Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Deres verdensomspændende organisation og arbejde

Deres verdensomspændende organisation og arbejde

Deres verdensomspændende organisation og arbejde

Ledelsen af det store vidnearbejde der udføres i over 200 lande og områder, går gennem flere led. Den øverste ledelse ligger hos Det Styrende Råd på hovedkontoret i Brooklyn, New York. Det Styrende Råd udsender hvert år tilsynsmænd til 15 eller flere „zoner“ i hele verden for at konferere med tilsynsmændene på afdelingskontorerne i hver zone. På hvert afdelingskontor er der et udvalg på tre til syv medlemmer som fører tilsyn med arbejdet i et eller flere lande. Mange af afdelingskontorerne har trykkerier, nogle med hurtiggående rotationsmaskiner. Det land der betjenes af hvert afdelingskontor er delt op i mindre områder, og disse områder er igen delt op i kredse. Hver kreds består af cirka 20 menigheder. En områdetilsynsmand besøger på skift de forskellige kredse i sit område. I hver kreds holdes der to stævner om året. I hver kreds er der også en kredstilsynsmand som besøger de enkelte menigheder et par gange om året for at hjælpe de lokale Jehovas vidner med at tilrettelægge og udføre forkyndelsesarbejdet i det distrikt menigheden har fået tildelt.

Hver enkelt menighed ser det som sin opgave at udbrede den gode nyhed i sit bestemte distrikt. Hele distriktet er stykket ud i mindre distrikter. Disse mindre distrikter udleveres til de enkelte Jehovas vidner, der så bestræber sig for at besøge hver eneste husstand i distriktet for at tale med beboerne. I hver menighed — der i størrelse kan variere fra nogle få til op omkring 200 medlemmer — er der ældste som tager sig af forskellige pligter. Men kernen i Jehovas Vidners samfund er den enkelte forkynder af den gode nyhed. Hvert eneste Jehovas vidne, hvad enten han eller hun tjener på hovedkontoret, på et afdelingskontor eller i en af menighederne, går personligt ud for at tale med andre om Guds rige.

Rapporterne over denne virksomhed indløber til sidst til hovedkontoret for hele verden, og der udarbejdes og udgives hvert år en årsberetning i bogform. Desuden bringes der hvert år en oversigt over arbejdet i Vagttårnet for den 1. januar. Begge steder kan man finde detaljerede oplysninger om hvor meget der hvert år udrettes i arbejdet med at vidne om Jehova og hans rige ved Kristus Jesus. Ifølge Jehovas Vidners Årbog 1992 var der i 1991 10.650.158 Jehovas vidner og interesserede som var til stede ved den årlige højtid til minde om Jesu død. I tjenesteåret 1991 ofrede Jehovas vidner tilsammen over 951.000.000 timer i forkyndelsen af den gode nyhed og 300.945 blev døbt. Og der blev spredt mange millioner stykker læsestof.