Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Italien

Italien

Italien

Italien er ofte blevet kaldt „Støvlehalvøen“. Og denne lange halvø der strækker sig ned i Middelhavet ligner faktisk også en smuk støvle fra det 18. århundrede. Apulien er hælen, Calabrien er tåen, og Alperne er draperet rundt om det øverste af benet. Navnet „Italien“ stammer fra den betegnelse de gamle romere gav halvøens sydlige del — Italia, hvilket ifølge overleveringerne skal betyde „okselandet“ eller „græsningslandet“. Italiens naturskønhed er vidt berømt: Der er bjerge, sletter, søer, strande, olivenlunde, vinhaver, og bjergskråninger med skønne cypresser. Til Italien hører også de to store øer Sicilien og Sardinien.

Flertallet af landets befolkning på 57 millioner er katolikker, men det er efterhånden stærkt begrænset hvor mange der er aktivt med i kirkens liv.

Men hvordan gik det til at den sande kristendom for første gang fik fodfæste her? Hvordan mistede den igen fodfæstet? Hvornår og hvordan begyndte Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i dette land?

De første kristne i Italien

I år 59 e.v.t. forestod en romersk officer en transport af nogle fanger, deriblandt en midaldrende mand. Rejsen var trættende og farefuld. Efter mirakuløst at have overlevet et skibbrud reddede de rejsende sig i land på øen Malta syd for Italien, og det lykkedes dem at fortsætte deres rejse tre måneder senere. Deres skib hed „Zeus’ sønner“, til ære for guden Zeus’ tvillingesønner, der mentes at være de søfarendes skytsguder. Men den midaldrende mand blandt de tilfangetagne hørte ikke til dem der tilbad de græsk-romerske guder. Han var en discipel af Jesus Kristus, og hans navn var Paulus. Rejsen førte dem til Syrakus på Sicilien, hvor de opholdt sig i tre dage, og derefter videre gennem Messinastrædet med ophold i Regium. Kort tid efter gik de i land i Puteoli i nærheden af Neapel. Her blev Paulus og hans venner mødt af deres derboende åndelige brødre, som indtrængende bad dem om at blive der et stykke tid. Der gik syv dage, så tog de af sted mod Rom, idet de fulgte Via Appia, en af imperiets vigtigste vejforbindelser, der havde både militær og handelsmæssig betydning. Da menigheden i Rom fik at vide at Paulus var på vej, gik brødrene kærligt ud for at møde ham ved Appius’ Torv og De tre Kroer, hvorfra de fulgte de rejsende frem til målet for deres rejse. — Apg. 27:1 til 28:16.

Paulus’ agtelse for de kristne i Rom var så stor at han allerede tidligere havde skrevet til dem at ’deres tro omtaltes i hele verden’. — Rom. 1:8.

Men efter at den sande kristendom i nogen tid havde haft fremgang og vækst, begyndte frafaldet — det som Jesus Kristus havde forudsagt — at gribe om sig. (Matt. 13:26-30, 36-43) De såkaldt kristne ledere fik mere og mere verdslig magt, indtil de religiøse og politiske kræfter på kejser Konstantins tid gjorde fælles sag. Det blev begyndelsen til katolicismen og pavevældet.

Åndeligt mørke indhyller Italien

Den såkaldte reformation, der begyndte i slutningen af middelalderen, var næppe følelig i selve Italien, og det åndelige mørke der hvilede over halvøens indbyggere var stadig tæt. Hist og her prøvede nogle enkelte at få sand kundskab om Guds ord, men de fleste af dem måtte søge tilflugt i udlandet, hvor de kunne give andre del i den kundskab de havde fundet i Bibelen. De der forblev i Italien, blev sat i forvaring og dødsdømt af inkvisitionsdomstolen.

I 1870 blev Pavestaten, store landområder som den katolske kirke havde den verdslige magt over, indlemmet i kongeriget Italien, med undtagelse af det lille område der endnu i dag kendes som Vatikanstaten. Man kunne nu håbe på at der ville komme større trosfrihed i landet. Men disse forhåbninger bristede så snart Benito Mussolini kom til magten, i 1922. I 1929 undertegnede han et konkordat med den katolske kirke, hvori særlige privilegier blev overdraget til kirken og dens præsteskab, og vejen var banet for en ny periode med undertrykkelse. Man kan derfor med god grund spørge hvordan Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i Italien kunne begynde.

Begyndelsen

Den sande kristendoms genfødsel i Italien fandt sted henimod slutningen af forrige århundrede, i en lille by ved navn Pinerolo, 38 kilometer fra Torino i Piemonte. Pinerolo ligger i et af de maleriske dalstrøg i De cottiske Alper kendt som „Valdenserdalene“. Navnet stammer fra tilhængerne af Peter Valdo, en købmand fra Lyon som fik forståelse af mange sandheder fra Bibelen.

I 1891 gjorde en rejsende fra De forenede Stater ophold i Pinerolo på den første af en række rejser han foretog i Europa. Det var Charles Taze Russell, den første præsident for Watch Tower Society. I Pinerolo traf han en professor ved navn Daniele Rivoire, en valdenser der var sproglærer ved det valdensiske kulturinstitut i Torre Pellice. Professor Rivoire blev aldrig et af Jehovas vidner, men han viste stor interesse for udbredelsen af Bibelens budskab som forklaret i Vagttårnsselskabets publikationer.

Der gik nogle få år, og i mellemtiden havde Fanny Lugli, en valdenser fra San Germano Chisone i nærheden af Pinerolo, fået en bog med titlen „Tidsaldrenes Plan“ af nogle slægtninge i Amerika. I 1903 havde hun indset at bogen fortalte sandheden, og hun holdt nogle møder med en lille gruppe mennesker der samledes i hendes hjem.

I 1903 påtog professor Rivoire sig desuden at oversætte bogen Tidsaldrenes Plan til italiensk. Han fik på egen bekostning bogen trykt og udgivet på forlaget Tipografia Sociale i 1904. Dette var inden der overhovedet udkom en italiensk udgave af bogen i udgiverlandet USA. I sin udgave af 1904 skrev professor Rivoire følgende i indledningen til sine læsere: „Vi sætter denne første udgave på italiensk under Herrens beskyttelse. Måtte han velsigne den, så den, trods sine ufuldkommenheder, kan medvirke til at ophøje hans højhellige navn og tilskynde hans italiensktalende børn til større gudhengivenhed.“ Jo, udbredelsen af denne bog blev virkelig velsignet af Jehova.

Professor Rivoire begyndte også at oversætte Zion’s Watch Tower and Herald of Christs Presence til italiensk. Det blev i 1903 udgivet én gang i kvartalet og trykt i Pinerolo. Interessant nok blev bladet uddelt gennem de almindelige kanaler og solgt i de største aviskiosker i de vigtigste byer i hver provins.

Det var i denne periode at Clara Cerulli Lantaret og Giosuè Vittorio Paschetto lærte sandheden at kende, og nogle få år senere sluttede Remigio Cuminetti sig til dem. Alle disse skal vi høre mere om under det videre forløb af vor beretning.

Der dannes en menighed

I 1908 blev den første menighed af tjenere for Jehova i nyere tid dannet i Italien. Møderne blev holdt hver torsdag aften på Piazza Montebello nr. 7 i Pinerolo, hos søster Cerulli, og hver søndag eftermiddag i Gondini i nærheden af San Germano Chisone, hos søster Lugli.

Da broder Russell igen kom til Italien, i 1912, for at besøge den eneste eksisterende menighed, var der omkring 40 der overværede møderne. Arbejdet blev dengang ledet af Vagttårnsselskabets schweiziske afdelingskontor, en ordning der fortsatte lige til 1945. Søster Cerulli, der kunne tale engelsk og fransk foruden italiensk, var det schweiziske afdelingskontors repræsentant i Italien.

Fejlslagne forhåbninger

Under den første verdenskrig gennemgik den lille gruppe af brødre i Italien en prøvelse og lutring der svarede til hvad man kom ud for i andre dele af verden. I 1914 forventede nogle af bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang kaldtes) at de skulle „rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften“, og de troede at deres forkyndelse på jorden havde nået sin afslutning. (1 Tess. 4:17) En beretning fra den tid fortæller: „En dag begav nogle af dem sig ud til et afsidesliggende sted for at vente på at den store begivenhed skulle indtræffe. Men ingenting skete, og de måtte se sig nødsaget til at gå hjem igen, i en meget nedslået stemning. En del af dem faldt fra troen af den grund.“

Der var omkring 15 som forblev trofaste og blev ved med at overvære møderne og studere Selskabets publikationer. Om denne periode bemærker broder Remigio Cuminetti: „I stedet for den herlighedskrone vi havde forventet, fik vi et par solide støvler så vi kunne gå ud i forkyndelsen.“

Broder Cuminetti stilles for en domstol

Da Italien gik med i verdenskrigen, i maj 1915, betød det begyndelsen til en meget vanskelig tid for et af menighedens medlemmer, broder Remigio Cuminetti. Da han blev indkaldt til militærtjeneste besluttede han at bevare sin neutralitet. (Es. 2:4; Joh. 15:19) Som resultat blev han stillet for militærdomstolen i Alessandria. Søster Clara Cerulli overværede retssagen og sendte en detaljeret beretning til broder Giovanni DeCecca, som arbejdede på Betel i Brooklyn, da hun vidste at han altid var interesseret i at høre hvad der skete på arbejdsmarken i Italien. Hendes brev, dateret den 19. september 1916, er en autentisk øjenvidneberetning om hvad der skete:

„Min kære broder i Kristus!

Jeg føler at jeg straks må skrive til dig for at fortælle den gode nyhed om hvordan vor kære broder Remigio Cuminetti tog et fast standpunkt for troen og aflagde et fint vidnesbyrd under sin retssag i Alessandria.

Søster Fanny Lugli og jeg havde den store forret at overvære retssagen og blive opbygget af at høre vor broder åbent bekende sin faste tro.

Dommeren prøvede den ene gang efter den anden at narre vor broder til at fremsætte en eller anden indrømmelse, men Remigio lod sig ikke en eneste gang besnære. Her er en beskrivelse af hvad der blev sagt ved retssagen:

Dommeren: ’Jeg må minde Dem om at De står for denne domstol på grund af en alvorlig anklage, men alligevel ser De ud som om De havde noget at le ad!’

Broder Cuminetti: ’Jeg kan ikke gøre for hvordan jeg ser ud i ansigtet. Det må være den glæde jeg føler i hjertet der kan ses på mit ansigt.’

Dommeren: ’Hvorfor nægter De at iføre Dem en militæruniform og være med til at forsvare Deres land?’

Broder Cuminetti: ’Jeg står for denne domstol fordi jeg har nægtet at bære militæruniform, ikke for andet. Jeg er ikke skyldig i nogen anden forseelse. Jeg føler ikke at det er passende for et Guds barn at bære en uniform der står som et symbol på had og krig! Af samme grund nægter jeg at gå med armbind og arbejde på en fabrik der er med i krigsindsatsen. Jeg foretrækker at blive kendt som et Guds barn ved at optræde fredeligt mod min næste.’

Dommeren: ’Indrømmer De at De tog tøjet af så De stod i undertøj, mens De var i fængsel i Cuneo?’

Broder Cuminetti: ’Ja, høje dommer, det er rigtigt. Tre gange blev jeg tvunget til at trække i uniform, og tre gange tog jeg den af igen. Min samvittighed gør oprør mod tanken om at volde min næste skade. Jeg er parat til at ofre livet til gavn for andre, men jeg vil aldrig løfte så meget som en finger for at skade et medmenneske, for Gud har gennem sin hellige ånd påbudt os at elske, ikke hade, vor næste.’

Dommeren: ’Hvilken skoleuddannelse har De?’

Broder Cuminetti: ’Det har ingen særlig betydning. Jeg har studeret Bibelen!’

Dommeren: ’Svar på de spørgsmål jeg stiller Dem. Hvor længe har De gået i skole?’

Broder Cuminetti: ’I tre år, men jeg gentager at det ikke har nogen særlig betydning i sammenligning med den undervisning jeg har fået i Kristi skole!’

Dommeren: ’Det er sørgeligt at De er kommet i berøring med disse mennesker [her hentydede han til søster Lugli og mig] som har ført Dem på afveje. [Nedladende] Hvor længe har De studeret den bog De kalder „Bibelen“?’

Broder Cuminetti: ’I seks år, og det eneste jeg fortryder er at jeg ikke begyndte noget før!’

Dommeren: ’Hvem er det der lærer Dem denne nye religion?’

Broder Cuminetti: ’Gud er selv lærer for dem der hører ham til. Nogle elever som er kommet længere end jeg har hjulpet mig til at forstå de bibelske sandheder, men det er kun Gud der kan åbne vor forstands øjne.’

Dommeren: ’Har De fattet alvoren af Deres lydighedsnægtelse? Er Deres beslutning stærk nok til at De kan tage konsekvenserne?’

Broder Cuminetti: ’Ja, det er jeg sikker på. Jeg er rede til alt hvad der måtte ske. Om jeg så skulle blive dømt til døden vil jeg aldrig gå imod det løfte jeg har aflagt om at tjene Herren helt og fuldt.’

Herefter forlangte den offentlige anklager at broder Cuminetti fik en fængselsstraf på fire år og fire måneder, og så var det forsvarets tur til at få ordet.

Advokaten rejste sig og aflagde et glimrende vidnesbyrd om vor broders indstilling, hvori han blandt andet sagde at en mand som han ikke skulle idømmes fængselsstraf men snarere skulle beundres for sit mod og sin trofasthed mod Gud. Det blev understreget at den anklagede nægtede at gå imod sin samvittighed, som han ville gøre hvis han overtrådte Bibelens forbud mod at slå ihjel. Han handlede i lydighed mod Guds lov.

Derefter trak dommerne sig tilbage i fem minutter og vendte så tilbage til retssalen for at oplæse dommen. ’Remigio Cuminetti idømmes en fængselsstraf på tre år og to måneder for forræderi mod kongen og landets love.’

Vor broder takkede dem med et strålende smil!

Så spurgte dommeren om han havde noget at tilføje.

Remigio svarede: ’Jeg kunne sige en hel del om Guds kærlighed og hans vidunderlige hensigt med menneskeheden.’

Dommeren svarede irriteret igen: ’Vi har allerede fået nok af den slags. Jeg gentager spørgsmålet. Har De noget at tilføje med hensyn til dommen?’

’Nej,’ svarede vor broder med et ansigt der lyste af nidkærhed, ’jeg gentager at jeg er rede til at give mit liv til gavn for andre, men at jeg ikke vil løfte så meget som en finger for at skade et medmenneske!’

Så var retssagen forbi.

Søster Fanny Lugli og jeg fik den forret at tale med vor kære broder. Alle beundrede ham. Selv dommerne var forbløffede, ikke alene over den ydmyge indstilling han havde, men også over det mod lysets børn har til at nægte at bøje sig for jordiske magter. De bøjer sig kun for Gud alene, mens de beder til ham i ånd og sandhed.“

„En samvittighedsnægters odyssé“

Det der fulgte efter retssagen var i sig selv en hel historie. Så usædvanlig var denne historie at den senere blev gengivet i bladet L’Incontro i udgaven for juli/august 1952. Følgende uddrag er fra artiklen, som hed „En samvittighedsnægters odyssé under den første verdenskrig“:

„Dette Jehovas vidne var Remigio Cuminetti, født i Porte di Pinerolo i 1890. . . .

Da krigen brød ud blev maskinfabrikken [RIV i Villar Perosa] inddraget i krigsindsatsen, og det forlangtes at arbejderne bar armbind og betragtede sig som under militær myndighed. Cuminetti kunne være gået med til dette og alligevel være forblevet civil. Hvis han havde gjort det, ville han have været sparet for mange af de prøvelser han skulle igennem senere. Som specialarbejder kunne han have fået permanent udsættelse af direkte militærtjeneste, men han sagde straks til sig selv: ’Når jeg har indviet mit liv til Gud, kan jeg så fortsætte med at gøre hans vilje hvis jeg samtidig medvirker til krigsindsatsen? Da ville jeg, selv om det kun var indirekte, være ulydig mod budene: „Du må ikke slå ihjel,“ og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Er tyskerne og østrigerne ikke min næste lige så vel som franskmændene, englænderne og russerne?’ For denne ligefremme mand forekom svaret at være klart og indlysende . . .

Da hans årgang blev indkaldt til militærtjeneste, holdt han fast ved sin overbevisning og nægtede at gå ind i hæren. Følgelig blev han arresteret igen og stillet for militærdomstolen i Alessandria. Han blev idømt tre og et halvt års fængsel [det var faktisk tre år og to måneder] og sendt til militærfængselet i Gaeta . . . De militære myndigheder fandt det imidlertid ikke rimeligt at han stille og roligt kunne tilbringe tiden i fængselet, mens hans landsmænd satte livet på spil ude på slagmarken! . . . De besluttede derfor at tage ham ud af fængselet og sende ham ud til den militære kommando, hvor han skulle tvinges til at blive soldat og kæmpe for sit land . . . da han var kommet dertil nægtede han at tage uniform på og blev efterladt i gården iført skjorte.

Efter at have tilbragt nogen tid i denne tilstand, som midtpunkt for mandskabets almindelige hån, overvejede han sagen og nåede til den slutning at han ikke blev soldat af bare at gå med noget bestemt tøj. Han ræsonnerede at ingen kunne betragtes som soldat eller underkastes militær disciplin hvis han lod være med at fæste de militære stjerner på sin jakke. Han tog altså uniformen på, men uden stjernerne, og det lykkedes aldrig nogen at få ham til at sætte dem på kraveopslaget. De sendte ham så tilbage til fængselet, og derfra blev han overført til et hjem for sindslidende, fordi myndighederne mente at han måtte være vanvittig. Da han var lige så meget ved sin fornuft som enhver anden, kunne institutionslederen dog ikke betegne ham som mentalt forstyrret og sendte ham derfor tilbage til regimentet igen. Her stod han så afgjort fast på ikke at ville gå med de militære stjerner eller udføre nogen form for militærtjeneste, at han inden længe havnede i fængselet igen. Sådan gik det i adskillige måneder, frem og tilbage mellem fængselet og hjemmet for sindslidende.

Til sidst blev han sendt tilbage til regimentet, og denne gang havde en bestemt major sat sig i hovedet at knække hans modstand én gang for alle. En dag lod han bevæbnede vagter beordre ham til at tage sine våben og gå ud i skyttegravene. Cuminetti . . . vidste at denne major allerede havde dræbt adskillige soldater for langt mindre forseelser, . . . så han var sikker på at hans sidste time var kommet. Ikke desto mindre nægtede han roligt at røre våbnene. Majoren befalede derefter to andre soldater at pakke en rygsæk til ham, anbringe den på ryggen af ham, og spænde skulderrem, sabel og så videre fast på ham. Efter at de havde udstyret ham på den måde truede majoren ham igen med sin revolver og beordrede ham til at gå ud til fronten. Da Cuminetti ikke rørte sig, fik to soldater ordre til at tage ham imellem sig og føre ham ud til skyttegravene med magt. Da de slæbte ham af sted bemærkede Cuminetti: ’Det står sløjt til med Italien! Hvis landets soldater skal slæbes ud til skyttegravene med magt, hvordan kan det så vinde krigen?’ Denne bemærkning fik selv den stejle og ubønhørlige major til at tø op, og han gav ordre til at Cuminetti skulle befries for det militære udstyr og sendes tilbage til fængselet.

Nogen tid senere sendte regimentets oberst bud efter ham. Denne officer havde besluttet at tale ham venligt til fornuft for at få ham til at tage de militære stjerner på. Han kaldte ham ind på sit kontor og gav ham al mulig forvisning om at hvis han blot ville adlyde ordrerne, skulle han aldrig behøve at røre et gevær, og man ville sørge for at han kom til at gøre tjeneste bag linjerne. Cuminetti indrømmede senere . . . at dette var den hårdeste prøve han indtil da havde været udsat for. På et vist punkt troede obersten, idet han så mandens ydmyge og respektfulde holdning, at han havde vundet slaget, og sagde faderligt til ham: ’Stakkels mand, hvordan kan De dog ene og alene kæmpe mod hele hærens overvældende styrke? Det er alt for stor en overmagt for Dem. Nu skal De se, jeg sætter stjernerne på for Dem, og så beholder De dem på uden yderligere oprør. Det er for Deres eget bedste jeg gør det, og jeg sværger at De aldrig behøver at skyde på noget menneske og at Deres overbevisning vil blive fuldt respekteret.’

Cuminetti svarede ganske enkelt: ’Hr. oberst, hvis De prøver at hæfte stjernerne på min uniform vil jeg ikke forhindre det, men så snart jeg kommer udenfor tager jeg dem af igen!’ Stillet over for denne ubøjelige beslutsomhed holdt obersten op med at insistere, og han overlod ham til sin skæbne.

Denne jævne, beskedne mand blev fem gange stillet for retten på grund af sin tro. Han sad fængslet i Regina Coeli, Rom, Piacenza og Gaeta, og på sindssygehospitalet Reggio Emilia.“

Efter at broder Cuminetti yderligere havde tilbragt flere måneder i fængsel, blev han hentet ud til fronten for at gøre tjeneste som sygepasser og bære bårer. Bladet fortsætter sin beretning:

„En dag, mens han gjorde tjeneste ved fronten, hørte han at der lå en såret officer ude foran skyttegravene og at han ikke havde kræfter til at komme om bag linjerne igen. Ingen havde lyst til at begive sig ud for at hente ham. Cuminetti meldte sig straks til denne farlige mission, og det lykkedes ham at hente officeren tilbage i sikkerhed, skønt det kostede ham et sår i benet.“

For denne aktion fik han tildelt en sølvmedalje, „men han nægtede at modtage dekorationen med den begrundelse at han havde handlet af næstekærlighed, og ikke for at få en medalje“.

Den dom som militærdomstolen i Alessandria afsagde mod ham den 18. august 1916, er registreret som nr. 10419 i sagsregisteret i militærdomstolens arkiver i Torino. Broder Cuminetti var med sikkerhed det første Jehovas vidne i Italien der tog standpunkt for kristen neutralitet, og sandsynligvis også den første „samvittighedsnægter“ i den italienske historie i nyere tid.

Der oprettes et italiensk kontor

Da krigen omsider endte havde den spredt død og ødelæggelse over hele den italienske halvø. Arbejdet blev stadig ledet fra afdelingskontoret i Schweiz, men efter 1919 blev der også oprettet et kontor i Italien. Det var i Pinerolo i et lejet hus, Via Silvio Pellico nr. 11.

I 1922 afløste broder Remigio Cuminetti søster Cerulli som Selskabets repræsentant i Italien. Det blev ikke længere regnet for passende at have en søster på denne ansvarsfulde post, når den kunne besættes af en broder som havde afgivet rigeligt bevis på sin integritet. Søster Cerulli tog imidlertid denne forandring ilde op, og hun forlod sandheden.

Efter krigen blev opgaven med at oversætte Vagttårnsselskabets publikationer overtaget af professor Giuseppe Banchetti. Han var valdensisk præst, men havde studeret sandheden og forstod dens betydning. Han havde endda forsøgt at indføre visse af de sande lærepunkter i sin egen kirke ved at forkynde dem fra prædikestolen, men uden held. Han havde dog fået sået sandhedens sæd forskellige steder i landet. Omkring 1913 var han i Cerignola i provinsen Foggia, hvor Selskabet plejede at tilsende ham nogle regelmæssige forsyninger af bøger og andet. Disse forsyninger blev stadig sendt til den lokale valdenserkirke selv efter at han var død, og senere blev der dannet en gruppe bibelstudenter bestående af mennesker som havde læst det tilsendte stof.

Professor Banchetti oversatte ikke bare Vagttårnet, men også bøgerne Guds Harpe og Verdensbefrielsen, foruden en hel del brochurer. Ligesom professor Rivoire brød han aldrig helt med valdenserkirken, men han troede på Vagttårnsselskabets fortolkning af Bibelen, og han udbredte budskabet.

Da professor Banchetti døde i 1926 blev oversættelsesarbejdet en kort overgang foretaget af en fru Courtial. Hun oversatte bogen Skabelsen. I 1928 blev denne opgave imidlertid overdraget til en indviet broder, Giosué Vittorio Paschetto, som blev ved at oversætte helt frem til den dag han blev arresteret af det fascistiske politi, den 7. november 1939. I denne periode oversatte han bøgerne Regering, Forligelse, Liv, Profetierne, Lys (i to bind), Det store Opgør (i tre bind), Krigsforberedelser, Beskyttelse, Jehova, Rigdom, Fjender og Frelse. Disse bøger var i sandhed „mad i rette tid“ for Guds folk. (Matt. 24:45) Især en af bøgerne, Fjender, var årsag til at en vældig bølge af forfølgelse ramte den lille gruppe af brødre i Italien, fordi bogen var så utvetydig i sin behandling af spørgsmålet om neutralitet.

Da broder Paschetto blev løsladt fra fængsel den 23. august 1943 arbejdede han videre sammen med andre oversættere, indtil han fuldførte sit jordiske livsløb i 1956.

Hjælp fra andre lande

Lad os nu gå tilbage til slutningen af den første verdenskrig. Kort efter 1918 rejste broder Marcello Martinelli, som havde lært sandheden at kende i De forenede Stater, tilbage til Italien. Han kom fra Valtellina, en af De rätiske Alpers skønne dale som fører ned til Comosøen, og han gennemgik dette distrikt adskillige gange med Rigets budskab. I 1923 blev han „kolportør“ eller heltidsforkynder, og han sluttede sig til broder Cuminetti i området omkring Pinerolo. Martinelli var meget afholdt som en varmhjertet broder; når der var perioder med hård forfølgelse skrev han kærlige breve til de få brødre der fandtes spredt rundt omkring. Han fortsatte med at forkynde helt frem til 1960, da han fuldførte sin jordiske tjeneste. I provinsen Sondrio, hvor han udførte Herrens gerning, blev der oprettet en lille gruppe af bibelstudenter.

I perioden mellem 1920 og 1935 vendte andre italienske emigranter tilbage, mennesker der havde taget imod sandheden i Belgien, Frankrig og USA. De forkyndte nidkært hvor de slog sig ned, og fandt mange hørende ører. På den måde blev der dannet flere grupper af bibelstudenter.

I 1923 indbød afdelingskontoret i Schweiz tre kolportører som arbejdede i den italiensktalende kanton Ticino i Schweiz, til at flytte til Italien. Det var Ignazio Protti og hans to søstre Adele og Albina. Året efter fik de følgeskab af søster Emma Hotz, som også var kolportør.

Fem kolportørers nidkære tjeneste

Disse nidkære kolportørers indsats er absolut værd at nævne. De tre søstre arbejdede sammen i ét distrikt, og brødrene, Ignazio Protti og Marcello Martinelli, i et andet distrikt. Fra 1923 til 1927 gennemgik de forskellige dele af Piemonte og en del af Lombardiet. Søster Adele Protti, der senere blev gift med broder Brun fra Schweiz, skrev for mange år siden:

„I 1924 blev der trykt 20.000 eksemplarer af brochuren Den ideelle Regering i Pinerolo. Fra Bern havde vi også fået 100.000 eksemplarer af traktaten Gejstligheden anklages. Denne traktat indeholdt den anklage som blev oplæst ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1924. Det var en magtfuld fordømmelse af præsteskabet. Den blev uddelt i alle de største byer i Italien.“

Den 15. december 1925 var der en rapport om denne kampagne i Vagttårnet. Der stod blandt andet: „Vore italienske Brødre uddelte 100.000 Eksemplarer af ’Anklagen’; og de sørgede ganske særligt for, at Paven og de øvrige højtstaaende Embedsmænd i Vatikanet fik et Eksemplar hver.“

Man kan let forestille sig hvor spændende det har været for disse kolportører at udbrede et så vægtigt budskab! Søster Brun fortsætter:

„Broder Cuminetti, søster Hotz og jeg uddelte 10.000 eksemplarer af ’Anklagen’ i Genova på en enkelt dag. Fra Schweiz fik vi 100.000 stykker af traktaten Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere, men de fleste af dem blev beslaglagt af myndighederne. Omkring hver tredje måned plejede vi at besøge vore brødre i San Germano Chisone for at blive åndeligt opbygget ved møderne. Det er vanskeligt at beskrive den længsel, det inderlige ønske, vi havde efter at mødes med vore brødre og være sammen med dem en stund.

Ved en lejlighed havde jeg arbejdet hele dagen i en landsby med meget tilfredsstillende resultater. Mit hjerte var fyldt af glæde da jeg begav mig på hjemturen; der var kun én vej, og den førte igennem en skov. Mens jeg fuld af glade tanker vandrede af sted, opdagede jeg pludselig en ung mand der gik ved siden af mig med en cykel. Jeg blev ikke spor bange, men begyndte straks at forkynde for ham om Rigets styre med fred og retfærdighed. Det tog os omkring et par timer at komme hele vejen tilbage til Alessandria. Hen mod slutningen af turen sagde den unge mand til mig:

’Signorina, jeg føler jeg må fortælle Dem at De har reddet mig fra at begå en frygtelig forbrydelse. Da jeg indhentede Dem havde jeg i sinde at volde Dem fortræd. Hvis De havde gjort modstand, ville jeg måske endda have slået Dem ihjel. Men da jeg så Deres strålende ansigt og den uskyldige tillid i Deres udtryk, kunne jeg simpelt hen ikke få mig selv til at misbruge Deres tillid. Og så begyndte De at fortælle mig så mange vidunderlige ting som jeg aldrig har hørt om før. Disse to timer har været nok til at forandre hele mit syn på livet, og nu kan jeg se hvilket slet menneske jeg har været. Jeg vil gerne gøre en forandring i mit liv. Vil De ikke godt give mig alt hvad De har, så jeg kan læse om disse ting?’

Jeg gav ham al den litteratur jeg havde tilbage i min taske, og han betalte mig for det. Så trykkede han min hånd og sagde farvel. Ved den lejlighed, som ved andre lejligheder, var jeg blevet beskyttet på en helt vidunderlig måde.“

Søster Brun var trofast lige til hun døde i 1976 i Zürich, efter 50 års hengiven tjeneste. Hendes broder, Ignazio, som også var en af de fem kolportører, skrev i 1970:

„Vi talte ikke engang de timer vi brugte i tjenesten. Vi plejede bare at arbejde fra morgen til aften. Tit blev vi arresteret og løsladt igen efter kort tid. I Gallarate (i nærheden af Varese) blev broder Martinelli og jeg arresteret og sat i fængsel efter nogle falske anklager som præsterne havde brygget sammen. Vi fik lov at komme ud på gårdtur en time om dagen, og det gav os lejlighed til at forkynde for de andre fanger. Mange gange blev vi omgivet af en hel gruppe tilhørere, og selv fængselsbetjentene standsede op. En dag kom fængselsinspektøren også. Da fangerne hørte at vi skulle løslades, omfavnede de os og takkede os hjerteligt. Vi selv blev helt bevægede ved dette og takkede Gud for at han havde givet os en lejlighed til at komme i forbindelse med disse mennesker.“

„En dag mens jeg gik fra hus til hus,“ fortsætter broder Protti, „lagde jeg mærke til en mand der fulgte efter mig. Inden længe standsede han mig idet jeg kom ud af et hus, og meddelte at han var agent fra sikkerhedspolitiet. Han bad om at se mit identitetskort og spurgte hvad jeg foretog mig. ’Jeg er ved at forkynde indførelsen af den ideelle regering,’ svarede jeg, for at komme til at præsentere den brochure som havde dette tema. Agenten blev nærmest fornærmet og svarede at vi allerede havde den ideelle regering — han mente selvfølgelig det fascistiske styre. Men jeg forklarede: ’Den regering De tænker på er kun midlertidig. Den jeg forkynder vil vare evigt.’ Så trak jeg min bibel frem og fik ham til at læse Daniel 2:44 og 7:14. I skulle have set hvor omhyggeligt han læste disse to vers. Så gav han mig Bibelen tilbage igen, og i stedet for at arrestere mig, som jeg havde regnet med, lod han mig gå. Selv efter alle disse år tænker jeg stadig på om agenten huskede på vor samtale dengang det fascistiske styre faldt.“

Broder Protti var trofast i tjenesten for Riget lige til det sidste. Han døde i Basel i 1977 i en alder af 80 år.

1925 — det første stævne

Arbejdet fortsatte med at udvides til trods for mange vanskeligheder, og det første stævne blev afholdt i Pinerolo fra den 23. til den 26. april 1925. Da broder A. H. Macmillan fra Selskabets hovedkontor netop var på en rejse i forskellige lande, kunne han også være til stede. Stævnet blev holdt i et stort lokale på hotellet Corona Grossa.

Det ville have været latterligt at forvente at de fascistiske myndigheder skulle give tilladelse til afholdelsen af stævnet. Brødrene maskerede derfor stævnet som et bryllup. Under stævnet var der faktisk også et bryllup, idet broder Remigio Cuminetti blev gift med søster Albina Protti, en af kolportørerne fra Schweiz. Ved dette historiske stævne var der 70 til stede, og 10 af dem blev døbt.

„Det var dage fulde af velsignelser, glæde og lykke,“ skriver søster Brun, som var med ved stævnet. Hun fortsætter: „Hotelejeren tog sine andre gæster og kunder med ind i salen og sagde: ’Kom her og se alle sammen, vi har fået urkirken ind under vores tag!’ . . . Alt var glimrende organiseret, og det lykkedes os som regel at rydde gulvet og sætte stolene ud i en fart. Bagefter satte vi dem til side igen og efterlod alt som det skulle være. Vi var alle glade for at kunne give en håndsrækning. Det var et stort vidnesbyrd.“

Ved dette første stævne var der en lille, kuriøs uoverensstemmelse. „På mange måder var vi alle meget forskellige, og dog kom vi godt ud af det med hinanden. Men hvordan sangene skulle synges, det kunne vi ikke blive enige om. Brødrene fra det nordlige sang i en livlig rytme, mens de fra det sydlige sang langsomt og med så megen følelse at det ville have været synd og skam at få dem til noget andet. Den broder der præsiderede afgjorde derfor at de fra Syditalien skulle synge først, og de fra Norditalien bagefter.“

Tilbagegang i arbejdet

Det så meget lovende ud for forkyndelsesarbejdet. I den rapport der stod at læse i Vagttaarnet for januar 1925 hed det: „Der er leveret Cykler til tre Kolportører, som rejser rundt i Landet og uddeler Litteratur og sælger Bøger. Vi har Haab om en stor Udbredelse af Sandheden i Italien i en nær Fremtid.“

Et stykke tid forinden havde broder Cuminetti arvet en sum på 10.000 lire, hvilket var et betydeligt beløb dengang. Det betød at han kunne hellige al sin tid til at forkynde og til at opmuntre brødrene ved at besøge dem i deres distrikter. I den italienske udgave af Vagttårnet for 1. maj 1925 blev der bragt „En beretning om en rejse gennem Italien“, en rejse som broder Cuminetti og broder Martinelli foretog i slutningen af 1924. De rejste hele 5000 kilometer for at besøge brødre på isolerede steder og interesserede mennesker forskellige steder, lige fra Lombardiet til Sicilien. Der stod blandt andet at man i Porto Sant’Elpidio (Midtitalien) udfyldte nogle papirer for at søge om tilladelse til at bruge en sal hvor der skulle holdes et foredrag; „myndighederne tyggede på det i et godt stykke tid, men til sidst måtte de give os tilladelsen, fordi vi insisterede . . . Den dag foredraget skulle holdes mødte der over 200 for at høre at ’De dødes opstandelse er nær’“. Det var en stor succes.

Af forskellige grunde begyndte det imidlertid at gå tilbage for arbejdet. I 1926 og 1927 måtte tre af kolportørerne rejse tilbage til Schweiz af helbredsgrunde og andre årsager. Hovedårsagen til at det gik tilbage var dog at den katolske kirke i 1929 havde undertegnet et konkordat med det fascistiske styre, hvori ekstraordinære privilegier blev overdraget til kirken. Det blev indledningen til en sørgelig periode med religiøs undertrykkelse.

Hist og her blev sandhedens lys ved at brænde som en lille prås. Nogle steder var der små grupper af brødre, eller interesserede som var helt alene, og det var svært at holde kontakten ved lige med dem og holde sammen på dem. De var som ulmende gløder under den udbrændte aske, i fare for helt at dø ud. Hos nogle slukkedes gnisten også helt. I et af sine breve beskriver broder Cuminetti situationen således:

„Vi ville så gerne gøre meget mere, men vi holdes under stadig nøjere opsyn . . . de griber ind i alting. Frem til marts måned modtog vi stadig The Golden Age [kendes nu på dansk som Vågn op!], men så holdt det op med at komme. Brooklyn underrettede os om at de havde sendt adskillige pakker med de nyeste bøger og brochurer, men vi har ikke modtaget noget. Færre og færre numre af Vagttårnet når frem til deres bestemmelsessted, og enhver af brødrene der viser en vis nidkærhed bliver arresteret af fjenden . . . andre trues med at blive forvist til en anden del af landet og med alle former for overlast.“

Rigets arbejde kan ikke standses helt

Det ville ikke have været svært for præsteskabet, støttet af dets fascistiske medsammensvorne, at få magt over en gruppe mennesker der kun talte et par snese og til sidst få standset deres arbejde helt, hvis det ikke var fordi ’Jehovas arm ikke var for kort til at frelse, og hans øre ikke for sløvt til at høre’. (Es. 59:1) Han tillod ikke at hans loyale vidner blev overvundet.

Hist og her lykkedes det små grupper af forkyndere at overleve. Alene det at disse grupper kunne opstå og holde ud, viser at Jehova beskyttede dem med sin stærke virkekraft.

Gruppen i Pratola Peligna

Den gode nyhed om Riget blev første gang bragt til Pratola Peligna, i provinsen Aquila, i 1919 af en emigrant som havde lært sandheden at kende i USA. Denne broder, Vincenzo Pizzoferrato, forblev trofast mod sin himmelske kaldelse lige til sin død i 1951. Han arbejdede som omrejsende frugthandler i de omliggende byer Sulmona, Raiano og Popoli, hvor han plejede at komme trækkende med sin kærre der var tungt lastet med frugt og med bøger og blade til uddeling. På den måde uddelte han Tidsaldrenes Plan, Guds Harpe og mange andre publikationer, og snart begyndte en lille gruppe interesserede at slutte sig til ham.

Da han engang i 1924 havde stået ved kirkegården i Popoli (i Pescara) for at uddele traktaten De dødes opstandelse er nær, og næsten var færdig, kom der en præst sammen med en gruppe ungfascister og afbrød ham; de tog ham og førte ham med sig til forhør på politistationen. Det viste sig imidlertid at byens maresciallo (politichef) var meget velvilligt indstillet over for budskabet. Han tilkaldte alle stationens carabinieri (betjente fra nationalpolitiet) for at de skulle høre broderen, så der blev aflagt et glimrende vidnesbyrd og megen litteratur blev uddelt. For at være sikker på at broder Pizzoferrato ikke fik flere vanskeligheder med fascisterne, sørgede maresciallo,en for at han fik eskorte af to politifolk til jernbanestationen.

I 1925, da der blev holdt stævne i Pinerolo, var broder Pizzoferrato til stede sammen med sin kone og en interesseret mand, der blev en broder. Dengang var der allerede en gruppe på omkring 30 der mødtes i hans hjem, og senere, da en familie byggede et nyt hus, indrettede man et værelse til at blive brugt som rigssal.

I 1939 lykkedes det præsterne at ophidse myndighederne imod vore brødre, og forkynderne fik alvorlige vanskeligheder. Bøger og blade blev konfiskeret, og det blev forbudt at afholde møder. Broder Pizzoferrato blev arresteret, stillet for Særdomstolen i Rom og idømt en fængselsstraf. Det varede dog ikke længe inden han blev løsladt på grund af dårligt helbred, og straks efter begyndte han atter at udbrede den gode nyhed, trods faren for at blive arresteret igen. Den lokale gruppe af forkyndere blev således aldrig helt opløst.

Gruppen i Roseto degli Abruzzi

Roseto degli Abruzzi er en landsby der ligger ude ved kysten i provinsen Teramo. Det var en søster ved navn Caterina Di Marco der første gang forkyndte sandheden for byens beboere. Hun var født i Roseto, men udvandrede til De forenede Stater, hvor hun kom i kontakt med sandheden i Philadelphia i 1921. Året efter blev hun døbt, og hun vendte tilbage til Roseto degli Abruzzi i 1925. Hvad foretog hun sig her?

„Så snart jeg ankom begyndte jeg at tale med andre om troen. Jeg plejede også at uddele traktater og brochurer ved badekabinerne på stranden. En af de lokale mænd havde læst en af disse brochurer og udbrød: ’Nå! Det må være den nye religion som Caterina har taget med sig hjem fra Amerika.’ Han ville gerne læse alt hvad jeg ellers ejede af litteratur om det. Det gjorde han, og blev overbevist om at det var sandheden.“ Han var den første, og senere fulgte flere andre retsindige. Broder DeCecca beskrev engang søster Di Marco som „et veritabelt sværd“ mod de religiøse modstandere. Denne søster holdt fast ved sin uangribelighed og sit håb lige til sin død i 1982.

Domenico Cimorosi, den første der kom i sandheden som følge af hendes forkyndelse, tjente som almindelig pioner lige til han døde i en alder af 87. Nogle få år før sin død skrev han følgende beretning om hvordan arbejdet var begyndt i området:

„Jeg begyndte at fortælle om sandheden til min broder, min fader, min fætter og mine arbejdskammerater. Til sidst var vi fem eller seks der læste den eneste lille brochure jeg havde, Trøst for Folket, og slog alle skriftstederne efter i vore bibler. Så besluttede vi at gå hen og besøge Caterina Di Marco, den dame der var kommet hjem fra Amerika. Vi kunne med det samme se logikken i de forklaringer hun gav os, og begyndte at holde møder i hendes hjem. Skønt fascisterne kort efter prøvede at finde frem til os, lykkedes det os med Jehovas hjælp at holde mødestederne hemmelige.“

Det varede ikke længe før den lille gruppe retsindige fik den religiøse intolerance at føle. „Sognepræsten anlagde sag mod mig for at uddele traktaten Gejstligheden anklages,“ fortæller Caterina Di Marco. „Jeg blev frifundet, men det blev ikke enden på mine besværligheder. Senere blev jeg, første gang, arresteret fordi jeg ikke ville med hen at høre en tale som Il Duce [Føreren, Mussolini] skulle holde. Dommeren spurgte hvorfor jeg ikke ville komme. Jeg svarede ved at citere Daniels bog, kapitel tre, om de tre hebræere der nægtede at bøje sig ned foran guldbilledstøtten. De idømte mig fem års forvisning til en anden del af Italien.“

Vittorio Cimorosi, søn af Domenico, husker at bøger og andre skrifter tit blev konfiskeret i trediverne. Nogle få eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer nåede dog frem til deres bestemmelsessted. Han beretter: „Broder DeCecca skrev ofte til min fader og andre interesserede og sendte dem åndelig føde. Mange gange benyttede han omskrivninger for ikke at bringe os i vanskeligheder. Engang skrev han: ’Hvis du ikke har nogen „fjender“ vil du finde dem i Montone.’ Broder Guerino Castronà forstod hentydningen og rejste hen til landsbyen Montone, hvor han fandt en mand der havde bogen Fjender og andre publikationer.“

Gruppen i Malo

„Jeg kan aldrig takke Jehova nok for den dyrebare gave det er at jeg har været gudfrygtig fra min ungdom.“ Sådan skriver Girolamo Sbalchiero, en broder der forblev trofast mod sin kristne tjeneste lige til sin død i 1962. Beretningen om ham er nært forbundet med beretningen om en gruppe forkyndere der engang skulle blive en blomstrende menighed.

Broder Sbalchiero var oprindelig en nidkær katolik. Omkring livet, inderst mod kroppen, plejede han at gå med et reb med knuder, som han piskede sig selv med for at straffe kødet for sine synder. Han bad mange bønner, liggende på knæ på små sten for at kunne komme frem for Gud igennem lidelser. Han var også med til lange pilgrimsrejser til fods, for eksempel engang på en 50 kilometers vandring. Men i 1924 hørte Girolamo Rigets budskab for første gang, forkyndt af en der havde været i kontakt med brødrene i Amerika. Hvordan reagerede han? Denne nidkære tømrer fra Malo, en lille landsby i nærheden af Vicenza i Veneto, skriver:

„Jeg arbejdede om dagen og læste Bibelen om natten. Min arbejdsgiver havde givet mig en bibel fordi han ikke selv ville have den, og selv om jeg ikke forstod ret meget af hvad jeg læste, følte jeg mig slået af at læse ordene om slaget ved Harmagedon. Straks efter begyndte jeg at tale med andre om det. Jeg skrev til broder Cuminetti, der tjente i Pinerolo, og hans breve var til stor hjælp for mig. Men da jeg var uden personlig hjælp tog det mig otte år at fatte sandheden helt. Da jeg endelig havde fattet den, holdt jeg op med at gå i kirke og tage nadveren, som jeg indtil da havde gjort hver morgen hele livet.“

Forfølgelsen var ikke sen til at melde sig. „For at komme til at studere Bibelen,“ fortæller broder Sbalchiero, „plejede vi at skjule os bag en hæk et eller andet isoleret sted. Engang fejrede vi endda mindehøjtiden inde i en hule. Andre blev interesseret i budskabet og sluttede sig til mig. En søndag eftermiddag var vi fem der mødtes i et privat hjem for at studere Bibelen. Efter et lille stykke tid kom landsbyens præst ind og overfusede os, idet han sagde at vi var for uvidende til at forstå Bibelen. Han sagde også at det kun var præster der havde magt til at frelse sjæle.“

Efter en ophidset debat, hvorunder præsten ikke kunne svare på et eneste af de spørgsmål der blev stillet ham, tilkaldte præsten politiet. Men byens maresciallo (politichef) kendte broderen og vidste også at han var højt respekteret på hele egnen for sin venlighed og hjælpsomhed, så han greb ikke ind.

„Nogen tid senere,“ fortsætter broder Sbalchieros beretning, „besluttede Selskabet at gennemføre en kampagne med brochuren Riget, Verdens Haab. Jeg satte mig op på min cykel og kørte mod Padova med 165 brochurer; men på vejen blev jeg standset af politiet, sat under arrest, og man forberedte en sag hvor man ville have mig forvist til en anden del af Italien. Heldigvis fik myndighederne i min hjemby nys om dette, og de greb ind til fordel for mig. Omsider lykkedes det dem at få mig løsladt, og de fik mig eskorteret hjem igen. Da vi stod hjemme på torvet igen, sagde de til mig: ’Har De nu ikke fået nok af alt dette?’ Jeg svarede: ’Bestemt ikke. Nu er jeg mere fast besluttet end nogen sinde.’ De kiggede forbløffet på hinanden.“

Girolamo Sbalchieros søn Giuseppe fortæller: „En dag sagde jeg til min fader: ’Hvordan kan vi dog holde stand mod alle de tusinder af stærke mennesker der modstår os, og stadig aflægge et vidnesbyrd?’ Han svarede: ’Du skal ikke være bange, min søn, for dette arbejde er „ikke af mennesker men af Gud“.’“ — Se Apostelgerninger 5:33-40.

Gruppen i Faenza

Husker du Ignazio Protti, den kolportør der var kommet til Italien fra Schweiz i 1923? Han fik i 1924 lejlighed til at forkynde i Marradi, en lille landsby omgivet af bjerge og kastanjeskove. Her var han født. Sandhedens sæd faldt på ’god jord’, og mange tog imod budskabet. (Matt. 13:8) Disse lod igen kundskaben gå videre til andre.

Nogle år senere var der i Sarna, i Faenza, ikke så langt fra Marradi, en landmand ved navn Domenico Taroni der fik nogle publikationer. Han tog med glæde imod den gode nyhed. I 1927 tegnede han abonnement på Vagttårnet, men der kom kun nogle få eksemplarer. Det var sikkert nogle få stykker der var undsluppet myndighedernes opmærksomhed ved et tilfælde, og andre eksemplarer ankom ’ad undergrundsvejen’. Broder Taroni var et af de første Jehovas vidner i den frugtbare egn Romagna. En af de første han kom i forbindelse med, var Vincenzo Artusi, der blev en trofast broder og senere tjente som ældste i en af de tre menigheder i Faenza lige til sin død i 1981. Vincenzo gav sandheden videre til andre, deriblandt Emilio Babini og hans broder Antonio. De var begge trofaste mod Jehova lige til deres død.

Disse nidkære brødre mødtes i private hjem. Så snart præsterne havde fundet frem til dem, blev de forfulgt. Nogle få faldt fra, men andre bevarede deres integritet. De ni brødre der endnu var tilbage på denne egn i 1939, var mere end tilstrækkeligt til at igangsætte det omfattende arbejde der skulle gøres i tiden efter krigen.

Gruppen i Zortea

I 1931 og 1932 vendte to italienske emigranter tilbage fra udlandet med sandheden i hjertet. Det var Narciso Stefanon, der kom tilbage fra Belgien, og Albino Battisti, der kom tilbage fra Frankrig. De begyndte øjeblikkelig at forkynde, den første i Zortea, en lille landsby der ligger 1000 meter oppe ad bjergsiden og har nogle få hundrede indbyggere; den sidstnævnte, som havde hørt sandheden gennem nogle polske brødre, slog sig ned i Calliano, der ligger omkring 15 kilometer fra Trento.

Før Narciso Stefanon kom tilbage til Italien havde han kun akkurat haft tid til at få et abonnement på Vagttårnet og læse nogle få af Selskabets øvrige publikationer. Da han kom tilbage til Zortea, fortsatte han et lille stykke tid med at komme i kirken, og det var netop i kirken han aflagde sit første vidnesbyrd. En dag ved messen holdt præsten en prædiken der skulle forklare noget af evangeliet, og Narciso tillod sig offentligt at modsige præsten, idet han ved hjælp af en Diodati-oversættelse af Bibelen henviste til de punkter hvor præsten havde uret.

Hele menigheden blev spaltet i to stridende grupper; den ene støttede Stefanon, den anden støttede præsten. Men på grund af præstens indflydelse forsvandt den første gruppe lidt efter lidt, og kun nogle få tog helt imod Rigets budskab. Narciso Stefanon forlod den katolske kirke én gang for alle, og andre sluttede sig til ham i studiet af ’den trofaste og kloge træls’ publikationer. (Matt. 24:45-47) De plejede at mødes i lader, på hølofter og hvor de ellers kunne undgå præsternes og fascisternes vågne blikke. Dengang gennemførte det fascistiske styre en nådeløs jagt efter de sande kristne.

En af dem der havde ’hørende ører’ var Francesco Zortea. Hans efternavn var det samme som landsbyens navn. Da han i 1933 hørte om sandheden for første gang, var han 25 år gammel; fra da af fortsatte han med at afgive bevis for sin ubrydelige tro på Jehova lige til sin død i 1977.

I en beretning om sin kristne tjeneste skriver broder Zortea:

„Vi blev udspioneret, skygget og kontrolleret i den grad at vi var nødt til at skjule os når vi ville slå noget efter i Bibelen. Jeg har haft mange oplevelser af denne art, og de har alle sammen været med til at styrke min tro i stedet for at svække den. I april 1934 var jeg taget af sted på en vandretur på 20 kilometer fra mit hjem til Fonzaso (Belluno), for at forkynde der. Mens jeg var i færd med at gå fra hus til hus med Rigets budskab blev jeg standset af nogle carabinieri og ført med til politistationen. Der blev jeg forhørt, mine bøger og blade blev konfiskeret, og jeg blev kastet ind i en celle, hvor jeg opholdt mig til den følgende morgen.

Senere, i juli 1935, fik jeg besked på straks at komme til politistationen for at få en vigtig meddelelse fra myndighederne. Da jeg ankom sagde politichefen til mig: ’Hr. Zortea, vi skal oplyse Dem om at Deres sag er blevet overført til Trentos pretura [byret], og denne myndighed forlanger en erklæring fra Dem hvori De nøjere angiver hvilket arbejde det er De udfører.’ Jeg fortalte dem at jeg ’forkyndte Guds rige’ for andre.

Ikke så længe efter, i august, blev jeg igen bedt om straks at komme hen til politistationen. Denne gang fik jeg at vide at Trentos pretura ikke var tilfreds med min første erklæring. De ville have en ny, hvori jeg forklarede hvad der mentes med udtrykket ’forkynde Guds rige’. Jeg fortalte dem hvad det ifølge Bibelen betyder, ud fra ordene ’komme dit rige’ i bønnen Fadervor. De har sikkert troet at Riget var en eller anden politisk regering!“ — Matt. 6:9, 10.

Men broder Zorteas største trængsler var endnu ikke kommet. I oktober 1935 erklærede Italien krig mod Etiopien, og broder Zortea blev indkaldt til militærtjeneste. Han besluttede at bevare sin neutralitet. Han skriver: „Jeg nægtede at trække i uniform og at kæmpe mod min næste.“ Resultatet blev en dom på 5 års forvisning til en anden del af Italien. Broder Stefanon og broder Battisti fik samme dom.

Efter sin forvisning til Muro Lucano i provinsen Potenza fortsatte broder Zortea straks med at forkynde. Han fortæller: „Så snart jeg havde slået mig ned, satte jeg mig i forbindelse med broder Remigio Cuminetti og bad om noget litteratur jeg kunne fortsætte forkyndelsen med. Ikke så længe efter fik jeg en pakke brochurer, som jeg forsigtigt begyndte at uddele. Jeg brugte forskellige metoder. Nogle afleverede jeg personligt; andre lod jeg ligge på bænke langs vejen eller i parkerede biler.“

Efter amnesti fra staten fik denne broder i 1937 lov at vende tilbage til sin hjemby Zortea, netop i tide til at opleve endnu et eksempel på præsteskabets religiøse intolerance over for Jehovas Vidner. En af de lokale søstre var død, og præsten ville ikke tillade at hun blev begravet på sognets kirkegård, under det påskud at det ville være en vanhelligelse af indviet jord. Der gik tre dage hvor man ikke kunne komme nogen vegne. Så holdt sognepræsterne fra Zortea og nabolandsbyen Prade et møde med kommunaldirektøren og den lokale podesta (borgmesterens titel under fascismen). De følgende begivenheder er som taget ud af en beretning om de første kristne. Broder Zortea skriver:

„Først ved middagstid på tredjedagen fik vi at vide at begravelsen skulle finde sted øjeblikkelig, og at liget skulle begraves i Prade, hvor kommunen ejede et stykke af kirkegården. Vi begav os af sted. Vi var fire, efterfulgt af søsterens familie og andre interesserede. En repræsentant for byrådet fulgte med os, foruden en politieskorte. Langs ruten blev vi hilst med latter, hån og tilråb, og da vi ankom til Prade fandt vi en hel menneskemængde der stod og ventede på at blive vidne til komediens sidste akt, som skulle blive den mest spændende.

Det var nemlig blevet besluttet at vi ikke kunne få lov at komme ind på kirkegården gennem porten, fordi den var blevet ’indviet’. Som følge heraf måtte vi have kisten op over muren ved hjælp af to stiger, én på ydersiden og én på indersiden. Hele mængden var kommet for at nyde synet af os når vi skulle have kisten op over muren. I dette kritiske øjeblik greb manden fra kommunen ind og spurgte hvem der var ansvarlig for denne ordning. Han fik at vide at det var den lokale præst der havde bestemt det. Dertil svarede kommunalembedsmanden at borgmesteren havde givet ordre til at processionen skulle gå ind gennem porten. Det fik vi så lov til.“

Grupperne i Montesilvano, Pianella og Spoltore

I begyndelsen af trediverne vendte Luigi D’Angelo tilbage til Spoltore, som ligger i Abruzzerne. Han havde lært sandheden at kende i Frankrig, og da han var vendt hjem viste han sin kristne kærlighed over for slægtninge, venner og naboer ved at fortælle dem hvad han havde lært. Nogle af de brødre der stadig husker ham, fortæller:

„Han var meget aktiv og fuld af nidkærhed. Mange gange rejste han kilometervis for at besøge brødre på isolerede steder, uden hensyn til de mange vanskeligheder sådanne rejser indebar. Cyklen var det mest almindelige transportmiddel dengang, og det er opmuntrende for os i dag at tænke på at en af hans længste rejser var en cykeltur på næsten 600 kilometer, tværs over Appenninerne til Avellino, hvor han skulle besøge en broder. Før han tog af sted gik han ud for at finde sig en kraftig kæp han kunne binde på sin cykel og bruge hvis han skulle træffe på ulve når han cyklede i bjergene. Han spændte en pude fast på cykelsadlen og begav sig af sted, fuld af begejstring og opflammet af ønsket om at kunne opbygge en broder ved det kristne fællesskab der er så nødvendigt for os alle. Hans tjeneste var kun kortvarig, for i 1936 blev han syg og døde.“

Men de sandhedskorn denne broder havde sået, døde ikke. Nej, de spirede, sådan som det er Guds vilje; og den der ’får det til gro’ er Gud. (1 Kor. 3:7) Sådan gik det til at der fra en begyndelse med kun én forkynder opstod grupper af forkyndere i byerne Montesilvano, Pianella og Spoltore i provinsen Pescara. Disse brødre måtte også ’tage deres marterpæl op’ og gennemgå forfølgelse som disciple af Jesus Kristus. — Luk. 9:23.

Familien Di Censo i Montesilvano var en af de familier der tog imod Rigets budskab. De skaffede sig af med deres religiøse billeder, og kort efter blev deres hjem et samlingspunkt for dem der gerne ville studere Bibelen. Hvordan gik det så? Søster Mariantonia Di Censo, som stadig trofast vandrer på sandhedens vej, beretter:

„Inden længe begyndte vi at møde modstand fra præsterne. De organiserede en imponerende procession, som hele landsbyen tog del i. Den defilerede langsomt rundt om vores hus, hvorefter deltagerne stak et kors ned i jorden og begyndte at råbe: ’Protestanter, kom ud! Vend tilbage til kirken!’ Vi var blevet et offentligt skuespil. Vi stod alene over for denne modstand, og kun Jehova kunne holde os oppe og give os den nødvendige styrke til at holde fast ved sandheden og fortsætte.“

Gerado Di Felice, som også tilhørte gruppen i Montesilvano, kom ligeledes ud for trosprøver flere gange. Da han engang holdt et bibelstudium i sit hjem brød en flok fanatiske fascister, ophidset af præsterne, pludselig ind i huset og begyndte at slå løs på ham. Han blev efterladt bevidstløs på gulvet.

Senere holdt han fast ved sin neutralitet med styrke og mod. Han skriver: „Allerførst blev jeg sendt til militærhospitalet i Bari, og derfra til sindssygehospitalet i Bisceglie [hvor man udskrev ham med den begrundelse at han var ’paranoid’]. En dag greb en nonne mig i at læse Bibelen, skjult bag min pude. Hun konfiskerede Bibelen, med en bemærkning om at den bog var fuld af gift.“

Broder Francesco Di Giampaolo, som var urmager i Montesilvano fortæller: „Jeg var travlt optaget af mit arbejde, da en flok bøller, som præsten havde ophidset, begyndte at kaste store klumper jord og mudder op på huset hvor jeg boede. Mine naboer og de andre beboere løb straks ud og råbte: ’Vi er ikke protestanter!’ De blev ramt, men der skete ikke noget med mig.“

En lynaktion

Lad os nu gå tilbage til året 1932. Broder Martin Harbeck, afdelingstilsynsmanden i Schweiz, mente at arbejdet i Italien ville gøre bedre fremskridt hvis kontoret var mere centralt beliggende i en større by, i stedet for at ligge i Pinerolo. I dette år åbnede man derfor et kontor i Milano. Broder Cuminetti mente det ville være uklogt af ham at flytte til en anden by midt under den hårde forfølgelse, så han blev boende i Pinerolo og fortsatte med, ved forskellige hemmelige metoder, at holde sig i kontakt med brødrene.

Det nye kontor blev åbnet i Corso di Porta Nuova nr. 19. Det var en herskabelig lejlighed med veludstyrede kontorer. Søster Maria Pizzato fik til opgave at arbejde som sekretær for broder Harbeck.

Søster Pizzato havde lært sandheden at kende på en interessant måde. Læseren husker måske at den italienske udgave af Vagttårnet i tiden lige efter århundredskiftet blev forhandlet i de førende aviskiosker i provinshovedstæderne. I årene 1903 og 1904 havde Maria Pizzatos moder købt nogle få eksemplarer i en kiosk på Piazza Vittorio Emanuele i Vicenza, en af byens største bladhandlere. Men først i 1915, mange år senere, læste Maria Pizzato bladene igen. Denne gang vakte de hendes interesse, og hun besluttede at skrive til Pinerolo. Clara Cerulli, som dengang endnu var en søster, skrev tilbage og sendte nogle publikationer. Sådan gik det til at Maria Pizzato begyndte at få værdsættelse af den sande, livgivende kundskab.

Det nye kontor i Milano var indregistreret ved det lokale handelskammer under navnet „Società Watch Tower“, som et selskab hvis formål var at trykke og uddele bibelske bøger og traktater. Broder Harbeck stod for ledelsen. Der blev åbnet en girokonto og lejet en postboks. Alt var parat, og man så tillidsfuldt frem til at der nu kunne arbejdes systematisk i hele landet.

Arbejdet skulle indledes med en kampagne med brochuren Riget, Verdens Haab. Aktionen skulle foregå så hurtigt at den kom bag på det frygtede hemmelige politi O.V.R.A. (som især skulle tage sig af antifascistiske aktiviteter). Der var kun ganske få brødre i Italien dengang, næppe flere end 50 i alt. Kontoret i Bern arrangerede derfor at 20 brødre fra Schweiz skulle foretage selve uddelingen, så der ikke skabtes vanskeligheder for de lokale brødre. De schweiziske forkyndere tog til hver sin by i Nord- og Midtitalien, så langt ned som til Firenze, for at uddele brochuren fra dør til dør og på gader og torve.

De gratis eksemplarer af brochuren blev også sendt med posten til alle intellektuelle og mænd med liberale erhverv i provinsen Milano. Dengang var import af litteratur forbudt ved lov. Brochuren blev derfor trykt af firmaet Archetipografia i Milano. Tre eksemplarer blev indleveret til pressedepartementet ved det lokale prefettura (præfekturat) for at man kunne få den nødvendige tilladelse, og denne blev givet.

Hvordan ville de politiske og kirkelige myndigheder reagere på denne teokratiske lynaktion? Alt var gjort rede flere dage før den fastsatte dato, som skulle være nogle få dage før den 19. marts, Skt. Josefs dag på den katolske kalender. Om denne særlige kampagne skriver søster Adele Brun, som var en af de 20 forkyndere fra Schweiz:

„Jeg blev sendt til Torino. Broder Boss fra Bern ventede på mig. Han havde allerede fundet et lokale til mig, og 10.000 eksemplarer af brochuren, fordelt i et større antal pakker, lå opmagasineret i en lokal lagerbygning. Broderen gav mig besked på at sætte mig i forbindelse med de lokale avissælgere og få dem til at hjælpe mig med uddelingen, fordi arbejdet skulle gøres så hurtigt som muligt. Det gjorde jeg så. Broderen tog af sted, og jeg var overladt til mig selv.

Jeg kom i forbindelse med 12 avissælgere i alt, og vi enedes om at de skulle have 20 lire hver for at uddele brochurer hele dagen. Jeg udvalgte den dygtigste af dem til at forestå aktionen, og lovede hende 10 lire ekstra hvis hun organiserede det godt. Jeg udvalgte også fire sælgere til at tjene som ’depoter’, hvor man kunne få flere brochurer om nødvendigt. Aktionen var en stor succes. Der kom brochurer ind alle vegne, også på restauranter og kontorer.

Så ved middagstid kom ejeren af lagerbygningen hvor brochurerne var deponeret, for at fortælle mig at der ville være lukket dagen efter fordi det var Skt. Josefs dag. Hvad skulle jeg nu gøre? Hvis jeg ventede til efter helligdagen, ville præsterne få tid til at få brochurerne konfiskeret.

Ved tretiden om eftermiddagen kom de 12 avissælgere tilbage en efter en. De var meget trætte og ville gerne gå hjem, for de havde ikke haft en chance for at få noget at spise endnu. Men i stedet for at sende dem hjem gik jeg ud og købte proviant, og så satte vi os ned og spiste et måltid. Jeg stillede dem et forslag: ’Hvis I kan gøre arbejdet færdigt i aften får I 10 lire ekstra.’ De gik ind på at fortsætte, og efter et kort hvil gik de på arbejde igen. Da aftenen var omme havde de uddelt alle brochurerne.“

Søster Brun rejste videre for at deltage i kampagnen i byen Novara, hvorefter tiden var inde til at hun tog tilbage. Hun mindes: „Jeg tog toget tilbage til Milano, hvor 200.000 eksemplarer af brochuren var blevet beslaglagt, og samme aften tog jeg videre til Schweiz, hvor min mand bekymret ventede på at jeg skulle komme. Aktionen var gennemført så hurtigt og uventet at ingen af de 20 forkyndere var blevet arresteret.“

Det blev anslået at omkring 300.000 brochurer var blevet uddelt, på trods af at mange var blevet konfiskeret!

Reaktionen lod ikke vente længe på sig. „To eller tre dage efter kampagnen,“ beretter søster Pizzato, „begyndte aviserne, især de der var under præsternes påvirkning, at udspy et flammende angreb imod os. Kontoret i Corso di Porta Nuova blev begravet i breve, og der kom anmodninger fra hele Italien fra mennesker der gerne ville have bøger eller ønskede en forklaring.

På dette tidspunkt ankom to politibetjente til kontoret og forlangte at broder Harbeck og jeg meldte os til pressekontoret ved questura [politigården]. Der fik broder Harbeck, efter en række spørgsmål, ordre til at lukke kontoret. Man gik ind på at vi kunne få de beslaglagte brochurer tilbage på betingelse af at de blev udført til Schweiz. Man forklarede os at disse skridt blev taget for at sikre den katolske kirkes prestige og værdighed, i overensstemmelse med Laterantraktaten.“

Efter lukningen af kontoret i Milano, kun nogle få måneder efter at det var blevet oprettet, var broder Cuminetti alene om at fortsætte sin tålmodige og hemmelige korrespondance med brødrene. Han sendte dem fra tid til anden en publikation eller et personligt brev, og når det var muligt aflagde han besøg for at opmuntre dem i Herrens gerning.

I 1935 flyttede broder Cuminetti fra Pinerolo til Torino, til adressen Via Borgone nr. 18, hvor han fortsatte med at udføre sit „underjordiske“ arbejde. Dette fortsatte indtil broder Cuminetti døde den 18. januar 1939, efter en operation. Han forkyndte lige til det sidste for læger og sygeplejersker. Han var kun knap 50 år gammel, men hans død skånede ham sikkert for at skulle igennem endnu en „odyssé“ i den anden verdenskrig. Nu skulle andre forkyndere få den forret at vise deres integritet mod Jehova under den store forfølgelse der kom.

Den store forfølgelse

Italiens krigserklæring mod Etiopien i 1935 og beslutningen om at gå ind i den anden verdenskrig i juni 1940, var med til at forværre forfølgelsen af de få Jehovas vidner der var i landet. Det blev med tiden sværere og sværere for brødrene at bevare deres neutralitet.

Afdelingskontoret i Schweiz gjorde sit bedste for at holde sig i kontakt med forkynderne, og i 1939 fik søster Adele Brun til opgave at besøge brødrene i Nord- og Midtitalien. Hendes besøg strakte sig over en periode på tre uger. Nogle brødre husker endnu den glæde og opmuntring de hentede ved disse opbyggende besøg. Da søster Brun var vendt tilbage til Schweiz fik hun af sin søster Albina, der nu var enke, at vide at politiet havde været på sporet af hende hele tiden.

Forkynderne var kun få og spredte, men alligevel blev der arrangeret hemmelig forkyndelse, især af broder Martinelli. Nogle der arbejdede på den anden side af grænsen til Schweiz førte publikationer med ind i landet. De kom hjem om aftenen og havde godt skjulte bøger og blade med sig.

Broder Harbeck holdt et fortroligt møde med søster Pizzato for at opfordre hende til at sætte sig i forbindelse med de brødre der havde mistet kontakten med organisationen efter broder Cuminettis død. Hun fik omkring 50 adresser fra afdelingskontoret i Bern. Hendes boglager blev deponeret i Milano hos en dame der var datter af en afdød søster og forekom at være interesseret. Men denne dame må på en eller anden måde have samarbejdet med politiet. Søster Pizzato fortæller:

„Denne nye fase i arbejdet varede kun kort. I september 1939 begyndte vi at udsende pakker. De vejede ikke over tre kilo, fordi postreglementet dengang foreskrev at det ikke var nødvendigt at skrive afsenderadresse på pakker under denne vægt. Jeg plejede at pakke bøger og blade ind om aftenen, og så på vej til arbejde næste morgen afsendte jeg dem fra forskellige postkontorer, for ikke at vække mistanke.“

Men der skete noget som igangsatte en stor forfølgelse af Jehovas vidner. Uheldigvis blev en af disse pakker den 28. oktober 1939 åbnet af en postfunktionær i Montesilvano. Den indeholdt en del brochurer samt bogen Fjender. Indholdet blev straks overgivet til politiet, og den påfølgende undersøgelse afslørede hvor pakken var kommet fra, skønt der ikke var afsender på. Pakken var adresseret til søster Mariantonia Di Censo, og hun blev arresteret dagen efter. Den 1. november aflagde det fascistiske politi, O.V.R.A., et besøg hos søster Pizzato. Her er hendes beretning:

„Meget tidligt om morgenen brasede politiet ind i mit hjem i Via Vincenzo Monti nr. 28 i Milano. Der var syv i alt — seks betjente og en commissario [politikommissær]. De styrtede ind i værelset og gav mig en barsk ordre til at række hænderne op, som om jeg var en farlig forbryder. De fandt snart det materiale de anså for at være et bevis på min skyld — en bibel og bibelsk litteratur!“

Det hemmelige politi, O.V.R.A., havde fundet adresserne på forskellige andre brødre i søster Pizzatos lejlighed, så inden længe foretog politiet razziaer i disse hjem. Fra oktober til begyndelsen af december blev omkring 300 personer forhørt af politiet, skønt mange af dem kun abonnerede på Vagttårnet eller havde nogle af Selskabets publikationer i deres besiddelse. Mellem 120 og 140 brødre og søstre blev arresteret og dømt. Seksogtyve af disse blev ført for Særdomstolen, regnet for at være ledere af arbejdet.

Guerino D’Angelo, som hørte til sidstnævnte kategori, fortæller hvad der skete da han blev arresteret: „Jeg var ude at så korn for en familie af venner hvor mændene allerede var sat i fængsel. Kun de gamle og børnene var ladt tilbage i hjemmet. Så ankom politiet og beordrede mig til at lade såmaskinen stå hvor den var. De trak mig af sted til fængsel, hvor jeg blev pryglet.“

Vincenzo Artusi har følgende at fortælle: „Den 15. november 1939, da jeg skulle af sted på arbejde, fandt jeg to betjente der stod og ventede på mig ved foden af trappen. De spurgte om det var mig der var hr. Artusi. Da jeg svarede bekræftende bad de mig om at gå tilbage og vente indtil de havde ransaget huset fra kælder til kvist. De vendte bunden i vejret på alt og trak alle skuffer ud for at finde beviser imod mig. Endelig lykkedes det dem at få fat i det de ledte efter — Bibelen og bogen Fjender. Derefter tog de mig med uden at jeg fik lov til så meget som et farvelkys til mine tre børn. Hos politiet blev jeg ført ind i et lokale fuldt af betjente, hvor jeg blev forhørt i tre timer.“

Søster Albina Cuminetti, som netop havde mistet sin mand, blev arresteret og stillet for Særdomstolen. Hun skriver:

„Jeg blev anholdt og ført af sted til fængselet i en bil. Der var to betjente, en commissario og en højtstående funktionær fra indenrigsministeriet i bilen sammen med mig. Da de trak mig af sted kunne jeg ikke lade være med at smile ved tanken om at der skulle fire mænd, deraf to højtstående embedsmænd, til at arrestere en lille, svagelig kvinde som mig. Jeg var ikke spor bange for dem; tværtimod talte jeg alvorligt med dem om Guds rige. De begyndte at le, men jeg sagde til dem at det ikke var mig men Jehova Guds løfter de gjorde nar af, og det slipper man ikke godt fra. Jeg sagde også at deres sarkasme nok ville vende sig til bitterhed en dag. Det gik faktisk sådan at både commissario’en og funktionæren fra ministeriet begge døde i fængsel efter fascismens fald.“

Det fascistiske styre tager særlige forholdsregler

Vi har allerede nævnt at forfølgelsen mod de sande kristne blev hårdere efter 1935. Hvad var grunden?

Den 9. april 1935 havde indenrigsministeriets departement for religiøse anliggender udsendt et cirkulære om „pinseforeninger“. Dengang vidste myndighederne ikke rigtig hvem Jehovas Vidner var, og de troede at vi var en del af pinsebevægelsen. Cirkulæret blev udsendt til alle provinsernes administrationscentre, og det krævedes at man straks opløste disse foreninger hvis arbejde blev beskrevet som „stridende mod vor samfundsorden og skadelig for vor races fysiske og mentale vel“.

Den 22. august 1939 blev endnu et cirkulære (nr. 441/027713) udsendt; det drejede sig om „religiøse sekter af pinsetilhængere og lignende“. Heri hed det:

„Man har nu i flere år i Italien bemærket tilstedeværelsen af visse evangeliske religiøse sekter indført fra udlandet, i særdeleshed fra Amerika. Deres lærepunkter strider mod ethvert lovfæstet styre. . . .

’Pinsefolkene’ er yderst aktive og vedholdende som propagandister, og efter de seneste forholdsregler der er truffet imod dem, prøver de nu at mødes hvor som helst det er muligt, selv i den frie natur. Dog mødes de i de fleste tilfælde i en af deres tilhængeres boliger, enten ved dag eller ved nat, for at undgå myndighedernes vågne opmærksomhed. . . .

Der har i den seneste tid været tilfælde hvor nogle er blevet indkaldt til militærtjeneste og har nægtet at deltage i skydeøvelser, fordi de, som ’pinsefolk’, af princip er modstandere af brugen af våben. . . .

Det er derfor nødvendigt at modarbejde disse sekter med den allerstørste beslutsomhed. . . .

Med dette for øje anmoder vi om at der foretages nøje undersøgelser med henblik på afsløringen af den mulige tilstedeværelse af grupper af disse ’pinsefolk’ eller lignende sekter i de forskellige provinser. Der bør rejses tiltale ved domstolene mod enhver der findes at tage del i møder, religiøse ritualer eller propagandaarbejde. I andre tilfælde end disse skal man udbede sig instruktioner fra ministeriet om hvordan man skal forholde sig. Yderligere anbefaler vi at alle der vides at være tilhængere af de pågældende sekter holdes under streng overvågning og at de og deres boliger regelmæssigt ransages ved mindste mistanke, så man kan stadfæste om de er i besiddelse af tryksager beregnet til propaganda og om der opretholdes forbindelse med trosfæller med henblik på udøvelse af deres religion. . . .

Alle de brochurer der hidtil er beslaglagt hos tilhængere af ’pinsesekten’, er oversættelser af amerikanske udgivelser, næsten alle skrevet af en vis J. F. Rutherford og trykt af ’Watch Tower Bible and Tract Society — International Bible Students’ Association — Brooklyn, N.Y., U.S.A.’ . . . Brochurerne har følgende titler . . . [her følger en liste over publikationer fra Vagttårnsselskabet].

Indførelsen af sådanne brochurer i riget og den påfølgende omdeling må forhindres.

Endelig bør man bemærke at der, skønt ’pinsesekten’ er den eneste der omtales specielt, i denne skrivelse omtales sekter og ikke blot en enkelt sekt, da ovennævnte brochurer giver indtryk af at der er udsprunget andre sekter eller opfattelser af de forskellige evangeliske kirkeretninger der oprindelig har været anerkendt . . .“

De forholdsregler som anbefaledes i dette cirkulære førte til den arrestationsbølge der mundede ud i massefængslingen af Jehovas vidner i slutningen af året 1939.

En rapport om Jehovas Vidner

Dr. Pasquale Andriani, den øverste politichef i Avezzano (Abruzzerne) gennemførte en undersøgelse efter de retningslinjer der var fremsat i det nævnte cirkulære. Den 12. januar 1940 indsendte han sin rapport til statsadvokaten ved Særdomstolen for Statens Beskyttelse. Han sendte også en kopi til rigspolitichefen. Emnet for hans rapport var „Den religiøse sekt ’Jehovas Vidner’.“ Her er nogle få af de vigtigste punkter:

„I et cirkulære udstedt i august sidste år gav indenrigsministeriet instruks om hvordan man finder frem til medlemmer af de sekter der udstrækker deres aktiviteter til det politiske felt. Disse sekter bør betragtes og behandles på samme måde som politiske bevægelser af undergravende art.

Vi fandt at en effektiv gennemførelse af disse ordrer nødvendiggjorde at vi foretog yderligere undersøgelser for at kunne skelne mellem de forskellige sekter, som i visse af rigets provinser repræsenteres af ret talstærke tilhængergrupper. . . .

Denne sekt [Jehovas Vidner] er politisk set særlig farlig. . . .

Det kan ganske kort siges [ud fra brochuren Advarsel] at Il Duce sammenlignes med kæmpen Goliat og at ’det afskyelige uhyre i dag er det totalitære regime under en enevældig og vilkårligt regerende diktator’, støttet af romerkirken, ’den store skøge’. Efter at have undertvunget det italienske folk har dette regime givet sig i kast med erobringen af Etiopien ’på mange menneskelivs bekostning’. . . .

Den alvorligste side af spørgsmålet vedrører imidlertid deres fastholden ved det kristne bud ’du må ikke slå ihjel’, og deres overbevisning om at de ikke under nogen omstændigheder må gribe til våben mod andre.

De mener på denne baggrund at de bør fritages for enhver form for militærtjeneste. Deres unge nægter at underkaste sig den forberedende træning, og hvis de idømmes fængselsstraf for dette standpunkt, nægter de efter endt afsoning igen at deltage.“

Denne rapport nævner også et brev som søster Pizzato havde rundsendt til brødrene og citerer nogle uddrag fra det: „Gennem denne rundskrivelse, hvoraf vi vedlægger et af de mange eksemplarer vi har i vor besiddelse . . ., blev tilhængerne opfordret til ikke at berøve sig selv ’den åndelige føde der er så nødvendig i disse katastrofetider’, og de oplystes om at der var oprettet et depot i Milano, hvorfra ’litteratur’ kunne bestilles og hvor abonnementer på bladet ’Vagttårnet’ kunne fornys. Modtagerne blev også underrettet om at det, ’i betragtning af de vanskelige forhold der råder her i landet’, var nødvendigt at vise ’den største kløgt’ når man bestilte trykte skrifter. Ordrer skulle formuleres i en aftalt kode som gik ud på at en gruppe tal eller bogstaver skulle angive de ønskede bøger: ’Fjender’ 1-33-1; ’Advarsel’ 2-44-2; ’Riget’ 3-55-3; ’Vagttårnet’ W.T.“

Bagmændene afsløres

Myndighederne modarbejdede os således bevidst og sikkert. Men hvorfor? Hvem stod egentlig bag arrestationsbølgen? I en omtale af lukningen af vort kontor i Milano hed det, meget sigende, i den ovennævnte rapport: „Allerede efter nogle få måneder blev kontoret lukket af politiet i Milano på grund af de uddelte bøgers antifascistiske tone, og på grund af det katolske præsteskabs reaktion.“ (Kursiveret af os)

Rapporten omtaler derefter det arbejde der var udført af de 26 arresterede Jehovas vidner som ansås for at være hovedansvarlige for denne religiøse bevægelse i Italien.

At det først og fremmest var præsterne der stod bag forfølgelsen fra de fascistiske myndigheders side, fremgår yderligere af nogle falske beskyldninger som fremkom i en artikel i det katolske blad Fides for februar 1939. I denne artikel, skrevet af en anonym „præst og sjælehyrde“, stod disse påstande:

„Rutherford [Vagttårnsselskabets anden præsident] . . . undergraver de principper der er grundlæggende for nationers og folkeslags eksistens. Hans tanke er at berede vejen for en nær forestående verdensrevolution hvori alle religioner, og især den katolske kirke, skal omstyrtes, sammen med alle regeringer og riger, så et utopisk system med ateistisk kommunisme kan indføres. . . . Jehovas Vidners bevægelse er et udtryk for ateistisk kommunisme og et åbent angreb mod statens sikkerhed.“

De fascistiske myndigheder kunne vanskeligt overhøre disse beskyldninger fra det højt ansete præsteskab. Jehovas vidner blev derfor forfulgt og anklaget for at ville ’omstyrte riger og regeringer’ og for at ville indføre „et utopisk system med ateistisk kommunisme“.

Arbejdet forbydes fuldstændigt

Efter at have modtaget denne rapport udstedte indenrigsministeriet endnu et cirkulære, det sidste af sin art, hvori Jehovas Vidner blev klart omtalt og forbudt. Det var cirkulære nr. 441/02977 af 13. marts 1940, omhandlende „Den religiøse sekt ’Jehovas Vidner’ eller ’Bibelstudenterne’ og andre religiøse sekter hvis grundsætninger strider mod vore institutioner“. Heri stod der:

„Efter udstedelsen af ministeriets cirkulære nr. 441/027713 af 22. august 1939 er der foretaget yderligere undersøgelser angående de religiøse sekter der er adskilte fra den kendte ’pinsesekt’ og hvis læresætninger strider mod vort statssystem.

Ud fra sådanne undersøgelser har det kunnet fastslås at ’Watch Tower Bible and Tract Society — International Bible Students’ Association — Brooklyn, New York — U.S.A.’ . . . er en uafhængig evangelisk sekt, almindeligt kendt som ’Jehovas Vidner’ eller ’Bibelstudenterne’. Efter en gennemgang af mange udtalelser som dens [medlemmer] har fremsat ved deres arrestation, og en undersøgelse af tryksager fundet i deres besiddelse, har det været muligt at tegne en klar karakteristik af sekten. . . .

Den eneste lov ’Jehovas Vidner’ anerkender er Guds lov; de går dog med til overholdelse af den verdslige lov når denne ikke er i konflikt med Guds lov. . . .

’Jehovas Vidner’ forkynder at både ’Il Duce’ og fascismen stammer fra Djævelen og at disse fænomener efter en kortvarig sejr er uigenkaldelig dømt til at møde deres endeligt som forudsagt i Åbenbaringens bog. . . .

Man bør derfor ikke spare nogen som helst anstrengelser for at undertrykke de mindste udtryk for denne sekts aktivitet. Eftersom den opretholdes ved hjælp af tryksager udgivet af ’Vagttårnet’, bemyndiges De til at tage kraftige forholdsregler for at konfiskere alle sådanne skrifter ved enhver lejlighed eller inddrage dem hvis de sendes med posten.“ *

Anklaget for særdomstolen

Den fascistiske Særdomstol blev oprettet efter at der i oktober 1926 blev foretaget et mordforsøg på Mussolini i Bologna. Oprettelsen var et af de mange forsøg man gjorde på at aflive enhver antifascistisk tendens ved fødselen. Den var officielt kendt som „Særdomstolen til Statens Beskyttelse“ og var i funktion fra 1927 til 1943. I denne periode afsagde den over 5000 kendelser, deriblandt 42 dødsdomme (hvoraf 31 blev eksekveret). Den havde sæde i Justitspalæet i Rom.

Den 19. april 1940 havde dommerne indtaget deres pladser bag den imponerende, halvcirkelformede dommerskranke i den dystre retssal i Justitspalæet. Forsædet blev ført af den frygtede Tringali Casanova. De anklagede sad på rad og række ude ved den ene side af retssalen, under bevogtning af et antal Carabinieri (bevæbnede betjente). Der var fire kvinder og 22 mænd, alle mændene med håndjern på. Retssagen var en gentagelse af hvad der overgik sande kristne i det gamle Rom.

Søster Pizzato fortæller: „Retssagen var intet andet end en farce. Den var overstået på en enkelt dag, og dommene var tydeligvis aftalt i forvejen. Når jeg efter alle disse år tænker tilbage, husker jeg en enkelt lille hændelse der nu forekommer næsten komisk. Jeg var den første hvis navn blev råbt op foran domstolen, og fordi jeg var så nervøs sprang jeg op og styrtede straks hen mod retsformanden. Carabinieri’erne løb efter mig og holdt mig på afstand, idet de åbenbart forventede en voldshandling eller et udbrud af skældsord. Den fungerende retsformand, fyrst Tringali Casanova, blev bleg som et lagen!

Domstolen havde overdraget vort forsvar til en række advokater fra Rom. Jeg må indrømme at de præsenterede forsvaret godt og talte så varmt for vores sag at retsformanden, tydeligt sarkastisk, spurgte en af dem om han tilfældigvis skulle være blevet omvendt til Jehovas Vidners tro!“

De syv forsvarsadvokater gjorde deres bedste, men det kunne ikke forhindres at brødrene blev kendt skyldige. En af advokaterne var så modig at kalde de 26 Jehovas vidner for „blomsten af den italienske nation“. En anden spurgte: „Hvis det fascistiske styre er så stærkt som det hævder, hvorfor frygter det da disse mennesker?“ En tredje sagde: „Denne retssag minder mig om en der blev holdt for 1900 år siden, da Pilatus spurgte: ’Hvad er sandhed?’“ Med en gestus hen imod vore brødre tilføjede han: „Disse mennesker siger sandheden, og alligevel vil De sende dem i fængsel; disse gode mennesker burde respekteres højt for deres tro.“ En af de andre advokater erklærede: „Der er 26, men de taler som var de én, for de har alle den samme Lærer.“ — Joh. 18:33-38.

Brødrene var modige og stærke da de stod over for Særdomstolen, skønt nogle af dem var blevet truet under forhør og nu frygtede at de ville blive dømt til døden. Broder Guerino D’Angelo tænker tilbage:

„Kun én af hele gruppen på 26 lod sig overvælde af menneskefrygt og gik på kompromis. Han underskrev en erklæring om at han underkastede sig den fascistiske stat, og denne blev læst højt af en af dommerne. Ikke desto mindre fik han samme dom som de andre. Henvendt til brødrene sagde dommeren: ’Denne mand er hverken til nytte for os eller jer.’ Bagefter forlod den pågældende sandheden; han var en af de meget få som ikke holdt fast ved deres integritet.“

Disse brødre blev idømt en samlet fængselsstraf på 186 år og 10 måneder. For hver af de anklagede var straffene på mellem to år og 11 år. Særdomstolens afgørelse var endelig og kunne ikke appelleres. De dømte brødre forblev fængslede indtil det fascistiske styre faldt. På nær nogle få undtagelser blev de alle løsladt efter august 1943.

I en bog med titlen Aula IV — Tutti i processi del Tribunale Speciale fascista (Retslokale nr. IV — Alle den fascistiske Særdomstols retssager) nævnes dom nr. 50 af 19. april 1940, nemlig den der angik de 26 Jehovas vidner. Om denne dom siger bogen:

„En religiøs bevægelse der stammede fra USA var begyndt at brede sig i Italien. Dens tilhængere, som kaldtes ’Jehovas Vidner’, blev udsat for konstant forfølgelse af fascisterne. Ikke desto mindre fortsatte de med at prædike deres modvilje mod krigen, idet de nægtede at løfte våben mod deres næste og betragtede det fascistiske styre som noget der var ’udgået fra Satan’. Den største arrestationsbølge fandt sted i efteråret 1939. (Oprettelse af en forening der stred mod nationens interesser; medlemskab af samme; propaganda; fornærmelser mod ’Il Duce’ og paven.)“

Man får et indtryk af de anklager der rejstes mod brødrene ved for eksempel at læse det dokument der blev udstedt af Procura del Re (den offentlige anklager) i Vicenza til søster Pizzato. Hun var kendt skyldig i fem forseelser: „Fem års fængsel for at have dyrket samkvem med andre med henblik på en politisk sammensværgelse; et års fængsel for at have fornærmet den fascistiske Førers, vort statsoverhoveds, værdighed og omdømme; to års fængsel for at have fornærmet den hellige Fader; et års fængsel for at have fornærmet et fremmed statsoverhoveds [Hitlers] værdighed, og to års fængsel for at have fornærmet kongens/kejserens omdømme.“

Da 13 af de 26 anklagede forkyndere stammede fra provinsen Abruzzerne, nævnes de specielt i bogen Abruzzo, un profilo storico (En historisk profil af Abruzzerne), skrevet af Raffaele Colapietra og udgivet af Rocco Carabba. Forfatteren erklærer: „[I Abruzzerne] kan intet politisk parti, ikke engang kommunisterne, prale af at have haft en så talstærk gruppe der er blevet så hårdt ramt som disse beskedne, harmløse bønder fra kystegnen.“

Brødre i fængsel

Erfaringerne fra de brødre der blev sat i fængsel i krigsårene giver os et eksempel på mod og tro, men viser os samtidig at Jehovas kærlige omsorg aldrig svigtede. De fortsatte nidkært med at tale med andre om den gode nyhed inden for fængselsmurene, og selv dér blev de forfulgt af præsterne.

Søster Santina Cimorosi fra Roseto degli Abruzzi, som var 25 år gammel da hun blev arresteret, beretter:

„De tog os med til politistationen med den begrundelse at vi var til fare for staten fordi vi ikke delte dens opfattelse angående krigen. Min fader [Domenico Cimorosi] blev sat i en celle for sig og jeg i en anden. Der var mørkt i cellerne. Carabiniere’n tændte sin lygte for at vise mig træbriksen hvor man kunne sove. Så låste han. Da jeg hørte lyden af døren der gik i lås, følte jeg mig grebet af ubehag og angst. Jeg begyndte at græde. Men så lagde jeg mig ned på knæ og bad højt til Jehova. Lidt efter lidt ebbede angsten ud, og jeg holdt op med at græde. Jehova besvarede min bøn ved at give mig styrke og mod, og jeg indså at jeg ikke var noget som helst uden hans hjælp. Jeg tilbragte natten i bøn, og næste morgen blev jeg ført til fængselet i Teramo, hvor jeg blev sat i samme celle som min fader, foruden Caterina Di Marco og tre brødre til, så vi var seks i alt.

Af og til forhørte man os for at finde ud af hvem der var vore ’ledere’. De spurgte mig tit: ’Er De stadig Jehovas vidne?’ — og selvfølgelig svarede jeg altid: ’Ja!’ De prøvede også at skræmme mig ved at sige at jeg aldrig nogen sinde ville blive lukket ud af fængselet, men jeg stolede på Jehova og hans magt til at hjælpe mig. Senere anbragte de et alter lige uden for døren til min celle. Det var især af hensyn til mig at de fik det anbragt dér, og i adskillige uger holdt præsten sin messe derfra. Man lod døren til min celle stå åben, enten for at se om jeg ville vende tilbage til den katolske kirke igen eller i håb om at jeg ville forstyrre gudstjenesten så de kunne idømme mig en længere straf. Men jeg blev roligt inde i min celle som om der ikke foregik noget som helst udenfor, og takkede Jehova for at han hjalp mig til at handle klogt. Da de så at jeg ikke reagerede, flyttede de senere alteret, og præsten kom aldrig igen.“

Broder Dante Rioggi, som havde lært sandheden at kende gennem broder Marcello Martinelli, fortæller: „I fængselet fik jeg hverken lov at skrive til min familie eller til nogen anden. Mine bøger, mine penge og mit armbåndsur blev taget fra mig. Fra november [1939] til slutningen af februar rystede jeg af kulde, for ikke nok med at cellen var uopvarmet, der var heller ikke nogen rude i vinduet. Jeg fik ikke engang noget skiftetøj, så inden længe var jeg ikke andet end en elendig, frastødende fyr med væggetøj. To eller tre gange fik jeg besøg af præster, som forsikrede mig om at hvis jeg bare ville vende tilbage til mine forældres tro, ville jeg blive løsladt. Efter ansøgning til questura [politiets hovedkvarter] fik jeg bevilget en bibel. Derefter kunne jeg hente mod ved at læse om det eksempel som trofaste mænd havde sat, idet de havde bevaret deres integritet med livet som indsats og var blevet velsignet af Jehova. Bønnen var endnu et middel der styrkede min tro på Jehovas løfter.“

Broder Domenico Giorgini, som har været trofast i tjenesten i over 40 år og stadig virker som ældste i en menighed i provinsen Teramo, har følgende at berette: „Det var den 6. oktober 1939. Mens vi var ude i vinhaven for at indsamle druehøsten, så jeg pludselig en bil med to carabinieri (betjente) gøre holdt foran mit hus. De førte mig til Teramo-fængselet, og der blev jeg i fem måneder. Så fik jeg en dom på tre års forvisning til øen Ventotene. Her kom jeg i selskab med fem andre brødre og omkring 600 politiske fanger. Blandt de sidstnævnte var der flere velkendte politikere, deriblandt en mand som senere blev republikkens præsident, og jeg havde den forret at forkynde for dem om Guds rige. Den fascistiske regering regnede mange af disse politiske fanger for at være særlig farlige, så øen blev af den grund holdt under streng bevogtning. Farvandet blev afpatruljeret af en motorbåd udstyret med en maskinkanon der var parat til at åbne ild mod enhver der prøvede at flygte.“

Søstre i fængsel

Søster Mariantonia Di Censo, som Særdomstolen idømte 11 års fængsel, har dette at fortælle: „Jeg skal aldrig glemme dommerens ord. Han sagde: ’Jeg har læst deres litteratur for at finde ud af hvad det hele drejede sig om, og jeg har forhørt de 26 anklagede. De viser alle stor overensstemmelse i deres tro, og de er rede til selv at påtage sig skylden for at redde deres trosfæller. Forholdet er ikke så alvorligt som man har ment. Præsteskabet har lavet al for stor ståhej over sagen.’“

Søster Di Censo afsonede sin straf i Perugia. En anden søster der også var fængslet i Perugia var Albina Cuminetti, som døde trofast mod sit himmelske kald i 1962. I en skriftlig beretning får vi følgende at vide: „Engang blev Albina spurgt af en medfange hvad hun havde gjort. Albina svarede: ’Jeg har ikke gjort noget. Vi er her fordi vi har nægtet at dræbe vores næste.’

’Hvad?’ udbrød kvinden. ’Er I her fordi I har nægtet at slå ihjel? Hvor mange år har de givet jer?’

’Elleve,’ svarede søster Cuminetti.

Dertil råbte den anden: ’Hvad bliver det næste? De har givet jer 11 år for at nægte at slå andre ihjel, og de har givet mig 10 år for at slå min mand ihjel. Bunden er nået. Enten er det mig der er skør, eller også er det dem!’“

„En dag,“ fortsætter beretningen, „fik Albina lejlighed til at forkynde for fængselsinspektøren i nærværelse af en nonne som var blevet sat til at overvåge fangerne.“

Brev fra fængselsinspektøren

Da søster Cuminetti ved et stævne i 1953 mødte tre andre søstre hun havde siddet i fængsel sammen med, skrev de et brev til fængselsinspektøren i Perugia. Han var i mellemtiden blevet forflyttet til Alessandria, men han fik omsider deres brev og sendte følgende svar, dateret den 28. januar 1954:

„Kære frue!

Tak for de venlige ting De skrev om mig i Deres brev. De var alle blevet dømt for en forbrydelse der ikke eksisterede, og det glæder mig meget at tænke på at De i Rom, netop i den by hvor De blev stillet for retten, nu har kunnet mødes igen, denne gang for at lovprise Deres Gud Jehova ved Deres stævne.

Hvis De har lejlighed til at træffe eller korrespondere med de andre damer der led så meget for den Gud de troede på og stadig tror på, vil De da være så venlig at hilse dem fra mig. Jeg vil altid huske Dem og beundre Dem for Deres tro og karakterstyrke.

Idet jeg takker for den bog De sendte mig, forbliver jeg Deres

Dr. Antonio Paolorosso,

Direktør for fængselsvæsenet i Alessandria“

Apostelen Peter skrev at ’den prøvede ægthed af jeres tro er af langt større værdi end guld’. (1 Pet. 1:7) De brødre der bevarede deres integritet under forfølgelse, erkender at prøvelserne var med til at styrke dem.

Neutralitet en beskyttelse

Som i andre lande har det tjent som en beskyttelse for vore brødre i Italien at holde sig neutrale. Aldo Fornerone, som i dag er en trofast broder på 77 år, blev under den anden verdenskrig fængslet og siden forvist fra sin hjemegn; han fortæller denne erfaring som eksempel:

„Nazisterne var på tilbagetog, men de holdt stadig den egn hvor jeg boede, besat, og under en straffeekspedition brød tre tyske soldater ind i vores hus. Officeren så straks at der lå en bibel på bordet og at der på væggen hang et billede som skildrede Esajas 11:6-9, med en ulv, nogle lam, en løve, en kalv og en ged, og et lille barn ved siden af. På tysk spurgte han: ’Bibelforscher?’, det vil sige: ’Bibelstudenter?’ Jeg nikkede.

Så bad han på fransk min kone om at give dem noget at spise og gav sine mænd ordre til at lukke døren og blive inde i huset. Han forklarede os, igen på fransk: ’Jeg har sagt til mine folk at de er i sikkerhed her fordi I er Jehovas vidner, de eneste mennesker vi kan stole på.’ Han fortalte også at han havde nogle slægtninge i Tyskland som var sat i koncentrationslejr fordi de var Jehovas vidner. Mens soldaterne spiste hørte vi skyderier udenfor, mange huse blev sat i brand, og et stort antal civile blev dræbt. Efter straffeekspeditionen forlod soldaterne landsbyen, og officeren gav os hånden da han sagde farvel.

Snart efter kom anføreren for den italienske modstandsgruppe med 16 af sine folk. ’Hvorfor førte de ikke jer med sammen med de andre civile?’ spurgte han os. Han kendte mig og vidste også at jeg havde været i fængsel og været forvist fra min hjemegn fordi jeg ikke ville være med i krigen. Mens jeg forkyndte for dem lyttede de alle sammen til, og de tog imod brochuren Trøst for Folket. De fik noget at spise og drikke, hvorefter også de tog af sted. Anføreren sagde: ’Hvis alle var som jer, ville vi ikke blive jagtet som vilde dyr, og der ville ikke være så mange problemer i verden.’ Denne erfaring fik mig til at forstå bedre end nogen sinde før hvor meget det betyder at holde fast ved sin neutralitet.“

Hjælp fra brødrene

Mange brødre som blev sat i fængsel efterlod hustruer og små børn derhjemme. Var der nogen der hjalp dem? Vincenzo Artusi fortæller:

„Da jeg blev forvist til en anden del af Italien i et år, bekymrede jeg mig meget for min kone og vores tre små børn. Jeg var også bange for at præsterne ville benytte sig af mit fravær og prøve at lokke min kone væk fra sandheden, for hun havde kun været interesseret i kort tid. Men Jehova vogtede dem, og de brødre som endnu var på fri fod sørgede for at min familie blev både åndeligt og materielt næret. Som følge af de kærlige og åndeligt opbyggende besøg brødrene aflagde, afbrød min kone helt og holdent forbindelsen med den katolske kirke.“

Arbejdet fortsætter trods krigen

Fascismens fald indtraf i 1943, og derefter blev de fleste af brødrene løsladt fra fængsel. Men krigen rasede stadig i hele landet, og samtidig med at de allierede trængte frem fra syd, trak nazisterne sig langsomt tilbage mod nord. Død og ødelæggelse fulgte i deres kølvand.

Selv i krigens mørkeste tid gjorde man hvad man kunne for at genetablere kontakten med de brødre som endnu boede i deres hjem og havde en vis frihed. Agostino Fossati, en broder der tjente trofast lige til sin død i 1980, var blevet udvist fra Schweiz på grund af sandheden. I 1940 og 1941 gjorde han alt hvad han kunne for at holde brevforbindelse med nogle af brødrene; han sendte dem forskellige publikationer, deriblandt artikler fra Vagttårnet som han havde oversat fra fransk. Han blev arresteret i januar 1942 og forvist.

Nogen tid efter kom broder Narciso Riet som flygtning til Italien. Han var født i Tyskland af italienske forældre stammende fra provinsen Udine, men havde boet i Mülheim an der Ruhr, indtil Gestapo opdagede at han smuglede hemmelige afskrifter af Vagttårnet ind i koncentrationslejrene. Da det blev klart at det var for farligt for ham at blive der længere, hjalp en broder der arbejdede ved jernbanerne, ham med at slutte sig til sin kone, der kort forinden var rejst til Italien og boede i Cernobbio ved Comosøen i nærheden af den schweiziske grænse.

Det schweiziske afdelingskontor overdrog broder Riet den opgave at oversætte Vagttårnet fra tysk til italiensk og derefter sende eksemplarerne ud til brødrene. For at sikre sig at politiet ikke ville standse bladene i posten, afleverede man dem personligt til brødre der ikke boede alt for langt borte, i Nord- og Midtitalien.

Broder Riet købte sig en skrivemaskine og gav sig straks efter til at oversætte hovedartiklerne til bladene. Han fik hjælp af broder Agostino Fossati, som var vendt hjem efter et års forvisning, og senere af søster Maria Pizzato, efter at hun i 1943 var blevet løsladt. Bladene blev indført i Italien ad underjordiske veje. Når de var oversat blev de mangfoldiggjort på en duplikator og givet til broder Fossati, som stod for udleveringen. Han rejste til Pescara, Trento, Sondrio, Aosta og Pinerolo for at give den åndelige føde til brødrene, under stadig risiko for at blive arresteret og fængslet.

Efter at søster Pizzato var kommet, lykkedes det nazisterne, ved hjælp af deres fascistiske hjælpere, at finde ud af hvor broder Riet boede. Søster Pizzato fortæller videre: „En dag i slutningen af december blev hans hus omringet, og en SS-officer stormede ind sammen med sine mænd. Narciso blev anholdt og truet med pistol mens soldaterne gennemsøgte huset. De fandt snart de beviser for hans ’forbrydelse’ som de søgte — to bibler og nogle få breve. Narciso blev sendt ud på en lang rejse tilbage til Tyskland, hvor han blev indsat i koncentrationslejren Dachau. Her gennemgik han den frygteligste tortur. I lang tid blev han holdt lænket som en hund i en smal og lavloftet celle, hvor han var tvunget til at ligge sammenkrøbet dag og nat. Efter at han havde gennemgået mange lidelser i den ene lejr efter den anden, blev han henrettet sammen med andre ulykkelige fanger før de allierede indtog Berlin. Man fandt aldrig hans lig.“

Søster Pizzato fortsatte det arbejde broder Riet havde påbegyndt, og da broder Fossati blev arresteret måtte hun desuden selv sørge for at udbringe den åndelige føde. Når hun havde fremstillet omkring 70 kopier af hver oversat artikel, udbragte hun dem personligt — så længe det var muligt at rejse omkring.

Da alle samfærdselsmidler efterhånden var gået i stå på grund af bombardementer, besluttede hun at sende oversættelsen af hovedartiklen i den engelske udgave af Vagttårnet for 1. januar 1945 med posten til brødre i Castione Andevenno i provinsen Sondrio. Men artiklen blev opsnappet i posten og overbragt til politiet, så søster Pizzato blev endnu en gang indkaldt til forhør. Hun fik dog lov til at gå hjem bagefter, og hun besluttede hurtigt at benytte lejligheden til at forlade egnen for ikke at kaste mistanke på andre. Samme nat destruerede hun alt hvad der kunne fortælle om hendes arbejde i tiden fra december 1943 til marts 1945, og nogle af vennerne hjalp hende med at komme til Schweiz, sammen med broder Riets enke.

Da krigen var forbi måtte alle flygtninge vende tilbage til Italien, og de to søstre rejste tilbage til Cernobbio. Afdelingskontoret i Schweiz gav søster Pizzato den opgave at genoprette kontakten med brødrene, efter at fascismen nu definitivt var borte og krigen var forbi. Brødrene havde været igennem hårde prøvelser, men de var taknemmelige over for Jehova og fulde af nidkærhed. Det var kun meget få af dem der var blevet ofre for Djævelens snarer. Døren til en tjeneste af kolossalt omfang stod nu åben for dem. — 1 Kor. 16:9.

Arbejdet reorganiseres, og et afdelingskontor åbnes

Hen mod slutningen af 1945 var broder N. H. Knorr, den daværende præsident for Watch Tower Society, sammen med sin sekretær, M. G. Henschel, på besøg i Europa. Afdelingskontoret i Schweiz indbød søster Pizzato til at komme til Bern og afgive en rapport til broder Knorr angående arbejdet i Italien. Om dette møde skriver søster Pizzato:

„Broder Knorr indså at vi straks måtte have trykt nogle brochurer på italiensk, så forkyndelsesarbejdet kunne komme i gang igen. Med det for øje gav han instrukser om at der skulle sørges for trykning af bestemte brochurer, enten i Milano eller i Como, mens vi ventede på litteraturforsyninger fra De forenede Stater. Han sagde også til mig at min hjælp i disse sager selvfølgelig blev meget værdsat, men at det kun kunne betragtes som en midlertidig ordning, og at man allerede havde planer om at sende en broder fra De forenede Stater over for at overtage ledelsen af arbejdet så snart det var muligt.“

Ved dette møde var broder Umberto Vannozzi også til stede. Det var en ung mand som boede i Schweiz men var italiensk statsborger. Han fik den opgave at han for en tid skulle besøge de små grupper af brødre for at styrke dem og give dem anvisninger med hensyn til Jehovas vej.

Så snart man havde fundet et trykkeri i Como, fik man trykt 20.000 eksemplarer af brochurerne Frihed i den nye Verden og ’De sagtmodige arver Jorden’, foruden 25.000 eksemplarer af „Glæd jer, I Nationer“ og 50.000 af Glæde for hele Folket.

Cernobbio var på det tidspunkt en lille by med omkring 3000 indbyggere og næppe egnet til at danne midtpunkt for arbejdet, i betragtning af den vækst man nu håbede på. I foråret 1946 gav broder Knorr derfor brødrene besked på at finde et sted der var passende til at huse en lille betelfamilie på seks eller syv medlemmer. Hjulpet af en broder fra kontoret i Bern fandt man da et seksværelses hus på Via Vegezio nr. 20 i Milano, som man købte. Dette blev centeret for vort nyigangsatte arbejde. Det var i juli 1946, og dette år havde vi et gennemsnit på 95 forkyndere af Riget, med et højdepunkt på 120, fordelt på 35 små menigheder. Det var udgangspunktet for den vækst der skulle ske.

I oktober 1946 ankom broder George Fredianelli fra De forenede Stater. Han var i 1943 udgået fra den første klasse på Vagttårnets bibelskole Gilead, og havde siden tjent som kredstilsynsmand. Han fik nu til opgave at besøge brødrene i den eneste kreds vi havde, en kreds der strakte sig fra Alperne helt ned til Sicilien.

I januar 1947 ankom to andre missionærer, Josef Romano og hans hustru Angela. Broder Romano var blevet udnævnt til afdelingstilsynsmand, så han gik straks i gang med arbejdet på det nye betelhjem i Milano. Nogle få måneder senere kom endnu et ægtepar fra Gileadskolen. Det var Carmelo og Constance Benanti. Og den 14. marts 1949 begyndte de gyldne tider for alvor, da 28 andre missionærer ankom til landet! Ja, det var i sandhed en gave fra Jehova som fik sat gang i væksten. Til at begynde med blev missionærerne tildelt at arbejde sammen med grupper i fem store byer: Milano, Genova, Rom, Napoli og Palermo.

I 1946, da arbejdet skulle i gang igen efter krigen, var der ikke ret mange flere end 100 forkyndere spredt over hele landet. De havde ingen kontakt med hinanden eller med organisationen. Der holdtes ingen regelmæssige møder, men forkynderne gjorde deres bedste for at mødes når de kunne, i private hjem, og nogle gange i en kostald. De læste en bog eller et blad, slog skriftsteder efter og kommenterede dem så godt de kunne. For det meste bestod forkyndelsen i at de talte med venner eller slægtninge, og den kristne menigheds teokratiske struktur var så godt som ukendt.

„Det var ikke før omkring 1944,“ skriver Domenico Cimorosi, „at vi fik at vide at ansvarsposterne skulle tildeles på teokratisk vis og ikke ved afstemning. Vi anede jo ikke hvordan vi skulle gribe tingene an, så vi valgte at bruge den metode man anvendte da Mattias blev udvalgt. (Apg. 1:23-26) På nogle stykker papir skrev vi navnene på 10 brødre, udvalgt blandt de ældre i gruppen. Lapperne blev så foldet sammen og lagt i en skål. Så lod vi en lille pige tage sedlerne op én ad gangen, og den første hvis navn blev trukket skulle være tilsynsmand. På den måde blev jeg udvalgt, og sådan fortsatte vi indtil kredstilsynsmanden kom for første gang.“

Brødrene opbyggede sig åndeligt ved hjælp af de få midler de havde til rådighed, og Jehovas hellige ånd har tydeligvis kompenseret for en hel del. Men nu var tiden kommet hvor Jehova ville fremme sit folks vækst ’i hast’. — Es. 60:22.

Første stævne efter krigen

Da afdelingskontoret i Milano var blevet åbnet, besluttede broder Knorr at komme på besøg for at give arbejdet, som netop var blevet igangsat, et ekstra stød fremad. I forbindelse med hans besøg blev der arrangeret et stævne på en enkelt dag. Det blev det første stævne efter krigen. Alle brødre og interesserede glædede sig til det, og til mødet med broder Knorr og broder Henschel.

Den 16. maj 1947 ankom alle til Cinema Zara, hvor stævnet skulle afholdes. Til programmet om formiddagen og eftermiddagen var der 239 til stede fra forskellige dele af Italien, ja, helt fra Sicilien, og antallet af døbte var 31, hvoraf 13 var søstre. Man forbavses ved at høre at der blandt de døbte var nogle af dem som fascisternes Særdomstol havde idømt fængselsstraffe men som dengang havde haft så lidt kundskab om de kristne krav at de endnu ikke var blevet døbt. Det offentlige foredrag, som holdtes kl. 20.30 og havde temaet „Glæde for hele Folket“, var stævnets højdepunkt. Der var 700 til stede.

Brødrene måtte bringe store ofre for at komme til stævnet, ikke alene fordi de var fattige og det var dyrt for dem at rejse og overnatte, men også fordi jernbaneforbindelserne endnu var afbrudt som følge af krigen. Teresa Russo, en ældre søster fra Cerignola, beretter:

„Vi var så fattige dengang at vi ikke havde penge til at komme til stævne. Hvor skulle vi skaffe pengene fra? Jeg husker som var det i går at vi begyndte at lægge vores sukker til side i stedet for at bruge det. Så fandt vi ud af at sælge det, så vi på den måde fik penge til togbilletterne og overnatningen. Vi fyldte vore tasker med sukker og hængte det i poser om livet, nærmest som jægere der har madpose med på jagt. Vi så alle sammen tykke og fede ud. Men på den måde lykkedes det alligevel for os syv at komme til Milano og opleve den glæde det var at være sammen med så mange brødre.“

Nogle af dem der var til stede husker endnu hvordan det føltes at kunne samles i frihed med brødre som de tidligere havde mødt i fængsel eller et sted hvortil de var blevet forvist. Aldo Fornerone, som var med ved stævnet, siger:

„Jeg skal aldrig glemme hvor bevæget jeg var over at møde og omfavne disse kære brødre fra Midt- og Syditalien som havde været i fængsel eller i forvisning sammen med mig. Kun Jehova ved hvor taknemmelige vi var for at kunne mødes i et land hvor tilbedelsesfriheden var blevet genindført. Vor tak gik til ham, den store Gud, Jehova, fordi han var kommet sit folk til hjælp.“

Under stævnet opridsede broder Knorr planerne for landets teokratiske vækst. Fra juni måned og fremefter skulle der hver måned udgives et ark med menighedsmæssige instruktioner, kaldet Budbringer. Grupper og menigheder skulle besøges hvert halve år af en kredstilsynsmand, og der skulle også holdes kredsstævner.

Budbringer for juni 1947 var det første nummer der udkom, og i nogle få måneder blev det trykt på en duplikator. Det første nummer fortalte om det program Selskabets præsident havde givet meddelelse om, og sluttede med denne manende appel: „Derfor, brødre, lad os gå fremad i håbet om at den sande Gud her i Italien må have en skare af indviede der synger hans pris sammen med hans folk i andre nationer!“

Kredstjenesten begynder

Der kan ikke være nogen tvivl om at den fremgang der skete i forbindelse med Rigets interesser, i høj grad skyldtes de rejsende tilsynsmænds arbejde. De besøgte menighederne for at opbygge brødrene, lære dem de teokratiske principper, og oplære dem i forkyndelsesarbejdet. Husker du Umberto Vannozzi, som var med da broder Knorr holdt sit møde med søster Maria Pizzato i 1945? I trediverne havde han været pioner i Frankrig, Belgien og Holland, for det meste under jorden. Efter mødet med broder Knorr rejste han rundt og besøgte brødrene der var spredt forskellige steder i Italien, for at genoprette kontakten med dem før missionærerne kom. I månederne maj og juni 1946 besøgte han de største grupper af brødre der var.

Broder George Fredianelli var dog den første der blev udnævnt til kredstilsynsmand. Han begyndte sine besøg i november 1946 og blev i begyndelsen ledsaget af broder Vannozzi.

I 1947 blev den anden kreds oprettet og først tildelt broder Giuseppe Tubini. Denne broder kom nogle få måneder senere i beteltjenesten, hvorefter broder Piero Gatti overtog hans opgave. Begge disse brødre havde lært sandheden at kende i Schweiz i en af de mange flygtningelejre hvortil tusinder af italienske soldater var flygtet for at komme bort fra nazisterne. Mange flere brødre som havde lært sandheden at kende i andre lande, kom tilbage kort efter krigen, og førte Rigets budskab med sig ind i Italien. Efter 35 år er broder Tubini og broder Gatti endnu i heltidstjenesten, den ene på Betel og den anden i kredstjenesten.

Broder Vannozzis rejser

En beretning om broder Vannozzis rejser vil hjælpe os til at forstå hvor meget en rejsende tilsynsmand dengang måtte finde sig i. Han skriver:

„Jeg forlod Como, og efter eventyrlige oplevelser af enhver tænkelig art nåede jeg omsider frem til Foggia i provinsen Puglia. Her så jeg mig om efter jernbanestationen, men forgæves — den var blevet jævnet med jorden ved et bombeangreb. Jeg tog et tog til Cerignola, hvor mit første besøg skulle finde sted, men efter et stykke vej fik jeg at vide at toget ikke kørte videre, og jeg måtte fortsætte i lastbil. Jeg ankom først til mit bestemmelsessted den følgende dag klokken syv om aftenen, meget træt og meget støvet. Men trods alt følte jeg at det var det hele værd da en broder ved et møde takkede Jehova i bøn for at de efter alle de års ventetid endelig fik besøg af en der kom fra organisationen. Brødrene græd da besøget var forbi, og jeg var selv dybt bevæget.

På veje der endnu var ødelagt på grund af krigens hærgen rejste jeg igennem hele Italien, og ikke et eneste sted så jeg en bro der havde fået lov at stå. Toogtyve tusind broer var blevet sprængt i luften, og de eneste der kunne benyttes var de broer de allierede midlertidigt havde repareret. Jeg så i hundredvis af udbrændte jernbanevogne og lokomotiver, og alle byerne havde lidt under bombeangrebene.

Jeg rejste fra Cerignola klokken seks om morgenen for at besøge gruppen i Pietrelcina i provinsen Benevento. Klokken syv om aftenen ankom jeg til Benevento, efter i tre timer at have siddet på min kuffert i en kreaturvogn! Da jeg ankom til stationen ventede jeg som aftalt med et ’Vagttårn’ i hånden, for at brødrene kunne genkende mig. Men der kom ingen. Hvad skulle jeg nu gøre?

Der var endnu 12 kilometer til Pietrelcina, og på den tid af aftenen var der ingen muligheder for at komme dertil. Mens jeg stod der og ventede kom der en mand med en tohjulet hestevogn og spurgte om jeg ville med. Klokken halvti om aftenen begyndte jeg så i mørket at lede efter broder Michele Cavalluzzos hus. Det var ikke nogen let opgave. Men Jehovas engel vågede over mig og lod mig ikke i stikken. Endelig fandt jeg huset, og broder Cavalluzzo skyndte sig i sin glæde at lave mad til mig. Og hvor var jeg sulten! Jeg havde ikke fået noget at spise siden aftenen før. Jeg var også meget træt og længtes efter at komme i seng, men den kære broder Cavalluzzo havde mange spørgsmål at stille, og han ville gerne fortælle mig hele beretningen fra først til sidst om hvordan han var kommet i sandheden. Så vi blev oppe til midnat. Næste morgen ankom telegrammet der fortalte at jeg skulle komme; men jeg havde vundet — jeg var kommet først!

Næsten hver aften kom der omkring 35 mennesker til møderne, men der var så godt som ingen døbte brødre. En morgen klokken fire forlod jeg Pietrelcina for at rejse til Foggia. Sammen med tilsynsmanden, broder Donato Iadanza, klatrede jeg op i en hestetrukken kærre med en af brødrene som kusk. Vi levede ganske vist ikke længere i 1920rne, men dengang, lige efter krigen, var dette alligevel det almindeligste transportmiddel. Vi ankom til Benevento ved sekstiden om morgenen, men ak! Toget var allerede kørt.

Nu foreslog nogen at jeg prøvede at tale med en lokomotivfører som skulle køre et lokomotiv til Foggia. Jeg indhentede ham mens han gik og protesterede over for nogle mennesker som også prøvede at få et lift hos ham. Jeg hørte ham sige at han ikke havde plads til nogen passagerer. Men på trods af hans protester klatrede vi alle sammen ind i lokomotivet, og broder Iadanza nåede akkurat at løbe efter det så han kunne række mig min kuffert. Jeg klemte mig ind i det smalle rum der var inde i lokomotivet, sammen med cirka 10 andre, og der blev vi stående som sild i en tønde alle de fem timer turen varede. Hver eneste af os svedte på grund af varme og luftmangel, og vi blev brændt af de mange gnister der føg ud under kedlen. Da vi nærmede os Foggia standsede lokomotivføreren et sted midt ude på landet, og der steg vi alle af.

Derefter besøgte jeg grupperne i Spoltore, Pianella, Montesilvano, Roseto degli Abruzzi og Villa Vomano. Mit sidste besøg i den besøgsrække var i Faenza, hvor møderne blev overværet af cirka 50. Jeg opfordrede de unge til at gå ind i pionertjenesten, og i min rapport om gruppen skrev jeg: ’Lad os håbe at nogle af disse unge en dag vil melde sig i rækkerne blandt dem der udfører denne privilegerede tjeneste.’“

Broder Fredianellis oplevelser i kredstjenesten

Broder George Fredianelli, som nu er medlem af afdelingskontorets udvalg, husker følgende begivenheder fra sin tid i kredstjenesten:

„Når jeg besøgte nogle brødre fandt jeg dem sammen med slægtninge og venner, der alle sammen ventede på mig og var ivrige efter at høre. Selv når vi var på genbesøg tilkaldte folk deres slægtninge. Kredstilsynsmanden holdt ikke bare et enkelt offentligt foredrag en gang om ugen, men et flere timer langt foredrag ved hvert eneste genbesøg. Ved disse besøg kunne der være op til 30 mennesker til stede, og nogle gange kom der endda mange flere til for at lytte.

På grund af krigens efterveer var livet i kredstjenesten ikke altid let. Brødrene var, som de fleste andre mennesker, meget fattige, men deres kærlige godhed kompenserede for det. Den lille smule mad de havde, delte de af et godt hjerte med andre, og ofte forlangte de at jeg skulle sove i deres seng, mens de selv lagde sig på gulvet uden sengetøj, fordi de var for fattige til at have ekstra sæt. Nogle gange måtte jeg sove i en kostald på en stak hø eller på tørrede majsblade.

Engang ankom jeg til jernbanestationen i Caltanissetta på Sicilien med et ansigt så sort som en skorstensfejers, på grund af al den sod der var fløjet ud fra damplokomotivet foran. Det havde taget mig fjorten timer at rejse de 80 til 100 kilometer, men ved ankomsten var mit humør for opadgående, idet jeg i ånden så et dejligt bad og en velfortjent hvile, som jeg regnede med at få på et eller andet hotel. Men sådan gik det ikke. Caltanissetta vrimlede af mennesker på grund af festlighederne i anledning af Mikkelsdag, og hvert eneste hotel i byen var fyldt med præster og nonner. Til sidst vandrede jeg tilbage til stationen for i det mindste at lægge mig på en bænk jeg havde set i ventesalen, men selv dette håb forsvandt da jeg kom hen til stationen og fandt at man havde lukket den efter det sidste aftentogs ankomst. Det eneste sted jeg kunne sætte mig og hvile mig lidt var på trappen foran stationen.“

Med kredstilsynsmændenes hjælp begyndte menighederne at holde regelmæssige vagttårnsstudier og bogstudier. Og efterhånden som mødernes kvalitet steg, blev brødrene også dygtigere og dygtigere til at forkynde og undervise.

Gruppen i Cerignola og dens åndelige tilstand

Husker du gruppen i Cerignola, den gruppe der blev dannet på grund af professor Banchettis forkyndelse? „Den åndelige tilstand i denne gruppe var ikke som den skulle være,“ erklærer broder Fredianelli. Her er hans forklaring:

„Der herskede en mærkelig situation. Menigheden, hvis man kan kalde den sådan, bestod hovedsagelig af protestanter og kommunister der hævdede at være Jehovas vidner. Jeg måtte argumentere med dem i timevis for at overbevise dem om at de måtte bryde med falsk religion og holde sig neutrale over for politik.

Ved et senere besøg holdt jeg mindehøjtidstalen og forklarede tydeligt at kun medlemmerne af den salvede skare skulle nyde af symbolerne. Det hele gik godt, indtil mødet var slut. Så snart det var forbi begyndte han der regnede sig for at være gruppens leder, åbent at modsige mig; han påstod at det jeg havde sagt om symbolerne ikke passede. Dette gav anledning til tydelig forvirring i gruppen, så jeg fandt det bedst at bede de tilstedeværende straks at træffe en afgørelse. Jeg sagde: ’De der er for sandheden og Jehovas Vidner går med mig udenfor! De der er imod sandheden kan blive herinde.’

Til min store befrielse gik de næsten alle sammen med mig ud. Kun tre eller fire blev derinde sammen med modstanderen, som var en fremtrædende leder af kommunistpartiets lokale afdeling. Med undtagelse af ganske få gik de tilstedeværende sammen med mig ind i et andet lokale, og derefter fortsatte de med at gøre fremskridt i sandheden.“

Det første kredsstævne

I september 1947 afholdtes det første kredsstævne; det var i Roseto degli Abruzzi. Det skulle have været holdt i Pescara, men tilladelsen til at bruge den pågældende sal blev annulleret efter modstand fra præsternes side. Brødrene lod sig dog ikke gå på. De mødtes på en privat vej, en blind vej man kun kunne komme til gennem broder Domenico Cimorosis have. Vejen var spærret, og der var lavet overdækning af presenninger; under et halvtag af vinranker var der stillet et bord der tjente som talerpult. Omkring 100 glade brødre var til stede.

I begyndelsen af 50erne plejede der at være mellem 40 og 60 til stede når et stævne begyndte, men til de offentlige foredrag var der gennemsnitlig 200. Alle brødrene syntes det var herligt at der kom så mange!

Arbejdet gik stadig fremad, og i 1954 fik broder George Fredianelli til opgave at tjene som områdetilsynsmand.

Andre hjælpemidler

I januar 1945 indledte Selskabet i de fleste lande en kampagne med offentlige foredrag. I Italien kunne den først påbegyndes nogle få år senere. Budbringer for februar 1948 bekendtgjorde at kampagnen skulle indledes den 28. marts, og i de følgende måneder skulle der holdes 13 offentlige foredrag. Dog kom der til at gå flere år før der kunne holdes regelmæssige foredrag i alle menigheder.

Det var tydeligt at brødrene havde behov for oplæring, og den teokratiske skole blev derfor indført i 1948. I begyndelsen holdt brødrene disse møder som de bedst kunne, fordi der ikke på italiensk var nogen bøger der egnede sig som håndbøger for skolen. I de menigheder hvor der var nogle som forstod engelsk, oversatte man nogle lektioner fra Theocratic Aid to Kingdom Publishers. Men i 1948 var der ikke ret mange brødre der kunne engelsk. Hen mod slutningen af 1950 begyndte man at sende menighederne nogle duplikerede ark med lektioner fra bogen „Dygtiggjort til al god Gerning“, og det medvirkede stærkt til at forbedre skolens kvalitet.

I 1956 skete der endnu et fremskridt. I den italienske udgave af Vagttårnet for 1. januar 1956 påbegyndtes en artikelserie med lektionerne fra bogen ’Dygtiggjort’, mens man i det italienske Vågn op! for 8. januar 1956 begyndte at trykke en serie lektioner fra Egnede til at være Ordets Tjenere. Bogen ’Dygtiggjort’ blev omsider trykt på italiensk i 1960, efterfulgt af Egnede til at være Ordets Tjenere i 1963, sådan at de der lige var begyndt at komme til møderne også kunne følge med i programmet og forberede sig til møderne.

Afdelingskontoret flyttes til Rom

Milano ligger jo i den nordligste del af Italien, og derfor følte brødrene at de lettere kunne tage sig af det voksende arbejde hvis afdelingskontoret blev flyttet til et mere centralt sted. Det var indlysende at vælge Rom, fordi byen, som landets hovedstad, er centeret for hele administrationen. Man købte derfor i september 1948 et hus med tre etager og kælder. Det havde godt en halv snes værelser og moderne faciliteter, og var desuden beliggende i et meget tiltalende kvarter med træer og haver, på Via Monte Maloia. Samme måned blev kontoret overflyttet til dette sted. Senere blev ejendommen i Milano solgt, men huset på Via Monte Maloia tilhører stadig Vagttårnsselskabet og udnyttes fuldt ud den dag i dag.

Oversættelsen af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ fuldførtes på det nye betelhjem, og året efter, i 1949, var bogen færdigtrykt. Den behandlede nogle lærepunkter som i høj grad måtte interessere folk der havde en religiøs baggrund, og den har hjulpet tusinder af mennesker til at finde sandheden.

En sammensværgelse for at få missionærerne ud

I dette land, hvor befolkningen i århundreder aldrig rigtig har hørt noget om Bibelen, har missionærernes tjeneste båret rigelig frugt. Som allerede nævnt kom den største gruppe missionærer til Italien i foråret 1949, og alle vegne hvor de blev sendt hen voksede menigheder frem. Folk „tørstede“ virkelig efter Guds ord.

Bortset fra de sædvanlige problemer man kan have med at bosætte sig i et fremmed land og lære et nyt sprog, måtte de også overvinde en langt sværere hindring. Det var spørgsmålet om at skaffe opholdstilladelse efter at stemplerne i deres pas var udløbet. Afdelingskontoret havde indgivet ansøgning til indenrigsministeriet for at få opholdstilladelse til dem for året 1949. Men i stedet for tilladelserne fik missionærerne, som et lyn fra en klar himmel, en ordre til at forlade landet, og først efter stærke protester fik de lov at blive til den 31. december 1949. Men på dette tidspunkt skulle de alle have forladt landet. Det ville have været et alvorligt slag mod deres tjeneste, der ellers så lovende ud.

Hvorfor havde missionærerne fået ordre til at forlade Italien? Hvem stod bag alt dette? De manøvrer der var foregået bag kulisserne, blev afsløret i den engelske Yearbook for 1951, og desuden i den italienske udgave af Vagttårnet for 1. marts 1951. Der stod:

„Allerede før de 28 missionærer var ankommet til Italien i marts 1949, havde kontoret indsendt den ordinære ansøgning om et års opholdstilladelse for dem alle. I begyndelsen havde myndighederne ladet forstå at regeringen anskuede sagen fra et rent økonomisk synspunkt, og derfor tegnede situationen sig ret lovende for vore missionærer. Efter seks måneders forløb fik vi pludselig meddelelse fra indenrigsministeriet om at vore brødre skulle forlade landet ved månedens slutning, med mindre end en uges varsel. Vi nægtede selvfølgelig at anerkende denne ordre uden juridisk kamp, og vi gjorde enhver anstrengelse for at trænge til bunds i denne sag og finde ud af hvem der havde ansvaret for den gemene streg. Ved henvendelse til nogle af de ansatte i ministeriet fik vi at vide at hverken politiet eller andre myndigheder ifølge ministeriets arkiver havde noget at sige os på, og at det derfor kun kunne være en eller anden ’højere oppe’ der stod bag. Hvem kunne det være? En ven inden for ministeriet oplyste os om at aktionen mod vore missionærer var ganske ejendommelig, da regeringens politik ellers var meget mild og imødekommende over for amerikanske statsborgere.

Måske kunne ambassaden hjælpe os. Personlige besøg på ambassaden og talrige samtaler med ambassadørens sekretær førte alt sammen ikke til noget. Det var meget tydeligt — og selv nogle af de amerikanske ambassadefolk indrømmede det — at en eller anden som havde stor magt i den italienske regering ikke ønskede at Vagttårnets missionærer skulle forkynde i Italien. Over for denne stærke magtfaktor kunne de amerikanske diplomater kun trække på skuldrene og sige: ’De ved jo at den katolske kirke er statsreligion her i landet, og den gør faktisk hvad der passer den.’

Fra september til december lykkedes det os at udskyde ministeriets indgriben over for missionærerne. Men til sidst blev der fastsat en endelig frist; missionærerne skulle være ude af landet den 31. december. Der var ikke andet at gøre end at rette sig efter ordrerne. Vi sendte missionærerne ind i den italiensktalende del af Schweiz. Efter nogle få måneders forløb var hele gruppen tilbage i Italien og forkyndte igen.

Denne gang havde de fået distrikt i andre byer, og det medvirkede kun til at arbejdet blev endnu bedre udbredt.

Men hvad så med den interesse missionærerne havde fundet i de byer de før havde arbejdet i? ’Fårene’ blev ikke ladt i stikken. Broder Knorr godkendte udnævnelsen af nye specialpionerer blandt de italienske brødre; disse flyttede ind i missionærernes hjem og fortsatte deres gode tjeneste. Udskiftningen foregik uden forsinkelse, og arbejdet led ikke det mindste derunder. Resultatet af hele denne episode var at ordet kom ud til nye, uopdyrkede marker.“

Hvordan var det lykkedes missionærerne at komme ind i landet igen efter at de var blevet udvist? De var kommet ind på et tremåneders turistvisum, hvilket betød at de hver tredje måned måtte rejse til et andet land og tilbage til Italien efter nogle få dages forløb — hver gang i frygt for at de ikke kunne få indrejsetilladelse igen. I visse byer lykkedes det præsterne at finde frem til dem og presse de lokale myndigheder til at få dem udvist. I disse tilfælde måtte missionærerne flytte til et andet sted, idet de altid var årvågne og gik så forsigtigt til værks som muligt.

Præsternes beregning lød nogenlunde sådan: „Skaf missionærerne af vejen, så vil deres lille gruppe tilhængere forsvinde som dug for solen.“ Men de havde ikke gjort regning på at ingen kan stille sig i vejen for Guds hensigt eller kæmpe imod den uimodståelige magt han har til at gennemføre sin hensigt.

Erfaringer fra missionærtjenesten

Carmelo og Constance Benanti har været i missionærtjenesten i Italien mere end 35 år. Broder Benanti fortæller:

„Mens vi var i Brescia arbejdede min kone mest på en egn hvor folk var under indflydelse af en religiøs institution der lå i nærheden, og i særdeleshed af en af munkene. På trods af denne påvirkning var der 16 der tog imod sandheden. Mange år senere vendte min kone og jeg tilbage til Brescia for at besøge de brødre vi havde hjulpet til at lære sandheden at kende. Mens vi sad og nød et måltid sammen med en gruppe brødre, bad de os om at fortælle dem hvordan arbejdet var kommet i gang på deres egn. Min kone fortalte dem da om en lejlighed hvor munken ophidsede en flok drenge til at chikanere hende. De gemte sig bag muren i et udbombet hus og var klar til at springe frem og overdænge hende med sten. Det vidste hun godt, så hun bad Jehova om at hun ikke måtte komme noget til. Da hun var nået dertil, udbrød en tilsynsmand fra en af menighederne i Brescia: ’Søster, jeg var en af disse drenge. Jeg var ikke ret gammel dengang, og munken havde lovet os bolsjer hvis vi kastede sten efter dig. Vi vidste ikke engang selv hvorfor vi ikke gjorde det alligevel.’“

En anden missionær beretter: „Mens jeg var i Napoli blev jeg engang antaget for at være en temmelig velhavende mand, fordi jeg gik i mit pæne tøj. Jeg var på vej ned ad gaden, da jeg opdagede at en mand fulgte efter mig, sikkert for at udplyndre mig. Så besluttede jeg mig til at vende mig om og begynde at fortælle ham om sandheden. Det overrumplede ham, og budskabet gjorde indtryk på ham — ja, det endte med at han tog imod sandheden. Jeg fik senere at vide at han faktisk havde haft i sinde at begå røveri. Selvfølgelig ændrede han sit liv efter at han havde åbnet sit hjerte for sandheden. Denne tidligere tyv blev specialpioner og var trofast mod Jehova lige til han døde.“

De første mødesale

En kort beskrivelse af de steder hvor brødrene holdt deres møder i årene lige efter krigen, vil hjælpe én til bedre at indse hvor store fremskridt arbejdet har gjort her i landet siden da. Engang mødtes alle menigheder i private hjem. Det skyldtes blandt andet at præsterne som regel prøvede at skræmme dem der ejede en passende bygning, så man sjældent kunne finde nogen der turde udleje til Jehovas Vidner. Broder William Wengert, en gileadelev der nu tjener i områdetjenesten, fortæller:

„Vore mødesale i byerne var som regel kælderlokaler. Der var ingen centralvarme, og nogle steder var der ikke engang et toilet. I stedet for elektrisk lys måtte vi tit nøjes med to petroleumslamper, én på platformen og én nede i salen. Men når jeg tænker tilbage på dengang husker jeg at vi accepterede den slags ting som noget helt normalt, og til gengæld for manglerne var brødrene altid glade og fyldt med indbyrdes kærlighed. Det gjorde især indtryk på mig hvor højt sangene blev sunget, og jeg må indrømme at italienerne synger med fynd og klem. Jehova har velsignet arbejdet her i landet og givet os nogle dejlige rigssale, hvor brødrene nu kan mødes for at lovprise hans hellige navn.“

Skønt de måtte lade sig nøje med interimistiske rigssale, var disse kære brødre fra 50erne en lykkelig flok, og de viste stor værdsættelse af møderne. Det bekræftes af broder Nicola Magni: „Talerpulten var ofte en omvendt papæske anbragt på et køkkenbord, men det fungerede godt. Glæden lyste ud af øjnene på de forsamlede brødre og glimtede i deres levende blikke gennem det halvmørke rum, hvor ellers kun petroleumslamperne lyste.“

I mange mødesale var forholdene sådan at der kunne opstå ret usædvanlige situationer. Broder Francesco Bontempi, en af de rejsende tilsynsmænd, husker en af de første rigssale i Milano:

„Rigssalen lå i en kælder, men var dog meget ren indvendig. En aften mens mødet var godt i gang, fik vi besøg af en ikke helt almindelig gæst — en ganske lille mus! Den løb ind i rigssalen, og klatrede op på stolen hos en temmelig kraftig søster som sad og var helt opslugt af programmet. Den pilede hen og standsede ved en af tværsprosserne på stolen, hvor den blev siddende i nogle få minutter, der syntes lange som år. Jeg turde ikke sige noget, for jeg havde ikke lyst til at se mødet ende i forvirring, og jeg kunne tydeligt forestille mig hvordan søsteren ville reagere! Til sidst løb musen ned og rundt om stolen, lige forbi søsterens fødder, og forsvandt uden en lyd — til min store lettelse. Men på trods af den slags små ulemper viste menigheden megen broderkærlighed og nidkærhed i tjenesten!“

Ifølge den engelske Yearbook for 1975 var den første rigssal som brødrene i De forenede Stater byggede, rigssalen i Roseto i Pennsylvanien. Det var i 1927, og den blev indviet ved et offentligt foredrag af den italienske broder Giovanni DeCecca. Ved et pudsigt tilfælde var det også i en by ved navn Roseto at brødrene i Italien byggede deres første rigssal, nemlig i Roseto degli Abruzzi. Den stod færdig i 1953, 26 år efter sin amerikanske forløber.

Flere vanskeligheder fra præsterne

Den frihed vi nu nyder skriver sig fra den 27. december 1947, en vigtig dato, idet det var den dag den italienske republiks grundlov trådte i kraft. Ifølge denne grundlov anerkendtes de grundlæggende rettigheder der har direkte tilknytning til vor gerning med at forkynde Jehovas rige, rettigheder som hensynsløst var trådt under fode i diktaturets tid.

Men til trods for den nye grundlovs indførelse var problemernes tid endnu ikke forbi for Jehovas Vidner. Det katolske hierarki kunne ganske vist ikke længere støtte sig til et diktatur, men det kunne dog stadig bryste sig af at have stærke forbindelser til landets mest indflydelsesrige politiske parti. Præsterne gjorde deres bedste for at kvæle Rigets interesser, ved at henholde sig til det fascistiske lovkompleks som stred imod den nye grundlov, men som endnu ikke var blevet afskaffet.

Der var tider hvor præsterne ophidsede pøbelsværme af fanatikere imod vore brødre når de holdt møder eller var ude i tjenesten på arbejdsmarken. I dagbladet L’Unità for den 22. september 1954 var der således en artikel der hed: „Præst ophidser en pøbel af kvinder og børn mod ’Jehovas Vidner’ i Molfetta.“ Heri hed det blandt andet:

„Den religiøse fanatisme som en præst [her stod navn og adresse] har pisket op mod ærlige borgere, hvis eneste fejl er at de bekender sig til en anden tro end nævnte præst, er af særlig alvorlig art . . .

For nogle få dage siden blev man i byen Molfetta, hvor der ellers hersker flid og orden, vidne til et eksempel på en religiøs forfølgelse så afskyelig at den hører hjemme i inkvisitionens mørkeste tid. En halv snes af byens beboere mødtes som de plejede i Via Zuppetta nr. 7, da præsten [navn] troppede op, syngende salmer og fulgt af en hob kvinder, børn og unge. Præsten gav tegn, og hoben indledte en serie forstyrrede optøjer, der varede ved i over to timer. Under hele demonstrationen blev der uafbrudt kastet sten mod mødesalens døre og vinduer, samtidig med at mængden optrådte på det groveste og blev ved at råbe trusler og skældsord . . .

For at undgå det værste blev disse mennesker tvunget til at komme ud i det fri, hvor de blev bestormet med spot, fornærmelser og trusler og omringet af de ustyrlige kvinder og børn. De blev slået og ramt af stenkast før det lykkedes dem at nå hen til politistationen, ikke alene for at blive beskyttet, men også for at anmode om at de der stod bag denne ulovlige aggression blev straffet. Men den vagthavende betjent, hvis sympatier åbenbart lå hos modparten, havde ikke til hensigt at gribe ind for at garantere respekt for loven og de grundlovsmæssige rettigheder. Så de der stod bag aktionen, og de der gennemførte den, gik straffri, med stiltiende billigelse fra dem hvis pligt det skulle være at beskytte individets grundlæggende rettigheder og personlige sikkerhed. I dette tilfælde blev rettighederne trampet under fode og krænket på den mest afskyelige og nedværdigende måde.“

Samme avis bragte den 3. januar 1959 en artikel med titlen: „Udbrud af religiøs intolerance mod ’Jehovas Vidner’ i Lapio.“ Hvad var der sket denne gang? Den 29. december 1958 var to forkyndere, Antonio Puglielli og Francesco Vitelli, i færd med at forkynde den gode nyhed i den lille by Lapio i provinsen Avellino. Ved ellevetiden om formiddagen stod de pludselig over for en sværm af børn og unge, anført af den lokale katolske præst, som begyndte at råbe: „Forsvind!“, og derefter: „I er uvidende og uduelige, kræmmere der handler med løgn! I forstår ikke Bibelen. I ødelægger bare fårene.“

Eftersom hoben åbenbart mente sine trusler alvorligt, tog brødrene deres tilflugt til det lille rådhus, og præsten fulgte efter dem op ad trapperne, helt op til første sal, hvor borgmesteren måtte træde til for at beskytte dem. Men hvad med de andre brødre der var ude at forkynde i byen? De to brødre fortæller: „Sammen med nogle bybetjente gik vi ud til den del af byen hvor de andre arbejdede. Vi fandt dem omgivet af en hob anført af en præst der råbte trusler, og det var kun med et vist besvær det lykkedes os at befri dem og få dem med hen til den bus der skulle køre os videre. Da vi endelig var kommet ind i bussen stod præsten ude foran den, så den ikke kunne køre, og prøvede at ophidse mængden til flere voldshandlinger. Heldigvis adlød folk ham ikke mere.“

Dette er kun nogle få af de episoder hvor præster har ophidset til overfald. De aviser der fordømte den slags handlinger var logisk nok dem der var styret af den politiske opposition, mens de der var under det katolske flertals kontrol, som regel forbigik episoderne i tavshed.

Den vedvarende modstand fra den katolske kirkes side bør ikke forbavse nogen. Den svarer helt og holdent til den indstilling kirken generelt har haft i sit forhold til andre trossamfund. En tydelig beskrivelse af denne politik blev givet af „Fader“ Cavalli i det jesuitiske tidsskrift Civiltà Cattolica, der udkommer to gange om måneden. I udgaven for den 27. marts 1948 skrev han:

„Den katolske kirke er overbevist om at den, som den eneste sande kirke, har guddommelig ret til at kræve handlefrihed for sig selv alene, så dette privilegium helt kan forbeholdes sandheden og nægtes den falske lære. Hvad angår andre trosretninger, så vil kirken aldrig i bogstavelig forstand løfte sværd mod dem, men den vil gøre brug af alle lovlige kanaler og værdige metoder for at gøre sit til at de ikke får lov at udsprede deres falske læresætninger. Som følge heraf vil kirken i en overvejende katolsk stat insistere på at trosretninger der prædiker falsk lære, skal nægtes juridisk anerkendelse og at religiøse mindretal, hvis sådanne bliver ved at forefindes, kun bør tillades ’de facto’-eksistens og bør nægtes mulighed for at udbrede deres lære. I tilfælde hvor de rådende forhold gør en streng efterfølgelse af dette princip umulig, enten på grund af fjendtlig holdning fra myndighederne eller på grund af afvigergruppernes talmæssige styrke, vil kirken prøve at skaffe sig selv de størst mulige indrømmelser, og vil tolerere andre kulters lovlige tilstedeværelse som en uundgåelig ulempe. I visse lande vil katolikker jo selv være tvunget til at fastholde den absolutte ret til fri religionsudøvelse og se sig henvist til sameksistens med andre kulter, hvor de selv alene burde have haft ret til at eksistere . . .“ (Kursiveret af os)

Det katolske præsteskab erklærer med andre ord tydeligt over for grupper som Jehovas Vidner: ’Hvis vi kunne få vores vilje, ville vi skaffe os af med jer.’ Men Jehova har ikke tilladt at denne opposition har fået overtaget over det folk der ’kender hans navn’. — Sl. 91:14.

Forsøg på at afbryde stævner

Præsterne gjorde alt hvad der stod i deres magt for at gribe forstyrrende ind i vort fredelige arbejde, og de prøvede på mange forskellige måder at komme til at afbryde vore stævner. De kunne finde på at blande sig med tilhørerne sammen med nogle uromagere, som regel unge mennesker. De gik ind og satte sig blandt de forsamlede, hvor de forholdt sig rolige en stund, men så begyndte de at forstyrre mødet ved at råbe op og prøve at skabe tumulter. Her greb politiet som regel ind, men i stedet for at fjerne dem der var skyld i tumulterne, afbrød de i mange tilfælde stævnet, med det påskud at mødet „forstyrrede freden“.

William Wengert tænker tilbage: „Når vi indledte et stævne var vi aldrig sikre på om vi kunne gennemføre det. Der kom så mange afbrydelser og vanskeligheder dengang.“

De kreds- og områdetilsynsmænd der organiserede stævnerne, fandt imidlertid på et enkelt og praktisk hjælpemiddel. De sørgede for at der var en effektiv gruppe af granvoksne brødre til at holde orden, og stationerede en hel del af dem i nærheden af indgangen. En af de rejsende tilsynsmænd fortæller: „Kredsstævnet var lige begyndt, og vi regnede med at præsterne ville prøve at gribe ind. Områdetilsynsmanden havde givet de ordenshavende ved indgangen besked på at standse enhver de ikke kendte og stille dem et par henkastede spørgsmål, såsom: ’Hvor kommer du fra?’ og: ’Hvem er tilsynsmand i jeres menighed?’ De der kunne svare overbevisende ville få lov til at komme ind.

Men hvad så hvis der alligevel slap nogle uromagere ind blandt tilhørerne? Så var ’uropatruljen’ klar til udrykning; det var en gruppe meget handlekraftige opsynsfolk. De dukkede op på skuepladsen og opfordrede venligt modstanderne til at tie stille. Hvis forstyrrelsen fortsatte, løftede ’uropatruljen’ ballademageren op fra stolen og ’hjalp’ ham ud af salen. Da politiet ikke forsvarede vores ret til at holde møder uden forstyrrelser, måtte vi jo løse problemerne selv.“

Vi kan her nævne nogle få af de mange episoder som præsterne stod bag. Det første eksempel er fra et kredsstævne i Sulmona, en lille by i Midtitalien, i en frugtbar dal i Abruzzerne. Søndag den 26. september 1948 var der omkring 2000 til stede ved det offentlige foredrag — en kolossal mængde når man tænker på at der dengang kun var 472 forkyndere i landet. Hvad skete der så? Vi bringer her et uddrag fra den engelske Yearbook for 1950:

„Søndag formiddag kl. 10.30 havde en skare på over 2000 fyldt byens største mødesal til bristepunktet, og dørene måtte lukkes nogle minutter før det tidspunkt hvor foredraget skulle begynde. Mange måtte afvises, men ikke før de havde fået en brochure; der var simpelt hen ikke mere plads, selv i gangene mellem stolerækkerne sad der mennesker! En yderst opmærksom tilhørerskare i salen viste sin værdsættelse af sandheden og sin tilslutning til denne ved at klappe flere gange under foredraget samt efter dets afslutning.

Men inden mødet var forbi havde en ung religiøs fanatiker, som havde stået bagest i salen og taget imod sedler fra to præster, banet sig vej op til podiet; han løftede hænderne i vejret, begyndte at råbe op, og forlangte at man hørte på ham. Ordstyreren forklarede roligt at spørgsmål fra publikum ville blive besvaret personligt og privat efter mødets afslutning. Men det var tydeligt at fanatikeren var opsat på at skabe uro og udnytte vores offentlige møde til at udsprede sin religiøse propaganda. Han var sikkert, ligesom præsterne, klar over hvor mange tomme kirkestole der er nu om stunder, og søgte nu at finde publikum for sine prædikener andre steder. Ansporet af sine luskede præstevenner masede han op på podiet så snart mødet var forbi, fægtede med armene som en gal og råbte af sine lungers fulde kraft for at skaffe sig opmærksomhed. De to præster nede bagved dukkede sig for at skjule deres omvendte flipper, alt mens de råbte og piftede for at vise deres bifald. På den måde håbede de at vinde gehør for deres lejesvend blandt de forsamlede. Det virkede ikke. Tilhørerne afviste dette uopfordrede forsøg på at hverve tilhængere. I stedet for at give ham deres bifald og lade ham tale, overdøvede de hans protester med råb som: ’Fascistone!’ [Fascist!] ’Vergogna!’ [Skam dig!] ’Hvor mange penge får du for det der?’ Da den mislykkede mødeafbryder så at han ikke havde så stort held med sig, sprang han snart ned fra scenen og forsvandt i en fart sammen med sine gejstlige venner. Tilhørerne forlod stille og roligt salen og tog med glæde imod den gratis brochure der blev tilbudt.“

Beretningen slutter: „Deres planer var blevet forpurret, og Jehova havde atter givet sejren.“

Første områdestævne

Lad os nu beskrive et andet udslag af den religiøse intolerance. Det første områdestævne der nogen sinde havde været holdt i Italien, skulle finde sted i Teatro dell’Arte i Milano, fra den 27. til den 29. oktober 1950. Men i sidste øjeblik annullerede politiet vores tilladelse til at holde stævnet der. De to brødre der havde ansvaret for stævneorganisationen fik at vide at man havde taget dette skridt for at undgå risikoen for en reaktion fra de katolikker der måtte tage anstød af at der blev holdt et protestantisk møde! Det var selvfølgelig absurd. Det var kun en undskyldning for at berøve ærlige borgere deres ret til at forsamles fredeligt.

Skønt alle brødrenes argumenter var indlysende logiske, ville politichefen ikke ændre sin afgørelse. Da brødrene som sidste udvej truede med at fortælle pressen om dette myndighedsmisbrug, vidste han ikke hvad han skulle sige, og smed dem ud af sit kontor. Ved at forbinde det der var blevet sagt, med andre oplysninger vi havde, blev vi overbevist om at præsterne havde en finger med i spillet. Denne gang havde de fundet på en ny metode og brugte deres indflydelse over for politiet.

Broder George Fredianelli, som var vicestævnetilsynsmand, fortæller:

„Situationen var denne: Der var mindre end 24 timer til stævnet skulle begynde; brødrene ankom til Milano fra hele Italien, og vi kunne ingen steder finde et andet stævnelokale! Hvad skulle vi gøre? Vi var meget bekymrede. Men endnu en gang skred Jehova ind og hjalp os.

Om formiddagen, dagen før stævnet skulle begynde, var broder Anthony Sideris, stævnetilsynsmanden, og jeg ude for at lede efter et andet lokale. Da vi gik forbi en plads der var indhegnet af et stakit, fik vi pludselig en idé: ’Hvorfor ikke spørge ejeren om vi måtte bruge grunden i tre dage?’ Han udlejede jorden til os for en meget rimelig pris, og så drog vi af for at lede efter nogle store telte til at holde stævnet under. Omsider fandt vi frem til en kendt teltfabrik der var villig til at udleje nogle markiser og endda gerne ville hjælpe os med at stille dem op. De var glade for udsigten til den ekstra presseomtale.

Det næste problem vi stod over for var at begynde forfra med at skaffe tilladelse fra myndighederne. Der var kun meget ringe, om overhovedet nogen, chance for at vi kunne få tilladelsen i tide, så vi besluttede at stille dem over for en fuldbyrdet kendsgerning. Det var det eneste vi kunne gøre. Vi kunne simpelt hen ikke sende alle brødrene hjem igen. Vi stillede altså markiserne op og organiserede de forskellige afdelinger i nattens løb før nogen lagde mærke til noget, og klokken ni næste morgen blev stævnet indledt, nøjagtig til den planlagte tid.

Kort efter ankom politiet. Bevæbnede til tænderne sprang de ud af deres jeep. En skærende kontrast til stævnedeltagerne! En latterlig situation! Man sendte bevæbnede politifolk ud for at holde kontrol med nogle mennesker der sad fredeligt og sang nogle religiøse sange. Broder Sideris sagde til dem at de ville fortryde det hvis de afbrød stævnet. Vi ville meddele det til den lokale såvel som den internationale presse, for at fortælle at Italiens nye grundlov ikke blev overholdt og at man var vendt tilbage til det fascistiske diktatur. Politifolkene blev betænkelige og kørte tilbage for at få instrukser fra højere sted; senere kom de igen og fortalte os at vi godt kunne fortsætte vores stævne.“

Der var omkring 800 til stede ved det offentlige foredrag, og 45 blev døbt. Fordi teltene var blevet stillet op i et bykvarter hvor der var mange fabrikker, fik brødrene lejlighed til at vidne for mange af de arbejdere der benyttede sig af deres frokostpause til at se hvad det var der foregik. Hvordan var det at sidde under markiserne i disse kolde, fugtige oktoberdage? Fern Fraese mindes: „Vi beholdt frakkerne på mens vi lyttede til programmet, og mange af os klamrede os til varmedunke for at holde varmen. Men vi var alligevel meget glade og lykkelige over at få så god en åndelig føde.“

Præsternes intolerance giver bagslag

Endnu et udslag af den intolerance præsterne prøvede at sprede, fandt sted den sidste uge i juni 1951, da der skulle holdes et kredsstævne i Cerignola. Hvad skete der? Den engelske Yearbook for 1952 fortæller:

„Ved middagstid kom to betjente hen til salen for at fortælle os at man var ved at fremskaffe et forbud mod disse private møder. Vi tog straks hen til den lokale commissario [politikommissær] for at finde ud af hvad der var på færde. Idet vi kom ind på politistationen, så vi en ung, bredt smilende præst komme ud. Han så ud til at være særdeles veltilfreds, og vi fandt snart ud af at det var politiet der havde givet ham grund til det. Commissario’en fortalte os med rene ord at vores polititilladelse skulle annulleres af grunde som han ikke selv var herre over. Myndighederne opgav som ’begrundelse’ at salens tilstand var farlig for de tilstedeværende, men det kunne ikke forventes at nogen ville tro på det. Efter en ret ophidset diskussion om sagen fik vi besked på at henvende os i provinshovedstaden og tale med provinsens ’boss’, questore.

Nogle få timer senere gik vi ind i provinsens politihovedkvarter, og til vores overraskelse fandt vi dér den samme katolske præst som vi havde mødt i den lokale commissarios kontor, denne gang i selskab med en ældre præst der så mere betydningsfuld ud. Vi fandt senere ud af at han var vicario [sognepræst] i den by hvor vi skulle holde stævne. Præsterne sad og ventede på at få questore i tale, men da hans næstkommanderende, politichefen, ankom, bad de om i stedet at blive vist ind på hans kontor. Nogle få minutter senere ankom questore . . . Han gav tydeligt udtryk for at han allerede havde besluttet sig før han havde hørt hvad vi ville sige, og . . . han begyndte med at true os med anholdelse fordi vi havde lejet en sal der efter hans mening var uegnet som mødesal. Hans taktik var at prøve at gøre os bange og få det til at se ud som om det var os der havde gjort noget forkert og derfor skulle irettesættes. . . .

Vi var fast besluttede på ikke at give op uden kamp over for denne vilkårlige, fascistagtige handling fra politiets side, og vi blev på questores kontor i over en time og debatterede de juridiske aspekter ved vores sag.“

Men questore ville alligevel ikke ændre sin beslutning. Hvordan gik det så med stævnet? Beretningen fortsætter:

„Vi tog tilbage og arrangerede det nu sådan at stævnet kunne afholdes i to private hjem; ved hjælp af højttalerudstyr kunne det samme program høres begge steder på samme tid. Præsternes intolerance vakte harme hos mange retskafne borgere, selv om præsterne prøvede at spille uskyldige ved næste formiddag at bekendtgøre i kirken at ingen burde overvære det offentlige møde Jehovas Vidner skulle afholde samme dag (mens de hele tiden vidste at det var blevet forbudt og derfor ikke ville blive afholdt!). . . . Men her led præsterne endnu en gang nederlag, for Jehovas vidner holdt ikke munden lukket; de fortsatte med at afsløre kirkernes hykleri og falske lære, så endnu flere retsindige mennesker fik deres øjne åbnet.“

En lang juridisk kamp

Der var omkring 190.000 ikke-katolikker i Italien i 1956. På det tidspunkt var der kun nogle få tusind forkyndere af Riget, men de var aktive og nidkære. I modsætning til den forbløffende vækst Jehovas folk har oplevet, har de fleste andre trossamfund været ude for en stadig stærkere nedgang. Sandheden har bredt sig som en steppebrand, især langs Adriaterhavskysten i de to områder Abruzzerne og Romagna, hvor nidkære forkyndere kørte ud på landtur i store busser for at forkynde i de mindre byer, indtil der også blev oprettet menigheder der.

Det katolske hierarki anede en truende fare og prøvede hurtigt at organisere en modkampagne imod vores forkyndelse. Vatikanets talerør, avisen L’Osservatore Romano, opfordrede i sin udgave for den 1. og den 2. februar 1954 præsterne og lægfolket til at modsætte sig det arbejde Jehovas Vidner udførte. Artiklen nævner ingen grupper ved navn, men det er tydeligt at den først og fremmest er møntet på Jehovas Vidner. Der står blandt andet:

„Vi vil også gerne henlede opmærksomheden på at der sker en forstærkning af den protestantiske propaganda, for det meste på udenlandsk foranledning, med det formål at udså fordærvelig, falsk lære her i landet. . . . Vi vil opfordre alle sognepræster, kirkeorganisationer og medlemmer af hjorden til at holde et særdeles vågent øje med disse og frimodigt holde de kompetente myndigheder underrettet.“ (Kursiveret af os)

Disse „kompetente myndigheder“ kunne ikke være andre end politiet. Vatikanet opflammede altså præsterne til at få forkynderne arresteret. I hundredvis af forkyndere blev da også anholdt af politiet og taget i forvaring. Mange blev løsladt straks efter; andre fik bøde- eller fængselsstraf. Jehovas folk måtte kæmpe en langvarig juridisk kamp helt op til begyndelsen af 1970erne. Fra 1947 til 1970 blev over 100 sager om Jehovas Vidners arbejde behandlet af domstolene.

Forkynderne blev anklaget for overtrædelse af paragrafferne 113, 121 og 156 i den fascistiske politivedtægt. Disse paragraffer forlangte at man skulle have et særligt vandrebrev eller være registreret af myndighederne hvis man uddelte tryksager (par. 113), gik fra dør til dør for at sælge (par. 121) eller indsamlede penge til et eller andet formål (par. 156).

Naturligvis er forkyndernes arbejde på ingen måde af kommerciel art, og de indsamler heller ikke penge. Når de forkynder „den gode nyhed“ efterlader de blade eller andre publikationer hos interesserede, og for disse modtager de et bidrag der dækker produktionsomkostningerne, hvis modtagerne er i stand til at give et sådant bidrag. Vores arbejde skal derfor kun betragtes som udbredelse af en religiøs overbevisning — en form for „propaganda“ for ens tro, hvilket er tilladt ifølge paragraf 19 i den italienske grundlov. Åbenbart gjorde man dengang et forsøg på at gennemføre nogle love der skulle undertrykke religionsfriheden. Endelig, i 1956, blev det anerkendt at den del af paragraf 113 der forbød udbredelse af tryksager uden autorisation, stred mod grundloven, og den blev slettet.

Næsten alle retssager han fået et gunstigt udfald, og de få brødre der er blevet dømt, er senere blevet frikendt ved appel. Nogle få sager er blevet behandlet af den italienske højesteret; men disse er alle faldet ud til fordel for vore brødre.

Lad os nævne blot en enkelt af disse sager, for at illustrere at de beskyldninger der blev rettet mod vore brødre kun var påskud for at få arbejdet standset. Broder Romolo Dell’Elice, som nu har tjent på Betel i over 32 år, blev ved distriktsretten i Rom idømt „en bøde på fire tusind lire . . . for at have drevet tiggeri i forbindelse med uddeling af brochurer og løbesedler“. Broder Dell’Elice appellerede, og blev frifundet af landsretten i Rom den 2. december 1959. Det anerkendtes at „omdelingen af de nævnte brochurer og løbesedler på ingen måde kunne betegnes som tiggeri; den udførtes som led i religiøs propaganda for . . . Jehovas Vidner“.

Stævne i Rom

Et stævne i Rom havde i mange år stået for brødrene som et af de største ønsker. De brødre der havde stået anklaget for den fascistiske Særdomstol, havde i det stille spurgt: „Hvem ved om vi en dag vil få et stævne her i Rom og kunne mødes frit i den by hvor vi nu er i fængsel?“

Disse forventninger gik i opfyldelse i december 1951, da der blev afholdt et landsstævne på Handelsudstillingens arealer i Rom. Stævnetemaet „Ren tilbedelse“ illustrerede hvor stærk en kontrast stævnet var i forhold til den form for religion der ellers var fremherskende i denne historiske by. Stævnet fik en helt international karakter, idet der kom brødre fra fjorten andre europæiske lande. Året efter stod følgende rapport i Yearbook for 1953 (på engelsk):

„Stævnet i Rom var årets store, uforglemmelige begivenhed. Da det blev meddelt at Selskabets præsident ville føre forsædet ved stævnet, besluttede brødrene i Italien at de ville bringe store ofre for at komme. Eftersom fattigdommen i landet gør det svært for de italienske brødre at rejse udenlands til et internationalt stævne, var der stor begejstring da broder Knorr foreslog at man også indbød nabolandene til stævnet i Rom. Der kom mellem 700 og 800 stævnedeltagere fra England, Danmark, Frankrig, Belgien, Schweiz og mange andre lande i Europa. Således blev stævnet i Rom et internationalt stævne som de italienske brødre aldrig vil glemme. Det var deres første lejlighed til at smage den kærlighed og enhed der råder blandt brødre af alle nationaliteter og racer. Vi kan nu se frem til endnu flere velsignede stævner for Jehovas folk i Italien såvel som i andre lande, og vi ved at vore brødre i fremtiden vil gøre sig endnu større anstrengelser for at overvære stævnerne.“

Særlig kampagne med brochurer

Der var to vigtige begivenheder i 1955. Den første var en speciel, verdensomspændende kampagne med uddeling af brochuren Kristenheden eller kristendommen — hvilken af dem er „verdens lys“? Hver forkynder blev bedt om at uddele 30 eksemplarer af brochuren, og alle præster i landet skulle modtage et eksemplar pr. post. Det var et kolossalt stykke arbejde at skaffe alle adresserne og udsende 100.000 eksemplarer af brochuren, alle med følgebrev.

Der var næppe én af præsterne der svarede på forkyndernes breve, men nogle af dem fór i blækhuset og skrev voldsomme breve til aviserne. For eksempel stod der den 4. september 1955 i den katolske avis Il Piccolo fra Faenza en artikel med en overskrift i kolossale typer: „Pas på de falske profeter — vort svar til Jehovas Vidner.“ I artiklen læser vi:

„For nylig har Jehovas Vidner (som de fleste mennesker kalder bibelfanatikere) sendt en brochure med deres propaganda til præster og religiøse institutioner og udbedt sig et svar.“ Efter at have beskrevet Jehovas vidner som „nogle stakkels tåber“ der er i besiddelse af „en utrolig uvidenhed og en uforskammet frækhed og stædighed“, slutter artiklen med at opfordre dem til at „meditere“ over et uddrag af Dantes Guddommelige komedie.

Flere andre artikler i stil med denne blev skrevet mod Jehovas folk. Til tider virkede artiklerne sådan at de vakte folks nysgerrighed og fik dem til at stille mange spørgsmål når de blev besøgt i deres hjem.

Stævnet „Det triumferende rige“

Den anden store begivenhed i 1955 var stævnet „Det triumferende rige“. Blandt de 4351 der overværede dette internationale stævne, var der deltagere fra 32 lande, og 378 blev døbt. Det betyder at næsten 10 procent af de tilstedeværende symboliserede deres indvielse ved vanddåben, et helt enestående antal. Fra Paris ankom fem særtog fyldt med brødre, hvoraf de fleste var fra De forenede Stater. Deres ankomst vakte stor opsigt, for det var første gang man i Rom havde set så stor en gruppe amerikanske turister ankomme samtidig.

Det havde ikke været let at skaffe Palazzo dei Congressi til stævnet. Det var på det tidspunkt et af Europas bedste kongreslokaler, fuldstændig overdækket, holdt i hvidt marmor, og omgivet af grønne parker hvor kongresdeltagerne kunne spadsere. Vores første ansøgning blev godkendt, og alt så ud til at forløbe som det skulle, da vi pludselig — ti dage inden stævnet skulle begynde — fik at vide at tilladelsen til at bruge hallen var tilbagetrukket. Den officielle forklaring var at lokalerne skulle bruges til et andet arrangement. Men to dage før stævnet, da det så ud til at det ville blive umuligt at afholde det i Rom, informerede bestyrelsen os om at vi godt kunne holde vores kongres alligevel.

Hvad lå der bag alle disse underlige manøvrer? Svaret findes i en artikel i avisen Meridiano d’Italia for den 30. oktober 1955. Overskriften var „Et babelstårn — og en krage på Campidoglio“ (Campidoglio-pladsen er sædet for Roms bystyre). I artiklen stod der:

„Det ser ud til at hr. Cornacchiola [bogstaveligt oversat betyder navnet ’lille krage’], der er kristelig-demokratisk rådmand i Roms kommune, er endnu mere Vatikan-venlig end hr. Rebecchini [Roms daværende borgmester], som har et fint embede i Vatikanstaden, om end det kun er titulært.

Hr. Cornacchiola — ja, han hedder faktisk Cornacchiola — har spurgt Roms borgmester om ’hvordan det kan gå til at den protestantiske sekt „Jehovas Vidner“ har fået lov at bruge nogle områder i EUR [Roms moderne udstillingsområde] til deres stævne’. Rådmand Cornacchiola erklærer at han på den romerske befolknings vegne ønsker at ’protestere mod dette og irettesætte dem der har ansvaret for hele denne sag. Som sæde for vor Herre Jesu Kristi stedfortræder kan byen Rom ikke tolerere den slags sammenkomster der fornærmer pavens residensstad.’“

Artiklen fortsætter: „Rent bortset fra at den omtalte tilladelse er indhentet fra Prefettura-instansen (det vil sige dens minister, hr. Tambroni, der også er et fremtrædende medlem af Azione Cattolica [Katolsk Aktion]), bør man ikke glemme at Rom er residensstaden for republikken Italiens statsoverhoved, mens Kristi stedfortræder derimod residerer i Vatikanstaden.

Gronchi, republikkens præsident, har som en af sine funktioner den opgave at sikre overholdelsen af den italienske republiks grundlov, den der i paragraf 8 erklærer at ’alle trossamfund har lige ret til fri religionsudøvelse og til at organisere sig i overensstemmelse med deres egne statutter’.

Hvis hr. Cornacchiola sætter sig ud over den italienske grundlov, burde han begynde med at nedlægge sit hverv i Roms byråd.“

I pressen kunne man også læse rosende omtaler af Jehovas vidners opførsel. Avisen Il Giornale d’Italia havde søndag den 7. august 1955 disse kommentarer:

„Især tre ting vil gøre indtryk på den upartiske iagttager: For det første den eksemplariske opførsel de tilstedeværende viser, idet de i respektfuld tavshed og med tydelig åndelig lydhørhed følger med i hvad der bliver sagt; for det andet den omstændighed at så mange racer kan samles i kraft af en tro der synes at give deres tanker og handlinger en egen afklarethed og moralsk retskaffenhed; for det tredje det usædvanlig store antal børn i alderen fra et til tretten år — sorte, hvide og gule, men alle påfaldende velopdragne eller endda travlt optaget af at slå vers efter i Bibelen mens de lytter til prædikantens ord.“

De nye publikationer der blev udgivet, blev modtaget med stor begejstring, og især var der glæde over nyheden om at bladet Vågn op! ville blive udgivet på italiensk fra og med udgaven for den 8. august 1955. På italiensk fik man desuden bogen „Nye Himle og En Ny Jord“ og brochurerne Grundlaget for Troen på en Ny Verden, Verden Besejres Snart — af Guds Rige og „Denne Gode Nyhed om Riget“.

To vigtige sejre i 1957

I 1957 vandt Jehovas tjenere i Italien to vigtige sejre. Den første drejede sig om de 26 brødre der var blevet dømt af den fascistiske Særdomstol. Efter fascismens fald blev mange af de sager denne domstol havde behandlet, taget op til ny behandling, og ofte blev de anklagede frifundet. De trofaste brødre vidste at de var blevet ofre for uretfærdig behandling på grund af deres standpunkt; og skønt de ikke var specielt bekymrede over hvordan de tog sig ud i verdens øjne, besluttede de alligevel at ansøge om fornyet behandling af deres sag, så Jehovas Vidner som folk betragtet kunne få deres rettigheder stadfæstet. Dette var nødvendigt fordi Særdomstolen beskyldte den teokratiske organisation for at være „et hemmeligt selskab hvis arbejde har som mål at ændre styreformen og udsprede propaganda der virker nedbrydende på den nationale identitet“, og for at have „forbryderiske hensigter“.

Det tjente således vore interesser at få denne dom omstødt, så vi kunne få et godt forhold til myndighederne.

Sagen blev genoptaget af appeldomstolen i Aquila den 20. marts 1957, i nærværelse af 11 af de 26 berørte brødre. En af forsvarerne var en advokat ved navn Nicola Romualdi. Denne advokat er ikke selv et Jehovas vidne, men lige siden begyndelsen af 1950erne har han aldrig tøvet med at forsvare vore brødres rettigheder når det har været svært at finde advokater der var villige til at påtage sig forsvaret for vore sager. I over 30 år har han nu beredvilligt forsvaret i hundredvis af vore brødre i deres kamp for retten til at bevare deres kristne neutralitet og frihed til at forkynde „den gode nyhed“.

Under retssagen forklarede Nicola Romualdi for domstolen at Jehovas Vidner betragter det katolske hierarki som en skøge fordi det blander sig i politiske forhold, og en beretning fra forhandlingerne viser at „dommerne smilte og udvekslede sigende blikke med hinanden“. Domstolen afgjorde at dommene skulle omstødes og anerkendte derved at Jehovas Vidners arbejde hverken var ulovligt eller undergravende.

Den anden sejr blev vundet i forbindelse med områdestævnet i Milano i slutningen af juni 1957. Stævnet indledtes torsdag eftermiddag i Odeon-vinterhavernes sal, og alt gik som det skulle, indtil lige før aftenprogrammet skulle slutte. Så skete der noget uventet. Broder Roberto Franceschetti beretter:

„Der var endnu ti minutter tilbage af programmet, da den sidste taler, Giuseppe Tubini, pludselig afbrød sit foredrag og opfordrede de tilstedeværende til at forene sig i den afsluttende bøn. Alle studsede over at der blev afsluttet så pludseligt, og uden sang. Hvorfor var der ingen sang? Mens vi forkyndere der stod i nærheden af hovedindgangen respektfuldt bøjede hovedet i bøn, fandt vi os pludselig omgivet af nogle personer der stod med løftet hoved og beholdt hatten på under bønnen. Det kunne kun være agenter fra politiet!

Senere fik vi enkelthederne at vide. Der var kommet mindst 30 eller 40 politiagenter ind i salen, og de havde beordret at stævnet skulle lukkes. Påskuddet var at salens ejere havde forsømt at ansøge om den nødvendige tilladelse. De der havde ansvaret for stævnet prøvede at forklare at forbudet ville straffe Jehovas Vidner og ikke salens ejere. Men det nyttede intet. Fredag formiddag var sat til side til tjeneste på arbejdsmarken; i en nærliggende gade sørgede brødrene for uddelingen af distrikt, blade og bøger. Alle fik hvad de skulle bruge, så arbejdet blev udført som planlagt. Men tiden gik, alt mens vi febrilsk ledte efter en anden sal. To timer før programmet skulle begynde igen, havde vi endnu ikke fundet nogen løsning.

Så sendte Vinterhavernes ejere besked om at de havde fundet et sted hvor vi kunne være, Arenella-biografen. Alle brødrene hjalp til, og stævneafdelingerne blev på kort tid overført fra det ene sted til det andet. Vi nåede det lige! Trods alle forhindringer begyndte stævneprogrammet lige på slaget.

Men politiet gav ikke op. Nu dukkede de op i den nye sal for at give os flere vanskeligheder. Jeg havde fået til opgave at være opsynsmand, og jeg havde fået besked på at ingen udenforstående skulle have adgang til salen, ikke engang politiet. Før jeg vidste af det stod jeg over for en commissario fra politiet og to af hans mænd. Jeg standsede dem og bad dem om at vente et øjeblik. Det gjorde ikke det mindste indtryk på dem, og de fastholdt at de ville ind. Jeg blev altså tvunget til at bremse kommissæren og rakte derfor armen ud i højde med kæden til hans lommeur for at standse ham. Jeg rystede i knæene, men heldigvis kom stævnetilsynsmanden i det samme og greb ind.“

Stævnet blev afholdt, og den betydningsfulde sejr var til stor opbyggelse og glæde for brødrene. Det blev dog ikke enden på sagen. Der kom en hel serie kommentarer fra pressen med en omtale så gunstig som vi aldrig havde set det før. Mange aviser beskrev politiets opførsel som „uhørt myndighedsmisbrug“, og det ulovlige indgreb blev taget op af parlamentet i senatets spørgetid. Herom fortæller avisen Il Paese for den 8. februar 1958:

„Parlamentssamlingens livligste afsnit var spørgetiden. Der fremkom adskillige spørgsmål om et temmelig ømtåleligt emne — indgreb over for religiøse aktiviteter. Den republikanske senator hr. Spallicci stillede spørgsmål om hvorfor Milanos Questura [politimyndighed] havde givet ordre til øjeblikkelig lukning af et stævne som holdtes af den kulturelle og religiøse forening ’Jehovas Vidner’ (Bibelstudenterne) i en privat sal. Viceindenrigsministeren hr. Bisori var temmelig undvigende i sit svar. Han sagde at der var blevet taget visse skridt af organisationsmæssige grunde. Det virkede helt ironisk da regeringens talsmand sagde at den foretagne handling ikke havde til hensigt at begrænse religionsfriheden. Den var derimod fremprovokeret af at man havde forsømt at overholde de offentlige sikkerhedsbestemmelser.“

Denne sag førte igen til at der blev opmærksomhed om Jehovas navn og hans folk, selv i de højeste regeringskredse! Men hvem var det der egentlig havde villet standse stævnet? Det liberale ugeblad Il Mondo fra Rom bragte den 30. juli 1957 denne kommentar:

„Grundlovens paragraf 17 garanterer alle borgeres ret til at mødes i god ro og orden, og påpeger i stykke 1 at ’myndighederne ikke må forlange forudgående meddelelse om offentlige møder’. Desuden var stævnet i Odeon arrangeret for tilhængere af en religiøs forening, og da den omtalte sal var lejet i fire dage burde den betragtes som et privat mødested så længe kontrakten var gyldig. Således havde man ikke alene arrangeret det hele i fuld overensstemmelse med loven, men man burde endda rose arrangørerne for at de ekstra korrekt havde givet Questura meddelelse om mødet i forvejen. Trods alt er Jehovas vidner jo ikke skumle folk der har sammensvoret sig mod statens sikkerhed, og heller ikke farlige agitatorer.

Åbenbart tæller det kun meget lidt at man viser omhyggelig respekt for loven og for sine borgerpligter, når statens embedsmænd benytter sig af sikkerhedsbestemmelser fra fascismens tid for at stille ærkebiskoppen tilfreds.“ Ærkebiskoppen var Giovanni Battista Montini, den senere pave Paul VI.

En frimodig resolution

Sommeren 1958 var mindeværdig for Jehovas vidner i hele verden. Da afholdtes det store internationale stævne „Den guddommelige vilje“ samtidig på de to pladser Yankee Stadium og Polo Grounds i New York. Blandt de 253.922 tilstedeværende var der en lille gruppe italienere. Da de vendte hjem var de bristefærdige af glæde og beundring over alt det de havde set og hørt.

Stævneprogrammet fra New York blev gentaget ved tre områdestævner i Firenze, Napoli og Messina. De som var der, vil aldrig glemme den frimodige resolution med titlen „Hvordan har kristenheden svigtet hele menneskeheden?“ som blev vedtaget under stævnet.

Der var, som man kunne forvente, stor begejstring blandt brødrene, især da de hørte at resolutionen skulle uddeles i en særlig kampagne. I december 1958 fik alle forkyndere 100 eksemplarer hver som de skulle uddele, og i hele Italien blev der uddelt en halv million.

Sand frihed i San Marino

Når turister kører ad hovedvejen til San Marino, den ældste republik i verden, bliver de ved grænsen hilst med ordene „Velkommen til frihedens gamle hjemland“. Jehovas Vidners arbejde i denne uafhængige stat, som ligger helt omgivet af italiensk territorium, ledes også af afdelingskontoret i Italien.

Hvornår kom den sande frihed til dette lille land, der kun er på knap 60 kvadratkilometer? Specialpionerer begyndte at gennemgå distriktet i 1958. Over ti år senere blev der oprettet en lille gruppe på ni forkyndere. Gruppen fik status som menighed i 1971. I 1972 blev det første kredsstævne holdt i republikken, med 1700 til stede. Denne usædvanlige begivenhed gav sandelig de lokale indbyggere noget at tænke på. I dag arbejder der 81 forkyndere i menigheden, et stort antal i betragtning af at San Marino dermed har én forkynder for hver 252 indbyggere!

Neutralitetsspørgsmålet

De unge mænd i den kristne menighed har fulgt den inspirerede formaning til at ’smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’ (Es. 2:4) og har som deres personlige standpunkt valgt at bevare deres neutralitet i forhold til konflikterne i denne verden. — Joh. 17:14, 16.

Vi har allerede beskrevet broder Remigio Cuminettis „odyssé“ og alle de trængsler de unge forkyndere gennemgik i 30rne. Men den kristne neutralitet kom til at betyde endnu flere vanskeligheder efter den anden verdenskrig, da et stigende antal unge kristne mænd følte at deres samvittighed bød dem at holde sig adskilt fra verden.

De første brødre der blev stillet for retten i denne periode, fik meget hårde straffe og havde det meget svært i fængslerne. Nogle kom for retten helt op til fem eller seks gange og fik straffe der sammenlagt lød på fire års fængsel eller endnu mere. Når en ung forkynder blev løsladt fra fængselet blev han nemlig indkaldt til militærtjeneste igen og sendt tilbage til fængselet hver gang han nægtede militærtjeneste. I teorien kunne det blive ved på den måde indtil den værnepligtige var blevet 45 år gammel, hvorefter værnepligten ophører. Men når brødrene havde været igennem turen nogle få gange gav de militære myndigheder som regel fritagelse af helbredsgrunde, for ikke at gøre dem til martyrer. De blev da stemplet som nogle der led af en slags „religionsvanvid“ og blev på den måde nærmest kaldt for sindssyge.

Det kan være opbyggende for os alle at høre nogle få korte erfaringer fra nogle af de brødre der overvandt denne prøve. Ennio Alfarano, der i 1950erne blev dømt fem gange, husker hvordan det lykkedes ham at komme igennem denne svære tid:

„Jeg kom i fængsel i Gaeta. Kaptajnen prøvede at tvinge tre af os til at gøre militær honnør, og da vi alle nægtede det straffede han os ved at bagbinde os stramt på arme og ben og holde os bundne i otte timer. Det var meget smertefuldt. Ikke desto mindre holdt vi modet oppe ved at bede og ved at synge for at opmuntre hinanden; det hjalp os. Derefter var det meningen at vi skulle være på vand og brød i tre dage, men de andre brødre i fængselet fandt ud af det, og det lykkedes dem altid at skaffe os mad nok til at vi kunne klare os.“

Giuseppe Timoncini fik også fem fængselsdomme, i tiden fra 1956 til 1961. Han fortæller:

„De militære myndigheder prøvede at slå modet ned på mig ved at sige: ’Jehovas vidner plejer aldrig at kunne holde ud ret længe. Allerhøjst lader de sig dømme én gang, og så går de med til militærtjeneste bagefter.’ Jeg svarede altid at det ikke passede. Så gav de sig til at aflire en lang række navne på mænd der skulle være gået ind på at tjene i hæren. Alle navnene var selvfølgelig grebet ud af luften.

For at hjælpe mig selv til at kunne udholde indespærringen prøvede jeg at lade være med at tænke på hvornår jeg skulle løslades, og nogle gange glemte jeg faktisk helt hvor mange måneder og dage jeg havde tilbage. Jeg tror at denne periode i mit liv har været en meget nyttig og lærerig oplevelse for mig. Den har lært mig at tilpasse mig enhver situation og at være beskeden og stole endnu mere på Jehova Gud.“

Gino Tosetti, som var i fængsel i over fire år, har følgende at berette:

„Mine første dage i enecelle var meget svære at komme igennem. Jeg husker hvordan det gik i Palermo. En morgen vækkede fængselsbetjenten mig og sagde: ’Kom så op af den seng, Tosetti; der er en hel stabel brænde der skal hugges!’ Han havde sat mig til at hugge brænde hver eneste morgen indtil da, men netop den dag kunne jeg simpelt hen ikke mere. Mine hænder var så ømme og fulde af vabler at jeg ikke kunne have holdt fast på øksen.

Jeg bad om at komme til lægen. ’Du kan kun blive i sengen hvis du har feber. Hvis du ikke har feber, så vanker der!’ brølede han da han gik. Jeg forventede det værste, og bad Jehova om at hjælpe mig. Men da de så kom og tog min temperatur opdagede jeg til min forbløffelse at jeg havde over 39 grader i feber.

Jeg havde masser af muligheder for at forkynde. Engang fik jeg lejlighed til at tale med en hel gruppe på 40 soldater der stod omkring mig og lyttede i næsten to timer. Vor gode opførsel fik mange, også nogle af fængselsbetjentene, til at tage imod sandheden. En formiddag kom en soldat der havde vagttjeneste hen til mig og sagde: ’Tosetti, vil du ikke nok tilgive mig alt det jeg har gjort imod dig. Ligegyldigt hvor ond jeg har været over for dig, har du aldrig prøvet at gøre gengæld. I aftes da jeg havde vagt læste jeg jeres blad Vagttårnet, og det fik mig til at forstå en masse ting jeg aldrig før har tillagt nogen betydning. Nu vil jeg gerne have du hjælper mig med at forstå dem bedre.’

Denne unge soldat havde altid været parat til at genere mig, men nu var jeg mere end villig til at tilgive ham. Senere mistede vi kontakten med hinanden, og der gik flere år. Da jeg var kommet ud i friheden igen og engang overværede et områdestævne, kom en mand hen til mig og sagde: ’Kan du ikke huske mig? [Han sagde sit navn.] Det var mig der åbnede og lukkede fængselsportene for dig, og du plejede at tale med mig om sandheden!’ Han var nu blevet en broder. Vi slog armene om halsen på hinanden og havde tårer i øjnene.“

Efterhånden som antallet af forkyndere steg, blev både offentlighedens og myndighedernes opmærksomhed flere gange henledt på dette spørgsmål. Omsider blev der indført en lov som indebar at alle der nægtede at udføre alternativ tjeneste skulle idømmes én fængselsstraf, så vore brødre i dag kan nøjes med at tilbringe mellem 12 og 15 måneder i fængsel.

I mellemtiden er forholdene i militærfængslerne også blevet bedre. Brødrene kan nu regelmæssigt holde møder, og de har et teokratisk bibliotek som de kan bruge i deres personlige studium. De kan også afholde kredsstævner og områdestævner og endda opføre bibelske skuespil i kostumer. De har også fået tilladelse til at døbe nogle som de har forkyndt for i fængselet og som har besluttet at indvi deres liv til Jehova. Alle militærfængslerne besøges regelmæssigt af kristne ældste, der har fået denne særlige opgave.

Fra 1978 til 1980 har der årligt i gennemsnit været 500 unge brødre i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet. Indtil dato har sammenlagt adskillige tusind Jehovas vidner vist deres standpunkt og bevaret en ren samvittighed over for Jehova Gud i denne henseende. I december 1980 bekendtgjorde forsvarsministeren i en landsdækkende TV-udsendelse at man var ved at forberede et lovforslag som yderligere skulle forbedre vore brødres stilling. Under interviewet sagde han at Jehovas vidner er „anstændige mennesker“ og erklærede at den nye lov ville betyde at „staten vil vise respekt for alle religioner“.

Vore unge forkynderes standpunkt i forbindelse med kristen neutralitet har yderligere forøget Jehovas tjeneres anseelse. Avisen Il Corriere de Trieste skriver for eksempel:

„Man må beundre Jehovas Vidner for deres fasthed og sammenhold. I modsætning til andre trossamfund er de så enige som folk betragtet at de ikke kan bede til den samme Gud gennem den samme Kristus og samtidig velsigne to stridende parter i en konflikt og heller ikke kan sammenblande politik og religion for at tækkes landets statsoverhoved eller de politiske partier. Sidst men ikke mindst er de rede til at se døden i øjnene hellere end at gå imod den mest grundlæggende forudsætning for menneskets frelse, nemlig budet du må ikke slå ihjel!“

Stævnet „En evigvarende god nyhed“

Stævnet „En evigvarende god nyhed“ var endnu en vigtig milepæl i vor historie. Det var dog ikke muligt at holde dette stævne i Rom. I 1963 havde den katolske kirke besluttet at afholde sit andet Vatikankoncil, og en regeringstalsmand sagde med rene ord til Selskabets udsending at man ikke fandt det hensigtsmæssigt at give et ikke-katolsk trossamfund lov at holde kongres i Rom på samme tid. Rom ville være lukket område for ikke-katolikker i 1963, sagde han. De kunne nok få lov til at besøge byen som turister, men kollektivt måtte de ikke markere deres tilstedeværelse.

Vi afholdt derfor det ottedages internationale stævne i Milano på cykelbanen Velodromo Vigorelli. Det var noget helt nyt for brødrene i Italien at skulle organisere så stort et stævne, hvor man regnede med omkring 20.000 deltagere. Ved dette stævne søgte man for første gang i Italien logi i private hjem; omkring 6000 brødre fik et sted at sove på denne måde. Præsternes propaganda imod stævnet førte til at flere som havde givet tilsagn om logi, trak deres tilbud tilbage. Men der var også opmuntrende oplevelser. En præst sagde at de der viste Jehovas vidner gæstfrihed, gjorde en god gerning i menneskehedens tjeneste.

Der kom deltagere til stævnet fra hele 52 lande. Tilskuerpladserne var delt i fire sektioner, en fransk, en italiensk, en portugisisk og en spansk, så programmet kunne fremføres på disse sprog samtidig. Der blev også afholdt mange møder på engelsk. Ved slutningen af programmet onsdag eftermiddag hørte de forsamlede til deres store glæde broder Knorr fortælle at Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter nu kunne fås på alle de fire sprog der var repræsenteret ved stævnet, og på tysk og hollandsk!

Nogle få af de 70 der havde været til stede ved det første stævne i Pinerolo i 1925, var også med nu ved denne mindeværdige lejlighed. Man kan forestille sig hvilken uforglemmelig oplevelse det har været for dem at være blandt de 20.516 der hørte det offentlige foredrag.

Da stævnet var forbi havde ingen lyst til at rejse hjem; brødrene fra forskellige lande fandt det trist at afskedens time var kommet, og de var længe om at sige farvel. Mange af os husker endnu hvordan de spanske og portugisiske brødre sad på trinnene og vinkede farvel til deres brødre med hundreder af lommetørklæder.

Afdelingstilsynsmænd

Da broder Joseph Romano ankom til Italien i 1947, blev han udnævnt til afdelingstilsynsmand, en opgave han beklædte til maj 1954. Fra 1954 til 1960 havde broder Anthony Sideris denne post, hvorefter broder Romano afløste ham en tid. I 1964 blev Valter Farneti afdelingstilsynsmand. Du husker måske at broder Vannozzi mange år forinden havde besøgt menigheden i Faenza og efter besøget skrevet i sin rapport: „Lad os håbe at nogle af disse unge en dag vil melde sig i rækkerne af dem der udfører denne privilegerede tjeneste [pionertjenesten].“ En af disse unge var broder Farneti. Efter at have tjent som områdetilsynsmand overværede han et timåneders kursus på Vagttårnets bibelskole Gilead og blev derefter udnævnt til afdelingstilsynsmand. Han er i dag koordinator i afdelingskontorets udvalg.

To bøger der medvirkede til fremgangen

Kunne man tænke sig noget bedre middel til fremme af arbejdet end vores egen oversættelse af Bibelen sammen med en lille håndbog der forklarede Bibelen i et letfatteligt sprog? Det kan i sandhed siges at Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter og bogen Sandheden der fører til evigt liv kom i rette tid til at undervise de sande tilbedere.

Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter var udkommet på italiensk i 1963, og allerede dét betød et stort fremskridt, men Guds tjenere havde selvfølgelig behov for at få en oversættelse af hele Bibelen.

Det var derfor til stor begejstring for brødrene da de hørte at hele Ny Verden-oversættelsen nu var udkommet på italiensk! Den første sending, der ankom i foråret 1968, blev revet væk, fordi der var en særlig kampagne med uddeling af disse bibler i juni måned. Siden da er der blevet afsat over 1.700.000 af dem. Guds folk har nu fuld enhed i tale når de priser Ham der står bag denne bog, og underviser retsindige i dens lære.

Sandheden der fører til evigt liv kan med fuld ret kaldes „den rette bog i rette tid“. Det var ved sommerstævnerne i 1968 at dens udgivelse blev bekendtgjort, og menighederne kunne få den i løbet af efteråret. Denne bog, hvoraf der i 1982 allerede var afsat over 4.200.000 på italiensk, har i sandhed medvirket til at sætte yderligere fart i fremgangen for Rigets gerning.

Det internationale stævne „Fred på jorden“

I sommeren 1969 blev der afholdt endnu et åndeligt festmåltid i Rom: Det internationale stævne „Fred på jorden“. Brødrene i Spanien, som dengang ikke havde frihed til at mødes i deres eget land, var også til stede. Det italienske program blev præsenteret i det smukke Palazzo dello Sport, mens det spanske program blev afholdt i Palazzo dei Congressi, hvor stævnet „Det triumferende rige“ havde fundet sted i 1955.

Der kom deltagere fra 35 lande, og 25.648 overværede det offentlige foredrag. Antallet af døbte var 2212. Ingen havde drømt om at der ville være så mange dåbskandidater. Det var et tegn på at en stor vækst kunne ventes.

Pressen gav stævnet usædvanlig stor dækning. Dagbladet Roma skrev den 15. august 1969 i sin rapport om dåben: „Alting [foregik] i en atmosfære af dyb fred og ro, i så høj grad at de carabinieri der var sendt derhen for at tage sig af uventede situationer — himmelen må vide hvilke — så ud som om de absolut ikke hørte hjemme. Når man så al denne orden og tålmodighed i går formiddag, kunne man ikke lade være med at tænke at hvis der var flere Jehovas vidner i Italien, ville mange ting være en hel del nemmere — for eksempel at komme på en bus, at komme til ved en skranke, at stå i kø ved et stadion eller for den sags skyld at komme igennem trafikken på en helligdag.“

Arbejdet i Libyen

Libyen, hvis nordgrænse udgøres af Middelhavet, er et vidtstrakt land der er næsten helt dækket af ørken. Det har en befolkning på knap 2.500.000, for det meste muslimske arabere. Før den anden verdenskrig var landet under italiensk styre og havde en blomstrende koloni af italienere. Men ved slutningen af 1960erne var næsten alle italienere blevet tvunget ud af Libyen.

Jehovas Vidners arbejde begyndte i april 1950, da Michel Antonovic ankom til Tripoli fra Egypten i medfør af sit verdslige arbejde. Hans forkyndelse begyndte snart at bære frugt, især blandt italienerne. Man besluttede derfor i januar 1953 at lade tilsynet med arbejdet i dette land overgå fra Egypten til Italien. Arbejdet gjorde fremskridt, men der opstod også problemer. Der skete arrestationer, der blev ført retssager, bøger og blade blev konfiskeret, og så videre.

I 1957 blev der indsendt ansøgning om at få arbejdet juridisk anerkendt, men det blev nægtet som følge af falske beskyldninger, deriblandt nogle påstande om at vi var et hemmeligt selskab der havde forbindelse med den zionistiske bevægelse. Men alligevel gjorde arbejdet stadig fremskridt, indtil der i 1959 var 89 forkyndere og en specialpioner. Snart efter begyndte det at gå tilbage, fordi myndighederne udviste mange af brødrene, som nu blev tvunget tilbage til Italien.

I 1964 blev arbejdet forbudt, og efter en ændring i styret der fandt sted i 1969, måtte næsten alle italienere, deriblandt de tilbageværende brødre, forlade landet. Vi kan således sige at arbejdsmarken i Libyen fra først af bar den fineste frugt, men at fremtiden nu ligger i Jehovas hænder.

Et nyt betelhjem bygges

Da broder Knorr i 1968 besøgte afdelingskontoret i Italien, gav han brødrene besked på at finde en byggegrund der ville egne sig til opførelsen af et nyt betelkompleks. I den nordøstlige udkant af Rom fandt man et usædvanlig velegnet stykke jord. Grunden lå lige i nærheden af „Solvejen“ (Autostrada del Sole), Italiens vigtigste motorvej, og der var derfor gode muligheder for transport.

For at få byggetilladelse indsendte man tegninger til Roms kommune, men der opstod problemer fordi den teokratiske organisation endnu ikke var officielt anerkendt af staten. I 1969 hørte lederne af kommunens byplanlægning imidlertid at der havde været over 25.000 til stede ved vores internationale stævne. Det overbeviste dem om at dette samfund var kommet for at blive og at det ikke kunne ignoreres. I marts 1971 fik man omsider byggetilladelse, og arbejdet gik øjeblikkelig i gang. Byggeriet gennemførtes næsten udelukkende af brødre, og i foråret 1972 stod den treetages bygning med kælder fuldt færdig.

Det nye betelhjem blev indviet den 27. maj 1972. Dagen efter holdt broder Knorr foredraget „Et hus til åndelig undervisning“ for 15.700 forsamlede på Flaminio stadion. Mange af disse brødre kom på besøg på det nye betelhjem og var lykkelige over at se hvordan Jehova havde velsignet arbejdet i Italien.

Stævnet „Guds sejr“

„Guds sejr“ var det opflammende tema på landsstævnet i august 1973, som holdtes på Flaminio stadion. De 30.000 forkyndere i Italien erfarede til deres begejstring at der kom 57.000 til stævnet. Stævnepladsen var tæt pakket med tilhørere, og denne kolossale menneskemængde var i sig selv et klart vidnesbyrd om den store indsamling der fandt sted. Ved dåben symboliserede 3366 deres indvielse til Jehova; det var den største dåbshandling der nogen sinde havde fundet sted i Italien.

Presseomtalen i aviserne fyldte omkring 60.000 spaltemillimeter; man kunne læse om „en usædvanlig stor menneskemængde“ og om Jehovas Vidners „fantastiske vækst“.

I avisen Il Messaggero stod der den 11. august 1973: „Alle disse troende, så unge, så nidkære, så ivrige, og så fyldte med broderkærlighed . . .“

Il Tempo for den 14. august 1973 havde denne kommentar: „I en verden hvor institutioner falder fra hinanden og flere og flere opstiller deres egen moral og deres egen religion, er det interessant at se mennesker med så forskellig erhvervsmæssig og kulturel baggrund samlet i fuldkommen harmoni for at udbrede deres tro på den sikre vej til fælles frelse.“

Jehova velsigner sit folk

’Jehovas velsignelse er over hans folk,’ sagde salmisten. (Sl. 3:8) Husker du den lille gruppe på 120 forkyndere i 1946? Efter en langsom og besværlig start er disse loyale tilbedere blevet velsignet, og de har nu været deltagere i et høstarbejde der år for år har givet endnu rigeligere udbytte. Vi bringer her i årbogen nogle oversigter der viser den fantastiske vækst Jehovas folk har set, især efter midten af tresserne. I 1980 var der 84.847 forkyndere i Italien, i juni 1981 var tallet steget til 90.191, og i maj 1982 var det nået op på 97.580.

Tallene på disse oversigter fortæller ikke bare om den vækst der er sket, men antyder også hvilke gode udsigter der er til fremtidig vækst.

De 1421 menigheder der er i øjeblikket, er organiseret i 88 kredse og 5 områder. En pålidelig statistik viser også at Jehovas Vidner er det største ikke-katolske trossamfund i landet. Men rent bortset fra al statistik ved vi at det der tæller er at vi får Jehovas godkendelse og velsignelse. — Ordsp. 10:22.

Bladene bliver trykt på Betel

Da antallet af forkyndere og abonnenter på bladene blev ved med at stige, var der behov for større og større oplag af Vagttårnet og Vågn op! på italiensk. På et tidspunkt blev bladene sendt direkte fra Brooklyn. Fra 1969 blev de en overgang trykt på Selskabets trykkeri i London. Fra april 1971 blev de trykt på det schweiziske afdelingskontor. Men alt dette voldte nogle problemer. Fra juni 1972 blev Vagttårnet og Vågn op! så trykt af et verdsligt firma i Rom. Denne ordning var heller ikke særlig tilfredsstillende, for der opstod strejker og andre vanskeligheder som ofte forsinkede oplagene.

På baggrund af denne situation begyndte Selskabet at tænke på at få installeret en rotationstrykkemaskine på Betel i Rom. Og som tænkt, så gjort. I slutningen af 1975 kunne trykkeriet på Betel i Rom omsider begynde at fremstille bladene selv. De første numre der kom færdige ud af denne trykkemaskine var Vågn op! for 22. januar 1976 og Vagttårnet for 1. februar 1976.

I tjenesteåret 1981 blev der trykt over 21.500.000 blade i Italien. Det gennemsnitlige oplag af Vagttårnet nåede op på 650.000, og oplaget af Vågn op! på 575.000.

Gadearbejde med bladene

Indtil 1974 havde forkynderne i Italien kun spredt blade fra hus til hus, ikke på offentlige gader og pladser. Af hvilken grund? Du husker at brødrene havde været nødt til at føre over 100 retssager for at fastslå deres ret til at forkynde den gode nyhed. Der fandtes ingen lov mod at tilbyde bladene på gaden, men Selskabets juridiske rådgivere mente det var bedst at vi gik frem skridt for skridt. Vi ville begynde med at vinde hævd for vores ret til at forkynde fra hus til hus; derefter kunne vi udvide vores virke.

Efterhånden som arbejdet begyndte at skride godt fremad i hele landet, fandt man at tiden var inde til denne udvidelse. Men før der blev givet grønt lys for gadearbejde i hele landet, blev der gennemført en forsøgskampagne i nogle få større byer, for eksempel Milano, Firenze og Napoli. Da resultaterne var ualmindelig gode og der ikke opstod nogen problemer, blev der i Rigets Tjeneste for november 1975 givet vejledning om hvordan man inden for rammerne af landets lov kunne tilbyde bladene på gaden. Fra da af har man udført denne form for tjeneste i alle dele af Italien.

Organisationen får juridisk anerkendelse

Allerede i 1951 gjorde vi et forsøg på at få myndighedernes anerkendelse af vores organisation. Vi oprettede en forening i Milano og indsendte ansøgninger om juridisk anerkendelse af denne. Men den 11. februar 1953 fik vi afslag fra Milanos prefettura (provinsstyre) med den begrundelse at „de nødvendige forudsætninger for imødekommelse af anmodningen“ manglede. Hvad var det for „nødvendige forudsætninger“ den juridiske anerkendelse skulle afhænge af? Loven sagde at to betingelser skulle være opfyldt: (1) Trossamfundet skulle være „kendt“ af regeringen, og (2) dets formål måtte ikke stride mod lov og orden eller mod den offentlige anstændighed.

Sidst i 1950erne ansøgte vi hos indenrigsministeriet, men igen uden held. Hovedårsagen var at man i regeringskredse ikke havde særlig godt kendskab til vores organisation, og at vi ofte blev sat i et dårligt lys. Den advokat der førte sagen for os, skrev at „den manglende tradition for åndsfrihed“ i Italien stadig var mærkbar.

Der gik adskillige år. Under Guds hellige ånds ledelse gik Jehovas Vidners arbejde fremad, og brødrene blev kendt i landet for deres høje moral. I februar 1976 indsendte man fornyet ansøgning, og omsider blev den godkendt. I juni samme år blev afdelingskontoret underrettet om afgørelsen — Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania var nu juridisk anerkendt.

Nye muligheder åbnede sig dermed. I slutningen af 1976 fik vi statens tilladelse til at indstille nogle ordets tjenere til at blive autoriserede vielsesforrettere. Og i 1976 og 1979 blev der udstedt to ministerille bekendtgørelser om at vore heltidstjenere skulle have adgang til samme sygesikring og samme pensionsordninger som „præster“ i almindelighed. For nylig er der blevet truffet aftale om at et antal tilsynsmænd kan komme på fængselsbesøg hos indsatte som måtte bede om råd og hjælp fra Jehovas Vidner.

Anerkendelsen af Watch Tower Society betyder at man nu kan lade fast ejendom indregistrere i dette selskabs navn, og mange menigheder køber eller bygger nu deres rigssale i Selskabets navn. Tidligere var næsten alle rigssale lejede. Kun de færreste ejedes af Jehovas Vidner, og menighederne måtte lade en eller flere af brødrene stå som formelle lejere.

Der er nu to stævnehaller i Italien. Den første, i Milano, blev indviet i oktober 1977. Det er en tidligere biograf som er blevet istandsat og ombygget til vore formål. Den anden ligger i udkanten af Torino og blev specielt bygget til formålet; den blev indviet i maj 1979.

Siden organisationen officielt blev anerkendt at den italienske regering, har Jehovas Vidner kunnet virke med langt større frihed, og der bruges nu bedre og bedre midler til fremme af den rene tilbedelse.

Radio- og TV-programmer

Der findes 3000 indregistrerede radiostationer og 600 TV-stationer i Italien, foruden de landsdækkende programmer. I 1976 begyndte vi at gøre mere brug af disse private stationer til fremme af den gode nyhed. I dag er der 280 radiostationer og 30 TV-stationer der gratis bringer vore programmer. Med henblik på TV-programmer forsyner afdelingskontoret brødrene med dispositioner til samtaler eller interviews og med billedmateriale fra de lysbilledserier kredstilsynsmændene ellers fremfører. Indtil nu har vi bragt næsten 200 forskellige radioprogrammer og 50 forskellige TV-programmer.

De rapporter vi modtager, tyder på at resultaterne er vældige gode. Programmerne kan bringe øjeblikkelige resultater, som det var tilfældet i Oristano på Sardinien, hvor 15 personer engang bad om at blive besøgt af Jehovas vidner hjemme hos dem selv. I tre byer i provinsen Salerno er omkring 35 forskellige begyndt at studere Bibelen med os efter at have hørt vore udsendelser. En tilsynsmand rapporterer: „I provinsen Ragusa [på Sicilien] gik en forkynder fra hus til hus og mødte en mand der sagde: ’Jeg ventede på at De skulle komme. Jeg følger med i Deres program hver torsdag, og jeg var sikker på at De ville komme på besøg før eller siden.’ Han modtog tilbudet om et bibelstudium.“

Selvfølgelig kommer resultaterne ikke altid med det samme, men takket være disse udsendelser har mange mennesker i visse dele af distriktet fået et bedre syn på Rigets budskab, og når forkynderne kommer er beboerne langt mere lydhøre.

Kampagnen med ’Blodbrochuren’

I Italien kom spørgsmålet om blodtransfusion i forgrunden i 1960erne. På det tidspunkt regnede lægerne blodtransfusioner for at være uundværlige i mange tilfælde, og de tænkte ikke meget på den dermed forbundne risiko. Det var derfor meget svært at finde læger der var villige til at operere uden blod, og forkynderne måtte ofte rejse fra by til by for at finde en kirurg. Når der opstod et akut tilfælde var aviserne fulde af skriverier der nærmest udgjorde en pressekampagne imod os. I disse tilfælde blev vore brødre udsat for stærkt fjendskab i visse områder.

I midten af 1970erne var situationen ved at bedres, idet flere og flere læger begyndte at forstå vores synspunkt. Men efter december 1977 skete der en helt tydelig forbedring. Hvorfor? Fordi vi i denne måned gennemførte en landsdækkende kampagne med brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod. I Italien blev brochuren uddelt til 87.000 læger, 48.000 advokater og dommere, og omkring 200.000 sygeplejersker. Resultaterne af kampagnen var meget positive og oversteg langt vore forventninger.

Først og fremmest var Jehovas navn blevet renset for mange af de beskyldninger man havde rettet mod det fordi vi standhaftigt ’afholder os fra blod’. (Apg. 15:19, 20, 28, 29) For det andet havde brødrene også selv fået en bedre forståelse af det grundlæggende i spørgsmålet, og de følte sig nu mere sikre når de havde kontakt med læger. Ydermere havde vi fået kontakt med mange flere læger som var villige til at respektere vores overbevisning.

Konferencer angående blodtransfusion

Brochuren vakte så stor interesse at der efter uddelingen blev afholdt flere kongresser hvor eksperter gennemdrøftede spørgsmålet. Den 21. februar 1978 holdt man på det kendte „Carlo Erba-institut“ i Milano en konference med temaet „Kirurgi, blodtransfusion og Jehovas Vidner“. Konferencen, hvor den verdensberømte forsker professor Carlo Sirtori var ordstyrer, fik som resultat at mange udtrykte forståelse af vort standpunkt.

Den 21. april 1979 afholdt det retsmedicinske institut ved universitetet i Siena endnu en konference. Temaet var: „Voksne Jehovas vidners stilling i forhold til forfatningen når de vægrer sig ved blodtransfusion.“ Mødet blev åbnet af professor Mauro Barni, som var leder af det retsmedicinske institut og tidligere rektor ved universitetet. Han sagde:

„Det grundlæggende af de spørgsmål der skal afgøres, er hvad vi skal mene om en læge der beslutter at give blodtransfusion til en patient der er et Jehovas vidne, når denne udtrykkelig nægter at modtage blod. Etisk set er der ingen tvivl om at denne handling fra lægens side er uacceptabel, og i hvert fald sorterer den under straffelovens paragraf 610, der handler om brugen af vold og tvang for at gennemføre noget som en anden udtrykkelig vægrer sig ved.“

Den 7. juli 1979 afholdt det lokale hospital i den lille by Ripatransone i provinsen Ascoli Piceno (i Midtitalien) en høring om emnet „Blodtransfusion og alternativ behandling“. En af hovedtalerne, dr. Cesare Buresta, omtalte resultaterne af over 240 operative indgreb der med godt resultat var foretaget uden brug af blodtransfusion. Tidsskriftet Panorama havde den 23. juli 1979 denne kommentar:

„I mange år er de blevet afvist af hospitaler, skyet af læger, overladt til sig selv, ført bag lyset, og fordømt. . . . men takket være udviklingen af ny, alternativ teknik, ser det ud til at Jehovas vidner, et af de mest aktive og velorganiserede religiøse mindretal der virker i Italien, . . . i dag er ved at nærme sig afslutningen på deres lange mareridt. . . . Ifølge dr. Buresta gør disse [alternative] fremgangsmåder det nu muligt at operere uden blod i 99 procent af alle tilfælde. Resultaterne af denne forskning vil medføre betragtelige fordele.“

Vi havde aldrig drømt om at møde så stor forståelse af vort standpunkt angående blodtransfusion, efter den hårde pressemodstand der havde varet ved i så mange år. Jehovas tjenere er taknemmelige over at Han har velsignet uddelingen af brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod.

Stævnet „Den sejrende tro“

Den mægtige menneskemængde der samledes til stævnet „Den sejrende tro“ var et uafviseligt vidnesbyrd om at troen på den sande Gud havde sejret over modstand i de foregående år. I 1978 blev det nødvendigt at afholde to stævner for at have plads til alle brødrene, ét i Milano og ét i Rom. Sammenlagt kom der 111.320 til stævnerne.

Et højdepunkt i antallet af stævnedeltagere nåede man i 1982, da 147.014 overværede de 21 områdestævner med temaet „Sandheden om Guds rige“.

Pionererne en stor hjælp

Overbevisningen om at Jehova ikke glemmer vort arbejde og den kærlighed vi har vist over for hans navn, har opmuntret mange til at tjene ham i endnu højere grad. (Hebr. 6:10) I 1946 var der kun én pioner i hele landet. Efterhånden som årene gik, steg antallet af dem der havde del i denne skønne tjeneste. I 1980 var der over 500 specialpionerer. I juni 1982 nåede man et nyt højdepunkt på 2629 almindelige pionerer. I maj 1982 var 16.187 forkyndere hjælpepionerer.

Det største antal specialpionerer har fået tildelt distrikt på øerne Sicilien og Sardinien, hvorfor der også sker glimrende fremskridt på disse to øer. På Sicilien er der syv kredse og 125 menigheder. På Sardinien, hvor arbejdet kom i gang lidt senere, er der tre kredse og 53 menigheder, på trods af at denne ø er mere tyndt befolket. Takket være pionerernes arbejde er 99 procent af hele landets distrikt tildelt en menighed, og det gennemarbejdes regelmæssigt. Den sidste procent gennemgås fra tid til anden.

Brødre i nødens stund

Da Italien ligger i en jordskælvszone er det ikke overraskende at de fleste naturkatastrofer landet har oplevet, har været jordrystelser. I maj 1976 hærgede et jordskælv området omkring Friuli ved den østrigsk-jugoslaviske grænse, en katastrofe hvor næsten 1000 mennesker mistede livet og mange tusind boliger blev ødelagt. Mange Jehovas vidner mistede deres bolig, men ingen blev dræbt eller kom alvorligt til skade. Straks efter katastrofen gik brødrene i de nærliggende områder i gang med at sørge for de vigtigste fornødenheder til dem der boede i jordskælvsområdet.

Det jordskælv der ramte et stort område i Syditalien søndag den 23. november 1980 klokken 19.34, var en endnu større katastrofe. Rystelserne kunne mærkes i hele landet. Meldinger fra områderne Campania og Basilicata fortalte om tusinder af døde og sårede og hele byer der var jævnet med jorden. I området var der 130 menigheder, og ifølge optegnelser på afdelingskontoret var der omkring 8500 forkyndere plus 4500 interesserede, i alt omkring 13.000.

I begyndelsen var der stor bekymring over hvad der kunne være sket med dem. Men allerede om morgenen efter katastrofen havde afdelingskontoret fået nøjagtige oplysninger. Ingen af Jehovas vidner eller de interesserede var blandt de døde eller sårede! Vi var selvfølgelig meget bedrøvede over de mange dødsfald og de mange lidelser blandt dem der overlevede, men det var en stor befrielse at høre at alle vore brødre var i live.

Forkynderne i det ramte område viste stor tillid til Jehova i disse kritiske øjeblikke hvor jorden begyndte at skælve og husene omkring dem svajede. Den samme tillid viste de bagefter da de skulle udholde vinterens kulde og mange strabadser. Flere menigheder var i gang med deres møde da jordskælvet indtraf. En ældste fra menigheden i Eboli (Salerno) fortæller:

„Vi havde lige indledt vagttårnsstudiet, da vi pludselig følte gulvet i rigssalen ryste voldsomt, samtidig med at væggene og loftet svajede fra side til side og slog faretruende revner. I nogle få sekunder var vi alle som forstenet, og før vi vidste det kom der endnu en kraftig rystelse. Vi troede husets flere etager ville styrte ned over os. Disse frygtelige sekunder var de længste vi nogen sinde har oplevet!

Som studieleder vidste jeg at jeg måtte træffe en hurtig afgørelse for at beskytte de tilstedeværende. Men hvad skulle vi gøre? Vi kunne enten blive sammen i salen hvor vi var, eller gå udenfor. Jeg bad intenst til Jehova om ledelse til at træffe den rette afgørelse. Så huskede jeg at brødrene i Gemona i Friuli nogle få år tidligere havde været i en lignende situation. Jeg opfordrede brødrene til at blive inde i salen mens jeg bad en bøn. Ingen af de 130 løb ud eller viste tegn på panik. Så fortsatte vi vagttårnsstudiet i tillid til Jehova, mens hele byen udenfor var i vild forvirring.

Vi afsluttede mødet med en oprigtig takkebøn, og mange af de tilstedeværende græd af taknemmelighed fordi vi så tydeligt var blevet beskyttet. Hvor var vi lykkelige over at have været lydige mod apostelen Paulus’ formaning i Hebræerbrevet 10:24, 25! Ved lydighed mod denne befaling havde vi reddet livet! Vi satte os øjeblikkelig i forbindelse med vore brødre i nabobyen, hvor der havde været 50 til stede ved mødet. De var også raske og uskadte, mens husene hele vejen rundt var svært beskadigede; og byens to største kirker var delvis ødelagt.“

En tilsynsmand fra menigheden i Bellizzi (Salerno) husker: „Fem minutter efter mødets afslutning befandt vi os pludselig midt i et mareridt. Der var vildt oprør i rigssalen. En eller anden råbte: ’Jehova, frels os!’ Jeg råbte til brødrene: ’Forhold jer rolige, gå ikke ned ad trappen!’ Vi blev alle reddet.“

Brødrene i jordskælvsområdet var alle parate til at hjælpe hinanden, og forkyndere i hele landet og i andre europæiske lande holdt sig ikke tilbage fra at hjælpe med penge, tøj og andre fornødenheder. Vi oprettede et nødhjælpscenter for at kunne sende forsyningerne hen hvor der var størst behov. Selskabets første lastbiler læsset med fødevarer, telte, tæpper og tøj nåede frem allerede aftenen efter jordskælvet.

„Det var forbløffende for brødrene at se hvor hurtigt den nødvendige hjælp ankom,“ siger en rejsende tilsynsmand fra området. Han fortæller også: „Vi oprettede straks vores eget køkken, hvor søstrene lavede mad som blev uddelt til vennerne hver dag. De andre indbyggere i byen havde endnu ikke fået hjælp, så de måtte klare sig som de bedst kunne. Vore brødre var selvfølgelig ikke selviske, så de delte ud af deres mad til mange som ikke var Jehovas vidner. Da vi kom med hjælpeforsyninger til landsbyen Montella, fik mange familier der boede i nærheden af brødrene, også pasta, ris, olie, sukker, brød og mælk, og deres børn fik kiks.“

I den måned hvor katastrofen indtraf, nåede vi et nyt højdepunkt på 86.192 forkyndere i landet, hvilket betyder at brødrene i jordskælvsområdet bidrog til væksten ved at vise en enestående nidkærhed for Herrens gerning. Vi er taknemmelige for den kærlighed som disse brødre har mødt hos medtjenere fra mange forskellige lande, hvor man ikke alene har sendt materiel hjælp men også har husket de nødstedte brødre i bøn. Vi takker Jehova fordi han kom os til hjælp i nødens stund. — Sl. 54:6.

Oneda-sagen

Den 5. juli 1980 indtraf imidlertid en anden slags „jordskælv“ som satte sindene i bevægelse i hele landet: et kristent ægtepar blev arresteret og sat i fængsel, anklaget for intet mindre end at have dræbt deres førstefødte, en pige på to og et halvt år. Hvordan var dette muligt?

De hårdt prøvede forældre var Guiseppe og Consiglia Oneda fra en lille landsby ikke langt fra byen Cagliari på Sardinien. Deres lille pige led af en sjælden sygdom, talassæmi, der trods alle moderne behandlingsmetoder uundgåeligt medfører døden. Barnet var indlagt til behandling på en børneklinik ved universitetet i Cagliari; men da forældrene lærte Bibelens sandheder at kende, underrettede de klinikken om at de ikke længere kunne billige at barnet fik blodtransfusioner. Da skred formynderretten ind og påbød at pigen skulle have blodtransfusioner og pålagde klinikken at give hende dem. Efter nogen tids forløb holdt lægerne imidlertid op med at give hende blod, idet forældrene tog sig af hende og sørgede for at hun fik enhver mulig form for alternativ behandling.

På grund af sygdommens alvorlige karakter døde den lille pige. Straks efter hendes død blev forældrene arresteret og fængslet. Næsten to år senere, nærmere betegnet den 10. marts 1982, blev den uretfærdige og absurde dom afsagt: 14 års fængsel for overlagt manddrab. Uretfærdig fordi forældrene klart havde givet udtryk for at de ikke kunne billige at barnet fik blodtransfusioner og fordi ansvaret for denne behandling derefter af domstolen var blevet overgivet til klinikken. Og absurd fordi forældrene havde gjort alt hvad de kunne for at give barnet en alternativ behandling.

Efter at dommen var afsagt uddelte forkynderne med stor nidkærhed et millionoplag af en traktat med titlen „En uretfærdighed som truer Deres frihed“, med det formål at henlede myndighedernes og offentlighedens opmærksomhed på dette alvorlige eksempel på undertrykkelse af religionsfriheden. Traktaten blev også sendt til alle dommere og parlamentsmedlemmer. Desuden skrev forkynderne i titusindvis af breve til de ledende øvrighedspersoner i landet.

Resultatet var at der blev aflagt et magtfuldt vidnesbyrd om blodspørgsmålet. Nogle som læste traktaten, bad om at få et bibelstudium. Mange sagførere, dommere og politikere skrev breve til afdelingskontoret hvori de kritiserede dommen. Retspræsidenten ved en afdeling af kassationsretten skrev: „Det synes klart at dommen er streng i sammenligning med de alt for mange retssager hvor det lykkes virkelige forbrydere, . . . ved at være angergivne, hvad enten dette er ægte eller påtaget, at opnå latterligt milde domme.“

Aviserne kritiserede også den strenge dom. Stampa Sera skrev den 24. maj 1982: „Fjorten års fængsel til et forældrepar der i lydighed mod den religiøse tro de har antaget, ikke har kunnet gå med til at give deres elskede datter blodtransfusioner, forekommer at være en uretfærdighed.“

Avanti! erklærede den 24. marts 1982: „Tvivlen om at det i virkeligheden ikke er et misrøgtet forældreansvar, men en trosretning slaget er rettet imod, rejser sig som et truende spøgelse, en foruroligende mistanke om intolerance og ufordragelighed . . .“

Dommen blev straks appelleret. I mellemtiden har de ydmyge forældres lidelser og trofaste udholdenhed tilskyndet forkynderne til at aflægge et endnu større vidnesbyrd.

Afdelingskontoret må udvides

Da det nye afdelingskontor blev indviet i foråret 1972, kunne ingen forestille sig at det allerede fire år efter ville være for lille. Dengang var der omkring 25.000 tilbedere af den sande Gud i landet, men i 1976 var bygningen blevet for lille til at vi kunne sørge for alle forkynderne — antallet var vokset helt op til 60.000!

I 1975 og 1976 købte vi to stykker jord der stødte op til vores oprindelige grund, så vi nu i alt havde 14 hektarer til rådighed. Men byplanmyndighederne i Rom gav os kun lov til at bygge en enkelt landbrugsbygning på den nye grund. Vi ansøgte om dispensation, og i mellemtiden bad vi om tilladelse til at bygge en lille landbrugsejendom med kostald og lader for at kunne forsyne betelfamilien med landbrugsprodukter. Arbejdet med dette blev påbegyndt i 1978, og den lille „bondegård“ var færdig i foråret 1980.

I oktober 1979 fik vi omsider tilladelse til at bygge et nyt betelhjem samt en stor bygning til trykkeriet. Vi begyndte omgående at bygge, og arbejdet blev udført udelukkende af brødre og søstre. Omkring tusind forkyndere tilbød gratis deres arbejdskraft. I oktober 1980 stod trykkeriet færdigt, og der blev installeret tre M.A.N.-rotationstrykkemaskiner og et bogbinderi.

Den nye betelbygning blev færdig i foråret 1982. Den rummer 70 komfortable værelser, en spisestue, et køkken, en stor rigssal og andre nødvendige lokaler. Den 24. april 1982 blev de nye bygninger indviet til Jehova ved et særligt møde. Hovedtaleren var Milton Henschel fra det styrende råd. Husker du at broder Henschel i 1947 kom til Milano sammen med broder Knorr i anledning af det første stævne efter krigen?

Der var i sandhed sket store ting i de mellemliggende 35 år! Indvielsesprogrammet blev holdt i den nye rigssal og blev via telefonnettet overført til mødelokaler i seks andre byer: Rom, Novara, Ascoli Piceno, Napoli, Syrakus og Cagliari. Det var første gang Jehovas Vidner i Italien lod et mødeprogram overføre via telefonnettet.

I øjeblikket er der 133 i betelfamilien — en lykkelig familie der er glad for at betjene deres medkristne. Nogle af dem arbejder i landbruget for at dække familiens materielle behov, mens andre for eksempel arbejder i forsendelsesafdelingen, hvor de er travlt optaget af at afsende bøger, blade og andre vigtige forsyninger til menighederne.

Forsyninger til menighederne

På et tidspunkt havde vi svært ved at skaffe bøger og blade frem til de fjerneste menigheder til tiden, blandt andet på grund af strejker og forsinkelser af posten. En kredstilsynsmand fortæller: „Under et besøg i en menighed på Sicilien gik jeg fra hus til hus sammen med en søster. Jeg syntes lige jeg måtte sige til hende at de blade hun afsatte var to måneder for gamle. Men søsteren svarede at det var de nyeste blade menigheden havde fået.“

På grund af den slags forsinkelser har Selskabet anskaffet fire lastbiler, som nu tager sig af det meste af udbringningen. En af dem, som også har anhænger, kan klare 34 tons, og den bruges også til afhentning af bøger fra Selskabets trykkeri i Wiesbaden i Tyskland. Menighedernes forsyninger afleveres i 120 centrale depoter som findes spredt over hele halvøen og på øerne Sicilien og Sardinien. Fra disse depoter fordeles bøger og blade til de lokale menigheder. Denne ordning betyder at menighederne får den nødvendige åndelige føde til tiden, samtidig med at udgifterne er langt mindre.

Taknemmelige for Guds beskyttelse

Dette var historien om Jehovas Vidners gerninger i Italien i nyere tid. Æren for alt det der er blevet udrettet i disse år, tilkommer intet menneske. Skønt vi har nævnt mange forkyndere ved navn, er historien snarere en beretning om hvordan et helt folk er blevet til, hvordan det har udholdt den hårdeste modstand fra præsteskabets side, og hvordan det er vokset og blomstret op, takket være Guds ledelse og beskyttelse.

Der er gået over 1920 år siden apostelen Paulus fik opfyldt sit inderlige ønske om at besøge den kristne menighed i Rom for at han kunne ’meddele dem en eller anden åndelig gave’. (Rom. 1:11) Siden da har landet i mange hundrede år befundet sig i tæt åndeligt mørke på grund af det store frafald. Men den tid er forbi. Og den tid er også forbi hvor de første stråler af sandhedens lys begyndte at oplyse vejen for nogle få mennesker der boede langt fra hinanden, sådan som det skete i begyndelsen af dette århundrede, ganske som den stærke forfølgelse Jehovas tjenere loyalt udholdt, nu også er forbi.

De forhold vi har i dag er nok til at fylde vore hjerter med glæde. Efter den anden verdenskrigs afslutning var der i gennemsnit 90 forkyndere af Riget; men nu har Italien over 97.000 forkyndere af den gode nyhed! Fremtiden tegner sig lys og lovende. I marts 1982 nåede Italien et højdepunkt på 68.140 bibelstudier. Til mindehøjtiden i 1982 var der 213.657 til stede! I Rom, den historiske by, virker nu 60 menigheder.

Disse tal synes at pege på at vi, hvis det er Guds vilje, vil opleve en endnu større vækst der vil forøge lovprisningen af vor Gud, Jehova. Hans lykkelige tilbedere lader æren for deres vækst og trivsel gå til Ham alene. Og idet de ser tilbage på disse kapitler af den sande kristendoms historie i nyere tid her i Italien, udtrykker de deres taknemmelighed, ligesom salmisten David, der udbrød:

„Havde [Jehova] ej været med os, da mennesker rejste sig mod os, så havde de slugt os levende, da deres vrede optændtes mod os; . . . Lovet være [Jehova], som ej gav os hen, deres tænder til rov! Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængernes snare, snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor hjælp er [Jehovas] navn, himlens og jordens skaber.“ — Sl. 124:2, 3, 6-8.

[Fodnote]

^ par. 221 Citaterne fra de tre cirkulærer er hentet fra bogen Provvedimenti ostativi dell’autorità di polizia e garanzie costituzionali per il libero esercizio dei culti ammessi (Tvangsforanstaltninger fra politiets side — og de grundlovssikrede rettigheder til visse former for religionsudøvelse) af Giorgio Peyrot, udgivet af Giuffrè.

[Grafisk fremstilling på side 247]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ANTALLET AF FORKYNDERE

100.000

90.191

75.000

60.156

50.000

25.000

22.196

10.278

120 1.742 3.491 6.304

0 1946 1951 1956 1961 1966 1971 1976 1981

[Grafisk fremstilling på side 248]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ANTALLET AF MENIGHEDER

1.600

1.357

1.200

1.141

800

433

400

35 97 139 242 275

0 1946 1951 1956 1961 1966 1971 1976 1981

[Grafisk fremstilling på side 249]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TIL STEDE VED MINDEHØJTIDEN

200.000

187.165

150.000

130.348

100.000

53.590

50.000

200 2.897 5.790 12.113 19.682

0 1946 1951 1956 1961 1966 1971 1976 1981

[Kort på side 114]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ITALIEN

Gemona

Sondrio

Aosta

Varese

Como

Gallarate

Brescia

Vicenza

Novara

Milano

Torino

Piacenza

Pinerolo

Alessandria

Bologna

Genova

Cuneo

Faenza

Firenze

Siena

Perugia

Teramo

Popoli

Avezzano

Sulmona

ROM

Foggia

Cerignola

Bisceglie

Molfetta

Gaeta

Napoli

Avellino

Bari

Salerno

SICILIEN

Palermo

Messina

Caltanissetta

KORSIKA

SARDINIEN

FRANKRIG

SCHWEIZ

ØSTRIG

UNGARN

JUGOSLAVIEN

MIDDELHAVET

[Illustration på side 119]

Fanny Luglis hjem i nærheden af Pinerolo. Her blev de første møder holdt, i stueetagen under altanen

[Illustration på side 127]

Remigio Cuminetti, den første italienske forkynder der tog standpunkt for kristen neutralitet, og den første italienske broder der fik ansvar for arbejdet i Italien

[Illustration på side 135]

Ignazio Protti og hans to søstre, Albina og Adele, der flyttede fra Schweiz og virkede som nidkære kolportører i Italien

[Illustration på side 137]

Hotel Corona Grossa i Pinerolo, hvor man i 1925 afholdt det første stævne i Italien

[Illustration på side 153]

Maria Pizzato. I 1903 og 1904 købte hendes moder somme tider „Vagttårnet“ ved denne aviskiosk i Vicenza. Derved lærte Maria senere sandheden at kende

[Illustration på side 177]

Aldo Fornerone, som under den anden verdenskrig selv erfarede værdien af kristen neutralitet, tjener stadig som ældste

[Illustration på side 209]

Første områdestævne i Italien. Det afholdtes i Milano den 27.-29. oktober 1950 i nogle store telte, og blev gennemført trods modstand fra præsteskabet

[Illustration på side 223]

Palazzo dei Congressi i Rom, hvor det internationale stævne „Det triumferende rige“ blev afholdt i 1955

[Illustrationer på side 240, 241]

Bygningerne benyttet som afdelingskontor. Herover: En villa i Rom, købt i 1948. Øverst til højre: Det nye afdelingskontor der blev færdiggjort i 1972. Nederst til højre: Betelbygningerne set fra siden; de nyeste tilføjelser ses

[Illustration på side 250]

Torinos nye stævnehal, indviet i 1979