Kapitel 29

„Genstand for alle nationernes had“

DEN sidste aften Jesus var sammen med sine apostle før han døde, gav han dem denne påmindelse: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.“ — Joh. 15:20, 21.

Det var ikke kun isolerede tilfælde af intolerance han tænkte på. Blot tre dage forinden havde han sagt: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ — Matt. 24:9.

Alligevel pålagde Jesus sine disciple at de ikke måtte gribe til våben når de blev forfulgt. (Matt. 26:48-52) De måtte ikke skælde deres forfølgere ud eller søge at gøre gengæld. (Rom. 12:14; 1 Pet. 2:21-23) Det kunne jo tænkes at selv forfølgerne en dag kom til troen. (Apg. 2:36-42; 7:58–8:1; 9:1-22) Skulle regnskabet gøres op, måtte Gud gøre det. — Rom. 12:17-19.

Det er velkendt at de første kristne blev grusomt forfulgt af den romerske stat. Men det er også værd at huske på at de argeste forfølgere af Jesus Kristus var de religiøse ledere og at Pontius Pilatus, den romerske landshøvding, lod Jesus henrette fordi de forlangte det. (Luk. 23:13-25) Efter Jesu død var det igen de religiøse ledere der førte an i forfølgelsen af hans disciple. (Apg. 4:1-22; 5:17-32; 9:1, 2) Og har det samme ikke også været tilfældet i nyere tid?

Gejstlige opfordrer til offentlig debat

Da C. T. Russells skrifter hurtigt blev udbredt i millioner af eksemplarer på mange sprog, havde de katolske og de protestantiske gejstlige ikke let ved at ignorere hvad han sagde. Rasende over afsløringen af deres ubibelske lærepunkter og frustrerede over tabet af medlemmer begyndte mange præster at fordømme Russells skrifter fra prædikestolene. De forbød deres sognebørn at modtage de tryksager der blev uddelt af bibelstudenterne. Nogle forsøgte at få myndighederne til at gribe ind over for deres arbejde. Flere steder i De Forenede Stater — blandt andet i Tampa, Florida; Rock Island, Illinois; Winston-Salem, North Carolina; og Scranton,  Pennsylvanien — arrangerede de offentlige afbrændinger af Russells bøger.

Nogle gejstlige fandt det nødvendigt at standse Russells indflydelse ved at afsløre ham i en offentlig debat. I nærheden af hovedsædet for hans virksomhed valgte en gruppe præster dr. E. L. Eaton, der var præst ved North Avenue Methodist Episcopal Church i Allegheny, Pennsylvanien, som deres talsmand. I 1903 foreslog Eaton en offentlig debat, og broder Russell tog imod indbydelsen.

Debatten skulle dreje sig om seks emner: Broder Russell erklærede, men dr. Eaton benægtede, at de dødes sjæle er uden bevidsthed, at Kristi „andet komme“ går forud for tusindårsriget og at formålet med både hans „andet komme“ og tusindårsriget er at velsigne alle jordens slægter, og at kun „evangelietidsalderens“ hellige får del i den første opstandelse, mens vældige skarer vil få lejlighed til at blive frelst ved den efterfølgende opstandelse. Dr. Eaton erklærede, men broder Russell benægtede, at ingen prøves efter døden, at alle som frelses kommer i himmelen, og at de uforbederligt onde vil blive udsat for evig pine. Seks debatter om disse emner tiltrak vældige tilhørerskarer i Carnegie Hall i Allegheny i 1903.

Hvad lå der bag denne udfordring til debat? Albert Vandenberg, der har betragtet sagen i et historisk perspektiv, skriver: „Debatterne blev ført med en præst fra en ny protestantisk trosretning som ordstyrer ved hver runde. Desuden sad der præster fra forskellige af egnens kirker på tribunen sammen med pastor Eaton, angiveligt for at yde ham tekstlig og moralsk støtte. . . . At der endog kunne dannes en uofficiel alliance af protestantiske præster tyder på at de frygtede Russells evne til at omvende medlemmer af deres trosretninger.“ — „Charles Taze Russell: Pittsburgh-profet, 1879-1909“, bragt i The Western Pennsylvania Historical Magazine, januar 1986, s. 14.

Sådanne debatter var forholdsvis sjældne. De gav ikke de resultater som præstealliancen havde håbet. Nogle af dr. Eatons egne sognebørn tog konsekvensen af det de havde hørt under debatterne i 1903, forlod hans kirke og sluttede sig til bibelstudenterne. Endog en præst som var til stede erkendte at Russell havde ’vendt brandslangen mod helvede og slukket ilden’. Alligevel mente broder Russell at man kunne tjene sandhedens sag bedre ved at bruge tiden og kræfterne på andet end debatter.

Præsterne opgav ikke deres angreb. Da broder Russell talte i Dublin, Irland, og i Otley i Yorkshire, England, anbragte de nogle af deres folk i forsamlingen til at komme med indvendinger og til at råbe falske, personlige anklager mod Russell. Broder Russell klarede behændigt disse situationer, idet han altid baserede sine svar på Bibelen.

Protestantiske præster fra forskellige kirkesamfund havde organiseret sig i et forbund der kaldtes Evangelisk Alliance. Deres repræsentanter i  mange lande agiterede mod Russell og dem der udbredte hans skrifter. I Texas opdagede bibelstudenterne således at hver eneste præst, selv i de mindste by- og landsogne, var udstyret med det samme sæt falske anklager mod Russell og de samme forvanskninger af hans lære.

Men angrebene på Russell gav somme tider nogle andre resultater end præsterne havde ventet. Da en præst i New Brunswick i Canada holdt en nedsættende prædiken om Russell, var der en mand i forsamlingen der selv havde læst noget af det broder Russell havde skrevet. Præstens bevidste løgne fyldte ham med afsky. Da præsten var midt i sin prædiken rejste manden sig op, tog sin kone ved hånden, kaldte på sine syv døtre der sang i koret, og sagde: „Kom, piger, vi går hjem.“ Alle ni udvandrede, og præsten så til mens denne mand der havde bygget kirken og var dens største bidragyder, trak sig tilbage. Menigheden opløstes snart, og præsten måtte rejse.

Hån og bagtalelse

I deres desperate forsøg på at gøre det af med C. T. Russells og hans medarbejderes indflydelse, forklejnede præsterne Russells baggrund som en kristen ordets tjener. Af tilsvarende grunde behandlede jødernes religiøse ledere i det første århundrede apostlene Peter og Johannes som „ulærde og almindelige mennesker“. — Apg. 4:13.

 Broder Russell var ikke udgået fra en af kristenhedens teologiske læreanstalter. Men han sagde frimodigt: „Vi udfordrer [præsterne] til at bevise at de har fået en guddommelig ordination eller at de nogen sinde tænker på en sådan. De tænker kun på en sekterisk ordination, eller autorisation, hver fra sin egen sekt eller retning. . . . Gud ordinerer, eller autoriserer, et menneske til at forkynde ved at give vedkommende den hellige ånd. Enhver som har modtaget den hellige ånd har modtaget kraft og bemyndigelse til at undervise og forkynde i Guds navn. Enhver som ikke har modtaget den hellige ånd, har ingen guddommelig bemyndigelse til eller godkendelse af sin forkyndelse.“ — Es. 61:1, 2.

For at skade hans rygte udspredte nogle præster grove usandheder om ham. En af de hyppigt fremførte påstande — som stadig høres i dag — havde at gøre med broder Russells ægteskabelige situation. Man søgte at skabe det indtryk at Russell var umoralsk. Hvordan forholdt det sig i virkeligheden?

I 1879 giftede Charles Taze Russell sig med Maria Frances Ackley. De havde det godt sammen i 13 år. Derefter kølnedes forholdet mellem dem fordi nogle begyndte at smigre Maria Russell og at appellere til hendes stolthed; men da deres motiv kom for dagen syntes hun at genvinde ligevægten. Efter at en tidligere medarbejder havde udspredt løgne om broder Russell, bad hun endda sin mand om lov til at besøge en række menigheder for at gendrive anklagerne, eftersom han var blevet beskyldt for at behandle hende dårligt. Men den gode modtagelse hun fik på denne rejse, som hun foretog i 1894, bidrog åbenbart til at hun lidt efter lidt ændrede syn på sig selv. Hun forsøgte at få større indflydelse på hvad der skulle offentliggøres i Watch Tower. a Da det gik op for hende at intet af det hun skrev ville blive offentliggjort medmindre hendes mand, bladets redaktør, havde godkendt indholdet (ud fra om det stemte med Bibelen), blev hun meget fortørnet. Han gjorde et oprigtigt forsøg på at hjælpe hende, men i november 1897 forlod hun ham. Han skaffede hende dog en bolig og understøttede hende økonomisk. Efter afslutningen af en retsproces som hun indledte i 1903, fik hun i 1908 tilkendt separation med underholdsbidrag — ikke fuld skilsmisse.

Da det ikke var lykkedes hende at tvinge sin mand til at bøje sig for hendes krav, gjorde hun sig efter bruddet med ham store anstrengelser for at bringe hans navn i vanry. I 1903 udgav hun en traktat, ikke om bibelske emner, men fyldt med grove usandheder om broder Russell. Hun forsøgte at få præster fra forskellige kirkesamfund til at uddele den dér hvor bibelstudenterne holdt særlige møder. Til deres ros skal siges at ikke  mange af dem var villige til at lade sig bruge på denne måde. Andre præster har dog siden vist en anden indstilling.

Tidligere havde Maria Russell både mundtligt og skriftligt fordømt dem der anklagede broder Russell for den urette adfærd som hun nu selv hævdede at han havde gjort sig skyldig i. På grund af visse ubekræftede udsagn der blev fremsat under nogle retsforhandlinger i 1906 (og som senere på rettens ordre blev slettet af protokollen), har nogle af broder Russells religiøse modstandere fremsat anklager imod ham for at give det indtryk at han var umoralsk og dermed uegnet til at være en Guds tjener. Retsdokumenterne viser imidlertid klart at sådanne anklager er falske. Maria Russells egen sagfører spurgte hende om hun mente at hendes mand var skyldig i utroskab, og hun svarede: „Nej.“ Det er også værd at bemærke at da et udvalg af kristne ældste i 1897 hørte på de anklager hun rettede mod sin mand, nævnte hun intet af det hun senere erklærede i retten for at overbevise juryen om at hun burde bevilges skilsmisse — til trods for at disse påståede handlinger måtte have fundet sted før dette møde.

Ni år efter at Maria Russell første gang bragte sagen for retten, skrev dommer James Macfarlane et svar til en mand der bad om en kopi af retsdokumenterne for at en af hans venner kunne afsløre Russell. Dommeren skrev rent ud til ham at det ville være spild af tid og penge. Dommerens ord lød: „Grundlaget for hendes ansøgning og for den kendelse der blev afsagt efter juryens afgørelse, var ikke utroskab men ’ydmygende behandling’, og vidneudsagnene viser så vidt jeg forstår ikke at Russell levede ’i utroskab med en medindstævnet’. Der var ikke nogen medindstævnet.“

Maria Russells egen forsinkede anerkendelse kom ved broder Russells begravelse, der blev holdt i Carnegie Hall i Pittsburgh i 1916. Bærende et slør gik hun op ad midtergangen og lagde en buket liljekonvaller ved kisten. Ved buketten var et bånd med ordene: „Til min elskede mand.“

Det er tydeligt at præsterne har benyttet samme taktik som deres modstykke i det første århundrede. Dengang forsøgte de religiøse ledere at skade Jesu omdømme ved at anklage ham for at spise sammen med syndere  og for selv at være en synder og gudsbespotter. (Matt. 9:11; Joh. 9:16-24; 10:33-37) Sådanne anklager rokkede ikke sandheden om Jesus, men afslørede derimod dem der greb til denne form for bagvaskelse — ligesom de afslører dem der i dag griber til samme taktik — som åndelige børn af Djævelen, hvis navn betyder „bagvasker“. — Joh. 8:44.

Udnytter krigshysteriet til at nå deres mål

I den nationalisme der fejede hen over jorden under den første verdenskrig, fandt præsterne et nyt våben mod bibelstudenterne. De protestantiske og de katolske gejstlige opdagede at de kunne lade deres fjendskab komme til udtryk bag et dække af patriotisme. De udnyttede krigshysteriet til at stemple bibelstudenterne som samfundsfjendtlige — samme anklage som de religiøse ledere i det første århundredes Jerusalem rettede mod Jesus Kristus og apostelen Paulus. (Luk. 23:2, 4; Apg. 24:1, 5) For at præsterne kunne komme med en sådan anklage måtte de naturligvis selv være med til at fremme krigsindsatsen, men det lod ikke til at bekymre ret mange af dem, skønt det betød at de måtte sende unge mænd ud for at dræbe medlemmer af deres egen kirke i et andet land.

Efter Russells død udgav Vagttårnsselskabet i juli 1917 bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed (på engelsk), som var en kommentar til Åbenbaringen, Ezekiels Bog og Højsangen. Denne bog afslørede rent ud gejstlighedens hykleri, og den fik ret hurtigt en meget omfattende udbredelse. I slutningen af december 1917 og i begyndelsen af 1918 uddelte bibelstudenterne i De Forenede Stater og Canada desuden 10.000.000 eksemplarer af et flammende budskab i traktaten The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad, ikke oversat til dansk). Det var en firesiders traktat i avisformat med titlen „Babylons fald“, og den bar undertitlen „Hvorfor kristenheden nu må lide — Det endelige resultat“. Den udpegede de katolske og de protestantiske kirkesamfund som det nutidige Babylon, der snart skulle falde. Til støtte for det der stod i brochuren blev det gengivet hvad Den fuldbyrdede Hemmelighed havde skrevet om profetier der drejede sig om Guds dom over det symbolske Babylon. På bagsiden var der en satirisk tegning af en fæstningsmur som var ved at falde sammen. På stenene stod der sådanne tekster som „Treenighedslæren (’3 × 1 = 1’)“, „Sjælens udødelighed“, „Teorien om evig pine“, „Protestantisme — trosbekendelser, præsteskab osv.“, „Romerkirken — paver, kardinaler osv. osv.“ — og alle stenene var på vej ned.

Præsterne blev rasende over denne afsløring, ligesom de jødiske religiøse ledere var blevet da Jesus afslørede deres hykleri. (Matt. 23:1-39; 26:3, 4) I Canada reagerede de hurtigt. I januar 1918 underskrev over 600 canadiske gejstlige en opfordring til regeringen om at undertrykke de internationale bibelstudenters publikationer. Avisen Winnipeg Evening  Tribune fortæller at da Charles G. Paterson, præsten ved St. Stephen’s Church i Winnipeg, fra prædikestolen havde fordømt The Bible Students Monthly med artiklen „Babylons fald“, rekvirerede rigsadvokat Johnson et eksemplar af traktaten hos ham. Kort efter, den 12. februar 1918, blev der udstedt et dekret om at det var en forbrydelse der straffedes med bøde og fængsel at være i besiddelse af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed eller den traktat der ses ovenfor.

Samme måned, den 24. februar, talte Vagttårnsselskabets nyvalgte præsident, J. F. Rutherford, i Temple Auditorium i Los Angeles i Californien. Hans emne var opsigtsvækkende: „Denne Verden er endt — Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.“ Da han fremlagde vidnesbyrd om at verden som man kendte den virkelig var endt i 1914, henviste han til krigen som var i gang, ledsaget af hungersnød, og gjorde opmærksom på at det var en del af det tegn Jesus havde forudsagt. (Matt. 24:3-8) Derefter rettede han opmærksomheden mod gejstligheden og sagde:

„Ifølge Skriften er præsterne som skare betragtet de mennesker på jorden der mest er at bebrejde for den store krig som nu hjemsøger menneskeheden. I 1500 år har de indpodet folk den sataniske læresætning at kongerne har en guddommelig ret til at herske. De har sammenblandet politik og religion, kirke og stat; de har vist sig troløse over for det gudgivne privilegium at forkynde budskabet om det messianske rige, og de har fornedret sig til at opmuntre regenterne til at tro på at kongen regerer efter Guds vilje og at det han gør derfor er rigtigt.“ Om resultatet af dette sagde han: „Ærgerrige konger i Europa rustede sig til krig fordi de ønskede at bemægtige sig andre folkeslags områder; og præsterne klappede dem på skulderen og sagde: ’Gør det bare, I kan ikke gøre noget forkert;  alt hvad I gør er i orden.’“ Det var imidlertid ikke kun de europæiske gejstlige der gjorde dette, hvilket deres kolleger i Amerika udmærket var klar over.

Dagen efter blev et omfattende referat af foredraget bragt i Los Angeles-avisen Morning Tribune. Præsterne blev så forbitrede over indholdet at deres forbund holdt et møde selv samme dag og sendte formanden hen på avisen for at give deres stærke mishag til kende. Derefter blev Vagttårnsselskabets kontor i en periode konstant chikaneret af mænd fra regeringens efterretningsvæsen.

I denne periode hvor de nationalistiske følelser var i kog, blev der holdt en præstekonference i Philadelphia i De Forenede Stater. Her vedtog man en resolution som opfordrede til en ændring af spionageloven sådan at påståede overtrædere kunne stilles for en krigsret og dømmes til døden hvis de blev fundet skyldige. John Lord O’Brian, der var assistent for rigsadvokaten i særlige krigsanliggender, blev udpeget til at forelægge sagen for Senatet. De Forenede Staters præsident tillod ikke at ændringsforslaget blev vedtaget. Men generalmajor James Franklin Bell fra den amerikanske hær afslørede i vrede over for J. F. Rutherford og W. E. Van Amburgh hvad der havde fundet sted ved konferencen og at det havde været hensigten at bruge loven imod Vagttårnsselskabets ledere.

Officielle regeringsdokumenter viser at John Lord O’Brian i hvert fald fra 21. februar 1918 var personligt involveret i nogle forsøg på at rejse en sag mod bibelstudenterne. Kongressens referater for 24. april og 4. maj indeholder notater fra John Lord O’Brian hvori han med stærke ord påpeger at hvis spionageloven tillod at man fremsatte „sande udtalelser ud  fra de bedste motiver og i god hensigt“, som det hed i den såkaldte franske undtagelsesbestemmelse som Senatet havde vedtaget, havde han ingen mulighed for at retsforfølge bibelstudenterne.

I Worcester i Massachusetts udnyttede „pastor“ B. F. Wyland yderligere krigshysteriet til at beskylde bibelstudenterne for at drive propaganda for fjenden. Han skrev en artikel i avisen Daily Telegram hvori han erklærede: „En af de patriotiske pligter der påhviler jer som borgere er at undertrykke De Internationale Bibelstudenters Forening med hovedsæde i Brooklyn. De har under religiøst dække drevet tysk krigspropaganda i Worcester ved at sælge deres bog ’Den fuldbyrdede Hemmelighed’.“ Han sagde rent ud til myndighederne at det var deres pligt at arrestere bibelstudenterne og forhindre dem i at holde flere møder.

I foråret og sommeren 1918 blev bibelstudenterne forfulgt mange steder, både i Nordamerika og i Europa. Blandt dem der stod bag var der præster fra baptistkirken, metodistkirken, den episkopale kirke, lutherske kirker, den katolske kirke og andre kirker. Bibelske publikationer blev beslaglagt af betjente som gennemførte husundersøgelser uden ransagningskendelse, og mange af bibelstudenterne blev kastet i fængsel. Andre blev jaget af pøbelflokke, slået, pisket, rullet i tjære og fjer, fik håret klippet af eller ribbenene brækket. Nogle led varigt mén. Kristne mænd og kvinder blev kastet i fængsel og holdt indespærret uden at der blev rejst anklage eller fældet dom. Over hundrede tilfælde af en sådan oprørende behandling blev refereret i The Golden Age for 29. september 1920.

Anklaget for spionage

Det hele kulminerede den 7. maj 1918, da der i De Forenede Stater blev udstedt arrestordre mod Watch Tower Bible and Tract Societys præsident, J. F. Rutherford, og hans nærmeste medarbejdere.

Dagen i forvejen var der i Brooklyn blevet rejst tiltale mod broder Rutherford og hans medarbejdere i to sager. Hvis den ene sag ikke gav det ønskede resultat, kunne den anden føres. Den første sag, hvori der var rejst tiltale mod det største antal personer, omfattede fire anklagepunkter: to hvor de blev anklaget for at have sammensvoret sig om at overtræde spionageloven af 15. juni 1917, og to hvor de blev anklaget for at have gennemført deres illegale planer eller have forsøgt på det. Det blev hævdet at de havde sammensvoret sig om at forårsage opsætsighed og lydighedsnægtelse i De Forenede Staters væbnede styrker og om at lægge hindringer i vejen for udskrivningen af mænd til tjeneste i disse styrker mens nationen var i krig, og at de havde gjort begge dele eller i hvert fald forsøgt på det. Anklageskriftet nævnte specielt udgivelsen og udbredelsen af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Den anden sigtelse drejede sig om afsendelsen af en check til Europa (til bibelundervisningsarbejdet i Tyskland), en  handling der blev udlagt som skadelig for De Forenede Staters interesser. Da de anklagede blev stillet for retten var det den første tiltale, den med de fire anklagepunkter, der blev prøvet.

På det tidspunkt var C. J. Woodworth og J. F. Rutherford også tiltalt for brud på spionageloven ved retten i Scranton i Pennsylvanien. Men ifølge et brev fra John Lord O’Brian, dateret den 20. maj 1918, var nogle af justitsministeriets medarbejdere bange for at distriktsdommer Witmer, som skulle dømme i sagen, ikke ville anerkende deres brug af spionageloven til at undertrykke en virksomhed der udførtes af mænd som ud fra en oprigtig religiøs overbevisning sagde noget som andre kunne udlægge som antikrigspropaganda. Justitsministeriet stillede derfor Scranton-sagen i bero indtil Brooklyn-sagen var afgjort. Det lykkedes også regeringen at mage det sådan at dommer Harland B. Howe fra staten Vermont, som John Lord O’Brian vidste var enig med ham i hans synspunkter, kom til at dømme i sagen ved De Forenede Staters distriktsret for New Yorks østlige distrikt. Sagen kom for retten den 5. juni, med Isaac R. Oeland og katolikken Charles J. Buchner som anklagere. Under retssagen bemærkede broder Rutherford at Buchner og Oeland ofte rådførte sig med katolske præster.

Under sagens behandling blev det påvist at Selskabets ledere og bogens skribenter ikke havde haft til hensigt at lægge hindringer i vejen for landets krigsindsats. Der blev fremlagt beviser for at planerne om at skrive bogen var blevet lagt — og det meste af manuskriptet udarbejdet — før De Forenede Stater erklærede krig (den 6. april 1917), og at den oprindelige kontrakt om trykning af bogen var blevet underskrevet før De Forenede Stater vedtog den lov (den 15. juni) som man sagde de havde overtrådt.

Anklagerne lagde vægt på nogle tilføjelser til bogen der var foretaget i april og juni 1917 mens teksten blev sat og korrekturlæst. Deriblandt var et citat af John Haynes Holmes, en præst der eftertrykkeligt havde erklæret at krigen var en krænkelse af kristendommen. En af forsvarsadvokaterne påpegede imidlertid at præstens udtalelser, der var offentliggjort under titlen A Statement to My People on the Eve of War, stadig solgtes i De Forenede Stater på  det tidspunkt, og at hverken præsten eller udgiveren var blevet anklaget for dette. Men bibelstudenterne, der henviste til hans prædiken, blev holdt ansvarlige for de synspunkter den gav udtryk for.

Bogen fortalte ikke folk at de ikke måtte deltage i krigen. Men i sin forklaring af profetierne citerede den uddrag af The Watch Tower fra 1915 for at vise det inkonsekvente i at præster foregav at være Kristi tjenere mens de samtidig fungerede som rekrutteringsagenter for krigsførende lande.

Da det havde vist sig at regeringen havde noget at indvende imod bogen, havde broder Rutherford straks sendt et telegram til trykkeren for at få produktionen standset, og samtidig havde man sendt en repræsentant for Selskabet til den amerikanske hærs efterretningsvæsen for at høre hvori indvendingen bestod. Da man erfarede at side 247-53 i bogen (den engelske udgave) voldte anstød på grund af den igangværende krig, gav Selskabet ordre til at disse sider skulle skæres ud af bogen før den blev tilbudt til offentligheden. Og da regeringen havde underrettet distriktsadvokaterne om at en yderligere udbredelse af bogen ville være en overtrædelse af spionageloven (skønt regeringen afslog at oplyse Selskabet om sin holdning til bogen i dens ændrede form), gav Selskabet besked om at al offentlig udbredelse af bogen skulle standses.

Hvorfor så streng en straf?

Til trods for alt dette erklærede juryen den 20. juni 1918 at hver af de anklagede var fundet skyldige i alle fire anklagepunkter. Dagen efter blev syv b af dem idømt fire fængselsstraffe på hver 20 år, som kunne afsones samtidig. Den 10. juli blev den ottende c idømt fire sideløbende straffe på 10 års fængsel. Hvor hårde var disse domme? I en notits til statsadvokaten den 12. marts 1919 erkendte USA’s præsident, Woodrow Wilson: „Fængselsstraffene er klart overdrevne.“ Manden der affyrede de dræbende skud mod den østrig-ungarske kronprins i Sarajevo — og dermed udløste de begivenheder der kastede nationerne ud i den første verdenskrig — var ikke blevet straffet strengere. Han var blevet idømt 20 års fængsel — ikke fire gange 20 år, sådan som bibelstudenterne.

Hvad var motivet til at idømme bibelstudenterne så strenge fængselsstraffe? Dommer Harland B. Howe erklærede: „Efter rettens opfattelse er den religiøse propaganda som de anklagede kraftigt har fremmet og spredt i hele landet såvel som blandt vore allierede, en større fare end en division af den tyske hær. . . . Den der udbreder religiøse tanker øver som regel  stor indflydelse, og hvis han er oprigtig er indflydelsen des større. Dette er en skærpende snarere end en formildende omstændighed. Retten har derfor sluttet at det eneste man kan gøre med sådanne personer, er at give dem en streng straf.“ Det er imidlertid også værd at bemærke at dommer Howe før han afsagde dommen nævnte at forsvarets advokater med deres udtalelser ikke alene havde udtrykt mistillid til og kritiseret regeringens jurister men også „alle landets præster“.

Afgørelsen blev straks appelleret til De Forenede Staters distriktsappelret. Men løsladelse mod kaution indtil appellen var behandlet blev egenmægtigt afvist af dommer Howe, d og den 4. juli, før den tredje og sidste ansøgning om løsladelse mod kaution kunne nå at blive behandlet, blev de første syv brødre i hast overført til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Det blev senere påvist at der var begået 130 procedurefejl under denne stærkt fordomsfulde retssag. Det tog måneder at udarbejde de papirer der var nødvendige for at få sagen taget op på ny. I mellemtiden sluttede krigen. Den 19. februar 1919 sendte de otte fængslede brødre en  anmodning om benådning til De Forenede Staters præsident, Woodrow Wilson. Desuden skrev et stort antal borgere til den nyudnævnte statsadvokat og opfordrede til at brødrene blev løsladt. Den 1. marts 1919 anbefalede dommer Howe derpå, som svar på en forespørgsel fra statsadvokaten, „øjeblikkelig strafforvandling“. Dette ville have nedsat straffene, men det ville også have bekræftet de anklagedes skyld. Inden man nåede så vidt, havde brødrenes sagførere rettet henvendelse til statsadvokaten, så sagen blev taget op ved appelretten.

Den 21. marts 1919, ni måneder efter at Rutherford og hans medarbejdere var blevet dømt, og efter at krigen havde været forbi i flere måneder, afgjorde appelretten at der kunne stilles kaution for alle otte anklagede, og den 26. marts blev de løsladt i Brooklyn mod en kaution på 10.000 dollars for hver. Den 14. maj 1919 traf distriktsappelretten i New York denne afgørelse: „De anklagede i denne sag har ikke fået den nøgterne og upartiske behandling de havde ret til, og derfor omstødes dommen.“ Sagen blev sendt tilbage til ny behandling i underretten. Men den 5. maj 1920, efter at de anklagede var mødt op i retten fem gange, erklærede regeringens advokat ved et åbent retsmøde i Brooklyn at anklagen var trukket tilbage. e Hvorfor? Som det fremgår af korrespondance der opbevares i De Forenede Staters rigsarkiv, var justitsministeriet bange for at hvis anklagerne blev forelagt en fordomsfri jury, nu da krigshysteriet var ovre, ville man tabe sagen. Rigsadvokat L. W. Ross skrev i et brev til statsadvokaten: „Jeg tror det vil være bedre, af hensyn til vort forhold til offentligheden, at vi på eget initiativ“ erklærer at sagen ikke skal forfølges videre.

Samme dag, den 5. maj 1920, blev den alternative tiltale der i maj 1919 var blevet rejst mod J. F. Rutherford og fire af hans medarbejdere, også frafaldet.

Hvem stod bag?

Var det virkelig præsterne der stod bag alt dette? Det benægtede John Lord O’Brian. Men de der levede dengang vidste udmærket hvordan det forholdt sig. Den 22. marts 1919 skrev avisen Appeal to Reason, der blev udgivet i Girard i staten Kansas: „Pastor Russells tilhængere, ondsindet forfulgt af den ’ortodokse’ gejstlighed, blev dømt og fængslet uden ret til  at stille kaution, selv om de gjorde alt hvad de kunne for at rette sig efter spionagelovens bestemmelser. . . . Vi erklærer at uanset om spionageloven teknisk set var i overensstemmelse med forfatningen og var etisk forsvarlig eller ej, blev disse tilhængere af pastor Russell dømt uretmæssigt efter dens bestemmelser. En fordomsfri bedømmelse af vidnesbyrdene vil hurtigt overbevise enhver om at disse mænd hverken havde til hensigt at overtræde loven eller gjorde det.“

Nogle år senere skrev dr. Ray Abrams i bogen Preachers Present Arms: „Det er påfaldende at så mange præster så aggressivt forsøgte at skaffe sig af med russellitterne [som bibelstudenterne nedsættende blev kaldt]. Sejlivede religiøse skænderier og gammelt had, som ikke ofres nogen opmærksomhed ved domstolene i fredstid, fandt nu vej ind i retssalen under indflydelse af krigshysteriet.“ Han skrev også: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne.“ — S. 183-85.

Afslutningen af krigen bragte imidlertid ikke forfølgelsen af bibelstudenterne til afslutning. Den indledte blot en ny æra af den.

Præster lægger pres på politiet

Da krigen var forbi rejste præsterne andre stridsspørgsmål for om muligt at standse bibelstudenternes arbejde. I det katolske Bayern og andre steder i Tyskland blev der foretaget mange arrestationer i 1920’erne for påståede overtrædelser af dørsalgslovene. Men når sagerne blev appelleret, tog dommerne som regel bibelstudenternes parti. Efter at domstolene var blevet oversvømmet med tusinder af den slags sager, udsendte indenrigsministeriet i 1930 et cirkulære til alle politifolk om at de skulle holde op med at rejse sager mod bibelstudenterne for overtrædelse af dørsalgslovene. Derved aftog presset fra denne kant for en tid, og Jehovas vidner fortsatte deres tjeneste i usædvanlig målestok i den tyske arbejdsmark.

Præsterne havde også stor magt i Rumænien i de år. Det lykkedes dem at få udstedt dekreter som forbød Jehovas Vidners skrifter og virksomhed. Men de var bange for at folk stadig læste de publikationer de allerede havde fået og at de derved lærte om kirkens ubibelske dogmer og bedrageriske påstande. For at forhindre dette gik de med politifolk fra hus til hus og søgte efter bøger og brochurer som var blevet uddelt af Jehovas vidner. De spurgte endda troskyldige små børn om deres forældre havde modtaget sådanne publikationer. Når der blev fundet nogle, blev folk truet med prygl og fængsel hvis de nogen sinde modtog flere. I nogle landsbyer var præsten samtidig borgmester og fredsdommer, og gjorde man ikke som præsten sagde skulle man ikke vente megen retfærdighed.

Flere amerikanske embedsmænd var lige så villige til at gå gejstlighedens ærinde i denne periode. Efter at den katolske biskop O’Hara i 1936  havde besøgt Lagrange, Georgia, lod byens borgmester og den offentlige anklager således i snesevis af Jehovas vidner arrestere. Mens de var indespærrede blev de tvunget til at sove ved siden af en mødding på madrasser der var oversprøjtet med ajle, fik ormebefængt mad at spise og blev sat til at udføre vejarbejde.

I Polen gjorde de katolske gejstlige også alt hvad de kunne for at hindre Jehovas Vidners arbejde. De æggede folk til voldshandlinger, brændte Jehovas Vidners publikationer offentligt, fordømte dem som kommunister og slæbte dem for domstole med påstand om at deres publikationer var „en helligbrøde“. Ikke alle embedsmænd var dog villige til at danse efter præsternes pibe. Statsadvokaten ved appelretten i Posen (Poznań) nægtede således at retsforfølge et af Jehovas vidner som præsterne havde anklaget for at kalde den katolske gejstlighed for „Satans organisation“. Statsadvokaten gjorde selv opmærksom på at den umoralske ånd der spredtes i kristenheden fra Alexander VI’s pavelige hof (1492-1503) faktisk var en satanisk organisations ånd. Og da gejstligheden anklagede et af Jehovas vidner for gudsbespottelse fordi han udbredte Vagttårnsselskabets publikationer, krævede statsadvokaten ved appelretten i Thorn (Toruń) frifindelse idet han sagde: ’Jehovas vidner indtager nøjagtig samme standpunkt som de første kristne. Skønt de nedrakkes og forfølges, står de for de højeste idealer i en falden og fordærvet verdensordning.’

Dokumenter i det canadiske rigsarkiv afslører at det var som reaktion på et brev fra den katolske kardinal Villeneuves residens i Quebec til justitsminister Ernest Lapointe at Jehovas Vidner blev forbudt i Canada i 1940. Andre embedsmænd bad derefter om en fuldstændig redegørelse for grundene til dette indgreb, men Lapointes svar var efter mange parlamentsmedlemmers opfattelse på ingen måde tilfredsstillende.

På den anden side af jorden drev præsterne et lignende spil. I det australske rigsarkiv findes et brev fra den romersk-katolske ærkebiskop i  Sydney til statsadvokat W. M. Hughes med en opfordring til at Jehovas Vidner erklæres illegale. Brevet er skrevet den 20. august 1940, blot fem måneder før der blev udstedt forbud mod Jehovas Vidner. Efter at have gennemgået det påståede grundlag for forbudet sagde dommer Williams ved den australske højesteret senere at det havde „den virkning at det gjorde forfægtelsen af den kristne religions principper og lærdomme ulovlig og enhver gudstjeneste der holdtes af mennesker som troede på Kristi fødsel til en ulovlig sammenkomst“. Den 14. juni 1943 afgjorde retten at forbudet var i strid med australsk lov.

I Schweiz krævede en katolsk avis at myndighederne beslaglagde dem af Jehovas Vidners publikationer som kirken fandt anstødelige. Man truede med at tage sagen i egen hånd hvis dette ikke skete. Mange steder i verden var det netop hvad præsterne gjorde.

Religiøse ledere griber til vold

De katolske gejstlige i Frankrig følte at de stadig havde et fast greb om befolkningen, og de var besluttede på at intet skulle få lov at bryde dette monopol. I 1924-25 uddelte bibelstudenterne i mange lande traktaten Gejstligheden anklages. I 1925 skulle J. F. Rutherford tale i Paris over emnet „Gejstlighedens svindel afsløres“. Et øjenvidne fortæller hvad der skete ved mødet: „Salen var fyldt til trængsel. Broder Rutherford trådte frem på scenen og blev hilst med et hjerteligt bifald. Han begyndte at tale, da omkring 50 præster og medlemmer af Katolsk Aktion bevæbnede med stokke pludselig brasede ind i salen mens de sang Marseillaisen. De kastede traktater ud fra de øverste trapper. En præst steg op på scenen. To unge mænd smed ham ned. Tre gange forlod broder Rutherford scenen og kom tilbage igen. Til sidst kom han ikke tilbage. . . . Bordene med en udstilling af vore publikationer blev væltet, og bøgerne blev spredt over det hele. Det var én stor forvirring!“ Men det var ikke noget isoleret tilfælde.

Da Jack Corr forkyndte i Irland fik han ofte den katolske gejstligheds vrede at føle. Ved en lejlighed trak en pøbelsværm, ophidset af sognepræsten, ham ud af sengen midt om natten og brændte alle hans bøger og brochurer på torvet. Da Victor Gurd og Jim Corby ankom til deres logi i Roscrea i amtet Tipperary, opdagede de at modstandere havde stjålet deres publikationer, overhældt dem med benzin og sat ild til dem. Rundt om bålet stod det lokale politi, præsteskabet og kvarterets børn og sang „Faith of Our Fathers“.

Før Jehovas Vidner holdt stævne i Madison Square Garden i New York i 1939, truede tilhængere af den katolske præst Charles Coughlin med at afbryde mødet. Politiet blev underrettet. Den 25. juni talte broder Rutherford til over 18.000 mennesker i dette auditorium over emnet „Herredømmet og Freden“, og en stor international lytterskare hørte med  over radioen. Efter at foredraget var begyndt stimlede omkring 200 eller flere katolikker og nazister, anført af adskillige katolske præster, sammen på balkonen. På et givet signal opløftede de et vældigt hyl mens de råbte „Heil Hitler!“ og „Viva Franco!“ De råbte alle mulige skældsord og grovheder, fremsatte trusler og gik til angreb på de opsynsmænd der forsøgte at fjerne dem. De fik dog ikke held til at standse mødet. Broder Rutherford fortsatte frygtløst med at tale med kraftig stemme. Da uroen var på sit højeste erklærede han: „Læg i dag mærke til de nazister og katolikker der gerne ville afbryde dette møde, men som ved Guds nåde ikke magter det.“ Bifaldsbølge efter bifaldsbølge støttede taleren. Forstyrrelsen kom med på den lydoptagelse der blev lavet af foredraget, og den blev hørt af folk i mange dele af verden.

Hvor det var muligt benyttede den katolske gejstlighed dog, som i inkvisitionens dage, staten til at undertrykke dem der vovede at betvivle kirkens lære og handlinger.

Brutal behandling i koncentrationslejre

I Adolf Hitler fandt gejstligheden en villig allieret. I 1933, samme år som Vatikanet indgik et konkordat med Nazityskland, iværksatte Hitler en kampagne for at udrydde Jehovas vidner i Tyskland. I 1935 blev de forbudt i hele landet. Men hvem stod bag dette?

En katolsk præst skrev i bladet Der Deutsche Weg (der blev udgivet i Łódź i Polen) for 29. maj 1938: „Der er nu ét land på jorden hvor de såkaldte . . . bibelstudenter [Jehovas vidner] er forbudt. Det er Tyskland! . . .  Da Adolf Hitler kom til magten og det tysk-katolske episkopat gentog kravet, sagde Hitler: ’Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas vidner] er urostiftere; . . . jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker skal udskældes på en sådan måde af denne amerikaner, dommer Rutherford; jeg opløser [Jehovas Vidner] i Tyskland.’“ — Kursiveret af os.

Var det kun de katolske biskopper der ønskede dette indgreb? Ifølge bladet Oschatzer Gemeinnützige for 21. april 1933 sagde den lutherske præst Otto i en radiotale den 20. april at der bestod et „nært samarbejde“ mellem den tyske lutherske kirke i Sachsen og landets politiske ledere, hvorefter han erklærede: „De første resultater af dette samarbejde ses allerede, i form af det forbud der i dag er udstedt mod International Forening for Bibelstudium [Jehovas Vidner] og dens underafdelinger i Sachsen.“

Derefter anstiftede nazistyret en af historiens mest barbariske kristenforfølgelser. Tusinder af Jehovas vidner fra Tyskland, Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Holland, Frankrig og andre lande blev indespærret i koncentrationslejre. Her blev de underkastet den grusomste og mest sadistiske behandling man kan forestille sig. Det var ikke usædvanligt at de blev skældt ud og sparket og derefter tvunget til at foretage knæbøjninger, hoppe og kravle i timevis, indtil de faldt om eller besvimede af udmattelse, mens vagterne skadefro grinede ad dem. Nogle blev tvunget til at stå nøgne eller let påklædte på gårdspladsen midt om vinteren. Mange blev pisket til de var bevidstløse og deres ryg var dækket af blod. Andre blev brugt som forsøgskaniner til medicinske eksperimenter. Nogle blev hængt op ved håndleddene med armene bundet på ryggen. Skønt udhungrede og utilstrækkeligt klædt i vinterkulden blev de tvunget til at udføre hårdt arbejde i mange timer, ofte med de bare hænder i mangel af skovle og andre redskaber. Både mænd og kvinder blev mishandlet på denne måde, og deres alder varierede fra under 20 til over 70 år. Deres plageånder udfordrede bevidst Jehova.

I et forsøg på at knække Jehovas vidner gav kommandøren i Sachsenhausen ordre til at en ung broder, August Dickmann, skulle henrettes i overværelse af alle fangerne, med Jehovas vidner forrest, hvor det ville gøre stærkest indtryk på dem. Efter henrettelsen blev de andre fanger sendt væk, men Jehovas vidner blev holdt tilbage. Med eftertryk spurgte kommandøren dem så: ’Hvem er nu villig til at underskrive erklæringen?’ — en erklæring om at man afsvor sin tro og meldte sig som soldat. Ikke  ét af de over 400 Jehovas vidner reagerede. Så trådte to frem! Nej, ikke for at skrive under, men for at bede om at deres underskrift som de havde sat omkring et år tidligere, måtte blive annulleret.

I Buchenwaldlejren blev der lagt et lignende pres på Jehovas vidner. Naziofficeren Rödl sagde til dem: „Hvis nogen af jer nægter at kæmpe mod Frankrig eller England, skal I alle sammen dø!“ To fuldt bevæbnede SS-kompagnier ventede ved vagtbygningen. Ikke ét af Jehovas vidner gav sig. Der fulgte en hård behandling, uden at officeren dog gjorde alvor af sin trussel. Det blev velkendt at selv om Jehovas vidner i lejrene ville udføre næsten ethvert arbejde de blev sat til, nægtede de på det bestemteste, om de så blev straffet med systematisk udsultning og udmattelse, at gøre noget som helst der støttede krigen eller var rettet mod en medfange.

Hvad de gennemgik trodser enhver beskrivelse. Hundreder af dem døde. Efter at de overlevende var blevet frigivet ved krigens slutning, skrev et Jehovas vidne fra Flandern: „Kun et ubrydeligt ønske om at leve, et urokkeligt håb og fast tillid til Jehova, som er almægtig, og kærlighed til teokratiet, gjorde det muligt at udholde alt dette og vinde sejren. — Romerne 8:37.“

Forældre blev revet væk fra deres børn. Ægtefæller blev skilt, og nogle hørte aldrig fra hinanden igen. Kort efter at Martin Pötzinger var blevet gift blev han arresteret og ført til den berygtede lejr i Dachau og derefter til Mauthausen. Hans kone, Gertrud, blev indsat i Ravensbrück. De så intet til hinanden før ni år senere. Om sine erfaringer i Mauthausen skrev han efter sin løsladelse: „Gestapo forsøgte alt for at få os til at opgive vores tro på Jehova. Sultekost, venskab på skrømt, brutalitet, at skulle stå op i dagevis, at blive hængt op ved håndleddene i en tre meter høj pæl med hænderne  bundet på ryggen, pisk — alt dette og andet som er for nedværdigende til at nævnes, blev forsøgt.“ Men han forblev loyal mod Jehova. Han var blandt de overlevende, og senere blev han medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Indespærret på grund af deres tro

Jehovas vidner blev ikke sat i koncentrationslejr fordi de var forbrydere. Når officererne ønskede at blive barberet, var det et Jehovas vidne de betroede ragekniven, for de vidste at intet Jehovas vidne nogen sinde ville skade et andet menneske. Når SS-folkene i udryddelseslejren Auschwitz havde brug for nogen til at gøre rent i deres hjem eller til at passe deres børn, var det nogle af Jehovas vidner de valgte, fordi de vidste at de ikke ville forsøge at forgive dem eller at flygte. Da lejren i Sachsenhausen blev evakueret ved krigens slutning anbragte vagterne en vogn med alt deres bytte midt i en kolonne af Jehovas vidner. Hvorfor? Fordi de vidste at Jehovas vidner ikke ville stjæle fra dem.

Jehovas vidner blev indespærret på grund af deres tro. De fik gang på gang at vide at de frit kunne forlade lejrene hvis blot de ville underskrive en erklæring om at de afsvor deres tro. SS-folkene gjorde alt hvad de kunne for at lokke eller tvinge dem til at underskrive erklæringen. Det var det de ønskede mest af alt.

På få undtagelser nær viste Jehovas vidner sig at være urokkelige i deres uangribelighed. Men de gjorde mere end at lide på grund af deres loyalitet mod Jehova og deres hengivenhed for Kristi navn. De gjorde mere end at udholde den inkvisitionsagtige tortur de blev underkastet. De bevarede en stærk åndelig enhed.

 Den enkelte var ikke indstillet på at overleve for enhver pris. Alle viste selvopofrende kærlighed mod andre. Når en af dem blev svag, delte de deres sparsomme madration med ham. Når de var berøvet al lægebehandling tog de sig kærligt af hinanden.

Selv om forfølgerne gjorde alt for at forhindre det, nåede bibelstudiemateriale ind til de indsatte — gemt i gavepakker udefra, overbragt mundtligt af nyankomne fanger, skjult i hule træben, eller på en eller anden måde når de arbejdede uden for lejrene. Eksemplarer gik fra hånd til hånd; undertiden blev de hemmeligt duplikeret på maskiner på lejrvagternes egne kontorer. Selv om der var stor fare forbundet med det, blev der også holdt møder i lejrene.

Jehovas vidner fortsatte med at forkynde at Guds rige er menneskenes eneste håb — selv i koncentrationslejrene. Ved en organiseret forkyndelse i Buchenwald hørte tusinder af indsatte den gode nyhed. I lejren i Neuengamme i nærheden af Hamburg blev der udført en intensiv forkyndelseskampagne i begyndelsen af 1943. Det hele blev grundigt planlagt. Der blev lavet vidnesbyrdskort på de forskellige sprog der taltes i lejren. Man bestræbte sig for at få alle i tale. Og der blev arrangeret regelmæssigt bibelstudium med dem der var interesserede. Jehovas vidner var så nidkære i deres forkyndelse at nogle af de politiske fanger irriteret sagde: „Uanset hvor man er, hører man kun om Jehova!“ Da der kom ordre fra Berlin om at sprede Jehovas vidner blandt de øvrige fanger for at svække dem, øgede det i virkeligheden deres muligheder for at forkynde.

Om de over 500 trofaste kvindelige Jehovas vidner der var indsat i Ravensbrück, skrev en niece til den franske general Charles de Gaulle efter sin løsladelse: „Jeg nærer sand beundring for dem. De var af forskellige nationaliteter: tyskere, polakker, russere og tjekker, og de har udholdt store lidelser for deres tro. . . . De viste alle stort mod, og deres holdning aftvang til sidst endog SS-soldaternes respekt. De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig hvis de ville have fornægtet deres tro, men de gav ikke efter. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren.“

Ligesom Jesus Kristus sejrede de over den verden der forsøgte at presse dem ind i sin sataniske form. (Joh. 16:33) Christine King skriver om dem i bogen New Religious Movements: A Perspective for Understanding Society: „Jehovas vidner udfordrede den totalitære opfattelse af det nye samfund ved at nægte at give efter, og denne udfordring (samt det at den ikke var til at udrydde) foruroligede den nye ordnings arkitekter mærkbart. . . . De hævdvundne forfølgelsesmetoder, tortur, fængsling og latterliggørelse, fik ikke et eneste [Jehovas] vidne til at omvende sig til nazismen, og gav i virkeligheden bagslag for forfølgelsens anstiftere. . . . Mellem disse to rivaliserende ideologier der begge krævede loyalitet, herskede en bitter strid,  især fordi de fysisk stærkere nazister på mange måder var mindre sikre, mindre rodfæstede i deres egen overbevisning og ikke så sikre på at deres tusindårsrige ville overleve. Vidnerne tvivlede ikke på deres eget grundlag; deres tro havde været åbenbar siden Abels tid. Mens nazisterne måtte nedkæmpe modstand og overbevise deres tilhængere, ofte ved at benytte sig af den sekteriske kristenheds sprog og billedverden, kunne Vidnerne stole på deres medlemmers fuldstændige og ubøjelige loyalitet, lige til døden.“ — Udgivet i 1982.

Ved krigens slutning kom over tusind overlevende Jehovas vidner ud af lejrene, med troen i behold og en stærk kærlighed til hinanden. Da de russiske hære nærmede sig, evakuerede vagterne hurtigt lejren i Sachsenhausen. De grupperede fangerne efter nationalitet. Men Jehovas vidner holdt sammen som én gruppe — 230 fra denne ene lejr. Da russerne var lige i hælene på dem blev vagterne desperate. Der var ingen mad, og fangerne var svage; enhver som sakkede bagud eller faldt om af udmattelse blev skudt. Tusinder blev efterladt på denne måde langs marchruten. Men Jehovas vidner hjalp hinanden så selv ikke den svageste iblandt dem blev liggende på vejen. Og nogle af dem var endda mellem 65 og 72 år gamle. Andre fanger forsøgte at stjæle mad undervejs, og mange blev skudt under forsøget. Jehovas vidner benyttede derimod lejligheden til at fortælle folk langs evakueringsruten om Jehovas kærlige hensigter, og af taknemmelighed for det trøstende budskab gav nogle dem og deres kristne brødre mad.

 Præsterne fortsætter kampen

Efter den anden verdenskrig fortsatte præsterne i den østlige del af Tjekkoslovakiet med at anstifte forfølgelse af Jehovas vidner. Under nazistyret havde de anklaget dem for at være kommunister; nu påstod de at de var imod den kommunistiske regering. Når Jehovas vidner aflagde besøg hos folk, opfordrede præsterne somme tider lærerne til at lukke i hundredvis af børn ud af skolen for at kaste sten efter dem.

På samme måde agiterede katolske præster i Santa Ana i El Salvador mod Jehovas vidner i 1947. Mens brødrene holdt deres ugentlige vagttårnsstudium, kom børn og smed sten ind ad den åbne dør. Derefter kom et optog med præsterne i spidsen. Nogle bar fakler, andre helgenbilleder. „Længe leve Jomfruen!“ råbte de. „Død over Jehova!“ I omkring to timer blev bygningen overdænget med sten.

Midt i 1940’erne blev Jehovas vidner i Quebec i Canada også udsat for skændige overgreb, både fra katolske pøbelskarer og fra embedsmænd. Delegationer fra bispesædet henvendte sig daglig hos politiet for at kræve at ordensmagten skaffede Jehovas vidner af vejen. Og når nogen blev arresteret, skete det ofte at politiet kom direkte fra kirkens bagindgang. I 1949 blev Jehovas Vidners missionærer drevet ud af byen Joliette i Quebec af en katolsk folkemængde.

Men ikke alle Quebecs indbyggere bifaldt det der fandt sted. I dag har Jehovas Vidner en rigssal ved en af gennemfartsvejene i Joliette. Byens præsteseminarium er lukket og bygningerne er købt af staten, og de bruges nu som almindelig læreanstalt. Og i Montreal har Jehovas Vidner holdt store internationale stævner med over 80.000 tilstedeværende i 1978.

Den katolske kirke har ikke desto mindre benyttet alle tænkelige midler for at holde befolkningen fast i et jerngreb. Ved at lægge pres på myndighederne sørgede den for at Jehovas Vidners missionærer blev beordret til at forlade Italien i 1949 og for at de tilladelser Jehovas Vidner opnåede til at holde stævner i 1950’erne, ofte blev annulleret. Alligevel fortsatte antallet af Jehovas vidner med at vokse, og i 1992 var der over 190.000 som forkyndte evangeliet i Italien.

I Spanien var det ligesom på inkvisitionens tid præsterne der fældede dommen, mens de lod staten gøre det grove arbejde. Da ærkebiskoppen i Barcelona i 1954 indledte et korstog mod Jehovas vidner, gav præsterne både fra prædikestolene, i skolerne og i radioen folk besked på at byde Jehovas vidner indenfor når de kom — og hurtigt tilkalde politiet.

De spanske præster var bange for at folk skulle opdage hvad der stod i Bibelen og måske endda vise andre hvad de havde set. Da Manuel Mula Giménez i 1960 blev fængslet i Granada for den „forbrydelse“ at lære andre  om Bibelen, lod den katolske fængselspræst den eneste bibel i fængselets bibliotek fjerne. Og da en anden fange lånte Manuel et eksemplar af evangelierne, blev det taget fra ham. Men nu er Bibelen blevet hvermandseje i Spanien. Folk har fået mulighed for at se hvad der står i den, og i 1992 var over 90.000 begyndt at tilbede Jehova som hans vidner.

I Den Dominikanske Republik samarbejdede præsterne med diktatoren Trujillo og brugte ham til at nå deres mål, ligesom Trujillo brugte præsterne til at fremme sine forehavender. Efter at nogle præster havde fordømt Jehovas Vidner i aviserne i 1950, blev den tilsynsførende på Vagttårnsselskabets afdelingskontor indkaldt til et møde med justits- og indenrigsministeren. Mens han ventede uden for kontoret, så han to jesuiterpræster gå derind og komme ud igen. Umiddelbart efter blev han kaldt ind på ministerens kontor, og ministeren oplæste nervøst en bekendtgørelse om at Jehovas Vidners virksomhed var blevet forbudt. Da forbudet blev hævet en kort tid i 1956, brugte præsterne både aviser og radio i et fornyet forsøg på at bagtale Jehovas Vidner. Hele menigheder blev arresteret og beordret til at underskrive en erklæring om at de afskrev deres tro og lovede at vende tilbage til den romersk-katolske kirke. Når de nægtede at skrive under blev de slået, sparket, pisket og fik ansigtet smadret med geværkolber. Men de stod fast, og deres antal voksede.

I Sucre i Bolivia forekom der også voldshandlinger. Under et stævne som Jehovas Vidner holdt i 1955, omringede en flok drenge fra en katolsk skole stævnepladsen og begyndte at råbe og at kaste med sten. En  kraftig højttaler højt oppe på kirken på den anden side af gaden opfordrede alle katolikker til at forsvare kirken og „Jomfruen“ mod de „protestantiske kættere“. Biskoppen og præsterne forsøgte personligt at afbryde mødet, men politiet beordrede dem til at forlade salen.

Da Jehovas Vidner året før havde holdt et stævne i Riobamba i Ecuador, var der programsat et offentligt foredrag med titlen „Kan kærlighed praktiseres i en selvisk verden?“ Men en jesuiterpræst havde ophidset de katolske indbyggere og opfordret dem til at forhindre at foredraget blev holdt. Kort efter at foredraget var begyndt kunne man derfor høre en folkemængde nærme sig med råbene „Længe leve den katolske kirke!“ og „Ned med protestanterne!“ Politiet gjorde et prisværdigt forsøg på, med dragne sabler, at holde hoben tilbage. Men den rasende pøbel kastede sten mod bygningen hvor mødet blev holdt, og senere mod den bygning hvor missionærerne boede.

De romersk-katolske gejstlige har ført an i forfølgelsen, men de har ikke været de eneste. De græsk-ortodokse gejstlige har været lige så aggressive, og har benyttet de samme metoder, i deres mere begrænsede indflydelsesområde. Desuden har mange protestantiske gejstlige vist en lignende indstilling de steder hvor de har følt de kunne gøre det. I Indonesien har de for eksempel anført pøbelskarer der har afbrudt bibelstudier i private hjem og gennemtævet de Jehovas vidner der var til stede. I nogle afrikanske lande har de forsøgt at påvirke embedsmænd til at nægte Jehovas vidner indrejsetilladelse eller berøve dem friheden til at tale med andre om Guds ord. Skønt katolske og protestantiske gejstlige kan være uenige på andre områder, er de generelt enige om at modarbejde Jehovas Vidner. Undertiden har de ligefrem i fællesskab forsøgt at påvirke regeringsembedsmænd til at standse deres virksomhed. De steder hvor livet domineres af ikkekristne religioner, har disse religioners gejstlige også i mange tilfælde fået regeringen til at „beskytte“ deres medlemmer mod forkyndelse af lærdomme der kunne få dem til at tvivle på deres barnetro.

I nogle tilfælde har sådanne ikkekristne grupper gjort fælles sag med navnkristne i et fordækt forsøg på at bevare den religiøse situation uændret. I Dekin i Dahomey (nu Benin) konspirerede en fetichpræst og en katolsk præst i begyndelsen af 1950’erne om at få embedsmænd til at undertrykke Jehovas Vidners virksomhed. I deres desperation opfandt de anklager der tog sigte på at vække alle mulige fjendtlige følelser. De hævdede at Jehovas vidner opfordrede folk til at gøre oprør mod regeringen, at de ikke betalte skat, at de var årsag til at feticherne ikke gav regn og præstens bønner ikke blev besvaret. Alle disse religiøse ledere frygtede at deres tilhængere måske ville lære noget som ville frigøre dem fra overtro og et liv i blind lydighed.

 Lidt efter lidt er præsternes indflydelse dog aftaget mange steder. Nu må gejstlighedens medlemmer undertiden sande at politiet ikke står bag dem når de chikanerer Jehovas vidner. Da en græsk-ortodoks præst i 1986 ved hjælp af pøbelvold forsøgte at afbryde et af Jehovas Vidners stævner i Larisa i Grækenland, greb den offentlige anklager og et stort antal politifolk ind til fordel for Jehovas Vidner. Og pressen har i nogle tilfælde været temmelig direkte i sin fordømmelse af religiøst intolerante handlinger.

I mange dele af verden er der imidlertid også andre stridsspørgsmål der har ført til bølger af forfølgelse. Et af dem drejer sig om Jehovas vidners holdning til nationale symboler.

De tilbeder kun Jehova

Første gang Jehovas vidner i nyere tid i særlig grad blev konfronteret med stridsspørgsmål vedrørende nationalistiske ceremonier, var i Nazityskland. Hitler forsøgte at ensrette det tyske folk ved at indføre tvungen nazihilsen; alle skulle sige „Heil Hitler!“ Som refereret af den svenske journalist og BBC-reporter Björn Hallström, lød en af anklagerne mod de Jehovas vidner der blev arresteret i nazitidens Tyskland, som regel på at de „havde nægtet at hilse flaget og at afgive nazihilsen“. Snart begyndte andre lande også at kræve at alle hilste flaget. Jehovas vidner nægtede at gøre det — ikke af illoyalitet, men af kristne samvittighedsgrunde. De respekterer flaget, men de betragter flaghilsen som en tilbedelseshandling. f

Efter at omkring 1200 Jehovas vidner i begyndelsen af nazitiden var blevet fængslet i Tyskland for at nægte at bruge nazihilsen  og nægte at bryde deres kristne neutralitet, led tusinder i De Forenede Stater fysisk overlast fordi de undlod at hilse det amerikanske flag. I ugen fra den 4. november 1935 blev et antal skolebørn i Canonsburg i Pennsylvanien ført hen i skolens fyrrum og pisket fordi de ikke hilste flaget. En af lærerne, Grace Estep, blev afskediget af samme grund. Den 6. november nægtede William og Lillian Gobitas at hilse flaget og blev bortvist fra skolen i Minersville, Pennsylvanien. Deres fader anlagde sag for at få børnene genoptaget i skolen. Både forbundsdomstolen og distriktsappelretten afgjorde sagen i Jehovas vidners favør. Men i 1940, hvor landet stod på tærskelen til krig, afgjorde USA’s højesteret med otte dommerstemmer mod én sagen Minersville School District mod Gobitis til fordel for tvungen flaghilsen i de offentlige skoler. Denne afgørelse rejste en landsomfattende voldsbølge mod Jehovas vidner.

Der forekom så mange voldelige overfald på Jehovas vidner at Eleanor Roosevelt (præsident F. D. Roosevelts hustru) appellerede til befolkningen  om at holde inde. Den 16. juni 1940 henviste rigsadvokaten, Francis Biddle, i en landsdækkende radiotale til de fjendtligheder der blev begået mod Jehovas vidner og sagde at de ikke ville blive tolereret. Men det standsede ikke voldshandlingerne.

I alle tænkelige situationer — på gaden, på arbejdspladsen, i deres tjeneste fra hus til hus — blev der stillet flag foran dem med krav om at de hilste det, ellers ville de få konsekvenserne at føle. Ved udgangen af 1940 berettede Jehovas Vidners Årbog: „Hierarkiet og Den Amerikanske Legion [har] gennem sådanne folkehobe der har taget loven i deres egen hånd, været årsag til ubeskrivelige voldshandlinger og ødelæggelser. Jehovas vidner er blevet overfaldet, slået, kidnappet, drevet ud af byer, amter og stater, blevet smurt ind i tjære og rullet i fjer, blevet tvunget til at drikke amerikansk olie, bundet sammen og jaget som dyr gennem gaderne, kastreret og lemlæstet, hånet og fornærmet af dæmoninspirerede folkemængder; hundreder er blevet sat i fængsel uden at vide hvad de var anklaget for, og holdt afspærret fra omverdenen uden mulighed for at rådføre sig med slægtninge, venner eller en sagfører. Mange andre er blevet anholdt og anbragt i såkaldt beskyttelsesarrest; nogle er blevet skudt i nattens mørke, nogle er blevet truet med at blive hængt og er blevet slået bevidstløse. Utallige er de former for forfølgelse de har været udsat for. Mange har fået tøjet flået af, deres bibler og bøger er blevet brændt offentligt, deres biler, beboelsesvogne, hjem og forsamlingssteder er blevet ødelagt og brændt. . . . I talrige tilfælde er både sagførere og vidner blevet overfaldet i retssalene af ophidsede folkemængder. I næsten hvert eneste tilfælde har myndighederne blot set til og nægtet at yde beskyttelse, og i snesevis af tilfælde har lovens håndhævere deltaget i pøbelaktionerne, ja endog været dem der førte an.“ Fra 1940 til 1944 forekom der over 2500 pøbeloverfald på Jehovas vidner i De Forenede Stater.

Da mange børn blev bortvist fra skolerne måtte Jehovas vidner i slutningen af 1930’erne og i begyndelsen af 40’erne drive deres egne skoler i De Forenede Stater og Canada for at deres børn kunne blive undervist. Man kaldte dem Kingdom Schools — rigsskoler.

Andre lande har også bittert forfulgt Jehovas vidner fordi de ikke hilser eller kysser nationale symboler. I 1959 blev børn af Jehovas vidner i Costa Rica som ikke ville deltage i det loven beskrev som ’tilbedelse af de nationale symboler’, forment adgang til skolerne. Samme behandling blev Jehovas vidners børn udsat for i Paraguay i 1984. Filippinernes højesteret afgjorde i 1959 at børn af Jehovas vidner, uanset deres religiøse indvendinger, kunne tvinges til at hilse flaget; i de fleste tilfælde samarbejdede landets skolemyndigheder dog med Jehovas vidner, sådan at deres børn kunne gå i skole uden at krænke deres samvittighed. I 1963 anklagede myndighederne i Liberia Jehovas vidner for at være illoyale  mod staten; de afbrød med magt et af deres stævner i Gbarnga og krævede at alle som var til stede — både liberianere og udlændinge — skulle sværge landets flag troskab. I 1976 oplyste en rapport med titlen „Jehovas vidner i Cuba“ at tusind forældre dér, både mænd og kvinder, i løbet af de foregående to år var blevet fængslet fordi deres børn ikke ville hilse flaget.

Ikke alle har bifaldet en sådan fremfærd mod mennesker der af samvittighedsgrunde respektfuldt afholder sig fra at deltage i patriotiske ceremonier. Ugeavisen The Open Forum, der udgives af den amerikanske borgerretsforenings afdeling i Sydcalifornien, skrev i 1941: „Det er på høje tid at vi er blevet vågne for hele flaghilsenspørgsmålet. Jehovas vidner er ikke illoyale amerikanere. . . . De bryder i almindelighed ikke lovene, men fører et anstændigt og ordentligt liv og yder således deres bidrag til almenvellet.“ I 1976 skrev en medarbejder ved Buenos Aires-avisen Herald i Argentina ligeud at Jehovas vidners tro „kun kan genere dem der mener at patriotisme hovedsagelig er et spørgsmål om flagning og fædrelandssange og ikke et spørgsmål om hjerteindstilling“. Han tilføjede: „Hitler og Stalin kunne ikke døje dem, og behandlede dem forfærdeligt. Mange andre diktatorer som higer efter ensretning har søgt at undertrykke dem. Men forgæves.“

Det er velkendt at nogle religiøse grupper har støttet væbnet vold mod regeringer som de har misbilliget. Men Jehovas vidner har aldrig nogen sinde noget sted på jorden deltaget i oprør mod de politiske myndigheder. De nægter ikke at hilse et nationalt symbol fordi de er illoyale — fordi de støtter en anden jordisk regering. De indtager samme holdning i alle de lande de findes i. De optræder ikke respektløst. De forstyrrer ikke patriotiske ceremonier ved at råbe eller pifte; de hverken spytter  på flaget, tramper på det eller brænder det. De er ikke regeringsfjendske. Deres holdning er baseret på Jesu egne ord i Mattæus 4:10: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“

Det standpunkt Jehovas vidner indtager, svarer til det standpunkt de første kristne indtog i Romerriget. Om disse første kristne siger bogen Essentials of Bible History: „Det at tilbede kejseren bestod i at drysse en lille smule røgelse eller at stænke nogle få dråber vin på et alter som stod foran et billede af kejseren. Nu, så mange år senere, vil vi måske ikke lægge mere i denne handling end i . . . det at løfte hånden for at hilse flaget eller en fremtrædende hersker, som et udtryk for høflighed, respekt og patriotisme. Mange i det første århundrede betragtede det måske på denne måde, men det gjorde de kristne ikke. De anså handlingen for at være en religiøs tilbedelse, det samme som at anerkende kejseren som guddommelig og derfor at være illoyal mod Gud og Kristus, og de nægtede at gøre det.“ — Elmer W. K. Mould, 1951, s. 563.

Hadet for ikke at være „en del af verden“

Eftersom Jesus sagde at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“, deltager Jehovas vidner ikke i verdens politiske anliggender. (Joh. 17:16; 6:15) I denne henseende ligner de også de første kristne, om hvem historikerne siger:

„Urkristendommen mødte kun lidt forståelse og blev betragtet med ringe velvilje af den hedenske verdens herskere. . . . De kristne nægtede at opfylde visse pligter som var pålagt romerske borgere. . . . De ville ikke modtage politiske embeder.“ (On the Road to Civilization — A World History, A. K. Heckel og J. G. Sigman, 1937, s. 237, 238) „De nægtede at tage nogen som helst aktiv del i det civile styre eller i det militære forsvar af riget. . . . Det var umuligt at de kristne kunne påtage sig at være soldater, embedsmænd eller fyrster uden at give afkald på en mere hellig tjeneste.“ — History of Christianity, Edward Gibbon, 1891, s. 162, 163.

I verden ser man ikke med blide øjne på denne holdning, især ikke i lande hvor herskerne kræver at alle deltager i visse handlinger som et udtryk for at de støtter det politiske system. Resultatet er som Jesus sagde: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.

 I nogle lande regnes det for en pligt at stemme ved politiske valg. Undladelse straffes med bøde, fængsel eller det der er værre. Men Jehovas vidner støtter Guds messianske rige, der, som Jesus sagde, ’ikke er en del af denne verden’, og derfor deltager de ikke i denne verdens politiske anliggender. (Joh. 18:36) Det er deres personlige afgørelse, og de søger ikke at påtvinge andre den. Men nogle steder hvor der ikke er religiøs tolerance, har embedsmænd brugt denne afstandtagen fra politik som et påskud til at forfølge Jehovas vidner på det groveste. Det skete for eksempel i de fleste af de lande der var underlagt det nazistiske styre. Det er også sket i Cuba. I mange lande har øvrigheden dog været mere tolerant.

Nogle steder har de styrende imidlertid forlangt at alle skulle tilkendegive deres støtte til det regerende politiske parti ved at råbe visse slagord. Og da Jehovas vidner ikke med god samvittighed har kunnet gøre dette, blev tusinder af dem i den østlige del af Afrika i 1970’erne og 80’erne slået, berøvet deres levebrød og fordrevet fra deres hjem. Men selv om Jehovas vidner i alle lande er flittige og lovlydige, er de neutrale i politiske spørgsmål.

I Malawi er der kun ét politisk parti, og man skal have et partikort som viser at man er medlem. Selv om Jehovas vidner samvittighedsfuldt betaler deres skat, sådan som deres tro byder dem, afslår de at købe politiske partikort. At gøre det ville være at fornægte deres tro på Guds rige. Af den grund rettede bander af unge i hele Malawi, tilskyndet af myndighederne, i slutningen af 1967 et omfattende angreb på Jehovas vidner som var helt uden sidestykke i vulgaritet og sadistisk grusomhed. Over tusind kristne kvinder blev voldtaget. Nogle blev klædt af for øjnene af store pøbelsværme, slået med knytnæver og stokke, og derefter seksuelt misbrugt af den ene efter den anden. Mænd fik slået søm gennem fødderne og stukket cykeleger gennem benene, hvorefter de fik ordre til at løbe. Over hele landet blev deres huse, møbler, tøj og madvarer ødelagt.

Efter det årlige konvent for Malawis kongresparti i 1972 brød grusomhederne ud igen. Ved dette konvent blev det officielt besluttet at fratage Jehovas vidner al beskæftigelse og at fordrive dem fra hus og hjem. Selv arbejdsgiveres bønner om at få lov til at beholde disse pålidelige ansatte, var til ingen nytte. Huse, afgrøder og husdyr blev konfiskeret eller ødelagt. Jehovas vidner blev forhindret i at hente vand ved landsbyernes brønde. Mange blev slået, voldtaget, lemlæstet eller myrdet. Samtidig blev  de hånet og latterliggjort på grund af deres tro. Over 34.000 flygtede ud af landet for ikke at blive dræbt.

Men dermed var det ikke overstået. Først fra ét land og derpå fra et andet blev de drevet tilbage over grænsen i armene på deres forfølgere, hvor flere grusomheder ventede dem. Trods alt dette gik de ikke på kompromis og opgav ikke deres tro på Jehova Gud. De viste sig at være som de trofaste Guds tjenere om hvem Bibelen siger: „Andre fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel. De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde idet de blev myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling; dem var verden ikke værd.“ — Hebr. 11:36-38.

Forfulgt i alle lande

Er det ikke kun få lande der har forrådt deres påståede frihedsidealer ved at iværksætte en sådan religiøs forfølgelse? Nej, tværtimod. Jesus Kristus advarede sine disciple: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ — Matt. 24:9.

I denne tingenes ordnings sidste dage, der begyndte i 1914, er dette had blevet særlig voldsomt. Canada og De Forenede Stater førte an ved at udstede forbud mod bibelske publikationer under den første verdenskrig, og de fik hurtigt følgeskab af Indien og Nyasaland (nu Malawi). I 1920’erne blev bibelstudenterne underlagt vilkårlige restriktioner i Grækenland, Italien, Rumænien, Spanien og Ungarn. Nogle af stederne blev udbredelse af bibelsk læsestof forbudt; andre steder blev det endda ulovligt at holde private møder. Flere lande gik med i angrebet i 1930’erne, hvor der blev nedlagt forbud (enten mod Jehovas Vidner eller mod deres publikationer) i Estland, Letland, Litauen, Polen, flere schweiziske kantoner, Østrig, det daværende Jugoslavien, Albanien, Bulgarien, Guldkysten (nu Ghana), franske territorier i Afrika samt på Trinidad og Fijiøerne.

Under den anden verdenskrig blev Jehovas Vidner, deres forkyndelse og deres bibelske publikationer forbudt i mange dele af verden. Det gjaldt ikke kun i diktaturer som Tyskland, Italien og Japan, men også i de fleste af de lande der direkte eller indirekte blev underlagt deres diktatoriske herredømme enten før eller under krigen. Deriblandt var lande som Norge, Holland, Belgien, Tjekkoslovakiet, Østrig, Albanien, Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien) og Korea. I løbet af krigsårene udstedte både Finland, Frankrig, Ungarn, Argentina og Brasilien bestemmelser som var rettet mod Jehovas Vidner eller deres virksomhed.

Storbritannien forbød ikke direkte Jehovas Vidners arbejde under krigen, men landet udviste Vagttårnsselskabets amerikanskfødte afdelingstilsynsmand  og forsøgte at kvæle deres virksomhed ved at forbyde indførelse af deres bibelske publikationer i krigsårene. Desuden blev der i store dele af Det Britiske Imperium og Det Britiske Statssamfund indført direkte forbud mod Jehovas Vidner eller deres publikationer. Australien, Bahamaøerne, Basutoland (nu Lesotho), Bechuanaland (nu Botswana), Britisk Guiana (nu Guyana), Burma (nu Myanmar), Canada, Ceylon (nu Sri Lanka), Cypern, Dominica, Fiji, Guldkysten (nu Ghana), Indien, Jamaica, Leewardøerne (Britisk Vestindien), New Zealand, Nigeria, Nordrhodesia (nu Zambia), Nyasaland (nu Malawi), Singapore, Swaziland, Sydafrika og Sydrhodesia (nu Zimbabwe) udtrykte alle deres fjendskab mod Jehovas tjenere ved at tage sådanne skridt.

Efter krigen ophørte forfølgelsen fra nogle kanter, men blev forstærket fra andre. Foruden at der i de næste 45 år var mange lande som nægtede at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, blev der indført direkte forbud mod dem eller deres virksomhed i 23 lande i Afrika, 9 i Asien, 8 i Europa, 3 i Latinamerika og 4 østater. I 1992 var Jehovas Vidner stadig underlagt begrænsninger i 24 lande.

Det vil ikke sige at alle regeringsembedsmænd personligt er imod Jehovas Vidners arbejde. Mange øvrighedspersoner går ind for religionsfrihed og erkender at Jehovas vidner er et aktiv for samfundet. De er ikke enige med dem der agiterer for at der bør gribes ind over for Jehovas vidner. Da en katolsk præst og en metodistpræst i Elfenbenskysten, før landet blev selvstændigt, forsøgte at få en embedsmand til at udvise Jehovas vidner, erfarede de således at myndighederne ikke ville være brikker i deres spil. Da en embedsmand i Namibia i 1990 forsøgte at få loven udformet sådan at den diskriminerede flygtninge som var Jehovas vidner, blev det forhindret af den grundlovgivende forsamling. Og i mange lande hvor Jehovas Vidner før var forbudt, nyder de nu juridisk anerkendelse.

Alligevel bliver Jehovas vidner forfulgt på forskellige måder overalt på jorden. (2 Tim. 3:12) Nogle steder sker det måske mest ved at de bliver skældt ud når de besøger folk i forkyndelsen eller ved at de møder modstand i familien, i skolen eller på arbejdspladsen. Men uanset hvem forfølgerne er eller hvordan de forsøger at retfærdiggøre deres optræden, forstår Jehovas vidner hvad der i virkeligheden ligger bag.

Stridsspørgsmålet

Vagttårnsselskabets publikationer har længe påpeget at den første bog i Bibelen i symbolske vendinger forudsiger at Satan Djævelen og dem han har magt over, vil vise fjendskab eller had mod Jehovas himmelske organisation og dem der repræsenterer den på jorden. (1 Mos. 3:15; Joh. 8:38, 44; Åb. 12:9, 17) Især siden 1925 har Vagttårnet ud fra Bibelen påvist at der kun er to hovedorganisationer — Jehovas og Satans. Og som  der står i Første Johannesbrev 5:19, ligger „hele verden“ — det vil sige hele den del af menneskeheden der står uden for Jehovas organisation — „i den ondes magt“. Det er derfor alle sande kristne bliver forfulgt. — Joh. 15:20.

Men hvorfor tillader Gud det? Gavner det noget? Jesus Kristus forklarede at før han som himmelsk konge ville knuse Satan og hans onde organisation, ville folk af alle nationer blive skilt fra hinanden, ligesom når en hyrde i Mellemøsten skiller fårene fra gederne. Folk ville få lejlighed til at høre om Guds rige og tage stilling til det. Når forkynderne af dette rige bliver forfulgt, bliver spørgsmålet gjort endnu mere markant: Vil de der hører om det gøre godt mod Kristi „brødre“ og deres medarbejdere og således vise kærlighed mod Kristus selv? Eller vil de gøre fælles sag med dem der udskælder og forfølger disse repræsentanter for Guds rige — eller måske være passive vidner til at andre gør det? (Matt. 25:31-46; 10:40; 24:14) Nogle i Malawi så tydeligt hvem der tjente den sande Gud og sluttede sig derfor til de forfulgte Jehovas vidner. Ikke så få fanger og enkelte vagter i de tyske koncentrationslejre gjorde det samme.

Selv om Jehovas vidner udsættes for løgnagtige anklager og lider fysisk overlast, ja selv om de hånes for deres tro på Gud, føler de sig ikke svigtet af Gud. De ved at Jesus Kristus blev udsat for det samme. (Matt. 27:43) De ved også at Jesus ved sin loyalitet mod Jehova beviste at Djævelen var en løgner og medvirkede til at hellige sin Faders navn. Ethvert Jehovas vidne ønsker at gøre det samme. — Matt. 6:9.

Spørgsmålet er ikke om de kan udholde tortur og undslippe døden. Jesus Kristus forudsagde at nogle af hans disciple ville blive dræbt. (Matt. 24:9) Han blev selv dræbt. Men han gik aldrig på akkord med Guds hovedmodstander, Satan Djævelen, denne verdens hersker. Han besejrede verden. (Joh. 14:30; 16:33) Dét det gælder er altså om de der tilbeder den sande Gud vil forblive trofaste mod ham uanset hvilke trængsler de udsættes for. Jehovas nutidige vidner har til fulde vist at de har samme indstilling som apostelen Paulus, der skrev: „Når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — Rom. 14:8.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 642]

De argeste forfølgere af Jesus Kristus var de religiøse ledere

[Tekstcitat på side 645]

„Gud ordinerer, eller autoriserer, et menneske til at forkynde ved at give vedkommende den hellige ånd“

[Tekstcitat på side 647]

„Den fuldbyrdede Hemmelighed“ afslørede rent ud gejstlighedens hykleri!

[Tekstcitat på side 650]

Kristne mænd og kvinder blev overfaldet, kastet i fængsel og holdt indespærret uden at der blev rejst anklage eller fældet dom

[Tekstcitat på side 652]

„Fængselsstraffene er klart overdrevne“ — USA’s præsident, Woodrow Wilson

[Tekstcitat på side 656]

Gjorde man ikke som præsten sagde skulle man ikke vente megen retfærdighed

[Tekstcitat på side 666]

Præsterne opfordrede lærerne til at lukke børnene ud, så de kunne kaste sten efter Jehovas vidner

[Tekstcitat på side 668]

Præsterne modarbejdede i fællesskab Jehovas vidner

[Tekstcitat på side 671]

Jehovas vidner blev overfaldet i De Forenede Stater

[Tekstcitat på side 676]

Jehovas vidner forfølges overalt på jorden

 [Ramme på side 655]

Præsterne afslører deres indstilling

Det er værd at lægge mærke til hvordan de religiøse tidsskrifter reagerede på domfældelsen af J. F. Rutherford og hans medarbejdere i 1918:

◆ „The Christian Register“: „Det regeringen her med dræbende tydelighed slår ned på, er den antagelse at religiøse idéer altid kan udbredes ustraffet, uanset hvor skøre og skadelige de måtte være. Det er en gammel vildfarelse, og hidtil har vi været alt for lemfældige over for den. . . . Det ser ud til at være russellismens endeligt.“

◆ „The Western Recorder“, et baptistisk tidsskrift, skrev: „Det er ikke spor overraskende at lederen af denne kværulantiske sekt er blevet indespærret i en institution for lovbrydere. . . . Det virkelig svære problem i denne forbindelse er om de anklagede skulle have været i fængsel eller om de burde have været anbragt på en sindssygeanstalt.“

◆ „The Fortnightly Review“ henledte opmærksomheden på en kommentar i New York-avisen „Evening Post“, der lød: „Vi stoler på at de der underviser i religion overalt vil mærke sig denne dommers opfattelse, nemlig at fremholdelse af enhver tro som ikke er i fuld overensstemmelse med den vedtagne lov, er en alvorlig forbrydelse som kun forstærkes hvis man som evangeliets tjener er oprigtig i det man siger.“

◆ „The Continent“ betegnede nedsættende de anklagede som „tilhængere af afdøde ’pastor’ Russell“ og hævdede fejlagtigt at de mente at „alle bortset fra syndere skulle fritages for at kæmpe mod den tyske kejser“. Bladet påstod også at ifølge statsadvokaten i Washington havde „den italienske regering for nogen tid siden klaget til De Forenede Stater over at Rutherford og hans meningsfæller . . . havde udspredt antikrigspropaganda i den italienske hær“.

◆ En uge senere gengav „The Christian Century“ det meste af det ovennævnte ord for ord, og viste dermed at det var i fuld overensstemmelse med disse synspunkter.

◆ Det katolske tidsskrift „Truth“ nævnte kort den dom der var afsagt, og gav derefter udtryk for bladets mening ved at sige: „Dette samfunds skrifter nærmest stinker af ondskabsfulde angreb på den katolske kirke og dens præsteskab.“ I et forsøg på at sætte enhver som offentligt erklærede sig uenig med den katolske kirke, i bås med samfundsoprørere, skrev bladet videre: „Det bliver mere og mere tydeligt at intolerancens ånd er nært forbundet med en oprørsk indstilling.“

◆ Dr. Ray Abrams skrev siden i bogen „Preachers Present Arms“: „Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade.“

[Ramme på side 660]

„Forfulgt af religiøse grunde“

„Der fandtes en gruppe i Mauthausen-koncentrationslejren som udelukkende blev forfulgt af religiøse grunde. Det var medlemmer af sekten ’Alvorlige bibelstudenter’ eller ’Jehovas Vidner’ . . . Årsagen til at de blev forfulgt var at de nægtede at aflægge loyalitetsed over for Hitler og nægtede at udføre enhver form for militærtjeneste — en politisk konsekvens af deres overbevisning.“ — „Die Geschichte des Konzentrationslagers Mauthausen“, dokumenteret af Hans Maršálek, Wien, 1974.

[Ramme/illustration på side 661]

Oversættelse af den erklæring som SS forsøgte at tvinge Jehovas vidner til at underskrive

Koncentrationslejr .......................................

2. afdeling

ERKLÆRING

Jeg, .....................................................

født den .................................................

i ........................................................

afgiver hermed følgende erklæring:

1. Det er gået op for mig at International Forening for Bibelstudium forkynder vranglære og at den under et religiøst dække forfølger statsfjendtlige mål.

2. Jeg har derfor trukket mig helt ud af denne organisation og gjort mig fuldstændig fri af sektens lære.

3. Jeg forsikrer hermed at jeg aldrig igen vil tage nogen som helst del i International Forening for Bibelstudiums virksomhed. Enhver der henvender sig til mig med bibelstudenternes lære eller som på nogen måde afslører at have tilknytning til dem, vil jeg straks anmelde. Al litteratur fra bibelstudenterne som måtte blive sendt til min adresse, vil jeg straks aflevere til nærmeste politistation.

4. Jeg vil for fremtiden respektere statens love; især i krigstid vil jeg med våben i hånd forsvare fædrelandet, og jeg vil på enhver måde tilslutte mig folkets fællesskab.

5. Jeg er blevet oplyst om at jeg straks igen vil blive taget i beskyttelsesarrest hvis jeg handler i modstrid med den erklæring jeg afgiver i dag.

.................................., den .................. ...........................................................

Underskrift

 [Ramme på side 662]

Breve fra nogle der blev dømt til døden

Fra Franz Reiter (der ventede på døden ved guillotinen) til hans moder, den 6. januar 1940, fra interneringslejren Berlin-Plötzensee:

„Jeg er fuldstændig overbevist om at det jeg gør er det rigtige. Så længe jeg er her har jeg stadig mulighed for at skifte mening, men det ville være illoyalt over for Gud. Alle vi der er her ønsker at være trofaste mod Gud, til hans ære. . . . Ifølge den kundskab jeg har ville jeg have begået en synd der straffes med døden, hvis jeg havde aflagt [militær] ed. Det ville være slemt for mig. Jeg ville ikke få nogen opstandelse. Men jeg holder mig til det Kristus sagde: ’Den som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.’ Og nu, kære moder, og alle mine brødre og søstre, i dag fik jeg min dom, og, bliv ikke skrækslagne, det er døden; jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden. Apostlene skriver: ’Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.’ Det gælder også mig. Det har jeg bevist over for jer, og I har erkendt det. Mine kære, bliv ikke tunge om hjertet. Det ville være godt for jer alle at lære De Hellige Skrifter endnu bedre at kende. Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen. . . .

Jeres Franz

På gensyn.“

Fra Berthold Szabo, henrettet ved skydning i Körmend i Ungarn den 2. marts 1945:

„Min kære søster Marika!

Den sidste halvanden time jeg har tilbage, vil jeg forsøge at skrive til dig så du kan lade vore forældre vide hvordan det står til, at jeg står ansigt til ansigt med døden.

Jeg ønsker dem den samme fred i sindet som jeg selv føler her i de sidste minutter i denne ulykkesfyldte verden. Klokken er nu ti, og jeg skal henrettes klokken halv tolv; men jeg er helt rolig. Mit fremtidige liv lægger jeg i hænderne på Jehova og hans elskede søn, kongen Jesus Kristus, som aldrig glemmer dem der oprigtigt elsker dem. Jeg ved også at der snart vil ske en opstandelse af dem der er døde, eller rettere er sovet ind, i Kristus. Jeg vil også gerne specielt nævne at jeg ønsker jer alle Jehovas rigeste velsignelse for den kærlighed I har vist mig. Kys far og mor fra mig, og også Annus. De må ikke være bekymrede for mig; vi ser snart hinanden igen. Min hånd er rolig nu, og jeg går til hvile indtil Jehova kalder mig frem igen. Også nu vil jeg holde det løfte jeg gav ham.

Nu er tiden gået. Måtte Gud være med jer og med mig.

Mange kærlige hilsener . . .

Berthi“

[Ramme på side 663]

Kendt for deres mod og overbevisning

◆ „Skønt det virkede håbløst, mødtes Vidnerne i lejrene og bad sammen, fremstillede læsestof og omvendte andre. Holdt oppe af deres fællesskab, og, i modsætning til mange andre indsatte, med god forståelse af grundene til at sådanne steder fandtes og til at de skulle lide på denne måde, viste Vidnerne sig at udgøre en lille men mindeværdig gruppe fanger, mærket med en lilla trekant og kendt for deres mod og overbevisning.“ Sådan skrev dr. Christine King i bogen „The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity“.

◆ I bogen „Values and Violence in Auschwitz“ siger Anna Pawełczyńska: „Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning eller foretage en handling til skade for et andet menneske . . . Jehovas vidner kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig.“

◆ Rudolf Höss fortalte i sin selvbiografi, i bogen „Kommandant i Auschwitz“, om henrettelsen af nogle Jehovas vidner som nægtede at bryde deres kristne neutralitet. Han skrev: „Således forestillede jeg mig de første kristne martyrer, mens de i arenaen ventede på at blive flået levende af vilde dyr. Med fuldstændig forklarede ansigter, øjnene hævet mod himlen og hænderne foldet i bøn, gik de ind i døden. Alle, der så dem dø, var dybt rørte, selv eksekutionspelotonen var grebet.“

[Ramme på side 673]

„De er ikke imod staten“

„De er ikke imod staten; de er bare for Jehova.“ „De brænder ikke deres indkaldelsespapirer, gør ikke oprør . . . og deltager ikke i nogen form for samfundsundergravende virksomhed.“ „Vidnernes ærlighed og uangribelighed er konstant. Uanset hvad man måtte mene om dem — og mange mener meget negativt — lever de et eksemplarisk liv.“ — „Telegram“, Toronto, Canada, juli 1970.

[Ramme på side 674]

Hvem har ledelsen?

Jehovas vidner véd at deres pligt til at forkynde ikke afhænger af Vagttårnsselskabets eller noget andet selskabs virksomhed. „Lad Vagttaarnets Selskab blive forbudt og dets afdelingskontorer i de forskellige lande lukket ved statsindgreb! Det kan ikke tilintetgøre den guddommelige formaning eller løfte den fra de mænds og kvinders skuldre, der er indviet til at gøre Guds vilje, og som han har lagt sin ånd på. ’Prædik!’ står der skrevet klart og tydeligt i hans ord. Denne befaling må adlydes frem for en hvilken som helst befaling fra mennesker.“ („Vagttaarnet“, 1. januar 1950) Da de anerkender at befalingen kommer fra Jehova Gud og Jesus Kristus, fortsætter de med at forkynde budskabet om Riget uanset hvilken modstand de møder.

[Ramme på side 677]

Som de første kristne

◆ „Jehovas vidner tager deres tro langt mere alvorligt end de fleste. Deres principper minder os om de første kristne, der var så upopulære og blev så brutalt forfulgt af romerne.“ — „Akron Beacon Journal“, Akron, Ohio, 4. september 1951.

◆ „De [første kristne] førte et stille, moralsk, virkelig eksemplarisk liv. . . . I enhver henseende, undtagen i det ene tilfælde hvor det forlangtes at de skulle brænde røgelse, var de eksemplariske borgere.“ „Når dét at ofre til kejserens genius var en prøve på patriotismen, kunne de statslige myndigheder da tillade sig at lukke øjnene for disse upatriotiske kristnes stædige modstand? De vanskeligheder de kristne således befandt sig i, var ikke meget anderledes end de vanskeligheder den aggressive sekt der kaldes Jehovas Vidner befandt sig i i De Forenede Stater under krigen på grund af spørgsmålet om at hilse det nationale flag.“ — „20 Centuries of Christianity“ af Paul Hutchinson og Winfred Garrison, 1959, s. 31.

◆ „Det mest bemærkelsesværdige ved Vidnerne er måske deres fastholden ved at de først og fremmest skylder Gud troskab, mere end nogen anden magt i verden.“ — „These Also Believe“ af dr. C. S. Braden, 1949, s. 380.

[Illustration på side 644]

Debatterne mellem dr. Eaton og C. T. Russell blev udførligt refereret i „The Pittsburgh Gazette“

[Illustration på side 646]

Modstanderne udspredte grove usandheder om Charles og Maria Russells ægteskabelige forhold

[Illustrationer på side 648]

Præsterne var rasende da der blev uddelt 10.000.000 eksemplarer af denne traktat, der afslørede deres dogmer og handlinger i lyset af Guds ord

[Illustration på side 649]

Aviserne ophidsede til forfølgelse af bibelstudenterne i 1918

[Illustrationer på side 651]

Under retssagen her mod medarbejdere fra Selskabets hovedkontor kom bogen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“ i søgelyset

Forbundsdomstolen og postkontoret i Brooklyn, N.Y.

[Illustration på side 653]

Idømt hårdere straffe end snigmorderen hvis skud udløste den første verdenskrig. Fra venstre til højre: W. E. Van Amburgh, J. F. Rutherford, A. H. Macmillan, R. J. Martin, F. H. Robison, C. J. Woodworth, G. H. Fisher, G. DeCecca

[Illustrationer på side 657]

Da Jehovas Vidner holdt dette stævne i New York i 1939, forsøgte omkring 200 bøller anført af katolske præster at afbryde mødet

[Illustrationer på side 659]

Under den anden verdenskrig blev tusinder af Jehovas vidner indespærret i disse koncentrationslejre

SS-vagternes dødningehoved-emblem

[Illustration på side 664]

Et afsnit af en bibelstudiebog, fotografisk formindsket, lagt i en tændstikæske og smuglet ind til Jehovas vidner i en koncentrationslejr

[Illustrationer på side 665]

Nogle af de Jehovas vidner hvis tro overlevede i de nazistiske koncentrationslejres ildovn

Mauthausen

Wewelsburg

[Illustration på side 667]

Pøbelvold i nærheden af Montreal, Quebec, i 1945. Der forekom mange tilfælde af præsteinspireret vold mod Jehovas vidner i 1940’erne og 50’erne

[Illustration på side 669]

Tusinder af Jehovas vidner (deriblandt John Booth, som ses her) blev arresteret da de uddelte bibelsk læsestof

[Illustrationer på side 670]

Efter en højesteretsdom i 1940 der gik Jehovas Vidner imod, fejede en bølge af pøbelvold hen over De Forenede Stater. Møder blev afbrudt, forkyndere blev slået og ejendom blev ødelagt

[Illustrationer på side 672]

Mange steder måtte Jehovas vidner selv oprette skoler til børnene fordi de blev bortvist fra de offentlige skoler