Kapitel 26

Fremstilling af bibelsk læsestof til brug i forkyndelsen

DET skrevne ord har spillet en vigtig rolle i den sande tilbedelse. Jehova gav israelitterne De Ti Bud, først mundtligt og derefter skriftligt. (2 Mos. 20:1-17; 31:18; Gal. 3:19) For at sikre sig at hans ord blev overleveret nøjagtigt, befalede han Moses og en lang række profeter og apostle efter ham at skrive det ned. — 2 Mos. 34:27; Jer. 30:2; Hab. 2:2; Åb. 1:11.

Det meste af det der blev skrevet i begyndelsen, blev skrevet på skriftruller. Men i det andet århundrede e.v.t. opfandt man kodeksen, bladbogen, som var mere økonomisk og lettere at bruge. Og det var især de kristne der gjorde brug af den, da de straks så hvor værdifuld den var i arbejdet med at udbrede den gode nyhed om Guds messianske rige. Professor E. J. Goodspeed siger i bogen Christianity Goes to Press om de første kristne som bogudgivere: „De fulgte ikke blot med tiden hvad dette angår, men de var forud for deres tid, og de efterfølgende århundreders udgivere har fulgt deres eksempel.“ — 1940, s. 78.

Det er derfor ikke nogen overraskelse at Jehovas vidner i dag, som forkyndere af Guds rige, i nogle henseender har været fremme i trykkeindustriens frontlinje.

Læsestof til de første bibelstudenter

En af de første artikler C. T. Russell skrev, blev trykt i 1876 i bladet Bible Examiner, redigeret af George Storrs i Brooklyn, New York. Efter at broder Russell var begyndt at samarbejde med N. H. Barbour fra Rochester, New York, stillede han midler til rådighed til udgivelse af bogen Three Worlds og bladet Herald of the Morning. Han var medredaktør af bladet, og i 1877 brugte han dets produktionsapparat til at udgive brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). Broder Russell havde både åndelig og forretningsmæssig erfaring, mens Barbour havde forstand på typografi og trykning.

Da Barbour fornægtede læren om Jesu offers genløsende værdi, afbrød broder Russell imidlertid forbindelsen med ham. Da Russell i  1879 begyndte at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, måtte han derfor til at benytte kommercielle trykkerier.

Året efter skrev han den første af en lang række traktater der tog sigte på at vække folks interesse for de bibelske sandheder. Dette traktatarbejde blev snart meget omfattende. For at kunne udføre det oprettede man den 16. februar 1881 et selskab, Zion’s Watch Tower Tract Society, med W. H. Conley som præsident og C. T. Russell som sekretær og kasserer. Trykningen blev udført af kommercielle firmaer i forskellige byer i staterne Pennsylvanien, New York og Ohio, samt i England. I 1884 blev Zion’s Watch Tower Tract Society a juridisk indregistreret med C. T. Russell som præsident, og som det fremgik af selskabets vedtægter var det andet og mere end et forlag. Dets egentlige formål var religiøst; det var oprettet i den hensigt at „udbrede Bibelens sandheder på forskellige sprog“.

Denne hensigt opfyldtes med stor nidkærhed. I 1881 blev der i løbet af blot fire måneder fremstillet 1.200.000 traktater med et samlet sidetal på omkring 200.000.000. (Mange af disse „traktater“ var i virkeligheden små bøger.) Derefter blev der år efter år fremstillet mange millioner bibelske traktater til gratis uddeling. Disse traktater blev trykt på omkring 30 sprog og blev ikke alene spredt i Amerika men også i Europa, Sydafrika, Australien og andre steder.

En anden side af arbejdet begyndte i 1886, da broder Russell var færdig med at skrive Guds Verdensplan, det første af seks bind som han personligt forfattede. I forbindelse med udgivelsen af de fire første bind i denne serie (1886-97), foruden traktater og Watch Tower fra 1887 til 1898, gjorde han brug af Tower Publishing Company. b Efterhånden blev sættearbejdet og ombrydningen udført af brødrene i Bibelhuset i Pittsburgh. For at holde udgifterne nede indkøbte de også papiret til trykningen. Selve trykningen og indbindingen fik broder Russell ofte udført af flere forskellige firmaer. Han planlagde omhyggeligt og bestilte oplagene i så god tid i forvejen at han kunne opnå gunstige priser. Fra udgivelsen  af C. T. Russells første bog frem til 1916 blev der i alt trykt og spredt 9.384.000 bind af denne bogserie.

Udgivelsen af bibelsk læsestof ophørte ikke med broder Russells død. Året efter blev det syvende bind af Studier i Skriften trykt. Udgivelsen blev bekendtgjort for betelfamilien den 17. juli 1917. Bogen blev revet væk så hurtigt at Selskabet ved årets slutning havde afgivet ordrer på 850.000 eksemplarer på engelsk hos kommercielle trykkere og bogbindere. I Europa blev der fremstillet oplag på andre sprog. Desuden blev der samme år trykt omkring 38 millioner traktater.

Men så kom den hårde forfølgelse i 1918, hvor mange af Selskabets ledere uretfærdigt blev fængslet og hovedkontoret (der lå i Brooklyn) blev lukket. Trykpladerne blev ødelagt. Den stærkt reducerede stab flyttede kontoret tilbage til Pittsburgh, til andensalen i en bygning på Federal Street 119. Ville dette mon sætte en stopper for deres fremstilling af bibelsk læsestof?

Skulle de trykke selv?

Efter at Selskabets præsident, J. F. Rutherford, og hans medarbejdere var blevet løsladt fra fængselet, samledes bibelstudenterne til et stævne i Cedar Point, Ohio, i 1919. De overvejede hvad Gud havde tilladt at ske i det forløbne år og hvad hans ord viste at de skulle gøre i den kommende tid. Det blev bekendtgjort at der ville udkomme et nyt blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), som skulle bruges til at henvise folk til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Som man havde gjort før, fik man et kommercielt firma til at sørge for trykningen. Men tiderne var skiftet. Der var uro på arbejdspladserne inden for trykkeindustrien, og der var problemer på papirmarkedet. En mere pålidelig løsning var påkrævet. Brødrene lagde sagen frem i bøn og ventede på Herrens ledelse.

Det første spørgsmål var: Hvor skulle de placere Selskabets kontor? Skulle de flytte hovedkontoret tilbage til Brooklyn? Selskabets bestyrelse overvejede sagen, og man udpegede et udvalg til at undersøge situationen.

Broder Rutherford instruerede C. A. Wise, Selskabets vicepræsident, om at rejse til Brooklyn og undersøge om betelhjemmet kunne genåbnes og der kunne lejes lokaler hvor Selskabet kunne begynde at trykke. Interesseret i at vide hvilken kurs Gud ville velsigne, sagde broder Rutherford: „Rejs til New York og se om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage til Brooklyn.“

„Hvordan kan jeg afgøre om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage?“ spurgte broder Wise.

 „Det var kulmangelen i 1918 der tvang os til at flytte fra Brooklyn tilbage til Pittsburgh,“ c svarede broder Rutherford. „Lad os gøre kul til prøvestenen denne gang også. Tag ind og bestil noget kul.“

„Hvor mange tons mener du at jeg skal bestille for at det kan være en prøve?“

„Det skal være en ordentlig prøve,“ anbefalede broder Rutherford. „Bestil 500 tons.“

Det gjorde broder Wise. Og hvad blev resultatet? Da han ansøgte myndighederne fik han bevilget tilladelse til at købe 500 tons kul — nok til flere år! Men hvor skulle de gøre af det? Store dele af betelhjemmets kælder blev omdannet til kullager.

Denne vellykkede prøve blev opfattet som et umiskendeligt tegn på hvad der var Guds vilje. Den 1. oktober 1919 var man tilbage i Brooklyn og i gang med arbejdet der.

Skulle man nu begynde at trykke selv? Brødrene forsøgte at købe en rotationspresse til at trykke blade på, men de fik at vide at der kun fandtes ganske få af den slags i De Forenede Stater og at der ikke var nogen chance for at skaffe en de første mange måneder. Men de stolede på at hvis det var Herrens vilje, ville han sørge for en udvej. Og det gjorde han!

Kun få måneder efter at de var vendt tilbage til Brooklyn, lykkedes det dem at købe en rotationspresse. Otte gader fra betelhjemmet, på Myrtle Avenue 35, lejede de tre etager i en bygning. I begyndelsen af 1920 havde Selskabet sit eget lille — men veludstyrede — trykkeri. Brødre som havde tilstrækkelig erfaring i at betjene maskinerne tilbød at hjælpe med arbejdet.

The Watch Tower for 1. februar dette år blev trykt på Selskabets egen maskine. I april fremstillede man også selv The Golden Age. Ved årsskiftet kunne Vagt-Taarnet med glæde rapportere: „Alt Arbejdet med The Watch Tower, The Golden Age og mange af Smaabøgerne [er] det meste af Aaret . . . blevet udført af indviede Brødre, hvis Handlinger kun blev ledet af eet Motiv, nemlig Kærlighed til Herren og hans retfærdige Sag. . . . Naar andre Blade og Tidsskrifter var nødsaget til at standse paa Grund af Papirmangel eller Arbejdervanskeligheder, kunde vi fortsætte uden Vanskelighed.“

Trykkeriet var ikke særlig stort, men produktionen var forbløffende. Det faste oplag af The Watch Tower var på 60.000 eksemplarer. Men man trykte også The Golden Age, og det første år var nummeret for 29. september  et særnummer. Det indeholdt en detaljeret afsløring af bagmændene bag forfølgelsen af bibelstudenterne fra 1917 til 1920, og det blev trykt i fire millioner eksemplarer! En af trykkerne sagde senere: ’Alle undtagen kokken var med til at få det nummer ud.’

Det første år man trykte blade på rotationspressen spurgte broder Rutherford brødrene om de også kunne trykke brochurer på den. Umiddelbart syntes det ikke at være muligt. Fabrikken der havde fremstillet maskinen, sagde at det ikke kunne lade sig gøre. Men brødrene forsøgte, og det gik godt. De opfandt også deres egen falsemaskine og nedskar dermed behovet for arbejdskraft til dette led i produktionen fra tolv til to mand. Hvad var årsagen til deres succes? „Erfaring og Herrens velsignelse,“ lød trykkerilederens forklaring.

Det var imidlertid ikke kun i Brooklyn at Selskabet drev trykkerivirksomhed. Noget af det fremmedsprogede arbejde blev ledet fra et kontor i Michigan. For at dække behovet i forbindelse med dette arbejde installerede Selskabet i 1921 en sættemaskine, nogle trykkemaskiner og andet udstyr i Detroit i Michigan. Her blev der trykt publikationer på polsk, russisk, ukrainsk og andre sprog.

Samme år udgav Selskabet Guds Harpe (dansk 1922), der var skrevet som en bibelstudiebog for begyndere. Indtil 1921 havde Selskabet endnu ikke prøvet at trykke og indbinde bøger selv. Skulle man forsøge at påtage sig dette arbejde også? Endnu en gang søgte man Herrens ledelse.

Indviede brødre trykker og indbinder bøger

I 1920 havde The Watch Tower rapporteret at mange kolportører var blevet tvunget til at opgive deres tjeneste fordi trykkerne og bogbinderne ikke havde været i stand til at effektuere Selskabets ordrer. Brødrene på hovedkontoret tænkte at hvis man ikke var afhængig af de kommercielle producenter med alle deres arbejderproblemer, ville man kunne aflægge et større vidnesbyrd om Guds hensigt med menneskeheden. Hvis man selv trykte og indbandt bøgerne, ville det også blive vanskeligere for modstandere at lægge hindringer i vejen for arbejdet. Desuden håbede man med tiden at kunne nedskære udgifterne, så bøgerne kunne spredes billigere til offentligheden.

 Men det ville kræve mere plads og udstyr, og brødrene måtte lære nye færdigheder. Kunne de det? Trykkeritilsynsmanden, Robert J. Martin, erindrede sig at Jehova på Moses’ tid havde ’fyldt Bezalel og Oholiab med visdom i hjertet til at udføre al slags arbejde’ som var nødvendigt for at opføre det hellige tabernakel. (2 Mos. 35:30-35) Med denne bibelske beretning i tanke var broder Martin overbevist om at Jehova også ville gøre hvad der skulle til for at hans tjenere kunne fremstille bøger til brug i forkyndelsen af Riget.

Efter mange overvejelser og bønner begyndte planerne at tage form. I et tilbageblik på begivenhederne skrev broder Martin senere til broder Rutherford: „Den største dag var dog den dag da du ville vide om der var nogen bestemt grund til at vi ikke fremstillede vore egne bøger. Tanken herom var lige ved at tage vejret fra os. Det ville betyde at vi måtte indrette en hel virksomhed til, komplet udstyret med sætteri, galvanoanstalt, trykkeri og bogbinderi, at vi skulle lære at betjene en halv snes nye maskiner som vi på nuværende tidspunkt ikke kendte, ja knap nok vidste eksisterede, og at vi skulle lære en halv snes nye fag. Men det var alligevel den bedste udvej hvis vi skulle komme uden om de høje bogpriser efter krigen.

Du lejede den seksetages bygning på Concord Street 18 (hvoraf to etager optoges af andre virksomheder), og den 1. marts 1922 flyttede vi ind. Du havde sørget for et komplet udstyr af maskiner til sætning, galvanofremstilling, trykning og indbinding, det meste nyt, men også noget brugt derimellem, og vi tog fat på arbejdet.

Da en af de store trykkerivirksomheder der havde udført størstedelen af vort arbejde hørte hvad vi var i færd med, kom chefen i egen høje person for at besøge os. Han så hele det nye udstyr og bemærkede tørt: ’Ja, her har De jo alt hvad der hører til et første klasses trykkeri, men ikke én her véd hvordan arbejdet skal gøres. Om seks måneder har De kun en bunke gammelt jern tilbage, og De vil opdage at de folk der skal trykke for Dem, er dem der hele tiden har gjort det og som har forstand på det.’

Det lød meget rigtigt, men han havde dog ladet én ude af betragtning: Herren. Han har altid været med os. Da vi skulle begynde at binde bøger ind sendte Han en broder til os som hele sit liv har arbejdet inden for bogbinderfaget. Han var en stor hjælp og kom lige som vi havde brug for ham. Takket være ham og takket være Herrens ånd der virkede på de brødre der var under oplæring, varede det ikke længe før vi var i gang med at fremstille bøger.“

Da der var god plads i trykkeriet på Concord Street, blev trykkerivirksomheden i Detroit overført til Brooklyn. Det andet år i  det nye trykkeri fremstillede brødrene 70 procent af de bøger og brochurer der blev brugt, foruden blade, traktater og løbesedler. Året efter var arbejdets omfang taget til i den grad at man måtte inddrage de to sidste etager af bygningen i trykkeriet.

Kunne bogproduktionen sættes i vejret? Brødrene fik bygget en rotationspresse i Tyskland til dette formål, sendte den til Amerika og tog den i brug i 1926. Så vidt de vidste, var det første gang nogen prøvede at trykke bøger på en rotationspresse i Amerika.

Men det var ikke kun i Amerika bibelstudenterne drev trykkerivirksomhed.

Trykning i andre lande i begyndelsen

Ved hjælp af kommercielle firmaer havde broder Russell fået trykt brochurer i England så tidligt som i 1881. På samme måde blev der trykt  publikationer i Tyskland i 1903, i Grækenland i 1906, i Finland i 1910 og i Japan i 1913. I årene efter den første verdenskrig blev der trykt store mængder bøger, brochurer, blade og traktater i England, Skandinavien, Tyskland og Polen, og en del i Brasilien og Indien.

Og i 1920, samme år som Selskabet selv begyndte at trykke blade i Brooklyn, begyndte brødrene i Europa på noget af det samme. En gruppe brødre i Schweiz oprettede et trykkeri i Bern. Det var deres eget firma, men de var alle bibelstudenter, og de fremstillede publikationer til Selskabet på europæiske sprog til meget rimelige priser. Med tiden blev trykkeriet overdraget til Selskabet og udvidet. For at dække et påtrængende behov i nogle af de økonomisk forarmede lande i Europa på den tid, fremstillede man store mængder gratis publikationer. I slutningen af 1920’erne blev der udsendt publikationer på over en halv snes sprog fra dette trykkeri.

På samme tid mødte budskabet om Riget stor interesse i Rumænien. Trods hård modstand mod arbejdet der, oprettede Selskabet et trykkeri i Cluj for at kunne fremstille vore publikationer billigere og for lettere at kunne få dem ud til de sandhedshungrende mennesker i Rumænien og de omliggende lande. I 1924 blev der på dette trykkeri fremstillet næsten en kvart million indbundne bøger, foruden blade og brochurer, på rumænsk og ungarsk. Men én som havde tilsyn med arbejdet dér viste sig troløs og foretog sig ting som bevirkede at Selskabet mistede både bygningen og maskinerne. De trofaste brødre i Rumænien fortsatte dog med at gøre hvad de kunne for at udbrede Bibelens sandheder.

I Tyskland strømmede folk til bibelstudenternes møder efter den første verdenskrig. Men det tyske folk havde store økonomiske vanskeligheder. For af hensyn til dette at holde prisen på det bibelske læsestof nede, begyndte Selskabet også selv at trykke her. I 1922 fremstillede man tryksager på betelhjemmet i Barmen, på en trykkemaskine der var opstillet på en trappeafsats og en anden der stod i brændeskuret. Året efter flyttede brødrene til bedre lokaler i Magdeburg. Bygningerne her var gode, flere blev føjet til, og der blev installeret udstyr til trykning og indbinding. Ved slutningen af 1925 blev det rapporteret at trykkeriets kapacitet ville blive mindst lige så stor som på trykkeriet ved hovedkontoret i Brooklyn.

De fleste af de steder hvor brødrene gik i gang med at trykke selv, begyndte det i det små. Sådan var det i Korea, hvor Selskabet i 1922  indrettede et lille trykkeri hvor man kunne fremstille tryksager på koreansk samt på japansk og kinesisk. Efter nogle få år blev udstyret flyttet til Japan.

I 1924 fremstillede man også mindre tryksager i Canada og i Sydafrika. I 1925 blev der installeret en lille trykkemaskine i Australien og en anden i Brasilien, og inden længe trykte brødrene i Brasilien selv den portugisiske udgave af Vagttårnet. Selskabets kontor i England fik sit første trykkeudstyr i 1926. I 1929 blev den åndelige hunger i Spanien stillet ved hjælp af en udgave af Vagttårnet som blev fremstillet på en lille trykpresse der. To år senere begyndte en trykpresse at køre i afdelingskontorets kælder i Finland.

I mellemtiden blev der også foretaget udvidelser ved hovedkontoret.

Eget trykkeri på hovedkontoret

Siden 1920 havde Selskabet lejet sine trykkerilokaler i Brooklyn. Den bygning man havde brugt siden 1922 var ikke i så god stand; det hele rystede forfærdeligt når rotationspressen kørte i kælderen. Desuden behøvede man mere plads for at kunne klare den voksende arbejdsbyrde. Brødrene kom til det resultat at midlerne kunne anvendes bedre hvis man havde sit eget trykkeri.

Nogle få gader fra betelhjemmet fandtes en byggegrund der så ud til at ligge fordelagtigt, så man bød på den. Medicinalfirmaet Squibb bød imidlertid højere; men før dette firma kunne bygge på grunden måtte der nedrammes 1167 funderingspæle for at bygningerne kunne få et solidt underlag. (Mange år senere købte Vagttårnsselskabet i øvrigt de velfunderede  bygninger af Squibb.) Den grund Selskabet købte i 1926 havde imidlertid en god bæreevne, og der kunne umiddelbart bygges på den.

I februar 1927 flyttede brødrene ind i den nyopførte bygning på Adams Street 117 i Brooklyn. Her havde de næsten dobbelt så meget plads som før, og bygningen var velindrettet, idet produktionen begyndte på de øverste etager og bevægede sig ned gennem de forskellige afdelinger og sluttede i forsendelsesafdelingen i stueetagen.

Væksten fortsatte. Inden der var gået ti år måtte trykkeriet udvides, og senere måtte der udvides igen og igen. Foruden en årlig produktion på millioner af blade og brochurer fremstillede man op mod 10.000 indbundne bøger om dagen. Og da man i 1942 også begyndte at fremstille hele bibler, åbnede Vagttårnsselskabet igen nye døre inden for trykkeindustrien. Brødrene eksperimenterede indtil de kunne køre det tynde bibelpapir på rotationspresser — noget som andre trykkerier først forsøgte mange år senere.

Selv om man satsede på storproduktion glemte man ikke de små grupper der havde særlige behov. Allerede i 1910 samarbejdede en broder i Boston og en i Canada om at fremstille Selskabets litteratur på blindeskrift. I 1924 udsendte Selskabet publikationer til blinde fra et kontor i Logansport i staten Indiana. Men da efterspørgselen ikke var ret stor blev dette arbejde indstillet i 1936, og man forsøgte i højere grad at dække de blindes behov ved hjælp af grammofonplader og ved at vise dem personlig opmærksomhed. I 1960 tog man igen fat på at fremstille publikationer på blindeskrift — denne gang i større variation og med en gradvis voksende efterspørgsel.

Hård modstand — udfordringen tages op

I en række lande blev trykningen udført trods meget vanskelige forhold. Men brødrene var udholdende, i bevidstheden om at det var Jehova Gud der, gennem sin søn, havde pålagt dem at forkynde den gode nyhed om Riget. (Es. 61:1, 2; Mark. 13:10) I Grækenland indrettede brødrene for eksempel et trykkeri i 1936, men de nåede kun at bruge det i få måneder før en ny regering kom til magten og lukkede det hele. Og i Indien arbejdede Claude Goodman i 1940 i månedsvis på at opstille en trykkemaskine og lære at betjene den, kun for at opleve at politiet, udsendt af maharajaen, kom stormende ind, kørte trykkemaskinen væk og hældte alle de omhyggeligt sorterede typer i store blikspande.

 Mange andre steder gjorde love angående import af tryksager det nødvendigt for brødrene at overlade arbejdet til lokale kommercielle trykkerier, selv om Selskabet havde et trykkeri i et nærliggende land som var i stand til at udføre arbejdet. Det gjaldt for eksempel i Danmark, Letland og Ungarn midt i 1930’erne.

I 1933 tog de tyske myndigheder, tilskyndet af præsteskabet, skridt til at standse Jehovas Vidners trykkerivirksomhed i Tyskland. Politiet besatte Vagttårnsselskabets trykkeri i Magdeburg og lukkede det i april, men da de ikke kunne finde nogen belastende vidnesbyrd opgav de. I juni slog de imidlertid til igen. For at kunne fortsætte med at udbrede Rigets budskab oprettede Selskabet derefter et trykkeri i Prag, og en hel del maskiner blev flyttet dertil fra Magdeburg. Sådan lykkedes det de næste få år at trykke blade på to sprog og brochurer på seks sprog.

I 1939 marcherede Hitlers hære så imod Prag, og brødrene pakkede hurtigt udstyret sammen og sendte det ud af landet. Noget af det kom til Holland. Det viste sig at være godt, for de hollandske brødre havde fået vanskeligere ved at opretholde kontakten med trykkeriet i Schweiz. Nu lejede de så et lokale og trykte publikationerne selv på deres nyerhvervede maskiner. Det varede dog ikke længe før nazisterne kom og beslaglagde trykkeriet. Men brødrene havde brugt maskinerne så længe det var muligt.

Da en vilkårlig indgriben fra myndighedernes side tvang brødrene i Finland til at holde op med at udgive Vagttårnet under krigen, duplikerede de hovedartiklerne og sendte dem ud med kurér. Efter at Østrig var kommet under nazistisk herredømme i 1938, blev Vagttårnet trykt på en duplikator der hele tiden måtte flyttes fra sted til sted for at være uden for Gestapos rækkevidde. Under krigstidens forbud i Canada måtte brødrene også hele tiden flytte deres trykkeudstyr for stadig at kunne forsyne brodersamfundet med åndelig føde.

Da Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Australien, trykte brødrene selv deres blade, og de trykte og indbandt endda bøger — noget som de ikke før havde gjort, selv under mere gunstige forhold. De måtte flytte bogbinderiet 16 gange for at udstyret ikke skulle blive konfiskeret, men det lykkedes dem alligevel at fremstille 20.000 indbundne bøger i tide til et stævne som de holdt i 1941, trods overvældende vanskeligheder.

 Udvidelser efter den anden verdenskrig

Efter krigens afslutning samledes Jehovas vidner i 1946 til et internationalt stævne i Cleveland i Ohio. Dér talte Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, om reorganisering og udvidelse. Siden krigens udbrud var antallet af Jehovas vidner blevet forøget med 157 procent, og missionærerne åbnede hastigt nye distrikter. For at kunne dække den verdensomspændende efterspørgsel efter bibelsk læsestof planlagde man at udvide hovedkontorets faciliteter i Brooklyn, oplyste broder Knorr. Den foreslåede udvidelse ville mere end fordoble det oprindelige trykkeri fra 1927, og betelhjemmet ville blive stærkt udvidet så der blev plads til alle de frivillige medarbejdere. Udvidelserne blev gjort færdige og taget i brug i begyndelsen af 1950.

Trykkeriet og kontoret i Brooklyn har måttet udvides igen og igen siden 1950. I 1992 dækkede de omkring otte husblokke og havde et samlet  gulvareal på 230.071 kvadratmeter. Det er ikke bare bygninger hvori der fremstilles bøger. Det er bygninger der er indviet til Jehova, til fremstilling af læsestof hvorigennem folk kan lære hvilke krav de må opfylde for at opnå evigt liv.

Nogle steder var det vanskeligt at få Selskabets trykkerier i gang igen efter den anden verdenskrig. Selskabets trykkeri- og kontorkompleks i Magdeburg i Tyskland lå i den kommunistisk kontrollerede zone. De tyske Jehovas vidner flyttede tilbage, men de nåede kun at drive trykkeriet i kort tid før det igen blev beslaglagt. For at dække behovet i Vesttyskland måtte man oprette et trykkeri der. Byerne lå i ruiner efter bombardementerne. Men det lykkedes snart brødrene at få lov at bruge et lille trykkeri der var blevet drevet af nazisterne i Karlsruhe. I 1948 havde de to trykkemaskiner kørende dag og nat i en bygning som blev stillet til rådighed for dem i Wiesbaden. Året efter udvidede de lokalerne i Wiesbaden og  firdoblede antallet af trykkemaskiner for at dække behovet blandt det hastigt voksende antal forkyndere af Riget i den del af arbejdsmarken.

Da Selskabet igen begyndte at trykke frit i Grækenland i 1946, var elforsyningen langtfra pålidelig. Somme tider var strømmen afbrudt i timer ad gangen. I Nigeria havde brødrene samme problem i 1977. Indtil trykkeriet dér fik sin egen generator gik trykkerne på arbejde når som helst der var strøm, hvad enten det var dag eller nat. På grund af den ånd de lagde for dagen kom der aldrig til at mangle et eneste nummer af Vagttårnet.

Efter et besøg af broder Knorr i Sydafrika i 1948 købte man en byggegrund i Elandsfontein, og tidligt i 1952 kunne man rykke ind i et nyt trykkeri der — det første som Selskabet selv havde bygget i Sydafrika. På en nyindkøbt trykkemaskine begyndte man at trykke bladene på otte sprog der tales i Afrika. I 1954 blev afdelingskontoret i Sverige i stand til selv at trykke sine blade, og i 1957 skete det samme på afdelingskontoret i Danmark.

Som behovet for læsestof voksede blev der anskaffet hurtiggående rotationstrykkemaskiner, først til ét afdelingskontor, så til et andet. Canada  fik sin første i 1958, England sin i 1959. I 1975 havde Vagttårnsselskabet 70 store rotationspresser i sine trykkerier rundt om i verden.

Et globalt netværk af trykkerier

Fra og med slutningen af 1960’erne gik Vagttårnsselskabet stærkt ind for yderligere at decentralisere trykkevirksomheden. Antallet af Jehovas vidner voksede meget hurtigt. Man behøvede mere trykkeriplads for at kunne fremstille bibelsk læsestof nok til eget brug og til udbredelse blandt offentligheden. Men det gik trægt med at udvide i Brooklyn. Dels var der mangel på ledige ejendomme og dels stødte man på offentligt bureaukrati. Det blev planlagt at flytte mere af trykningen andre steder hen.

I 1969 begyndte man derfor at projektere et nyt trykkeri der skulle opføres i nærheden af Wallkill i staten New York, cirka 150 kilometer nordvest for Brooklyn. Dermed blev hovedkontorets faciliteter både forøget og spredt ud, og med tiden ville næsten hele forsyningen af Vagttårnet og Vågn op! til De Forenede Stater komme fra Wallkill. Tre år senere var endnu et trykkeri til Wallkill på tegnebrættet, dette langt større end det første. I 1977 udspyede rotationspresserne der over 18 millioner  blade om måneden. I 1992 brugte man store MAN-Roland og Hantscho offsetmaskiner (blot 4 offsetmaskiner i stedet for de tidligere 15 bogtrykmaskiner), og produktionskapaciteten var på godt og vel en million blade om dagen.

Da man begyndte at lægge planer om at flytte noget af trykkerivirksomheden til Wallkill, blev Vagttårnet trykt i Brooklyn på 32 af de 72 sprog det da udkom på, og Vågn op! på 14 af sine 26 sprog. Omkring 60 procent af det samlede antal blade der blev trykt i hele verden, blev fremstillet på hovedkontorets trykkeri. Det ville være praktisk at få mere af dette arbejde gjort i lande uden for De Forenede Stater, og af vore egne brødre der i stedet for af kommercielle firmaer. Så ville den vigtige åndelige føde stadig kunne tilvejebringes, selv om kommende verdenskriser eller regeringsindgreb mod Jehovas Vidners arbejde skulle lægge hindringer i vejen for virksomheden nogle steder på jorden.

Næsten to år før det første trykkeri i Wallkill blev taget i brug, begyndte man derfor i 1971 at opføre et helt nyt trykkeri i Numazu i Japan. En femdobling af forkyndertallet i Japan i det foregående årti tydede på at der ville blive brug for mange bibelske publikationer der. Samtidig blev afdelingskontorets faciliteter i Brasilien udvidet. Det samme skete i Sydafrika, hvor man fremstillede bibelsk læsestof på over en snes afrikanske sprog. Året efter, i 1972, blev størrelsen af Selskabets trykkeri i Australien firdoblet for at hvert nummer af Vagttårnet og Vågn op! kunne nå ud i den del af verden uden at blive forsinket af den lange forsendelsestid. Der blev også bygget et trykkeri i Frankrig og et på Filippinerne.

I begyndelsen af 1972 rejste N. H. Knorr og tilsynsmanden for trykkeriet i Brooklyn, M. H. Larson, rundt for at se på det arbejde der udførtes i forskellige lande, med det formål at organisere tingene så faciliteterne blev brugt bedst muligt og at lægge grunden til yderligere udvidelser. Deres rejse førte dem til 16 lande i Sydamerika, Afrika og Det Fjerne Østen.

Kort efter fremstillede afdelingskontoret i Japan selv de blade der skulle bruges på arbejdsmarken dér, i stedet for at få dem fremstillet på et kommercielt trykkeri. Samme år, 1972, begyndte afdelingskontoret i Ghana at trykke Vagttårnet på tre af de lokale sprog, i stedet for at skulle vente på at få bladene tilsendt fra De Forenede Stater og Nigeria. Dernæst begyndte afdelingskontoret på Filippinerne selv at sætte og trykke Vagttårnet og Vågn op! på otte lokale sprog (foruden de engelske blade der var behov for). Dette var endnu et stort skridt fremad i decentraliseringen af Vagttårnsselskabets trykkerivirksomhed.

Ved udgangen af 1975 fremstillede Vagttårnsselskabet bibelske publikationer på sine egne trykkerier i 23 lande rundt om på jorden — bøger  tre steder, og brochurer eller blade, eller begge dele, alle 23 steder. I 25 andre lande fremstillede Selskabet mindre tryksager på sine egne maskiner.

Også bogbinderikapaciteten blev øget. Brødrene havde allerede indbundet bøger i Schweiz og Tyskland midt i 1920’erne. Efter den anden verdenskrig, i 1948, begyndte brødrene i Finland at indbinde bøger (i begyndelsen mest i hånden), hovedsagelig for at dække det hjemlige behov. To år senere havde afdelingskontoret i Tyskland igen et bogbinderi, som med tiden overtog det bogbindingsarbejde der blev udført i Schweiz.

Men i 1967, hvor der var over en million Jehovas vidner i hele verden og hvor Selskabet begyndte at fremstille bøger i lommeformat til brug i deres tjeneste, steg efterspørgselen efter denne type bibelsk litteratur drastisk. Inden for ni år blev antallet af bogbinderilinjer i Brooklyn mere end seksdoblet. I 1992 havde Vagttårnsselskabet i alt 28 bogbinderilinjer i funktion i otte forskellige lande.

Samme år, 1992, fremstillede Vagttårnsselskabet ikke alene bibelske publikationer på 180 sprog i De Forenede Stater, men fire af Selskabets større trykkerier i Latinamerika fremstillede meget af det læsestof der var behov for lokalt og i andre lande i den del af verden. Yderligere elleve trykkerier fremstillede publikationer i Europa, og de var alle med til at dække behovet i andre lande. Heraf sendte Frankrig regelmæssigt litteratur til 14 lande, og Tyskland, der trykte publikationer på over 40 sprog, sendte store forsyninger til 20 lande og mindre mængder til mange andre lande. I Afrika fremstillede seks trykkerier bibelske publikationer på i alt 46 sprog. Elleve andre trykkerier — nogle store, nogle små — forsynede Mellemøsten og Det Fjerne Østen, Stillehavsøerne, Canada og andre områder med læsestof til brug ved udbredelsen af det vigtige budskab om Guds rige. I yderligere 27 lande fremstillede Selskabet mindre tryksager til menighedernes interne brug.

Nye metoder, nyt udstyr

I løbet af 1960’erne og 70’erne fejede en revolution gennem trykkeindustrien. Med forbløffende hast blev den hidtidige bogtrykmetode kasseret til fordel for offsettryk. d Vagttårnsselskabet var ikke hurtigt til at springe på vognen. De trykplader der fandtes til offsetmaskiner var ikke velegnede til de store oplag Selskabet trykte. Desuden ville et skift til den nye trykketeknik medføre helt nye sætte- og ombrydningsprocesser. En ny teknik måtte læres og nye trykkemaskiner måtte anskaffes. Ja, praktisk  taget alt trykkeudstyr på Selskabets trykkerier måtte udskiftes. Omkostningerne ville være enorme.

Men inden længe viste det sig at de materialer man brugte i forbindelse med bogtryk, ikke ville kunne fås ret meget længere. Og offsetpladernes holdbarhed blev hurtigt forbedret. Skiftet måtte foretages.

Allerede i 1972 havde tre medlemmer af betelfamilien i Sydafrika på grund af deres interesse for udviklingen inden for offsettryk, anskaffet sig en lille brugt arkoffsetmaskine. De gjorde nogle erfaringer ved at fremstille mindre tryksager på den. Og i 1974 blev denne maskine brugt til at trykke Sandheden der fører til evigt liv, en bog i lommeformat, på sproget ronga. At dette kunne gøres forholdsvis hurtigt, satte Selskabet i stand til at bringe denne værdifulde bibelstudiebog ud til tusinder af sandhedshungrende mennesker før Jehovas Vidners arbejde på ny blev forbudt i det pågældende område. En anden arkoffsetmaskine, som blev skænket til Selskabets afdelingskontor i Sydafrika kort efter at brødrene havde anskaffet den første, blev sendt til Zambia og taget i brug der.

Selskabets trykkeri i Tyskland kom også tidligt i gang med offsettryk. I april 1975 begyndte brødrene der at bruge en arkoffsetmaskine til fremstilling af blade på bibelpapir til Jehovas vidner i Østtyskland, hvor Vidnerne dengang var forbudt. Året efter fulgte en produktion af bøger på denne offsetmaskine til disse forfulgte brødre.

 Omkring samme tid, i 1975, tog Vagttårnsselskabet sin første offsetrotationsmaskine til bladtrykning i brug i Argentina. Den kørte dog kun i lidt over et år før den argentinske regering forbød Jehovas Vidners arbejde og lukkede deres trykkeri. Men i andre lande fortsatte man med at gå over til offsettryk. Tidligt i 1978 begyndte en offsetrotationsmaskine på hovedkontorets trykkeri i Brooklyn at fremstille bøger i trefarvetryk. e Samme år købte man endnu en maskine. Men skulle overgangen til den nye trykkemetode fuldbyrdes, måtte der langt mere udstyr til.

Det Styrende Råd havde tillid til at Jehova ville tilvejebringe alt hvad man behøvede for at kunne udføre det arbejde han ønskede gjort. I april 1979 og januar 1980 blev der sendt breve ud til menighederne i De Forenede Stater som forklarede situationen. Der indkom nogle bidrag. Det gik langsomt i begyndelsen, men efterhånden var der nok til at udstyre hele det verdensomspændende netværk af vagttårnstrykkerier med henblik på offsettryk.

For at udnytte det eksisterende materiel og fremskynde overgangen havde Vagttårnsselskabet i mellemtiden indgået en aftale om at få sine nyeste MAN-presser ombygget til offsettryk. De ombyggede maskiner blev installeret i tolv lande, deriblandt seks som ikke tidligere havde trykt deres blade selv.

Firfarvetryk

Det første afdelingskontor der benyttede offsetmetoden til at trykke hvert nummer af sine blade i fire farver, var kontoret i Finland, der i januar 1981 begyndte med en simpel teknik som de gradvis forbedrede. Derefter benyttede Japan firfarvetryk til en indbunden bog. Andre vagttårnstrykkerier har fulgt trop efterhånden som de har fået det nødvendige udstyr. Nogle af trykkemaskinerne er blevet indkøbt af hovedkontoret og sendt ud derfra. Andre er blevet finansieret af Jehovas vidner i de lande hvor trykkerierne ligger; og i andre tilfælde igen har Jehovas vidner i ét land skænket det nødvendige udstyr til deres brødre i et andet land.

I tiden efter den anden verdenskrig er verden blevet meget billedorienteret, og brugen af naturtro farver har bidraget meget til at gøre publikationerne mere tiltalende for øjet. Det har gjort de trykte sider mere indbydende og har dermed fremmet læsningen. Mange steder viste det sig at spredningen af Vagttårnet og Vågn op! steg mærkbart efter at bladenes udseende således blev forbedret.

 Egnede computersystemer udvikles

I forbindelse med trykningen i fire farver måtte der udvikles et computerstyret tekstbehandlingssystem, og beslutningen om at gå i gang med dette blev truffet i 1977. Jehovas vidner som var eksperter på området tilbød at komme ind på hovedkontoret og hjælpe Selskabet med hurtigt at gennemføre denne udvikling. (Kort efter, i 1979, begyndte et hold i Japan der efterhånden kom op på 50 medlemmer, at udvikle programmer til det japanske sprog.) Brødrene brugte kommercielt fremstillet hardware, og de udarbejdede programmer sådan at dette udstyr kunne bruges til dækning af Selskabets behov både på det administrative område og i forbindelse med den mangesprogede udgivervirksomhed. For at bevare en høj standard og have den nødvendige fleksibilitet måtte de udvikle specialiserede programmer til ombrydning og fotosætning. Der fandtes ingen kommercielle programmer til indtastning og fotosætning af tekster på mange af de 167 sprog som Vagttårnsselskabet dengang trykte publikationer på, så brødrene måtte udvikle deres egne.

Dengang så den kommercielle verden ingen penge i de sprog der taltes af mindre befolkningsgrupper eller af folk med en meget beskeden indkomst; men Jehovas vidner interesserer sig for menneskeliv, og i løbet af forholdsvis kort tid blev de programmer de udviklede brugt til fremstilling af publikationer på over 90 sprog. Om det arbejde der blev gjort skrev det ansete tidsskrift Seybold Report on Publishing Systems: „Vi kan ikke give vagttårnsfolkene andet end ros for deres opfindsomhed, initiativ og indsigt. Kun de færreste i dag er tilstrækkelig fremsynede eller dristige til at give sig i kast med en sådan opgave, specielt når der skal begyndes helt fra bunden.“ — 12. årgang, nr. 1, 13. september 1982.

Både trykkearbejdet og vedligeholdelsen ville blive langt lettere hvis det udstyr man brugte rundt om i verden, var fuldstændig kompatibelt. I 1979 blev det derfor besluttet at Vagttårnsselskabet skulle udvikle sit eget fotosatssystem. De der arbejdede med dette skulle også selv fremstille det vigtigste udstyr, i stedet for at satse for meget på hardware fra kommercielle leverandører.

Sådan gik det til at en gruppe Jehovas vidner som var stationeret på Watchtower Farms ved Wallkill i staten New York, i 1979 begyndte at udforme og producere et fotosatssystem de kaldte MEPS (elektronisk fotosatssystem til mange sprog). I maj 1986 havde arbejdsholdet ikke alene designet og bygget MEPS-computere, fotosættere og grafiske terminaler, men — hvad der var vigtigere — det havde også udviklet de programmer der var nødvendige for at man kunne behandle tekst til trykning og udgivelse på 186 sprog.

Sideløbende hermed blev der foretaget en omfattende digitalisering af skrifttyper. Det betød at man indgående måtte studere de enkelte  skriftsprogs særtræk. Derefter måtte hver karakter (hvert bogstav i stor og lille skrift, foruden diakritiske tegn og sætningstegn, i varierende størrelser) tegnes, og der måtte laves separate tegninger for hvert skriftsnit (såsom mager, halvfed, fed eller kursiv skrift), måske i forskellige skrifttyper. Hver skrifttype i det latinske alfabet omfattede 202 karakterer, og da dette alfabet er lavet i 369 skrifttyper, har det krævet i alt 74.538 karakterer. Til kinesisk måtte der tegnes 8364 karakterer for hver skrifttype, og der er flere karakterer som skal tilføjes senere.

Efter at tegnearbejdet var udført, blev der udviklet computerprogrammer som gjorde det muligt at trykke karaktererne så de stod rent og skarpt. Programmerne skulle ikke alene kunne behandle det latinske alfabet, men også devanagari-alfabetet, det græske, det kyrilliske, det bengalske og det koreanske, foruden det arabiske og det hebraiske (der begge læses fra højre mod venstre) og de skrifttegn der bruges på japansk og kinesisk (som ikke er alfabetskrifter). I 1992 fandtes der software til behandling af tekst på over 200 sprog, og der blev stadig udviklet programmer til andre sprog som tales af millioner af mennesker.

Overgangen til den nye teknik på afdelingskontorerne krævede indførelse af nye arbejdsgange og indlæring af nye færdigheder. Personale blev sendt til hovedkontoret for at lære at installere, betjene og vedligeholde store offsetrotationsmaskiner. Nogle lærte at udføre farveseparationsarbejde med en laserscanner. Andre blev oplært i at betjene og vedligeholde computerudstyr. På denne måde kunne de produktionsvanskeligheder der opstod rundt om i verden, hurtigt løses så arbejdet kunne fortsætte.

Det Styrende Råd indså at det ville virke meget forenende hvis Jehovas vidner i hele verden uge efter uge kunne studere det samme materiale ved deres møder og sprede de samme publikationer i deres tjeneste på arbejdsmarken. Indtil da havde de ting der blev udgivet på engelsk som regel ikke været ude på andre sprog før mindst fire måneder senere, og for  mange sprogs vedkommende først et eller flere år senere. Men nu var det muligt at ændre dette. At man havde fuldstændig kompatibelt udstyr på trykkerierne var en vigtig forudsætning for at man kunne udgive publikationer samtidig på flere forskellige sprog. I 1984 udgav man Vagttårnet samtidig på 20 sprog. Da det magtfulde budskab i bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! i 1989 blev udbredt til offentligheden blot få måneder efter bogens udgivelse, forelå bogen på 25 sprog. I 1992 var den samtidige udgivelse af Vagttårnet kommet til at omfatte 66 sprog som taltes af en væsentlig del af verdens befolkning.

Siden MEPS-projektet blev indledt i 1979 har computerindustrien gjort kæmpemæssige fremskridt. Kraftige persondatamater med mange anvendelsesmuligheder fås nu til en brøkdel af den pris man måtte betale i begyndelsen. For at kunne dække udgivervirksomhedens voksende behov besluttede Vagttårnsselskabet også at benytte sådanne datamater sammen med de programmer man selv havde udarbejdet. Dermed blev arbejdsprocessen gjort meget hurtigere, og det skabte mulighed for at flere af Selskabets afdelingskontorer kunne få gavn af udgiverprogrammerne. Snart var disse programmer i brug på 83 afdelingskontorer. I 1992 havde Vagttårnsselskabet i hele verden over 3800 terminaler som brugte Selskabets egne computerprogrammer. Det er ikke alle kontorerne der trykker selv, men hvert kontor som har en lille datamat og Selskabets software, sammen med en lille laserprinter, kan udføre sætte-  og ombrydningsarbejde til traktater, blade, bøger og hvad der ellers måtte være behov for at trykke.

Øget computerstøtte til oversættere

Kunne anvendelsen af computere også komme oversætterne til gavn? De fleste af dem der oversætter Vagttårnets publikationer udfører nu deres arbejde ved computerterminaler. Mange af dem arbejder på Selskabets afdelingskontorer. Andre, som oversætter derhjemme og som måske har udført deres arbejde i mange år ved hjælp af en skrivemaskine eller som endda har skrevet deres oversættelse i hånden, har nu lært at indtaste deres oversættelse på en persondatamat eller en lille bærbar computer som er indkøbt af Selskabet. På computerskærmen er det nemt at foretage ændringer i oversættelsen. Og hvis oversætteren arbejder langt fra trykkeriet, er det kun nødvendigt at sende en diskette for at overføre teksten til viderebehandling på det afdelingskontor der sørger for trykningen.

I løbet af 1989-90, hvor der skete store omvæltninger i mange lande, blev den internationale kommunikation lettere. Jehovas Vidner afholdt straks et seminar for deres oversættere fra Østeuropa. Målet var at hjælpe oversætterne til at forbedre kvaliteten af deres arbejde, at lære dem at benytte det computerudstyr der fandtes, og at skabe mulighed for en samtidig udgivelse af Vagttårnet på deres respektive sprog. Oversætterne i Sydøstasien fik en tilsvarende hjælp.

Men kunne computerne også bruges til at lette eller fremme selve oversættelsesarbejdet eller til at forbedre dets kvalitet? Ja. I 1989 begyndte Jehovas Vidner at benytte kraftige computersystemer i forbindelse med bibeloversættelse. Efter et stort forberedende arbejde havde man opbygget elektroniske arkiver (filer) som satte oversætteren i stand til hurtigt at kalde et givet ord på Bibelens originalsprog frem på computerskærmen sammen med en oversigt over alle de måder hvorpå det i forskellige sammenhænge var gengivet på engelsk i Ny Verden-Oversættelsen. Oversætteren kunne også vælge et engelsk nøgleord og kalde alle de ord på originalsprogene frem som dette ord (og eventuelt andre ord med tilsvarende  betydning) var blevet oversat fra. Dette ville ofte vise at der på engelsk var brugt flere ord for at udtrykke tanken i et enkelt ord på grundsprogene. På denne måde kunne oversætteren hurtigt få indblik i den tekst han arbejdede med, finde ud af hvilken betydning der lå i ordet på grundsproget og hvad det præcist betød i sammenhængen, og dette ville hjælpe ham til at udtrykke meningen nøjagtigt på hans eget sprog.

Ved hjælp af disse elektroniske arkiver kan et hold erfarne oversættere undersøge alle forekomster af ethvert givet ord i bibelteksten og vælge en gengivelse på deres eget sprog for hver af disse forekomster, under hensyntagen til sammenhængen. Dette vil sikre at oversættelsen bliver meget konsekvent. Hver oversætters arbejde bliver derefter gennemgået af de øvrige oversættere på holdet, sådan at oversættelsen kommer til at bære præg af deres samlede forskning og erfaring. Efter at dette er gjort, kan man kalde enhver bibelsk passage frem på skærmen og dér se ordene i den engelske tekst, kodet med tal som viser hen til de ord der er brugt på originalsproget, foruden de gengivelser der er valgt på det lokale sprog. Men dermed er arbejdet ikke færdigt. Oversætteren mangler stadig at pudse sætningsbygningen af og at få den til at lyde rigtigt på sit eget sprog. Under denne del af arbejdsprocessen er det af stor værdi for ham at have en klar forståelse af skriftstedets betydning. Som en hjælp til dette kan han på computeren få direkte adgang til de kommentarer til det pågældende vers eller de enkelte udtryk og vendinger deri, som findes i Vagttårnsselskabets publikationer.

På denne måde kan tiden til efterforskning forkortes, og der kan opnås en høj grad af konsekvens i oversættelsen. Med en videreudvikling af dette system er det vort håb at mere værdifulde publikationer kan udgives hurtigt, selv på sprog der kun råder over en begrænset stab af oversættere. Anvendelsen af dette værktøj til fremstilling af publikationer der bruges til udbredelse af budskabet om Riget, har åbnet vældige muligheder for Selskabets udgivervirksomhed.

Ligesom deres urkristne forgængere anvender Jehovas Vidner i nutiden således de nyeste metoder til udbredelse af Guds ord. For at nå ud til så mange mennesker som muligt med den gode nyhed, har de ikke været bange for at tage nye udfordringer op inden for udgivervirksomheden.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 578]

„Lad os gøre kul til prøvestenen“

[Tekstcitat på side 595]

Det globale netværk af trykkerier udstyres med henblik på offsettryk

[Tekstcitat på side 596]

„Vi kan ikke give vagttårnsfolkene andet end ros“

[Ramme/illustration på side 585]

’Vidnesbyrd om Jehovas ånd’

„At det lykkedes nogle som kun havde ringe eller slet igen forudgående erfaring at trykke bøger og bibler på rotationspresser [og det på et tidspunkt hvor andre endnu ikke gjorde det], er et vidnesbyrd om Jehovas tilsyn og hans ånds ledelse,“ sagde Charles Fekel. Broder Fekel vidste hvad han talte om, for han havde selv deltaget i udviklingen af Selskabets trykkerivirksomhed i Brooklyn i over 50 år. De sidste år af sit liv tjente han som medlem af Det Styrende Råd.

[Illustration]

Charles Fekel

[Ramme/illustration på side 586]

Tillid til den almægtige Gud

En hændelse der er genfortalt af Hugo Riemer, tidligere indkøbschef for Vagttårnsselskabet, afspejler hvordan Selskabet driver sin virksomhed.

Under den anden verdenskrig var papir til trykning rationeret i De Forenede Stater. Ansøgninger om tilladelse til at indkøbe papir skulle rettes til et udvalg som var nedsat af myndighederne. Ved en lejlighed havde et af de fremtrædende bibelselskaber sendt advokater, finansfolk, præster og andre hen for at repræsentere det over for udvalget. De fik mindre papir end de ønskede. Efter at deres anmodning var blevet hørt, kaldte udvalget Watchtower Bible and Tract Society frem. Da Hugo Riemer og Max Larson trådte frem, spurgte formanden: „Kun jer to?“ Svaret lød: „Ja. Vi håber at den almægtige Gud også er med os.“ De fik alt det papir de behøvede.

[Illustration]

Hugo Riemer

[Ramme/illustrationer på side 594]

For at udbrede kundskaben om Guds rige

Vagttårnsselskabet har på forskellige tidspunkter fremstillet publikationer på over 290 forskellige sprog. I 1992 udgav de litteratur på omkring 210 sprog. Det blev alt sammen gjort for at hjælpe folk til at få kundskab om Guds rige og om hvad det betyder for dem. Nogle af de hidtil mest udbredte hjælpemidler til bibelstudium er:

„Sandheden der fører til evigt liv“ (engelsk 1968; dansk 1969): 107.553.888 eksemplarer på 117 sprog

„Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden“ (1982): 62.428.231 eksemplarer på 115 sprog

„Evigt liv på jorden“ (1982): 76.203.646 eksemplarer på 200 sprog

Ovennævnte tal er fra 1992.

[Ramme/illustrationer på side 598]

Kassetteindspilninger

Ud over at bruge det trykte ord i sit evangeliseringsarbejde har Vagttårnsselskabet siden 1978 fremstillet kassetteindspilninger — over 65 millioner eksemplarer på sit eget anlæg i De Forenede Stater og Tyskland.

Hele „Ny Verden-Oversættelsen“ findes på kassettebånd på engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og japansk. I 1992 forelå dele af denne bibeloversættelse også på kassettebånd på otte andre sprog.

Til undervisning af små børn har man indspillet „Min bibelhistoriebog“ og „Vi lytter til den store Lærer“, som specielt er skrevet til børn.

I nogle lande fremstilles der desuden radioprogrammer på lydbånd.

Melodier fra Jehovas Vidners sangbog indspilles af et orkester som udelukkende består af Jehovas vidner. Sådanne indspilninger bruges som akkompagnement til sangen ved Jehovas Vidners stævner. Smukke orkesterarrangementer af denne musik fås også til privat brug.

Ved stævnerne opføres skuespil (både bibelske stykker og nutidsstykker), hvor lydsiden er indspillet på bånd. Senere udgives nogle af dem som belærende og underholdende hørespil.

På engelsk og finsk fås bladene „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ også på kassettebånd, og desuden fås „Vagttårnet“ på dansk, svensk, norsk, tysk og fransk. Disse bånd var oprindelig ment som en hjælp til blinde og svagtseende, men de værdsættes også af mange tusind andre.

[Illustration]

J. E. Barr i lydstudiet

 [Ramme/illustrationer på side 600, 601]

Videokassetter bruges i forkyndelsen af Riget

I 1990 gik Vagttårnsselskabet ind på et nyt felt ved at udsende sin første videokassette til udbredelse blandt offentligheden.

I det år anslog man at over 200.000.000 hjem havde en videobåndoptager. Selv i lande hvor der ikke fandtes tv-stationer, havde man videobåndoptagere. Fremstilling af videokassetter til undervisningsbrug var således en ny mulighed for at nå ud til et stort publikum på en meget virkningsfuld måde.

Allerede i 1985 var man begyndt at lave en videofilm for at give dem der besøgte Selskabets hovedkontor et indtryk af hvad der foregik dér. Senere brugte man videooptagelser som tidsbesparende hjælpemidler for at orientere nye medlemmer af betelfamilien om livet på Betel. Kunne dette undervisningsredskab også bruges i det  verdensomspændende arbejde med at gøre disciple? Nogle brødre mente det kunne lade sig gøre.

I oktober 1990 udsendte man derfor på engelsk videokassetten „Jehovas Vidner og deres organisation“. Anmodninger om flere af den slags videoer begyndte at strømme ind. For at dække behovet oprettede man en ny afdeling, kaldet Video Services.

Jehovas vidner med erfaring på området tilbød med glæde deres hjælp. Der blev indkøbt udstyr og indrettet studier. Et kamerahold begyndte at rejse rundt til forskellige lande for at filme mennesker og ting som kunne bruges i videofilm med henblik på at opbygge troen. Det internationale orkester af Jehovas vidner der flere gange tidligere havde medvirket ved særlige projekter, indspillede arrangementer der kunne bruges som underlægningsmusik.

Man planlagde også at nå ud til flere sproggrupper. Midt i 1992 blev videoen „Jehovas Vidner og deres organisation“ udsendt på over en halv snes sprog. Den var blevet indspillet på 25 sprog, deriblandt nogle østeuropæiske. Desuden var der ved at blive truffet forberedelser til at indspille den på mandarinsproget og kantonesisk. Selskabet erhvervede sig også retten til at reproducere og distribuere videoen „Purple Triangles“ (Lilla trekanter), der handler om en families uangribelighed mod Jehova i nazitidens Tyskland. I løbet af to år var der blevet fremstillet over en million videokassetter til brug for Jehovas vidner i deres forkyndelse.

Af hensyn til døve blev „Jehovas Vidner og deres organisation“ fremstillet på amerikansk tegnsprog, og man begyndte at undersøge hvordan man kunne fremstille flere videoer der ville egne sig til døve i andre lande.

Samtidig arbejdede man på at fremstille en serie videoer der kunne bidrage til at opbygge troen på den bog der er selve grundlaget for den kristne tro, nemlig Bibelen. I september 1992 var første del af dette program, „Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti“, færdig på engelsk, og udgaver på andre sprog var under forberedelse.

Videokassetter vil på ingen måde erstatte det trykte ord eller det mundtlige vidnesbyrd. Selskabets publikationer spiller stadig en vigtig rolle i udbredelsen af den gode nyhed. Jehovas vidners hus-til-hus-arbejde har et solidt bibelsk grundlag og er stadig et betydningsfuldt led i deres forkyndelse. Men som et værdifuldt ekstra hjælpemiddel har de nu også videokassetter der kan opbygge troen på Jehovas dyrebare løfter og skabe værdsættelse af det arbejde han lader udføre på jorden i vor tid.

[Illustrationer]

1. Efter at hovedindholdet er fastlagt, begynder videooptagelserne ifølge drejebogen

2. Billederne vælges og deres rækkefølge afgøres ved redigeringen

3. Specielt komponeret orkestermusik optages til brug som underlægning

4. Musik og lydeffekter i digitaliseret form kombineres med tale og billeder

5. Lyd og billeder redigeres en sidste gang

[Illustration på side 576]

Disse publikationer fra den første tid blev trykt af kommercielle firmaer

[Illustration på side 577]

C. A. Wise foretog en prøve for at se om bibelstudenterne skulle flytte hovedkontoret tilbage til Brooklyn

[Illustrationer på side 579]

På Selskabets første rotationspresse blev der trykt 4.000.000 eksemplarer af det hårdtslående „Golden Age“ nr. 27

[Illustration på side 580]

R. J. Martin (til højre), den første tilsynsmand for Selskabets trykkeri i Brooklyn, i samtale med broder Rutherford

[Illustrationer på side 581]

Sættearbejde

I begyndelsen blev alt sat i hånden, med løse typer

Sydafrika

Fra 1920 til 1980’erne anvendte man Linotypemaskiner

De Forenede Stater

Nogle steder blev sættearbejdet udført med Monotypemaskiner

Japan

Nu benyttes et computerstyret fotosatssystem

Tyskland

 [Illustrationer på side 582]

Fremstilling af trykplader

Fra 1920’erne til 1980’erne fremstillede man blyplader til bogtryk

1. Satslinjer til de trykte sider blev spændt op i formrammer

2. Under tryk blev der lavet et aftryk af satsen i et materiale der kunne bruges som støbeform

3. På matricen (i støbeformen) hældte man smeltet bly for at fremstille buede trykplader

4. Overskydende metal blev fræset af pladens overside

5. Pladerne blev forniklet for at øge holdbarheden

Senere blev negativer af fotosatte sider sat op, og billeder blev monteret. Grupper af sider blev overført fotografisk til bøjelige offsettrykplader

[Illustration på side 583]

Et af Selskabets første trykkerier i Europa (Bern, Schweiz)

[Illustrationer på side 584]

I Magdeburg i Tyskland oprettede Selskabet et trykkeri i 1920’erne

 [Illustrationer på side 587]

Trykkemaskiner

Vagttårnsselskabet har brugt mange typer trykkemaskiner i sin trykkerivirksomhed

På jobpresser har man ikke alene trykt formularer og løbesedler, men også blade (USA)

I mange år brugte man fladpresser af mange slags (Tyskland)

På de forskellige trykkerier brugte man i alt 58 af disse bogtrykrotationspresser af det tyske fabrikat MAN (Canada)

Nu bruger Selskabets vigtigste trykkerier hurtiggående offsetrotationsmaskiner fra forskellige lande til farvetryk

Italien

Tyskland

[Illustrationer på side 588, 589]

Bogbinding

I begyndelsen blev en del af bogbindingen på Vagttårnets trykkerier udført i hånden (Schweiz)

Storproduktionen i De Forenede Stater omfatter mange adskilte operationer

1. Trykarkene samles

2. De sys sammen

3. Forsatsark limes på

4. Bogen skæres

5. Bindet påføres guldtryk

6. Bindet sættes på bogen

7. Bogen lægges i pres indtil limen er tør

Nu limer man ofte bøgerne i stedet for at sy dem, og hurtiggående maskiner kan hver indbinde over 20.000 bøger om dagen

[Illustrationer på side 590, 591]

Elandsfontein, Sydafrika (1972)

Strathfield, Australien (1972)

São Paulo, Brasilien (1973)

Numazu, Japan (1972)

Lagos, Nigeria (1974)

Wiesbaden, Tyskland (1975)

Toronto, Canada (1975)

[Illustration på side 597]

Jehovas vidner har digitaliseret et utal af skrifttyper for at dække behovet for bibelske publikationer på mange sprog (Brooklyn)

[Illustration på side 599]

På computere med farveskærme kan illustrationerne placeres, beskæres og retoucheres elektronisk

[Illustration på side 602]

Jehovas vidner bruger computersystemer for at fremme og forbedre bibeloversættelsesarbejdet (Korea)