Kapitel 28

Prøvelser og sigtning indefra

MENS Jehovas Vidners nutidige organisation har taget form, har der været mange situationer der har virket som en alvorlig trosprøve for nogle. Ligesom man ved tærskning og den efterfølgende rensning af kornet skiller kerner fra avner, har disse situationer tjent til at vise hvem der er ægte kristne. (Jævnfør Lukas 3:17.) De der har været tilsluttet organisationen har måttet åbenbare deres sande hjertelag. Tjente de blot for personlig fordels skyld? Fulgte de blot et ufuldkomment menneske? Eller var de ydmyge, ivrige efter at kende og gøre Guds vilje, helstøbte i deres hengivenhed for Jehova? — Jævnfør Anden Krønikebog 16:9.

De der fulgte Jesus Kristus i det første århundrede kom også ud for prøver på deres tro. Jesus sagde til dem at hvis de var trofaste, ville de få del i hans rige sammen med ham. (Matt. 5:3, 10; 7:21; 18:3; 19:28) Men han nævnte ikke hvornår de ville få denne løn. Hvad ville de gøre når deres forkyndelse blev mødt med ligegyldighed eller måske direkte fjendskab? Ville de så stadig lade dette riges interesser være det vigtigste i deres liv? Ikke alle gjorde dette. — 2 Tim. 4:10.

Jesu egen måde at undervise på var en prøve for nogle. Det var en snublesten for farisæerne at Jesus uden omsvøb forkastede deres overleveringer. (Matt. 15:1-14) Selv mange som gik for at være hans disciple tog anstød af den måde han underviste på. Da han ved en lejlighed forklarede betydningen af at tro på værdien af hans kød og blod som han ville ofre, blev mange af hans disciple chokerede over det billedsprog han benyttede. Uden at afvente nogen yderligere forklaring „trak [de] sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham“. — Joh. 6:48-66.

Men det var ikke alle der forlod ham. Som Simon Peter forklarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ (Joh. 6:67-69) De havde set og hørt nok til at blive overbevist om at Jesus var den hvorigennem Gud gjorde sandheden om sig selv og sin hensigt kendt. (Joh. 1:14; 14:6) Men der kom flere trosprøver.

Efter sin død og opstandelse brugte Jesus apostlene og andre som hyrder for menigheden. De var ufuldkomne mennesker, og til tider var deres  ufuldkommenheder en prøvelse for deres omgivelser. (Jævnfør Apostelgerninger 15:36-41; Galaterbrevet 2:11-14.) På den anden side var der også nogle som gik for vidt i deres beundring af fremtrædende kristne, og som sagde: „Jeg tilhører Paulus,“ eller: ’Jeg tilhører Apollos.’ (1 Kor. 3:4) De måtte alle passe på at de ikke glemte hvad det indebar at være en Jesu Kristi discipel.

Apostelen Paulus forudsagde andre alvorlige problemer, idet han forklarede at der endda inden for den kristne menighed ville ’fremstå mænd som ville fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (Apg. 20:29, 30) Og apostelen Peter advarede om at falske lærere blandt Guds tjenere ville forsøge at udnytte andre med „falske ord“. (2 Pet. 2:1-3) Der ville tydeligvis komme ransagende prøver på de kristnes tro og loyalitet.

De prøvelser og den sigtning der er fulgt med Jehovas Vidners historie i nyere tid, er derfor ikke kommet som nogen overraskelse. Men ikke så få er blevet overraskede over hvem der er snublet og hvad de er snublet over.

Værdsatte de genløsningen?

I begyndelsen af 1870’erne voksede broder Russell og hans nærmeste i kundskab om og værdsættelse af Guds hensigt. Det var en tid hvor de vandt åndelig styrke og følte sig åndeligt forfriskede. Men i 1878 kom de pludselig ud for en alvorlig prøve på deres tro og deres loyalitet over for Guds ord. Stridens æble var værdien af Jesu opofrede kød og blod — nøjagtig samme lære som havde fået mange af Jesu disciple i det første århundrede til at snuble.

Blot to år tidligere, i 1876, havde C. T. Russell indgået et samarbejde med N. H. Barbour fra Rochester i staten New York. Deres studiegrupper var blevet forenede. Russell havde stillet midler til rådighed sådan at Barbours blad Herald of the Morning kunne udgives på ny, med Barbour som redaktør og Russell som en af medredaktørerne. De havde også sammen udgivet en bog med titlen Three Worlds, and the Harvest of This World (De tre verdener og denne verdens høst, ikke oversat til dansk).

Så eksploderede bomben! I Herald of the Morning for august 1878 skrev Barbour en artikel hvori han negligerede sådanne skriftsteder som Første Petersbrev 3:18 og Esajas 53:5, 6, og desuden Hebræerbrevet 9:22, og erklærede at selve den tanke at Kristus døde for at sone vore synder var frastødende. Russell skrev senere: „Til vor pinlige Overraskelse skrev Mr. Barbour . . . en Artikel i The Herald, der fornægtede Forsoningslæren — fornægtede, at Kristi Død var Genløsningsprisen for Adam og hans Slægt, idet han sagde, at Herrens Død ikke kunde bidrage mere til Betalingen af Menneskenes Synders Straf, end dette, at stikke en Naal igennem en Flue og lade  den lide og dø, af jordiske Forældre kunde betragtes som en retfærdig Afvikling for deres Barns Uartighed.“ a

Det var en vanskelig sag. Ville broder Russell holde sig loyalt til hvad Bibelen klart og tydeligt sagde om Guds foranstaltning til frelse for menneskene? Eller ville han falde som et bytte for menneskelig filosofi? Skønt han kun var 26 år gammel og Barbour var langt ældre, skrev han modigt en artikel allerede til det næste nummer af Herald hvori han stærkt forsvarede læren om Kristi blods sonende værdi og betegnede dette som „et af de vigtigste lærepunkter i Guds ord“.

Dernæst opfordrede han bladets anden medredaktør, J. H. Paton, til at skrive en artikel til støtte for troen på Kristi blod som grundlaget for soning af synder. Paton skrev denne artikel, og den blev trykt i decembernummeret. Efter gentagne forgæves forsøg på at ræsonnere med Barbour om sagen ud fra Bibelen, afbrød Russell forbindelsen med ham og trak støtten til hans blad tilbage. I juli 1879 begyndte Russell derpå at udgive et nyt blad — Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence — der fra begyndelsen var en særlig fortaler for genløsningen. Men det var ikke enden på sagen.

To år efter begyndte Paton, der da tjente som rejsende repræsentant for Watch Tower, også at vende sig bort fra organisationen, og senere udgav han en bog (hans anden bog, der bar titlen Day Dawn) hvori han forkastede  troen på Adams syndefald og dermed behovet for en genløser. Han fremførte at Herren selv var et ufuldkomment menneske der ved sit liv blot havde vist andre hvordan de kunne korsfæste deres syndige tilbøjeligheder. I 1881 begyndte en anden medarbejder, A. D. Jones, at udgive et blad (Zion’s Day Star) der mindede om Watch Tower men som skulle behandle de enklere sider af Guds hensigt. I begyndelsen syntes alt godt. Men inden for det første år havde Jones’ blad fornægtet Kristi sonoffer, og inden for det næste havde det forkastet hele resten af Bibelen. Hvad var der sket med disse mænd? De havde ladet personlige teorier og betagelse af populære filosofiske opfattelser føre dem bort fra Guds ord. (Jævnfør Kolossenserbrevet 2:8.) Det blad der blev udgivet af A. D. Jones fortsatte kun i kort tid og gik derefter i glemme. J. H. Paton besluttede at udgive et blad hvori han fremstillede evangeliet som han så det, men dets udbredelse blev ret begrænset.

Broder Russell var meget opmærksom på hvordan alt dette berørte Watch Towers læsere. Han erkendte at det satte den enkeltes tro på prøve. Han var udmærket klar over at nogle udlagde hans kritik af ubibelske læresætninger som et udslag af stridslyst. Men han forsøgte ikke at vinde sig tilhængere. Han skrev selv om det der skete: „Hensigten med denne Sigtelse og Prøvelse er øjensynlig den at udvælge alle, hvis Hjertes Ønsker er uselviske, alle der fuldt ud og uforbeholdent har indviet sig til Herren og som er saa længselsfulde efter at Herrens Vilje skal ske, og hvis Tillid til Hans Visdom, Hans Veje og Hans Ord er saa stor, at de nægter at lade sig bortlede fra Herrens Ord enten ved andres Spidsfindigheder eller ved deres egne Planer og Tanker.“

Benyttede Gud en synlig kanal?

Der er som bekendt mange religionssamfund, og mange af deres lærere bruger i nogen grad Bibelen. Benyttede Gud specielt Charles Taze Russell? Og holdt Gud i så fald op med at have en synlig kanal da broder Russell døde? Dette blev afgørende stridsspørgsmål som medførte yderligere prøvelser og sigtning.

Det kunne naturligvis ikke forventes at Gud ville bruge C. T. Russell medmindre han holdt sig loyalt til Guds ord. (Jer. 23:28; 2 Tim. 3:16, 17) Gud ville ikke bruge en mand der frygtsomt veg tilbage for at forkynde det han klart så skrevet i Bibelen. (Ez. 2:6-8) Gud ville heller ikke bruge en der udnyttede sin bibelkundskab til at vinde sig ære. (Joh. 5:44) Hvordan forholdt det sig da?

Når Jehovas vidner i dag ser tilbage på det arbejde Charles Taze Russell udførte, den lære han fremholdt, grunden til at han gjorde det, og resultatet deraf, er de ikke i tvivl om at han virkelig blev brugt af Gud på en særlig måde og på et betydningsfuldt tidspunkt.

 Denne opfattelse bygger ikke alene på det faste standpunkt broder Russell tog i forbindelse med læren om genløsningen. Den støtter sig også på den omstændighed at han frygtløst forkastede trosbekendelser der indeholdt nogle af kristenhedens grundlæggende dogmer, fordi disse stred mod de inspirerede skrifter. Det drejede sig for eksempel om treenighedslæren (der havde sine rødder i det gamle Babylon og ikke blev antaget af de navnkristne før længe efter at nedskrivningen af Bibelen var afsluttet) og læren om menneskesjælens iboende udødelighed (som var blevet vedtaget af mennesker der yndede Platons filosofi, og som banede vej for den opfattelse at sjælene lider evig pine i et brændende helvede). Mange af kristenhedens lærde véd også at disse dogmer ikke fremholdes i Bibelen, b men det er som regel ikke dét deres prædikanter siger fra prædikestolene. I modsætning til dette indledte broder Russell en intensiv kampagne for at fortælle enhver som ville høre det, hvad Bibelen i virkeligheden siger.

Det er også værd at bemærke hvad broder Russell gjorde med andre meget betydningsfulde sandheder som han lærte fra Guds ord. Han nåede frem til at Kristus ville komme igen som en herliggjort ånd, usynlig for det menneskelige øje. Allerede i 1876 forstod han at året 1914 ville markere udløbet af hedningernes tider. (Luk. 21:24, GD) Andre bibelforskere havde også forstået nogle af disse ting og havde fremholdt dem. Men broder Russell brugte alle sine kræfter og midler på at offentliggøre dem i internationalt omfang i en målestok som ingen person eller gruppe før havde gjort.

Han opfordrede andre til omhyggeligt at sammenholde det han skrev med Guds inspirerede ord, for at de kunne være sikre på at det de lærte var i fuld overensstemmelse med det. Til en der skrev og stillede et spørgsmål, sendte broder Russell dette svar: „Hvis det var i orden at de første kristne efterprøvede det de modtog fra apostlene, som var og som gjorde krav på at være inspirerede, hvor langt vigtigere er det da ikke at du virkelig forvisser dig om at disse lærepunkter er i nøje overensstemmelse med deres og vor Herres belæring — eftersom deres forfatter ikke gør krav på at være inspireret men blot at være ledet af Herren som en der bruges af ham til at give hans hjord føde.“

Broder Russell gjorde ikke krav på at have nogen overnaturlig kraft eller  at få guddommelige åbenbaringer. Han tog ikke æren for det han fremholdt. Han var en usædvanlig bibelstudent, men han forklarede at hans bemærkelsesværdige forståelse af Bibelen blot skyldtes ’den enkle kendsgerning at Guds tid var inde’. Han sagde: „Hvis jeg ikke talte og der intet andet redskab kunne findes, ville stenene råbe.“ Han omtalte blot sig selv som en pegefinger der henviste til hvad der stod skrevet i Guds ord.

Charles Taze Russell ønskede ingen ære fra mennesker. For at bringe enhver som var tilbøjelig til at vise ham for stor ære, på andre tanker, skrev han i 1896: „Da vi ved Guds nåde i nogen udstrækning er blevet brugt i evangeliets tjeneste, kan det ikke være forkert her at sige hvad vi ofte har sagt privat og tidligere har ladet komme til udtryk i disse spalter — nemlig at mens vi værdsætter fællesskabet med vore medtjenere og hele troens husstand og sætter stor pris på den kærlighed, medfølelse og tillid der vises os, ønsker vi ingen ære eller ærbødighed for os selv eller vore skrifter, og vi ønsker ikke at blive kaldt Rabbi eller Deres Velærværdighed. Vi ønsker heller ikke at nogen skal opkaldes efter os.“

Da hans død nærmede sig, anlagde han ikke det synspunkt at der ikke var mere at lære, ikke mere at gøre. Han havde ofte talt om at udarbejde et syvende bind i serien Studier i Skriften. Da han før sin død blev spurgt om dette, sagde han til sin rejseledsager Menta Sturgeon: „Det kan en anden skrive.“ I sit testamente gav han udtryk for ønsket om at The Watch Tower fortsat måtte udkomme, og at det måtte ske under ledelse af en komité af mænd som var fuldt indviede til Herren. Han skrev at de der blev udnævnt til dette skulle være mænd som var „fuldt ud trofaste mod Skriftens Lære, specielt mod Læren om Genløsningen — at ingen kan blive antaget hos Gud og finde Frelse til evigt Liv uden at have Tro paa Kristus og være lydig mod Hans Ord og dets Aand“.

Broder Russell indså at der var meget som endnu skulle gøres i forkyndelsen af den gode nyhed. Ved et spørgsmålsmøde i Vancouver, B.C., i Canada i 1915 blev han spurgt hvornår Kristi salvede disciple som levede dengang kunne forvente at opnå deres himmelske belønning. Han svarede: „Jeg ved det ikke, men der er et stort arbejde der skal gøres. Og det vil kræve tusinder af brødre og millioner af dollars at gøre det. Hvor de skal komme fra ved jeg ikke — Herren kender sin egen gerning.“ Og i 1916, kort før han tog ud på den foredragsrejse han døde på, kaldte han en af sine assistenter i administrationen, A. H. Macmillan, ind på sit kontor og sagde blandt andet til ham: „Jeg er ikke længere i stand til at passe arbejdet selv, og der er endnu et stort arbejde der skal gøres.“ I tre timer beskrev han for broder Macmillan det omfattende forkyndelsesarbejde han på grundlag af Bibelen kunne se skulle udføres. Til broder Macmillans indvendinger svarede han: „Dette er ikke menneskers værk.“

 Ny administration medfører prøver

Mange af broder Russells nære medarbejdere var fuldt forvissede om at Herren havde hånd i hanke med tingene. Ved broder Russells begravelse sagde broder W. E. Van Amburgh: „Gud har i det forgangne brugt mange Tjenere, og Han vil uden Tvivl bruge mange i Fremtiden. Vor Indvielse er ikke til et Menneske eller et Menneskes Værk, men til at gøre Guds Vilje, saaledes som Han vil vise os den igennem sit Ord og sit Forsyns Ledelse. Gud er endnu ved Roret.“ Til sin død vaklede broder Van Amburgh aldrig i denne overbevisning.

Sørgeligt nok var der imidlertid nogle som foregav at beundre Russell men som lagde en anden ånd for dagen. Som følge heraf resulterede de ændrede forhold efter Russells død i en prøvelse og en sigtning. Frafaldne grupper skilte sig ud, ikke blot i De Forenede Stater men også i Victoria og Vancouver i Canada, i Belfast i Irland, i København og andre steder. I Helsingfors mente nogle at der efter Russells død ikke længere var nogen kanal hvorigennem der kunne skinne åndeligt lys. På opfordring af visse fremtrædende bibelstudenter forlod 164 organisationen dér. Havde dette Guds velsignelse? I et stykke tid holdt de deres egne møder og udgav deres eget blad. Men efterhånden splittedes gruppen op, sygnede hen og ophørte med at eksistere, og mange af dens medlemmer vendte med glæde tilbage til bibelstudenternes møder. Men det var ikke alle der vendte tilbage.

Broder Russells død og de efterfølgende begivenheder blev også en prøve for R. E. B. Nicholson, sekretæren på afdelingskontoret i Australien, og fik ham til at åbenbare hvad der boede i hans hjerte. Efter Russells død skrev han: „I over et kvart århundrede har jeg elsket ham, ikke blot for hans arbejdes skyld, men også for hans smukke karakter, har glædet mig over de sandheder han har udsendt som ’mad i rette tid’ og de råd han har givet, idet jeg har beundret hans medfølende, venlige og kærlige natur der på så storslået vis var iblandet mandsmod og en stærk beslutning om at gøre og vove hvad som helst for at udføre hvad han mente var Guds vilje eller opfyldelsen af hans ord. . . . Man føler sig lidt ensom når det går op for én at denne stærke støtte ikke længere er personligt nærværende.“

Vagttårnsselskabets nye præsident, Joseph F. Rutherford, var ikke den type som Nicholson mente burde overtage broder Russells tilsynsgerning. Nicholson begyndte åbent at kritisere den ligefremme fordømmelse af falsk religion i det nye bibelstudiemateriale der blev udgivet. Inden længe forlod han organisationen, og han tog meget af Selskabets ejendom (som han havde registreret i sit eget navn) med sig, foruden en del medlemmer af menigheden i Melbourne som havde været tilbøjelige til at se op til ham. Hvordan kunne dette ske? Nicholson havde åbenbart fulgt et menneske, og da dette menneske var borte, kølnedes hans ærlighed og hans nidkærhed  for at tjene Herren. Ingen af dem der skilte sig ud dengang havde åndelig fremgang. Det er imidlertid værd at bemærke at hans kone, Jane Nicholson, skønt skrøbelig af skikkelse, ikke fulgte sin mand i hans frafald. Hendes hengivenhed gjaldt først og fremmest Jehova Gud, og hun fortsatte med at tjene ham i heltidstjenesten lige til sin død i 1951.

Mange opfattede det der skete i årene efter broder Russells død som noget der bidrog til at fremme Herrens vilje. En af Jehovas tjenere i Canada skrev herom til broder Rutherford:

„Misforstaa mig ikke, kære Broder, naar jeg nu skriver, hvad jeg gør. Dit Naturel er lige saa forskelligt fra Broder Russells som Dagen er fra Natten. Mange, ak, altfor mange, holdt af Broder Russell paa Grund af hans Personlighed, hans Naturel o.s.v., og meget, meget faa løftede en Finger imod ham. Mange modtog Sandheden, netop fordi Broder Russell forkyndte den. Derfor kom mange til at tilbede Manden . . . Du husker maaske den Gang, da Broder Russell ved et Konvent holdt en Tale i Fortrolighed om dette Fejlgreb hos mange velmenende Brødre og lod sin Tale støtte sig til Aabenbaringen 22, 8. 9, der omhandler Johannes og Engelen. Vi ved alle, hvad der skete, da han døde.

Men du, Broder Rutherford, har et Naturel, der ikke kan sammenlignes med Broder Russells. Endog eders Udseende er forskelligt. Men det er ikke din  Skyld. Det var din Fødselsdagsgave, og du kunde ikke afslaa den. . . . Lige siden du er blevet sat i Spidsen for Selskabet, har du været Genstand for uretfærdig Kritik og Bagtalelse af værste Art, og alt dette er kommet fra Brødrene. Men til Trods for alt dette, har du været tro over for den kære Herre og har med Hengivenhed udrettet hans Gerning, saaledes som den er beskrevet i Esajas 61, 1-3. Vidste Herren, hvad han gjorde, da han satte dig i Spidsen for Arbejdet? Sikkert gjorde han det. I den forløbne Tid har vi alle haft Tilbøjelighed til at tilbede Skabninger fremfor Skaberen. Herren vidste dette. Derfor satte han en Skabning med et helt andet Naturel i Spidsen for Arbejdet, eller skal jeg sige, til at varetage Arbejdet, Høstarbejdet. Du ønsker ikke, at nogen skal tilbede dig. Det ved jeg; men jeg ved ogsaa, at du ønsker, at alle, der har samme dyrebare Tro, skal glæde sig ved det Lys, som nu skinner paa de retfærdiges Sti, efterhaanden som Herren anser det for godt at lade det skinne. Og det er netop, hvad Herren ønsker gjort.“

Hvem var „den tro og forstandige Tjener“?

Mange af dem der blev sigtet fra dengang, holdt krampagtigt fast ved det synspunkt at Charles Taze Russell som enkeltperson var „den tro og forstandige Tjener“ som Jesus havde forudsagt i Mattæus 24:45-47 (GD), den tjener der ville servere åndelig mad for troens husstand. Især efter hans død fremholdt Vagt-Taarnet selv i en årrække denne opfattelse. I betragtning af den fremtrædende rolle broder Russell havde spillet, forekom det bibelstudenterne at det måtte forholde sig sådan. Han slog ikke selv til lyd for denne tanke, men han erkendte at de argumenter der blev fremført til støtte for den, lød rimelige. c Imidlertid understregede han også at hvem Herren end brugte i en sådan rolle, måtte vedkommende være både ydmyg og ivrig efter at lade al ære gå til Herren, og at hvis den som Herren havde udvalgt svigtede, ville han blive erstattet af en anden.

I takt med at sandhedens lys blev klarere efter broder Russells død og med at den forudsagte forkyndelse af Riget voksede i omfang, stod det imidlertid klart at „den tro og forstandige Tjener“ (GD) eller „den trofaste og kloge træl“ (NV) ikke havde forladt skuepladsen da broder Russell døde. I 1881 havde broder Russell selv givet udtryk for det synspunkt at ’tjeneren’ bestod af hele gruppen af trofaste salvede kristne. Han opfattede den som en kollektiv tjener, en klasse af mennesker der var forenede om at gøre Guds vilje. (Jævnfør Esajas 43:10.) Denne forståelse blev bekræftet af bibelstudenterne i 1927. Jehovas vidner anerkender i dag at den trofaste og kloge træl uddeler den åndelige føde gennem bladet Vagttårnet og dermed beslægtede publikationer. De påstår ikke at denne trælleskare er ufejlbarlig,  men de betragter den som den eneste kanal Herren benytter nu i de sidste dage for denne tingenes ordning.

Når stolthed kom i vejen

Det er imidlertid forekommet at enkeltpersoner på ansvarsfulde poster er begyndt at betragte sig selv som kanalen til åndeligt lys, med det resultat at de har afvist det der er kommet gennem organisationen. Andre er blot faldet for trangen til at have større personlig indflydelse. De har søgt at få andre til at følge sig — eller, som apostelen Paulus udtrykte det, „at trække disciplene bort efter sig“. (Apg. 20:29, 30) Dermed har de naturligvis prøvet disse kristnes motiver og åndelige stabilitet. Betragt engang følgende eksempler:

Gennem et særligt brev blev bibelstudenterne i Allegheny, Pennsylvanien, indbudt til et møde den 5. april 1894. Broder og søster Russell blev ikke indbudt og overværede ikke mødet, men der var cirka 40 til stede. Brevet, der var underskrevet af E. Bryan, S. D. Rogers, J. B. Adamson og O. von Zech, oplyste at mødet ville dreje sig om noget der angik deres „dybeste interesser“. Det viste sig imidlertid at være et ondsindet forsøg fra brevskrivernes side på at forgifte andres sind ved at afsløre noget de mente var utilbørligt i broder Russells forretningsførelse (skønt det forholdt sig anderledes), idet de hævdede at broder Russell havde for stor myndighed (en myndighed de selv ønskede), og klagede over at han gik ind for at udbrede evangeliet ved hjælp af det trykte ord og studiemøder i stedet for blot ved at holde foredrag (hvori de lettere kunne lufte personlige synspunkter). Dette bragte store forstyrrelser i menigheden, og mange snublede. Men de der forlod menigheden blev ikke derved mere åndeligsindede eller mere nidkære i Herrens gerning.

Over 20 år senere gav broder Russell kort før sin død udtryk for at han havde i sinde at sende Paul S. L. Johnson, en meget dygtig taler, til England for at styrke bibelstudenterne der. Af respekt for broder Russells ønske sendte Selskabet Johnson til England i november 1916. Men da han var kommet derover, afsatte han to af Selskabets ledere. I tillid til sin egen betydning argumenterede han i taler og breve for at det han gjorde, var forudskildret i Bibelen ved Ezra, Nehemias og Mordokaj. Han hævdede også at han var den tjener (eller betroede mand) Jesus omtalte i sin lignelse i Mattæus 20:8. Han forsøgte at få kontrol over Selskabets penge, og han indbragte en sag for Londons højesteret for at gennemføre sit forehavende.

Hans planer blev imidlertid forpurret og han måtte vende tilbage til New York. Dér søgte han at vinde støtte hos nogle af Selskabets bestyrelsesmedlemmer. De der lod sig overtale til at tage hans parti, forsøgte at nå deres mål ved at prøve at få vedtaget en resolution der ophævede en  bestemmelse i Selskabets vedtægter om at præsidenten havde den ledende myndighed. De ønskede selv at få den øverste myndighed. Broder Rutherford tog juridiske skridt til at beskytte Selskabets interesser, og de der voldte splittelser blev bedt om at forlade betelhjemmet. Ved Selskabets generalforsamling tidligt det følgende år, hvor bestyrelsesmedlemmerne og lederne skulle vælges for det kommende år, blev urostifterne afvist med overvældende flertal. Nogle af dem mente måske at de havde retten på deres side, men det store flertal af deres åndelige brødre gjorde det klart at de mente noget andet. Ville de tage imod denne retledning?

Derefter viste P. S. L. Johnson sig ved bibelstudenternes møder og gav indtryk af at han var enig med dem i deres tro og virke. Men efter at have vundet nogles tillid begyndte han at så tvivl. Hvis nogle foreslog et brud med Selskabet frarådede han det hyklerisk — indtil hele gruppens loyalitet var blevet grundigt undergravet. Gennem breve og endda ved personlige rejser forsøgte han at påvirke brødrene ikke alene i De Forenede Stater men også i Canada, på Jamaica, i Europa og i Australien. Lykkedes hans planer?

Det kunne se sådan ud når flertallet i en menighed stemte for at bryde forbindelsen med Selskabet. Men de var som en gren der skæres af et træ — den er grøn i nogen tid, men så visner den og dør. Da modstanderne holdt et stævne i 1918, dukkede uoverensstemmelser op til overfladen og skaren splittedes. Siden fulgte der yderligere splittelser. Nogle fortsatte et stykke tid som små sekter med en beundret leder. Men ingen af dem helligede sig det arbejde at aflægge et offentligt vidnesbyrd på hele den beboede jord om Guds rige, som var det arbejde Jesus betroede sine disciple at udføre.

Under alt dette mindede brødrene sig selv om det der stod skrevet i Første Petersbrev 4:12: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt.“

De ovennævnte var ikke de eneste der lod deres tro undergrave af stolthed. Andre gjorde det samme, deriblandt Alexandre Freytag, lederen af Selskabets kontor i Genève i Schweiz. Han yndede at rette opmærksomheden mod sig selv, indføjede sine egne synspunkter når han oversatte Selskabets publikationer til fransk, og brugte endda Selskabets materiel til at udgive sine egne skrifter. I Canada begyndte kontorets leder, W. F. Salter, at erklære sig uenig med Selskabets publikationer; han gav udtryk for at han forventede at blive Vagttårnsselskabets næste præsident, og efter at han var blevet afsat, brugte han uærligt Selskabets brevpapir til at instruere menigheder i Canada og i udlandet om at studere materiale som han selv havde skrevet. I Nigeria var der blandt andre G. M. Ukoli, der først var nidkær for sandheden men derefter begyndte at se den som et middel til at opnå  position og materiel vinding. Da han blev standset i sine planer, begyndte han at kritisere trofaste brødre i pressen. Og der var mange andre.

Selv inden for de senere år har nogle som har haft fremtrædende tilsynsposter, lagt en lignende ånd for dagen.

Disse mennesker har selvfølgelig haft lov til at tro hvad de ville. Men enhver der offentligt eller privat udbreder synspunkter som strider mod det der kommer frem i et samfunds publikationer, og som samtidig hævder at repræsentere dette samfund, volder splittelse. Hvordan behandlede Jehovas vidner disse situationer?

De indledte ikke en forfølgelseskampagne mod de pågældende (selv om afvigerne ofte gav sig til at skælde deres tidligere åndelige brødre ud), og de forsøgte heller ikke at skade dem fysisk (som den katolske kirke under inkvisitionen). De fulgte derimod det inspirerede råd der var givet af apostelen Paulus, som skrev: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem. Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus . . . og med glat tale og smiger forfører de ufordærvedes hjerter.“ — Rom. 16:17, 18.

Når andre så hvad der skete, fik de også lejlighed til at vise hvad der boede i deres hjerte.

Lærepunkter der måtte ændres

Jehovas vidner indrømmer beredvilligt at deres forståelse af Guds hensigt har måttet justeres mange gange i årenes løb. Når kundskaben om Guds hensigt er fremadskridende, må der nødvendigvis ske ændringer undervejs. Ikke fordi Guds hensigt ændres, men det voksende lys han lader skinne for sine tjenere, bevirker at de af og til må ændre opfattelse.

Ud fra Bibelen kan de påpege at det samme gjaldt Guds trofaste tjenere i fortiden. Abraham havde et nært forhold til Jehova. Men da denne troens mand rejste ud fra Ur i Kaldæa, vidste han ikke hvad det var for et land Gud førte ham til, og i mange år var han ikke sikker på hvordan Gud ville opfylde sit løfte til ham om at gøre ham til en stor nation. (1 Mos. 12:1-3; 15:3; 17:15-21; Hebr. 11:8) Gud åbenbarede mange sandheder for profeterne, men der var også noget de ikke fik forståelse af. (Dan. 12:8, 9; 1 Pet. 1:10-12) På samme måde forklarede Jesus meget for sine apostle, men selv ved slutningen af sit jordiske liv sagde han til dem at de endnu havde meget at lære. (Joh. 16:12) Noget af dette, som for eksempel at Gud havde til hensigt at føre hedninger ind i menigheden, forstod apostlene først da det begyndte at ske som en opfyldelse af profetien. — Apg. 11:1-18.

Som man kunne forvente har sådanne ændringer undertiden betydet at højt skattede synspunkter har måttet opgives, og det kan have været en  prøve for nogle. Desuden er alle ændringer i forståelsen ikke sket i et enkelt skridt, på én gang. På grund af ufuldkommenhed er der undertiden en tendens til at gå fra den ene yderlighed til den anden før man når frem til den rette forståelse. Dette kan tage nogen tid. Nogle med kritiske tilbøjeligheder er snublet over dette. Betragt engang følgende eksempel:

Så tidligt som i 1880 behandlede Vagttårnets publikationer forskellige enkeltheder i forbindelse med Abrahamspagten, Lovpagten og den nye pagt. Kristenheden skænkede ikke Guds løfte om at alle jordens slægter skulle velsignes gennem Abrahams sæd, nogen opmærksomhed. (1 Mos. 22:18) Men broder Russell var dybt interesseret i at finde ud af hvordan Gud ville lade dette ske. Han mente at den bibelske beskrivelse af den jødiske forsoningsdag indeholdt nogle vidnesbyrd om hvordan det ville finde sted i forbindelse med den nye pagt. Da de samme pagter blev behandlet igen i 1907, men med særlig vægt på Kristi medarvingers rolle i forbindelse med at give menneskeheden del i de velsignelser der var forudsagt i Abrahamspagten, gjorde nogle bibelstudenter stærke indvendinger.

Der var flere ting som hindrede en klar forståelse på det tidspunkt. Bibelstudenterne kunne endnu ikke se hvilken stilling det kødelige Israel indtog i forbindelse med Guds hensigt. Denne hindring blev ikke fjernet før det med overvældende tydelighed viste sig at jøderne som folk betragtet ikke var interesserede i at blive brugt af Gud i opfyldelsen af hans profetiske ord. En anden hindring var at bibelstudenterne endnu ikke havde identificeret ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9, 10 rigtigt. De forstod ikke hvem denne skare var før den rent faktisk begyndte at vise sig som en opfyldelse af profetien. De der kritiserede broder Russell forstod heller ikke disse ting.

Nogle som gav sig ud for at være kristne brødre, beskyldte imidlertid Vagt-Taarnet for at benægte at Jesus var mellemmanden mellem Gud og mennesker, for at fornægte genløsningen og for at afvise at forsoningen var nødvendig og havde fundet sted. Ingen af delene var sande. Men nogle af dem der fremførte disse påstande var fremtrædende, og de drog andre efter sig som disciple. De havde måske ret i noget af det de lærte om den nye pagt; men velsignede Herren det de gjorde? Nogle af dem holdt møder i nogen tid, men deres grupper døde ud.

Bibelstudenterne, derimod, fortsatte med at forkynde den gode nyhed, sådan som Jesus havde befalet sine disciple. Samtidig fortsatte de med at studere Guds ord og at følge begivenhedernes udvikling som ville kaste lys over hvordan det skulle forstås. I 1930’erne blev de væsentligste hindringer for en klar forståelse af pagterne derpå ryddet af vejen, og en korrigeret forklaring af tingene blev givet i Vagttaarnet og beslægtede publikationer. d Dette var til stor glæde for dem der havde ventet tålmodigt.

 Var deres forventninger berettigede?

Bibelstudenterne nærede nu og da forventninger som blev latterliggjort. Men alle deres forhåbninger og forventninger udsprang af et oprigtigt ønske om at se det de anerkendte som Guds ufejlbarlige løfter, gå i opfyldelse.

Ud fra deres studium af de inspirerede skrifter vidste de at Jehova havde lovet at velsigne alle jordens nationer gennem Abrahams sæd eller afkom. (1 Mos. 12:1-3; 22:15-18) De så i Guds ord et løfte om at Menneskesønnen skulle herske som himmelsk konge over hele jorden, at en lille hjord af trofaste ville blive taget fra jorden for at få del i hans rige sammen med ham, og at de skulle herske som konger i tusind år. (Dan. 7:13, 14; Luk. 12:32; Åb. 5:9, 10; 14:1-5; 20:6) De kendte Jesu løfte om at han ville komme igen og tage dem til sig som han havde beredt en plads i himmelen. (Joh. 14:1-3) De var også kendt med løftet om at Messias ville udvælge nogle af sine trofaste forfædre til at tjene som fyrster på hele jorden. (Sl. 45:16) De så at Bibelen forudsagde den onde verdensordnings ophør og forstod at dette blev forbundet med krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Harmagedon. (Matt. 24:3; Åb. 16:14, 16) Det gjorde et dybt indtryk på dem at læse at jorden var skabt til at bebos for evigt, at de der boede på den skulle opleve sand fred, og at alle som viste tro på Jesu fuldkomne offer kunne opnå evigt liv i Paradiset. — Es. 2:4; 45:18; Luk. 23:42, 43; Joh. 3:16.

Det var kun naturligt at de spekulerede på hvornår og hvordan disse ting skulle ske. Gav de inspirerede skrifter noget fingerpeg om dette?

På grundlag af den bibelkronologi der første gang var blevet opstillet af Christopher Bowen i England, mente de at 6000 år af menneskehedens historie var udløbet i 1873, at de derefter havde befundet sig i det syvende årtusind af menneskenes historie, og at det forudsagte tusindårsriges daggry måtte være nær. Bogserien Millenniets Daggry (senere kaldet Studier i Skriften), som var skrevet af C. T. Russell, pegede på hvad dette ville betyde, ifølge den forståelse bibelstudenterne da havde af Skrifterne.

Noget andet der blev set som en mulig tidsangivelse, var den ordning Gud indstiftede i det gamle Israel med et jubelår, et frigivelsesår, hvert 50. år. Jubelåret indtraf efter syv syvårs perioder, som hver endte med et sabbatsår. I jubelåret blev hebraiske trælle givet fri, og solgte arvelodder blev givet tilbage. (3 Mos. 25:8-10) Beregninger på grundlag af denne årscyklus førte til den slutning at der måske var begyndt et stort jubelår for hele jorden i efteråret 1874, at Herren åbenbart var kommet igen i det år og var usynligt nærværende, og at „alle Tings Genoprettelses Tider“ var kommet. — Apg. 3:19-21, GD.

 Ud fra den antagelse at begivenheder i det første århundrede kunne have paralleller i beslægtede begivenheder senere, drog de også den slutning at hvis Jesu dåb og salvelse i efteråret 29 svarede til begyndelsen af en usynlig nærværelse i 1874, ville hans indtog i Jerusalem som konge i foråret 33 pege på foråret 1878 som det tidspunkt da han ville tiltræde sin magt som konge i himmelen. e De mente desuden at de ville få deres himmelske belønning på det tidspunkt. Da dette ikke skete, sluttede de at eftersom Jesu salvede disciple skulle have del med ham i Riget, måtte opstandelsen til åndeligt liv for dem der allerede sov i døden være begyndt på det tidspunkt. De drog også den slutning at udløbet af Guds særlige gunst mod det kødelige Israel i år 36 kunne vise hen til 1881 som det år da den særlige mulighed for at blive en del af det åndelige Israel ville ophøre. f

I foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, som J. F. Rutherford holdt den 21. marts 1920 i Hippodromen i New York, blev opmærksomheden henledt på året 1925. På hvilket grundlag mente man at dette år var betydningsfuldt? I en brochure der blev udgivet samme år, i 1920, blev det påpeget at hvis man regnede 70 hele jubelårsperioder frem fra det år da man mente at Israel drog ind i det forjættede land (i stedet for at bruge det sidste billedlige jubelår før landflygtigheden i Babylon som udgangspunkt og derefter tælle frem til begyndelsen af jubelåret sidst i den 50. cyklus) kunne dette pege på året 1925. På grundlag af det der stod i denne brochure håbede mange at resten af den lille hjord ville få deres himmelske belønning i 1925. Året blev også sat i forbindelse med forventninger om at trofaste førkristne tjenere for Gud skulle oprejses for at tjene på jorden som fyrstelige repræsentanter for det himmelske rige. Hvis dette virkelig skete, ville det betyde at menneskeheden var nået ind i en tid hvor døden ikke længere ville råde, og millioner som levede dengang kunne da gøre sig håb om aldrig at skulle dø bort fra jorden. Hvilke glædelige udsigter! Skønt de tog fejl, forkyndte de ivrigt om dette for andre.

Senere, i årene fra 1935 til 1944, afslørede en fornyet gennemgang af grundtrækkene i bibelkronologien at en dårlig oversættelse af Apostelgerninger 13:19, 20 i King James-oversættelsen, g sammen med visse andre faktorer,  havde forskubbet kronologien over hundrede år. h Dette førte senere til den tanke — undertiden fremsat som en mulighed, undertiden med større vished — at eftersom det syvende årtusind af menneskenes historie ville begynde i 1975, ville de begivenheder der var forbundet med indledningen af Kristi tusindårsrige måske begynde at indtræffe på det tidspunkt.

Vil det sige at Jehovas vidner tog fejl i deres opfattelse af disse ting? De tog naturligvis ikke fejl når de mente at Gud med sikkerhed ville gøre som han havde lovet. Men nogle af deres tidsberegninger og de forventninger de knyttede til dem, gav anledning til alvorlige skuffelser.

Efter 1925 faldt mødedeltagelsen drastisk i nogle menigheder i Frankrig og Schweiz. Og i 1975 fulgte der en ny skuffelse da forventningerne om tusindårsrigets begyndelse ikke blev indfriet. Som følge heraf trak nogle sig tilbage fra organisationen. Andre måtte udstødes fordi de forsøgte at undergrave troen hos deres trosfæller. Skuffelse i forbindelse med årstallet spillede uden tvivl ind, men i nogle tilfælde stak rødderne dybere. Nogle argumenterede også imod nødvendigheden af at forkynde fra hus til hus. Visse personer nøjedes ikke med at gå deres vej; de blev aggressive og begyndte at modarbejde den organisation de havde været tilsluttet, idet de luftede deres synspunkter i pressen og i fjernsynet. Alligevel var det forholdsvis få der faldt fra.

Selv om disse prøver medførte en sigtning og nogle blæste bort ligesom avner når hveden kastes i vejret, var der mange andre som stod fast. Hvorfor? Om sine egne og andres erfaringer i 1925 forklarer Jules Feller: „De der havde sat deres lid til Jehova stod fast og fortsatte med at forkynde.“ De erkendte at der var begået en fejl, men de forstod at Guds ord på ingen måde havde svigtet, og derfor var der ingen grund til hverken at miste håbet eller at sløje af i arbejdet med at henvise andre til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Nogle forventninger var ikke blevet indfriet, men det betød ikke at bibelkronologien var værdiløs. Daniels profeti om at Messias ville fremstå 69 åruger efter at „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ var udgået, blev opfyldt præcis til tiden, i år 29 e.v.t. i (Dan. 9:24-27) Året 1914 var også afmærket i Bibelens profetier.

 1914 — forventninger og virkelighed

I 1876 skrev C. T. Russell den første af mange artikler hvori han pegede på 1914 som det år da hedningernes tider, som Jesus havde omtalt, ville udløbe. (Luk. 21:24, GD) I andet bind af Millenniets Daggry, som blev udgivet på engelsk i 1889 og på dansk i 1895, fremførte broder Russell på en logisk måde oplysninger som ville sætte læserne i stand til selv at undersøge det bibelske grundlag for det han sagde. I næsten 40 år op til 1914 uddelte bibelstudenterne millioner af brochurer og traktater som henledte opmærksomheden på udløbet af hedningernes tider. Nogle få andre religiøse publikationer henviste også til bibelkronologien der pegede frem til 1914, men hvilken anden gruppe end bibelstudenterne gav det international omtale og levede selv på en måde som viste at de troede på at hedningernes tider ville udløbe det år?

Som 1914 nærmede sig, steg forventningerne. Hvad ville året betyde? I Ekko fra Talerstolen (5. årgang, nr. 9, september 1914) skrev broder Russell: „Dersom vor beregning af tiden er ret, vil ’hedningernes tider’ ende i dette år — 1914. Hvad vil da ske? Det ved vi ikke med bestemthed. Hvad vi venter er, at Messias’ aktive styre vil begynde omtrent ved den tid, da hedningernes magtfrist udløber. Vi venter — enten vi nu har ret eller ikke — at Guds domme på en underfuld måde vil åbenbares mod al uretfærdighed, og at dette vil betyde, at mange, om ikke alle, af de nuværende institutioner går deres opløsning imøde.“ Han understregede at han ikke forventede „verdens ende“ i 1914 og at jorden står for evigt, men at den nuværende samfundsordning, som Satan hersker over, skal forgå.

I Vagt-Taarnet for december 1913 havde der stået: „Ifølge den bedste kronologiske Beregning, som vi er i Stand til at foretage, er det paa det nærmeste dette Tidspunkt — hvad enten det bliver Oktober 1914 eller senere. Uden at slaa noget fast ser vi os om efter visse Begivenheder: 1) Afslutningen af Hedningernes Tider — Hedningevældet i Verden — og 2) Indførelsen af Messias’ Rige i Verden.“

Hvordan ville dette finde sted? Bibelstudenterne mente på det tidspunkt at det rimeligvis måtte indebære at de der endnu var tilbage på jorden af dem som Gud havde udvalgt til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus, blev herliggjort. Hvad tænkte de så da dette ikke skete i 1914? I The Watch Tower for 15. april 1916 hed det: „Vi tror at årstallene har vist sig at være ganske rigtige. Vi tror at hedningernes tider er udløbet.“ Men der blev oprigtigt tilføjet: „Herren sagde ikke at hele menigheden ville blive herliggjort i 1914. Vi udledte det blot, og vi tog åbenbart fejl.“

Heri mindede de om Jesu apostle. Apostlene kendte og mente at de troede på profetierne om Guds rige. Men ved forskellige lejligheder nærede de alligevel forkerte forventninger med hensyn til hvordan og  hvornår disse profetier ville blive opfyldt. Det førte til skuffelse for nogle. — Luk. 19:11; 24:19-24; Apg. 1:6.

Da oktober 1914 kom og gik uden den forventede forvandling til himmelsk liv, vidste broder Russell at der ville komme alvorlige selvransagelser. I Vagt-Taarnet for januar 1915 skrev han: „Lad os huske, at vi befinder os i en Prøveperiode. Apostlene oplevede en lignende Tid i Mellemrummet mellem Herrens Død og Pinsedagen. Efter sin Opstandelse viste Herren sig nogle faa Gange for sine Disciple, og derpaa saa de Ham ikke i mange Dage. De blev modløse og sagde: ’Der er ingen Grund til at vente længere.’ ’Jeg vil tage ud at fiske,’ var der een, der sagde. To andre svarede: ’Vi vil gaa med dig.’ De var ved at vende tilbage til deres Fiskeri og opgive at fiske efter Mennesker. Det var en Prøvetid for Disciplene. En saadan er der ogsaa nu. Hvis der findes nogen Grund, som kunde faa en til at slippe Herren og Hans Sandhed og høre op med at ofre for Herrens Sag, da er det ikke Kærlighed til Gud i Hjertet, der har givet en saadan Interesse for Herren og Hans Sag, men noget andet, sandsynligvis Haabet om, at Tiden kun var kort, at Indvielsen kun skulde vare en vis Tid.“

Det var åbenbart sådan nogle havde det. Deres tanker og ønsker havde hovedsagelig drejet sig om udsigten til at blive forvandlet og få liv i himmelen. Da dette ikke skete på det forventede tidspunkt, lukkede de øjnene for betydningen af de forbløffende ting der trods alt indtraf i 1914. De glemte alle de dyrebare sandheder de havde lært fra Guds ord, og de begyndte at gøre nar af dem der havde hjulpet dem til kundskab derom.

Ydmygt begyndte bibelstudenterne igen at ransage Skrifterne for at lade Guds ord justere deres opfattelse. Deres overbevisning om at hedningernes tider var udløbet i 1914 ændredes ikke. Lidt efter lidt begyndte de at få større klarhed over hvordan det messianske rige var begyndt — at det var blevet oprettet i himmelen da Jehova overdrog myndigheden til sin søn Jesus Kristus, og at dette ikke behøvede at vente indtil Jesu medarvinger var blevet oprejst til himmelsk liv men at de ville blive herliggjort sammen med ham senere. De indså også at udbredelsen af Rigets indflydelse ikke var betinget af at fortidens trofaste profeter først blev oprejst, men at kongen ville bruge loyale nulevende kristne som sine repræsentanter til at fremholde for folk af alle nationer at de kunne opnå evigt liv som Rigets jordiske undersåtter.

Som dette storslåede billede oprulledes for deres øjne, fulgte der yderligere prøvelser og sigtning. Men de der virkelig elskede Jehova og glædede sig over at tjene ham, var meget taknemmelige for de tjenesteprivilegier der åbnede sig for dem. — Åb. 3:7, 8.

En af disse var A. H. Macmillan. Han skrev senere: „Skønt vor forventning om at blive taget til himmelen ikke blev indfriet i 1914, udløb hedningetiderne . . . Men vi var ikke særlig foruroligede over at ikke alt  fandt sted som vi havde forventet, for vi var travlt optaget af arbejdet med Fotodramaet og med de problemer som krigen skabte.“ Han holdt sig travlt beskæftiget i Jehovas tjeneste og frydede sig over at se antallet af lovprisere af Guds rige vokse til langt over en million i sin levetid.

Da han så tilbage på sine erfaringer i de 66 år han var tilsluttet organisationen, sagde han: „Jeg har set organisationen blive udsat for mange alvorlige trængsler og dens medlemmers tro blive prøvet. Med Guds ånds hjælp er den kommet igennem dem alle og er stadig vokset.“ Om ændringer i forståelsen i tidens løb skrev han: „De grundlæggende sandheder vi havde lært fra Bibelen var stadig de samme. Så jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv.“

Blandt de spørgsmål broder Macmillan så blive til trosprøver, erfarede han at der var to som i særlig grad blotlagde hvad der boede i den enkeltes hjerte — nemlig spørgsmålene om villigheden til at forkynde og om forståelsen af teokratisk organisation. Hvordan kom dette til udtryk?

Tjeneste og organisation bliver stridsspørgsmål

Lige fra det første nummer af Zion’s Watch Tower, og sidenhen med større eftertryk, blev enhver sand kristen opfordret til at fortælle andre om sandheden. Derefter blev bladets læsere ofte tilskyndet til at indse og værdsætte at de havde det privilegium og ansvar at forkynde den gode nyhed for andre. Mange deltog i begrænset omfang, men det var forholdsvis få der var med i forreste række og gik fra hus til hus for at give alle lejlighed til at høre Rigets budskab.

Men fra og med 1919 blev der lagt mere vægt på at alle deltog i forkyndelsen. Broder Rutherford understregede det kraftigt i et foredrag i Cedar Point, Ohio, det år. I hver menighed der anmodede Selskabet om at blive organiseret til arbejdet blev der udvalgt en arbejdsdirektør, udnævnt af Selskabet, til at varetage forkyndelsen. Han skulle selv gå foran i arbejdet og sørge for at menigheden havde det nødvendige materiale.

I 1922 bragte Vagttaarnet en artikel med titlen „Tjeneste er betydningsfuld“. Den pegede på hvor stærkt folk havde brug for at høre den gode nyhed om Riget, henviste til Jesu profetiske befaling i Mattæus 24:14, og sagde til menighedernes ældste: „Ingen bør tro, at fordi han er Ældste i en Menighed, skal al hans Tjeneste bestaa i at prædike med Mundens Ord. Hvis Lejligheder frembyder sig for ham til at gaa omkring blandt Folk og bringe det trykte Budskab til dem, saa er det et stort Privilegium, og det er  at forkynde Evangeliet; ofte er dette til og med den mest virkningsfulde Maade at forkynde Evangeliet paa.“ Artiklen spurgte derpå: „Kan nogen, som virkelig er indviet til Herren, fremføre nogen retfærdig Grund til at være lad og ligegyldig i denne Tid?“

Nogle holdt sig tilbage. De kom med alle mulige indvendinger. De syntes ikke det var passende at „sælge bøger“, skønt det ikke blev gjort for at opnå fortjeneste og skønt det var gennem de samme publikationer de selv havde lært sandheden om Guds rige at kende. Da man fra 1926 blev opfordret til at gå fra hus til hus med bøgerne om søndagen, var nogle imod dette, skønt søndagen var den dag mange normalt satte til side til gudstjeneste. Det grundlæggende problem var at de fandt det under deres værdighed at forkynde fra hus til hus. Og Bibelen siger dog klart at Jesus sendte sine disciple ud til folks hjem for at forkynde for dem, og at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Apg. 20:20; Matt. 10:5-14.

Efterhånden som der blev lagt større og større vægt på forkyndelsen, trak de hvis hjerte ikke tilskyndede dem til at efterligne Jesus og hans apostle, sig gradvis tilbage. Her i landet blev menigheden i Skive næsten halveret, og det samme skete for andre menigheder. Af de omkring hundrede der var tilsluttet menigheden i Dublin, blev kun fire tilbage. Der forekom en tilsvarende sigtning i Norge, Canada, De Forenede Stater og andre lande. Der blev renset ud i menighederne.

De der virkelig ønskede at efterligne Guds søn, reagerede positivt på de bibelske tilskyndelser. Men deres villighed gjorde det ikke nødvendigvis let for dem at begynde at gå fra hus til hus. Nogle havde svært ved at komme i gang. Men fælles gruppevidnearbejde og særlige arbejdskonventer var en opmuntring. To søstre i Nordjylland glemte sent deres første dag i tjenesten. De overværede en samling ved et arbejdskonvent, hørte instruktionerne, tog ud til distriktet, men brast i gråd. To brødre så hvad der var galt, og indbød dem til at følges med dem — og snart var der solskin igen. Efter at have fået en forsmag på tjenesten var de fleste glade og begejstrede, ivrige efter at gøre mere.

I 1932 bragte Vagttaarnet derpå en artikel i to dele med titlen „Jehovas Organisation“. (Numrene for 15. oktober og 1. november) Den viste at ordningen med valgte ældste i menighederne var ubibelsk. Menighederne blev opfordret til kun at lade ansvarsopgaver varetage af mænd som var aktive i tjenesten på arbejdsmarken, mænd som levede op til den forpligtelse der lå antydet i navnet Jehovas Vidner. Disse mænd skulle fungere som et arbejds- eller tjenesteudvalg, og en af dem blev på menighedens forslag udnævnt af Selskabet til arbejdsdirektør. I Belfast bevirkede dette at flere af dem der hellere ville være fremtrædende end udføre ydmyg tjeneste, blev sigtet fra.

 I begyndelsen af 1930’erne havde de fleste af dem der i Tyskland forsøgte at lægge en dæmper på forkyndelsen, trukket sig tilbage fra menighederne. Andre trak sig frygtsomt tilbage da arbejdet i 1933 blev forbudt i mange af de tyske delstater. Men tusinder udholdt disse trosprøver og viste sig villige til at forkynde uanset hvilke farer de derved udsatte sig for.

Jorden over gik forkyndelsen af Riget frem med stormskridt. Tjenesten på arbejdsmarken blev en vigtig del af alle Jehovas vidners liv. Menigheden i Oslo lejede for eksempel busser i weekenden for at bringe forkynderne ud til byerne i omegnen. De mødtes tidligt om morgenen, var ude i distriktet ved ni- eller titiden, arbejdede flittigt i tjenesten i syv-otte timer, og sluttede sig derefter til busgruppen for hjemturen. Andre kørte ud i landdistrikterne på cykler, med forkyndermapper og kartoner med ekstra bøger. Jehovas vidner var lykkelige, nidkære og forenede i udførelsen af Guds vilje.

Da opmærksomheden i 1938 igen blev rettet mod udnævnelsen af de ansvarshavende mænd i menighederne, j blev afskaffelsen af den sidste rest af lokalt tjenervalg mødt med almindeligt bifald. Menighederne vedtog med glæde en resolution hvori de anerkendte den teokratiske organisationsstruktur og anmodede „Selskabet“ (hvormed de mente den salvede rest eller den trofaste og kloge træl) om at organisere menigheden til tjeneste og at udnævne alle dens tjenere. Derefter påtog det synlige Styrende Råd sig at foretage de nødvendige udnævnelser og at organisere menighederne til at udføre en forenet og produktiv virksomhed. Kun få grupper holdt sig tilbage og forlod organisationen på det tidspunkt.

Udelukkende helliget forkyndelsen af Rigets budskab

Hvis organisationen fortsat skal have Jehovas godkendelse, må den udelukkende være helliget udførelsen af det arbejde hans ord har befalet  skal udføres i vor tid. Dette arbejde er forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Der har imidlertid været enkelte tilfælde hvor nogle som har tjent flittigt i samarbejde med organisationen også har forsøgt at bruge den til at fremme forehavender som i nogen grad har afledt deres medarbejderes opmærksomhed fra deres egentlige opgave. Når disse forhold er blevet rettet har det været en prøve for dem, især hvis de har følt at deres motiver var ædle og oprigtige.

Dette skete for eksempel i Finland i 1915, da nogle brødre grundlagde et kooperativt selskab kaldet Ararat og gennem den finske udgave af Vagttårnet opfordrede læserne til at blive medlemmer af dette selskab. Initiativtageren til dette foretagende i Finland reagerede ydmygt da broder Russell påpegede at han og hans medarbejdere var blevet „bortvendt fra det sande Evangeliearbejde“. Stolthed hindrede imidlertid en anden broder, som havde virket i tjenesten for Jehova i over ti år i Norge, i at tage imod vejledning.

I 1930’erne opstod et tilsvarende problem i De Forenede Stater. En række menigheder udgav deres egne månedlige tjenesteinstruktioner med påmindelser fra Selskabets Bulletin samt erfaringer og oplysninger om lokale tjenestearrangementer. Et af disse instruktionsblade, der blev udgivet i Baltimore i Maryland, støttede begejstret forkyndelsen men blev også brugt til at fremme visse forretningsaktiviteter. I begyndelsen accepterede broder Rutherford stiltiende nogle af disse. Men da det viste sig hvad engagementet i disse foretagender kunne medføre, blev det meddelt i den engelske udgave af Vagttårnet at Selskabet ikke gik ind for dem. Dette blev en alvorlig personlig prøve for Anton Koerber, for hans hensigt havde været at hjælpe brødrene. Med tiden brugte han imidlertid igen sine evner og kræfter fuldt ud til at fremme det forkyndelsesarbejde Jehovas Vidner udfører.

Et problem af lignende art begyndte i Australien i 1938 og tog til mens Selskabet var forbudt dér (fra januar 1941 til juni 1943). For at dække nogle behov som man dengang fandt berettigede, lod Selskabets afdelingskontor sig direkte engagere i forskellige kommercielle aktiviteter. Derved  begik det en stor fejl. Kontoret endte med at drive savværker, over 20 landbrug, en maskinfabrik, et bageri og andre foretagender. To kommercielle trykkerier fungerede som et dække for den fortsatte fremstilling af Selskabets publikationer under forbudet, men nogle af de andre foretagender førte til brud på den kristne neutralitet. Arbejdet blev udført med det formål at skaffe midler og at støtte pionererne under forbudet, men nogles samvittighed blev dybt berørt af disse aktiviteter. Selv om de fleste blev i organisationen, begyndte forkyndelsen af Riget generelt at stagnere. Hvad var det der holdt Jehovas velsignelse tilbage?

Da forbudet mod arbejdet blev hævet i juni 1943, forstod de brødre der nu virkede på afdelingskontoret at disse foretagender måtte afvikles og den fulde opmærksomhed rettes mod den altoverskyggende forkyndelse af Riget. Dette skete i løbet af tre år, og betelfamilien blev atter bragt ned på normal størrelse. Men der var stadig behov for at rense luften og at genoprette den fulde tillid til organisationen.

I 1947 rejste Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, til Australien for at tage sig af dette. I en beretning om besøget skrev The Watchtower for 1. juni 1947 om den kommercielle virksomhed der var blevet udfoldet: „Det drejede sig ikke om almindeligt verdsligt arbejde hvor brødre tjente til livets ophold, men Selskabets afdelingskontor havde erhvervet sig forskellige former for virksomheder og indkaldt forkyndere fra alle dele af landet, især pionerer, for at arbejde i disse virksomheder i stedet for at forkynde evangeliet.“ Dette havde endda medført indirekte deltagelse i krigsindsatsen. Ved stævner i hver af provinshovedstæderne talte broder Knorr rent ud til brødrene om situationen. Ved hvert stævne blev der vedtaget en resolution hvori de australske brødre erkendte deres fejltagelse og bad om Jehovas barmhjertighed og tilgivelse gennem Jesus Kristus. Det har således krævet årvågenhed — og medført prøver — at sikre at organisationen fortsat udelukkende helligede sig udbredelsen af budskabet om Guds rige.

Når Jehovas vidner ser tilbage på deres historie i nyere tid, ser de mange vidnesbyrd om at Jehova har lutret sit folk. (Mal. 3:1-3) Forkerte holdninger, opfattelser og handlinger er lidt efter lidt blevet renset ud, og de der har valgt at holde fast ved dem, er forsvundet sammen med dem. De der er blevet tilbage er mennesker som ikke udvander Bibelens sandheder af hensyn til menneskelige meninger. De følger ikke mennesker, men er indviede og nidkære tjenere for Jehova Gud. De følger med glæde organisationens anvisninger fordi de ser umiskendelige vidnesbyrd om at den tilhører Jehova. De fryder sig over det voksende sandhedslys. (Ordsp. 4:18) De regner det for et storslået privilegium at være aktive vidner for Jehova, forkyndere af Guds rige.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 619]

Prøvelserne og sigtningen er ikke kommet som en overraskelse

[Tekstcitat på side 621]

„De nægter at lade sig bortlede fra Herrens Ord“

[Tekstcitat på side 623]

’Vi ønsker ingen ære eller ærbødighed for os selv eller vore skrifter’

[Tekstcitat på side 624]

„Gud er endnu ved Roret“

[Tekstcitat på side 626]

„Den trofaste og kloge træl“ havde ikke forladt skuepladsen da broder Russell døde

[Tekstcitat på side 627]

Et ondsindet forsøg på at forgifte andres sind

[Tekstcitat på side 628]

Nogle lod deres tro undergrave af stolthed

[Tekstcitat på side 629]

’Hold øje med dem som er årsag til splittelser . . . undgå dem’

[Tekstcitat på side 630]

Nogle beskyldte „Vagt-Taarnet“ for at fornægte genløsningen

[Tekstcitat på side 635]

„Vi udledte det blot, og vi tog åbenbart fejl“

[Tekstcitat på side 636]

De der virkelig elskede Jehova var taknemmelige for de tjenesteprivilegier der åbnede sig for dem

[Tekstcitat på side 638]

„Kan nogen, som virkelig er indviet til Herren, fremføre nogen retfærdig Grund til at være lad og ligegyldig i denne Tid?“

[Tekstcitat på side 641]

Forkerte holdninger, opfattelser og handlinger blev lidt efter lidt renset ud

[Ramme/illustration på side 622]

W. E. Van Amburgh

I 1916 erklærede W. E. Van Amburgh: „Dette store verdensomfattende Værk er ikke et Menneskes Værk. . . . Det er Guds Værk.“ Skønt han så andre forlade organisationen, bevarede han denne overbevisning lige til sin død i 1947, hvor han var 83 år gammel.

[Ramme/illustration på side 633]

Jules Feller

I sine unge dage var Jules Feller vidne til alvorlige trosprøver. Nogle af menighederne i Schweiz skrumpede ind til under halvdelen af deres tidligere størrelse. Men han skrev senere: „De der havde sat deres lid til Jehova stod fast og fortsatte med at forkynde.“ Broder Feller besluttede sig til at gøre det samme, og indtil 1992 havde han som følge heraf tjent på Betel i 68 år.

 [Ramme/illustration på side 634]

C. J. Woodworth

Til en der holdt op med at tjene Jehova fordi Jesu Kristi salvede disciple ikke blev taget til himmelen i 1914, skrev C. J. Woodworth:

„For tyve år siden troede du og jeg på barnedåben, på præsternes guddommelige ret til at forrette denne dåb, på at dåben var nødvendig for at undgå evig pine, på at Gud er kærlighed, på at Gud har skabt og stadig skaber millioner af væsener i sit billede som vil tilbringe utallige evigheder i brændende, kvælende svovldampe, forgæves bønfaldende om blot én dråbe vand til at lindre deres pinsler . . .

Vi troede at når mennesket dør, lever det; vi troede at Jesus Kristus aldrig døde, at han ikke kunne dø, at der aldrig blev betalt eller ville blive betalt en løsesum, at Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus er én og samme person, at Kristus var sin egen fader, at Jesus var sin egen søn, at den hellige ånd er en person, at én plus én plus én giver én, at da Jesus hang på korset og sagde: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,’ talte han blot til sig selv, . . . at de nuværende riger er en del af Kristi rige, at Djævelen har opholdt sig langt borte i et helvede man aldrig har fundet, i stedet for at udøve herredømme over denne verdens riger . . .

Jeg lovpriser Gud for den dag den nærværende sandhed blev bragt til min dør. Den var så opbyggende, så velgørende for sind og hjerte, at jeg hurtigt gav slip på fortidens sludder og forlorne dybsindigheder og blev brugt af Gud til også at åbne dine forblindede øjne. Vi glædede os over sandheden sammen og arbejdede side om side i femten år. Herren viste dig den store ære at bruge dig som sit talerør; jeg kender ingen der som du kunne afsløre Babylons tåbeligheder. I dit brev spørger du: ’Hvad bliver det næste?’ Her kommer vi til det sørgelige ved situationen. Det næste bliver at du tillader dit hjerte at blive bittert mod den hvis kærlighedsgerninger og hvis velsignelse fra det høje bragte sandheden til både dit og mit hjerte. Du gik din vej og tog en del af fårene med dig. . . .

Jeg virker nok latterlig i dine øjne fordi jeg ikke blev taget til himmelen den 1. oktober 1914, men du virker bestemt ikke latterlig i mine øjne — nej, langtfra.

Nu da ti af jordens største nationer vrider sig i dødskrampe forekommer det mig at være et særlig upassende tidspunkt at søge at latterliggøre den mand, og den eneste i øvrigt, som i fyrre år har fremholdt at hedningernes tider ville udløbe i 1914.“

Broder Woodworths tro rokkedes ikke da begivenhederne i 1914 ikke udviklede sig som forventet. Han erkendte blot at der var mere at lære. På grund af sin tillid til Guds hensigt tilbragte han ni måneder i fængsel i 1918-19. Senere tjente han som redaktør for bladene „The Golden Age“ og „Consolation“ („Den gyldne Tidsalder“ og „Ny Verden“). Han stod fast i troen og var loyal mod Jehovas organisation lige til sin død i 1951, da han var 81 år gammel.

[Ramme/illustration på side 637]

A. H. Macmillan

„Jeg har set den visdom der ligger i tålmodigt at vente på at Jehova skal give os en bedre forståelse af Bibelen, i stedet for at strides om en ny tanke. Somme tider var vore forventninger til en bestemt dato større end Bibelen gav hjemmel for. Selv om disse forventninger ikke blev indfriet, ændrede dette ikke Guds hensigter.“

[Illustration på side 620]

En væsentlig trosprøve drejede sig om anerkendelsen af Jesu offers værdi som sonemiddel

[Illustrationer på side 625]

Nogle som beundrede Russell måtte sande at deres reaktion på Rutherfords personlighed afslørede hvem de i virkeligheden tjente

[Illustrationer på side 639]

Da der blev lagt større vægt på forkyndelsen, trak mange sig tilbage; andre viste derimod større nidkærhed

„Watch Tower“, 15. august 1922

„Watch Tower“, 1. april 1928

„Watch Tower“, 15. juni 1927

[Illustration på side 640]

Da den teokratiske organisation blev stærkere betonet, blev de der gerne ville være fremtrædende sigtet fra