Kapitel 3

Kristne vidner for Jehova i det første århundrede

„I SKAL være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Med disse afskedsord bemyndigede Jesus sine disciple til at være vidner. Men vidner om hvem? „Vidner om mig,“ sagde Jesus. Vil det sige at de ikke skulle være vidner om Jehova? Bestemt ikke!

Jesu disciple fik i virkeligheden en forret som ingen før havde haft — at være både Jehovas og Jesu vidner. Som trofaste jøder var Jesu første disciple allerede vidner for Jehova. (Es. 43:10-12) Men nu skulle de også vidne om Jesu vigtige rolle i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn. De skulle forkynde at dette navn helliges ved hans messianske rige. Når de vidnede om Jesus var det således til ære for Jehova. (Rom. 16:25-27; Fil. 2:9-11) De vidnede om at Jehova ikke havde løjet, at han efter mere end 4000 år endelig havde ladet den længe ventede Messias eller Kristus fremstå!

De kristne vidner for Jehova i det første århundrede fik også et enestående ansvar — et ansvar som stadig påhviler sande kristne den dag i dag.

„Gå . . . og gør disciple“

Efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde, viste han sig for sine disciple, som var samlet på et bjerg i Galilæa. Dér forklarede Jesus hvilket arbejde de skulle udføre: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20) Tænk engang over hvad denne store opgave indebar.

Jesus sagde at de skulle ’gå ud’ — men til hvem? Til „folk af alle nationerne“. Dette var en ny befaling, og den udgjorde en særlig udfordring for jødiske troende. (Jævnfør Apostelgerninger 10:9-16, 28.) Før Jesu tid var hedninger blevet budt velkommen når de kom til Israel fordi de var interesserede i den sande tilbedelse. (1 Kong. 8:41-43) Jesus havde tidligere befalet apostlene at gå ud og forkynde; men dengang gjaldt forkyndelsen  kun „de bortkomne får af Israels hus“. (Matt. 10:1, 6, 7) Nu skulle de gå ud til folk af alle nationer. Hvorfor?

„Gør disciple,“ befalede Jesus. Ja, hans disciple blev bemyndiget til at gøre andre til disciple. Hvad indebærer det? En discipel er en lærling, en der oplæres — dog ikke blot en elev, men en tilhænger. En discipel anerkender ikke kun Jesu myndighed i sit indre, ved at tro på ham, men også i det ydre, ved at adlyde ham. Theological Dictionary of the New Testament siger om det græske ord der oversættes med „discipel“ (mathētēsʹ) at det „indeholder tanken om en personlig tilknytning som former hele tilværelsen for den der beskrives som [en discipel]“.

„Idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer,“ tilføjede Jesus. For at opdyrke en personlig tilknytning til Jesus må man lære at „holde alt det“ han har befalet, deriblandt at „denne gode nyhed om riget“ skal forkyndes. (Matt. 24:14) Kun på den måde kan man blive en discipel i ordets sande betydning. Og det er kun dem der tager imod undervisning og bliver sande disciple, som bliver døbt.

„Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning,“ lovede Jesus sine disciple. Jesu lære er altid aktuel, den bliver aldrig forældet. De kristne er derfor den dag i dag forpligtede til at gøre andre til disciple.

Kristi disciple fik således tildelt en ansvarsfuld opgave, nemlig at gøre disciple blandt alle nationerne. For at gøre mennesker til disciple af Kristus måtte de imidlertid forkynde om Jehovas navn og rige, for det var det deres forbillede, Jesus, havde gjort. (Luk. 4:43; Joh. 17:26) De der lyttede til Kristi lære og blev disciple, blev dermed kristne vidner for Jehova. Nu blev man ikke længere et vidne for Jehova ved fødselen, ved at blive født ind i den jødiske nation. Nu var det noget man selv valgte at blive. De der blev vidner gjorde det fordi de elskede Jehova og oprigtigt ønskede at indordne sig under hans suveræne herredømme. — 1 Joh. 5:3.

Men fuldførte Jehovas vidner i det første århundrede deres opgave? Tjente de som vidner for Gud og Kristus, og gjorde de ’disciple af folk af alle nationer’?

„Til jordens fjerneste egne“

Kort efter at Jesus havde overdraget sine disciple deres opgave, vendte han tilbage til sin Fader i himmelen. (Apg. 1:9-11) Ti dage senere, på pinsedagen i år 33, begyndte det omfattende arbejde med at gøre  disciple. Jesus udgød den hellige ånd over sine ventende disciple, som han havde lovet. (Apg. 2:1-4; jævnfør Lukas 24:49 og Apostelgerninger 1:4, 5.) Det førte til at de blev fyldt med iver efter at forkynde om den opstandne Kristus og hans fremtidige genkomst i Rigets magt.

I overensstemmelse med Jesu anvisninger begyndte disciplene i det første århundrede at forkynde om Gud og Kristus dér i Jerusalem. (Apg. 1:8) Apostelen Peter gik foran og ’vidnede grundigt’ for de tusinder af jøder der var kommet til Jerusalem fra mange lande for at fejre pinsen. (Apg. 2:5-11, 40) Snart var antallet af troende mænd kommet op på cirka 5000. (Apg. 4:4; 6:7) Senere forkyndte Filip „den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn“ for samaritanerne. — Apg. 8:12.

Men der var meget mere der skulle gøres. Fra og med år 36, da Kornelius, en uomskåren hedning, blev omvendt, blev den gode nyhed forkyndt for ikkejøder af alle nationer. (Apg., kap. 10) Den gode nyhed spredtes så hurtigt at apostelen Paulus omkring år 60 kunne sige at den var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:23) Ved udløbet af det første århundrede havde Jesu trofaste efterfølgere således gjort disciple i hele Romerriget — i Asien, Europa og Afrika!

I betragtning af at de kristne vidner for Jehova i det første århundrede udrettede så meget på så kort tid, må vi spørge: Var de organiserede? Og i så fald, hvordan?

Den kristne menigheds organisering

Fra Moses’ tid indtog det jødiske folk en særstilling — det tjente som Guds menighed. Denne menighed var af Gud godt organiseret under ældste, overhoveder, dommere og forstandere. (Jos. 23:1, 2) Men det jødiske folk mistede sin privilegerede stilling fordi det forkastede Jehovas søn. (Matt. 21:42, 43; 23:37, 38; Apg. 4:24-28) På pinsedagen år 33 blev Israels menighed afløst af Guds kristne menighed. a Hvordan var denne kristne menighed organiseret?

Allerede på Pinsedagen var disciplene „helt optaget af apostlenes lære“, hvilket viser at de fra begyndelsen var forenede i lærespørgsmål. Lige fra denne første dag mødtes de „i enighed“. (Apg. 2:42, 46, DA92) Efterhånden som antallet af disciple steg begyndte der at blive dannet menigheder af troende, først i Jerusalem og siden andre steder. (Apg. 8:1; 9:31; 11:19-21; 14:21-23) De havde for vane at samles både offentligt og i private hjem. — Apg. 19:8, 9; Rom. 16:3, 5; Kol. 4:15.

Hvad hindrede den voksende kristne menighed i at blive et løst forbund af uafhængige lokale menigheder? At de var forenede under én leder.  Jesus Kristus var helt fra begyndelsen menighedens udnævnte herre og hoved, og alle menighederne anerkendte ham som sådan. (Apg. 2:34-36; Ef. 1:22) Fra himmelen ledede Kristus aktivt sin menighed på jorden. Hvordan? Ved hjælp af hellig ånd og engle, som Jehova havde stillet til hans rådighed. — Apg. 2:33; jævnfør Apostelgerninger 5:19, 20; 8:26; Første Petersbrev 3:22.

Kristus havde også noget andet til rådighed som hjalp ham til at bevare den kristne menigheds enhed — et synligt styrende råd. I begyndelsen bestod det styrende råd af Jesu trofaste apostle. Senere omfattede det andre ældste i menigheden i Jerusalem samt apostelen Paulus, selv om han ikke boede i Jerusalem. Hver menighed anerkendte den myndighed der blev udøvet af dette centrale råd af ældste, og de henvendte sig til det for at få vejledning når der opstod organisations- eller læremæssige spørgsmål. (Apg. 2:42; 6:1-6; 8:14-17; 11:22; 15:1-31) Med hvilket resultat? „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apg. 16:4, 5.

Under den hellige ånds ledelse førte det styrende råd tilsyn med udnævnelsen af tilsynsmænd og deres assistenter, menighedstjenere, som skulle tage sig af de enkelte menigheder. Disse mænd skulle have nogle åndelige kvalifikationer som krævedes i alle menighederne; de skulle ikke bare opfylde nogle normer som var fastlagt lokalt. (1 Tim. 3:1-13; Tit. 1:5-9; 1 Pet. 5:1-3) Tilsynsmændene blev opfordret til at følge Bibelen og underordne sig den hellige ånds ledelse. (Apg. 20:28; Tit. 1:9) Alle menighedens medlemmer blev tilskyndet til at ’være lydige mod dem der førte an’. (Hebr. 13:17) På denne måde blev enheden bevaret, ikke blot i de enkelte menigheder, men i den kristne menighed som et hele.

Selv om nogle mænd havde ansvarsfulde stillinger, var de kristne i det første århundrede ikke delt op i et præsteskab og et lægfolk. De var alle brødre; der var kun én leder, Kristus. — Matt. 23:8, 10.

Kendt på deres hellige adfærd og kærlighed

Det vidnesbyrd Jehovas vidner i det første århundrede aflagde, var ikke begrænset til „frugt af læber“. (Hebr. 13:15) At de kristne vidner var disciple prægede hele deres tilværelse. De nøjedes ikke med at forkynde deres tro; de lod deres tro forme deres liv. De afførte sig den gamle personlighed med dens syndige forehavender og bestræbte sig for at iføre sig den nye personlighed der var skabt i overensstemmelse med Guds vilje. (Kol. 3:5-10) De var sandfærdige og ærlige, arbejdsomme og pålidelige. (Ef. 4:25, 28) De var moralsk rene — kønslig umoralitet var strengt forbudt. Det samme gjaldt drukkenskab og afgudsdyrkelse. (Gal. 5:19-21) Det var derfor med god grund at kristendommen blev kendt som  „Vejen“, en livsform der drejede sig om troen på Kristus. De der fulgte „Vejen“, fulgte lige i hans fodspor. — Apg. 9:1, 2; 1 Pet. 2:21, 22.

Én af deres egenskaber var særlig fremtrædende — deres kærlighed. De første kristne viste kærlig omsorg for deres trosfæller. (Rom. 15:26; Gal. 2:10) De elskede dem, ikke som sig selv, men højere end sig selv. (Jævnfør Filipperbrevet 2:25-30.) De var endda villige til at dø for hinanden. Men det er faktisk ikke overraskende. Var Jesus ikke også villig til at dø for dem? (Joh. 15:13; jævnfør Lukas 6:40.) Han kunne sige til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Kristus sagde at hans disciple skulle vise en sådan selvopofrende kærlighed, og hans efterfølgere i det første århundrede fulgte nøje denne befaling. — Matt. 28:20.

’Ikke en del af verden’

Hvis de kristne i det første århundrede skulle leve op til deres ansvar for at gøre disciple og være vidner for Gud og Kristus, kunne de ikke tillade sig at blive distraheret af verdslige anliggender; de måtte koncentrere sig om den opgave de havde fået. Det havde Jesus gjort. Han sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Og til sine disciple sagde han: ’I er ikke en del af verden.’ (Joh. 15:19) I lighed med Jesus holdt de første kristne sig derfor adskilt fra verden; de tog ikke del i politik eller krige. (Jævnfør Johannes 6:15.) De lod sig heller ikke lokke i en snare af verdens livsform — dens jag efter materielle ting og dens overdrevne trang til nydelser. — Luk. 12:29-31; Rom. 12:2; 1 Pet. 4:3, 4.

Ved at holde sig adskilt fra verden blev det første århundredes kristne vidner som et samfund for sig selv. Historikeren E. G. Hardy skriver i sin bog Christianity and the Roman Government: „De kristne var fremmede og pilgrimme i verden; deres borgerskab var i himmelen; det rige de så frem til var ikke af denne verden. Den heraf følgende mangel på interesse for offentlige anliggender blev således fra første færd et bemærkelsesværdigt træk ved kristendommens tilhængere.“

Forfulgt for retfærdigheds skyld

„En træl er ikke større end sin herre,“ sagde Jesus advarende. „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Før Jesus døde på marterpælen  blev han udsat for hård forfølgelse. (Matt. 26:67; 27:26-31, 38-44) Og som Jesus havde forudsagt, fik hans disciple snart en lignende behandling. (Matt. 10:22, 23) Men hvorfor?

Det varede ikke længe før de første kristne blev bemærket af andre. Det var mennesker med høje principper hvad moral og uangribelighed angik. De arbejdede frimodigt og nidkært på at gøre disciple, og resultatet blev at tusinder af mennesker forlod falsk religion og blev kristne. De nægtede at blande sig i verdens anliggender. De ville ikke være med til at tilbede kejseren. Det er derfor ikke overraskende at de snart blev udsat for en ondsindet forfølgelse som var anstiftet af falske religiøse ledere og forkert informerede politiske herskere. (Apg. 12:1-5; 13:45, 50; 14:1-7; 16:19-24) Disse var imidlertid blot jordiske redskaber for den egentlige forfølger — „slangen fra fortiden“, Satan. (Åb. 12:9; jævnfør Åbenbaringen 12:12, 17.) Hvad ønskede han at opnå? At undertrykke kristendommen og sætte en stopper for de kristnes frimodige forkyndelse.

Men ingen form for forfølgelse kunne lukke munden på Jehovas vidner i det første århundrede. Det var Gud der gennem Kristus havde givet dem deres bemyndigelse til at forkynde, og de var fast besluttede på at  adlyde Gud mere end mennesker. (Apg. 4:19, 20, 29; 5:27-32) De stolede på Jehovas styrke, i tillid til at han ville belønne sine loyale vidner for deres udholdenhed. — Matt. 5:10; Rom. 8:35-39; 15:5.

Historien bekræfter at de romerske myndigheder ikke kunne udrydde Jehovas første kristne vidner gennem deres forfølgelse. Josefus, en jødisk historiker fra det første århundrede e.v.t., skriver: „Og den stamme som kaldes de kristne efter [Jesus], er den dag i dag [omkring år 93 e.v.t.] ikke forsvundet.“ — Jødernes Oldtidshistorie, XVIII, 64 (iii, 3).

Beretningen om det vidnesbyrd Jehovas vidner aflagde i det første århundrede, åbenbarer en række tydelige kendetegn: De fulgte frimodigt og nidkært befalingen til at vidne om Gud og Kristus og gøre disciple, de havde en organisationsmæssig opbygning hvori alle var brødre og der ikke var nogen opdeling i præsteskab og lægfolk, de holdt fast ved høje moralnormer og elskede hinanden, de tog afstand fra verdens livsform og anliggender, og de blev forfulgt for retfærdigheds skyld.

Men ved udløbet af det første århundrede blev den forenede kristne menighed truet af en alvorlig og snigende fare.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 26]

De nye disciple skulle ikke blot være passive troende, men aktive efterlignere af Kristus

[Tekstcitat på side 27]

Nu blev man ikke født som et vidne for Jehova; det var noget man selv valgte at blive

[Tekstcitat på side 28]

Ved udløbet af det første århundrede havde de kristne vidner for Jehova gjort disciple i Asien, Europa og Afrika!

[Tekstcitat på side 29]

De kristne i det første århundrede var ikke delt op i et præsteskab og et lægfolk

[Ramme på side 27]

Kristendommen spredtes som følge af nidkær forkyndelse

Drevet af en uudslukkelig nidkærhed gjorde de første kristne vidner for Jehova sig de største anstrengelser for at give den gode nyhed den størst mulige udbredelse. Edward Gibbon skriver i „Det romerske riges forfald og undergang“ at „de kristnes virksomme trosiver . . . havde ført til kristendommens udbredelse over alle rigets [Romerrigets] provinser og til næsten hver eneste by“. Professor J. W. Thompson skriver i „History of the Middle Ages“: „Kristendommen havde med bemærkelsesværdig hast bredt sig i den romerske verden. Omkring år 100 fandtes der sikkert kristne samfund i hver eneste provins der grænsede op til Middelhavet.“

[Ramme på side 30]

’Kristendommens sejre’

Ikkebibelske kilder bekræfter at de første kristne udmærkede sig ved deres livsførelse og kærlighed. Historikeren John Lord skrev: „Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære. . . . Vi har vidnesbyrd om deres ulastelige liv, deres udadlelige moral, deres gode borgerskab og deres kristne barmhjertighed.“ — „The Old Roman World.“

[Illustration på side 31]

Et centralt, styrende råd var med til at lede menighederne, men de så alle hen til Kristus som deres leder

[Illustration på side 32]

De første kristne blev udsat for ondsindet forfølgelse