Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas fremadskridende organisation

Jehovas fremadskridende organisation

Jehovas fremadskridende organisation

Efterhånden som Jehovas storslåede hensigter gennemføres, har det vist sig at hans indviede tjenere er blevet samlet i en organisation. Det betyder nødvendigvis at de må rette sig efter visse normer og holde sig inden for visse grænser. Alle må for eksempel anerkende den store Organisators, Jehovas, myndighed. Enhver som har fået myndighed betroet, heriblandt også Herren Jesus Kristus, må underordne sig under ham. (1 Kor. 11:3) Der er visse krav som må opfyldes af dem der har den forret at høre med til organisationen. Desuden er organisationens arbejde styret af visse mål og hensigter som er kendetegnende for Jehovas Vidners teokratiske samfund.

I disse mange henseender adskiller Jehovas jordiske organisation sig fra alle andre organisationer og står som noget særligt. Vi erkender også at uden en sådan teokratisk organisation kunne den kristne menighed ikke udføre sine mange opgaver „sømmeligt og med orden“. — 1 Kor. 14:33, 40.

For at overbevise sig om at vor virksomhed i dag er ledet på ordnet vis, behøver man blot at kaste et blik på rapporten for sidste tjenesteår. (Se siderne 24-31.) Den viser at organisationens Hoved, Jehova, på storslået vis har ladet sit indviede og loyale folk aflægge et vældigt vidnesbyrd blandt nationerne om kongen Kristus Jesus og hans rige — noget der aldrig kunne være blevet udrettet af kristenhedens henved en milliard uorganiserede medlemmer, som hver især gør hvad der er rigtigt i deres egne øjne. — Jævnfør Ordsprogene 26:12, NW.

Jehovas Vidners fremadskridende, teokratiske organisation er beskæftiget med forkyndelse og undervisning. Jehova, Hovedet, er vor store Vejleder, og hans elskede søn, Kristus Jesus, er vor store Lærer. (Es. 30:20; Matt. 7:28, 29) De enkelte Jehovas vidner er udsendinge som har fået til opgave at forkynde den gode nyhed og undervise i den. Deres bibelske budskab har to sider. For det første viser det de ydmyge og lærvillige hvordan de kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og for det andet advarer det de onde om at „hævnens dag fra vor Gud“ hastigt nærmer sig. — Es. 61:1, 2; Zef. 3:8.

For at hjælpe sit indviede folk med at udføre dette tosidige forkyndelsesarbejde har Jehova forsynet sin fremadskridende organisation med mange hurtigtgående offset-trykkemaskiner samt moderne bogbinderimaskiner. Han har også ladet sit folk nyde gavn af de seneste tekniske fremskridt inden for datamatstyret fotosætning. Og mange steder i verden har han sørget for udvidede faciliteter — større betelhjem til betelfamilierne og større trykkerier til maskinerne — for at budskabet fortsat kan blive trykt og udbredt på mere end 160 sprog.

Men af større betydning end disse døde, materielle ting er det at Jehova har udrustet sine organiserede vidner med ’de vises tunge’ og sendt dem ud fra hus til hus for at forkynde mundtligt for folk „hvad enten de hører eller ej“. (Ordsp. 15:2; Ez. 2:5) Vi fryder os over at se hvordan Jehova her i „de sidste dage“ har udvidet denne lærerstab til at omfatte over to millioner medlemmer. Han har nævnt sit navn over dem, givet dem kraft med sin ånd og godkendt dem som sine vidner.

Og hvilken glæde er det ikke at se at vi sidste år nåede et nyt højdepunkt i antallet af rigsforkyndere! Et voksende antal var i stand til at deltage i en eller anden form for heltidstjeneste — nogle som hjælpepionerer, almindelige pionerer eller specialpionerer, andre som missionærer, rejsende tilsynsmænd eller medlemmer af betelfamilier. Alle som har udført en særlig tjeneste og alle trofaste menighedsforkyndere har i årets løb holdt sig årsteksten for øje: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning.“ (1 Kor. 15:58) Havde det ikke været for Jehovas dynamiske hellige ånd, ville de ikke have været i stand til at udføre hans vilje og hensigt. Al tak og pris for det der er blevet udrettet, går derfor til Jehova.

Nu ser vi med spændt forventning frem til 1983 og til de særlige muligheder som dette år måske vil give os for at forøge arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. Vi vil i det kommende år fortsætte med at bede og bønfalde Jehova om at lede vore skridt. Vi vil ’blive ved med at forstå hvad Jehovas vilje er’, for at vi med iver kan handle derefter. — Ef. 5:17.

Det økonomiske, sociale og moralske pres i disse „sidste dage“ vil fortsætte med at vokse. Satan og hans håndlangere vil forstærke deres forsøg på at standse Rigets arbejde, for Djævelen ved at hans ’korte tidsperiode’ bliver kortere og kortere. (Åb. 12:12) Det er derfor vigtigt, ja bydende nødvendigt, at vi hver især går loyalt fremad sammen med Jehovas sejrende organisation, og at vi gør det i kærlighed og enhed. Årsteksten for 1983, som står at læse på den nye kalender, vil tilskynde os til at gøre dette. Den lyder: ’Ifør jer kærligheden . . . enhedens fuldkomne bånd.’ — Kol. 3:14.

Vor bøn til Jehova vil fortsat være: ’Lær os at gøre din vilje, thi du er vor Gud.’ (Sl. 143:10) Eller, som det udtrykkes af apostelen Paulus: „Måtte fredens Gud . . . udruste jer med alt godt, så I kan gøre hans vilje, og i os, gennem Jesus Kristus, udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne; ham tilkommer herligheden i evighedernes evigheder. Amen.“ — Hebr. 13:20, 21.

Vi benytter denne lejlighed til at sende hele brodersamfundet ud over jorden vore kærligste hilsener, idet vi ønsker at give udtryk for vor dybe værdsættelse af jeres trofaste tjeneste og jeres loyale hengivenhed for Jehova og hans riges interesser.

Jeres brødre i

Jehovas Vidners Styrende Råd