denne opgave, selv om det betød at han måtte forlade himmelen, hvor han havde været sammen med sin Fader længere end nogen anden. (Joh. 8:23, 58; Fil. 2:5-8) Hvad var hans motiv? En dyb kærlighed til Jehova og et oprigtigt ønske om at hans navn måtte blive renset for al vanære. (Joh. 14:31) Jesus handlede også af kærlighed til menneskeheden. (Ordsp. 8:30, 31; jævnfør Johannes 15:13.) Det var hellig ånd der gjorde det muligt for ham at blive født på jorden, hvilket skete først på efteråret i år 2 f.v.t. Ved hjælp af hellig ånd overførte Jehova Jesu liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Matt. 1:18; Luk. 1:26-38) Jesus blev derfor født som et medlem af Israels folk. — Gal. 4:4.

Mere end nogen anden israelit forstod Jesus at han måtte være et vidne for Jehova. Han tilhørte jo det folk til hvem Jehova havde sagt gennem profeten Esajas: „I er mine vidner.“ (Es. 43:10) Da Jesus blev døbt i Jordanfloden i år 29 e.v.t. salvede Jehova ham desuden med sin hellige ånd. (Matt. 3:16) Derved blev han bemyndiget til at „udråbe et velviljens år fra Jehova“, som han senere sagde. — Es. 61:1, 2; Luk. 4:16-19.

Jesus udførte trofast sin opgave og blev det største vidne Jehova nogen sinde har haft på jorden. Apostelen Johannes, der var hos Jesus da han døde, kunne derfor med fuld ret kalde Jesus „det trofaste vidne“. (Åb. 1:5) Og i Åbenbaringen 3:14 omtaler den herliggjorte Jesus sig selv som „Amen“ og „det trofaste og sande vidne“. Hvilket vidnesbyrd aflagde dette „trofaste vidne“ da?

 ’At vidne om sandheden’

Da Jesus blev forhørt af den romerske landshøvding Pilatus, sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Joh. 18:37) Hvilken sandhed var det Jesus vidnede om? Det var Guds sandhed, åbenbarelsen af Jehovas evige hensigter. — Joh. 18:33-36.

Hvordan vidnede Jesus da om denne sandhed? Det græske udsagnsord der oversættes med „at vidne“ (martyreʹō) betyder også „at erklære, at bekræfte, at aflægge et gunstigt vidnesbyrd, at tale godt (om), at billige“. I gamle græske papyrusdokumenter forekom en anden form af udsagnsordet (martyroʹ) ofte efter en underskrift, for eksempel i forretningsaftaler. Ved sin tjeneste bekræftede Jesus altså sandheden om Gud. Det krævede at han forkyndte denne sandhed for andre — men det i sig selv var ikke nok. Der skulle langt mere til.

„Jeg er . . . sandheden,“ sagde Jesus. (Joh. 14:6) Ja, han levede på en sådan måde at han opfyldte Guds sandhedsord. Guds hensigt i forbindelse med Riget og dets messianske hersker var blevet forklaret tydeligt i profetierne. Ved sit jordiske livsløb, som sluttede med offerdøden, opfyldte Jesus alt det der var blevet forudsagt om ham. Derved bekræftede og garanterede han at Jehovas profetiske ord talte sandt. Apostelen Paulus kunne derfor sige: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen [der betyder: „lad det være sådan“ eller „sikkert“] til Gud, ham til ære gennem os.“ (2 Kor. 1:20) Ja, det er gennem Jesus Guds løfter opfyldes. — Åb. 3:14.

At vidne om Guds navn

Jesus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget [eller: „anset for helligt“, „behandlet som helligt“].“ (Matt. 6:9, fdn.) Den sidste nat Jesus var på jorden, sagde han i en bøn til sin himmelske Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ (Joh. 17:6, 26) Dette var den væsentligste grund til at Jesus kom til jorden. Men hvad vil det sige at han bekendtgjorde Guds navn?

Jesu disciple kendte og brugte i forvejen Guds navn. De så det og læste det i de hebraiske skriftruller som fandtes i deres synagoger. De kunne også se det og læse det i Septuaginta — den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter som de brugte når de underviste og når de skrev breve. Hvis de allerede kendte Guds navn, i hvilken forstand gjorde Jesus det da kendt for dem?

 På Bibelens tid var et navn ikke bare en benævnelse. I A Greek-English Lexicon of the New Testament af J. H. Thayer siges der: „Guds navn i Det Nye Testamente står for alle de egenskaber som hans tilbedere forbinder med dette navn, og hvorved Gud gør sig selv kendt for menneskene.“ Jesus bekendtgjorde ikke blot Guds navn ved at bruge det, men også ved at åbenbare personen bag navnet — hans hensigter, handlinger og egenskaber. Som den der havde ’ligget op mod Faderens bryst’ kunne Jesus forklare Faderen på en måde som ingen anden var i stand til. (Joh. 1:18) Jesus genspejlede desuden sin Fader på en så fuldkommen måde at hans disciple kunne ’se’ Faderen i Sønnen. (Joh. 14:9) Jesus vidnede om Guds navn gennem det han sagde og gjorde.

Jesus vidnede om Guds rige

Som „det trofaste vidne“ var Jesus først og fremmest en forkynder af Guds rige. Han sagde: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige . . .; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Luk. 4:43) Han forkyndte om dette himmelske rige i hele Palæstina og tilbagelagde hundreder af kilometer til fods. Han forkyndte hvor som helst der var mennesker som ville lytte: på søbredder og bjergskråninger, i byer og landsbyer, i synagoger og i templet, på torve og i folks hjem. Men han vidste at det var begrænset hvor stort et område han kunne dække og hvor mange han kunne forkynde for. (Jævnfør Johannes 14:12.) Med tanke på at budskabet skulle forkyndes i hele verden oplærte Jesus derfor sine disciple og sendte dem ud for at forkynde om Riget. — Matt. 10:5-7; 13:38; Luk. 10:1, 8, 9.

Jesus var et flittigt og nidkært vidne, og han tillod ikke sig selv at komme ind på et sidespor. Selv om han viste personlig interesse for folks behov, blev han ikke så optaget af at yde en hjælp der kun kunne give midlertidig lindring, at han forsømte den opgave Gud havde givet ham, nemlig at vise mennesker den varige løsning på deres problemer — Guds rige. Da han ved en lejlighed mirakuløst havde bespist omkring 5000 mænd (med kvinder og børn var der måske langt over 10.000 mennesker) ønskede en gruppe jøder at få fat i ham for at gøre ham til konge. Hvad gjorde Jesus? Han ’trak sig igen tilbage til bjerget, helt alene’. (Joh. 6:1-15; jævnfør Lukas 19:11, 12; Apostelgerninger 1:6-9.) Selv om han udførte mange mirakuløse helbredelser var han ikke i første række kendt som en mirakelmager; både troende og ikketroende anerkendte ham som „Lærer“. — Matt. 8:19; 9:11; 12:38; 19:16; 22:16, 24, 36; Joh. 3:2.

At vidne om Guds rige var tydeligvis det vigtigste arbejde Jesus kunne udføre. Det er Jehovas vilje at alle skal vide hvad hans rige er og hvordan det vil gennemføre hans hensigter. Riget ligger ham på sinde, for det er gennem dét han vil hellige sit navn og rense det for al forsmædelse. Det vidste Jesus, og han gjorde derfor Riget til temaet for sin forkyndelse.  (Matt. 4:17) Ved at forkynde helhjertet om Guds rige hævdede Jesus Jehovas retmæssige suverænitet.

Et vidne der var trofast til døden

Ingen kunne elske Jehova og hans suverænitet højere end Jesus gør. Som „al skabnings førstefødte“ kendte Jesus Faderen „fuldt ud“, for han havde været nært knyttet til ham som en åndeskabning i himmelen. (Kol. 1:15; Matt. 11:27) Han havde villigt underordnet sig Guds suverænitet gennem umindelige tider før de første mennesker blev skabt. (Jævnfør Johannes 8:29, 58.) Han må have følt sig dybt såret da Adam og Eva vendte Guds suveræne herredømme ryggen! Alligevel ventede han tålmodigt i himmelen i omkring 4000 år indtil tiden endelig var inde til at han skulle tjene som det største vidne Jehova nogen sinde har haft på jorden.

Jesus var helt på det rene med at de universelle stridsspørgsmål berørte ham direkte. Det kan have set ud som om Jehova havde „sat hegn rundt om ham“. (Jævnfør Job 1:9-11.) Han havde rigtignok bevist sin trofasthed og hengivenhed i himmelen, men ville han bevare sin uangribelighed som menneske på jorden, uanset hvilke prøver han blev udsat for? Kunne han modstå Satan under forhold hvor fjenden tilsyneladende havde overtaget?

Den slangelignende modstander spildte ikke tiden. Kort efter at Jesus var blevet døbt og salvet, prøvede Satan at friste ham til at vise selviskhed, til at ophøje sig selv og endelig til at forkaste sin Faders suverænitet. Men Jesu utvetydige svar til Satan: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste,“ viste hvor han stod med hensyn til stridsspørgsmålene. Hvilken modsætning til Adam! — Matt. 4:1-10.

Den kurs der var afstukket for Jesus betød lidelse og død, og det var han fuldstændig klar over. (Luk. 12:50; Hebr. 5:7-9) Ikke desto mindre læser vi at „da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Fil. 2:7, 8) Derved beviste Jesus at Satan er en nedrig løgner, og han afgjorde én gang for alle spørgsmålet: Vil nogen bevare sin trofasthed mod Guds suverænitet hvis Satan får lov at sætte ham på prøve? Ved sin død udrettede Jesus imidlertid langt mere end dette.

Ved sin død på marterpælen gav Jesus også „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Matt. 20:28; Mark. 10:45) Hans fuldkomne menneskeliv tjente som et offer. At Jesus ofrede sit liv gør det ikke blot muligt for os at få tilgivelse for vore synder, men det giver os også mulighed for at opnå evigt liv på en paradisisk jord, i overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt. — Luk. 23:43; Apg. 13:38, 39; Hebr. 9:13, 14; Åb. 21:3, 4.

 Jehova bekræftede sin kærlighed til Jesus og viste at han havde godkendt ham som „det trofaste vidne“ da han oprejste ham fra de døde på den tredje dag. Dette var et bevis for at det vidnesbyrd Jesus havde aflagt om Riget, var sandt. (Apg. 2:31-36; 4:10; 10:36-43; 17:31) Efter at Jesus havde opholdt sig i jordens nærhed i 40 døgn og vist sig for apostlene ved adskillige lejligheder, steg han op til himmelen. — Apg. 1:1-3, 9.

Jesus havde antydet at Guds messianske rige først ville blive oprettet i en fjern fremtid. (Luk. 19:11-27) Denne begivenhed skulle også markere begyndelsen til Jesu „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3) Men hvordan kunne hans disciple på jorden se hvornår disse ting indtraf?  Jesus gav dem et „tegn“ — et sammensat tegn som bestod af mange faktorer, deriblandt krige, jordskælv, fødevaremangel, pest og en tiltagende lovløshed. En fremtrædende del af dette tegn skulle være at den gode nyhed om Riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord som et vidnesbyrd for alle nationerne. Alle dele af dette bemærkelsesværdige tegn kan iagttages i vor tid, hvilket viser at vi lever i den periode hvor Jesus er nærværende som konge i himmelen og hvor afslutningen på tingenes ordning er nær. a — Matt. 24:3-14.

Hvordan forholder det sig da med Jesu disciple? Nu i tiden for Jesu nærværelse hævder mange mennesker fra forskellige religiøse retninger at de følger Kristus. (Matt. 7:22) Men Bibelen siger at der kun er „én tro“. (Ef. 4:5) Hvordan kan man da finde den sande kristne menighed, den der har Guds godkendelse og som ledes af ham? Det kan man ved at undersøge hvad der står i Bibelen om den kristne menighed i det første århundrede, og derefter se hvem der følger det samme mønster i dag.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 20]

’Født til at vidne om sandheden’

[Tekstcitat på side 21]

Jesus gjorde Guds rige til temaet for sin forkyndelse

[Tekstcitat på side 22]

Jesus Kristus var det største vidne Jehova nogen sinde har haft på jorden

 [Helsides illustration på side 23]